Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Revideret notat.

Den 23. marts 2001 vedtog FN’s Internationale Søfartsorganisation (IMO) en konvention om civilretligt ansvar for skader forvoldt af bunkerolieforurening (bunkeroliekonventionen). Bunkeroliekonventionen opstiller en ansvars- og erstatningsordning for forureningsskader forårsaget ved udslip af olie, der medføres som brændsel i skibes bunkers. Konventionen indeholder endvidere bestemmelser om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsa ash;relser i tilknytning til anvendelse af konventionen.

Ingen stater har endnu ratificeret Bunkerolie-konventionen.

Den 22. december 2000 vedtog Rådet forordning nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EF-domsforordningen eller Bruxelles I-forordningen). Forordningen trådte i kraft 1. marts 2002.

Da retsgrundlaget for Bruxelles I-forordningen er EF-traktatens artikel 65, jf. artikel 61, litra c, deltog Danmark ikke i vedtagelsen af forordningen, der således ikke er bindende for eller finder anvendelse i Danmark, jf. protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet til som bilag til Amsterdam-traktaten (forbeholdet vedr. retlige og indre anliggender).

Med vedtagelsen af Bruxelles I-forordningen fik Fællesskabet såkaldt "ekstern kompetence" på de retsområder, som dækkes af forordningen. Dette indebærer bl.a., at Fællesskabet i forhold til de omfattede medlemsstater fik enekompetence til at indgå forpligtelser med tredjelande, som berører reglerne i Bruxelles I-forordningen.

De regler i bunkeroliekonventionen, der vedrører retternes kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i tilknytning til anvendelse af konventionen, berører Bruxelles I-forordningen og er således omfattet af Fællesskabets eksterne kompetence. De øvrige dele af konventionen er omfattet af medlemsstaternes kompetence.

Bunkeroliekonventionen er kun åben for ratifikation af stater, og derfor kan Fællesskabet ikke som sådan tilslutte sig konventionen.

På den baggrund har Kommissionen udarbejdet et forslag til Rådets beslutning, hvorefter Rådet bemyndiger medlemsstaterne til også at undertegne og ratificere bunkeroliekonventionen på Fællesskabets vegne.

Da Fællesskabets kompetence er baseret på en forordning, som Danmark ikke deltager i, deltager Danmark heller ikke i vedtagelsen af Rådets beslutning om bemyndigelse til medlemsstaterne.

Det bemærkes, at Kommissionen i begyndelsen af juni 2002 forventes at fremsætte forslag til et forhandlingsmandat vedrørende indgåelse af parallelaftale med Danmark om blandt andet Bruxelles I–forordningen. En sådan parallelaftale må forventes at indeholde bestemmelser om Danmarks eksterne kompetence på områder, der berører aftalen. Indtil en sådan parallelaftale er indgået, handler Danmark fortsat på egne veg elation til Bunkeroliekonventionen. Under hensyn den kommende parallelaftale fastlægges den danske holdning dog i tæt kontakt med Fællesskabet.

Rådets beslutning om bemyndigelse til medlemsstaterne forventes vedtaget på Rådsmødet den 13. – 14. juni 2002 eller på et senere rådsmøde.

Rådet bemyndiger medlemsstaterne med undtagelse af Danmark til at undertegne og ratificere bunkeroliekonventionen på Fællesskabets vegne med to forbehold.

For det første skal medlemsstaterne i deres indbyrdes forhold anvende Fællesskabets bestemmelser om retternes kompetence (Bruxelles I-forordningen) i stedet for bunkeroliekonventionens bestemmelser herom, når forureningsskaden er forvoldt i en medlemsstat, og sagsøgte endvidere har bopæl i en medlemsstat.

For det andet skal medlemsstaterne i deres indbyrdes forhold også anvende Fællesskabets bestemmelser om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser (Bruxelles I-forordningen) i stedet for bunkeroliekonventionens regler herom.

Ved bemyndigelsen forpligtes medlemsstaterne endvidere til ved førstgivne lejlighed at træffe foranstaltninger til at sikre, at bunkeroliekonventionen ændres, således at Fællesskabet kan blive kontraherende part deri.

Forslaget er behandlet i henhold til proceduren i EF-traktatens artikel 300. Europaparlamentet høres derfor ikke over forslaget.

Forslaget har ikke været sendt i høring.

Sagen har været forelagt Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde i forbindelse med udvalgets møde den 9. april og 27. maj 2002.

Forslaget til Rådsbeslutning ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet.

Som anført under punkt 1, er forslaget til Rådets beslutning omfattet af det danske forbehold vedr. retlige og indre anliggender.

Danmark deltager således ikke i en kommende vedtagelse af beslutningen, der ikke vil være bindende for eller finde anvendelse i Danmark.

Danmarks ratifikation af Bunkeroliekonventionen vil indebære gennemførelseslovgivning.

<DOCUMENT_START>

Revideret notat.

Den 3. maj 1996 vedtog FN’s Internationale Søfartsorganisation (IMO) en konvention om erstatningsansvar for skader forvoldt i forbindelse med søtransport af farlige og skadelige stoffer (HNS-konventionen). HNS-konventionen opstiller en ansvars- og erstatningsordning for forureningsskader forårsaget af en lang række stoffer ved transport ad søvejen. Konventionen indeholder endvidere bestemmelser om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldby af retsafgørelser i tilknytning til anvendelse af konventionen.

HNS-konventionen er indtil videre alene ratificeret af Rusland og Angola.

Den 22. december 2000 vedtog Rådet forordning nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EF-domsforordningen eller Bruxelles I-forordningen). Forordningen trådte i kraft 1. marts 2002.

Da retsgrundlaget for Bruxelles I-forordningen er EF-traktatens artikel 65, jf. artikel 61, litra c, deltog Danmark ikke i vedtagelsen af forordningen, der således ikke er bindende for eller finder anvendelse i Danmark, jf. protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet til som bilag til Amsterdam-traktaten (forbeholdet vedr. retlige og indre anliggender).

Med vedtagelsen af Bruxelles I-forordningen fik Fællesskabet såkaldt "ekstern kompetence" på de retsområder, som dækkes af forordningen. Dette indebærer bl.a., at Fællesskabet i forhold til de omfattede medlemsstater fik enekompetence til at indgå forpligtelser med tredjelande, som berører reglerne i Bruxelles I-forordningen.

De regler i HNS-konventionen, der vedrører retternes kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i tilknytning til anvendelse af konventionen, berører Bruxelles I-forordningen og er således omfattet af Fællesskabets eksterne kompetence. De øvrige dele af konventionen er omfattet af medlemsstaternes kompetence.

HNS-konventionen er kun åben for ratifikation af stater, og derfor kan Fællesskabet ikke som sådan tilslutte sig HNS-konventionen.

På den baggrund har Kommissionen udarbejdet et forslag til Rådets beslutning, hvorefter Rådet bemyndiger medlemsstaterne til også at ratificere eller tiltræde HNS-konventionen på Fællesskabets vegne.

Da Fællesskabets kompetence er baseret på en forordning, som Danmark ikke deltager i, deltager Danmark heller ikke i vedtagelsen af Rådets beslutning om bemyndigelse til medlemsstaterne.

Det bemærkes, at Kommissionen i juni 2002 forventes at fremsætte forslag til et forhandlingsmandat vedrørende indgåelse af parallelaftale med Danmark om blandt andet Bruxelles I–forordningen. En sådan parallelaftale må forventes at indeholde bestemmelser om Danmarks eksterne kompetence på områder, der berører aftalen. Indtil en sådan parallelaftale er indgået, handler Danmark fortsat på egne vegne i relation t -konventionen. Under hensyn den kommende parallelaftale fastlægges den danske holdning dog i tæt kontakt med Fællesskabet.

Rådets beslutning om bemyndigelse til medlemsstaterne forventes vedtaget på Rådsmødet den 13. – 14. juni 2002 eller på et senere rådsmøde.

Rådet bemyndiger medlemsstaterne med undtagelse af Danmark til at ratificere eller tiltræde HNS-konventionen på Fællesskabets vegne med det forbehold, at retsafgørelser omfattet af HNS-konventionens bestemmelser medlemsstaterne imellem skal anerkendes og fuldbyrdes i overensstemmelse med Bruxelles I-forordningens regler herom.

Ved bemyndigelsen forpligtes medlemsstaterne endvidere til ved førstgivne lejlighed at træffe foranstaltninger til at sikre, at HNS-konventionen ændres, således at Fællesskabet kan blive kontraherende part deri.

Forslaget er behandlet i henhold til proceduren i EF-traktatens artikel 300. Europaparlamentet høres derfor ikke over forslaget.

Forslaget har ikke været sendt i høring.

Sagen har været forelagt Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde i forbindelse med udvalgets møder den 9. april og 28. maj 2002 .

Forslaget til Rådsbeslutning ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet.

Som anført under punkt 1, er forslaget til Rådets beslutning omfattet af det danske forbehold vedr. retlige og indre anliggender.

Danmark deltager således ikke i en kommende vedtagelse af beslutningen, der ikke vil være bindende for eller finde anvendelse i Danmark.

Danmarks ratifikation af HNS-konventionen vil indebære gennemførelseslovgivning.

Nyt notat.

I Rådets og Kommissionens handlingsplan af 3. december 1998 anføres, at man inden fem år efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden skal identificere de civilprocessuelle regler, der har grænseoverskridende virkninger, som det er nødvendigt at harmonisere med henblik på at skabe lettere adgang til retsvæsenet, herunder for eksempel fri proces. Konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Tammerfors den 15.-16. oktober 1999 (punkt 30) opfordrede Rådet til at udarbejde minimumsstandarder, som sikrer et passende retshjælpsniveau i grænseoverskridende retssager i hele EU.

På denne baggrund fremsatte Kommissionen den 18. januar 2002 et forslag til Rådets direktiv om forbedret adgang til domstolsprøvelse i forbindelse med grænseoverskridende sager gennem fastsættelse af fælles mindsteregler for retshjælp og andre finansielle aspekter i civile retssager.

Kommissionens forslag angiver EF-traktatens artikel 61, litra c, jf. artikel 65, litra c, som hjemmelsgrundlag. I henhold til disse bestemmelser kan der træffes foranstaltninger vedrørende samarbejde om civilretlige spørgsmål med grænseoverskridende virkninger, i det omfang disse er nødvendige for det indre markeds funktion.

Direktivforslaget har været drøftet på fire møder i det civilretlige udvalg. Et af de væsentligste spørgsmål under drøftelserne har været, hvorvidt EF-traktaten artikel 61, litra c, jf. artikel 65 indeholder fornøden hjemmel til det fremsatte forslag, idet forslaget indeholder regler, der ikke umiddelbart er begrænset til grænseoverskridende tvister, jf. afsnit 2 nedenfor.

Det spanske formandskab har oplyst, at man på rådsmødet den 13. til 14. juni 2002 vil anmode Rådet om retningslinier for det videre arbejde i lyset af den tvivl, der er rejst vedrørende hjemmelsspørgsmålet.

Efter artikel 1 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet til Amsterdamtraktaten, deltager Danmark ikke i Rådets vedtagelse af foranstaltninger, der foreslås i henhold til artikel IV i EF-traktaten (forbeholdet vedrørende retlige og indre anliggender).

Da rådet foreløbig kun skal behandle spørgsmål af proceduremæssig karakter, vil eventuelle konklusioner herom ikke have form af en retsakt, og de skønnes ikke at have retligt bindende virkning. På den baggrund kan konklusionerne ikke anses for omfattet af det danske forbehold vedrørende retlige og indre anliggender.

Det følger derimod af forbeholdet, at Danmark ikke deltager i en senere vedtagelse af direktivet.

Forslaget indebærer, at alle fysiske personer og visse juridiske personer, der er involveret i en tvist på det civilretlige område, har ret til en passende retshjælp, hvis visse betingelser vedrørende den berørte persons økonomiske situation og tvistens indhold er opfyldt.

Retshjælpen omfatter navnlig effektiv bistand fra en advokat og fritagelse for betaling af sagsomkostningerne eller dækning af disse. Retshjælpen skal ydes af den medlemsstat, for hvis domstole sagen er indbragt i overensstemmelse med medlemsstatens lovgivning. Ved dækning af udgifter skal den pågældende medlemsstat tage hensyn til de supplerende omkostninger, som er forbundet med en grænseoverskridende tvist. Der skal ifølge forslaget till ige bevilges retshjælp med henblik på dækning af omkostninger ved at få dommen erklæret eksigibel eller fuldbyrdet. Endvidere indebærer forslaget, at retshjælpsmodtageren som udgangspunkt har ret til en fortsættelse af retshjælpen under en appel.

Forslaget indeholder desuden bestemmelser om behandlingen af ansøgninger om retshjælp og klager over afslag på retshjælp samt bestemmelser om retshjælp i forbindelse med visse udenretslige procedurer. Hertil kommer bestemmelser om videreformidling af ansøgninger om retshjælp mellem myndigheder i forskellige medlemsstater.

Vedrørende sagsomkostninger generelt fastslår forslaget, at den vindende part i princippet har ret til en rimelig godtgørelse af en del eller alle sagsomkostningerne fra den tabende part.

Rådets Juridiske Tjeneste afgav den 17. april 2002 en udtalelse om retsgrundlaget for direktivforslaget. Baggrunden for anmodningen er, at direktivforslaget indeholder aspekter, som ikke kun vedrører grænseoverskridende sager.

Rådets Juridiske Tjeneste gennemgår EF-traktatens artikel 61, litra c), jf. artikel 65 og 67, artikel 95 og artikel 308.

I henhold til EF-traktatens artikel 61, litra c), jf. artikel 65 og artikel 67 kan der træffes foranstaltninger vedrørende samarbejde "om civilretlige spørgsmål med grænseoverskridende virkninger", "i det omfang disse foranstaltninger er nødvendige for det indre markeds funktion".

Den Juridiske Tjeneste anfører, at direktivets mindsteregler for de nationale retshjælpsordninger og for godtgørelsen af sagsomkostninger og advokatsalærer vedrører både grænseoverskridende retssager og rent interne retssager.

Den Juridiske Tjeneste bemærker, at det ikke er nødvendigt at anvende en harmoniseret ordning allerede på det stadium, hvor retssagen er intern, og at det grænseoverskridende element i sagen skal være reel og konkret. Den Juridiske Tjeneste finder det ikke godtgjort, at det for at nå målet om at forbedre den grænseoverskridende adgang til retshjælp er nødvendigt at udvide mindstereglerne til også at gælde interne re tssager.

Såfremt direktivet begrænses til alene at angå retshjælp i forbindelse med grænseoverskridende sager, er det herudover en betingelse, at de foreslåede foranstaltninger skal være nødvendige for det indre markeds funktion. Den Juridiske Tjeneste anfører, at det vil være op til Rådet at foretage den mere politiske vurdering af, om dette er tilfældet.

I henhold til EF-traktatens artikel 95 kan Rådet vedtage foranstaltninger med henblik på indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser, der vedrører det indre markeds oprettelse og funktion. Det er Den Juridiske Tjenestes opfattelse, at en foranstaltning, der fastsætter mindsteregler for adgang til retshjælp (i ikke grænseoverskridende sager), ikke reelt vil have til formål at forbedre vilkårene for det indre markeds oprettelse og funktion. En sådan foranstaltning kan derfor ikke baseres på EF-traktatens artikel 95.

Vedrørende artikel 308 anfører Den Juridiske Tjeneste, at denne bestemmelse tager sigte på at opfylde det tomrum, der opstår, når der ikke findes nogen specifik traktatbestemmelse, som giver Fællesskabets institutioner beføjelse til at handle, men at der ikke desto mindre er behov for en sådan beføjelse, hvis Fællesskabet skal kunne udføre sine opgave med henblik på at virkeliggøre et af målene i tra ktaten. Den Juridiske Tjeneste anfører videre, at ud over de specifikke bestemmelser om samarbejde om civilretlige spørgsmål og om den indbyrdes tilnærmelse af love med henblik på det indre marked pålægger traktaten ikke Fællesskabet nogen opgave eller aktivitet vedrørende reglerne for den civile retspleje i almindelighed eller for adgang til domstolene i særdeleshed, som kan begrunde, at der skal fastsættes mindsteregler for retshjæ lp. En sådan foranstaltning kan derfor ikke baseres på EF-traktatens artikel 308.

Den Juridiske Tjeneste konkluderer herefter, at kun de dele af forslaget, som vedrører den grænseoverskridende adgang til retshjælp, vil lette det indre markeds funktion i den i EF-traktatens artikel 65 anførte forstand. De kan derfor baseres på EF-traktatens artikel 61, litra c), og artikel 67, stk. 1, hvis Rådet finder, at de pågældende bestemmelser er nødvendige, for at det indre marked kan fungere efter hensigten.

Derimod indeholder traktaten efter Den Juridiske Tjenestes opfattelse ikke hjemmel for vedtagelse af de generelle bestemmelser i forslaget, der ikke vedrører eller kun tilfældigt eller accessorisk vedrører grænseoverskridende situationer.

Der forventes at foreligge en udtalelse fra Europarlamentet i september 2002.

1. Høring.

Forslaget har været sendt i høring hos:

Ingen af de hørte parter har bemærkninger til forslaget, idet de henviser til, at Danmark på grund af forbeholdet ikke deltager i en kommende vedtagelse heraf.

6. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde.

Sagen har været forelagt Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde i forbindelse med udvalgets møde den 27. maj 2002.

7. Subsidiaritetsprincippet.

Direktivet ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet.

Rådets beslutning om den videre procedure har ikke i sig selv lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Som anført under punkt 1, er vedtagelsen af selve direktivet omfattet af det danske forbehold vedrørende retlige og indre anliggender.

Danmark deltager således ikke i en eventuel vedtagelse af direktivet, der ikke vil være bindende for eller finde anvendelse i Danmark.

Et grundnotat om direktivforslaget er den 22. marts 2002 sendt til Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg.

Nyt notat.

På mødet i Det Europæiske Råd i Tammerfors den 15. og 16. oktober 1999 om oprettelse af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i den Europæiske Union, tilkendegav Det Europæiske Råd bl.a., at øget gensidig anerkendelse af retsafgørelser og domme i kombination med indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning kan lette samarbejdet mellem de nationale myndigheder og fremme den retlige beskyttelse af den enkeltes rettigheder. Det Europæiske Råd udtalte derfor, at man støttede princippet om gensidig anerkendelse, som bør være "hjørnestenen" inden for EU på både det civilretlige og strafferetlige område. Det Europæiske Råd opfordrede herefter Kommissionen til bl.a. at:

"fremsætte et forslag om yderligere begrænsning af de mellemliggende foranstaltninger, der stadig kræves for at muliggøre anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse eller en dom i den anmodede stat. Som et første skridt bør disse mellemliggende procedurer afskaffes for så vidt angår afgørelser om mindre krav på handels- og forbrugerområdet samt med hensyn til visse retsafgørelse i familietvister (f.eks. krav vedrørende underholdsbidrag og samværsret). Sådanne afgørelser vil da blive automatisk anerkendt i hele EU uden mellemliggende procedurer eller grunde til at nægte fuldbyrdelse. I forbindelse hermed kan der fastlægges minimumsstandarder for specifikke aspekter af den civile retspleje".

På grundlag af Rådets Bruxelles II-forordningen forelagde Frankrig den 3. juli 2000 et forslag til forordning, der tager sigte på, gennem afskaffelse af fuldbyrdelsesproceduren, at lette samværsretten over grænserne, når det drejer sig om børn af skilte eller separerede forældre.

Den 6. september 2001 fremsatte Kommissionen et forslag til Rådets forordning om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i sager vedrørende forældremyndighed ("Kommissionens forslag vedrørende forældreansvar").

Det nuværende forslag er fremsat af Kommissionen den 3. maj 2002. Forslaget udvider reglerne for anerkendelse og fuldbyrdelse i Bruxelles II-forordningen til at omfatte alle retsafgørelser om forældremyndighed, idet der fastsættes fælles regler for kompetence og for øget samarbejde mellem myndighederne.

Kommissionens nye forslag tager sigte på anerkendelse og fuldbyrdelse inden for Fællesskabet af afgørelser i ægteskabssager og i sager om "forældreansvar" , baseret på fælles regler om retlig kompetence.

Hvad angår ægteskabssager, er de relevante bestemmelser overtaget fra Rådets forordning (EF) nr. 1347/2000. Forslagets regler om forældreansvar bygger på de eksisterende regler om forældremyndighed i forbindelse med skilsmisseprocedurerne i Bruxelles II-forordningen, og samler de to forslag, der er under drøftelse. Bruxelles II-forordningen er således indeholdt i forslaget, og vil blive ophævet, hvis forslaget vedtages.

Efter artikel 1 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet til Amsterdam-traktaten, deltager Danmark ikke i Rådets vedtagelse af foranstaltninger, der foreslås i henhold til afsnit IV i EF-traktaten. Da retsgrundlaget for Kommissionens forslag er EF-traktatens artikel 65, jf. artikel 61, litra c), deltager Danmark ikke i en kommende vedtagelse af forordningen, der således ikke vil være bindende for eller finde anvendelse i Danmark.

Det spanske formandskab har fremlagt et foreløbigt udkast til en formandskabsnote, der skal drøftes på rådsmødet den 13. – 14. juni 2002. Notatet, der fastlægger visse rammer for udformningen af den kommende forordning, består af tre (fire) dele: I (Kompetence), II (Anerkendelse og fuldbyrdelse) og III (Barnets ophold og tilbagegivelse). Rådets eventuelle konklusioner vil således ikke have karakter af en retsakt, og de skønnes ikke at etligt bindende virkning. På den baggrund kan konklusionerne ikke anses for omfattet af det danske forbehold over for samarbejdet i søjle 1 vedrørende retlige og indre anliggender, hvorfor Danmark deltager fuldt ud i vedtagelsen af rådets eventuelle konklusioner.

I det følgende gennemgås bestemmelserne i Kommissionens forslag kort. Som nævnt ovenfor, er en del af de relevante bestemmelser vedrørende ægteskabssager og visse bestemmelser vedrørende forældreansvar overtaget fra Bruxelles II-forordningen, der som nævnt allerede er gældende. Disse bestemmelser vil derfor ikke blive gennemgået nærmere. Særligt for så vidt angår de overførte regler vedrørende foræl dreansvar henledes opmærksomheden imidlertid på, at disse regler som følge af udvidelsen af anvendelsesområdet i forhold til Bruxelles II-forordningen, efter forslaget vil finde anvendelse på alle civile sager om forældreansvar, idet forbindelsen til skilsmissesager bortfalder.

Artikel 1 fastsætter forordningens anvendelsesområde, der i forhold til Bruxelles II-forordningen udvides til også at omfatte alle civile sager vedrørende forældreansvar, idet forbindelsen til skilsmissesager bortfalder.

Imidlertid er sager vedrørende underholdspligt undtaget, eftersom de allerede er omfattet af Rådets forordning (EF) nr. 44/2001, som indeholder en mere avanceret ordning for anerkendelse og fuldbyrdelse.

Betegnelsen "civile sager" dækker ikke blot retssager, men også administrative procedurer, hvor disse anvendes i henhold til den nationale lovgivning.

I artikel 2 fastsættes en række definitioner af begreberne ret og retsafgørelse, medlemsstat, domsstat og fuldbyrdelsesmedlemsstat, forældremyndighed (forældreansvar), indehaver af forældremyndighed, retten til at bestemme, hvor barnet skal bo (forældremyndighed), samværsret, og barnebortførelser.

Artikel 3 fastsætter, at det er det ledende princip for alle afgørelser om retten til at bestemme, hvor barnet skal bo, og om samværsret, at barnet har ret til at bevare kontakt med begge forældre, medmindre dette er i modstrid med dets interesser. Efter artikel 4 har et barn ret til at blive hørt i anliggender vedrørende forældreansvar over det under hensyntagen til dets alder og modenhed.

Bestemmelserne i dette afsnit er en gentagelse af bestemmelserne vedrørende skilsmisse, separation og omstødelse af ægteskab i kapitel II, afdeling 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1347/2000:

Artikel 5 om generel kompetence svarer til artikel 2 i Bruxelles II-forordningen, artikel 6 om modkrav svarer til artikel 5 i Bruxelles II-forordningen, artikel 7 om ændring af separation til skilsmisse svarer til artikel 6 i Bruxelles II-forordningen, artikel 8 om de i artikel 5-7 indeholdte kompetencereglers eksklusive karakter svarer til artikel 7 i Bruxelles II-forordningen og artikel 9 om anden kompetence svarer til Bruxelles II-forordningens artikel 8.

Artikel 10 fastsætter den grundlæggende regel om, at det er retterne i den medlemsstat, hvor et barn har sit sædvanlige opholdssted på det tidspunkt, hvor sagen indbringes for retten, der har kompetencen til at træffe afgørelse om spørgsmål vedrørende forældreansvar. Undtagelser herfra gøres i artikel 11, 12 og 21, ligesom det i artikel 15 fastsættes, at der i visse tilfælde kan ske overførsel af en sag til en ret, der er bedre egnet til at behandle denne.

Artikel 11 fastsætter, at kompetencen i nogen tid kan forblive hos den medlemsstat, hvor barnet tidligere havde sit faste opholdssted, hvis barnet har været bosat i den medlemsstat, hvor det har sit nye opholdssted, i en periode på under seks måneder på det tidspunkt, hvor sagen indbringes for retten en af indehaverne af forældreansvaret fortsat er bosiddende i den medlemsstat, hvor barnet tidligere havde sit faste opholdssted. Efter stk. 2 forbliver kompetencen do g ikke i barnets tidligere opholdsland, hvis barnets nye opholdssted er blevet dets sædvanlige opholdssted, og hvis den indehaver af forældremyndigheden, der fortsat bor i barnets tidligere bopælsland, har godtaget, at retterne i barnets nye bopælsland har kompetence.

Artikel 12 omhandler parternes mulighed for at indgå aftale om, at et medlemsland skal være kompetent til at behandle en sag. Efter stk. 1 og 3 kan ægtefællerne vælge at acceptere, at skilsmisseretten også er kompetent til at træffe afgørelse om forældreansvaret over deres fælles børn. Disse bestemmelser svarer til artikel 3, stk. 2 og 3, i Bruxelles II-forordningen. Efter stk. 2 kan alle indehaverne af forældreansvar aftale, at sagen skal indbringes for retterne i en medlemsstat, som barnet har en væsentlig tilknytning til. En sådan tilknytning kan f.eks. være baseret på det sædvanlige opholdssted for en af indehaverne af forældreansvar eller på barnets nationalitet.

Artikel 13, der er underordnet i forhold til kompetencegrundlagene i de foregående artikler, fastslår, at den medlemsstat, hvor barnet opholder sig, automatisk kan udøve kompetence, hvis et barns sædvanlige opholdssted ikke kan fastslås. Bestemmelsen finder også anvendelse på flygtningebørn, der er internationalt fordrevne på grund af uroligheder i deres land, jf. stk. 2.

Efter artikel 14 afgøres spørgsmålet om kompetence i hver enkelt medlemsstat efter statens egen lovgivning, hvis ingen ret i en medlemsstat er kompetent i medfør af artikel 10-13 eller 21.

Efter artikel 15 kan der i visse tilfælde ske overførsel af kompetencen til at afgøre en sag til retten i en medlemsstat, der er bedre egnet til at behandle sagen. Den medlemsstat, hvortil sagen kan overføres skal have forbindelse til sagen ved : 1) at barnet tidligere har haft sit sædvanlige opholdssted i den pågældende medlemsstat, 2) at barnet er statsborger i medlemsstaten, 3) at en af indehaverne af forældremyndigheden har sit sædva nlige opholdssted der, eller 4) at barnet besidder ejendom der. Desuden må overførslen begæres af en indehaver af forældremyndigheden, ligesom både den ret, der foreslår, og den ret, der godtager overførslen, skal anse, at barnets tarv varetages på denne måde.

