Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Vedlagt fremsendes i 70 eksemplarer besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 139 af 24. april 2002 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, våbenloven, udleveringsloven samt lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme, gennemførelse af FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001) samt øvrige initiativer til bekæmpelse af terrorisme mv.) (L 35 – bilag 108).

/

Efter § 10, nr. 3, i udleveringsloven kan udlevering alene ske på det vilkår, at dødsstraf ikke må fuldbyrdes for den pågældende handling. Som det fremgår af pkt. 4.1.2.2. i bemærkningerne til lovforslaget, skal denne bestemmelse ses i lyset af artikel 11 i den europæiske udleveringskonvention fra 1957 om, at udlevering for en forbrydelse, der efter lovgivningen i den stat, som har fremsat anmodning om udlevering, kan straffes med d&o slash;den, kan afslås af en stat, der ikke har hjemmel til at idømme dødsstraf, eller som i almindelighed ikke fuldbyrder dødsstraf, medmindre den stat, der har fremsat udleveringsanmodningen, afgiver en sådan forsikring, som den anden part anser for fyldestgørende, om, at dødsstraffen ikke vil blive fuldbyrdet.

Endvidere følger det af artikel 1 i 6. tillægsprotokol til den europæiske menneskerettighedskonvention, at dødsstraf skal afskaffes, og at ingen må idømmes en sådan straf eller henrettes. Denne bestemmelse er i Menneskerettighedsdomstolens praksis blevet tillagt eksterritorial virkning, hvilket betyder, at en deltagerstat vil handle i strid med bestemmelsen, hvis den udleverer en person til et land, hvor den pågældende risikerer at blive idømt og få fuldbyrdet dødsstraf. Hvis den

anmodede stat har modtaget tilstrækkelige garantier fra den anmodende stat om, at den pågældende ikke vil blive idømt eller få fuldbyrdet dødsstraf, vil den anmodede stat dog ikke ifalde ansvar.

Udlevering fra Danmark forudsætter således, at de danske myndigheder har modtaget garanti fra den anmodende stat om, at en eventuel dødsstraf ikke vil blive fuldbyrdet. Er det de danske myndigheders opfattelse, at den afgivne garanti ikke er tilstrækkelig, skal der med hjemmel i udleveringslovens § 10, nr. 3, meddeles afslag på en anmodning om udlevering.

Der kan i den forbindelse henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 1.

Ændrer forholdene i det pågældende land sig således, at der ikke længere er tilstrækkelig garanti for, at den udleverede person ikke vil få fuldbyrdet en dødsstraf, vil regeringen rette henvendelse til det pågældende land – enten bilateralt eller i fællesskab med andre ligesindede lande, f.eks. de nordiske lande eller EU-landene. En sådan henvendelse må baseres dels på retlige argumenter (nemlig at givet fald ville være tale om et retsstridigt løftebrud), dels på de til rådighed værende argumenter af politisk karakter.