Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Vedlagt fremsendes i 70 eksemplarer besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 120 af 9. april 2002 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, våbenloven, udleveringsloven samt lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme, gennemførelse af FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001) samt øvrige initiativer til bekæmpelse af terrorisme mv.) (L 35 – bilag 94).

/

1. Det Retsvidenskabelige Institut B ved professor, dr. jur. Ole Espersen har i en henvendelse af 8. april 2002 til Folketingets Retsudvalg bl.a. anført, at den foreslåede bestemmelse i § 114 er for vag og elastisk. Endvidere kritiseres det, at påtale skal ske efter justitsministerens beslutning, idet dette ifølge professor Ole Espersen risikerer at medføre "en brug, der meget nemt vil kunne blive afhængig af regeringens og folketingsfler tallets farve". Endvidere kritiserer professor Ole Espersen, at den begrænsning i bestemmelsens anvendelsesområde, som ligger i EU-landenes råds-erklæring, ikke er skrevet ind i selve bestemmelsen. Dette er efter hans opfattelse ikke acceptabelt under hensyn til de alvorlige forhold, som bestemmelsen regulerer.

2. Justitsministeriet skal i den forbindelse om affattelsen af den foreslåede bestemmelse i § 114 bemærke følgende:

Den foreslåede terrorismebestemmelse i § 114, stk. 1, indeholder bl.a. en opregning af en række forbrydelser (drab, flykapring mv.), der allerede er strafbare i dag, og som må betragtes som veldefinerede delikter. § 114, stk. 1, indeholder således ingen nykriminalisering og har i princippet karakter af en strafskærpelsesregel.

Hertil kommer, at bestemmelsen indeholder en række betingelser, der skal være til stede, for at bestemmelsens såkaldte objektive gerningsindhold er opfyldt. Således skal handlingen foretages med forsæt til enten at skræmme en befolkning i alvorlig grad, eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller at undlade at foretage en handling, eller at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsretmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer. Ligeledes skal handlingen være egnet til at forvolde et land eller en international organisation alvorlig skade.

På den anførte baggrund finder Justitsministeriet ikke, at bestemmelsen kan karakteriseres som vag og elastisk.

På samme måde som med andre bestemmelser i lovgivningen kan det naturligvis ikke udelukkes, at der for de retshåndhævende myndigheder i praksis kan opstå spørgsmål om, hvorledes de foreslåede bestemmelser skal fortolkes. De foreslåede bestemmelser adskiller sig på dette punkt ikke principielt fra andre bestemmelser i straffelovgivningen – herunder straffebestemmelser, der som de foreslåede har til formål at gen slash;re internationale forpligtelser.

Der kan i øvrigt henvises til besvarelsen af bl.a. spørgsmål nr. 9 og 24.

3. Om forholdet mellem lovteksten og de tilhørende bemærkninger bemærkes, at den foreslåede bestemmelse i § 114 som nævnt i lovforslagets bemærkninger, s. 36-37, begrænses af den erklæring, som EU-landene nåede til politisk enighed om på rådsmødet den 6.-7. december 2001. Efter denne erklæring dækker EU-rammeafgørelsen om bekæmpelse af terrorisme handlinger, som alle medlemsstater ans er for alvorlige overtrædelser af deres straffelove, begået af personer, hvis mål er en trussel mod medlemsstaternes demokratiske samfund, der respekterer retsstatsprincippet, og mod den civilisation, disse samfund bygger på. Rammeafgørelsen skal forstås på denne måde og kan ikke bruges som argument for nu at betragte adfærd, som blev udført af mennesker, der handlede for at bevare eller genskabe disse demokratiske værdier, hvilket navnlig var tilfældet i visse medlemsstater under 2. Verdenskrig, som terroristhandlinger. Rammeafgørelsen kan heller ikke bruges til at anklage personer, der udøver deres legitime ret til at udtrykke deres meninger, for terrorisme, selv om de under udøvelsen af en sådan ret begår lovovertrædelser.

Det fremgår af Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet, pkt. 2.3.5., at det principielle udgangspunkt for lovgivning er, at selve lovteksten så vidt muligt bør udformes på en sådan måde, at alle retsspørgsmål løses her, således at bemærkningerne alene har karakter af uddybning og præcisering af anvendte udtryk mv. Endvidere fremgår det, at dette udgangspunkt imidlertid, ud fra en realistisk betragtning, ikke kan gælde undtagelsesfrit. I visse tilfælde er det ikke praktisk muligt eller hensigtsmæssigt at udforme en lovbestemmelse, der på én gang er præcis og samtidig dækkende i alle henseender.

Efter Justitsministeriets opfattelse er de begrænsninger, som fremgår af rådserklæringen, af en karakter, som vanskeligt kan skrives ind i en straffebestemmelse.

Justitsministeriet har i stedet mere udførligt beskrevet rådserklæringen i bemærkningerne til lovforslaget, ligesom det i en række besvarelser til Folketingets Retsudvalg er fremhævet, at rådserklæringen sætter begrænsninger i den foreslåede bestemmelses anvendelsesområde. Disse lovforarbejder vil have væsentlig fortolkningsmæssig betydning for lovens anvendelse i praksis både for anklagemyndigheden og for domstolene.

Der henvises i øvrigt bl.a. til besvarelserne af spørgsmål nr. 9, 23, 24, 27, 51 og 101.

4. Om påtalereglen i § 118 a bemærkes følgende:

Den foreslåede bestemmelse i § 114 er indsat i straffelovens kapitel 13. Det følger af bestemmelsen i § 118 a, at påtale for overtrædelse af § 114 – og §§ 114 a-114 e – kun kan ske efter justitsministerens beslutning.

Efter bestemmelserne i straffelovens § 110 f og § 118 a er påtale for overtrædelse af bestemmelserne i straffelovens kapitel 12 og 13 – med enkelte undtagelser – betinget af justitsministerens beslutning. Historisk set er påtalereglen begrundet i de særlige – navnlig også internationale – hensyn, der ofte vil være bestemmende for, om påtale skal finde sted. Således er det i Betænkning afgivet af kommissionen ned ennemsyn af den almindelige borgerlige straffelov fra 1912, side 223, anført:

Endvidere skal påtalereglen sikre, at bestemmelserne i kapitel 12 og 13 ikke får et videre anvendelsesområde end tilsigtet, jf. herved Betænkning afgivet af udvalget til overvejelse af forslag til ændringer i borgerlig straffelov, navnlig kapitel 12 og 13 fra 1949, side 41.

Efter Justitsministeriets opfattelse gør de nævnte hensyn sig også gældende med hensyn til de foreslåede bestemmelser i §§ 114-114 e.

Hertil kommer, at afgørelsen af, om en handling falder ind under den foreslåede bestemmelse i § 114, principielt set er en retlig vurdering - også selv om der naturligvis kan være tale om en vurdering, der indeholder klare elementer af politisk karakter, jf. herved besvarelsen af spørgsmål nr. 119. Der vil således være tale om en vurdering, som er bundet af retlige regler, og som i sidste ende foretages af domstolene.

På den anførte baggrund finder Justitsministeriet fortsat, at påtalereglen i forhold til de foreslåede bestemmelser bør ligge hos justitsministeren. Justitsministeriet er således ikke enig med professor Ole Espersen i, at en anvendelse af de foreslåede bestemmelser i praksis "meget nemt vil kunne blive afhængig af regeringens og folketingsflertallets farve".

Der henvises i øvrigt til besvarelserne af spørgsmål nr. 24, 28 og 80.