Forrige

(Kort bemærkning). Jan Petersen (S):
Jeg kan da bekræfte, at den tidligere regering og Socialdemokratiet også har medvirket til det her; det er der ikke nogen grund til at skjule.
     Men når jeg netop fremhævede, hvad det var, der blev konkluderet i forbindelse med den turistpolitiske redegørelse i år 2000 - jeg angav desværre ikke nogen kilde, det burde jeg have gjort - var det udtryk for, at vi ikke mener, at den slags indtægtsføringer til statskassen skal ske mere. I stedet ønsker vi at bruge midlerne i feriefonden i sammenhæng med en turistpolitisk strategi, som netop kan styrke turismen i landet. Det kan man godt kalde en ændring, men den er sket efter vældig gode overvejelser, og det er det, der er grundlaget for, at vi nu afviser dette forslag. Det er også grundlaget for, at der på det finanslovforslag, der blev fremlagt i august sidste år, ikke var en sådan postering.
     Så vil jeg sige til Venstres ordfører, at uanset hvordan man i øvrigt begiver sig ind i det bogholderi, som ferieordningerne er, fragår der op til 150 mio. kr. fra midler, der ellers kunne have været brugt til investeringer til ferieformål via feriefonden; det kommer man ikke uden om. Men hvis det er sådan, at man ikke når op på 150 mio. kr., som Venstres ordfører nævner, hvor er så den kompenserende indtægt?

Næste