Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Vedlagt fremsendes i 70 eksemplarer besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 58 af 21. februar 2002 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, våbenloven, udleveringsloven samt lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af FN-konventionen til bekæmpelse af finansierin g af terrorisme, gennemførelse af FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001) samt øvrige initiativer til bekæmpelse af terrorisme mv.) (L 35 – bilag 43).

/

Professor Gorm Toftegaard Nielsen har i et notat af 31. januar 2002 til Retsudvalget bl.a. kommenteret de forslåede ændringer af juridiske personers strafansvar. I notatet foreslås ændringerne gennemført således, at reglen i straffelovens § 306 om juridiske personers strafansvar for overtrædelser af straffeloven ophæves og i stedet sættes ind i straffelovens almindelige del, at forsøgsansvaret for juridiske person er reguleres i straffelovens § 21, stk. 3, samt at forældelsesansvaret mellem fysiske og juridiske personer ligestilles.

Justitsministeriet har forstået professor Gorm Toftegaard Nielsens bemærkninger og forslag på den måde, at der overvejende er tale om forslag af mere teknisk karakter, mens der kun på enkelte punkter er tale om forslag, der vil føre til en anden retstilstand end den, der lægges op til med det fremsatte lovforslag.

Herudover skal Justitsministeriet om de enkelte forslag fra professor Gorm Toftegaard Nielsen bemærke følgende:

1. Professor Gorm Toftegaard Nielsen foreslår, at straffelovens § 306 ophæves, og at hjemlen til juridiske personers strafansvar for overtrædelser af straffeloven i stedet indsættes i straffelovens § 25. Forslaget er her udformet på to alternative måder: enten således at det for særlovsområdet fastholdes, at der skal være hjemmel til strafansvar i vedkommende særlov (forslag 1), eller således at straffelovens § 25 ge nerelt gøres til hjemmelbestemmelsen for strafansvar for juridiske personer, også for så vidt angår overtrædelser af særlovgivningen (forslag 2).

Forslag 1 indebærer ingen realitetsændring i forhold til den nye affattelse af straffelovens § 306, som er indeholdt i § 1, nr. 9, i det fremsatte lovforslag.

Efter straffelovens § 2 finder reglerne i kapitlerne 1-11 som udgangspunkt anvendelse på alle strafbare forhold, uanset om disse er hjemlet i straffeloven eller i særlovgivningen.

Straffelovens bestemmelser i 5. kapitel om strafansvar for juridiske personer (§§ 25-27) bygger i overensstemmelse med Straffelovrådets betænkning nr. 1289/1995 om juridiske personers bødeansvar på den såkaldte udfyldningsmodel i modsætning til den såkaldte hjemmelsmodel. Dette indebærer, at ansvaret for juridiske personer skal have hjemmel i de love, hvor dette ansvar skal gælde, og at §§ 25-27 alene indeholder almindelige udfyldende bestemmelser om ansvarssubjekter og ansvarsbetingelser.

Ordningen efter denne udfyldningsmodel er således, at hjemlen til strafansvar for juridiske personer placeres i særloven. For straffelovens vedkommende har hjemlen til juridiske personers strafansvar hidtil været placeret i § 306.

Når hjemlen for juridiske personers strafansvar for overtrædelser af straffeloven nu gøres generel, er Justitsministeriet enig i, at det kunne overvejes, om bestemmelsen bør overflyttes fra § 306 i straffelovens specielle del til § 25 i dens almindelige del.

Efter Justitsministeriets opfattelse kan der argumenteres for begge løsninger. På den ene side angår bestemmelsen ikke spørgsmålet om, hvad der er strafbart (gerningsindhold), men derimod spørgsmålet om, hvem strafansvar kan pålægges (strafsubjekt). Dette taler for så vidt imod, at betemmelsen er placeret i straffelovens specielle del. På den anden side taler det også imod at placere bestemmelsen i straffelovens al mindelige del, at der er tale om en hjemmelsbestemmelse, som alene angår straffelovsovertrædelser, mens hjemlen for juridiske personers strafansvar for særlovsovertrædelser fortsat skal søges i de pågældende særlove.

Efter en samlet vurdering finder Justitsministeriet, at det inden for rammerne af udfyldningsmodellen giver den klareste systematik, hvis hjemmelsbestemmelsen holdes adskilt fra de almindelige udfyldende bestemmelser om ansvarssubjekter og ansvarsbetingelser, ikke blot for så vidt angår særlovsovertrædelser, men også for så vidt angår straffelovsovertrædelser.

