Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Retsudvalget (2. samling)
(L 35 - bilag 84)
(Offentligt)

 

 

 

Vedlagt fremsendes i 70 eksemplarer besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 30, 99, 101 og 110 af 11. februar, 5. og 7. marts 2002 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, våbenloven, udleveringsloven samt lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme, gennemførelse af FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001) samt øvrige initiativer til bekæmpelse af terrorisme mv.) (L 35 – bilag 35, 55, 56 og 61).

 

 

 

/

 

Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 30, 99, 101 og 110 af 11. februar, 5. og 7. marts 2002 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, våbenloven, udleveringsloven samt lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme, gennemførelse af FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001) samt øvrige initiativer til bekæmpelse af terrorisme mv.) (L 35 – bilag 35, 55, 56 og 61).

Spørgsmål nr. 30:

"Kan den såkaldte "modstandsret" give yderligere fortolkningsbidrag til brug for afgrænsningen af den foreslåede terrorismebestemmelse i straffelovens § 114?"

Svar:

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 99.

Spørgsmål nr. 99:

"Ministeren bedes tilsende udvalget en beskrivelse af "modstandsretten", som omtalt af professor Henning Koch under høringen om lovforslaget den 30. januar 2002, som forfatningsretligt princip.

Svar:

Det fremgår af side 87 f. i udskriften af høringen om lovforslaget afholdt den 30. januar 2002 (L 35 – bilag 36), at professor, dr.jur. Henning Koch bl.a. anførte følgende:

"Det, der er interessant, det er, at … eksistensen af modstandsretten ikke bare er knyttet til retshistorien, men er et begreb, der er genopstået. Som følge af diskussionen om den kvalitative værdistat taler man nu i den europæiske forfatningsteori og forfatningsret om modstandsretten. Modstandsretten er altså vendt tilbage nogen gange som et uskrevet forfatningsretligt princip, andre gange er det udtrykkeligt f ret i forfatningen, for eksempel den tyske grundlov har en udtrykkelig bestemmelse, som handler om modstandsretten. Og hvad er modstandsretten? Modstandsretten er retten til såvel over for staten og dens embedsværk som over for medborgere, der begår henholdsvis statskup eller revolte, selv at anvende vold for at opretholde den bestående værditilstand, altså den jeg har refereret til flere gange, hvis og når ikke andre afværgeforanstaltninger er mulige og tilst rækkelige.

Og det vil sige, at denne forfatningsretlige opfattelse omkring eksistensen af et modstandsretligt begreb får naturligvis den refleksvirkning på den fælleseuropæiske terrorismeopfattelse, at ikke al politisk vold er illegitim".

Begrebet modstandsret er beskrevet enkelte steder i den forfatningsretlige litteratur. Henrik Zahle, Dansk Forfatningsret 3 (2. udg., 1997), side 263, anfører f.eks. følgende:

"Selv om der ikke i det gældende retssystem er udtrykt nogen anerkendelse af en modstandsret, er den dog – ofte personificeret som "tyranmord" – et element i europæisk retstradition. Statens myndigheder skal virke for befolkningens vel; gør de det modsatte, må befolkningen kunne gå til modstand. I ældre (stænderstaters) forfatninger var modstandsretten retligt anerkendt… USA{{PU erklæring af 4.7.1776 påberåbte sig folkets ret til at ændre eller knuse et styre, der modarbejdede menneskenes ret til liv, frihed og lykke. Og på Danmarks – mere fredelige – vej til en forfatning påpegede de liberale (Orla Lehmann) over for kongen, at kongens rådgivere ikke havde folkets tillid, og at nye rådgivere var nødvendige: "Vi anraabe Deres Majestæt om ikke at drive Nationen til Fortvivlelsens Selvhjælp", Casi det 20.3.1948. Hvad denne "selvhjælp" kunne have medført, kom ikke for dagen, da kongen som bekendt allerede næste dag kunne meddele, at det hidtidige ministerium var afskediget…

ej til en forfatning påpegede de liberale (Orla Lehmann) over for kongen, at kongens rådgivere ikke havde folkets tillid, og at nye rådgivere var nødvendige: "Vi anraabe Deres Majestæt om ikke at drive Nationen til Fortvivlelsens Selvhjælp", Casi

Under besættelsen 1940-45 foretog modstandsbevægelsen strafbare handlinger, hvis legitimitet – og straffrihed efter 1945 – er drøftet ud fra nødværge- og krigshandlingssynspunkter, men som også kan ses i lyset af modstandsretten."

