Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Vedlagt fremsendes i 70 eksemplarer besvarelse af spørgsmål nr. 132 og 133 af 12. april 2002 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, våbenloven, udleveringsloven samt lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af FN-konventionen t il bekæmpelse af finansiering af terrorisme, gennemførelse af FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001) samt øvrige initiativer til bekæmpelse af terrorisme mv.) (L 35 – bilag 101).

/

Straffelovens § 136, stk. 2, blev indsat ved lov nr. 87 af 15. marts 1939. Efter denne bestemmelse straffes med fængsel indtil 2 år eller under formildende omstændigheder med bøde den, der offentligt udtrykkeligt billiger en af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed eller mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder mv.

Bestemmelsen er siden ændret ved lov nr. 225 af 7. juni 1952 for så vidt angår strafferammens maksimum, der blev forhøjet fra fængsel i 1 år til fængsel i 2 år, og ved lov nr. 433 af 31. maj 2000 i forbindelse med afskaffelse af hæftestraffen.

Før indsættelsen af bestemmelsen i stk. 2 omfattede § 136 (svarende til den gældende bestemmelse i § 136, stk. 1) alene den, som uden derved at have forskyldt højere straf offentlig tilskynder til forbrydelse.

Af bemærkningerne til bestemmelsen i § 136, stk. 2, jf. Rigsdagstidende 1938-39, tillæg A, sp. 3774, fremgår, at der ikke i dansk lovgivning var foreskrevet straf for den, der offentlig roser eller udtrykkeligt billiger en forbrydelse, når dette ikke kunne anses som egentlig tilskyndelse til at begå forbrydelsen. Endvidere fremgår det, at det i særlig grad måtte anses for uheldigt, at nogen ustraffet offentligt skulle kunne give det sin tils lutning, at der bliver begået forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed eller mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder. Derfor foreslog man en kriminalisering af offentlig billigelse af forbrydelser af denne art.

Baggrunden for kriminaliseringen var således ikke, at Danmark var internationalt forpligtet til at indføre bestemmelsen i straffelovens § 136, stk. 2.

På den baggrund finder Justitsministeriet ikke umiddelbart, at en ophævelse af bestemmelsen i straffelovens § 136, stk. 2, ville være uforenelig med Danmarks folkeretlige forpligtelser.

Spørgsmål nr. 133:

Efter straffelovens § 136, stk. 2, straffes med fængsel indtil 2 år, under formildende omstændighederne med bøde, den, der offentligt udtrykkeligt billiger en af de i denne lovs 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser.

Efter denne bestemmelse vil en efterfølgende billigelse af en begået forbrydelse således kunne straffes. Det gælder dog kun, hvis billigelsen er offentlig, udtrykkelig og angår en af de i straffelovens kapitel 12 og 13 omhandlede forbrydelser.

Efter Justitsministeriets opfattelse må bestemmelsens anvendelse forudsætte, at den handling, som den offentlige, udtrykkelige billigelse angår, var strafbar efter de gældende regler i straffelovens kapitel 12 og 13 om forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed mv. på det tidspunkt, hvor handlingen blev begået.

Der vil som følge heraf efter Justitsministeriets opfattelse ikke kunne pålægges straf efter straffelovens § 136, stk. 2, såfremt der efter ikrafttrædelsestidspunktet for de foreslåede bestemmelser i lovforslag nr. L 35 fremsættes en offentlig, udtrykkelig billigelse af en terrorhandling, som er begået forud for lovforslag nr. L 35’s ikrafttrædelse, og som indtil tidspunktet for denne ikrafttrædelse ikke kunne straffes eft hidtil gældende bestemmelse i straffelovens § 114 eller efter andre bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13.