Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Vedlagt fremsendes i 70 eksemplarer besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 117 af 5. april 2002 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, våbenloven, udleveringsloven samt lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme, gennemførelse af FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001) samt øvrige initiativer til bekæmpelse af terrorisme mv.) (L 35 – bilag 89).

/

1. Forsæt antages i dansk strafferet at kunne foreligge i tre forskellige former: direkte forsæt, sandsynlighedsforsæt og dolus eventualis.

I sager om eksempelvis manddrab foreligger der direkte forsæt, hvis gerningsmanden ved sin handling har haft til hensigt at dræbe. Hvor der foreligger hensigt eller direkte forsæt, er det ligegyldigt, om gerningsmanden anser det for overvejende sandsynligt, at det vil lykkes ham at opnå følgen. Hvis gerningsmanden skyder for at dræbe, foreligger der således direkte forsæt, selv om gerningsmandens erfaring siger ham, at chancen for, at det l ykkes at ramme, er lille.

Sandsynlighedsforsæt foreligger – i eksemplet med manddrab – hvis gerningsmanden uden at tilstræbe dødens indtræden indser dens indtræden som overvejende sandsynlig, f.eks. ved et knivstik anser det som overvejende sandsynligt, at den ramte vil blive dræbt.

Anvendelsen af den tredje forsætsform, dolus eventualis, er blandt andet beskrevet i Den kommenterede straffelov, Almindelig del, 7. udgave, 2001, hvor der på side 173-175 er anført følgende:

Problemet med at acceptere denne forsætsform er imidlertid, at den bygger på en antagelse om, hvad gerningsmanden ville have gjort, hvis han havde haft en anden viden, end han rent faktisk havde. Forsætsspørgsmålet afgøres normalt – i hvert fald teoretisk – ud fra, hvilke forestillinger tiltalte rent faktisk har gjort sig. Det hypotetiske eventualitetsforsæt bryder med dette princip og er endvidere betænkeligt, fordi det afg&os pørgsmål er så hypotetisk, at det kan være svært at anse et svar for beviseligt. Disse svagheder har man prøvet at afhjælpe ved at opstille det positive indvilligelsesforsæt. Det afgørende er herefter, om gerningsmanden, der har indset muligheden af, at en vis følge vil indtræde, har accepteret muligheden for, at følgen vil indtræde. Den bilist, der kører med en meget stor fart, er muligvis klar over risikoen fo r, at han kan komme til at dræbe en anden. Hvis han rent faktisk påkører og dræber en anden, men har fortrængt risikoen – sagt til sig selv, at det ikke vil ske – har han alene handlet uagtsomt i forhold til drabet. Hvis han derimod har indvilliget i risikoen for et trafikdrab – sagt til sig selv, at det er der ikke noget at gøre ved – har han ifølge teorien dræbt med forsæt i form af dolus eventualis. I praksis vil man næ ltat. Selv med en mere konkret fare, f.eks. forsøg på at trænge modparten ud i rabatten, er det meget tvivlsomt, om domstolene vil anvende dolus eventualis i relation til et eventuelt færdselsdrab. I praksis anlægges nok en helhedsvurdering.

. . . .

Begge former for dolus eventualis må antagelig betragtes som en del af dansk ret."

Højesteret har endvidere i U 1998.277 H taget stilling til anvendelsen af forsætsformen dolus eventualis. Sagen drejede sig om tre personer, der blandt andet var tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 237, jf. § 21, ved den 7. maj 1996 efter forudgående aftale og i forening at have forsøgt at dræbe A og B, idet T1 og T2, mens T3 i bil holdt klar ved et vejkryds, fra en stjålen bil kastede to håndgranater mod A og B, hvorved A blandt a ndet fik bortsprængt en del af benet, hvorefter de, med T3 som chauffør, flygtede fra stedet i bilen.

Den pågældende højesteretsdom vedrørte retsformandens retsbelæring i forbindelse med landsrettens behandling af sagen, hvor T1, T2 og T3 blev idømt henholdsvis 11, 10 og 4 års fængsel. T3 ankede dommen til Højesteret og påstod dommen ophævet under henvisning til, at retsformandens retsbelæring sammenholdt med en supplerende vejledning af nævningerne vedrørende forsætsformen dolus eventualis havd e været urigtig og ufyldestgørende, hvorved nævningernes domfældelse af T3 var blevet fejlagtig.

I retsbelæringen anførtes blandt andet følgende:

"Lige som ved sandsynlighedsforsættet kræves det ved denne forsætsform (den positive indvilligelsesteori), at den tiltalte har indset, at det, han var i færd med at hjælpe hovedgerningsmændene med, kunne være et drabsforsøg.

