Arbejdsmarkedsudvalget (2. samling)
(L 67 - bilag 13)
(Offentligt)

Betænkning afgivet af Arbejdsmarkedsudvalget den 6. marts 2002

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af ferieloven

(Renteafkast af FerieKonto)

[af beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)]

 

1. Ændringsforslag

Beskæftigelsesministeren har stillet 1 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 29. januar 2002 og var til 1. behandling den 7. februar 2002. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Arbejdsmarkedsudvalget. Udvalget skal anmode om, at lovforslaget efter 2. behandling henvises til fornyet behandling i udvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 4 møder.

Høring

Lovforslaget har ikke været sendt i høring forud for fremsættelsen, men beskæftigelsesministeren har på foranledning af udvalget indhentet Arbejdsmarkedets Feriefonds kommentarer til lovforslaget. Disse er oversendt til udvalget den 21. februar 2002.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig henvendelse fra LO og FTF. Beskæftigelsesministeren har over for udvalget kommenteret henvendelsen.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 9 spørgsmål til beskæftigelsesministeren til skriftlig besvarelse, hvoraf 2 er besvaret.

Samrådsspørgsmål

Udvalget har stillet 3 samrådsspørgsmål til beskæftigelsesministeren til mundtlig besvarelse, som denne har besvaret i et samråd den 27. februar 2002. Beskæftigelsesministeren har efterfølgende sendt udvalget det talepapir, der dannede baggrund for besvarelsen.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et mindretal i udvalget (V, DF og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal i udvalget (S, SF, RV og EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Socialdemokratiet stemmer imod lovforslaget, fordi det reelt drejer sig om inddragelse af renterne af den del af lønmodtagernes feriepenge, som indbetales på Feriegiro og administreres af Arbejdsmarkedets Feriefond. På den måde betyder lovforslaget, at Feriefondens muligheder for at støtte ferieformål for lønmodtagerne begrænses.

I stedet burde regeringen indlede en dialog med Arbejdsmarkedets Feriefond for at koordinere anvendelsen af midlerne i Arbejdsmarkedets Feriefond med den turismepolitik, som den tidligere regerings turismeredegørelse er udtryk for.

Lovforslaget indeholder ingen regionalpolitiske eller erhvervspolitiske vurderinger, selv om en investering af de 150 mio. kr., der inddrages, ville medføre en mere positiv beskæftigelse og øget økonomisk aktivitet i de områder, hvor investeringerne foretages.

Udvalget har forud for afgivelsen af betænkning stillet en række spørgsmål til beskæftigelsesministeren på baggrund af ministerens besvarelse af samrådsspørgsmålene A-C. Disse er ikke besvaret, og Socialdemokratiet forudsætter derfor, at lovforslaget efter 2. behandling kommer til fornyet behandling i udvalget.

Enhedslisten stemmer imod lovforslaget, fordi det reelt drejer sig om inddragelse af renterne af den del af lønmodtagernes feriepenge, som indbetales på Feriegiro og administreres af Arbejdsmarkedets Feriefond. På den måde betyder lovforslaget, at feriefondens muligheder for at støtte ferieformål for lønmodtagere begrænses. Der er således tale om en slet skjult ekstra beskatning.

Under udvalgsbehandlingen har beskæftigelsesministeren oplyst, at fonden kan opfylde sine forpligtelser i 2002 ved at bruge af fondens formue. Det kan måske udskyde problemet, men det ændrer ikke ved, at det er lønmodtagernes penge, der overføres til statskassen. Det skal tilføjes, at fonden har en bunden formue på 70 mio. kr., og ud fra ministerens egne beregninger vil den samlede formue komme i betænkelig nærhed af dette bel&oslas h;b.

Under udvalgsbehandlingen er det ligeledes blevet oplyst, at lovforslaget er enslydende med SR-regeringens udspil til finanslov. Dette kan selvfølgelig ikke have den mindste betydning for Enhedslistens stillingtagen.