Artikel 16 om indbringelse af en sag for retten svarer til artikel 11, stk. 4, i Bruxelles II-forordningen. Artikel 17 om prøvelse af kompetencen svarer til artikel 9 i Bruxelles II-forordningen. Artikel 18 om prøvelse af sagens antagelse til påkendelse svarer til artikel 10 i Bruxelles II-forordningen.

Artikel 21, stk. 1, fastslår, at en ændring af barnets sædvanlige opholdssted, som skyldes bortførelse, generelt ikke vil medføre en overførsel af kompetence til retterne i den medlemsstat, hvortil barnet er bortført. Som en undtagelse hertil anføres det i stk. 2, at den faktiske situation, som er opstået gennem en ulovlig bortførelse, kan få den retsvirkning, at kompetencen overføres.

Bestemmelsen i Haagerkonventionen af 1980, artikel 12, stk. 2, skal endvidere ses i sammenhæng med artikel 7 i Haagerkonventionen af 1996, der – når medlemslandene tiltræder denne – som en undtagelse til kravet om tilbagelevering opregner den situation, at tilstrækkelig lang tid skal være forløbet, og at der ikke foreligger et uindfriet krav om tilbagegivning, som er fremsat inden for den fastsatte periode på et år. Dette kompetencen kan flyttes fra det land, hvor barnet oprindeligt havde sit sædvanlige opholdssted til det nye opholdssted, hvis der enten ikke er fremsat noget krav om tilbagegivning, eller at den medlemsstat, hvortil barnet er blevet bortført m.v., har besluttet, under anvendelse af en af undtagelserne i Haagerkonventionen af 1980, at der foreligger en gyldig grund til ikke at tilbagegive barnet. Som det fremgår, er Kommissionens forslag til undtagelser, også væsentligt mere beg rænsede end efter Haagerkonventionen af 1996.

Artikel 22 pålægger centralmyndigheden i den medlemsstat, hvortil barnet er bortført, at sikre, at barnet tilbagegives inden for en måned efter, at centralmyndigheden i det land, hvortil det er bortført m.v., har lokaliseret barnet, medmindre der er iværksat en endnu ikke afsluttet procedure med henblik på en beskyttende foranstaltning, jf. artikel 23. Således er den eneste måde, hvorpå tilbagegivelse af barnet kan nægtes, at anmo de retterne om en beskyttende foranstaltning inden for en måned efter, at barnet er lokaliseret. En sådan anmodning kan fremsættes af enten en indehaver af forældremyndigheden eller af en myndighed.

Artikel 23 fastsætter, at retten i det land, hvor barnet opholder sig kan træffe foreløbige beskyttende foranstaltninger med henblik på, at barnet ikke tilbagegives. En sådan foranstaltning kan kun træffes, hvis der foreligger en alvorlig risiko for barnet, eller hvis barnet protesterer. Dette afspejler de undtagelser vedrørende tilbagegivning, der er omhandlet i artikel 13 i Haagerkonventionen af 1980. I modsætning til den nævnte konvention er det imidlertid bestemt, at foranstaltningerne alene er foreløbige, jf. stk. 3, der tillige fastsætter, at foranstaltningen kan erstattes af en afgørelse om retten til at bestemme, hvor barnet skal bo, som er truffet af retterne i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted umiddelbart inden fjernelsen eller tilbageholdelsen i medfør af artikel 24, stk. 3.

Artikel 24 pålægger bl.a. retten i det land, hvortil barnet er bortført m.v., og som i medfør af artikel 23 har truffet beslutning om ikke at tilbagegive barnet, at orientere centralmyndigheden i det land, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted inden bortførelsen m.v. herom inden for to uger efter afgørelsen, jf. stk. 1. Stk. 2 fastslår herefter en pligt for den modtagende centralmyndighed til at anlægge sag om forældremyndigheden over barnet. Enhver indehaver af forældreansvar kan også anlægge sag. Barnet skal høres som led i proceduren, og bestemmelserne i Rådets forordning 1206/2001 kan anvendes til dette formål, jf. stk. 3. Stk. 5. fastslår, at såfremt afgørelsen om retten til at bestemme, hvor barnet skal bo, nødvendiggør barnets tilbagegivelse, skal denne med det begrænsede formål at sikre barnets tilbagegivelse anerkendes og fuldbyrdes, uden at der kræves nogen særlig procedure i den medlemsstat, hvortil barnet er bortført. Bestemmelserne i kap. IV, afd. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Artikel 25 fastslår, at centralmyndighederne bistår indehaverne af forældremyndigheden uden omkostninger, medens retterne kan pålægge bortføreren at betale omkostningerne i forbindelse med lokalisering og tilbagegivelse af barnet.

Bestemmelserne i dette afsnit er en gentagelse af afdeling 1 i kapitel III i Bruxelles II-forordningen, dog således, at artikel 16 om aftaler med tredjelande er udgået, idet den anses for overflødig.

Artikel 26 fastslår, at retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, skal anerkendes i de øvrige medlemsstater, uden at der stilles krav om anvendelse af en særlig fremgangsmåde. Denne artikel svarer til artikel 14 i Bruxelles II-forordningen. Bestemmelsen finder også anvendelse på officielt bekræftede dokumenter og forlig, der er indgået for retten. Desuden omfatter bestemmelserne om anerkendelse og fuldbyrdelse også sagsomkostning er. Denne bestemmelse svarer til artikel 13, stk. 2 og 3, i den nævnte forordning. Efter stk. 3 kan enhver berettiget part efter fremgangsmåden i afdeling 2 i dette kapitel få fastslået, at en retsafgørelse skal anerkendes, eller at en retsafgørelse ikke skal anerkendes, jf. dog afdeling 3 i dette kapitel. Som i artikel 22, stk. 3, i Bruxelles II-forordningen fastslås den lokale kompetence gennem henvisning til den interne lovgivning i den medlemsstat, proceduren foregår. I tilfælde af samværsret eller tilbagegivelse af barnet, som er attesteret i henhold til kapitel IV, afdeling 3, vil det imidlertid ikke længere være muligt at anmode om ikke-anerkendelse.

Artikel 27 omhandler, hvilke grunde retterne i den stat, hvor en afgørelse søges anerkendt, kan træffe beslutning om ikke-anerkendelse af afgørelser om skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskab. Bestemmelsen svar til artikel 15, stk. 1, i Bruxelles II-forordningen. Artikel 28 om handler hvilke grunde retterne i den stat, hvor en afgørelse søges anerkendt, kan træffe beslutning om ikke-anerkendelse af afgørelser om forældreansvar. Bestemmelsen svarer til Bruxelles II-forordningens artikel 15, stk. 2.

Efter artikel 29 kan kompetencen for retterne i domsstaten ikke efterprøves. Bestemmelsen svarer til artikel 17 i Bruxelles II-forordningen. Artikel 30 fastsætter, at anerkendelse af en afgørelse ikke kan nægtes under henvisning til, at lovgivningen i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, ikke tillader skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskab på samme grundlag, hvilket svarer til artikel 18 i Bruxelles II-forordningen. If&os lash;lge artikel 31 kan en retsafgørelse i intet tilfælde efterprøves med hensyn til sagens realitet, hvilket svarer til artikel 19 den nævnte forordning. Artikel 32 om udsættelse af sagen svarer endvidere til artikel 20 i Bruxelles II-forordningen.

Bestemmelserne i denne afdeling er en gentagelse af afdeling 2 og 3 i kapitel III i Bruxelles II-forordningen:

Artikel 33 om eksigible retsafgørelser svarer til forordningens artikel 21. Artikel 34 om retternes stedlige kompetence svarer til forordningens artikel 22, stk. 1 og 2. Artikel 35 om de procesretlige regler svarer til forordningens artikel 23. Artikel 36 om rettens afgørelse svarer til forordningens artikel 24. Artikel 37 om underretning om afgørelsen svarer til forordningens artikel 25.Artikel 38 om appel af afgørelsen svarer til for ordningens artikel 26. Artikel 39 om appelinstanser samt retsmidler svarer til forordningens artikel 27. Artikel 40 om udsættelse af sagen svarer til forordningens artikel 28. Artikel 41 om delvis fuldbyrdelse svarer til forordningens artikel 29. Artikel 42 svarer til forordningens artikel 32. Artikel 43 om manglende dokumenter svarer til forordningens artikel 34. Artikel 44 om attestering af retsafgørelser i ægteskabssager af retsafgørelse r om forældreansvar svarer til forordningens artikel 33.

Afdelingen fastsætter regler om fuldbyrdelse af afgørelser om samværsret, der afskaffer fuldbyrdelsesproceduren i fuldbyrdelsesmedlemsstaten for afgørelser, som er attesteret i domsstaten. Bestemmelserne i denne afdeling er ikke til hinder for, at en indehaver af forældremyndigheden kan anmode om anerkendelse og fuldbyrdelse i overensstemmelse med bestemmelserne i afdeling 1 og 2 i dette kapitel.

Artikel 45 fastsætter, hvilke afgørelser der omfattes af den særlige fuldbyrdelsesordning. Det drejer sig om afgørelser om samværsret, der er tildelt en af et barns forældre og om tilbagegivelse af et barn i medfør af en afgørelse om, hvor barnet skal opholde sig, truffet i henhold til artikel 24, stk. 3.

Artikel 46 fastslår, at der ikke kræves en særlig (eksekvatur)procedure i fuldbyrdelsesmedlemsstaten for anerkendelse og fuldbyrdelse af samværsafgørelser, som er er attesteret i overensstemmelse med bestemmelserne i denne afdeling. Det er et krav, at der ikke er tale om en udeblivelsesdom, og at barnet har haft mulighed for at blive hørt under hensyntagen til dets alder og modenhed. Standardformularen i bilag VI skal anvendes til attesteringen.

Artikel 47 fastslår tilsvarende, at der heller ikke kræves en (eksekvatur)procedure for fuldbyrdelse af afgørelser om tilbagegivelse af barnet, som er attesteret i overensstemmelse med bestemmelserne i denne afdeling. Det er et krav, at barnet har haft mulighed for at blive hørt under hensyntagen til dets alder og modenhed, jf. stk. 2. Standardformularen i bilag VII skal anvendes til attesteringen.

Efter artikel 48 er det ikke muligt særskilt at påklage udstedelsen af en attest. Med henblik på fuldbyrdelsen skal afgørelsen efter artikel 49 ledsages af attest og, hvor dette er nødvendigt i tilfælde af samværsret, af en oversættelse af attesten. Kun punkt 10 i attesten vedrørende samværsret, som omhandler ordningerne for udøvelse af samværsret, vil eventuelt skulle oversættes. Der kræves ikke nog en oversættelse af attesten vedrørende tilbagegivelse.

Artikel 50 fastslår, at forordningen ikke berører fuldbyrdelsesproceduren, som skal gennemføres i henhold til lovgivningen i fuldbyrdelsesmedlemsstaten.

Bruxelles I-forordningen er resultatet af et samtidigt revisionsarbejde vedrørende den tidligere gældende Bruxelles I-konvention og Lugano-konventionen af 16. september 1988.

Med henblik på at opnå parallelitet mellem Lugano-konventionen og Bruxelles I-forordningen har Kommissionen fremsat forslag til Rådets afgørelse om at bemyndige Kommissionen til at indlede forhandlinger om en ny Lugano-konvention.

Da Fællesskabets kompetence er baseret på en forordning, som Danmark ikke deltager i, deltager Danmark heller ikke i vedtagelsen af Rådets afgørelse om bemyndigelse til Kommissionen.

Det bemærkes, at Kommissionen i begyndelsen af juni 2002 forventes at fremsætte forslag til et forhandlingsmandat vedrørende indgåelse af parallelaftale med Danmark om blandt andet Bruxelles I–forordningen. En sådan parallelaftale må forventes at indeholde bestemmelser om Danmarks eksterne kompetence på områder, der berører aftalen. Indtil en sådan parallelaftale er indgået, forhandler Danmark fortsat selvstæn m indgåelse af en ny Lugano-konvention, idet den danske holdning under hensyn den kommende parallelaftale dog fastlægges i tæt kontakt med Fællesskabet.

Forhandlingsmandatet forventes vedtaget på Rådsmødet den 13. – 14. juni 2002 eller på et senere rådsmøde.

Forhandlingsmandatet bemyndiger Kommissionen til at indlede forhandlinger om en ny Lugano-konvention med et indhold, der – med de nødvendige tilpasninger - svarer til den ordning, der er fastlagt i Bruxelles I-forordningen. Herudover skal der tilføjes bestemmelser om bl.a. forholdet til fællesskabsretten og de særlige forhold vedrørende Danmark.

Forhandlingsmandatet lægger op til, at Fællesskabet skal invitere Estland, Tjekkiet og Ungarn, som har indgivet ansøgning om tiltrædelse af den gældende Lugano-konvention, til at deltage i forhandlingerne om den nye Lugano-konvention som observatører.

Forhandlingsmandatet giver endvidere udtryk for enighed om, at der skal udarbejdes en forklarende rapport til den nye Lugano-konvention.

Forslaget er behandlet i henhold til proceduren i EF-traktatens artikel 300. Europaparlamentet høres derfor ikke over forslaget.

Forslaget har ikke været sendt i høring.

Sagen har været forelagt Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde i forbindelse med udvalgets møde den 27. maj 2002.

Forslaget til Rådsbeslutning ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet.

Som anført under punkt 1, er forslaget til Rådets afgørelse om bemyndigelse af Kommissionen omfattet af det danske forbehold vedr. retlige og indre anliggender.

Danmark deltager således ikke i en kommende vedtagelse af afgørelsen, der ikke vil være bindende for eller finde anvendelse i Danmark.

Danmarks tiltrædelse af en ny Lugano-konvention må til sin tid forventes at kunne ske ved bekendtgørelse, jf. herved § 15 i lov om EF-domskonventionen mv.

Et overvejende flertal af EU-medlemsstater har på flere møder i Det Civilretlige Udvalg tilkendegivet, at de ønsker at ratificere 1996-Haager-konventionen.

Med vedtagelsen af Bruxelles II-forordningen har Fællesskabet fået såkaldt ekstern kompetence til at indgå aftaler med tredjelande på de retsområder, som berører Bruxelles II-forordningen. Visse dele af Haager-konventionen af 1996 berører Bruxelles II-forordningen. Der foreligger derfor såkaldt blandet kompetence, hvilket indebærer at både medlemsstaterne og Fællesskabet i givet fald skal tiltræde konventione n.

Da Haager-konventionen af 1996 kun er åben for tiltrædelse af stater, fremsatte Kommissionen den 20. november 2001 forslag til rådets beslutning om bemyndigelse af medlemsstaterne til i Fællesskabets interesse at undertegne konventionen.

Fællesskabets eksterne kompetence til at undertegne og senere ratificere 1996-Haagerkonventionen hviler på Bruxelles II-forordningen. Da retsgrundlaget for Bruxelles II-forordningen er EF-traktatens artikel 65, jf. artikel 61, litra c, deltog Danmark ikke i vedtagelsen af forordningen, der således ikke er bindende for eller finder anvendelse i Danmark, jf. protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet til som bilag til Amsterdam-traktaten (forbeholdet vedr. retlige og indre anliggender).

Da Fællesskabets kompetence er baseret på en forordning, som Danmark ikke deltager i, deltager Danmark heller ikke i vedtagelsen af Rådets afgørelse om bemyndigelse af medlemsstaterne til at undertegne og eventuelt senere ratificere konventionen på Fællesskabets vegne.

Danmark handler derfor fortsat på egne vegne i relation til 1996-Haager-konventionen, dog således at Danmarks holdning fastlægges i tæt kontakt med Fællesskabet.

Forslaget er behandlet i henhold til proceduren i EF-traktatens artikel 300. Europaparlamentet høres derfor ikke over forslaget.

Forslaget har ikke været sendt i høring.

Sagen har været forelagt Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde i forbindelse med udvalgets møde den 27. maj 2002.

Forslaget til rådsbeslutning ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet.

Som anført under punkt 1, er forslaget til Rådets afgørelse om bemyndigelse af Kommissionen omfattet af det danske forbehold vedr. retlige og indre anliggender.

Danmark deltager således ikke i en kommende vedtagelse af afgørelsen, der ikke vil være bindende for eller finde anvendelse i Danmark.

Nyt notat.

Det følger af det danske forbehold i Edinburgh-afgørelsen, at Danmark deltager i det retlige samarbejde på mellemstatsligt grundlag.

Amsterdam-traktaten medførte, at det civilretlige samarbejde samt områderne vedrørende asyl, immigration og ydre grænser blev overført fra EU-samarbejdets 3. søjle til den 1. søjle, dvs. fra samarbejde på mellemstatsligt grundlag til samarbejde på overstatsligt grundlag. Som nærmere angivet i protokol nr. 5 om Danmarks stilling, der er knyttet til Amsterdam-traktaten, deltager Danmark derfor ikke i Rådets vedtagelse af retsakter på de ovennævnte områder, og institutionernes beslutninger er ikke bindende for Danmark.

Siden Amsterdam-traktaten trådte i kraft den 1. maj 1999, er der vedtaget en række fællesskabsretsakter, der er omfattet af det danske forbehold, og som Danmark ikke har mulighed for at tilslutte sig efter den særlige Schengen-procedure i artikel 5 i protokollen om Danmarks stilling. En eventuel dansk tilknytning til disse retsakter vil derfor alene kunne ske ved konkrete mellemstatslige aftaler mellem Danmark og Fællesskabet om de enkelte fællesskabsre tsakter.

Sådanne "parallelaftaler" vil i givet fald kunne indgås med fuld respekt af forbeholdet, idet forbeholdet vedrørende det retlige samarbejde - som det fremgår af Edinburgh-afgørelsen – retter sig mod samarbejdets form og ikke dets indhold. Danmark kan med andre ord deltage fuldt ud i det retlige samarbejde, så længe det foregår på mellemstatsligt grundlag. Dette er også grundlaget for den særlige ordning ve ash;rende Schengen-relaterede retsakter, der er nævnt ovenfor.

På det civilretlige område har Danmark indtil videre anmodet om at blive tilknyttet følgende retsakter på mellemstatsligt grundlag:

• Konkursforordningen
: Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om konkurs (ikrafttræden den 31. maj 2002).
• Bruxelles II-forordningen
: Rådets forordning (EF) nr. 1347/2000 af 29. maj 2000 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager samt i sager vedrørende forældremyndighed over ægtefællernes fælles børn (ikrafttræden den 1. marts 2001).
• Forkyndelsesforordningen
: Rådets forordning (EF) nr. 1348/2000 af 29. maj 2000 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager (ikrafttræden den 31. maj 2001).
• Bruxelles I

På asyl- og indvandringsområdet har Danmark indtil videre anmodet om at blive tilknyttet følgende retsakter på mellemstatsligt grundlag:

• Eurodac-forordningen
: Rådets forordning (EF) nr. 2725/2000 af 11. december 2000 om oprettelse af "Eurodac" til sammenligning af fingeraftryk med henblik på en effektiv anvendelse af Dublin-konventionen (ikrafttræden 15. december 2000 og forventet igangsættelse første halvår 2003).
• Aftale om Dublin-regelsættet med Norge og Island
: Aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og republikken Island og kongeriget Norge om kriterier og mekanismer for fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning indgivet i en medlemsstat eller i Island eller Norge, vedtaget på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 15.-16. marts 2001 (ikrafttræden 1. april 2001).

Derimod vil Danmarks indgåelse af mellemstatslige aftaler med Fællesskabet om tilknytning til Bruxelles I-forordningen og forkyndelsesforordningen skulle gennemføres i dansk ret på samme måde som andre mellemstatslige aftaler, hvilket vil kræve ændringer i retsplejeloven og i lov om EF-domskonventionen mv.

Det er Justitsministeriets vurdering, at mellemstatslige aftaler med det forventede indhold ikke vil rejse spørgsmål i forhold til grundlovens § 20. Parallelaftaler, der udarbejdes på baggrund heraf, vil således kunne tiltrædes efter den almindelige bestemmelse i grundlovens § 19.

Nyt notat.

De Forende Nationers Generalforsamling besluttede ved resolution 55/61, som blev vedtaget i december 2000, at udarbejde et internationalt instrument til bekæmpelse af korruption.

På et ekspertmøde i Wien den 30. juli - 3. august 2001 blev der opnået enighed om, at det kommende FN-instrument skal have karakter af en konvention, der antagelig vil få titlen "United Nations Convention against Corruption".

Forhandlingerne om konventionsteksten blev påbegyndt på et møde i en særlig ad hoc-komité den 4. - 7. december 2001 i Buenos Aires.

I EU-regi er der gennem årene vedtaget en række instrumenter med henblik på bekæmpelse af korruption mv. Der kan i den forbindelse henvises til konventionen af 26. juli 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser og de tilhørende tillægsprotokoller af 27. september 1996 og 19. juni 1997, konventionen af 26. maj 1997 om bekæmpelse af bestikkelse, der involverer tjenestemænd ved De Europæiske F& aelig;llesskaber eller i Den Europæiske Unions medlemsstater samt den fælles aktion af 22. december 1998 om bestikkelse i den private sektor.

I november 2001 vedtog Rådet en fælles holdning vedrørende forhandlingerne om udarbejdelse

af FN’s korruptionskonvention, der mere generelt beskriver EU-landenes holdning til og forhandlingsposition under FN-forhandlingerne.

Det spanske formandskab har imidlertid fundet, at der for så vidt angår spørgsmålet om tilbageførsel fra ét land til et andet af midler, der hidrører fra korruption, er behov for en ny fælles holdning med henblik på de kommende FN-forhandlinger, idet dette spørgsmål forventes at blive et af de væsentligste elementer i den kommende FN-konvention.

Formålet med den fælles holdning er at samordne EU-landenes holdninger under forhandlingerne om en FN-konvention vedrørende korruption for derved at bidrage effektivt til udviklingen af en global strategi for bekæmpelse af korruption og sikre forenelighed mellem relevante EU-instrumenter og den konvention om bekæmpelse af korruption, der udarbejdes i FN-regi.

Efter udkastet til fælles holdning vil EU-landene støtte introduktionen af bestemmelser i konventionen, der skal forebygge og bekæmpe hvidvaskning og overførsel af midler hidrørende fra korruption, samt bestemmelser der vedrører tilbageførslen af sådanne midler.

EU-landene vil endvidere efter udkastet til fælles holdning arbejde for, at sådanne bestemmelser omhandler i det mindste offentlige midler (penge samt andre genstande), der hidrører fra forbrydelser omfattet af konventionen om bekæmpelse af korruption, hvor overtræderen er en person, der virker i offentlig tjeneste. EU-landene vil tillige arbejde for, at der i konventionen indsættes en mindsteværdi for midler, der omfattes af bestemmelserne.

Af udkastet til fælles holdning fremgår det, at EU-landenes holdning er, at konventionen bør indeholde bindende bestemmelser om forebyggende foranstaltninger vedrørende overførsel af midler hidrørende fra korruption.

Herudover vil EU-landene sikre, at bestemmelser i konventionen om eftersøgning, beslaglæggelse og konfiskation af overførte midler, der hidrører fra korruption, ikke er i strid med fundamentale retsprincipper i EU-landene, herunder at der i forbindelse med sådanne anmodninger medsendes tilstrækkeligt bevismateriale.

Den fælles holdning af 16. november 2001 vedrørende forhandlingerne om udarbejdelse af FN’s korruptionskonvention blev forelagt for Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg til orientering forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civil beskyttelse) samt møde i Det Blandede Udvalg på ministerniveau med deltagelse af Norge og Island den 16. november 2001.

Revideret notat. Ændringerne er markeret med kursiv.

1. Baggrund.

Schengen-konventionen indeholder bestemmelser om ophævelse af personkontrollen ved de indre grænser mellem Schengen-landene og om de kompenserende foranstaltninger i forbindelse hermed.

Efter Schengen-konventionens artikel 40 kan et af de deltagende landes politimyndigheder under visse omstændigheder overskride grænsen til et andet deltagende land med det formål at foretage observation.

Den 19. december 1996 undertegnede Danmark en tiltrædelsesaftale i forhold til Schengen-konventionen. Folketinget bemyndigede ved lov nr. 418 af 10. juni 1997 regeringen til at ratificere tiltrædelsesaftalen på Danmarks vegne, og ratifikationen fandt herefter sted den 23. september 1997.

Ved Amsterdam-traktaten, der trådte i kraft den 1. maj 1999, er Schengen-samarbejdet blevet integreret i Den Europæiske Union. Dette er sket i form af en protokol knyttet som bilag til Traktaten om Den Europæiske Union og Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

Af protokollens artikel 2 fremgår det, at Schengen-reglerne, der er nærmere defineret i et bilag til protokollen, fra datoen for Amsterdam-traktatens ikrafttræden er gældende for EU-landene, bortset fra Storbritannien og Irland. For Danmarks, Sveriges og Finlands vedkommende følger det dog af artikel 2, stk. 2, at Schengen-reglerne først er gældende fra den dato, som Rådet beslutter med enstemmighed blandt Schengen-landene.

Den 1. december 2000 traf Rådet (Schengen-landene) afgørelse om en fuldstændig gennemførelse af Schengen-reglerne i forhold til Danmark og de øvrige nordiske lande med virkning fra den 25. marts 2001, dog således at reglerne vedrørende Schengen-informationssystemet blev bragt i anvendelse i forhold til de nordiske lande med virkning fra den 1. januar 2001.

Belgien, Spanien og Frankrig har fremsat forslag til en rådsafgørelse om ændring af Schengen-konventionens artikel 40 med henblik på at udvide adgangen til at foretage grænseoverskridende observation for dermed at opnå bedre resultater i efterforskningen af kriminalsager, navnlig for så vidt angår handlinger i forbindelse med organiseret kriminalitet. Retsgrundlaget for forslaget er artikel 32 og artikel 34, stk. 2, litra c), i Traktaten om Den Europæiske Union.

Punktet var ikke på den endelige dagsorden for rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 25. - 26. april 2002.

Forslaget forventes forelagt på rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) og mødet i Det Blandede Udvalg på ministerniveau med deltagelse af Norge og Island den 13. - 14. juni 2002 med henblik på politisk enighed.

Forslaget indebærer, at adgangen til at foretage grænseoverskridende observation udvides, således at også andre end den person, som mistænkes for at være impliceret i en strafbar handling, kan være genstand for observation. Det vil fortsat være et krav, at observationen gennemføres som led i efterforskningen af strafbart forhold, der kan medføre udlevering.

Forslaget indebærer desuden, at adgangen til i særligt hastende tilfælde, hvor det ikke har været muligt at indhente forudgående tilladelse, at foretage grænseoverskridende observation i forbindelse med bestemte strafbare handlinger, udvides til ligeledes at omfatte forfalskning af betalingsmidler, groft bedrageri, grove overgreb af seksuel karakter, menneskesmugling, hvidvaskning af penge, deltagelse i en kriminel organisation, terroristiske handlinger eller støtte til en terrorgruppe og ulovlig handel med nukleare og radioaktive materialer.

Rådsafgørelsen vil finde anvendelse i forhold til Storbritannien, Norge og Island, men vil ikke være bindende for Irland eller finde anvendelse på Gibraltar.

