Forrige

(Kort bemærkning). Ole M. Nielsen (KRF):
Ja, det er det samme svar, som hr. Søndergaard undrer sig over, jeg også undrer mig over.
      Det er dog et særegent svar af en tidligere ansat i finansverdenen og en særegen opfattelse af kapital. Mig bekendt er der ingen kapital, der kan holdes intakt, hvis der ikke bliver tilskrevet renter. Alene det er dog underligt. Betyder det, at man godt sådan kan holde banken åben for røverier, hvis bare røverne nøjes med at tage renterne? Hvis de ikke tager grundkapitalen, er det o.k. Det er dog en mærkelig argumentation.
      Renten opvejer jo i Danmark - i hvert fald når det er beskattet kapital, det er det vel ikke i den fond her - sådan stort set det, der er til overs ud over inflationstabet på kapitalen. Det tror jeg vi kan blive enige om, så meget er vi da vist enige om i den substans. Så at det ikke skulle anfægte fonden, at man tager renterne, må jeg indrømme jeg ikke forstår.
     Så var der den der med, at fonden ikke må konkurrere med private hoteller og restauranter osv. Det er jeg faktisk enig
i. Jeg har været meget kritisk over for fondens aktiviteter tidligere, men i de senere år har fonden jo givet tilskud til og støttet andre aktiviteter, oplevelsescentre, museer osv., og det synes jeg faktisk er helt fair. Det er det, der kan fremme turismen i vores land, og jeg synes, det er en skam, at man udhuler den kapital. At de ikke har brugt pengene, kender jeg ikke nogen forklaring på, ej heller, hvorfor der er ophobet så meget. Det synes jeg heller ikke der skulle, men det er jo en anden sag.

Næste