Et tredje mindretal i udvalget (KRF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for det stillede ændringsforslag.

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen. Der gøres opmærksom på, at et flertal eller et mindretal i udvalget ikke altid vil afspejle et flertal/mindretal ved afstemning i Folketingssalen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Af beskæftigelsesministeren, tiltrådt af et flertal (V, DF, KF og KRF):

Til § 2

1) Paragraffen affattes således:

Ȥ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Lovforslaget kan stadfæstes straks efter vedtagelsen.«

[Ændret ikrafttræden]

Bemærkninger

Til nr. 1

På grund af den udskudte behandling i Folketinget af finansloven og deraf afledte lovforslag er det nødvendigt at foreslå en ændret bestemmelse om lovens ikrafttræden, herunder at lovforslaget kan stadfæstes straks efter vedtagelsen, således at loven kan få den størst mulige virkning.

Charlotte Antonsen (V) Anders Møller (V) Irene Simonsen (V) Jens Vibjerg (V) fmd. Kristian Thulesen Dahl (DF) Bent Bøgsted (DF) Lars Barfoed (KF) Charlotte Dyremose (KF) Ole M. Nielsen (KRF) Anne-Marie Meldgaard (S) Bjarne Laustsen (S) nfmd. Jan Petersen (S) Mette Frederiksen (S) Ole Vagn Christen sen (S) Ole Sohn (SF) Anders Samuelsen (RV) Søren Søndergaard (EL)

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.

 

Folketingets sammensætning

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

57

*

Enhedslisten (EL)

4

Socialdemokratiet (S)

52

 

Kristeligt Folkeparti (KRF)

4

Dansk Folkeparti (DF)

22

 

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

16

 

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

12

 

Siumut (SIU)

1

Det Radikale Venstre (RV)

9

     

*

Heraf 1 medlem valgt på Færøerne

 

+++Bilag+++Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 67

Bilagsnr.

Titel

1

Tentativ plan for udvalgets arbejde med lovforslaget

2

Samrådsspm. A om økonomiske overvejelser, til beskæftigelsesministeren

Samrådsspm. B om amtskommunale konsekvenser, til beskæftigelsesministeren

Samrådsspm. C om Arbejdsmarkedets Feriefonds planlagte investeringer, til beskæftigelsesministeren

3

Spm. 1 om Arbejdsmarkedets Feriefonds kommentarer til lovforslaget samt en redegørelse for fondens planer, til beskæftigelsesministeren

4

Henvendelse af 22/2-02 fra LO og FTF

5

Spm. 2 om kommentar til henvendelse af 22/2-02 fra LO og FTF, til beskæftigelsesministeren

6

Svar på spm. 1 om Arbejdsmarkedets Feriefonds kommentarer til lovforslaget samt en redegørelse for fondens planer, fra beskæftigelsesministeren

7

Udkast til betænkning

8

Svar på spm. 2 om kommentar til henvendelse af 22/2-02 fra LO og FTF, fra beskæftigelsesministeren

9

Ændringsforslag fra beskæftigelsesministeren

10

Talepapir vedrørende samrådsspørgsmål A-C

11

2. udkast til betænkning

12

Spm. 3 om Arbejdsmarkedets Feriefonds mulighed for at uddele midler, til beskæftigelsesministeren

Spm. 4 om indtægt fra Arbejdsmarkedets Feriefond på 150 mio. kr., til beskæftigelsesministeren

Spm. 5 om lovforslag om finanslovspakken, til beskæftigelsesministeren

Spm. 6 om oversendelse af lovforslag fra den tidligere regering, til beskæftigelsesministeren

Spm. 7 om oversigt over tidligere overførsler fra Arbejdsmarkedets Feriefond, til beskæftigelsesministeren

Spm. 8 om investeringernes betydning for den kommunale økonomi, til beskæftigelsesministeren

Spm. 9 om dialog med arbejdsmarkedets parter, til beskæftigelsesministeren