<DOCUMENT_START>

Justitsministeriet har modtaget høringssvar fra Advokatrådet, Datatilsynet, Den danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Foreningen af Politimestre i Danmark, Landsforeningen af beskikkede advokater, Politidirektøren i København, Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenten for Retten i Århus, Præsidenten for Retten i Odense, Præsidenten for Retten i Roskilde, Præsidenten for retten i Aalborg, Præsidenten for Vestre Landsret, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen og Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet.

Advokatrådet, Datatilsynet, Den danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Politidirektøren i København, Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenten for Retten i Århus, Præsidenten for Retten i Odense, Præsidenten for Retten i Roskilde, Præsidenten for retten i Aalborg, Præsidenten for Vestre Landsret, < b="">Rigsadvokaten og Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet har svaret, at de ikke har bemærkninger til forslaget.

Foreningen af Politimestre i Danmark er enig i, at en udvidet adgang til grænseoverskridende observation kan bidrage til efterforskningen af særligt organiseret kriminalitet, og foreningen støtter, at der sker en udvidelse af adgangen til at foretage grænseoverskridende observation (artikel 40, stk. 7). Derudover bemærker foreningen, at grænseoverskridende observation også bør kunne foretages ved forsøg på de i stk. 7 opregnede delikte r.

Landsforeningen af beskikkede advokater bemærker, at gerningsbeskrivelserne i den foreslåede udvidelse af artikel 40, stk. 7, er for upræcise. Endvidere påpeger landsforeningen, at visse af gerningsbeskrivelserne vedrører mindre alvorlig kriminalitet og derfor ikke burde nødvendiggøre grænseoverskridende observation.

Rigspolitichefen bemærker, at det ud fra et politifagligt synspunkt kan støttes, at der skabes udvidet adgang til grænseoverskridende observation.

Sagen har senest været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 28. maj 2002.

Forslaget ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet.

Forslaget til rådsafgørelse nødvendiggør ændringer af lov nr. 418 af 10. juni 1997, der henviser til de nugældende bestemmelser i Schengen-konventionens artikel 40.

Danmarks medvirken til Rådets vedtagelse af rådsafgørelser, der kræver ændringer af dansk lovgivning, forudsætter Folketingets forudgående samtykke efter grundlovens § 19, stk. 1.

Forslaget skønnes ikke at have statsfinansielle konsekvenser.

Forslaget blev forud for rådsmødet (retlig og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 25. – 26. april 2002 forelagt for Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg til orientering. Aktuelle notater blev oversendt til udvalgene henholdsvis den 15. april 2002 og den 11. april 2002.

Den 26. juli 1995 blev konventionen af 26. juli 1995 om oprettelse af en europæisk politienhed (Europol-konventionen) vedtaget af Rådet og undertegnet af medlemslandene.

Konventionen, der er gennemført i dansk ret ved lov nr. 415 af 10. juni 1997, trådte i kraft den 1. oktober 1998, og Europol påbegyndte herefter sit virke den 1. juli 1999.

Efter artikel 30, stk. 2, i Traktaten om Den Europæiske Union (TEU) skal Rådet – inden 5 år efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden den 1. maj 1999 – fremme samarbejdet blandt andet via Europol inden for en række forskellige områder.

Handlingsplanen for, hvorledes Amsterdam-traktatens bestemmelser om indførelse af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed bedst kan gennemføres, som blev godkendt på Det Europæiske Råds møde i Wien den 11. – 12. december 1998, opregner en række konkrete initiativer, der enten bør iværksættes eller overvejes nærmere med henblik på gennemførelse af TEU artikel 30, stk. 2.

Handlingsplanens pkt. 43 fastslår således, at der inden 2 år efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden skal udarbejdes et passende juridisk instrument, der udvider Europols beføjelser til at omfatte de aktiviteter, der er omhandlet i TEU artikel 30, stk. 2.

I konklusionerne fra Det Europæiske Rådsmøde i Tammerfors den 15. – 16. oktober 1999 er det endvidere fremhævet (pkt. 45), at Europol spiller en central rolle i samarbejdet mellem medlemsstaternes myndigheder om efterforskning af grænseoverskridende kriminalitet ved at understøtte forebyggelse, analyse og efterforskning af kriminalitet på EU-plan. Det Europæiske Råd opfordrede i den forbindelse Rådet til at give Europol d slash;dvendige støtte og de nødvendige ressourcer.

Rådet har på den baggrund vedtaget en henstilling af 28. september 2000 vedrørende anmodninger fra Europol om at indlede efterforskning i specifikke tilfælde samt en henstilling af 30. november 2000 vedrørende Europols støttefunktion i forhold til fælles efterforskningshold, der oprettes af medlemsstaterne.

Spørgsmålet om en revision af Europol-konventionen i lyset af bl.a. TEU artikel 30, stk. 2, blev drøftet på rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 27. – 28. september 2001, hvor der blev opnået enighed om at iværksætte forhandlinger på ekspertniveau på baggrund af en liste over en række emner, som kan overvejes i forbindelse med en eventuel revision af Europol-konventionen.

På den baggrund har det tidligere belgiske formandskab og det nuværende spanske formandskab fremsat forslag til en protokol om ændring af Europol-konventionen.

Forslaget er fremsat med hjemmel i artikel 43, stk. 1, i Europol-konventionen, artikel 7 i protokollen om præjudiciel fortolkning ved De Europæiske Fællesskabers Domstol af Europol-konventionen og artikel 18 i protokollen om privilegier og immuniteter for Europol, medlemmerne af Europols organer samt Europols vicedirektører og personale.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 25. - 26. april 2002 blev der opnået politisk enighed om de dele af forslaget, der vedrører Europols adgang til at anmode medlemsstaterne om at indlede strafferetlig efterforskning i specifikke tilfælde, Europols deltagelse i fælles efterforskningshold og de særlige regler vedrørende erstatningsansvar og immunitet i tilknytning hertil.

Forslaget indebærer en forenkling af ændringsprocedurerne i forhold til Europol-konventionen (artikel 43), således at fremtidige ændringer af konventionen kan ske ved rådsafgørelser.

Forslaget indebærer endvidere, at Europol får mulighed for at deltage i fælles efterforskningshold i en støttefunktion og inden for rammerne af Europols beføjelser på grundlag af Europol-konventionens øvrige bestemmelser.

Endelig vil forslaget give Europol mulighed for at anmode medlemsstaterne om at indlede strafferetlig efterforskning i specifikke tilfælde. Medlemsstaterne vil dog ikke være forpligtede til at følge en sådan anmodning.

Ud over disse ændringer indebærer forslaget en række ændringer af de civile ansvarsregler, bestemmelserne om præjudiciel fortolkning ved de Europæiske Fællesskabers Domstol og af bestemmelserne om immunitet.

Forslaget vil således indebære en ændring af protokollen om privilegier og immuniteter for Europol, medlemmerne af Europols organer samt Europols vicedirektører og personale, således at immuniteten ikke indrømmes i forhold til opgaver udført i embeds medfør som led i deltagelsen i en støttefunktion i et fælles efterforskningsholds aktiviteter.

Forslaget vil endvidere indebære, at De Europæiske Fællesskabers Domstols kompetence bliver udvidet til at omfatte gyldigheden og fortolkningen af retsakter om ændring af Europol-konventionens bestemmelser og af foranstaltninger, der vedtages af Rådet for Den Europæiske Union eller i dettes regi med henblik på gennemførelse af Europol-konventionen. Udvidelsen af Domstolens kompetence omfatter ligeledes ovennævnte protokol om privilegi er og immuniteter og gennemførelsesforanstaltninger hertil.

Endelig vil forslaget indebære, at Europols ansvar for den skade, ansatte måtte forvolde, udvides til at omfatte skade forvoldt under ansattes bistand til fælles efterforskningshold i medfør af forslaget, dog således at den medlemsstat, på hvis område skaden forvoldes, i første omgang erstatter disse skader på samme måde som skader forvoldt af dens egne ansatte, hvorefter Europol godtgør medlemsstaten udbetalte bel&oslas h;b i skadeserstatning.

Der foreligger to mulige procedurer for en forenklet procedure for ændring af Europol-konventionen: 1) en ændring af artikel 43 i Europol-konventionen således, at fremtidige ændringer af visse af konventionens bestemmelser kan gennemføres ved rådsafgørelser i medfør af Europol-konventionen, eller 2) Europol-konventionen erstattes af en rådsafgørelse i medfør af artikel 34 i Traktaten om Den Europæiske Union (TEU), således at fremtidige ændringer vil gennemføres ved ændring af denne.

Forslaget er forelagt for Europa-Parlamentet, der imidlertid endnu ikke har afgivet udtalelse.

Forslaget skønnes ikke i sig selv at have statsfinansielle konsekvenser.

Gennemførelsen af protokollen, herunder særligt bestemmelserne om Europols støttefunktion i forhold til fælles efterforskningshold, vil have lovgivningsmæssige konsekvenser. Det må ligeledes lægges til grund, at protokollen i sig selv vil nødvendiggøre en ændring af lov nr. 415 af 10. juni 1997 om gennemførelse af Europol-konventionen.

Forslaget er sendt til Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg henholdsvis den 4. april 2002 og den 3. april 2002 tillige med et grundnotat om forslaget.

Forslaget blev forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 28. februar 2001 forelagt for Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg til orientering. Aktuelle notater blev oversendt til Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg den 14. februar 2002.

Nyt notat.

I medfør af Europol-konventionens artikel 28, stk. 10, skal Europols Styrelsesråd vedtage en beretning vedrørende Europols aktiviteter i det forudgående år. Ligeledes i medfør af Europol-konventionens artikel 28, stk. 10, skal årsberetningen herefter forelægges for Rådet efter proceduren i afsnit VI i traktaten om Den Europæiske Union.

Europols årsberetning for 2001 blev godkendt af Europols Styrelsesråd på et møde den 16. – 17. april 2002, og årsberetningen forventes forelagt på rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 13. – 14. juni 2002 med henblik på godkendelse.

Europols årsberetning for 2001 indeholder en beskrivelse af de aktiviteter, der fandt sted i Europol-regi i 2001.

Europols årsberetning for 2001 nævner blandt andet følgende væsentlige aktiviteter:

• Europols kriminalitetsbekæmpende indsats inden for de prioriterede områder: bekæmpelse af forfalskning af euroen, illegal indvandring og menneskesmugling, narkotikarelaterede forbrydelse og terrorisme.
• Oprettelsen og iværksættelsen af en anti-terrorisme Task Force.
• Udførelsen af støttefunktioner i forhold til medlemslandenes nationale myndigheder.
• Intensiveringen af samarbejdet mellem Europol og andre EU-organer, tredje lande og eksterne organisationer.
• Bistand og deltagelse i EU's aktiviteter.

Europols årsberetning for 2001 indeholder endvidere beskrivelser af konkrete samarbejdsprojekter mellem medlemslandene og Europol.

Årsrapporten for 2001 vil blive sendt til Europa-Parlamentet.

Der har ikke været foretaget høring i anledning af sagen.

Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 28. maj 2002.

Subsidiaritetsprincippet ses ikke at have betydning for sagen.

Sagen har ikke lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg.

Nyt notat.

1. Baggrund.

I medfør af Europol-konventionens artikel 35 skal Rådet vedtage Europols budget senest den 30. juni året før regnskabsårets påbegyndelse.<DOCUMENT_START>

Udkastet til Europols budget for 2003 blev godkendt på et møde i Europols Styrelsesråd den 16. – 17. april 2002.

Det forventes, at udkastet vil blive forelagt på rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 13. – 14. juni 2002 med henblik på vedtagelse.

2. Indhold.

I udkastet til Europols budget for 2003 er der lagt op til en forøgelse af budgettet i forhold til budgettet for 2002. Dette skal ses i lyset af den gradvise forøgelse af Europols aktiviteter, siden Europol påbegyndte sit virke den 1. juli 1999.

Den gradvise forøgelse af Europols aktiviteter er forudset i den strategiske plan for Europol i 2002 – 2006 samt i Europols finansplan for 2002 – 2006. Forøgelsen af budgettet holder sig således inden for rammerne af finansplanen for Europol i 2002-2006, som blev fastlagt i 2001.

Den strategiske plan og den flerårige finansplan udarbejdes til brug for vedtagelsen af de årlige budgetter. Endvidere vedtog Rådet på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 28. – 29. maj 1998 en erklæring i tilknytning til vedtagelsen af budgettet for 1999, hvori det forudses, at en betydelig forøgelse af Europols personale og aktiviteter i de følgende år vil være nødvendig.

Udkastet til budget for 2003 er på € 55.519.000 (svarende til cirka 415 mio. kr.). Udkastet medfører en stigning i Europols budget på 7,2 % i forhold til det samlede budget for 2002, herunder tillægsbudgettet for Europol i 2002 vedrørende bekæmpelse af terrorisme.

Udkastet til budget for Europol i 2003 tager således højde for en eventuel videreførelse i 2003 af den særlige Task Force i Europol-regi til bekæmpelse af terrorisme i 2003.

Danmarks bidrag til Europols budget for 2003 vil udgøre € 984.192 (svarende til cirka 7.3 mio. kr.).

3. Europa-Parlamentet.

Udkastet til Europols budget for 2003 har ikke været forelagt for Europa-Parlamentet til udtalelse.

4. Høring.

Der er ikke foretaget høring i anledning af udkastet til Europols budget for 2003.

5. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde.

Sagen har været drøftet i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 28. maj 2002.

6. Subsidiaritetsprincippet.

Subsidiaritetsprincippet ses ikke at have betydning for udkastet til Europols budget for 2003.

7. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser.

Sagen har ikke lovgivningsmæssige konsekvenser.

Danmarks bidrag til Europols budget for 2003 afholdes af Rigspolitichefen inden for de bevillingsmæssige rammer.

8. Tidligere forelæggelser for Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg.

Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg.

Nyt notat.

I medfør af Europol-konventionens artikel 28, stk. 10, vedtager Europols Styrelsesråd hvert år en plan over Europols fremtidige aktiviteter. Det følger endvidere af Europol-konventionens artikel 28, stk. 10, at arbejdsprogrammet forelægges for Rådet efter proceduren i afsnit VI i Traktaten om Den Europæiske Union (TEU).

Udkastet til Europols arbejdsprogram for 2003 har været behandlet på et møde i Europols Styrelsesråd den 16. – 17. april 2002.

Det forventes, at Europols arbejdsprogram for 2003 vil blive forelagt for Rådet på rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 13. – 14. juni 2002 med henblik på godkendelse.

Europols arbejdsprogram for 2003 er udarbejdet på grundlag af Europol-konventionens bestemmelser om Europols kompetence, udkastet til Europols budget for 2003, og den flerårige strategiske plan for Europol, der udarbejdes til brug for vedtagelsen de årlige budgetter.

Arbejdsprogrammet er begrænset til projekter og aktiviteter, der er udpeget af Europols medlemslande som prioriteter for Europols arbejde, med henblik på at styrke Europols operationelle støttefunktion i forhold til medlemslandene og at styrke Europols rolle som et ekspert- og rådgivningscenter for Den Europæiske Unions organer.

Europols arbejdsprogram for 2003 har ikke været forelagt for Europa-Parlamentet til udtalelse.

Der er ikke foretaget høring i anledning af sagen.

Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 28. maj 2002.

Subsidiaritetsprincippet ses ikke at have betydning for sagen.

Europols arbejdsprogram for 2003 har ikke lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Retsudvalg eller Europaudvalg.

Nyt notat.

Det følger af Europol-konventionens artikel 42, stk. 2, 1. pkt., at Europol, i det omfang det er nødvendigt for at kunne gennemføre de opgaver, der er pålagt Europol i henhold til konventionens artikel 3, kan oprette og opretholde forbindelser med tredjelande og eksterne organisationer.

Rådet vedtog den 3. november 1998 en afgørelse, der fastsætter nærmere regler for Europols forbindelser med tredjelande og eksterne organisationer.

Det fremgår af artikel 2, stk. 2, i rådsafgørelsen, at Rådet med enstemmighed beslutter, hvilke tredjelande og eksterne organisationer der skal indledes forhandlinger med.

Det fremgår endvidere af artikel 2, stk. 3, at Europols direktør efter at have konsulteret Styrelsesrådet og efter Rådets godkendelse kan indlede forhandlinger om aftaler med tredjelande og eksterne organisationer. Sådanne aftaler kan først indgås, efter at Rådet med enstemmighed har godkendt disse.

Rådet har desuden ved to rådsafgørelser af henholdsvis 3. november 1998 og 12. marts 1999 fastsat nærmere regler for Europols videregivelse af personlige oplysninger til tredjelande og eksterne organisationer samt for Europols modtagelse af information fra tredjeparter.

Ved Rådets afgørelse af 27. marts 2000 blev Europols direktør bemyndiget til at indlede forhandlinger om samarbejde mellem Europol og en række eksterne organisationer og tredjelande, herunder Verdenstoldorganisationen (WCO).

Rådets afgørelse angiver de nærmere betingelser for denne bemyndigelse, herunder at eventuelle bestemmelser i aftalerne om udveksling af oplysninger skal være i overensstemmelse med reglerne i Europol-konventionen og gennemførelsesbestemmelserne i tilknytning hertil.

Der er nu udarbejdet et udkast til samarbejdsaftale mellem Europol og WCO. Samarbejdsaftalen er godkendt af Europols Styrelsesråd.

Udkastet til samarbejdsaftale forventes forelagt for Rådet på rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 13. – 14. juni 2002 med henblik på godkendelse.

Efter artikel 1 i samarbejdsaftalen mellem Europol og WCO har denne til formål at fremme samarbejdet mellem Europol og WCO i forbindelse med forebyggelse og efterforskning af grov, international, organiseret kriminalitet omfattet af parternes respektive mandater.

Efter artikel 2 i samarbejdsaftalen skal parterne udpege kontaktpersoner med henblik på at fremme samarbejdet.

Ifølge artikel 3 kommunikerer kontaktpunkterne direkte og løbende. Europol og WCO har mulighed for at drøfte spørgsmål og emner af fælles interesse.

Efter artikel 4 er der mulighed for at udveksle oplysninger med henblik på at opfylde aftalen.

Samarbejdsaftalen omfatter ikke udvekslingen af personoplysninger eller fortrolige oplysninger i øvrigt.

Udkastet til samarbejdsaftale har ikke været forelagt for Europa-Parlamentet til udtalelse.

Der er ikke foretaget høring i anledning af aftaleudkastet.

Sagen har været drøftet i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde på et møde den 28. maj 2002.

Udkastet til samarbejdsaftale ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet.

Udkastet til samarbejdsaftale har ikke lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Udkastet til samarbejdsaftale har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg eller Folketingets Retsudvalg.

Vedrørende: Revisionsberetning vedrørende Europols budget og decharge til Europols direktør for perioderne 1. juli 1999 – 31. december 1999 og 1. januar 2000 – 31. december 2000.

Nyt notat.

Revisionsberetningerne for perioderne 1. juli 1999 – 31. december 1999 og 1. januar 2000 – 31. december 2000 blev behandlet på et møde i Styrelsesrådet den 16. – 17. april 2002, hvor Styrelsesrådet indstillede, at Rådet meddeler Europols direktør decharge for gennemførelsen af budgetterne for de angivne regnskabsperioder.

Det forventes, at revisionsberetningerne forelægges for Rådet på rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 13. – 14. juni 2002 med henblik på meddelelse af decharge til Europols direktør.

Det fælles revisionsudvalg bemærker i beretningen for perioden 1. juli 1999 – 31. december 1999 og beretningen for perioden 1, januar 2000 – 31. december 2000, at Europols regnskab for disse perioder giver et retvisende billede af Europols finansielle situation og overordnet dokumenterer retmæssigheden af Europols økonomiske dispositioner.

Det fælles revisionsudvalget bemærker dog, at Europol på en række områder bør forbedre sin interne praksis, herunder vedrørende udgiftsstyringen og håndteringen af eksterne kontrakter.

Revisionsberetningerne har ikke været forelagt Europa-parlamentet til udtalelse.

Der er ikke foretaget høring i anledning af revisionsberetningerne.

Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 28. maj 2002.

Subsidiaritetsprincippet ses ikke at have betydning for sagen.

Sagen har ikke lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Retsudvalg eller Europaudvalg.

Nyt notat.

Det følger af Europol-konventionens artikel 42, stk. 2, 1. pkt., at Europol, i det omfang det er nødvendigt for at kunne gennemføre de opgaver, der er pålagt Europol i henhold til konventionens artikel 3, kan oprette og opretholde forbindelser med tredjelande og eksterne organisationer.

Rådet vedtog den 3. november 1998 en afgørelse, der fastsætter nærmere regler for Europols forbindelser med tredjelande og eksterne organisationer.

Det fremgår af artikel 2, stk. 2, i rådsafgørelsen, at Rådet med enstemmighed beslutter, med hvilke tredjelande og eksterne organisationer der skal indledes forhandlinger med henblik på indgåelse af samarbejdsaftaler.

Ved Rådets afgørelse af 27. marts 2000 blev Europols direktør bemyndiget til at indlede forhandlinger om aftaler med en række tredjelande og organisationer, der ikke er tilknyttet EU.

Ved Rådets afgørelse af 6. december 2001 om ændring af Rådets afgørelse af 27. marts 2000 blev Europols direktør bemyndiget til at indlede forhandlinger om en samarbejdsaftale med Monaco. Endvidere blev Europols direktør bemyndiget til at indlede forhandlinger med De Forenede Nationers kontor for narkotikabekæmpelse og kriminalitetsforebyggelse (ODCCP) i stedet for De Forenede Nationers internationale narkotikakontrolprogram (UNDCP).

En række lande i Balkanområdet, hvor Euroen anvendes i væsentlig omfang, og hvor der er risiko for forfalskninger, er imidlertid ikke med på listen over tredjelande, som Europols direktør er bemyndiget til at indlede forhandlinger om samarbejdsaftaler med.

På den baggrund har formandskabet fremlagt et forslag til rådsafgørelse med henblik på ændring af Rådets afgørelse af 27. marts 2000 om bemyndigelse af Europols direktør til at indlede forhandlinger om aftaler med tredjelande og organisationer, der ikke er tilknyttet EU.

Rådsafgørelsen tager sigte på at bemyndige Europols direktør til at indlede forhandlinger med Albanien, Bosnien-Herzegovina, Kroatien, Jugoslavien (forbundsrepublikken) og Makedonien (den tidligere jugoslaviske republik).

Forslaget er godkendt af Europols Styrelsesråd på et møde den 16. – 17. april 2002.

Det forventes, at forslaget til rådsafgørelse vil blive forelagt på rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 13. – 14. juni 2002 med henblik på vedtagelse.

Forslaget indebærer, at Albanien, Bosnien-Herzegovina, Kroatien, Jugoslavien (forbundsrepublikken) og Makedonien (den tidligere jugoslaviske republik ) tilføjes til listen i artikel 2, stk. 1, i Rådets afgørelse af 27. marts 2000 om bemyndigelse af Europols direktør til at indlede forhandlinger om aftaler med tredjelande og organisationer, der ikke er tilknyttet EU.

Forslaget har ikke været forelagt for Europa-Parlamentet.

Forslaget har ikke været sendt i høring.

Sagen har været drøftet i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde på et møde den 28. maj 2002.

Forslaget ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet.

Forslaget har ikke lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Vedrørende: Rådets afgørelse om oprettelse af et europæisk netværk til beskyttelse af fremtrædende personer.

Nyt notat.

Efter artikel 29 i Traktaten om Den Europæiske Union (TEU) skal Rådet fremme samarbejdet om bekæmpelse af blandt andet terrorisme og organiseret kriminalitet gennem et tættere samarbejde mellem medlemsstaternes politimyndigheder.

Edet følger i øvrigt af TEU artikel 30, stk. 1, litra a, at Rådet skal fremme det operative politisamarbejde mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder vedrørende forebyggelse, afsløring og efterforskning af kriminelle handlinger.

En handlingsplan for gennemførelsen af Amsterdam-traktatens bestemmelser om indførelse af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, herunder afsnit VI i TEU, blev godkendt på Det Europæiske Råds møde i Wien den 11. – 12. december 1998.

Handlingsplanens pkt. 48 fastslår, at man inden 5 år efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden skal fremme de generelle tiltag og det operative samarbejde mellem de kompetente myndigheder, herunder politi og andre særlige retshåndhævende myndigheder, vedrørende forebyggelse, afsløring og efterforskning af kriminelle handlinger.

På Det Europæiske Råds møde i Tampere den 15. – 16. oktober 1999 blev der opnået enighed om en række politiske prioriteter og retningslinjer for gennemførelsen af Wien-handlingsplanen. I konklusionernes pkt. 42 er det fremhævet, at der i højere grad bør udveksles oplysninger om bedste praksis vedrørende forebyggelse af kriminalitet mellem medlemslandene.

På den baggrund har det spanske formandskab fremsat forslag til en rådsafgørelse om oprettelse af et europæisk netværk til beskyttelse af fremtrædende personer.

Forslaget er fremsat med hjemmel i TEU artikel 34, stk. 2, litra c).

Forslaget forventes forelagt på rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 13. – 14. juni 2002 med henblik på vedtagelse.

Forslaget indebærer, at der oprettes et europæisk netværk til beskyttelse af fremtrædende personer. Netværket består af kontaktpunkter for de nationale polititjenester med ansvar for beskyttelsen af fremtrædende personer, som udpeges af hver medlemsstat.

Ifølge forslagets artikel 1, stk. 5, kan også kandidatlandene og Europol udpege kontaktpunkter med henblik på deltagelse i netværket. Kommissionen og rådssekretariatet kan deltage i visse af netværkets aktiviteter.

Netværket skal have til opgave at fremme udvekslingen af erfaringer samt generelle og tekniske oplysninger i forbindelse med beskyttelsen af fremtrædende personer, fastlæggelsen af fælles kriterier for udvælgelse og uddannelse af personale samt retningslinjer for den sikkerhedsmæssige håndtering af beskyttelsen af fremtrædende personer. Endvidere skal netværket fremme udvekslingen af forbindelsesofficerer. Endelig skal netværket fremme udvekslingen af operative oplysninger via kontaktpunkterne eller de relevante nationale myndigheder.

Udvekslingen af oplysninger sker i overensstemmelse med national ret.

Den nationale myndighed med ansvar for beskyttelse af fremtrædende personer i den medlemsstat, der varetager formandskabet i Rådet, leder netværkets aktiviteter.

Europa-Parlamentet har den 15. maj 2002 afgivet udtalelse om forslaget. Europa-Parlamentet har i den forbindelse fremsat en række ændringsforslag og i øvrigt støttet forslaget. Flere af Europa-Parlamentet ændringsforslag er imødekommet i det foreliggende forslag til rådsafgørelse.

Forslaget til rådsafgørelse tillige med et grundnotat herom er sendt i høring hos Advokatrådet, Amnesty International, Dansk Told- og Skatteforbund, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Erhvervsministeriet, Finansministeriet, Indenrigsministeriet, Statsministeriet, Sundhedsministeriet, Udenrigsministeriet, Skatteministeriet, Landsforeningen af be skikkede advokater, Politiforbundet i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Foreningen af Politimestre i Danmark, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København og Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet.

Justitsministeriet har endnu ikke modtaget høringssvar.

Sagen har senest været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 28. maj 2002.

Forslaget til rådsafgørelse ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet.

Forslaget vil ikke have lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Forslaget til rådsafgørelse tillige med et grundnotat herom blev oversendt til Folketingets Retsudvalg den 1. maj 2002 og til Folketingets Europaudvalg den 25. april 2002.

Nyt notat.

På Det Europæiske Råds møde i Tampere den 15. – 16. oktober 1999 blev der opnået enighed om, at der skal oprettes et europæisk politiakademi til efteruddannelse af personale ved de retshåndhævende myndigheder, idet politiakademiet i første omgang etableres som et netværk af nationale politiskoler.