På den baggrund giver den foreslåede udvidelse af strafansvaret for juridiske personer efter Justitsministeriets opfattelse ikke grundlag for at overflytte hjemmelsbestemmelsen i § 306 til § 25.

Justitsministeriet finder i øvrigt ikke, at den foreslåede udvidelse af strafansvaret for juridiske personer i § 306 skulle nødvendiggøre en ændring af straffelovens § 25, idet denne bestemmelse netop udtrykkeligt foreskriver, at en juridisk person kan straffes, når det er bestemt ved eller i medfør af lov. Der henvises herved ikke blot til straffelovgivningen uden for straffeloven (særlovgivningen), men også til selve straffeloven . Henvisningen har i overensstemmelse hermed omfattet den hidtidige bestemmelse i straffelovens § 306, og den vil, hvis det fremsatte lovforslag vedtages, fremover omfatte § 306 i dens nye affattelse.

Specielt for så vidt angår professor Gorm Toftegaard Nielsens forslag 2 bemærkes, at forslaget indebærer en overgang fra udfyldningsmodellen til hjemmelsmodellen.

En sådan grundlæggende ændring af lovgivningsprincip på dette område vil for det første betyde, at de straffehjemler om juridiske personers strafansvar, der i dag findes i de fleste særlove, må ophæves som overflødige. For det andet vil det være nødvendigt at indsætte en specifik undtagelsesbestemmelse i nugældende og fremtidige særlove, hvis der ikke skal gælde et ansvar for juridiske perso ner.

Der kan i øvrigt i det hele henvises til Straffelovrådets overvejelser og begrundelse i betænkning nr. 1289/1995 om juridiske personers bødeansvar, kapitel 4, for at foretrække udfyldningsmodellen frem for hjemmelsmodellen.

Justitsministeriet finder på den baggrund ikke grundlag for nu at ændre lovgivningsprincip på dette område.

1. I lovforslagets § 1, nr. 1, foreslås juridiske personers strafansvar for forsøg reguleret ved indsættelse af en udtrykkelig bestemmelse i straffelovens § 27 i tilknytning til de almindelige betingelser for selskabsansvaret. Forslaget har et dobbelt formål. For det første har den foreslåede bestemmelse til formål at præcisere, at juridiske personer ikke blot kan straffes for fuldbyrdede overtrædelser, men efter omstæ ndighederne også for forsøg. For det andet fastslår den foreslåede bestemmelse, at juridiske personers strafansvar for forsøg er undergivet de samme begrænsninger, som gælder for fysiske personers strafansvar for forsøg.

Professor Gorm Toftegaard Nielsen foreslår, at reguleringen af juridiske personers strafansvar for forsøg flyttes fra § 27 til § 21, stk. 3. Forslaget indebærer ingen realitetsændring i forhold til den regulering af spørgsmålet, der er indeholdt i lovforslagets § 1, nr. 1.

Justitsministeriet er enig i, at det også her kan diskuteres, hvad der lovteknisk set er den bedste løsning.

Den gældende bestemmelse i § 27 indeholder de objektive og subjektive betingelser for, at juridiske personer kan pålægges strafansvar. De subjektive betingelser er således reguleret selvstændigt i § 27 og ikke i tilknytning til bestemmelsen i § 19, der regulerer de subjektive betingelser for fysiske personers strafansvar.

Efter Justitsministeriets opfattelse forekommer det på den baggrund mest naturligt at placere en udtrykkelig bestemmelse om betingelserne for og begrænsningerne i juridiske personers strafansvar for forsøg i tilknytning til de særbestemmelser i straffelovens almindelige del, der i øvrigt regulerer de objektive og subjektive betingelser for juridiske personers strafansvar.

Heller ikke på dette punkt kan Justitsministeriet således tilslutte sig professor Gorm Toftegaard Nielsens forslag.

1. I § 1, nr. 3, i lovforslaget foreslås det, at juridiske personers strafansvar forældes efter de samme regler, som gælder for fysiske personer, dog således at reglen i § 93, stk. 1, nr. 1, 2. led, om 2-årig forældelse, hvis der konkret er forskyldt bødestraf, ikke finder anvendelse ved juridiske personers strafansvar.