Alf Ross anfører i Dansk Statsforfatningsret 1 (3. udg. ved Ole Espersen, 1980), side 79 ff., bl.a. følgende:

"De bånd der ifølge den i middelalderen herskende egentlige folkesuverænitetslære bandt kongen var herefter først og fremmest den guddommelige lov, dels således som den er åbenbaret i de hellige skrifter, dels således som den kan anskues alene ved fornuftens lys indplantet af gud i menneskets natur, lex naturalis. Det var denne naturret der gav selve herskabskontrakten gyldighed og derigennem var kilde til al gyldig forbundethed overhovedet. Den var hævet over alt vilkår, stod over kejser og pave, og ingen lov, ingen regeringsakt, ingen folketingsbeslutning eller sædvane kunne besidde nogen som helst gyldighed dersom den stod i strid med disse evige principper.

Men dernæst var kongen også bundet af den positive ret, de nedarvede love og retsprincipper som han havde stadfæstet i herskabskontrakten (kongeløfterne, håndfæstningerne). Retten stod over fyrsten, var forudsætningen for hans virke og ikke omvendt.

Hvis nu kongen brød disse bånd blev han tyran og befolkningen var ikke længere bundet af nogen troskabspligt imod ham. Den havde ret til at gøre modstand mod hans befalinger og om fornødent afsætte ham. Denne begrænsede lydighedspligt og tilsvarende modstandsret er den praktiske kerne i middelalderens demokratiske statslære."

Den danske grundlov indeholder ikke bestemmelser om en sådan "modstandsret", og betragtningerne herom i den forfatningsretlige litteratur er – som det fremgår af det ovenfor anførte – af meget teoretisk karakter.

Bl.a. på denne baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at begrebet modstandsret ikke i sig selv er egnet til at give nærmere fortolkningsbidrag til brug for afgrænsningen af anvendelsesområdet for den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 114.

Spørgsmål nr. 101:

"Hvorledes skal ordet "uretmæssigt" og dets negation "retmæssigt" forstås i § 114? Betyder dette, at der i loven er taget højde for "modstandsretten" f.eks. i forhold til besættelser eller illegitime regimer?"

Svar:

Efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 114 straffes bl.a. den, som med forsæt til uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en handling begår én eller flere af de i bestemmelsen opregnede handlinger, når handlingen i kraft af dens karakter eller den sammenhæng, hvori den begås, kan tilføje et land eller en internation al organisation alvorlig skade.

Formuleringen bygger på EU-rammeafgørelsen om bekæmpelse af terrorisme, hvor ordet "uretmæssigt" blev indsat bl.a. efter dansk ønske.

At der således skal være tale om "uretmæssig" tvang, skal ses i sammenhæng med den råds-erklæring, som EU-landene nåede til politisk enighed om i forbindelse med udarbejdelsen af rammeafgørelsen. Ifølge denne erklæring skal handlinger begået af personer, der handlede for at bevare eller genskabe de demokratiske værdier, som medlemsstaternes demokratiske samfund bygger på, ikke kunne straffes som terr orhandlinger, ligesom rammeafgørelsen ikke kan bruges til at anklage personer, der udøver deres legitime ret til at udtrykke deres meninger, for terrorisme, selv om de under udøvelsen af en sådan ret begår lovovertrædelser.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.3.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Spørgsmål nr. 110:

"Hvorfor er § 136, særlig med den store udvidelse som lovforslaget vil medføre, ikke i strid med ytringsfriheden, såvel i grundloven som i den europæiske menneskeretskonvention?"

Svar:

1. Efter Justitsministeriets opfattelse vil det ikke være i strid med artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention at straffe en person for overtrædelse af straffelovens § 136. Baggrunden herfor er følgende:

Der er visse former for ytringer, der ikke nyder beskyttelse af artikel 10. Artikel 10 skal således ses i sammenhæng med artikel 17, der siger, at intet i konventionen må fortolkes, som om den medførte ret for nogen stat, gruppe eller person til at indlade sig på nogen virksomhed eller udføre nogen handling, der tilsigter at tilintetgøre nogen af de i konventionen nævnte rettigheder og friheder. Det betyder f.eks., at en person ikke kan p åberåbe sig retten til ytringsfrihed med det formål at undergrave konventionens øvrige rettigheder og friheder.

De forbrydelser, der er omfattet af straffelovens kapitel 12 og 13, er generelt meget alvorlige strafbare handlinger, som i visse tilfælde kan straffes med fængsel på livstid. Det gælder også den foreslåede § 114 om terrorisme, der bl.a. omfatter tilfælde, hvor der med forsæt til at skræmme en befolkning begås handlinger (drab mv.), som kan tilføje et land alvorlig skade.