Det Europæiske Politiakademi (Cepol) blev herefter oprettet ved Rådets afgørelse af 22. december 2000.

Ifølge rådsafgørelsens artikel 3 vedtager bestyrelsen for Cepol det årlige efteruddannelsesprogram, som fastlægger det generelle pædagogiske indhold samt type, antal og varighed af de uddannelsesaktiviteter, der skal iværksættes.

Det årlige arbejdsprogram forelægges for Rådet til orientering, idet bestyrelsen tager Rådets eventuelle bemærkninger i betragtning.

For så vidt angår finansieringen af Cepols aktiviteter følger det af artikel 5 i Rådets afgørelse af 22. december 2000, at Rådet fastlægger Cepols budget, som forvaltes af sekretariatet på grundlag af en finansforordning.

Det følger af Rådets afgørelse af 22. december 2000, at Cepols budget blandt andet dækker udgifterne til udarbejdelse, gennemførelse og evaluering af arbejdsprogrammet, aflønning af eksterne undervisere, sekretariatets almindelige drift og omkostninger i forbindelse med andre initiativer, som bestyrelsen har vedtaget, eller den administrerende direktør har taget i henhold til finansforordningen.

Sekretariatets etablering afventer beslutning om Cepols hjemsted.

For så vidt angår Cepols udgifter for 2001 godkendte Rådet den 16. november 2001 en finansiel løsning, hvorefter den medlemsstat, der arrangerer et kursus via sit eget politiakademi, afholder udgifterne i forbindelse hermed. Den pågældende medlemsstat vil imidlertid kunne opkræve deltagergebyr, som tager sigte på helt eller delvis at dække udgifterne til afholdelse af kurset.

På denne baggrund vedtog bestyrelsen for Cepol på mødet den 27. – 28. maj 2002 med enstemmighed et arbejdsprogram samt et forslag til budget for 2003.

Budgetforslaget forventes forelagt til godkendelse på rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 13. – 14. juni 2002.

Budgetforslaget for 2002 indebærer, at Danmarks bidrag er fastsat til 44.710 euro, svarende til 357.680 kr., ud af et samlet budget for 2002 på 2.284.101 euro, svarende til 18.272.808 kr.

Af de samlede udgifter går 567.033 euro, svarende til 4.536.264 kr., til administration og drift, mens 1.717.068 euro, svarende til 13.736.544 kr., går til gennemførelsen af arbejdsprogrammet for 2002, herunder hovedsageligt afholdelse af kurser og samarbejde med kandidatlandene og andre politiuddannelsesinstitutter.

For så vidt angår lønudgifter i 2002 er der taget udgangspunkt i, at Cepols sekretariat oprettes og kan nå at fungere i skønsmæssigt otte måneder i 2002. Lønningernes størrelse er beregnet på grundlag af lønningerne til ansatte ved Europol, men dog et niveau under det tilsvarende Europol løntrin.

For så vidt angår de udgifter, som det svenske og belgiske formandskab har afholdt med henblik på en række bestyrelsesmøder og andre aktiviteter i Cepol-regi, er der i overensstemmelse med den finansielle løsning for 2001, som blev godkendt af Rådet den 16. november 2001, afsat midler til dækning af disse udgifter i budgetforslaget for 2002.

Budgetforslaget for 2003 har ikke været forelagt for Europa-Parlamentet.

Budgetforslaget for 2003 har ikke været sendt i høring.

Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 28. maj 2002.

Budgetforslaget for 2003 ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet.

Det danske bidrag til Cepol betales af Rigspolitichefen, og udgifterne hertil afholdes inden for de bevillingsmæssige rammer.

Budgetforslaget for 2003 har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg eller Folketingets Retsudvalg.

Vedrørende: Det Europæiske Politiakademis arbejdsprogram for 2003 og Rådets konklusioner i tilknytning hertil.

Nyt notat.

På Det Europæiske Råds møde i Tampere den 15. – 16. oktober 1999 blev der opnået enighed om, at der skal oprettes et europæisk politiakademi til efteruddannelse af personale ved de retshåndhævende myndigheder, idet politiakademiet i første omgang etableres som et netværk af nationale politiskoler.

Det Europæiske Politiakademi (Cepol) blev herefter oprettet ved Rådets afgørelse af 22. december 2000.

Ifølge rådsafgørelsens artikel 3 vedtager bestyrelsen for Cepol det årlige efteruddannelsesprogram, som fastlægger det generelle pædagogiske indhold samt type, antal og varighed af de uddannelsesaktiviteter, der skal iværksættes.

Det årlige arbejdsprogram forelægges for Rådet til orientering, idet bestyrelsen tager Rådets eventuelle bemærkninger i betragtning.

Arbejdsprogrammet forventes forelagt til orientering på rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 13. – 14. juni 2002.

Det forventes endvidere, at et udkast til Rådets konklusioner vedrørende Cepols virksomhed vil blive forelagt på rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 13. – 14. juni 2002 med henblik på vedtagelse.

Arbejdsprogrammet for Cepol i 2003 indeholder kurser af forskellig varighed og indhold. I alt er der planlagt omkring 250 kursusdage i 2003.

Kurserne vedrører blandt andet civil krisestyring, menneskesmugling, samarbejde med kandidatlandene, international kriminalitetsbekæmpelse, terrorisme samt opretholdelse af den offentlige orden og sikkerhed.

Det følger af udkastet til Rådets konklusioner, at Cepol bør udføre en række forskningsopgaver og derved bidrage til at tilvejebringe teknisk-videnskabelig viden inden for bl.a. kriminalitetsbekæmpelse og offentlig sikkerhed med henblik på bedre at sætte de organer, der har ansvaret for politiuddannelse og politisamarbejde, i stand til at løse deres opgaver.

Det følger endvidere af udkastet til Rådets konklusioner, at Cepol bør iværksætte undersøgelser, afholde seminarer, udarbejde forslag til analysemetoder og –teknikker samt offentliggøre sine undersøgelses- og forskningsresultater.

Sagen har ikke været forelagt Europa-Parlamentet.

Sagen har ikke været sendt i høring.

Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 28. maj 2002.

Subsidiaritetsprincippet ses ikke at have betydning for sagen.

Sagen har ikke i sig selv lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Retsudvalg eller Europaudvalg.

Vedrørende: Det Europæiske Politiakademis årsberetning for 2001.

Nyt notat.

På Det Europæiske Råds møde i Tampere den 15. – 16. oktober 1999 blev der opnået enighed om, at der skal oprettes et europæisk politiakademi til efteruddannelse af personale ved de retshåndhævende myndigheder, idet politiakademiet i første omgang etableres som et netværk af nationale politiskoler.

Det Europæiske Politiakademi (Cepol) blev herefter oprettet ved Rådets afgørelse af 22. december 2000.

Ifølge rådsafgørelsens artikel 3 vedtager bestyrelsen for Cepol det årlige efteruddannelsesprogram, som fastlægger det generelle pædagogiske indhold samt type, antal og varighed af de uddannelsesaktiviteter, der skal iværksættes.

Det årlige arbejdsprogram forelægges for Rådet til orientering, idet bestyrelsen tager Rådets eventuelle bemærkninger i betragtning.

Arbejdsprogrammet forventes forelagt til orientering på rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 13. – 14. juni 2002.

Det forventes endvidere, at et udkast til Rådets konklusioner vedrørende Cepols virksomhed vil blive forelagt på rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 13. – 14. juni 2002 med henblik på vedtagelse.

Arbejdsprogrammet for Cepol i 2003 indeholder kurser af forskellig varighed og indhold. I alt er der planlagt imkring 250 kursusdage i 2003.

Kurserne vedrører blandt andet civil krisestyring, menneskesmugling, samarbejde med kandidatlandene, international kriminalitetsbekæmpelse, terrorisme samt opretholdelse af den offentlige orden og sikkerhed.

Det følger af udkastet til Rådets konklusioner, at Cepol bør udføre en række forskningsopgaver og derved bidrage til at tilvejebringe teknisk-videnskabelig viden inden for kriminalitetsbekæmpelse og opretholdelse af lov og orden samt offentlig sikkerhed med henblik på at sætte de organer, der har ansvaret for politiuddannelse og politisamarbejde, bedre i stand til at løse de opgaver, som de er pålagt.

Det følger endvidere af udkastet til Rådets konklusioner, at Cepol bør iværksætte undersøgelser, afholde seminarer, udarbejde forslag til analysemetoder og –teknikker samt offentliggøre sine undersøgelses- og forskningsresultater.

Sagen har ikke været forelagt Europa-Parlamentet.

Sagen har ikke været sendt i høring.

Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 28. maj 2002.

Subsidiaritetsprincippet ses ikke at have betydning for sagen.

Sagen har ikke i sig selv lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Retsudvalg eller Europaudvalg.

Vedrørende: Rådets henstilling om politisamarbejde vedrørende privat sikkerhedsvirksomhed.

Nyt notat.

Efter artikel 29 i Traktaten om Den Europæiske Union (TEU) skal Rådet fremme samarbejdet om bekæmpelse af blandt andet terrorisme og organiseret kriminalitet gennem et tættere samarbejde mellem medlemsstaternes politimyndigheder.

Det følger desuden af TEU artikel 30, stk. 1, litra a, at Rådet skal fremme det operative politisamarbejde mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder vedrørende forebyggelse, afsløring og efterforskning af kriminelle handlinger.

En handlingsplan for gennemførelsen af Amsterdam-traktatens bestemmelser om indførelse af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, herunder afsnit VI i TEU, blev godkendt på Det Europæiske Råds møde i Wien den 11. – 12. december 1998.

Handlingsplanens pkt. 48 fastslår, at man inden 5 år efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden skal fremme de generelle tiltag og det operative samarbejde mellem de kompetente myndigheder, herunder politi og andre særlige retshåndhævende myndigheder, vedrørende forebyggelse, afsløring og efterforskning af kriminelle handlinger.

På Det Europæiske Råds møde i Tampere den 15. – 16. oktober 1999 blev der opnået enighed om en række politiske prioriteter og retningslinjer for gennemførelsen af Wien-handlingsplanen. I konklusionernes pkt. 42 er det fremhævet, at der i højere grad bør udveksles oplysninger om bedste praksis vedrørende forebyggelse af kriminalitet mellem medlemslandene.

På den baggrund har det spanske formandskab fremsat forslag til en henstilling om politisamarbejde vedrørende privat sikkerhedsvirksomhed.

Forslaget forventes forelagt på rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 13. – 14. juni 2002 med henblik på vedtagelse.

Forslaget indebærer, at de nationale myndigheder med ansvar for privat sikkerhedsvirksomhed henstilles at arbejde for at lette samarbejdet mellem medlemsstaternes myndigheder, udveksle erfaring og indføre bedste praksis vedrørende behandlingen af information tilvejebragt af private sikkerhedsvirksomheder, der er relevant for den offentlige sikkerhed.

Forslaget indebærer endvidere, at de nationale myndigheder med ansvar for privat sikkerhedsvirksomhed bør afholde et årligt møde.

Sagen har ikke været forelagt Europa-Parlamentet.

Sagen har ikke været sendt i høring.

Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 28. maj 2002.

Subsidiaritetsprincippet ses ikke at have betydning for sagen.

Sagen har ikke lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Retsudvalg eller Europaudvalg.

Revideret notat. Ændringerne er markeret med kursiv.

1. Baggrund.

På Det Europæiske Råds møde i Køln den 3. – 4. juni 1999 og på Det Europæiske Råds møde i Helsinki den 15. – 16. december 1999 besluttede EU's stats- og regeringschefer at styrke EU’s og medlemslandenes ikke-militære krisestyringskapacitet.

Baggrunden for beslutningen var et stærkt behov for politifolk til løsningen af internationale opgaver, ikke mindst i Kosovo. Indsatsen i Kosovo har således vist, at det internationale samfund ikke umiddelbart er rustet til at efterkomme den stigende efterspørgsel på kvalificerede politifolk til internationale opgaver. Det har i praksis medført, at militæret i f.eks. Kosovo er blevet pålagt politiopgaver uden at være i besiddelse af den fornødne uddannelse og det rette materiel.

På Det Europæiske Råds møde i Santa Maria da Feira den 19. – 20. juni 2000 besluttede stats- og regeringscheferne således, at medlemslandene i 2003 skal kunne stille op til 5000 politifolk til rådighed for internationale missioner, heraf 1000 politifolk inden for 30 dage.

I den flerårige aftale om politiets bevillinger er det forudset, at Danmark løbende har 75 politifolk udsendt på internationale missioner.

Rigspolitichefen har imidlertid godkendt et oplæg om udvidelse af dette antal til 125 politifolk, der fra 2003 skal stå til rådighed for EU’s ikke-militære krisestyringskapacitet. Parterne bag den flerårige aftale om politiets bevillinger er orienteret om udvidelsen af det danske bidrag.

På et møde den 15. maj 2001 i Bruxelles blandt de europæiske rigspolitichefer gav Rigspolitichefen tilsagn om det danske bidrag på 125 politifolk, der fra 2003 vil kunne stilles til rådighed for EU’s ikke-militære krisestyringskapacitet.

På en konference om politiområdet den 19.-20. november 2001 i Bruxelles blev det danske bidrag på 125 politifolk bekræftet.

Der har ikke været foretaget høring af Europa-Parlamentet.

Sagen har senest været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 28. maj 2002.

Sagen ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet.

Sagen har ikke lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Sagen blev forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) samt mødet i Det Blandede Udvalg med Norge og Island på ministerniveau den 15. – 16. marts 2001 forelagt for Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg til orientering. Et aktuelt notat blev oversendt til udvalgene den 1. marts 2001.

Nyt notat.

På baggrund af terrorangrebene i USA den 11. september 2001 blev der afholdt et ekstraordinært rådsmøde (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 20. september 2001 og et ekstraordinært møde i Det Europæiske Råd den 21. september 2001 med henblik på at drøfte mulighederne for at styrke bekæmpelsen af terrorisme. Rådet og Det Europæiske Råd vedtog i forbindelse hermed en r ække konklusioner vedrørende initiativer som led i en styrkelse af indsatsen på området.

På den fælles samling i Rådet (økonomi og finans/retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 16. oktober 2001 blev Rådet orienteret om status for gennemførelsen af konklusionerne fra det ekstraordinære rådsmøde den 20. september 2001 samt det ekstraordinære møde i Det Europæiske Råd den 21. september 2001.

Konklusionerne fra det ekstraordinære rådsmøde (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 20. september 2001 samt det ekstraordinære møde i Det Europæiske Råd den 21. september 2001 omfatter ti hovedområder for en styrket indsats vedrørende bekæmpelse af terrorisme:

For det første er der behov for fælles regler, der sikrer, at terrorisme straffes effektivt i alle EU-landene. Kommissionen har i den forbindelse fremlagt et forslag til en rammeafgørelse om bekæmpelse af terrorisme (KOM(2001) 521 endelig).

For det andet er der behov for en effektiv efterforskning og retsforfølgning af terrorister. Faste kontaktpunkter hos EU-landenes politimyndigheder vil kunne lette samarbejdet, og det bør sikres, at de retshåndhævende myndigheder som led i efterforskningen af terrorisme har praktisk mulighed for at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden, når de retlige betingelser er opfyldt.

EU-udleveringskonventionerne bør ratificeres og gennemføres i alle EU-lande inden årets udgang, og Kommissionen har fremsat et forslag på udleveringsområdet, som vil kunne danne grundlag for gennemførelsen af forenklede udleveringsprocedurer i forbindelse med terrorisme (KOM(2001) 522 endelig).

For det tredje skal der være mulighed for at gribe ind over for finansieringen af terrorisme. FN-konventionen på dette område bør gennemføres af EU-landene hurtigst muligt, og der skal udarbejdes regler, som på tværs af landegrænser sikrer en hurtigt gennemførelse af retsafgørelser om ransagning, beslaglæggelse og konfiskation. Samarbejdet på dette område vil blive udvidet til tillige at omfatte bekæmpelse af h vidvaskning af penge i forbindelse med terrorisme.

For der fjerde lægges der op til et styrket samarbejde mellem EU-landene som led i indsatsen mod terroristers brug af våben og sprængstoffer. På dette område er der behov for effektive regler, sikkerhedsforanstaltninger og efterforskningsmetoder.

For det femte skal samarbejdet mellem de politimæssige efterretningstjenester styrkes. Fælles retningslinier skal sikre, at der hurtigt og efter standardiserede principper udveksles oplysninger af betydning for bekæmpelsen af terrorisme.

Der bør tages skridt til at styrke det praktiske samarbejde mellem efterretningstjenesterne. Samtidig bør man i fællesskab evaluere efterretningstjenesternes indsats på området. Udarbejdelsen af åbne rapporter om terrorismesituationen vil i øvrigt kunne tjene til at øge offentlighedens bevidsthed om fænomenet.

For det sjette vil den operative indsats mod terrorisme blive styrket. Europol vil etablere en særlig enhed, som vil skulle indsamle oplysninger og analysere terrorismesituationen. Europol vil ligeledes sikre, at myndighederne i EU-landene løbende har overblik over særlig sagkundskab på terrorismeområdet, så der er mulighed for at trække på ekspertise i andre EU-lande.

Desuden vil den midlertidige Eurojust-enhed ligeledes iværksætte en konkret og målrettet indsats med henblik på at styrke samarbejdet mellem de nationale anklagemyndigheder om retsforfølgningen af terrorister.

Herudover vil der blive taget skridt til at etablere fælles efterforskningshold mellem EU-landene med henblik på efterforskningen og retsforfølgningen af terrorisme.

For det syvende skal der sikres en effektiv personkontrol og udlændingepolitik, som led i forebyggelsen og bekæmpelsen af terrorisme. I tilknytning hertil må de fornødne sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med udstedelsen af f.eks. pas og visa sikres. Schengen-konventionen og Schengen-informationssystemet bør udnyttes fuldt ud. De europæiske politichefer vil i den forbindelse få til opgave at se nærmere på, om kontrollen ved de ydre gr&a elig;nser kan styrkes, og der vil blive taget initiativ til at udbygge udvekslingen af oplysninger mellem EU-landene om udstedelse af visa og opholdstilladelser.

For det ottende skal samarbejdet mellem EU-landene om civilbeskyttelse styrkes. Målet er at sikre en effektiv koordination mellem EU-landene og i fællesskab at se nærmere på civilbeskyttelsen ved terroristangreb.

For det niende skal kandidatlandene i videst muligt omfang inddrages i det styrkede samarbejde med henblik på bekæmpelse af terrorisme.

Endelig skal der for det tiende etableres et effektivt samarbejdet mellem EU-landene og USA om gennemførelsen af en styrket indsats mod terrorisme.

USA skal inddrages i det praktiske arbejde, som vil blive videreført af de europæiske politichefer, og en samarbejdsaftale mellem Europol og USA vil hurtigst muligt blive bragt på plads. Indtil da vil Europol-konventionens muligheder for et midlertidigt samarbejde blive anvendt i videst muligt omfang, og i samarbejde med de amerikanske myndigheder vil der endvidere blive taget initiativ til at udarbejde en fælles kriminalitetsanalyse og trusselsvurdering på terrorismeomr&ar ing;det.

På det strafferetlige område vil mulighederne for at indgå en samarbejdsaftale mellem USA og EU blive undersøgt. Samarbejdsaftalen vil i givet fald skulle sikre, at der etableres et effektivt samarbejde om retsforfølgningen af terrorister.

Endelig vil også den midlertidige Eurojust-enhed etablere et samarbejde med den amerikanske anklagemyndighed, og der vil på ekspertniveau blive gennemført konsultationer med USA om immigrations- og grænsekontrolspørgsmål.

Det tidligere belgiske formandskab har som led i opfølgningen af det ekstraordinære rådsmøde (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 20. september 2001 og det ekstraordinære møde i Det Europæiske Råd den 21. september 2001 udarbejdet en oversigt over de foranstaltninger mod terrorisme, der skal iværksættes med henblik på at gennemføre Rådets og Det Europæiske Råds konklusioner.

For så vidt angår foranstaltninger inden for rammerne af det politimæssige og strafferetlige samarbejde har det tidligere belgiske formandskab navnlig peget på følgende initiativer:

Retlige tiltag:

1. Forslag til rammeafgørelse om den europæiske arrestordre.
1. Forslag til rammeafgørelse om bekæmpelse af terrorisme.
1. Forslag til rammeafgørelse om gennemførelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af aktiver eller bevismidler.
1. Forslag med henblik på at sikre de retshåndhævende myndigheders adgang til oplysninger om elektronisk data-trafik.
1. Ratifikation af EU-retshjælpskonventionen af 29. maj 2000.
1. Forslag til tillægsprotokol til EU-retshjælpskonventionen, navnlig for så vidt angår bekæmpelse af organiseret kriminalitet, hvidvaskning af udbytte fra strafbart forhold og økonomisk kriminalitet.
1. Ratifikation af EU-konventionen af 10. marts 1995 om en forenklet udleveringsprocedure.
1. Ratifikation af EU-udleveringskonventionen af 27. september 1996.
1. Ratifikation af FN-konventionen af 9. december 1999 om bekæmpelse af terrorisme.
1. Igangsættelse af en evaluering af EU-landenes lovgivning m.v. vedrørende bekæmpelse af terrorisme.

Operationelle tiltag:

1. Udarbejdelse af en liste over terrororganisationer.
1. Videregivelse af oplysninger vedrørende terrorisme til Europol med henblik på systematisk kriminalitetsanalyse og trusselsvurdering.
1. Tættere samarbejde mellem EU-landenes myndigheder med ansvar for bekæmpelse af terrorisme.
1. Etablering af en specialenhed under Europol vedrørende terrorisme.
1. Etablering af fælles efterforskningshold.
1. Udarbejdelse af en åben rapport om terrorismesituationen i EU.
1. Tættere samarbejde mellem Europol, den midlertidige Eurojust-enhed og Task Forcen af Europæiske Politichefer.
1. Undersøgelser af mulighederne for at udvide adgangen til Schengen-informationssystemet (SIS).

Tiltag vedrørende samarbejde med USA

1. Fælles evaluering af terrorismens omfang.
1. Fælles tiltag over for lande, hvis finansielle systemer mistænkes for at fremme transaktioner, som finansiering af terrorisme.
1. Tættere samarbejde i forbindelse med bekæmpelse af terrorisme.
1. Drøftelser om indgåelse af en aftale vedrørende gensidig retshjælp i straffesager.
1. Samarbejde mellem den midlertidige Eurojust-enhed, Europol og de amerikanske myndigheder med ansvar for bekæmpelse af terrorisme.

Under spansk formandskab har Europol på baggrund af bidrag fra medlemslandene udarbejdet en rapport over medlemslandenes sikkerhedsforanstaltninger efter den 7. oktober 2001. Rapporten er fortrolig. Endvidere har Europol udarbejdet en fortrolig trusselsvurdering. Endelig er der udarbejdet en opdateret oversigt over terrororganisationer til brug for relevante myndigheder i medlemslandene med ansvar for bekæmpelse af terrorisme.<>

1. Europa-Parlamentet.

Sagen har ikke været forelagt for Europa-Parlamentet.

Der er ikke foretaget høring.

Sagen har senest været drøftet i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 28. maj 2002.

Subsidiaritetsprincippet ses ikke at være relevant i sagen.

Sagen har ikke i sig selv lovgivningsmæssige konsekvenser, og sagens ses i øvrigt ikke at have statsfinansielle konsekvenser.

Udkast til rådskonklusioner blev forelagt Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg forud for det ekstraordinære rådsmøde den 20. september 2001. Et aktuelt notat om sagen blev oversendt den 18. september 2001. Rådskonklusionerne blev efterfølgende oversendt til Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg den 21. september 2001.

Endvidere blev Folketingets Europaudvalg den 21. september 2001 orienteret om det ekstraordinære møde i Det Europæiske Råd samme dag. Folketingets Europaudvalg modtog efterfølgende den 25. september 2001 en mundtligt redegørelse for det ekstraordinære møde i Det Europæiske Råd, ligesom konklusionerne fra mødet er oversendt til udvalget.

Sagen har herudover været forelagt til orientering forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 16. oktober 2001. Et aktuelt notat om sagen blev oversendt til Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg henholdsvis den 2. november 2001 og den 5. november 2001. Sagen blev endvidere forelagt for Folketingets partier forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 6.-7. december 2001. Aktuelt notat blev oversendt til Folketingets partier den 29. november 2001. Aktuelt notat om sagen blev efterfølgende oversendt til Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg henholdsvis den 3. december 2001 og den 10. december 2001.

Nyt notat.

På Det Europæiske Råds møde i Tampere i oktober måned 1999 blev det besluttet, at medlemslandene skal styrke den fælles indsats i forbindelse med forebyggelse af kriminalitet.

De relevante dele af konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Tampere har følgende ordlyd (pkt. 41 og 42):

"Det Europæiske Råd opfordrer til, at kriminalpræventive aspekter integreres i foranstaltningerne til bekæmpelse af kriminalitet, samt til en yderligere udbyggelse af nationale kriminalpræventive programmer. Der bør udvikles og identificeres fælles prioriteter for kriminalitetsforebyggelse i EU’s eksterne og interne politik, og der bør tages hensyn hertil, når der udarbejdes nye regler.

Der bør i højere grad ske udveksling af oplysninger om bedste praksis, netværket af kompetente nationale kriminalpræventive myndigheder bør udbygges, og samarbejdet mellem nationale kriminalpræventive organisationer styrkes, og det bør undersøges, om der er basis for et fællesskabsfinansieret program med henblik herpå. De første prioriteter for dette samarbejde kan være ungdoms- og bykriminalitet samt narkotikarelateret krimina litet."

På denne baggrund blev Det Europæiske Kriminalpræventive Netværk oprettet ved Rådets afgørelse af 28. maj 2001. Netværket består af kontaktpunkter udpeget af medlemsstaterne. Netværket skal ifølge rådsafgørelsen bidrage til udviklingen af initiativer med henblik på kriminalitetsforebyggelse på EU-plan og støtte kriminalpræventive aktiviteter på lokalt og nationalt niveau. Selvom netværket omfat ter alle former for kriminalitet, skal det især beskæftige sig med ungdoms- og bykriminalitet samt narkotikarelateret kriminalitet.

Endvidere fremgår det af rådsafgørelsen, at netværket hvert år skal orientere Rådet om sine aktiviteter og angive, hvilke områder i dets arbejdsprogram, der skal prioriteres i det kommende år.

Årsrapporten, der er netværkets første, indeholder bl.a. en redegørelse for oprettelsen af netværket. Endvidere beskrives netværkets arbejdsprogram for juli måned 2001 – december måned 2002, som blev vedtaget af netværket den 25. juni 2001, og netværkets aktiviteter i løbet af 2001. Endelig belyser rapporten netværkets fremtidige indsats i henhold til arbejdsprogrammet.

Det understreges i rapporten, at netværket gennem sin tværfaglige struktur vil bidrage effektivt til udviklingen af forskellige kriminalpræventive aspekter på EU-plan. I den forbindelse vil netværket bl.a. fokusere på indsamling og videreformidling af oplysninger om medlemsstaternes bedste praksis på en række kriminalpræventive områder.

Som led i behandlingen af årsrapporten forventes det, at Rådet vedtager en række konklusioner om Det Europæiske Kriminalpræventive Netværks virke.

Rådet vil således understrege betydningen af den kriminalpræventive indsats som led i virkeliggørelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

Rådet vil herudover udtrykke tillid til det fremtidige arbejde og støtte prioriteterne i netværkets arbejdsprogram.

