Indenrigs- og sundhedsministeren (Lars Løkke Rasmussen):
Tak for det, og tak for den lystige debat og først og
fremmest jo tak til de ordførere, der har tilkendegivet, at
de bakker op omkring forslaget. Det står mig ikke i talende
stund fuldstændig lysende klart, hvor bred den kreds er, men
det står mig dog meget klart, at der er et flertal i
Folketinget omfattende de to regeringspartier og Dansk
Folkeparti; det rækker jo, og det er jeg tilfreds med.
For så vidt angår de øvrige partier, måtte jeg notere
mig, at Det Radikale Venstre slet ikke ville ind i en
diskussion omkring det her. Hos SF, Enhedslisten,
Socialdemokratiet og Kristeligt Folkeparti var der sådan
varianter af begejstring. Det får mig egentlig til at stå her
og undre mig lidt over, at der ikke er en større enighed
mellem de to tidligere regeringsbærende partier om, hvad det
egentlig er for et sygehusvæsen, man nu efterlader efter i 9
år at have haft chancen for at skabe balance i
sundhedssektoren. Fru Jette Bautrup taler om afdelingerne
derude, der nu har slidt og slæbt uden at få penge for det,
og som nu stort set ikke har nogen chance for at komme i
betragtning i forhold til den ekstra 1,5 mia. kr., og hr.
Naser Khader taler om, at der er helt urealistiske
produktivitetsstigningsforventninger.
Jeg må bare lige påpege, at de forventninger, denne
regering har til produktiviteten på landets sygehuse, er
præcis de forventninger, som man kan læse ud af den aftale,
som den tidligere regering sidste år indgik med
Amtsrådsforeningen og HS. Og her oplever man så altså kort
tid efter et regeringsskifte en ordfører gå på talerstolen og
sige, at det er totalt urealistisk at have en forventning om,
at de offentligt drevne sygehuse leverer det, der er aftalt.
Det står forvirrende tilbage ihukommende det, hr. Jørgen
Winther også refererede til, nemlig første behandling af
finansloven i fredags, hvor den socialdemokratiske ordfører
jo meget præcist fik påpeget, at her var der tale om penge,
som ikke kunne anvendes fornuftigt - det er min tolkning af
det, og det kan der findes støtte for også med henvisning til
Folketingets forhandlinger - fordi disse penge ville
skævvride sundhedssektoren, og det ville betyde, at det var
de forkerte patienter, der blev behandlet.
Så det står mig ikke i talende stund lysende klart, om
de tidligere regeringspartier mener, vi har et sundhedsvæsen,
som er velfungerende, og som det ikke rigtig kan betale sig
at finansiere mere i, fordi det rækker med det, der er aftalt
sidste sommer, nu skal man bare se effekten af det, eller om
de tidligere regeringspartier deler mit syn, nemlig at vi har
et godt sundhedsvæsen, som bare ikke er godt nok, som har en
række afgørende brister, vi skal sætte ind over for, og at en
af dem netop er, at der ikke er balance mellem behov og
kapacitet, at vi ikke holder, hvad vi lover, at vi for så
vidt har et uærligt serviceniveau, som viser sig ved, at vi
har ventelister.
Men det rækker som sagt også med et flertal, et flertal,
der vil være med til at give dansk sundhedsvæsen en
saltvandsindsprøjtning for at få skabt bedre balance og bedre
harmoni.
Til spørgsmålet omkring
engangsbevilling/ikkeengangsbevilling vil jeg sige, at vi i
denne regering vil koncentrere os om at gøre de syge
mennesker raske én gang, og når de så er raske, vil vi ikke
behandle dem yderligere. Det betyder selvfølgelig også, at
det pukkelproblem, som ventelisterne i høj grad er udtryk
for, altså kun skal fjernes én gang.
Jeg vil også gerne sige, at det er jo altså ikke
regeringens ambition at gøre et voldsomt indhug i
ventelisterne i indeværende år for så at indføre dem igen den
1. januar 2003, og derfor er der selvfølgelig også politisk
vilje til at sikre det bevillingsniveau, der skal til, for at
vi fortsat kan have et sundhedsvæsen i balance - også på
sigt.
Så har der været de her ideologiske kvababbelser over
den private sektor. Jeg vil gerne understrege det, der også
var fru Birthe Skaarups pointe, nemlig at de private sygehuse
jo her er indtænkt som yderligere et incitament i forhold til
det offentlige sundhedsvæsen, som overløbsventilen, som den
mulighed, patienten får, hvis det offentlige sygehusvæsen
ikke er i stand til at levere behandling til tiden. Det er
altså ikke udgangspunktet; det er undtagelsen.
