Forrige

(Kort bemærkning). Jan Petersen (S):
Jeg er nødt til at sige til hr. Lars Barfoed, når nu konkurrenceforvridningsdiskussionen kommer ind, at der er altså steder i landet, hvor der ikke sker noget som helst, hvis det skal foregå på de præmisser, der her bliver nævnt. Det er muligt, at det kan fungere i København og andre store steder. Der behøver man ikke at gøre noget, for der er kommercielle interesser nok i at gøre det. Men sådan fungerer det altså ikke ude på landet, hvor der er skønt, og hvor der skal nogle turister til. Der kan man ikke sidde og vente på, at der kommer nogen og gør noget.
     Jeg vil nødig, sagt til hr. Lars Barfoed, have nøjedes med den frie konkurrenceforvridningsdiskussion og så se, hvor lidt der var sket nogle af de steder, hvor jeg er kommet. Der har det her været igangsættende og skabt andre erhverv eller skabt større erhverv omkring de feriecentre, der er etableret. Det er så én diskussion, og så vidt jeg ved, skal Konkurrencestyrelsen forholde sig til det problem nu.
     Det får mig så til at spørge om noget andet. Hvilke konkurrenceforvridende forhold er der gældende, når f.eks. man giver støtte til Naturcenter Randers Fjord og Fjord & Bæltcenteret på Fyn, der også har fået støtte? Hvad konkurrenceforvridende er der i det? For slet ikke at tale om, hvad konkurrenceforvridende der er i at støtte enlige forsørgere, når de skal på ferie med deres børn.

Næste