Desuden vil Rådet tilkendegive, at der i fremtiden kan være behov for at drøfte finansieringen af netværkets aktiviteter nærmere.

Endelig vil Rådet opfordre til, at der fastsættes realistiske og målelige prioriteter for netværket bl.a. med henblik på dets evaluering i 2004.

Europa-Parlamentet har ikke været hørt i sagen, men vil i henhold til rådsafgørelsen af 28. maj 2001 få oversendt årsrapporten, når den er godkendt af Rådet.

Netværkets årsrapport og udkastet til konklusioner herom har ikke været sendt i høring.

Sagen har senest været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 28. maj 2002.

Netværkets årsrapport og udkastet til konklusioner herom ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet.

Netværkets årsrapport og udkastet til konklusioner herom ses ikke at have lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Netværkets årsrapport og udkastet til konklusioner herom har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg eller Folketingets Retsudvalg.

Det indstilles,

Sagen skønnes at burde forelægges for Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg til orientering.

Vedrørende: Rådets henstilling vedrørende udtagning af prøver fra narkotika.

Nyt notat.

Det Europæiske Råd godkendte på sit møde i december måned 1999 Den Europæiske Unions narkotikastrategi 2000-2004.

Ifølge narkotikastrategiens punkt III 1 er et af dens overordnede mål at styrke bekæmpelsen af organiseret kriminalitet, ulovlig handel med narkotika og organiseret kriminalitet i tilknytning hertil samt andre former for narkotikakriminalitet. Endvidere er målet at styrke politi- og toldsamarbejdet og det retlige samarbejde mellem medlemsstaterne.

På sit møde i Santa Maria de Feira i juni 2000 godkendte Det Europæiske Råd EU’s narkotikahandlingsplan, som konkretiserer målsætningerne i narkotikastrategien.

Det følger af narkotikahandlingsplanen pkt. 4.1.1.3, at stofanalyser foretaget i medlemsstaterne bør være sammenlignelige. Det fremgår endvidere af narkotikahandlingsplanens pkt. 4.1.1.4, at medlemsstaternes retsvidenskabelige laboratorier bør udveksle analyser af prøver fra beslaglæggelser af syntetisk narkotika med henblik på at klarlægge, hvordan syntetisk narkotika fremstilles og forhandles.

På denne baggrund har det spanske formandsskab fremlagt et forslag til Rådets henstilling, der skal sikre en ensartet praksis på området. Forslaget til henstilling forventes forelagt på rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civil beskyttelse) den 13. – 14. juni 2002 med henblik på vedtagelse.

Ved beslaglæggelse af narkotika vil der i almindelig blive udtaget en prøve af det beslaglagte stof med henblik på at tilvejebringe en kemisk analyse heraf til brug for bevisførelsen i en eventuel straffesag.

Prøveudtagningerne søges begrænset til det antal prøver, der er nødvendige for at sikre en korrekt kemisk analyse af den samlede stofmængde. Praksis i EU på det pågældende område varierer imidlertid fra medlemsstat til medlemsstat både med hensyn til antallet af prøveudtagninger og med hensyn til de konkrete analyseskridt, der herefter foretages.

Forslaget til Rådets henstilling indebærer, at medlemsstaterne i forbindelse med udtagning af prøver bør følge de retningslinier, som er godkendt i regi af FN’s narkotikaprogram (UNDCP), og med henblik herpå anvende den protokol om udtagning af prøver, der er medtaget som bilag til forslaget.

Det fremgår endvidere, at forslaget til Rådets henstilling har karakter af et eksempel på bedste praksis, og at nye og mere avancerede metoder efter omstændighederne kan indarbejdes.

Protokollen til henstillingen indeholder en detaljeret beskrivelse af fremgangsmåden for prøveudtagning, der svarer til den, som er fastlagt i de af FN godkendte retningslinier.

Forslaget til Rådets henstilling har ikke været forelagt Europa-Parlamentet.

Forslaget har ikke været sendt i høring.

Forslaget til rådsbeslutning har senest været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 28. maj 2002.

Forslaget ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet.

Forslaget ses ikke at have lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser.

Forslaget har ikke tidligere været fremlagt for Folketingets Europaudvalg eller Folketingets Retsudvalg.

Medlemsstaterne opfordres til at overveje at indarbejde sundhedsfremmende/narkotikafore-byggende programmer i alle skoler, bl.a. således at alle elever på alle klassetrin har modtaget tilstrækkelige, pålidelige oplysninger til at kunne forholde sig til al narkorelateret information og har udviklet den nødvendige viden og evne til at reducere de risici, der er forbundet med stofindtagelse. Det skal dog ske på en sådan måd e, at de lokale forhold og de enkelte uddannelsesinstitutioners behov tages i betragtning.

Medlemsstaterne opfordres endvidere til at overveje at fremme udviklingen af sådanne programmer. Desuden opfordres medlemsstaterne til at overveje at fremme uddannelsen af lærerne i spørgsmål vedrørende narkotika og til at overveje at bidrage til at styrke forbindelserne mellem skolen, familien og det omgivende miljø med henblik på at øge programmernes og de iværksatte foranstaltningers forebyggende virkning.

Herudover opfordres medlemsstaterne til at overveje at tilskynde til at benytte bistand fra offentlige institutioner i forbindelse med de sundhedsfremmende programmer og til at overveje at udnytte de forskellige sundhedstjenesters uddannelsesmæssige potentiale med henblik på at styrke indholdet af de sundhedsfremmende programmer.

Medlemsstaterne opfordres også til at overveje at sørge for de nødvendige sundhedsmæssige og andre foranstaltninger for unge stofmisbrugere og til at overveje ved hjælp af uddannelse at understøtte elevernes evne til kritisk at vurdere og fortolke narkotikarelateret information fra forskellige kilder.

I forslaget opfordres medlemsstaterne endvidere til at overveje at tilskynde til udviklingen af forskning med henblik på at forbedre indholdet af og metoderne i forbindelse med de sundhedsfremmende programmer, der gennemføres i skolerne, samt forskning i forebyggelse i skolerne og i de pædagogiske hjælpemidler.

Sagen har senest været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 28. maj 2002.

Forslaget ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet.

Forslaget ses ikke at have lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Efter Traktaten om Den Europæiske Union (TEU) artikel 24 kan Rådet med enstemmighed bemyndige formandskabet til at indlede forhandlinger med henblik på indgåelse af aftaler med en eller flere stater eller internationale organisationer, når dette er nødvendigt for at gennemføre traktatens bestemmelser om fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Sådanne aftaler indgås efter bestemmelsen af Rådet med enstemmig hed efter indstilling fra formandskabet.

TEU artikel 38 fastslår, at aftaler som omtalt i artikel 24 ligeledes kan omfatte spørgsmål, som henhører under traktatens bestemmelser om politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager.

Det Europæiske Råd har ved flere lejligheder understreget vigtigheden af at styrke det internationale samarbejde med henblik på bekæmpelse af organiseret kriminalitet, herunder i særdeleshed hvidvaskning af penge.

Det Europæiske Råd vedtog på sit møde den 16.-17. juni 1997 en handlingsplan vedrørende forebyggelse og bekæmpelse af organiseret kriminalitet. Henstilling 14, litra b, i handlingsplanen har følgende ordlyd:

"Rådet bør udarbejde en standardaftale for forhandlinger, der føres i henhold til artikel 38 i TEU med offshore- og onshorefinanscentre og skatteparadiser, for at sikre, at de følger vedtagne normer og samarbejder effektivt om forebyggelse af organiseret kriminalitet. Sådanne aftaler skal endvidere forhandles med offshore- og onshorefinanscentre og skatteparadiser. I den forbindelse bør der sikres et tæt samarbejde mellem RIA-Rådet og Økofin -Rådet."

I punkt 57 i konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Tampere den 15. – 16. oktober 1999 er det fremhævet, at der bør udarbejdes fælles standarder for at forhindre, at selskaber og enheder, der er registrerede uden for EU’s jurisdiktion, skjuler udbytte fra strafbare forhold og foretager hvidvaskning af penge. Endvidere anføres det, at EU og medlemsstaterne bør indgå aftaler med offshore-centre i tredjelande for at sikre et effekt msigtigt samarbejde om gensidig retshjælp i henhold til henstillingerne fra den Finansielle Aktionsgruppe på dette område.

På denne baggrund fremlagde det daværende belgiske formandskab den 1. oktober 2001 et udkast til en modelaftale på grundlag af artikel 24 og 38 i TEU vedrørende internationalt samarbejde i straffesager.

Udkastet forventes at blive fremlagt på rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 13. – 14. juni 2002 med henblik på godkendelse som grundlag for fremtidige forhandlinger med tredjelande

Udkastet til modelaftale er et ikke-bindende grundlag for fremtidige forhandlinger mellem EU og tredjelande. Modelaftalen vil skulle tilpasses de konkrete forhandlinger.

Forslaget indeholder således på flere punkter alternative løsninger vedrørende de spørgsmål, der skal indgå i forhandlinger med tredjelande. Forud for indgåelsen af en konkret aftale skal Rådet godkende et forhandlingsmandat, ligesom Rådet skal godkende en eventuel aftale mellem EU og det pågældende tredjeland.

Efter artikel 1 forpligter de kontraherende parter sig til at samarbejde i videst muligt omfang for at forhindre og bekæmpe strafbare handlinger i overensstemmelse med aftalens bestemmelser.

Artikel 2 indeholder definitioner, således at der ved "kontraherende parter" forstås EU og det pågældende tredjeland og ved "stat" det pågældende tredjeland samt hver af Unionens medlemsstater. Ved "Eurojust" forstås den enhed, der oprettes i medfør af Rådets afgørelse herom, idet aftalen ikke har til formål at skabe nye kompetencer for Eurojust.

Ifølge artikel 3 forpligter de kontraherende parter sig til i videst muligt omfang at sikre, at der efter aftalens bestemmelser ydes gensidig retshjælp mellem staterne i forbindelse med den strafferetlige efterforskning i sager, som falder ind under den anmodende stats jurisdiktion.

Artikel 4 fastlægger aftalens rækkevidde. Bestemmelsen består af to alternativer, hvoraf det ene alternativ indebærer, at aftalen generelt finder anvendelse i forbindelse med efterforskning og retsforfølgning af lovovertrædelser, som kan medføre udlevering, i henhold til den anmodende parts lovgivning.

Det andet alternativ indebærer, at anvendelsesområdet begrænses til bestemte lovovertrædelser i de tilfælde, hvor det ikke er muligt at indgå en aftale med et generelt anvendelsesområde.

Efter artikel 5 omfattet aftalen bistand i forbindelse med bl.a. gennemførelse af ransagninger, beslaglæggelser og identifikation og tilvejebringelse af udbytte fra strafbare handlinger.

Ifølge artikel 6 kan en stat fremsætte anmodning om bankoplysninger, herunder om den person, der er genstand for en strafferetlig efterforskning, er indehaver af eller kontrollerer en eller flere bankkonti i banker på den anmodede stats område. Den begærende stat skal i forbindelse med anmodningen bl.a. oplyse, hvorfor de ønskede oplysninger vil være af væsentlig betydning for efterforskningen. Desuden kan der fremsættes anmodning om oply sninger om banktransaktioner.

I forlængelse heraf fastslås det, at den anmodede stat ikke alene kan påberåbe sig nationale regler om bankhemmelighed som begrundelse for at afvise en anmodning om bankoplysninger.

Artikel 7 indeholder regler om mulighed videoafhøringer. Aftalens bestemmelser vil under de konkrete forhandlinger kunne udbygges på baggrund af reglerne i konventionen af 29. maj 2000 om gensidig retshjælp i straffesager mellem EU-landene.

Artikel 8 indeholder en mulighed for, at de kompetente myndigheder i den anmodede og i den anmodende stat kan oprette fælles efterforskningshold.

Efter artikel 9 kan en stat efter anmodning stille uretmæssigt erhvervede genstande til rådighed for den anmodende stat med henblik på udlevering til den retmæssige ejer.

Artikel 10 vedrører spontan udveksling af oplysninger. Staternes kompetente myndigheder kan således uden anmodning og i overensstemmelse med national ret udveksle oplysninger om strafbare handlinger.

Efter artikel 11 kan en stat afslå at imødekomme en anmodning om retshjælp, hvis gennemførelse vil kunne krænke den anmodede stats suverænitet, bringe dens sikkerhed i fare, stride mod dens grundlæggende retsprincipper eller skade andre livsvigtige interesser. Endvidere kan en anmodning afslås, hvis anmodningen vedrører en politisk forbrydelse. Det fremgår desuden, at ethvert afslag på en anmodning om retshjælp skal begrund es. En anmodning om retshjælp kan desuden ikke alene afslås under henvisning til, at anmodningen er af fiskal karakter.

Efter artikel 12 kan en anmodning vedrørende gennemførelse af straffeprocessuelle tvangsindgreb afslås, hvis den lovovertrædelse, der ligger til grund for anmodningen, ikke er strafbar i den anmodede stat (kravet om dobbelt strafbarhed).

I henhold til artikel 13 skal parterne udpege en eller efter omstændighederne flere centrale myndigheder, der kan fremsætte og modtage anmodninger om retshjælp.

En anmodning skal efter artikel 14 fremsættes skriftligt på et af parternes officielle sprog.

Efter artikel 15 skal en anmodning om retshjælp udføres i overensstemmelse med de procedurer, der er fastsat i anmodningen, medmindre dette vil stride mod grundlæggende retsprincipper i den anmodede stat.

Artikel 16 vedrører omkostninger, og udgangspunktet er, at den anmodede part bærer omkostningerne.

Artikel 17 omhandler konfiskation af udbyttet fra strafbare handlinger, og artikel 18 vedrører overførelse af konfiskerede effekter.

Efter artiklerne 19 og 20 skal politimyndighederne bistå hinanden så meget som muligt inden for rammerne af deres beføjelser.

Efter artikel 21 skal parterne i overensstemmelse med national ret samarbejde om bl.a. indsamling af finansielle oplysninger via finansielle efterretningsenheder med henblik på bekæmpelse af hvidvaskning af penge.

Artikel 22 vedrører databeskyttelse. Udgangspunktet for beskyttelsesniveauet er principperne i Den Europæiske Konvention af 28. januar 1981 om elektronisk databehandling af personoplysninger. I øvrigt må personoplysninger kun anvendes af den stat, til hvem de er videregivet, i forbindelse med sager omfattet af den konkrete aftale eller for at afværge en umiddelbar og alvorlig trussel mod den offentlige sikkerhed. Endvidere må oplysninger med forudgående samtykke fra den stat, der har videregivet oplysningerne, anvendes til ethvert andet formål.

Efter artikel 23 kan EU eller medlemsstaterne stille teknikere, politi, dommere eller andre til rådighed for det kontraherende tredjeland.

Artikel 24 indebærer, at de kontraherende parters centrale myndigheder i fællesskab afgør, hvordan tvister om aftalens anvendelse skal løses.

Artikel 25 er udgået.

Udkastets artikel 26 vedrører forholdet mellem den konkrete aftale og andre internationale aftaler, der finder anvendelse i forhold til de kontraherende parter.

Udkastet til modelaftale har ikke være forelagt Europaparlamentet.

Udkastet til modelaftale har ikke været sendt i høring.

Sagen har senest været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 28. maj 2002.

Udkastet til modelaftale ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet.

Udkastet til modelaftale ses ikke at have lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Forslaget har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg eller Folketingets Retsudvalg.

Vedrørende: Rådets rammeafgørelse om seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi

Revideret notat. Ændringer er markeret med kursiv.

1. Baggrund

I en meddelelse af 21. december 2000 til Rådet og Europa-Parlamentet (Kom(2000)854 endelig) er Kommissionen fremkommet med to forslag til rammeafgørelser om henholdsvis bekæmpelse af handel med mennesker og bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn samt børnepornografi.

Formålet med de to forslag til rammeafgørelser er bl.a. på baggrund af konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Tampere den 15.- 16. oktober 1999 og Det Europæiske Råd i Santa Maria de Feira den 19.- 20. juni 2000 at sikre, at der sker en tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning for så vidt angår bekæmpelse af menneskehandel og seksuel udnyttelse af børn samt børnepornografi.

Forslagene til rammeafgørelser tager udgangspunkt i den fælles aktion af 24. februar 1997 om bekæmpelse af menneskehandel og seksuel udnyttelse af børn, men går på en række punkter videre, idet forslaget til rammeafgørelse om bekæmpelse af menneskehandel i modsætning til den fælles aktion tillige omfatter menneskehandel med henblik på udnyttelse af ofrenes arbejdskraft, ligesom forslaget til rammeafgørelse om bekæmpel se af seksuel udnyttelse af børn samt børnepornografi tillige udtrykkeligt omfatter børnepornografi på Internettet.

Endelig har Kommissionen ved udarbejdelsen af de to forslag til rammeafgørelser taget højde for de resultater, der er opnået i FN-sammenhæng i forbindelse med udarbejdelsen af en FN-kon-vention om grænseoverskridende, organiseret kriminalitet, herunder særligt den tilhørende protokol om bekæmpelse af menneskehandel, samt den netop udarbejdede Europarådskonvention om bekæmpelse af IT-kriminalitet.

Forslaget til rammeafgørelse om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi blev forelagt på rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 27.- 28. september 2001 med henblik på Rådets drøftelse af visse udestående spørgsmål.

Forslaget til rammeafgørelse om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi blev forelagt på rådsmøderne (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 6. – 7. december 2001 og den 25. – 26. april 2002 med henblik på bl.a. at opnå politisk enighed om de strafbare handlinger.

Retsgrundlaget for forslaget til rammeafgørelse er artikel 29, artikel 31, litra e), og artikel 34, stk. 2, i Traktaten om Den Europæiske Union (TEU).

Artikel 1 indeholder definitioner af visse udtryk i rammeafgørelsen. Det fremgår således af artikel 1, litra a), at udtrykket "barn" i rammeafgørelsen omfatter enhver person, der er under 18 år. Herudover defineres udtrykket "børnepornografi" som pornografisk materiale, der visuelt afbilleder et barn, der er involveret i seksuelt eksplicit adfærd, herunder pirrende fremstilling af barnets kønsorganer eller pubesområd e. Endvidere omfatter udtrykket "børnepornografi" realistiske billeder af et barn, uanset om barnet er virkeligt eller ej, samt billeder af virkelige personer, der fremstår som børn.

Efter artikel 2, litra a) forpligtes medlemsstaterne til at gøre det strafbart, at tvinge et barn til prostitution eller til deltagelse i pornografiske optrædender. Medlemsstaterne forpligtes endvidere til at gøre det strafbart at opnå vinding ved eller på anden måde udnytte et barn til prostitution eller deltagelse i pornografiske optrædender. Herudover forpligtes medlemsstaterne efter artikel 2, litra b), til at gøre det strafbart at rekruttere et barn til prostitution eller pornografiske optrædender.

Efter artikel 3, stk. 1, litra a)- c), skal medlemsstaterne bl.a. kriminalisere forsætlig produktion, distribution, transmission, udbydelse og anden udbredelse af børnepornografi. Medlemsstaterne skal endvidere efter artikel 3, stk. 1, litra d), kriminalisere anskaffelse og besiddelse af børnepornografi.

Kriminaliseringsforpligtelsen består også i tilfælde, hvor de nævnte handlinger begås ved hjælp af et computersystem.

Det fremgår af artikel 3, stk. 2, at medlemsstaterne kan undlade at kriminalisere de i artikel 3 nævnte handlinger i tilfælde, hvor den person, der fremstår som et barn faktisk var 18 år eller derover på tidspunktet for afbildningen. Medlemsstaterne kan endvidere undlade at kriminalisere produktion og besiddelse af børnepornografi, når den afbildede person er over den seksuelle lavalder, og det pornografiske materiale produceres og besiddes med afbildedes samtykke og med henblik på privat brug.

Efter artikel 5, stk. 1, skal medlemsstaterne sikre, at de i artikel 2, 3 og 4 opregnede handlinger straffes med effektive, proportionale og afskrækkende sanktioner, der som minimum har en strafferamme på fængsel indtil 1 år.

Efter artikel 5, stk. 2, litra a), skal medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på at sikre, at strafferammen for at tvinge et barn til prostitution eller pornografiske optrædender samt for at opnå kønslig omgængelse med et barn ved tvang, vold eller trusler som minimum fastsættes til fængsel mellem 5 og 10 år.

Efter artikel 5, stk. 2, litra b), skal medlemsstaterne sikre, at strafferammen for at opnå vinding ved eller på anden måde at udnytte børn til prostitution eller pornografiske optrædender som minimum fastsættes til fængsel mellem 5 og 10 år, hvis barnet er under den seksuelle lavalder i henhold til national lov og de pågældende handlinger er begået under skærpende omstændigheder. Herudover skal medlemsstaterne sikre en strafferamme på mellem 5 og 10 år for rekruttering af børn til prostitution eller pornografiske optrædender samt for at opnå kønslig omgængelse med et barn ved betaling som modydelse eller ved misbrug af en anerkendt tillidsposition, myndighed eller indflydelse over barnet, og for bl.a. at producere, distribuere og udbyde børnepornografi, hvis barnet er under den seksuelle lavalder i henhold til national lov, og de pågældende handlinge r er begået under skærpende omstændigheder.

Efter bestemmelsen skal det anses for en skærpende omstændighed, når gerningsmanden forsætligt eller ved grov uagtsomhed har bragt barnets liv i fare, når handlingen har indebåret alvorlig vold eller har forårsaget alvorlig skade på barnet, eller når handlingen er begået inden for rammerne af kriminel organisation.

Efter artikel 5, stk.3, forpligtes medlemsstaterne til at overveje at udelukke personer, der er blevet dømt for de i rammeafgørelsen omfattende handlinger, fra at udøve aktiviteter, der indebærer omgang med børn.

Artikel 5, stk. 4, giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte administrativ straf for personer, der befatter sig med fiktiv børnepornografi.

Artikel 6 indeholder nærmere regler for juridiske personers strafansvar. Bestemmelsen forpligter medlemsstaterne til at sikre, at juridiske personer kan gøres ansvarlige med hensyn til de handlinger, der er beskrevet i rammeafgørelsen, i det omfang handlingerne er begået for at skaffe den juridiske person vinding og er begået af en person, der handler enten individuelt eller som medlem af et organ under den juridiske person.

Endvidere forpligtes medlemsstaterne til at sikre, at juridiske personer også kan straffes i tilfælde, hvor f.eks. utilstrækkelig kontrol eller tilsyn fra den juridiske persons side har gjort det muligt for en person, der er underlagt den juridiske persons myndighed, at begå de nævnte lovovertrædelser.

Ifølge artikel 7 er medlemsstaterne forpligtede til sikre, at der overfor juridiske personer kan iværksættes sanktioner, der er effektive, proportionelle og har afskrækkende virkning, herunder bødestraf eller andre sanktioner som f.eks. udelukkelse fra offentlige ydelser og tilskud og forbud mod at udøve kommerciel virksomhed.

Artikel 8 indeholder bestemmelser om straffemyndighed og forpligter bl.a. medlemsstaterne til at etablere straffemyndighed, når lovovertrædelsen er begået helt eller delvist på medlemsstatens territorium. For så vidt angår de i artikel 3 nævnte lovovertrædelser (produktion, udbredelse m.v. af børnepornografi) fremgår det af artikel 8, at en lovovertrædelse begået ved hjælp af et edb-system skal anses for at være b egået på territoriet i den medlemsstat, hvorfra lovovertræderen har opnået adgang til edb-systemet, uanset om selve edb-systemet befinder sig i denne medlemsstat eller ej.

I henhold til artikel 9 skal medlemsstaterne sikre, at efterforskning eller strafforfølgning, i det mindste i de tilfælde, hvor der er territorial straffemyndighed, ikke er betinget af, at den forurettede har indgivet anmeldelse. Af artikel 9 fremgår endvidere, at børn, som er ofre for menneskehandel, bør anses for at være særligt sårbare ofre i relation til artiklerne 2, stk. 2, 8, stk. 4, og 14, stk. 1, i rammeafgørelsen af 15. marts 2001 om ofres stilling i straffesager. Endelig fremgår det af artikel 9, at medlemsstaterne, når ofret er et barn, skal sikre passende hjælp til ofrets familie. Medlemsstaterne skal, når det er passende, også i relation til ofrets familie anvende ovennævnte rammeafgørelses artikel 4 om retten til at modtage oplysninger.

I artikel 10 fastslås det, at den fælles aktion af 24. februar 1997 ophæves ved rammeafgørelsen, mens det i artikel 11 fastslås, at medlemsstaterne senest 2 år efter datoen for vedtagelsen af instrumentet skal have gennemført de nødvendige foranstaltninger for at gennemføre rammeafgørelsen i national ret.

Af artikel 12 fremgår, at rammeafgørelsen træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i EF-Tidende.

Europa-Parlamentet har den 12. juni 2001 afgivet udtalelse vedrørende forslaget til rammeafgørelse. Europa-Parlamentet har i den forbindelse fremsat en række ændringsforslag og i øvrigt støttet forslaget til rammeafgørelse.

Forslaget har været sendt i høring hos Advokatrådet, Amnesty International, Arbejdsministeriet, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Finansministeriet, Foreningen af Politimestre i Danmark, Indenrigsministeriet, Landsforeningen af beskikkede advokater, Landsklubben HK Politiet, Politiforbundet i Danmark, By- og Boligministeriet, Ligestillingsafdelingen, Politifuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten , Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Præsidenterne for Vestre og Østre Landsret, Københavns Byret og retterne i Århus, Odense, Aalborg og Roskilde, Statsministeriet, Sundhedsministeriet, Udenrigsministeriet, Det Internationale Ligestillingsudvalg, Dansk Kvindesamfund, Dansk Kvinderåd, Pro-Centret, Børnerådet, Red Barnet og Foreningen Sex og Samfund.

Præsidenterne for Østre Landsret og Københavns Byret, Den Danske Dommerforening, Politiforbundet i Danmark, og Dommerfuldmægtigforeningen har ikke bemærkninger til forslaget til rammeafgørelse.

Rigspolitichefen oplyser, at de kriminalitetsproblemer, der har givet anledning til udarbejdelsen af forslaget til rammeafgørelse, må betegnes som reelle kriminalitetsproblemer, såvel internationalt som i dansk sammenhæng. Rigspolitichefen henviser i den forbindelse til Situationsrapporten om organiseret kriminalitet i Danmark i 2000.

Det Danske Center for Menneskerettigheder finder det positivt, at Rådet tager skridt til at styrke bekæmpelsen af seksuel udnyttelse af børn. Centret anfører, at disse forbrydelser udgør alvorlige krænkelser af menneskerettigheder og menneskelig værdighed. Forslaget til rammeafgørelse sigter mod at styrke den fælles retshåndhævelse, og det retlige samarbejde er væsentligt i denne henseende. Centret finder dog, at dette retsh& aring;ndhævelsessigte ikke har ganske samme rækkevidde som protokollen om salg af børn mv. til FN-konventionen om Barnets rettigheder og protokollen om forebyggelse, bekæmpelse og straf for handel med personer og børn, som knytter sig til FN-konventionen om grænseoverskridende, organiseret kriminalitet.

Centret anfører, at man finder, at anvendelsesområdet for den foreslåede rammeafgørelse og især definitionen af børnepornografi er snævert. Centret anfører, at definitionen af børnepornografi i forslaget til rammeafgørelse bør være i overensstemmelse med protokollen til FN-konventionen om barnets rettigheder, hvorefter børnepornografi defineres som "enhver præsentationen, uanset ved hvilke midler, af et b arn involveret i en ægte eller simuleret eksplicit seksuel aktivitet eller enhver præsentation af et barns seksuelle dele for primært seksuelle formål."