Jeg må sige, at jeg er noget skuffet over den pessimisme
på vegne af det offentlige sundhedsvæsen, som jeg hører
skiftende ordførere her give udtryk for. Jeg oplever en
virkelyst og en optimisme blandt i tusindvis af dygtigt
offentligt ansat sundhedspersonale, som gerne vil i gang, som
har kreative ideer til, hvordan man ved at indrette
arbejdstiden anderledes, hvordan man ved at flytte opgaverne
mellem forskellige faggrupper, hvordan man ved at skabe nogle
bevillingssystemer, hvor der er en større sammenhæng mellem
det, man præsterer, og det, man får til rådighed, så at sige
kan få bilen til at køre lidt længere på literen - et
fantastisk engagement.
Kl. 18.25
Det er også det, jeg kan læse i Ugeskrift for Læger, når
Jesper Poulsen, formand for Lægeforeningen, skriver leder, og
det er det, jeg kan høre og lytte mig frem til, når Erik
Jylling, formand for Foreningen af Yngre Læger, deltager i
den offentlige debat. Det er en optimisme og en tiltro til,
at givet det, at vi skaber nogle mere incitamentsorienterede
spilleregler, kan det offentlige sundhedsvæsen godt præstere
noget mere.
Og så skal man sidde her i salen en sen onsdag og lytte
til, hvordan repræsentanter for partier, der har haft
ansvaret for at drive det her samfund igennem 9 år,
nedslående taler om, at hvis vi giver patienterne den her
mulighed, vil personalet flygte til den private sektor, og at
der er mangel på læger, endskønt den sidste nye
OECD-beregning jo viser, at vi ligger flot for. Det er jeg
egentlig lidt overrasket over.
Når jeg siger det, er det, fordi jeg er meget enig med
fru Line Barfod, som jo sådan set peger på, at det her ikke
kun handler om penge - det er der også andre ordførere, der
har været inde på - men at det handler om strukturer. Fru
Line Barfod pegede på projekter fra bl.a. Sønderjyllands Amt,
hvor personalet har en større grad af egenindflydelse på
arbejdstilrettelæggelsen. Jeg kunne pege på andre tilsvarende
tiltag: Hørsholm Sygehus m.fl. steder, hvor man har tænkt nyt
og anderledes og netop forsøgt at skabe en sammenhæng mellem:
Hvad er det for ressourcer, der er til rådighed, og hvad er
det, der bliver præsteret, og hvor man har ønsket at give
personalet både ansvar og indflydelse på, hvordan rammerne
skal organiseres. Det er jeg meget, meget enig i.
Hvis man skaber en mere entydig sammenhæng
bevillingsmæssigt, så lægger man også kimen til en optimisme
og til en fremtidstro, en tro på, at ting kan lykkes. Jeg
deler fuldstændig den analyse.
Derfor er jeg også glad for, at fru Line Barfod i
modsætning til Det Radikale Venstres ordfører, SF's ordfører,
Socialdemokratiets finansordfører, måske ikke
Socialdemokratiets sundhedsordfører her i dag - det kan jeg
ikke helt finde ud af - sådan måtte jeg forstå det faktisk,
endnu ikke havde taget stilling til det her forslag, men
gerne vil give det en positiv tanke med på vejen.
Der var et spørgsmål, som skulle afklares, for at fru
Line Barfod kunne tage stilling til forslaget - der er
sikkert flere - og det var spørgsmålet omkring patienters
patientrettigheder. Det skal i hvert fald ikke være det, der
stiller sig hindrende i vejen for, at Enhedslisten kan bakke
op omkring denne saltvandsindsprøjtning til det offentlige
danske sundhedsvæsen, for det er ganske klart intentionen, og
det er også søgt udtrykt i loven, at patienter, der får
tilbudt behandling på private sygehuse i ind- eller udland
efter den 1. juli 2002, fordi det offentlige - jeg håber
ikke, det vil ske i særlig mange tilfælde - ikke har været i
stand til at levere behandling, naturligvis skal være dækket
af en patientforsikring, der har den samme rækkevidde som den
forsikringsdækning, der ville være, hvis man lod sig behandle
på et offentligt sygehus her i landet.
Tak for debatten. Jeg har også noteret mig, at der var
en række af ordførerne, der tilkendegav, at der ville være en
række spørgsmål, og dem er jeg selvfølgelig mere end beredt
til at svare på i det videre udvalgsarbejde, som jeg ser
meget frem til, og som jeg i øvrigt også håber kan afvikles
med et sådant momentum, at vi hurtigst muligt kan få skabt
denne meraktivitet.
Jeg vil også lige sige som en kommentar til dem, der
efterlyser høringssvar: De skal da nok komme, men altså helt
ærligt, det er regeringens ambition at sætte mennesket først,
mennesket før systemet, og det er regeringens ambition, at
der skal ske noget hurtigt på den her front - selvfølgelig
skal vi ikke af den grund jappe den politiske sagsbehandling
igennem - men det er i hvert fald baggrunden for, at jeg har
ønsket at fremsætte forslaget, samtidig med at vi har
indhentet høringssvar. Der er jo ingen grund til, at syge
patienter skal stå og vente af hensyn til en masse
formalistiske procedurer. Sådan ser jeg i hvert fald på
livet.
Kl. 18.30