Ved den positive indvilligelsesteori kræves det derimod ikke, at han skal have indset sandsynligheden for, at der er tale om et drabsforsøg, for mere end 50 %. Til gengæld kræves det, at man kan lægge til grund, at den tiltalte foretrækker at udøve den pågældende handling frem for at lade være. Det er også blevet udtrykt således, at den tiltalte tager det, der gør handlingen strafbar, med i købet.

Den her beskrevne forsætsform afgrænses altså opad til sandsynlighedsforsættet. Nedad afgrænses den til noget, vi kalder bevidst uagtsomhed, og som ikke uden særlig hjemmel er strafbart. Afgrænsning til bevidst uagtsomhed er vanskelig. Tænker man sig en spritbilist, der mister herredømmet over sin bil og rammer og dræber en cyklist, vil bilisten ikke blive tiltalt eller dømt for forsætligt manddrab, men kun for uagt somt manddrab. Dette selv om han også har indset, at han ved at køre, selv om han er fuld, udsætter andres liv og helbred for fare.

Men der en er forskel, som jeg vil udtrykke således:

I tilfældet med bevidst uagtsomhed handles der i tillid til, at risikoen ikke realiseres, eller gerningsmanden viser risikoens virkeliggørelse fra sig. Kunne han – inden han påbegyndte sin spritkørsel – have set ind i fremtiden og set, at han ved at køre spritkørsel ville dræbe en cyklist, ville han have afstået fra det og ladet bilen stå. Ved dolus eventualis har han derimod ikke blot indset muligheden for, at handling ig;rer noget strafbart, men også – med den mulighed for øje – udført den pågældende handling.

Spørgsmålet om T3 kan dømmes for forsætlig medvirken til drabsforsøget efter dolus eventualisbetragtningen afhænger altså af, om nævningerne lægger til grund, at han har indset, at muligheden for, at der er tale om et drabsforsøg, er til stede, og at han har indvilget i at udføre sin bistand til hovedgerningsmændene med den mulighed for øje, altså selv om det skulle vise sig, at det er drabsfors& oslash;g, hovedgerningsmændene er i gang med. Og at han ikke ville have undladt at yde denne bistand, selv om han havde vidst, at der var tale om et drabsforsøg."

Højesteret fandt, at retsformanden ikke havde begået fejl ved i sin retsbelæring at have givet udtryk for, at anvendelse af forsætsformen dolus eventualis i form af positiv indvilligelse kunne komme på tale i en situation som den foreliggende. Med udgangspunkt i, at Højesteret i dommen af 9. marts 1992 (U 1992.455H) udtalte, at forsætsformen dolus eventualis bør anvendes med varsomhed, fandt Højesteret, at der i retsbelæringe n kunne være gjort nogle bemærkninger om denne varsomhed i relation til den konkrete sag. Da retsbelæringen indeholdt en grundig gennemgang af dolus eventualis, og da den ikke kunne karakteriseres som urigtig, tog Højesteret ikke forsvarerens påstand om dommens ophævelse og hjemvisning af sagen til følge.

2. Som det fremgår, anses forsætsformen dolus eventualis for en del af dansk strafferet.

Lovforslagets bestemmelser om blandt andet terrorisme og finansiering af terrorisme omfatter forsætlige forhold. I overensstemmelse med det, der er anført ovenfor, omfatter dette forsætskrav alle forsætsgrader, således at det ikke ville være udelukket at anvende forsætsformen dolus eventualis i forhold til de foreslåede bestemmelser.

En anvendelse af dolus eventualis ville imidlertid kræve, at anklagemyndigheden i en sag om f.eks. overtrædelse af § 114 a om finansiering af terrorisme ville være i stand til – i en situation, hvor der hverken forelå direkte forsæt eller sandsynlighedsforsæt – at løfte bevisbyrden for, at gerningsmanden havde indset muligheden for, at den organisation, der blev økonomisk støtte til, var en terrororganisation, og at gern U>enten havde indvilget i denne mulighed eller ville have ydet sin støtte, selv om vedkommende havde vidst, at der var tale om en terrororganisation.

På den baggrund – samt i lyset af udtalelsen i Højesterets dom i U 1992.455 H om, at der ved anvendelsen af forsætsformen dolus eventualis generelt bør udvises varsomhed – må det efter Justitsministeriets opfattelse antages, at spørgsmålet om anvendelse af forsætsformen dolus eventualis i forhold til de foreslåede bestemmelser i L 35 normalt vil være af meget teoretisk karakter.