Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Vedlagt fremsendes i 70 eksemplarer besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 9, 17, 18, 19, 22, 23, 24, 25, 28, 29, 31, 32, 33, 34 og 35 af 1., 8. og 11. februar 2002 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, våbenloven, udleveringsloven samt lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemf& oslash;relse af FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme, gennemførelse af FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001) samt øvrige initiativer til bekæmpelse af terrorisme mv.) (L 35 – bilag 20, 33 og 35).

/

I henvendelsen til Folketingets Retsudvalg anfører Amnesty International bl.a., at den foreslåede definition af terrorisme i § 114 er uklar og upræcis, samt at der bør være kriterier for, hvornår en trussel er omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 114, stk. 3.

Justitsministeriet skal hertil bemærke, at den foreslåede terrorismeparagraf i § 114, stk. 1, bl.a. indeholder en opregning af en række forbrydelser (drab, flykapring mv.), der allerede er strafbare i dag, og som må betragtes som veldefinerede delikter. I øvrigt er bestemmelsen formuleret så tæt op ad EU’s rammeafgørelse om bekæmpelse af terrorisme som muligt for at sikre en fuldstændig gennemførelse af rammeafg&os elsen. Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål nr. 24.

Det er ligeledes en forpligtelse efter EU’s rammeafgørelse om bekæmpelse af terrorisme, at trusler om at begå en af de handlinger, der er nævnt i § 114, stk. 1 og 2, skal kunne straffes. Det er en betingelse for strafansvar, at der er tale om trusler, som er fremsat med det særlige terrorismeforsæt. I den forbindelse henvises til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse.

Amnesty International anfører om den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 114 b, at denne bestemmelse rækker væsentligt ud over det sædvanlige medvirkensbegreb. Det almindelige krav om, at medvirkensforholdet skal være rettet mod en konkretiseret forbrydelse, bør efter Amnesty Internationals opfattelse også opretholdes i forbindelse med terrorhandlinger.

Som anført i bemærkningerne til lovforslaget har den foreslåede bestemmelse i § 114 b bl.a. til formål at gennemføre FN’s terrorfinansieringskonventions artikel 2, stk. 5, litra c, 1. led, hvorefter medvirken i den hensigt at fremme en terrorgruppes generelle kriminelle virksomhed eller formål skal være strafbart. Det er således ikke muligt til opfyldelse af denne forpligtelse at opretholde et krav om, at der skal være tale om ken til en konkretiseret terrorforbrydelse. En sådan udvidelse af det strafferetlige medvirkensbegreb, kan – som anført i bemærkningerne – rejse principielle betænkeligheder. Det er imidlertid vigtigt at fastholde, at der er tale om yderst alvorlige forbrydelser af almenfarlig karakter. For at opnå det stærkest mulige strafferetlige værn mod terrorisme er det derfor efter Justitsministeriets opfattelse nødvendigt at kriminalisere i et videre omfa der i øvrigt gælder for andre forbrydelser.

Endelig opfordrer Amnesty International til, at der ikke bliver udleveret terrormistænkte til lande, hvor de risikerer tortur, uretfærdig retssag eller at få dødsstraf, samt at udlevering sker uden diskrimination i henhold til internationale konventioner, som Danmark har tilsluttet sig.

Som det er fremhævet i bemærkningerne til lovforslaget, vil der fortsat være adgang til at nægte udlevering af såvel danske statsborgere som andre personer, hvis der er fare for forfølgelse på grund af politiske forhold, eller hvis udleveringen er uforenelig med humanitære hensyn, jf. udleveringslovens § 6 og § 7. Endvidere kan udlevering afslås, hvis sigtelsen eller dommen savner bevismæssigt grundlag, jf. den nugældende § 3, stk. 5. Endelig kan udlevering kun ske på vilkår af, at dødsstraf ikke fuldbyrdes for den pågældende handling, jf. § 10, nr. 3.

Danmark er i forbindelse med en konkret udleveringssag endvidere forpligtet til at påse overholdelsen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Herom henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 17, 18 og 19.