Centret finder endvidere, at forslaget til rammeafgørelse indebærer en for svag beskyttelse af og støtte til ofrene, idet medlemsstaterne alene er forpligtede til at sikre ofrene tilstrækkelig retsbeskyttelse og forsvarlig behandling under rettens behandling af straffesagen. Centret finder, at der bør tages højde for den væsentligt mere udbyggede beskyttelse af ofre i FN-protokollen om menneskehandel (artiklerne 7 og 8), som omhandler ofres beskyttelse og sta tus i såvel modtagerlande som ved repatriering. Centret anfører, at der, hvis det er hensigten, at beskyttelsen af ofre for handel med mennesker og for seksuel udnyttelse af børn skal varetages gennem andre EU-foranstaltninger eller programmer, bør henvises eksplicit til disse.

Centret anfører videre, at der i introduktionen til den foreslåede rammeafgørelse peges på behovet for en tværfaglig og integreret tilgang til problemerne, men at dette ikke afspejles i selve forslaget.

Centret finder på den baggrund, at menneskerettighedsperspektiverne i forslaget bør sikres ved, at det enten udbygges på linie med de nævnte FN-protokoller eller ved referencer til de relevante forebyggelses- og beskyttelsesmekanismer og -programmer.

Advokatrådet anfører for så vidt angår rammeafgørelsens mindstekrav til, hvad der skal anses for at være kriminel adfærd, at det er Rådets opfattelse, at der navnlig i relation til rammeafgørelsens artikel 3, stk. 2, bør udvises betænkelighed med hensyn til omfanget af den strafbare adfærd. Advokatrådet anfører, at der i forslaget til rammeafgørelse foreslås en kriminalisering af produktion, d istribution, besiddelse mv. af børnepornografisk materiale ikke alene, hvor der er tale om afbildning af en virkelig situation, men også pseudoafbildninger, såsom computertegninger og lignende. Samtidig indebærer forslaget en omvendt bevisbyrde, således at strafbarheden skal omfatte pornografiske billeder af en person, der fremstilles som et barn, medmindre det kan godtgøres, at den afbildede person faktisk er mere end 18 år.

Advokatrådet anfører, at begrundelsen for at kriminalisere også den fiktive børnepornografi, knytter sig til en anden beskyttelsesinteresse end den, der ellers er overordnet for strafbestemmelserne indenfor området. Der er således ikke tale om at beskytte børn mod seksuel udnyttelse, men at beskytte børn mod at blive misbrugt som seksual objekter og at forhindre børnepornografiske pseudoafbildninger i at blive mere tilgængelige med risi ko for udbredelse af den seksuelle udnyttelse af børn.

Advokatrådet finder det særdeles betænkeligt at kriminalisere en adfærd, hvor den primære beskyttelsesinteresse ikke har lidt skade. Der kan derudover opstå store vanskeligheder i forbindelse med afgrænsningen af det kriminelle område, idet afbildninger af børnepornografiske situationer kan variere fra meget virkelighedstro computeranimationer til mere eller mindre abstrakt kunst.

Advokatrådet finder det endvidere inkonsekvent, at strafbarheden i forhold til en afbildning af en virkelig person, der "fremstilles som et barn" bortfalder, hvis det kan godtgøres, at den pågældende person faktisk er over 18 år, mens denne mulighed ikke foreligger i forhold til et animeret billede.

Advokatrådet udtaler sig følgelig imod, at bestemmelsen i artikel 3, stk. 2, udstrækkes til også at omfatte fiktivt børnepornografisk materiale.

Landsforeningen af Beskikkede Advokater kan tiltræde Advokatrådets betænkeligheder ved at udvide kriminaliseringen til også at omfatte fiktiv børnepornografi. Foreningen finder det særdeles betænkeligt at kriminalisere en adfærd, hvor den primære beskyttelsesinteresse ikke har lidt skade, ligesom der vil kunne opstå store vanskeligheder med afgrænsningen af det kriminelle område i en glidende overgang fra meget virkelighedstro c omputerbilleder og over til mere eller mindre abstrakt kunst.

Red Barnet finder det positivt, at Kommissionen har fremsat et forslag til rammeafgørelse om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn samt børnepornografi. Red Barnet anser det særligt for positivt, at børn i forslaget til rammeafgørelse defineres som personer under 18 år, samt at udtrykket børnepornografi også omfatter fiktiv børnepornografi.

Red Barnet finder imidlertid, at der i beskrivelsen af sanktionerne også bør nævnes muligheden for at tilbyde krænkere behandlingsdomme i de tilfælde, hvor det vurderes relevant, ligesom Red Barnet finder, at beskrivelsen af indsatsen over for ofrene bør suppleres med social- og behandlingsmæssig bistand til børn med henblik på, at de kan overvinde følgerne af overgrebene.

For så vidt angår forslagets artikel 5, stk. 2, 3 og 4, anfører Red Barnet, at man gerne ser, at maksimumstraffen på dette område bliver fastsat til fængsel indtil 10 år. Red Barnet anfører endvidere, at man gerne ser, at det anses som en skærpende omstændighed, hvis overgrebet har fundet sted mod et barn på under 12 år. Herudover vurderer Red Barnet det som meget vigtigt, at fysiske personer, der er dømt for seksuelle o vergreb og strafbare forhold i forbindelse med børnepornografi, kan forbydes midlertidigt eller permanent at udøve aktiviteter, der indebærer tilsyn eller andet ansvar for børn. Red Barnet ønsker derfor en stærkere formulering i artikel 5, stk. 5, helst formuleringen "træffer de nødvendige foranstaltninger..", eller subsidiært "vil arbejde for at ..".

For så vidt angår artikel 8 og 9 støtter Red Barnet, at der skabes klarhed om kompetence og samarbejde medlemsstaterne imellem, ligesom Red Barnet finder det vigtigt, at ofre for de af forslaget til rammeafgørelse omfattede lovovertrædelser sikres retsbeskyttelse og forsvarlig behandling under retssagen. Ligeledes finder Red Barnet det væsentligt, at strafferetlige undersøgelser og retsprocedurer ikke påfører børnene yderligere overlast.

Red Barnet tilkendegiver, at man finder den nuværende retspraksis i Danmark, hvor krænkeren har mulighed for f.eks. via monitor at overvære videoafhøring og gennem advokaten at stille spørgsmål til ofret, stærkt kritisabel.

Endelig finder Red Barnet det meget vigtigt, at der udvikles et samarbejde mellem det retslige system (og dette systems behov for undersøgelse og procedurer) og det sociale og/eller behandlingsmæssige system (som hjælper ofret behandlingsmæssigt og terapeutisk) om tilrettelæggelsen af og sammenhængen mellem både undersøgelser, støtte og behandling.

Børnerådet anfører, at man ikke har taget konkret stilling til de forslag om strafferammeudvidelser, der indgår i forslaget til rammeafgørelsen, idet en vurdering heraf findes at ligge uden for Rådets sagsområde. Rådet anfører, at man om strafferammer generelt i "Forslag til en national strategi mod seksuelt misbrug af børn" har bemærket, at Rådet ikke anser øget straf for seksuelle overgreb for nogen farbar vej, al den stund rammen i Danmark for de groveste overgreb allerede principielt er op til 15 års fængsel.

Børnerådet anfører endvidere, at seksuelle overgreb mod børn i domspraksis straffes med ca. 3œ års fængsel, og at opfordringer til at udvide rammen derfor antager mere symbolsk end konkret karakter. Hertil kommer efter Rådets opfattelse en almen tvivl om straffens anvendelighed i et forebyggelsesmæssigt lys.

Børnerådet tilkendegiver, at man er bekendt med, at der i disse år foregår en internationalisering af forholdene i forbindelse med seksuelle overgreb mod børn på en række områder som f.eks. børnepornografi på Internettet og handel med børn over landegrænserne. På denne baggrund kan Rådet tilslutte sig det synspunkt, at en tilsvarende indbyrdes tilnærmelse af retsreglerne samt et udvidet samarbejde landene imellem vil fremme mulighederne for at forebygge og strafforfølge forbrydelser som de nævnte. Børnerådet påpeger, at disse tilnærmelser skal tjene til barnets bedste. Rådet henviser i den forbindelse til FN-konventionen om barnets rettigheder.

Det er Børnerådets opfattelse, at den danske lovgivning på området gennem de senere år er blevet ajourført og passende afstemt i forhold til den nuværende situation og de problemer, der gør sig gældende i Danmark, dog med visse centrale undtagelser. Børnerådet peger på, at der er indført nye bestemmelser om forbud mod anvendelse af pornomodeller under 18, om besiddelse af børnepornografi og om IT-efterforskning, som Rådet har tilsluttet sig.

For så vidt angår forslaget til rammeafgørelses artikel 1 kan Rådet tilslutte sig forslaget om at definere et barn som "enhver person under 18 år". Rådet anfører, at der herved fremmes en enhedsterminologi, som også dansk ret stadig savner, jf. eksempelvis omtalen af børn i straffelovens § 235. Rådet tilslutter sig endvidere forslagets definition af udtrykket "børnepornografi" som pornografisk materiale, der visuelt afbilder et barn involveret i seksuelt eksplicit adfærd.

For så vidt angår artikel 2, er det Rådets opfattelse at den beskyttede personkreds i forbindelse med pornografi bør omfatte børn og unge i alderen 15-17 år. Rådet finder forslagets overvejelser om unges seksualliv helt korrekte. Selv om børn under 18 har opnået en modenhed, der gør dem i stand til at træffe kvalificeret beslutning om at deltage i seksuelle aktiviteter, bør afbildninger heraf efter Rådets opfattelse ik ke finde sted.

Rådet anfører, at man i forbindelse med ændringen af straffeloven i 1999 med henblik på at forbyde anvendelsen af børn som pornomodeller har støttet den opfattelse, at strafansvaret efter § 235 ikke bør udstrækkes til at omfatte personer, der efterfølgende befatter sig med materiale, der i henhold til § 230 er ulovligt optaget, det vil sige afbilder personer mellem 15 og 17 år. Det tilgrundliggende synspunkt er, at der derved vil kunne opst å væsentlige afgrænsningsproblemer mellem ulovlig børnepornografi og lovlig voksenpornografi. Rådet har dog samtidig understreget betydningen af, at der ikke i praksis iagttages nogen absolut øvre grænse på 15 år for anvendelsen af § 235. Herved kan også sent udviklede børn i alderen over 15 opnå den nødvendige beskyttelse i kraft af § 235. Med denne forudsætning in mente kan Rådet ikke tilslutte sig forslagets for slag om kriminalisering af personer, der alene er i besiddelse af materiale, hvor 15-17-årige medvirker.

For så vidt angår artikel 3, er det Rådets opfattelse, at børnepornografiske afbildninger, uanset deres relation til virkelige hændelser, i sig selv kan anspore til yderligere forbrydelser mod børn. Rådet har derfor også tidligere anbefalet, at fiktive pornografiske fremstillinger af børn omfattes af forbud. Rådet kan derfor støtte, at også denne form for fremstillinger kriminaliseres.

Herudover finder Rådet, at seksuelle krænkere så vidt muligt skal forhindres i at opnå beskæftigelse, der omfatter kontakt med børn. Rådet har derfor bl.a. støttet ny lovgivning vedrørende registrering af dømte krænkere, der muliggør en effektiv kontrol fra arbejdsgiver- og organisationsside. Rådet kan tilslutte sig kravet i forslagets artikel 5, stk. 5, hvorefter medlemsstaterne skal overveje at forbyde dømte perso ner at udøve aktiviteter, der indebærer tilsyn med børn.

Børnerådet tilslutter sig endvidere intentionerne bag artikel 9, hvorefter man søger at fremme retsregler, herunder fremgangsmåder under efterforskning og afvikling af straffesager, der støtter børns retssikkerhed, selvrespekt og værdighed i sager om seksuelt misbrug. Rådet anfører, at man har problematiseret den bekymrende udvikling, der er sket i dansk ret, siden Højesteret i to kendelser i marts 2000 har givet sigtede/mistænkt e ret til at være tilstede i monitorrummet under videoafhøring af børn i sådanne sager. Rådet betragter denne udvikling i straffeprocessen som en forringelse af børns retsstilling, og Rådet henleder opmærksomheden på den indlysende fare for yderligere traumatisering af barnet, der opstår, når barnet opdager eller bliver gjort bekendt med, at krænkeren umiddelbart overværer afhøringen, og eventuelt befinder sig i et n&ael ig;rliggende lokale.

Børnerådet finder, at forslagets artikel 9 på denne baggrund ved en uændret vedtagelse vil kræve lovændringer, og opfordrer Justitsministeriet til iagttage og overveje tekst og intention i artikel 9 nøje. Rådet tilkendegiver endelig, at Rådet samt andre organisationer finder dette område særdeles væsentligt, og at man i øjeblikket samarbejder med henblik på at udvikle bedre metoder til at inddrage børns ople velser og udsagn i behandlingen af disse sager.

Sagen har senest været drøftet på et møde i Specialudvalget vedrørende politimæssigt og retligt samarbejde den 28. maj 2002.

Forslaget til rammeafgørelse ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet.

Forpligtelsen i rammeafgørelsens artikel 2, litra c), ii), til at kriminalisere inddragelse af et barn i seksuel adfærd i tilfælde, hvor der gives penge eller andre former for godtgørelser som modydelse for seksuelle tjenester, anses efter straffeloven som udgangspunkt alene for opfyldt i tilfælde, hvor barnet ernærer sig helt eller delvist ved prostitution, jf. straffelovens § 223 a.

Forslaget til rammeafgørelse nødvendiggør således ændring af straffelovens § 223 a på dette punkt.

Forslaget til rammeafgørelse forpligter medlemsstaterne til at kriminalisere bl.a. produktion, udbredelse, transmission, salg, modtagelse og besiddelse af børnepornografi. Ved børnepornografi forstås ifølge definitionen i forslaget til rammeafgørelse pornografisk materiale, der visuelt afbilder et barn, der er involveret i seksuelt eksplicit adfærd. Ved udtrykket "et barn" forstås som ovenfor nævnt enhver person under 18 år, og ud trykket "seksuelt eksplicit adfærd" omfatter tillige "pirrende fremstilling af kønsorganer eller pubesområde." Udtrykket "børnepornografi" omfatter endvidere billeder af et barn, uanset om den afbildede situation er virkelig eller ej samt afbildninger af personer, der fremstår som børn.

Straffelovens § 235 er begrænset til fotografier, film og lignende, hvorimod f.eks. tegninger og computergenerede billeder, som ikke afbilder et virkeligt samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje, falder uden for bestemmelsen. Fiktiv børnepornografi er således ikke strafbar efter dansk ret.

Forslaget til rammeafgørelse nødvendiggør således ændring af straffelovens § 235 på dette punkt.

Når bortses herfra må forpligtelsen til at kriminalisere forsætlig produktion, distribution, transmission, salg og udbredelse af børnepornografisk materiale som udgangspunkt anses for opfyldt ved straffelovens § 230 og § 235.

Imidlertid omfatter straffelovens § 230 alene optagelse af utugtige fotografier, film eller lignende, der sker med forsæt til at sælge eller på anden måde at udbrede materialet.

Endvidere omfatter hverken straffelovens § 230 eller § 235 den - der uden forudgående medvirken – efter optagelserne har fundet sted befatter sig med pornografisk materiale, hvor 15-17-årige medvirker (f.eks. ved at videresælge eller på anden måde videreudbrede sådant materiale eller at besidde materialet med forsæt hertil).

Straffelovens § 230 omfatter således alene optagelse af utugtige fotografier film eller lignende af personer under 18 år, der sker med forsæt til salg eller anden udbredelse af materialet, og straffelovens § 235 omfatter som udgangspunkt alene utugtige fotografier, film eller lignende af børn.

Efter forarbejderne til straffelovens § 235 omfatter udtrykket "børn" personer, hvis fysiske udviklingstrin svarer til aldersgruppen under 15 år. Der kan her lægges vægt på, om den pågældendes pubertet endnu ikke er eller kun lige synes at være begyndt. Dermed anvendes i dansk ret et fleksibelt alderskriterium, hvorefter strafbarheden afhænger af en vurdering af barnets fysiske udviklingstrin, således som det fremtr&ae lig;der på billedet. Dette indebærer, at personer mellem 15 og 18 år som udgangspunkt ikke anses for omfattet af straffelovens § 235 om børnepornografi.

Endvidere er det efter straffelovens § 235, stk. 2, om besiddelse af børnepornografi alene besiddelse af visse grovere former for børnepornografi, der er kriminaliseret. Besiddelse af fremstillinger af f.eks. "pirrende fremvisning af kønsorganer eller pubesområde" kan således ikke i sig selv anses for kriminaliseret ved straffelovens § 235, stk. 2.

Artikel 3 i forslaget til rammeafgørelse vil således ved en uændret vedtagelse nødvendiggøre lovændringer.

En gennemførelse af rammeafgørelsens artikel 5, stk. 2, skønnes i sin nuværende udformning at give anledning til lovændringer.

I det omfang lovforslag nr. L 118 om forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven (skærpelse af straffen for voldtægt, vold, uagtsomt manddrab, uagtsom betydelig legemsbeskadigelse, forsætlig fareforvoldelse, biltyveri, grov forstyrrelse af ro og orden, menneskesmugling og menneskehandel m.v.) vedtages, vil alene artikel 5, stk. 2, litra b), give anledning til lovændringer, idet det bl.a. må antages, at et medvirkensansvar kun vil kunne gøres gældende over for personer, der producerer børnepornografi.

Ifølge straffelovens § 94, stk. 4, regnes forældelsesfristen for en række seksualforbrydelser tidligst fra den dag, den forurettede fylder 18 år.

På denne baggrund er det vurderingen, at artikel 8, stk. 6, i forslaget til rammeafgørelse ikke vil give anledning til lovændringer.

Forslaget til rammeafgørelse er tillige med et grundnotat om sagen oversendt til Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg henholdsvis den 17. maj 2001 og den 22. maj 2001.

Forslaget har været forelagt for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg til orientering fud for rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 27. – 28. september 2001. Et aktuelt notat blev oversendt til Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg 14. september 2001.

Forslaget har endvidere været forelagt for Folketingets partier forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 6. – 7. december 2001. Aktuelle notater blev oversendt til Folketingets partier den 29. november 2001. Aktuelle notater blev efterfølgende oversendt Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg henholdsvis den 4. og den 10. december 2001.

1. Baggrund

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 28. - 29. maj 1998 blev der afholdt en åben debat om organiseret kriminalitet, hvorunder den danske justitsminister præsenterede et dansk initiativ med henblik på en fælles EU-indsats til bekæmpelse af alvorlig miljøkriminalitet.

Det danske initiativ var beskrevet i en note fra den danske delegation. Det fremgik heraf, at der skulle fokuseres på indførelse af strafferetlige bestemmelser og bestemmelser om udbyttekonfiskation i alle medlemslandene, effektive regler om straffekompetence, effektiv efterforskning og tættere samarbejde samt udvidelse af Europols mandat til også at omfatte alvorlig miljøkriminalitet.

I konklusionerne fra mødet i Det Europæiske Råd i Cardiff den 15. - 16. juni 1998 blev Rådet opfordret til at overveje et tættere samarbejde og fælles miljøforanstaltninger i form af effektive strafferetlige bestemmelser og håndhævelse heraf i de enkelte medlemslande.

Fra dansk side er der efterfølgende udarbejdet et forslag til fælles aktion om bekæmpelse af alvorlig miljøkriminalitet, der efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden den 1. maj 1999 er blevet genfremsat som et forslag til rammeafgørelse. Herudover er der fra dansk side blevet udarbejdet en note om udvidelse af Europols mandat til også at omfatte miljøkriminalitet.

Af konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Tampere den 15.- 16. oktober 1999 fremgår det, at bekæmpelse af miljøkriminalitet er et af de områder, der bør fokuseres på som led i det strafferetlige samarbejde mellem EU-landene.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 28. september 2000 fastlagde Rådet de politiske retningslinier for de videre forhandlinger om forslaget, herunder slog Rådet fast, at arbejdet med et strafferetligt instrument om bekæmpelse af miljøkriminalitet skulle forsætte på grundlag af Europarådets konvention om samme emne.

Henset til, at forslaget til rammeafgørelse på en række områder er væsentligt ændret i forhold til det forslag, der dannede grundlag for Europa-Parlamentets oprindelige udtalelse, er Europa-Parlamentet blevet anmodet om en fornyet udtalelse om rammeafgørelsen.

Europa-Parlamentet har den 9. april afgivet en fornyet udtalelse om forslaget til rammeafgørelse. Europa-Parlamentet har i den forbindelse foreslået, at alene rammeafgørelsens definitionsbestemmelse samt bestemmelserne om strafansvar for juridiske personer, straffemyndighed og udlevering bibeholdes, idet de øvrige bestemmelser efter Europa-Parlamentets opfattelse bør indsættes i Kommissionens direktivforslag om strafferetlig beskyttelse af milj&osla sh;et.

Forslaget til rammeafgørelse skønnes med vedtagelsen af L 35 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbruger forhold på telemarkedet, våbenloven, udleveringsloven samt lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme, gennemførelse af FN’s sikker aring;ds resolution nr. 1373 (2001) samt øvrige initiativer til bekæmpelse af terrorisme mv.) ikke at nødvendiggøre lovændringer, idet udleveringsloven ændres således, at også danske statsborgere kan udleveres til strafforfølgning i en anden medlemsstat i den Europæiske Union.

Et notat om udmøntningen af det danske initiativ om bekæmpelse af alvorlig miljøkriminalitet bilagt det daværende forslag til en fælles aktion om bekæmpelse af alvorlig miljøkriminalitet blev den 21. januar 1999 oversendt til Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg.

Endvidere er forslaget til rammeafgørelse om bekæmpelse af alvorlig miljøkriminalitet den 23. september 1999 oversendt til Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg.

Sagen blev endvidere forelagt for Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg til orientering forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 15.- 16. marts 2001. Aktuelt notat blev oversendt til Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg den 1. marts 2001.

Ved meddelelse af 23. maj 2001 (Kom (2001) 259) har Kommissionen fremsat forslag til en rammeafgørelse om fastsættelse af mindsteregler for, hvad der udgør kriminelle handlinger, og for straffene for ulovlig narkotikahandel.

Forslaget er fremsat på baggrund af EU’s narkotikahandlingsplan (2000-2004) som blev godkendt på mødet i Det Europæiske Råd i Santa Maria da Feira i juni måned 2000.

Behovet for tiltag med henblik på bekæmpelse af ulovlig handel med narkotika er i øvrigt understreget i såvel Wien-handlingsplanen fra 1998 for gennemførelsen af Amsterdam-traktatens bestemmelser om indførelse af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed samt i konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Tampere i oktober måned 1999.

Forud for forslagets udarbejdelse har Kommissionen gennemført en spørgeskemaundersøgelse af definitioner og sanktioner i forbindelse med narkotikahandel i medlemslandene. Forslaget er udformet på baggrund af de ved undersøgelsen indsamlede oplysninger.

Formålet med forslaget er en indbyrdes tilnærmelse af de strafferetlige regler i medlemslandene, således at ulovlig handel med narkotika i alle medlemslande straffes med sanktioner, der er effektive, står i rimeligt forhold til lovovertrædelsen og har en afskrækkende virkning.

Endvidere forpligtes medlemsstaterne til at sikre, at juridiske personer også kan straffes i tilfælde, hvor f.eks. utilstrækkelig kontrol eller tilsyn fra den juridiske persons side har gjort det muligt for en person, der er underlagt den juridiske persons myndighed, at begå de nævnte lovovertrædelser.

Efter forslagets artikel 8 er medlemsstaterne forpligtede til at sikre, at der overfor juridiske personer kan iværksættes sanktioner, der er effektive, proportionelle og virker afskrækkende, herunder bødestraf eller andre sanktioner, som f.eks. udelukkelse fra skattemæssige fordele og offentlige ydelser og tilskud samt forbud mod at udøve kommerciel virksomhed.

Artikel 9 indeholder regler om straffekompetence.

Efter artikel 9, stk. 2, kan medlemsstaterne bestemme, at de ikke eller kun i begrænset omfang vil anvende bestemmelserne om straffekompetence vedrørende egne statsborgere og juridiske personer med hjemsted i medlemsstaten, når den strafbare handling er begået uden for medlemsstatens territorium.

Forslaget har været forelagt for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg til orientering forud for det ekstraordinære rådsmøde (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 20. september 2001. Aktuelt notat blev oversendt til Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg den 18. september 2001.

Forslaget har endvidere været forelagt for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg til orientering forud for det ekstraordinære rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 16. oktober 2001. Aktuelt notat blev oversendt til Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg den 11. oktober 2001.

Forslaget til rammeafgørelse tillige med et grundnotat herom blev oversendt til Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg den 16. november 2001. Et høringsnotat vedrørende forslaget blev oversendt til Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg henholdsvis den 12. februar og den 18. februar 2002.

Endelig blev forslaget forlagt for Folketingets partier forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 6. – 7. december 2001. Aktuelle notater blev oversendt til Folketingets partier den 29. november 2001. Aktuelle notater blev efterfølgende oversendt til Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg henholdsvis den 4. og den 10. december 2001.

Revideret notat. Ændringer er markeret med kursiv.

Ifølge artikel 5 er medlemsstaterne forpligtede til at sikre, at der overfor juridiske personer kan iværksættes sanktioner, der er effektive, proportionelle og har afskrækkende virkning, herunder bødestraf eller andre sanktioner, som f.eks. udelukkelse fra offentlige ydelser og tilskud og forbud mod at udøve kommerciel virksomhed.

Artikel 6 indeholder bestemmelser om straffemyndighed og forpligter bl.a. medlemsstaterne til at etablere straffemyndighed, når lovovertrædelsen er begået helt eller delvist på medlemsstatens territorium. Herudover følger det af artikel 6, at en medlemsstat kan vælge at lade sin straffemyndighed omfatte tilfælde, hvor gerningsmanden er statsborger i den pågældende medlemsstat, eller hvor lovovertrædelsen er begået til fordel for en juridisk person, som har sit hjemsted på den pågældende medlemsstats område.

I henhold til artikel 7 skal medlemsstaterne sikre, at efterforskning eller strafforfølgning, i det mindste i de tilfælde, hvor der er territorial straffemyndighed, ikke er betinget af, at den forurettede har indgivet anmeldelse. Af artikel 7 fremgår det endvidere, at børn, som er ofre for menneskehandel, bør anses for at være særligt sårbare ofre i relation til artiklerne 2, stk. 2, 8, stk. 4, og 14, stk. 1, i rammeafgørelsen af 15. marts 2001 om ofres stilling i straffesager. Endelig fremgår det af artikel 7, at medlemsstaterne, når ofret er et barn, skal sikre passende hjælp til ofrets familie. Medlemsstaterne skal, når det er passende, også i relation til ofrets familie anvende ovennævnte rammeafgørelses artikel 4 om retten til at modtage oplysninger.

I artikel 8 fastslås det, at medlemsstaterne senest den 31. december 2002 skal have gennemført de nødvendige foranstaltninger for at gennemføre rammeafgørelsen i national ret, mens det af artikel 9 fremgår, at rammeafgørelsen ophæver den fælles aktion af 24. februar 1997 om bekæmpelse af menneskehandel og seksuel udnyttelse af børn. Endelig fastslås det i artikel 10, at rammeafgørelsen træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i EF-Tidende.

