Ole M. Nielsen (KRF):
Jeg må først beklage, at jeg blev så optaget af hr. Lars
Barfoeds argumentation, at jeg lod mig køre ud ad et
sidespor. Det skal hr. Lars Barfoed ikke have skylden for.
Men jeg erkender, at sammenligningen med et par andre
fonde selvfølgelig ikke var korrekt, for det er jo ikke
fondens afkast, det her handler om. Jeg er kørt ud ad et
sidespor - beklager. Det er selvfølgelig renterne af
feriekontiene i indeværende år, som fonden selvfølgelig kunne
forvente tillagt og brugt til ferieformål. Det er
selvfølgelig rækkefølgen. Så jeg beklager, at min
argumentation ikke var korrekt i det øjeblik der.
Vi er stadig væk imod dette forslag. Vi mener, det er
forkert, at de 150 mio. kr. tages fra lønmodtagernes konti.
Vi mener, det helt rigtige var, at de blev udbetalt til
lønmodtagerne. Men det system har vi altså ikke, og derfor
mener vi, at de hører hjemme i feriefonden til de formål, som
vi før har diskuteret. Det mener vi egentlig er det rigtige
system, og derfor ligger jeg langt i retning af det, som hr.
Anders Samuelsen argumenterede for, som kan gennemføres i
dag.
Det har nogle langtrækkende konsekvenser, det er vi helt
enige om, men det er det rimelige system, at folk kan få de
penge, som de rettelig har optjent. Vi kan ikke støtte
forslaget om at snuppe de 150 mio. kr. her.