Lov om udlevering af lovovertrædere indeholder en række betingelser for udlevering til bl.a. strafforfølgning. Der henvises i den forbindelse til pkt. 4.1.2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det er ikke i loven eller lovforslaget en udtrykkelig betingelse, at den stat, der anmoder om udlevering, overholder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Imidlertid indebærer Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der blev gjort til en del af dansk ret ved lov i 1992, jf. nu lovbekendtgørelse nr. 750 af 19. oktober 1998, at danske myndigheder ikke må udlevere personer til strafforfølgning i andre stater, hvis en sådan udlevering vil være i strid med konventionen.

Det følger i den forbindelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at en stat ikke må udlevere en person til f.eks. strafforfølgning, hvis der er grund til at antage, at den pågældende vil blive udsat en behandling i strid med artikel 3 (forbud mod tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf). På samme måde vil en stat handle i strid med konventionens artikel 6, hvis den udleverer en person til straffo rfølgning i en anden stat, og det må lægges til grund, at den pågældende risikerer at blive udsat for en åbenbar tilsidesættelse af retten til en retfærdig rettergang.

Det er ikke i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention at udlevere personer til strafforfølgning i andre stater, herunder at udlevere egne statsborgere.

Det er heller ikke i strid med konventionen at varetægtsfængsle personer under efterforskning af straffesager. Dette er udtrykkeligt tilladt i medfør af konventionens artikel 5, stk. 3, jf. stk. 1, litra c. Varetægtsfængsling er heller ikke i sig selv i strid med artikel 3 (om forbud mod tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf).

Det forhold, at en dansk statsborger, der udleveres til strafforfølgning i udlandet, risikerer at blive varetægtsfængslet i forbindelse med efterforskningen, rejser derfor ikke i sig selv spørgsmål i forhold til konventionen, herunder artikel 3.

Det gør i den forbindelse ikke nogen forskel, at udlevering er blevet gjort betinget af, at den pågældende efterfølgende overføres til strafafsoning i Danmark. Hvis der er blevet stillet et sådant vilkår, følger det af de danske regler om fuldbyrdelse af straf, som skal finde anvendelse, jf. § 10, stk. 2 i lov om international fuldbyrdelse af straf mv., at den periode, som den pågældende har siddet varetægtsfængsl et i udlandet, skal fragå ved beregningen af den straf, der skal afsones i Danmark, jf. straffelovens § 86 og fuldbyrdelseslovens § 18.

Svar:

Udlevering af personer til strafforfølgning – det gælder såvel udlevering af danske statsborgere som udlevering af udlændinge – forudsætter, at der ikke er grund til at antage, at den pågældende vil blive udsat for en åbenbar tilsidesættelse af retten til en retfærdig rettergang. Der henvises i den forbindelse til besvarelsen af spørgsmål nr. 17.

Da denne forudsætning således i alle tilfælde skal være opfyldt, finder jeg ikke, at der i forbindelse med udlevering er anledning til herudover at opstille særlige betingelser, der vedrører indholdet af de straffeprocessuelle regler i det land, som anmoder om udlevering.

Det kan i den forbindelse oplyses, at det følger af artikel 6, stk. 3, litra c, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at en person, der er anklaget for en lovovertrædelse, bl.a. skal have ret til at forsvare sig ved bistand af en forsvarer. Denne ret gælder først og fremmest i forbindelse med domsforhandlingen.

Det følger imidlertid af Domstolens praksis, at retten til at lade sig bistå af en forsvarer også kan være relevant forud for domsforhandlingen. Baggrunden herfor er, at nægtelse af bistand af en forsvarer under de indledende faser af en straffesag kan påvirke rimeligheden af den efterfølgende behandling af sagen. Det kan f.eks. være af afgørende betydning, at den sigtede/tiltalte i forbindelse med afhøringer hos politiet mod tager vejledning fra en forsvarer om betydningen af at svare eller nægte at svare på spørgsmål.