1. Europa-Parlamentet

Europa-Parlamentet har den 12. juni 2001 afgivet udtalelse vedrørende forslaget til rammeafgørelse. Europa-Parlamentet har i den forbindelse fremsat en række ændringsforslag og i øvrigt støttet forslaget til rammeafgørelse.

1. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har senest været drøftet på et møde i Specialudvalget vedrørende politimæssigt og retligt samarbejde den 28. maj 2002.

1. Høring

Det oprindelige forslag til rammeafgørelse har været sendt i høring hos Advokatrådet, Amnesty International, Arbejdsministeriet, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Finansministeriet, Foreningen af Politimestre i Danmark, Indenrigsministeriet, Landsforeningen af beskikkede advokater, Landsklubben HK Politiet, Politiforbundet i Danmark, By- og Boligministeriet, Ligestillingsafdelingen, Politif uldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Præsidenterne for Vestre og Østre Landsret, Københavns Byret og retterne i Århus, Odense, Aalborg og Roskilde, Statsministeriet, Sundhedsministeriet, Udenrigsministeriet, Det Internationale Ligestillingsudvalg, Dansk Kvindesamfund, Dansk Kvinderåd, Pro-Centret, Børnerådet, Red Barnet og Foreningen Sex og Samfund.

Revideret notat. Ændringer er markeret med kursiv.

1. Baggrund

Det franske formandskab fremsatte den 3. august 2000 dels et forslag til direktiv om bistand til ulovlig indrejse og rejse samt ulovligt ophold dels et forslag til rammeafgørelse om styrkelse af de strafferetlige regler med henblik på bekæmpelse af bistand til ulovlig indrejse og ulovligt ophold.

Formålet med forslaget til direktiv og forslaget til rammeafgørelse er bl.a. på baggrund af konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Tampere den 15.- 16. oktober 1999 og Det Europæiske Råd i Santa Maria da Feira den 19.- 20. juni 2000 at sikre, at der i alle EU-lande er effektive strafferetlige regler for så vidt angår menneskesmugling. Forslaget til direktiv indeholder således bestemmelser, der fastlægger hvilke handlinger medlemsstaterne skal kriminalisere, mens forslaget til rammeafgørelse indeholder bestemmelser om de strafferetlige sanktioner i forbindelse med menneskesmugling.

Et særskilt notat om forslaget til direktiv er udarbejdet af Indenrigsministeriet.

Af direktivforslagets artikel 2 fremgår det, at medvirken til de i artikel 1 nævnte handlinger tillige skal være strafbar.

Efter artikel 1, stk. 3, i forslaget til rammeafgørelse skal hver medlemsstat sikre, at de handlinger, der er omtalt i direktivforslagets artikel 1, litra a), er undergivet en strafferamme på mindst 8 års fængsel, når bistanden ydes i berigelsesøjemed samt af en kriminel organisation eller på en sådan måde, at den er til fare for den person, der smugles.

Det fremgår imidlertid af artikel 1, stk. 4, at en medlemsstat, hvis det er nødvendigt for at sikre sammenhængen i medlemsstatens nationale straffelovgivning, alene er forpligtet til at sikre, at de i stk. 3 opregnede handlinger er undergivet en strafferamme på mindst 6 års fængsel, forudsat at denne strafferamme er mellem de strengeste straffe for sammenlignelige lovovertrædelser.

Forslagets artikel 2 indeholder nærmere regler for juridiske personers strafansvar. Bestemmelsen forpligter medlemsstaterne til at sikre, at juridiske personer kan gøres ansvarlige med hensyn til de handlinger, der er beskrevet i rammeafgørelsen, i det omfang lovovertrædelsen er begået af en person, der handler enten individuelt eller som medlem af et organ under den juridiske person, med henblik på at skaffe den juridiske person vinding.

Endvidere forpligtes medlemsstaterne til at sikre, at juridiske personer også kan straffes i tilfælde, hvor f.eks. utilstrækkelig kontrol eller tilsyn fra den juridiske persons side har gjort det muligt for en person, der er underlagt den juridiske persons myndighed, at begå de nævnte lovovertrædelser.

Ifølge forslagets artikel 3 er medlemsstaterne forpligtede til at sikre, at der overfor juridiske personer kan iværksættes sanktioner, der er effektive, proportionale og har afskrækkende virkning, herunder bødestraf eller andre sanktioner som f.eks. udelukkelse fra offentlige ydelser og tilskud og forbud mod at udøve kommerciel virksomhed.

Forslagets artikel 4 indeholder bestemmelser om straffemyndighed. Efter litra a) er hver medlemsstat således forpligtet til at have straffemyndighed, når en af de af rammeafgørelsen omfattede lovovertrædelser er begået helt eller delvist på medlemsstatens territorium. Efter litra b) er medlemsstaten ligeledes forpligtet til at have straffemyndighed, hvis gerningsmanden er statsborger i den pågældende medlemsstat. Endelig er medlemsstaten efter litr a c) forpligtet til at have straffemyndighed, hvis lovovertrædelsen er begået med henblik på en juridisk persons vinding, og denne juridiske person har hjemsted på medlemsstatens territorium. Bestemmelserne i litra b) og c) er dog fakultative, og medlemsstaterne kan meddele Rådets Generalsekretariat, i hvilket omfang bestemmelserne skal være gældende for den pågældende medlemsstat.

Artikel 5 indeholder bestemmelser om udlevering og strafforfølgning. Det følger således af denne bestemmelse, at en medlemsstat, der ikke udleverer egne statsborgere, skal træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på at sikre, at den har straffemyndighed i tilfælde, hvor den i direktivet beskrevne adfærd bliver begået af en af dens egne statsborgere uden for den pågældende medlemsstats territorium.

I artikel 6 i forslaget fastslås det, at anvendelsen af rammeafgørelsen ikke berører den beskyttelse, som indrømmes flygtninge og asylansøgere i overensstemmelse med international flygtningeret eller andre internationale instrumenter vedrørende menneskerettigheder, herunder navnlig medlemsstaternes overholdelse af deres internationale forpligtelser i henhold til artikel 31 og 33 i konventionen af 1951 om flygtninges retsstilling, som ændret ved tillægsprotokollen fra 1957.

Efter artikel 7 skal medlemsstaterne underrette hinanden, hvis de modtager oplysning om, at de i direktivet opregnede handlinger er blevet begået på en anden medlemsstats territorium. Endvidere skal en medlemsstat, der anmoder en anden medlemsstat om at foretage strafforfølgning i anledning af en overtrædelse af den anmodende medlemsstats lovgivning om hjælp til ulovlig indrejse og ulovligt ophold, oplyse den anmodede medlemsstat om, hvilke bestemmelser de r er overtrådt.

Artikel 8 fastslår, at rammeafgørelsen skal gælde for Gibraltar.

Det følger af artikel 9, at medlemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme rammeafgørelsen inden en endnu ikke fastsat dato. Medlemsstaterne skal efter denne dato meddele Rådets Generalsekretariat og Kommissionen indholdet af de retsforskrifter, som de udsteder for at gennemføre de forpligtelser, der følger af rammeafgørelsen. Rådet skal herefter på baggrund af disse oplysninger og en skriftlig r apport fra Kommissionen vurdere, i hvilket omfang medlemsstaterne har truffet de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme rammeafgørelsen.

Ved Artikel 10 ophæves Schengen-konventionens artikel 27, stk. 2 og 3, der - bortset fra enkelte redaktionelle ændringer - er identiske med den foreslåede artikel 6 i rammeafgørelsen.

Efter forslagets artikel 11 træder rammeafgørelsen i kraft samme dag, som den bliver offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

3. Europa-Parlamentet

Forslaget til rammeafgørelse blev den 22. december 2001 sendt i høring hos Advokatrådet, Amnesty International, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Indenrigsministeriet, Finansministeriet, Landsforeningen af beskikkede advokater, Politiforbundet i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politimesterforeningen i Danmark, Rigsadvokaten, Rigspolitic hefen, Politidirektøren i København samt præsidenterne for Vestre og Østre Landsret, Københavns Byret og retterne i Århus, Odense, Aalborg og Roskilde, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Røde Kors samt Rådet for Etniske Minoriteter.

[Det bemærkes, at det nu foreliggende forslag til rammeafgørelse på en række punkter er ændret i forhold til det forslag, som har været sendt i høring hos de pågældende myndigheder og organisationer, hvorfor det i de afgivne høringssvar anførte i en række tilfælde ikke længere er aktuelt.]

Præsidenten for Østre Landsret påpeger, at det i grundnotatet s. 9, 2. afsnit, er anført, at artikel 2 i forslaget til rammeafgørelse ikke i sig selv nødvendiggør en lovændring. Præsidenten for Østre Landsret bemærker, at denne antagelse næppe er rigtig, da straffelovens § 125 a efter forarbejderne til denne bestemmelse alene forudsættes anvendt, hvor der er tale om menneskesmugling for vindings skyld, og da de i artikel 2 nævnte strafskærpende forhold ikke synes at være begrænsede hertil.

Præsidenten for Vestre Landsret samt Præsidenten for Københavns Byret tilslutter sig Den Danske Dommerforenings høringssvar, hvori anføres, at det af retssikkerhedsmæssige grunde bør overvejes at gennemføre en udtrykkelig lovbestemmelse, såfremt lovgivningsmagten ønsker at sikre mulighed for strafskærpelse under de omstændigheder, der er anført i artikel 2 i forslaget til rammeafgørelse. Den Danske Dommerforening bemærker endvidere, at området for strafskærpelse efter straffelovens § 125 a ikke er fuldstændigt sammenfaldende med området for strafskærpelse efter artikel 2.

Foreningen af Politimestre i Danmark, Rigspolitichefen, Dommerfuldmægtigforeningen samt Landsforeningen af Beskikkede advokater har ikke bemærkninger til forslaget til rammeafgørelse.

Politidirektøren i København påpeger, at høringssvaret afgives med det forbehold, at direktivforslaget, hvori de handlinger, der skal sanktioneres efter forslaget til rammeafgørelse, ikke foreligger.

I forbindelse med grundnotatets afsnit 3 og 4 henviser politidirektøren til, at den konkret udmålte straf i vidt omfang afviger fra strafferammerne for de omhandlede overtrædelser af udlændingeloven og straffeloven, hvorfor det kan overvejes, om hjælp til ulovlig indrejse og ulovligt ophold kan sanktioneres tilstrækkeligt effektivt og med den fornødne afskrækkende virkning.

I forbindelse med muligheden for udvisning i konkrete sager, henviser politidirektøren til udlændingelovens § 26, hvorefter udvisning kan undlades, hvis den på grund af domfældtes personlige forhold kan antages at virke særligt belastende.

Advokatrådet anfører, at det ville have været at foretrække, dersom direktivforslaget om bistand til ulovlig indrejse og ulovligt ophold, og det herom bebudede grundnotat, der vil blive udarbejdet af Indenrigsministeriet, kunne have været forelagt samtidig med Justitsministeriets høringsskrivelse.

Advokatrådet anfører endvidere, at man er enig i, at den i grundnotatet anførte vurdering, hvorefter artiklerne 1 og 2 i forslaget til rammeafgørelse ikke i sig selv nødvendiggør lovændringer. Advokatrådet har i den forbindelse anført, at det efter de gældende bestemmelser i udlændingelovens § 59 og straffelovens § 125 a sammenholdt med de almindelige principper for strafudmåling, herunder navnlig straffelovens § 80, må antages, at det vil blive anset for en skærpende omstændighed, hvis menneskesmuglingen udføres af personer, der deltager i en kriminel organisation, hvis menneskesmuglingen kan karakteriseres som menneskehandel og/eller seksuel udnyttelse af børn. Disse forhold vil efter Advokatrådets opfattelse efter omstændighederne tillige kunne straffes efter andre bestemmelser, og hvis menneskesmuglingen må anses for foretaget med henblik på illegal besk& aelig;ftigelse.

Advokatrådet anfører, at selvom indledningen til artikel 2 i forslaget til rammeafgørelse måtte rumme en vis uklarhed, finder Advokatrådet, at den bestående lovgivning i tilstrækkelig grad sikrer muligheden for skærpede sanktioner i de anførte tilfælde. Advokatrådet anfører videre, at man ville finde det uhensigtsmæssigt, dersom der skulle ske yderligere differentiering af strafferammerne end allerede gennem ført inden for området.

Endelig tilkendegiver Advokatrådet, at man ikke herved har taget stilling til den foreslåede definition af menneskesmugling i direktivforslaget, og at man blot foreløbigt skal bemærke, at en udvidelse af det strafbare område for bistand til en udlændings indrejse i et andet land, hvor udlændingen vil blive afvist eller tilbagesendt, til eventuelt også at gælde uden for situationer, hvor det er sket for vindings skyld, ikke vil væ ;re uden betænkeligheder.

Det Danske Center for Menneskerettigheder peger på, at forslaget til rammeafgørelse som anført i grundnotatet har karakter af et accessorium til det samtidigt fremsatte forslag til direktiv om definition af hjælp til ulovlig indrejse mv. Centret anfører, at det henset til den nære indholdsmæssige sammenhæng mellem de to udspil findes noget vanskeligt på meningsfuld vis at foretage en isoleret vurdering af forslaget.

Dansk Flygtningehjælp hilser direktivforslaget og forslaget til rammeafgørelse velkomment som et vigtigt led i bestræbelserne på at udforme fælles regler på et område af så væsentlig betydning, som bl.a. bekæmpelse af menneskehandel.

Dansk Flygtningehjælp anfører, at det af direktivforslaget fremgår, at formålet med fastsættelse af regler som foreslået i direktivforslaget og forslaget til rammeafgørelse er at sikre en effektiv indsats i bestræbelserne på at bekæmpe menneskehandel, anden udnyttelse af mennesker, ulovlig indvandring og ulovlig beskæftigelse.

Dansk Flygtningehjælp anfører videre, at regler om sanktioner på dette område imidlertid forstærker virkningen af visumkrav, og gør det endnu vanskeligere for flygtninge at forlade de lande, i hvilke de er forfulgt. Det er efter Dansk Flygtningehjælps opfattelse afgørende, at retten til at søge asyl og beskyttelse ikke underminieres af tilstedeværelsen af regler, der er vedtaget med et i sig selv legitimt, men overordnet set helt andet formål for øje. Det bør derfor efter Dansk Flygningehjælps opfattelse tilstræbes, at reglernes mulige indvirkning på adgangen til at søge asyl minimeres i videst muligt omfang.

Herudover beklager Dansk Flygtningehjælp, at hverken den eksisterende danske lovgivning eller det franske forslag til en rammeafgørelse reflekterer konfliktområdet mellem på den ene side hensynet til bekæmpelse af menneskehandel, ulovlig indvandring og lignende og på den anden side hensynet til flygtninges adgang til international beskyttelse mod forfølgelse. Dansk Flygtningehjælp finder det heller ikke afspejlet, at der i konkrete tilf&ae lig;lde kan være grund til ikke at straffe personer, der har hjulpet familiemedlemmer til ulovlig indrejse i Danmark eller en medlemsstat.

Dansk Flygtningehjælp beklager, at Justitsministeriet i sit grundnotat tilsyneladende ikke finder, at disse hensyn bør få lovgivningsmæssige konsekvenser i forbindelse med en eventuel gennemførelse af direktivet og rammeafgørelsen.

Efter Dansk Flygtningehjælps opfattelse bør ovennævnte hensyn føre til, at familiemæssig tilknytning kan indgå som en formildende omstændighed i forbindelse med en straffesag for hjælp til ulovlig indrejse og i givet fald bevirke strafnedsættelse eller straffrihed.

For så vidt angår forslaget om, at også bistand til ulovlig indrejse eller ulovligt ophold, der ikke sker for vindings skyld, skal være strafbart, er det Dansk Flygtningehjælps opfattelse, at de hensyn, der ligger bag den gældende danske retstilstand videreføres. Således bør assistance, der sker for vindings skyld, som udgangspunkt altid bedømmes hårdere end, hvor dette ikke er tilfældet.

Hvor der er tale om, at den indsmuglede person gives adgang til territoriet med henblik på at søge asyl, bør de tungtvejende hensyn, der ligger bag retten til at søge og nyde asyl, efter Dansk Flygtningehjælps opfattelse altid føre til straffrihed, uanset om den person, der har hjulpet personen til landet er familiemæssigt tilknyttet denne eller ej.

Dansk Røde Kors kan fuldt ud støtte formålet med rammeafgørelsen, herunder at man sikrer en effektiv retsforfølgning af de internationale kriminelle miljøer, der beriger sig gennem grænseoverskridende organiseret menneskehandel, seksuel udnyttelse af børn mv.

Samtidig påpeger Røde Kors, at menneskesmugling i relation til asylansøgere rummer et særligt vanskeligt dilemma, idet udefrakommende hjælp til ulovlig indrejse i visse situationer kan være nødvendig for i det hele taget at nå frem til et land, hvor man kan opnå den fornødne beskyttelse.

Røde Kors tilkendegiver, at man med bekymring har noteret sig den fortsatte og ofte meget unuancerede debat om menneskesmugling. Røde Kors anfører, at man efter de gældende danske regler straffer såvel menneskesmuglere, der skruppelløst sætter asylansøgeres liv på spil, eller som opererer som stilfærdige "forretningsfolk", som personer der hjælper familiemedlemmer eller andre og alene yder hjælpen ud fr a en humanistisk overbevisning, dog således, at man ved strafudmålingen tager højde for de forskellige situationer. Er der tale om indsmugling af et familiemedlem eller en meget nær bekendt udløser det alene bødestraf, mens andre, der bistår ved indsmugling, idømmes fængselsstraf.

For så vidt angår forslaget til rammeafgørelse tilkendegiver Røde Kors, at man som udgangspunkt er særdeles positiv over for forslaget om at skærpe reglerne om menneskesmugling af de udlændinge, som udsættes for menneskehandel, børn som udnyttes seksuelt, personer der indrejse for at arbejde uden arbejdstilladelse mv.

Samtidig vil Røde Kors gerne påpege behovet for en særstilling i relation til den særlige gruppe af udlændinge, der består af asylansøgere med behov for beskyttelse mod forfølgelse på grund af race, politisk overbevisning mv. Røde Kors anfører, at der i disse situationer kan være grunde til ikke at fremme en yderligere kriminalisering af personer, der yder bistand alene af humanitære grunde.

Endvidere finder Røde Kors det ønskeligt, at få en stillingtagen til, om direktivforslaget og rammeafgørelsen giver muligheder for at lempe de eksisterende danske regler, herunder særligt i forbindelse med muligheder for straffritagelse for familiemedlemmer og andre nærtstående personers medvirken til asylansøgeres indrejse til Danmark.

På sit møde i december måned 1998 godkendte Det Europæiske Råd en handlingsplan udarbejdet af Rådet og Kommissionen med henblik på gennemførelse af Amsterdam-traktatens bestemmelser om et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Et af formålene med planen er, at der gennem fælles handling inden for det politimæssige og strafferetlige samarbejde skal iværksættes en intensiveret indsats for bl.a. at forebygge og bekæmpe organiseret kriminalitet, navnlig terrorisme, menneskehandel, overgreb mod børn, ulovlig våbenhandel, korruption samt svig.

Målet skal bl.a. nås gennem et tættere samarbejde mellem medlemslandenes politimyndigheder og de retlige myndigheder. Det fremgår af handlingsplanen, at der inden to år efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden bør iværksættes en proces med henblik på at forenkle procedurerne for gensidig anerkendelse af kendelser og domme i straffesager.

I forbindelse med Det Europæiske Råds møde i Tampere den 15. - 16. oktober 1999 blev rammerne for det fremtidige arbejde med henblik på gensidig anerkendelse af kendelser og domme i straffesager fastlagt, jf. konklusionernes pkt. 33, 36 og 37, der har følgende indhold:

"33. En øget gensidig anerkendelse af retsafgørelser og domme vil sammen med den nødvendige indbyrdes tilnærmelse af lovgivningen kunne lette samarbejdet mellem myndighederne og fremme den retlige beskyttelse af den enkeltes rettigheder. Det Europæiske Råd støtter derfor princippet om gensidig anerkendelse, der efter dets mening bør være hjørnestenen i det retlige samarbejde inden for EU på både det civilretlige og det str afferetlige område. Princippet bør gælde for såvel domme som andre afgørelser truffet af retlige myndigheder."

"36. Princippet om gensidig anerkendelse bør også gælde kendelser, der afsiges under straffesagens forberedelse, især når de giver de kompetente myndigheder mulighed for hurtigt at sikre bevismateriale og beslaglægge aktiver, der let kan flyttes; bevismateriale, der på lovlig vis er indsamlet af myndighederne i en medlemsstat, bør kunne fremlægges for domstolene i de øvrige medlemsstater under hensyn til de dér gældende regl er."

"37. Det Europæiske Råd anmoder Rådet og Kommissionen om inden december 2000 at vedtage et program med foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse. I forbindelse med dette program bør der også sættes et arbejde i gang med hensyn til et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument og de aspekter af retsplejen, som det skønnes nødvendigt at vedtage fælles minimumsstandarder for, således at princippet om gensidig anerkendelse lettere kan gennemføres under overholdelse af medlemsstaternes grundlæggende retsprincipper."

Rådet vedtog den 29. november 2000 i overensstemmelse med konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Tampere et program for foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager. Pkt. 3.2. i programmet har følgende ordlyd:

"Mål: Sikre inddrivelse af bødestraffe, som en medlemsstat har idømt fysiske eller juridiske personer, i en anden medlemsstat. Man bør i den forbindelse være opmærksom på bestemmelserne herom i konventionen af 13. november 1991 mellem De Europæiske Fællesskabers medlemsstater om gennemførelse af udenlandske afgørelser på det strafferetlige område.

Foranstaltning nr. 18: Udarbejdelse af et instrument, der gør det muligt for bopælsstaten at sikre inddrivelse af bødestraffe, som en fysisk eller juridisk person er blevet idømt i en anden medlemsstat. I dette instrument vil der kunne fastlægges bestemmelser om automatisk inddrivelse af bøder, der er idømt for lovovertrædelser, eller eventuelt forenklet godkendelsesprocedure. Instrumentet bør i videst muligt omfang indeholde bestemmelser om den procedure, der skal følges i tilfælde af manglende betaling. Der skal under drøftelserne tages hensyn til forskellene mellem EU’s medlemsstater for så vidt angår juridiske personers ansvar."

På denne baggrund har Frankrig, Sverige og Storbritannien fremsat et forslag til en rammeafgørelse om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe.

Forslaget er offentliggjort i EF-Tidende C 278 af 2. oktober 2001.

Udkastet til rammeafgørelse forventes forelagt på rådsmødet (RIA) den 13. – 14. juni 2002 med henblik på politisk enighed

Forslaget, der er udarbejdet med hjemmel i artikel 31, litra a, og artikel 34, stk. 2, litra b, i Traktaten om Den Europæiske Union (TEU), indebærer, at bødeafgørelser truffet i en medlemsstat (domsstaten) som udgangspunkt skal anerkendes af den medlemsstat, der skal gennemføre afgørelsen (fuldbyrdelsesstaten), uden yderligere formaliteter og gennemføres omgående på samme måde, som hvis der havde været tale om en national afg&osla sh;relse. Forslaget bygger på den forenklede procedure for eksekvatur, som er fastlagt i Rådets forordning af 1. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (Bruxelles I – forordningen).

Forslagets artikel 1 indeholder definitioner af de begreber, der anvendes i rammeafgørelsen. En dom omfatter en endelig afgørelse, hvorved en fysisk eller juridisk person pålægges en bøde, hvad enten afgørelsen er truffet af en domstol eller af administrative myndigheder i forbindelse med overtrædelse af strafferetlige regler, hvis afgørelsen i øvrigt kan indbringes for en domstol med kompetence i straffesager, samt afg&osla sh;relser truffet af en domstol eller en anden myndighed, for så vidt angår færdselsforseelser.

Bødestraf defineres som en forpligtelse til at betale et fastsat beløb, herunder erstatning til ofre, der pålægges i forbindelse med en straffesag, og sagsomkostninger. Begrebet omfatter ikke afgørelser om konfiskation eller afgørelser, der kan gennemføres i medfør af Rådets forordning af 1. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige omr&ar ing;de (Bruxelles I – forordningen).

Domsstaten er den medlemsstat, der har truffet en afgørelse om en bødestraf, mens fuldbyrdelsesstaten er den medlemsstat, der skal fuldbyrde afgørelsen (inddrive bøden).

Efter artikel 1a skal, at medlemsstaterne meddele Rådssekretariatet hvilke myndigheder, der er kompetente til henholdsvis at fremsende og modtage domme i henhold til artikel 2, stk. 3

Artikel 2 indebærer, at en dom ledsaget af et certifikat kan sendes til en medlemsstat, hvor den domfældte efter det oplyste har aktiver, indtægt, opholder sig eller - for juridiske personers vedkommende - har hjemsted. Certifikatet, som er optrykt som bilag til afgørelsen, skal være underskrevet og dets indhold bekræftet af de kompetente myndigheder i domsstaten. Afgørelsen kan sendes direkte til de kompetente myndigheder i fuldbyrdelsesstaten.

Efter artikel 3 skal en dom, der er fremsendt i overensstemmelse med artikel 2, anerkendes af fuldbyrdelsesstatens kompetente myndigheder uden yderligere formaliteter og gennemføres omgående på samme måde, som hvis der havde været tale om en national afgørelse.

Formuleringen af bestemmelsen svarer til de relevante bestemmelser i Bruxelles I-forordningen.

Fuldbyrdelsesstaten kan dog afslå anerkendelse og gennemførelse, hvis der i medfør af artikel 4 er grundlag for at afslå fuldbyrdelsen, jf. nedenfor.

Artikel 4 omhandler de tilfælde, hvor fuldbyrdelsesstaten kan afslå fuldbyrdelse. Det gælder for det første i tilfælde, hvor det i artikel 2 nævnte certifikat ikke er udarbejdet, hvis certifikatet ikke er korrekt udfyldt, eller hvis oplysningerne i certifikatet er åbenlyst forkerte. Dernæst kan fuldbyrdelsesstaten afslå fuldbyrdelsen, hvis det fastlægges, at den pågældende fysiske eller juridiske person allerede i fuldbyrdels esstaten eller i et tredje land, herunder en tredje medlemsstat, er dømt for den samme forbrydelse, som dommen vedrører, og dommen allerede er fuldbyrdet. Fuldbyrdelsesstaten kan endvidere afslå fuldbyrdelsen, hvis dommen vedrører forhold, der er begået på fuldbyrdelsesstatens eller en anden medlemsstats område, og forholdet ikke er strafbart efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning, eller fuldbyrdelsen efter lovgivningen i fuldbyrdelsesstaten ikke er mulig på grund af forældelse. Herudover kan fuldbyrdelsesstaten afslå fuldbyrdelse, hvis dommen vedrører en person, der ifølge fuldbyrdelsesstaten er omfattet af strafferetlig immunitet. Desuden kan fuldbyrdelse afslås, hvis dommen vedrører en person, der efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning er under den kriminelle lavalder. Endvidere kan fuldbyrdelse afslås, hvis dommen vedrører en person, der ikke var til stede ved domsafsigelsen, og ikke var behørigt va rslet om sagen. Endvidere kan fuldbyrdelse afslås, hvis bødebeløbet er under en tærskelværdi, der endnu ikke er fastsat.

En beslutning om ikke at fuldbyrde dommen skal træffes snarest muligt efter drøftelse med domsstaten og straks meddeles domsstaten.

Efter artikel 5 skal den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten om nødvendigt omregne bøden til fuldbyrdelsesstatens valuta til vekselkursen på det tidspunkt, da bødet blev idømt. Denne omregning vil alene være nødvendig i forhold til de EU-lande, der ikke har Euroen som national valuta, d.v.s. Danmark, Sverige og Storbritannien.