Professor Gorm Toftegaard Nielsen foreslår i notatet, at strafansvaret for juridiske personer altid bør forældes efter 2 år, når straffen for overtrædelsen ikke ville overstige bøde, såfremt overtrædelsen var begået af en fysisk person. Der er på dette punkt tale om en realitetsændring i forhold til den regulering af spørgsmålet, der er indeholdt i lovforslagets § 1, nr. 3.

Til støtte for professor Gorm Toftegaard Nielsens forslag taler, at det i relation til forældelsesspørgsmålet ville betyde fuldstændig ligestilling mellem fysiske og juridiske personer. Som påpeget af professor Gorm Toftegaard Nielsen indebærer lovforslagets § 1, nr. 3, således, at der efter omstændighederne vil kunne være en længere forældelsesfrist for juridiske personer end for fysiske personer, som måtte b egå en tilsvarende lovovertrædelse.

Heroverfor står, at forslaget fra professor Gorm Toftegaard Nielsen ville indebære, at der ved en anvendelse i forhold til juridiske personer af reglen i straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1, 2. led, i det enkelte tilfælde skulle foretages en fiktiv (hypotetisk) omregning. Der ville således – til brug for afgørelsen om, hvorvidt den juridiske persons strafansvar var forældet – skulle foretages en vurdering af, om den konkret forskyldte straf v ersteget bøde, hvis den pågældende ansvarsudløsende handling i stedet var blevet begået af en fysisk person.

Efter Justitsministeriets opfattelse ville der kunne være vanskeligheder forbundet med at foretage denne fiktive (hypotetiske) omregning. Det hænger bl.a. sammen med, at strafansvar for juridiske personer efter omstændighederne også kan pålægges, selv om der ikke er bevis for, at bestemte fysiske personer (ansatte i en virksomhed mv.) har handlet uagtsomt eller forsætligt. En juridisk person kan således straffes for såkaldte anonyme el ler kumulerede fejl, eksempelvis hvis vedkommende juridiske person som sådan ikke har ført tilstrækkelig kontrol eller tilsyn med hensyn til overholdelse af lovgivningen på det pågældende område. I sager af denne karakter ville det næppe i alle tilfælde være muligt at foretage en klar udsondring af de handlinger, som udløser den juridiske persons strafansvar – en udsondring, der imidlertid ville være en nødvendig foruds&a ning for at kunne foretage den omtalte fiktive (hypotetiske) omregning af den forskyldte straf.

På den anførte baggrund finder Justitsministeriet efter en samlet afvejning ikke umiddelbart at kunne støtte professor Gorm Toftegaard Nielsens forslag om, at juridiske personers strafansvar altid skal være undergivet en forældelsesfrist på 2 år, når den konkret forskyldte straf for en fysisk person ikke ville overstige bøde.

Der er dog tale om et spørgsmål, der kan give anledning til tvivl. Justitsministeriet vil derfor drage omsorg for, at Straffelovrådet – som i tilknytning til sin igangværende gennemgang af straffelovens strafferammer bl.a. også vil kunne overveje behovet for ændringer af straffelovens regler om forældelse – får lejlighed til at forholde sig nærmere til professor Gorm Toftegaard Nielsens forslag om forældelse af jurid rs strafansvar.

4. Forslagets § 1, nr. 2, indebærer, at der i § 77 a indsættes et nyt punktum, således at der under de betingelser, som i øvrigt er anført i bestemmelsen, kan ske konfiskation af andre formuegoder, herunder penge (og ikke som hidtil alene af genstande).

Professor Gorm Toftegaard Nielsen anfører bl.a., at det generelt er problematisk at udvide de gældende muligheder for at foretage konfiskation.

Justitsministeriet skal hertil bemærke, at den udvidede adgang til konfiskation er nødvendig for, at Danmark kan tiltræde FN’s terrorfinansieringskonvention, ligesom forslagets § 1, nr. 2, gennemfører artikel 1, litra c, i FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001). Den foreslåede bestemmelse er dog ikke begrænset til at finde anvendelse i forhold til terrorhandlinger.

Endvidere bemærkes det, at konfiskation af andre formuegoder end genstande, herunder penge, vil forudsætte, dels at midlerne må befrygtes at ville blive brugt ved en strafbar handling, dels at konfiskation er påkrævet for at forebygge kriminalitet. Konfiskation vil således alene kunne ske, såfremt domstolene i det enkelte tilfælde vurderer, at disse betingelser er opfyldt.

Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål nr. 36-38.