Retten til bistand af en forsvarer er derfor en væsentlig retssikkerhedsgaranti i forbindelse med straffesager. Danske myndigheder vil derfor som udgangspunkt nægte udlevering til strafforfølgning af personer, herunder danske statsborgere, hvis den pågældende ikke vil have ret til at lade sig bistå af en forsvarer – både forud for og i forbindelse med domsforhandlingen.

Lovforslaget tilsigter ikke at begrænse deltagelse i den almindelige samfundsdebat. Lovforslagets bestemmelser om medvirken til terrorhandlinger kræver nemlig udtrykkeligt, at der er tale om en medvirken, som på en eller anden måde "fremmer" den kriminelle virksomhed.

Rene sympatitilkendegivelser i forhold til terrororganisationer er således ikke omfattet af de foreslåede medvirkensbestemmelser.

Ytringer kan dog være omfattet af den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 114 b, i det omfang ytringen "fremmer" det kriminelle formål. Udtrykket "fremmer" går ikke videre end, hvad der følger af den almindelige medvirkensregel i straffelovens § 23.

Påskønnelse eller anerkendelse af konkrete terrorhandlinger kan efter omstændighederne være omfattet af den eksisterende bestemmelse i straffelovens § 136, stk. 2. Denne bestemmelse kriminaliserer den, der offentligt udtrykkeligt billiger en forbrydelse omfattet af straffelovens kapitel 12 eller 13.

Bestemmelsen i § 136, stk. 2, der blev indsat i straffeloven i 1939, vil med den foreslåede terrorismebestemmelse i § 114 ikke som hidtil alene omfatte udtrykkelige billigelser, der fremsættes offentligt, af terrorhandlinger rettet mod danske myndigheder, men fremover også offentlige, udtrykkelige billigelser af terrorhandlinger rettet mod udenlandske myndigheder eller internationale organisationer.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.1.1. i de almindelige bemærkninger.

Spørgsmål nr. 23:

"Vil demonstrationer ved topmøder være omfattet af den foreslåede terrorismebestemmelse i § 114?"

Svar:

På rådsmødet den 6.-7. december 2001 nåede EU-landene til politisk enighed om en erklæring, der begrænser anvendelsesområdet for rammeafgørelsen om bekæmpelse af terrorisme (terrorismedefinitionen). Heraf følger bl.a., at rammeafgørelsen ikke kan bruges til at anklage personer, der udøver deres legitime ret til at udtrykke deres meninger, for terrorisme. Det gælder også, selv om de pågæ ;ldende personer under udøvelsen af en sådan ret begår lovovertrædelser. Som det fremgår af pkt. 2.3.3.1. i de almindelige bemærkninger, må den foreslåede bestemmelse i § 114 fortolkes i lyset af denne rådserklæring.

Ligeledes fremgår det af præamblen til rammeafgørelsen, at intet i rammeafgørelsen kan fortolkes på en måde, som indskrænker eller er til hinder for de grundlæggende frihedsrettigheder som f.eks. strejkeret, forsamlings-, forenings- eller ytringsfrihed.

Spørgsmål nr. 24:

"Lovforslaget indeholder kun i begrænset omfang fortolkningsbidrag til forståelsen af begrebet "terrorisme". Henset hertil og til, at der ikke er tale om et fuldstændigt entydigt begreb, kan det vel ikke udelukkes, at der vil kunne opstå tvivl ved bestemmelsens anvendelse i praksis. Kan der på den baggrund opstilles yderligere fortolkningsbidrag til forståelsen af begrebet terrorisme?"

Svar:

På samme måde som det kan være tilfældet med andre bestemmelser i lovgivningen, herunder i straffeloven, kan det naturligvis ikke på forhånd udelukkes, at der for de retshåndhævende myndigheder i praksis kan opstå spørgsmål om, hvorledes de foreslåede bestemmelser skal fortolkes.

De foreslåede bestemmelser afskiller sig på dette punkt således ikke principielt fra andre bestemmelser i straffelovgivningen – herunder straffebestemmelser, der som de foreslåede har til formål at gennemføre EU-retlige eller andre internationale forpligtelser.

