Til

Den 30. maj 2002 fremlagde Generaladvokat Tizziano sit forslag til afgørelse i den såkaldte "madsminkesag" som Danmark anlagde mod Kommissionen i januar 2000. Generaladvokatens udtalelse har givet anledning til meget offentlig debat.

Generaladvokaten mener, at Kommissionen bør frifindes og at Danmark ikke skal have en undtagelse fra EU-reglerne om tilsætningsstoffer. Undervejs i afgørelsen kommer han dog med kraftig kritik også af Kommissionens sagsbehandling og argumentation i sagen. Især er det værd at hæfte sig ved, at Generaladvokaten giver Danmark blankt ret i, at de danske regler om nitrit og nitrat er i langt bedre overensstemmelse med Levnedsmiddelkomiteens anbefalinger end "di versedirektivet".

Sagen drejer sig i korte træk om, at Danmark ønsker at opretholde sine regler om tilsætning af nitrit, nitrat og sulfit til levnedsmidler. De danske regler er imidlertid mere restriktive (dvs. tillader mindre mængder i færre produkter) end EU’s regler om tilsætningsstoffer (som bl.a. findes i det såkaldte "diversedirektiv"). Danmark bad derfor i 1996 om at få en undtagelse fra EU-reglerne ved hjælp af den såkaldte "milj&osl ranti" i traktatens art. 95, stk. 4.

I bilag 1 findes en oversigt over de afslag og godkendelser, der indtil videre er givet efter art. 95, stk. 4.

I oktober 1999 afviste Kommissionen at give Danmark en undtagelse vedr. nitrit, nitrat og sulfit. Kommissionen mente for det første, at Danmark ikke havde begrundet sit ønske om en undtagelse godt nok og godtgjort, at der var tale om et specifikt problem for Danmark. For det andet mente Kommissionen, at EU-reglerne allerede gav en tilstrækkelig høj beskyttelse af sundheden mv.

I det følgende resumeres de vigtigste punkter i Generaladvokatens forslag til afgørelse.

Danmark mener ikke, at der kan stilles krav om at der skal være en særlig situation i det medlemsland, som ønsker at anvende miljøgarantien, da art. 95, stk. 4, efter sin ordlyd ikke indeholder en sådan betingelse i modsætning til art. 95, stk. 5, som indeholder betingelsen. Desuden blev miljøgarantien i art. 95, stk. 4, netop indført for at sikre, at der ikke ville ske forringelser af beskyttelsesniveauet i et medlemsland, når et omr&a ring;de blev harmoniseret med kvalificeret flertal.

Kommissionen mener, at EU-reglerne om tilsætningsstoffer allerede er udtryk for et højt beskyttelsesniveau, som er fastsat på baggrund af en undersøgelse af relevante faktorer. Derfor kan en medlemsstat ikke uden videre lægge sin egen vurdering af samme faktorer i stedet for EU-reglerne og derved fravige de harmoniserede EU-regler. Medlemsstaten skal kunne godtgøre, at beskyttelsesniveauet i EU-reglerne ikke er højt nok. Det kan ske enten ved at henvis e til nye videnskabelige resultater eller ved at godtgøre, at der er en særlig situation i netop dette land, som begrunder, at de skal have en undtagelse, som de øvrige lande ikke skal nyde godt af.

Generaladvokaten gennemgår spørgsmålet om fortolkningen af art. 95, stk. 4, og art. 95, stk. 5, meget detaljeret. Grundlæggende mener han, at Danmarks synspunkt ville føre til at art. 95, stk. 4, skulle anses for en fast opting-out klausul i forhold til harmoniseringsdirektiver, hvilket han anser for at være klart i strid med formålet med harmonisering og i strid med kompetencefordelingen mellem Fællesskabet og medlemsstaterne.

Derfor konkluderer han, at der må stilles krav om, at der skal være et specifikt problem for det pågældende land, som ikke kan løses på anden måde end ved en undtagelse. Hvis der er tale om et generelt problem, som er fælles for hovedparten eller alle medlemsstater, bør det løses generelt (f.eks. ved at ændre direktivet) og ikke blot for et enkelt land.

Danmark mener, at de danske regler, som er strengere end direktivet, er nødvendige på grund af den sundhedsfare (primært overfølsomhed og kræftrisiko), der er forbundet med anvendelsen af nitrit, nitrat og sulfit. EU-reglerne fastsætter en uberettiget høj tolerancetærskel for disse stoffer, selv om EU’s Levnedsmiddelkomité klart anbefaler, at anvendelsen af dem begrænses til det absolutte minimum, som er nødvendigt fo onservere sikkert. De danske regler er ikke inkonsekvente, men foreskriver forskellige doser afhængigt af produktet og tager derved højde for, at de enkelte produkter har forskelligt teknologisk behov for tilsætning af nitrit, nitrat og sulfitter.