På grund af de meget alvorlige følger af terrorisme, herunder i form af tab af menneskeliv og lidelser, har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol udtalt, at den ved fortolkningen og anvendelsen af de relevante bestemmelser i konventionen vil tage hensyn til den særlige karakter af sådan kriminalitet, den trussel som den udgør for et demokratisk samfund, og den tvingende nødvendighed af at bekæmpe sådan kriminalitet (se f.eks. Mur ray mod Storbritannien, dom af 28. oktober 1994, præmis 47). Medlemsstaternes ansvar for at bekæmpe terrorisme gælder ikke kun med hensyn til personer, der udfører terrorisme, men også med hensyn til personer, der medvirker til, støtter eller muliggør, at andre kan udføre terrorisme.

På den anførte baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at det vil blive anset for foreneligt med retten til ytringsfrihed, hvis en person dømmes for offentligt at tilskynde til eller udtrykkeligt billige forbrydelser omfattet af bl.a. den foreslåede § 114 om terrorisme.

Hertil kommer i øvrigt, at det generelt følger af danske domstoles praksis, at straffelovens bestemmelser skal fortolkes og anvendes i overensstemmelse med bestemmelserne i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Til illustration heraf kan nævnes, at Højesteret i en dom af 23. august 2000 (U 2000, side 2234 H) har udtalt, at gerningsindholdet i straffelovens § 266 b (om racediskriminerende udtalelser m.v.) skal fastlægges under hensyn til ytring sfriheden. Dette gælder efter Justitsministeriets opfattelse også straffelovens § 136. Det betyder, at danske domstole i praksis vil fortolke og anvende straffelovens § 136 i lyset af og i overensstemmelse med retten til ytringsfrihed.

2. Grundlovens § 77 om ytringsfrihed har følgende ordlyd:

"§ 77. Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende foranstaltninger kan ingensinde på ny indføres."

I den forfatningsretlige litteratur sondres i almindelighed mellem formel og materiel ytringsfrihed. Ved formel ytringsfrihed forstås, at der ikke kan anvendes forebyggende forholdsregler, dvs. forholdsregler, som iværksættes, inden ytringen er offentliggjort. Ved materiel ytringsfrihed forstås, at der ikke efterfølgende kan pålægges ansvar i anledning af offentliggjorte ytringer, jf. f.eks. Peter Germer, Statsforfatningsret (3. udg., 2001), side 273.

Grundlovens § 77 beskytter mod censur og andre forebyggende foranstaltninger (den formelle ytringsfrihed). Det er derimod omtvistet, om bestemmelsen tillige beskytter den materielle ytringsfrihed.

For den opfattelse, at grundlovens § 77 alene beskytter den formelle ytringsfrihed, kan henvises til Poul Andersen, Dansk Statsforfatningsret (1954), side 670, Max Sørensen, Statsforfatningsret (2. udg. ved Peter Germer, 1973), side 374, og Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret (3. udg. ved Ole Espersen, 1980), side 716 og 724.

For den opfattelse, at grundlovens § 77 tillige i et vist omfang beskytter den materielle ytringsfrihed, kan henvises til Henrik Zahle, Dansk Forfatningsret 3 (2. udg., 1997), side 80, Jørgen Albæk Jensen i Kommenteret Grundlov (1999), side 438 ff., og Peter Germer, Statsforfatningsret (3. udg., 2001), side 273 ff.

Om den nærmere rækkevidde af en beskyttelse af den materielle ytringsfrihed anfører Henrik Zahle, a.st., side 80, bl.a. følgende:

"Ytringsfriheden som værdi er sat som et relevant og styrende princip for en hvilken som helst regulering af og afgørelse om "retten til at offentliggøre tanker", og hvilke afvigelser fra dette mål, der skal anerkendes som nødvendige, må bero på en bedømmelse af de interesser, som anfægtes af den pågældende ytring, interessen i at ytringen offentliggøres, og at d ette sker sanktionsfrit, ligesom sanktionens tyngde må stå i rimeligt forhold til den eventuelle krænkelse."

Straffelovens § 136 griber ikke ind i den formelle ytringsfrihed, men fastsætter et efterfølgende strafansvar for de ytringer (tilskyndelser m.v.), som er omfattet af bestemmelsen.

Som anført ovenfor er det omtvistet, om grundlovens § 77 indeholder nogen beskyttelse af den materielle ytringsfrihed. Selv om dette i et vist omfang måtte antages at være tilfældet, er det imidlertid efter Justitsministeriets opfattelse utvivlsomt, at straffelovens § 136 – der har været gældende siden 1939 – ikke er i strid med bestemmelsen. Justitsministeriet lægger herved bl.a. vægt på karakteren af de forbrydelser, der af § 136.

Ud fra de samme hensyn er det endvidere Justitsministeriets opfattelse, at § 136 også med den ændrede rækkevidde, som bestemmelsen vil have efter de foreslåede bestemmelser i §§ 114-114 e, vil være fuldt ud forenelig med grundlovens § 77.