Samtidig skal det bemærkes, at påtale for overtrædelse af de foreslåede bestemmelser i §§ 114-114 e kun kan ske efter justitsministerens beslutning. Ud over de begrænsninger i det strafbare område, som følger af det almindelige strafferetlige princip om materiel atypicitet, vil det med denne påtaleregel kunne sikres, at der ikke rejses tiltale i sager omfattet af den rådserklæring, som er vedtaget i tilknytning til EU-rammeafg&o slash;relsen om bekæmpelse af terrorisme.

På den baggrund er det min opfattelse, at der ikke er anledning til at forsøge at opstille yderligere fortolkningsbidrag udover dem, der fremgår af de foreslåede bestemmelser og bemærkningerne til lovforslaget.

Spørgsmål nr. 25:

"Hvilke internationale organisationer, herunder "halvofficielle" organisationer mv. er beskyttet af den foreslåede terrorismebestemmelse i straffelovens § 114?"

Svar:

Efter artikel 1 i EU’s rammeafgørelse om bekæmpelse af terrorisme skal handlinger, der er begået mod såvel lande som internationale organisationer, være omfattet af terrorismedefinitionen. Begrebet "internationale organisationer" er ikke nærmere defineret i rammeafgørelsen.

Ligeledes følger det af FN’s terrorfinansieringskonventions artikel 2, stk. 1, litra a, at finansiering af handlinger, begået for at tvinge et land eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en given handling, er omfattet af konventionen. Heller ikke i terrorfinansieringskonventionen er begrebet "international organisation" nærmere defineret.

Tilsvarende indeholder de foreslåede bestemmelser heller ikke en nærmere definition – eller udtømmende opregning – af, hvilke institutioner mv. der kan henføres til udtrykket "internationale organisationer". Det vil således være overladt til de retshåndhævende myndigheder at fortolke dette udtryk i overensstemmelse med sædvanlig sprogbrug.

"Er påtalereglen i straffelovens § 118 a, hvorefter påtale af bl.a. de foreslåede bestemmelser i §§ 114-114 e alene kan ske efter justitsministerens beslutning under sædvanligt parlamentarisk ansvar, tilstrækkeligt til at sikre, at der ikke rejses tiltale i sager, hvor der foreligger materiel atypicitet, eller sager, omfattet af den rådserklæring om begrænsning af EU-rammeafgørelsens anvendelsesområde, som EU-landene er nået til politisk enighed om?"

Svar:

Dette er efter min opfattelse tilfældet.

Der kan i den forbindelse henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 24 og 29.

Spørgsmål nr. 29:

"Vil ministeren overveje som vejledning for domstolene at stille et ændringsforslag, hvor visse typer af gerninger undtages fra anvendelsesområdet for den foreslåede terrorismebestemmelse i straffelovens §114?"

Svar:

Jeg finder ikke, at der er anledning til at stille et ændringsforslag af den karakter.

Der kan i den forbindelse henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 24.

Spørgsmål nr. 31:

"Går de foreslåede medvirkensregler i straffelovens § 114 a og § 114 b videre end Danmarks internationale forpligtelser efter FN-reglerne?"

Svar:

Bestemmelsen i § 114 a sigter navnlig på at gennemføre FN’s terrorfinansieringskonventions artikel 2, stk. 1, FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001) artikel 1, litra d, og EU’s rammeafgørelses artikel 2, stk. 2, litra b. Efter Justitsministeriets opfattelse går bestemmelsen ikke videre end Danmarks internationale forpligtelser i henhold til disse instrumenter.

Bestemmelsen i § 114 b sigter navnlig til at gennemføre artikel 2, stk. 5, litra c, 1. led, i FN’s terrorfinansieringskonvention og vil samtidig kunne være af betydning for anvendelsen af artikel 2, stk. 3, litra c, 1. led, i FN’s terrorbombekonvention. Den har dog et bredere anvendelsesområde, end hvad der direkte følger af disse to internationale instrumenter, idet bestemmelsen ikke kun omfatter medvirken til terrorfinansiering (og terrorbombning), medvirken til alle terrorhandlinger.

