Spm. nr. S 153

Til justitsministeren (20/12 01) af:

Søren Søndergaard (EL):

»Kan ministeren bekræfte, at ministeriet har givet virksomheden Terma tilladelse til eksport af våbendele til USA, vel vidende at disse våbendele endte i Israel?«

Svar (7/1 02)

Justitsministeren (Brian Mikkelsen, fg.):

Jeg har af samme spørger fået stillet to yderligere spørgsmål vedrørende eksport af våben. Justitsministeriet har i anledning af disse spørgsmål anmodet Udenrigsministeriet om en udtalelse.

Når denne udtalelse foreligger, vil jeg vende tilbage med en samlet besvarelse af spørgsmålene.

Supplerende svar (18/4 02)

Justitsministeren (Lene Espersen):

Justitsministeriet meddelte den 6. april 2001 Terma A/S tilladelse til at udføre 144 stk. kombinerede videodisplay og tastaturenheder, som anvendes til betjening af undercomputersystemer på F-16 fly, til USA. Det fremgik af udførselsansøgningen, at modtageren af de i USA producerede F-16 fly er det israelske luftvåben.

Det kan i den forbindelse oplyses, at Justitsministeriet den 11. maj 2000 sendte et notat til Folketingets Retsudvalg om liberalisering af praksis for meddelelse af tilladelse til udførsel af forsvarsmateriel. Det fremgår bl.a. af notatet, at Justitsministeriet efter drøftelser med Forsvarsministeriet, Udenrigsministeriet og Erhvervsministeriet har besluttet at ændre praksis for meddelelse af udførselstilladelser.

Praksisændringen indebærer, at der som hovedregel vil blive givet tilladelse til udførsel af underleverancer af dansk producerede dele til ikke-dødbringende materiel til EU- og NATO-lande uden krav om oplysning om eventuel reeksport, når ansøgningen vedrører bi- og multilaterale samarbejdsprojekter mellem militære myndigheder i Danmark og disse lande.

Herudover kan jeg henvise til Justitsministeriets besvarelse af 14. september 2001 af spørgsmål nr. 95 af 27. juni 2001 fra Folketingets Forsvarsudvalg (Alm. del – bilag 322), hvori der bl.a. redegøres for den ovennævnte tilladelse til Terma A/S.

Kopi af Justitsministeriets brev af 11. maj 2000 til Folketingets Retsudvalg med bilag samt ministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 95 af 27. juni 2001 fra Folketingets Forsvarsudvalg vedlægges. (Ikke optrykt her).