Artikel 6 indebærer, at det som hovedregel er fuldbyrdelsesstatens regler, der finder anvendelse på fuldbyrdelsen af dommen. Dette gælder dog ikke bøder, der pålægges en juridisk person, idet fuldbyrdelseslandet er forpligtet til at fuldbyrde dommen, selv om fuldbyrdelsesstaten ikke kan pålægge juridiske personer strafferetligt ansvar. Det gælder endvidere ikke i tilfælde af anvendelse af en forvandlingsstraf for bøden. Efter a rtikel 7 kan fuldbyrdelsesstaten således, hvis dommen ikke kan fuldbyrdes, som alternativ anvende frihedsstraf. Dette gælder imidlertid alene, hvis såvel domslandets som fuldbyrdelseslandets lovgivning giver mulighed herfor. Hvis der anvendes forvandlingsstraf, må denne straf ikke overstige den maksimumstraf, der er angivet i det fremsendte certifikat.

Artikel 8 vedrører amnesti, benådning, strafforvandling eller fornyet prøvelse af dommen. Bestemmelsen indebærer, at alene domsstaten kan træffe afgørelse om benådning eller amnesti. Fuldbyrdelsesstaten kan dog beslutte ikke at fuldbyrde dommen, hvis der på grund af domfældtes økonomiske forhold, helbred m.v. ikke er udsigt til, at bøden vil kunne inddrives.

Efter artikel 9 skal fuldbyrdelsesstaten straks afslutte fuldbyrdelsen af dommen, hvis der fra domsstaten modtages underretning om en beslutning eller foranstaltning, der medfører, at dommen ikke længere kan fuldbyrdes, eller hvis anmodningen om fuldbyrdelse af andre grunde trækkes tilbage.

Artikel 10 medfører, at midlerne fra fuldbyrdelsen tilfalder domsstaten, hvis beløbet dækker erstatning, mens midlerne tilfalder fuldbyrdelsesstaten i alle andre tilfælde.

Den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten skal efter artikel 11 straks underrette domsstaten, når fuldbyrdelsen er gennemført, eller når hele eller dele af dommen ikke kan fuldbyrdes.

Efter artikel 12 mister domsstaten retten til at fuldbyrde dommen, når den er fremsendt til fuldbyrdelsesstaten. Domsstaten overtager på ny retten til at fuldbyrde dommen, hvis fuldbyrdelseslandet afslår at fuldbyrde dommen eller giver underretning om, at hele eller dele af dommen ikke er fuldbyrdet, eller anmodningen om fuldbyrdelse trækkes tilbage.

Artikel 13 – 17 vedrører en række praktiske spørgsmål, herunder sprog, omkostninger og ikrafttræden.

Europa-Parlamentet har den 17. januar 2002 afgivet udtalelse om forslaget. Europa-Parlamentet i den forbindelse godkendt udkastet med enkelte ændringsforslag af hovedsagelig sproglig karakter.

Udkastet til rammeafgørelse ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet.

Sagen har været drøftet i Specialudvalget for politimæssigt og strafferetligt samarbejde den 28. maj 2002.

Forslaget har været sendt til høring hos følgende myndigheder og organisationer:

Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenten for Retten i Århus, Præsidenten for Retten i Odense, Præsidenten for Retten i Roskilde, Domstolsstyrelsen, Rigspolitichefen, Rigsadvokaten, Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet, Politidirektøren i København, Datatilsynet, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Foreningen af Politi mestre i Danmark, Advokatrådet, Landsforeningen af beskikkede advokater, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, Amnesty International, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Dansk Told- og Skatteforbund, Københavns Universitet og Århus Universitet.

Justitsministeriet har modtaget høringssvar fra Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Domstolsstyrelsen, Rigspolitichefen, Rigsadvokaten, Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet, Politidirektøren i København, Datatilsynet, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Foreningen af Politimestre i Danmark, Advokatrådet, Landsforeningen af beskikkede advokater, Politiforbundet i Danmark og Det Da nske Center for Menneskerettigheder.

Præsidenten for Vestre Landsret og Præsidenten for Københavns Byret har meddelt, at Københavns Byret ikke finder anledning til at udtale sig om forslaget, Politidirektøren i København og Dommerfuldmægtigforeningen har meddelt, at man ikke har bemærkninger til forslaget mens, Rigspolitichefen har oplyst, at Rigspolitiet ikke har politifaglige bemærkninger til forslaget. Datatilsynet har bemærket, at f orslaget i sin nuværende udformning ikke vurderes at have konsekvenser af databeskyttelsesretlig karakter. Det Danske Center for Menneskerettigheder har meddelt, at Centret desværre ikke har ressourcer til at efterkomme anmodningen om bemærkninger. Domstolsstyrelsen har bemærket, at gennemførelsen af en sådan rammeafgørelse formentlig vil medføre en stigning i antallet af sager om bødestraffe til fuldbyrdelse i Danmark, men at forslaget ikke i øvrigt giver Domstolsstyrelsen anledning til bemærkninger. Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet har bemærket, at statsadvokaten deltager i den arbejdsgruppe, der behandler forslaget, og at man derfor, og da arbejdsgruppens forhandlinger vedrører væsentlige ændringer af forslaget, vil undlade at kommentere forslaget på nuværende tidspunkt. Den Danske Dommerforening har anført, at en gennemførelse af forslaget vil nødvendiggøre betydelige og principielle ændringer af dansk lovgivning, og at foreningen for nærværende ikke finder i øvrigt at burde udtale sig om forslaget.

Rigsadvokaten har bemærket, at man under hensyn til de ændringer, der siden offentliggørelsen er sket i forslaget, alene har forholdt sig til de grundlæggende principper i forslaget. Rigsadvokaten har på den baggrund tilsluttet sig princippet i forslagets artikel 3 om umiddelbar anerkendelse og fuldbyrdelse af domme, men anført, at det efter Rigsadvokatens opfattelse imidlertid bør tilstræbes, at de i artikel 4 nævnte grunde til at undlade f uldbyrdelse i så vidt omfang som muligt sikrer, at princippet om dobbelt strafbarhed kan gøres gældende, og at det vil være muligt at afslå fuldbyrdelse under henvisning til grundlæggende retsprincipper.

Landsforeningen af beskikkede advokater har henledt opmærksomheden på, at hverken niveauet for bødestraffe, anvendelse af forvandlingsstraffe eller mulighed for at afsige udeblivelsesdomme er harmoniseret i de europæiske lande, hvorfor foreningen ikke kan tiltræde, at man opgiver de sikkerhedsgarantier, der p.t. findes i forbindelse med fuldbyrdelse af udenlandske domme.

Advokatrådet er enig i at udelukke fuldbyrdelse af bødestraffe under de omstændigheder, der er nævnt i rammeafgørelsen og fremhæver, at det bør sikres, at en udenlandsk bødestraf ikke inddrives eller i øvrigt har retsvirkning i fuldbyrdelsesstaten, hvis det må antages, at bødestraffen ikke ville være inddrevet, såfremt den havde været idømt af fuldbyrdelsesstaten, og at fuldbyrdelsesstatens regler for gældssanering, akkord m.v. således også bør gælde overfor afgørelser om bødestraffe idømt af domsstaten.

Politiforbundet i Danmark har tilsluttet sig forslaget med bemærkning om, at det dermed vil blive muligt at inddrive bøder, sagsomkostninger samt erstatningskrav uden yderligere formaliteter i andre medlemslande, når domslandet ledsager afgørelsen af det i landene anerkendte certifikat. Politiforbundet ser forslaget som en naturlig følge af de åbne grænser og den øgede bevægelighed blandt borgerne i medlemslandene.

Foreningen af Politimestre i Danmark har udtalt, at uden kendskab til hvilke myndigheder og i hvilket omfang, der kan pålægges bøder af administrative myndigheder i de øvrige EU-lande, forekommer det betænkeligt at anvende princippet på andet end bøder, erstatning til ofre og sagsomkostninger, der er pålagt af en domstol under en sag i strafferetsplejens former. Foreningen finder det endvidere betænkeligt, at kravet om dobbelt strafbarhed og fuldbyrdelseslandets forældelsesregler alene gælder for forhold, der er begået på fuldbyrdelsesstatens eller en tredje medlemsstats område, og således ikke for bøder pålagt for forhold begået på domsstatens område. Foreningen har endvidere bemærket, at der ikke i rammeafgørelsen synes at være taget stilling til, hvem der kan meddele udsættelse eller tillade en afdragsvis afvikling af bøden, medmindre det kan indfortolkes i muligheden i artikel 8 for at undlade inddrivelse i tilfælde, hvor der på grund af domfældtes økonomiske forhold ikke er udsigt til, at bøden vil kunne inddrives. Kravet i samme artikel om, at kun domsstaten kan træffe afgørelse om benådning m.v., synes i øvrigt at være overflødige og at skabe unødvendige administrative problemer. Endelig har foreningen påpeget, at afhængigt af, hvorledes rammeafgø ;relsen vil blive administreret, vil der blive pålagt politiets juridiske og administrative personale yderligere arbejdsopgaver, som ikke vil kunne løses med de nuværende normativer. Især vil proceduren omkring overførelse af midler inddrevet til dækning af sagsomkostninger og erstatningskrav kunne blive ressourcekrævende.

Formålet med forslaget til rammeafgørelse er at gennemføre princippet om gensidig anerkendelse på afgørelser om bødestraf. Hensigten er, at en bødeafgørelse truffet i ét medlemsland automatisk skal anerkendes og fuldbyrdes på samme måde, som fuldbyrdelsen af nationale afgørelser om bødestraf.

Der vil efter forslaget til rammeafgørelse alene være begrænsede muligheder for at efterprøve og afslå fuldbyrdelsen af en afgørelse truffet i et andet medlemsland.

Der findes allerede danske regler om fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser om bødestraf.

Efter § 1 i lov nr. 323 af 4. juni 1986, som ændret ved lov nr. 291 af 24. april 1996 og lov nr. 280 af 25. april 2001, om international fuldbyrdelse af straf m.v., kan udenlandske afgørelser om straf m.v. fuldbyrdes her i landet og danske afgørelser om straf m.v. fuldbyrdes i udlandet efter reglerne i loven.

Danmark ratificerede den 3. marts 1971 den europæiske konvention af 28. maj 1970 om straffedommes internationale retsvirkninger. Efter § 4 i lov om international fuldbyrdelse af straf kan afgørelser, som er omfattet af den europæiske konvention om straffedommes internationale retsvirkninger, fuldbyrdes efter reglerne i konventionens afsnit II, jf. afsnit I, jf. herom nedenfor.

I lovens kapitel 4 er der fastsat fælles regler om behandlingen af sager om fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser i Danmark. Det følger således af § 6, at sager, som skal afgøres af en domstol her i landet, indbringes af anklagemyndigheden for byretten på det sted, hvor den pågældende bor. I øvrigt gælder i henhold til lovens § 7 retsplejelovens regler om straffesagers behandling for retten, i det omfang konventionen og loven ikke indeholde r modstående regler.

Konventionen om straffedommes internationale retsvirkninger åbner mulighed for, at en straffedom, der er afsagt i ét land, fuldbyrdes i et andet.

Efter artikel 1 i konventionen defineres en straffedom som enhver endelig afgørelse truffet af en domstol i et land efter en retsforfølgning i strafferetsplejens former. En lovovertrædelse defineres som handlinger, der omfattes af straffelovgivningen, samt sådanne lovovertrædelser, der af de kontraherende lande er opregnet i et bilag til konventionen, forudsat at den domfældte person har mulighed for at få sagen prøvet for en domstol. Denne type lovovert rædelser er navnlig bestemmelser om den offentlige orden, der i nogle lande er særskilt reguleret uden for straffelovgivningen.

Som nævnt ovenfor kan afgørelser, som er omfattet af konventionen i medfør af lovens § 4 fuldbyrdes efter reglerne i konventionens afsnit II (artikel 2 – 52).

Efter artikel 2 i konventionen finder afsnit II bl.a. anvendelse på bødeafgørelser.

Konventionen indebærer, at domslandet kan anmode det land, hvor den domfældte opholder sig, om at overtage fuldbyrdelsen. Ifølge konventionens artikel 5 kan domslandet dog kun anmode fuldbyrdelseslandet om at overtage fuldbyrdelsen, hvis domfældte er fast bosiddende i fuldbyrdelseslandet. Domslandet er aldrig forpligtet til at fremsætte en sådan anmodning. Fuldbyrdelseslandet er derimod som udgangspunkt forpligtet til at overtage fuldbyrdelsen, medmindre der foreligge r en af de afslagsgrunde, som er nævnt i konventionen.

I henhold til artikel 3 i konventionen vil det være en betingelse for at overtage fuldbyrdelsen, at det pådømte forhold også ville være strafbart, hvis det var blevet begået i fuldbyrdelseslandet (kravet om dobbelt strafbarhed).

Efter artikel 6 har fuldbyrdelseslandet en række muligheder for at afslå fuldbyrdelsen. Bestemmelsen indebærer bl.a., at fuldbyrdelse kan afslås, hvis:

1. fuldbyrdelsen vil stride mod grundlæggende retsprincipper,
1. den pådømte lovovertrædelse er af politisk karakter,
1. den pågældende handling allerede er genstand for retsforfølgning i fuldbyrdelseslandet,
1. fuldbyrdelseslandet har besluttet at undlade retsforfølgning eller at indstille en allerede påbegyndt retsforfølgning vedrørende den samme handling,
1. handlingen er begået uden for domslandets territorium,
1. domfældte var under den kriminelle lavalder på gerningstidspunktet, eller
1. dommen ikke længere kan fuldbyrdes på grund af forældelse.

Efter artikel 10 sker fuldbyrdelsen i henhold til reglerne i fuldbyrdelseslandet, og alene fuldbyrdelsesstaten er kompetent til at træffe alle vedkommende afgørelser. Dog kan både fuldbyrdelseslandet og domslandet udøve retten til amnesti eller benådning.

Artikel 42 indebærer, at fuldbyrdelseslandet er bundet af sagens faktiske omstændigheder i det omfang, de er anført i afgørelsen, eller i det omfang denne forudsætningsvis bygger på dem.

Ifølge artikel 47 skal provenuet af bøder indbetales til statskassen i fuldbyrdelseslandet med respekt af tredjemands rettigheder.

Efter artikel 48 kan retten i fuldbyrdelseslandet idømme en forvandlingsstraf, der medfører frihedsstraf, for så vidt begge staters lovgivning indeholder hjemmel hertil, medmindre domslandet udtrykkeligt har begrænset sin anmodning til alene at gælde inddrivelse af bøden.

For så vidt angår fuldbyrdelse af afgørelser truffet i de øvrige nordiske lande finder lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v., jf. lov nr. 214 af 31. maj 1963 som ændret ved lov nr. 323 af 4. juni 1986 og lov nr. 291 af 24. april 1996 og lov nr. 280 af 25. april 2001, anvendelse.

Efter lovens § 1 kan bødestraf, som er pålagt i Finland, Island, Norge eller Sverige, fuldbyrdes her i landet, ligesom danske afgørelser om bødestraf efter lovens § 2 kan fuldbyrdes i de øvrige nordiske lande.

For så vidt angår forvandlingsstraf for bøde kan sådanne afgørelser i henhold til § 3, stk. 2, jf. stk. 1, fuldbyrdes her i landet, hvis den dømte på det tidspunkt, da straffen skal fuldbyrdes, har statsborgerret eller bopæl her i landet.

Fuldbyrdelse finder sted efter begæring fra vedkommende myndighed i Finland, Island, Norge eller Sverige, jf. lovens § 17. Det er efter § 18 en betingelse for fuldbyrdelse, at afgørelsen kan fuldbyrdes i det land, hvor afgørelsen er truffet.

Efter § 20 sker fuldbyrdelse af bødestraffe i overensstemmelse med dansk ret. Det betyder, at danske regler om benådning, henstand, afdragsvis betaling, udpantning og eftergivelse finder anvendelse. For så vidt angår forældelse af adgangen til at fuldbyrde straf gælder alene reglerne i det land, hvor straffen er pålagt.

Ved cirkulære nr. 220 af 16. december 1963, som ændret ved cirkulære nr. 148 af 3. august 1994, er der i tilslutning til loven fastsat en række supplerende bestemmelser om samarbejde med Finland, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v.

Efter § 6 i cirkulæret sker inddrivelse her i landet af bøder pålagt i Finland, Island, Norge og Sverige efter begæring fra de relevante myndigheder i de nævnte lande. Politiet i den politikreds, hvor den pågældende har bopæl eller ophold, afgør, om begæringen bør imødekommes.

I henhold til cirkulærets § 8 omregnes bødebeløbet til dansk mønt efter køberkursen dagen før politiets beslutning om, at begæringen skal efterkommes. Inddrivelse af bøder sker i overensstemmelse med de regler, der gælder for inddrivelse af bøder her i landet. Eftergivelse kan alene bestemmes af Justitsministeriet. Fuldbyrdelse af forvandlingsstraf for bøden må kun finde sted efter særlig begæring herom.

Efter § 50 i straffeloven tilfalder en bøde statskassen. Dette gælder tillige bøder, der inddrives her i landet på grundlag en udenlandsk begæring om fuldbyrdelse.

For så vidt angår afgørelser truffet uden for de nordiske lande giver de danske regler - sammenholdt med bestemmelserne i konventionen af 28. maj 1970 om straffedommes internationale retsvirkninger – som nævnt ovenfor de danske myndigheder en række muligheder for at afslå fuldbyrdelsen af en udenlandsk afgørelse om bødestraf. Det er således efter de gældende regler bl.a. et krav, at det forhold, der ligger til grund for afgørelse eledes skal være strafbart i fuldbyrdelseslandet, ligesom fuldbyrdelsen vil kunne afslås, hvis fuldbyrdelsen vil være i strid med grundlæggende retsprincipper.

Derimod vil afgørelser om bødestraf truffet i Finland, Island, Norge og Sverige som udgangspunkt automatisk blive anerkendt og fuldbyrdet, hvis betingelserne i lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v. er opfyldt.

Efter det foreliggende forslag til rammeafgørelse vil kravet om dobbelt strafbarhed alene kunne gøres gældende, hvis domslandet har udøvet eksterritorial strafprocessuel kompetence, d.v.s. hvis de forhold, der ligger til grund for afgørelsen, er begået på fuldbyrdelsesstatens eller en tredje medlemsstats område. I dette tilfælde vil det endvidere være muligt at afslå fuldbyrdelsen, hvis afgørelsen på grund af reglerne om f orældelse i fuldbyrdelseslandet ikke kan fuldbyrdes.

Der vil ikke være mulighed for at afslå fuldbyrdelsen under henvisning til grundlæggende retsprincipper.

Gennemførelsen af disse regler vil i givet fald kræve lovændringer i Danmark. Derudover vil forslagets bestemmelser om reglerne for fuldbyrdelse og om overførelse af midler fra fuldbyrdelsen af udenlandske domme ligeledes give anledning til lovændringer i Danmark. Det bemærkes i den forbindelse, at forslagets artikel 8 vedrørende bl.a. kompetencen til at træffe beslutning om benådning - afhængig af bestemmelsens endelige formulering og r&aeli g;kkevidde - giver anledning til overvejelser i forhold til grundlovens § 24 om benådning.

For så vidt angår overførelse af midler fra fuldbyrdelsen af udenlandske afgørelser eksisterer der ikke specifikke regler i dansk ret om overførelse af midler til dækning af sagsomkostninger eller erstatningskrav. Det må imidlertid antages, at beløb, der er inddrevet til dækning af specifikke erstatningskrav, vil kunne overføres til en erstatningspart i et andet land. En gennemførelse af artikel 10 i forslaget i den nuværende f orm vil imidlertid forudsætte, at der i dansk ret gennemføres specifik regulering af spørgsmålet.

Udkastet til rammeafgørelse skønnes ikke at have statsfinansielle konsekvenser.

1. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg. Udkastet til rammeafgørelse er tillige med et grundnotat herom oversendt til Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg henholdsvis den 12. og den 18. februar 2002.

Nyt notat.

Den 17. januar 1995 vedtog Rådet (retlige og indre anliggender samt civil beskyttelse) en henstilling om lovlig aflytning af telekommunikation.

I henstillingen sammenfattes en række tekniske specifikationer, der må være opfyldt, for at medlemsstaternes kompetente myndigheder kan foretage lovlig aflytning af telekommunikation.

Den 28. april 1997 vedtog Rådet (retlige og indre anliggender samt civil beskyttelse) en handlingsplan til bekæmpelse af organiseret kriminalitet.

Udkastet til Rådets konklusioner indebærer, at medlemsstaterne anbefales at drøfte en række mulige foranstaltninger med henblik på at forhindre at forudbetalte taletidskort misbruges i forbindelse med organiseret kriminalitet. I den forbindelse anbefales det, at medlemsstaterne bl.a. drøfter en ordning vedrørende identifikation af brugere af forudbetalte taletidskort i overensstemmelse med Rådets henstilling af 17. januar 1995 om lovlig aflytning af telekommunikation.

Det understreges i udkastet til konklusioner, at eventuelle foranstaltninger med henblik identifikation af brugere af forudbetalte taletidskort skal respektere retten til privatliv og reglerne i Rådets direktiv af 15. december 1997 om behandling af personoplysninger. Herudover præciseres det, at retten til fortrolig telekommunikation alene kan indskrænkes for at beskytte nationale interesser, den nationale sikkerhed eller for at efterforske alvorlige forbrydelser.

I forbindelse med disse drøftelser skal medlemsstaterne endvidere tage højde for, at krav om identifikation kan have negativ indflydelse på markedet for taletidskort.

Forslaget har ikke været forelagt for Europa-Parlamentet.

Forslaget har ikke været sendt i høring.

Sagen har senest været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 28. maj 2002.

Forslaget ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet.

Forslaget ses ikke at have lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Forslaget har ikke tidligere været forelagt Folketingets Retsudvalg eller Folketingets Europaudvalg.

Holland fremsendte i december måned 2001 et forslag til en Rådsafgørelse om oprettelse af et europæisk net af nationale kontaktpunkter vedrørende personer, som er ansvarlige for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.

Forslaget er fremsat med hjemmel i afsnit VI i Traktaten om Den Europæiske Union, særligt artikel 30 og 34, stk. 2, litra c).

Formålet med forslaget er at sikre en effektiv efterforskning af krigsforbrydelser m.v. gennem et nærmere samarbejde mellem de involverede myndigheder, som fremmes hvis medlemsstaterne åbner mulighed for direkte kommunikation mellem centrale, specialiserede kontaktpunkter.

Forslaget har ikke været sendt i høring.

Sagen har senest været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 28. maj 2002.

Forslaget ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet.

Forslaget ses ikke at have lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Forslaget forventes forelagt på rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 13. – 14. juni 2002 med henblik på vedtagelse.

Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg.

Nyt notat

I opfølgning af de syv sektoraftaler, der blev indgået mellem EU og Schweiz i 1999, og som forventes at træde i kraft den 1. juni 2002, er der mellem EU og Schweiz enighed om at udbygge samarbejdet til at gælde en række andre områder.

Kommissionen fremsatte den 10. april 2002 forslag til forhandlingsmandater vedr. bl.a. schweizisk deltagelse i henholdsvis Schengen-samarbejde og Dublin/Eurodac-regelsættet.

Herefter bemyndiger Rådet ved beslutning Kommissionen til at forhandle en aftale om associering af Schweiz i de dele af Schengen-reglerne, der hører under Traktatens søjle 1 (TEF) og formandskabet til at forhandle schweizisk deltagelse i de dele af Schengen-reglerne, der hører under søjle 3 (TEU). Formandskabet bistås under forhandlingerne af Kommissionen.

Endvidere bemyndiger Rådet og medlemslandenes repræsentanter forsamlet i Rådet Kommissionen til at indlede forhandlinger med Schweiz om Schweiz’ deltagelse i Eurodac-forordningen samt i Dublin-regelsættet (den kommende Dublin II-forordning).

Ifølge artikel 1 i Protokollen om Danmarks Stilling deltager Danmark ikke i Rådets vedtagelse af foranstaltninger, der foreslås i henhold til afsnit IV, TEF og ifølge Protokollens artikel 2 er ingen af de foranstaltninger, der er vedtaget i henhold til dette afsnit, bindende for eller finder anvendelse i Danmark. Dette gælder tillige afgørelser om Fællesskabets indgåelse af aftaler med tredjelande.

Danmark vil herefter ikke deltage i vedtagelse af forhandlingsmandaterne f.s.v.a. schweizisk deltagelse i Schengen-reglerne i søjle 1 under TEF-traktaten samt Eurodac-forordningen.

Forhandlingsmandaterne forventes forelagt Rådet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) og medlemsstaternes repræsentanter forsamlet i Rådet samt Det Blandede Udvalg med Norge og Island den 13.-14. juni 2002 til godkendelse, idet endelig vedtagelse af forhandlingsmandatet forventes at ske på det efterfølgende rådsmøde (generelle anliggender) den 17. juni 2002.

Der lægges i forhandlingsmandaterne op til en associering af Schweiz i Schengen på samme måde, som Island og Norge blev det. Mandatet dækker således både Schengen-reglerne i søjle I og i søjle III, og det er det samlede acqius, som Schweiz skal overtage. Forslag til forhandling af aftale mellem Fællesskabet og Schweiz om Dublin/Eurodac følger samme princip som Schengen-associeringsaftalen. Schweiz vil dog først kunne deltage i Dub lin-regelsættet, når den kommende forordning (Dublin II) er vedtaget, hvilket forventes at ske under dansk formandskab

Forhandlingerne med Schweiz om indgåelse af en associeringsaftale til Schengen og Eurodac/Dublin-forordningen vil blive forhandlet samtidigt med det mål, at aftalerne indgås samtidigt.

Endvidere forventes Rådet og Kommissionen i en erklæring at tilkendegive, at Schengen-aftalens form først endelig afgøres, når forhandlingerne er tilendebragt. Først på dette tidspunkt vil der være klarhed over aftalens præcise indhold, hvilket vil være afgørende for om aftalen skal være en klassisk blandet aftale mellem Fællesskabet og medlemslandene på den ene side og Schweiz på den anden side eller skal indg& aring;s som en aftale mellem Fællesskabet og Unionen på den ene side og Schweiz på den anden side

I begge forslag til forhandlingsmandater inviteres Norge og Island til at deltage i forhandlingerne med Schweiz.

Endelig fremgår det af begge forslag til forhandlingsmandater, at der skal tages højde for Danmarks særlige stilling i relation til retsakter, der vedtages med hjemmel i afsnit IV, TEF, jf. Protokollen om Danmarks Stilling.

Sagen har været drøftet i Specialudvalget vedrørende Asyl og Indvandringssamarbejdet den 27. maj 2002 samt i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 28. maj 2002.

Europa-Parlamentet har ikke været hørt i sagen.

Forslaget skønnes i overensstemmelse med nærhedsprincippet, idet der er tale om mandat til at indlede forhandlinger med et tredjeland.

Vedtagelse af forhandlingsmandaterne skønnes hverken at have lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Sagen har ikke tidligere være forelagt for Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik, Folketingets Retsudvalg og for Folketingets Europaudvalg.

<DOCUMENT_START>

Vedlagt fremsendes i 70 eksemplarer aktuelle notater vedrørende de sager inden for Justitsministeriets ansvarsområde, der forventes behandlet på rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) og mødet i Det Blandede Udvalg på ministerniveau med deltagelse af Norge og Island den 13. – 14. juni 2002.

/