Der henvises til pkt. 2.3.1.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget samt bemærkningerne til lovforslagets § 114 a og § 114 b.

Spørgsmål nr. 32:

"Rejser den foreslåede nye medvirkensbestemmelse i straffelovens § 114 b principielle betænkeligheder, da man rammer en personkreds, hvis medvirkenshandlinger er så fjerne fra den konkrete terrorhandling, at man straffer medvirkenshandlinger i tredje eller fjerde led?"

Svar:

Som anført under pkt. 2.3.1.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget kan en udvidelse af det strafferetlige medvirkensbegreb til bredt at omfatte enhver form for støtte til organisationer, uden at støtte kan henføres til konkrete terrorhandlinger, rejse principielle betænkeligheder.

Det er imidlertid vigtigt at fastholde, at den foreslåede bestemmelse i § 114 b kriminaliserer medvirken til yderst alvorlige forbrydelser af almenfarlig karakter. For at opnå det stærkest mulige strafferetlige værn mod terrorisme er det efter Justitsministeriets opfattelse nødvendigt at kriminalisere forbrydelser af denne karakter i et videre omfang, end hvad der i øvrigt gælder for andre forbrydelser.

Spørgsmål nr. 33:

"Findes der andre særlige medvirkensregler i straffeloven, der udvider det strafferetlige medvirkensbegreb i straffelovens § 23?"

Svar:

Reglen i straffelovens § 23 om strafansvar for medvirken suppleres af en række særregler dels i straffeloven, dels i særlovgivningen.

Således er handlinger så som at "tilskynde", "medvirke" eller "bistå" i visse tilfælde indbefattet af en forbrydelses gerningsbeskrivelse. Der kan f.eks. henvises til straffelovens § 98, stk. 2 (deltagelse i sabotage mv.), § 124, stk. 1 (tilskyndelse og hjælp til undvigelse), § 136, stk. 1 (offentlig tilskyndelse til forbrydelse) og §§ 228 og 229 (tilskyndelse og bistand til kønslig usædelighed).

Handlinger, der begås efterfølgende i forhold til en anden persons forbrydelse, falder ikke ind under straffelovens § 23, men kan være omfattet af særskilte delikter om såkaldt efterfølgende medvirken. Som eksempler kan nævnes straffelovens § 125 (hjælp til forbryderen), § 136, stk. 2 (om offentlig billigelse af visse forbrydelser), § 152 d (udnyttelse af krænkelser af offentlige tavshedspligt), §§ 167 og 168 (udgivelse af falske pen ge), § 264 c (udnyttelse af privatlivets krænkelser), § 267 (udbredelse af æreskrænkelser) og § 290 (hæleri).

"Kan der nævnes nogle yderligere eksempler på tilfælde, hvor bestemmelsen i straffelovens § 114 b kan tænkes anvendt end det i bemærkningerne nævnte eksempel med den professionelle rådgiver?"

Svar:

Som eksempel kan nævnes, at en person, der vederlagsfrit stiller lokaler eller andre faciliteter til rådighed for en organisation, med kendskab til, at der er tale om en organisation, som har til hensigt at begå terrorhandlinger omfattet af § 114, efter omstændighederne vil kunne straffes efter den foreslåede § 114 b, i det omfang forholdet ikke er omfattet af de foreslåede bestemmelser i § 114 og § 114 a.

Spørgsmål nr. 35:

"Er eksempelvis et pengeinstitut, som yder lån til en humanitær organisation, der langt nede i netværket har en terrororganisation, omfattet af de foreslåede nye medvirkensbestemmelser?"

Svar:

Justitsministeriet forstår spørgsmålet således, at der er tale om støtte til en organisation, der både udfører humanitære opgaver og begår terrorhandlinger.

Et pengeinstitut, der yder lån til en sådan organisation, vil være omfattet af de foreslåede medvirkensbestemmelser, såfremt pengeinstituttet er bekendt med eller i øvrigt har indset det som overvejende sandsynligt, at vedkommende organisation som en del af sine aktiviteter begår terrorhandlinger.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.1.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.