Kommissionen mener, at direktivet er i fuld overensstemmelse med Levnedsmiddelkomitéens anbefalinger vedr. sulfitter. Fsva. nitritter anfører Kommissionen, at Levnedsmiddelkomiteen ikke har fastsat nogen bestemt grænse for tilsat mængde eller restmængde, men alene anbefalet at mængden reduceres til det minimum, som er nødvendigt for at få ønsket konserverende effekt og sikre imod mikrobiologisk sundhedsfare. Derfor er det fællesskabsl ovgivers opgave at fastsætte dette nødvendige minimumsniveau, hvilket er sket i diversedirektivet. De danske regler er derimod ikke tilstrækkelige til at sikre imod mikrobiologisk sundhedsfare, medmindre der iagttages særlig sikre hygiejneforskrifter.

Generaladvokaten er enig med Kommissionen vedr. sulfitter, hvor direktivet er i overensstemmelse med Levnedsmiddelkomiteens anbefalinger. Til gengæld er han enig med Danmark vedr. nitritter og nitrater, hvor han finder, at de danske regler er bedre i overensstemmelse med Levnedsmiddelkomiteens anbefalinger end diversedirektivet, som han mener er i strid med komiteens udtalelse fra 1995. Generaladvokaten mener altså, at de danske regler vedr. nitritter og nitrater er både nø ;dvendige, proportionale og rimelige, hvorimod de danske regler om sulfitter ikke er det.

3. Er de danske regler diskriminerende?

Danmark mener ikke, at reglerne er diskriminerende eller vilkårligt fastsat, men derimod at de er udtryk for en vurdering af det teknologiske behov ved fremstilling af visse produkter samt en konsekvens af ordlyden af art. 95, stk. 4.

Den danske liste over de produktkategorier, hvor det er tilladt at bruge sulfitter, omfatter kun 16 af de 61 produktkategorier, som findes i direktivet. Det skyldes formuleringen af art. 95, stk. 4, som kun tillader opretholdelse af nationale regler. Da Danmark ønskede at anvende miljøgarantien i art. 95, stk. 4, for at begrænse anvendelsen af sulfitter til et mindre område end tilladt efter direktivet, fandt Danmark ikke at man af juridiske grunde kunne ændre den b estående lovgivning og medtage nye produkter i overensstemmelse med direktivet, da der så ikke længere ville være tale om opretholdelse af eksisterende regler.

Fsva. nitritter og nitrater er de danske mængder fastsat ud fra en vurdering af det teknologiske behov for det specifikke produkt og dets fremstillingsmetode og er ikke udtryk for en diskrimination.

Kommissionen mener derimod, at reglerne er diskriminerende og vilkårligt fastsat og hæfter sig især ved, at de 16 tilladte kategorier især omfatter produkter, som allerede findes på det danske marked og der er ikke givet nogen begrundelse for at udelade de øvrige 45 kategorier. Desuden finder Kommissionen det påfaldende, at Danmark på den ene side ønsker at begrænse mængden af konserveringsmidler og samtidig i typiske danske produkte r som rullepølse og Wiltshire-bacon tillader anvendelse af større mængder konserveringsmidler end fastsat efter direktivet.

Generaladvokaten giver Kommissionen ret i, at de danske regler om både sulfitter, nitrit og nitrat efter deres karakter er diskriminerende. Den danske argumentation om at der af hensyn til ordlyden af art. 95, stk. 4, ikke kunne ændres i lovgivningen, finder han fordrejet og påpeger, at Danmark ikke er forhindret i at ændre dele af lovgivningen og opretholde andre dele, som man derefter anvender miljøgarantien på. Fsva. behovet for større mængder a f konserveringsmidler i visse typiske danske produkter påpeger han, at samme begrundelse kan bruges af de fleste andre medlemslande vedr. deres tradition-elle produkter.

Generaladvokaten konkluderer derfor, at de danske regler er diskriminerende og udgør en skjult begrænsning af samhandelen mellem medlemsstaterne.

Generaladvokaten konkluderer samlet, at Kommissionen havde flere grunde til at antage, at betingelserne for at give Danmark en undtagelse ikke var til stede. Ganske vist er Kommissionens argumentation i afslaget fra 1999 ikke særlig stringent og på visse punkter direkte kritisabel, men generaladvokaten finder, at beslutningen er korrekt på de afgørende punkter, og Danmarks kritik er derfor ikke berettiget.

Med venlig hilsen

Anja Trier Wang