Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Sundhedsudvalget (2. samling)
(L 64 - bilag 15)
(Offentligt)

 

 

Indenrigs- og Sundhedsministerens besvarelse af spørgsmål nr. 26 - 29 (L 64 – bilag 8), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet den 20. februar 2002.

Spørgsmål 26:

"Ministeren bedes oplyse, om det særlige tilskud til de foreningsejede behandlingssteder kan forventes bibeholdt i 2003 og de efterfølgende år?"

 

Svar:

De foreningsejede sygehuse, der er omtalt i sygehusloven, modtager ikke noget særligt tilskud. Det er i loven bestemt, at der er frit valg for patienterne til institutionerne inden for en fastsat ramme for hver institution. Det økonomiske grundlag efter loven er således en betaling fra patienternes hjemamter for ydet behandling. Jeg har ingen planer om at ændre dette system ud over den forslåede forhøjelse af de sammenlagte rammer med 15 mio. kr. og ud over den mere lovtekniske ændring, at rammerne efter forslaget fastsættes af ministeren, hvilket vil være en mere fleksibel løsning end den hidtidige.

Spørgsmål 27:

"Vil ministeren frem til fremsættelsen af finanslovsforslaget for 2003 tage initiativ til at undersøge finansieringsbehovet for hvert enkelt af de foreningsejede behandlingssteder?"

 

Svar:

Den foreslåede ordning indebærer, at ministeren løbende bør være opmærksom på eventuelle ændringer i de enkelte institutioners situation med henblik på, om der bør ske omprioritering inden for den samlede ramme.

Spørgsmål 28:

"Ministeren bedes kommentere de foreningsejede behandlingssteders ønske om så tidligt som muligt at udmelde den årlige økonomiske ramme af hensyn til planlægning og kontinuitet?"

 

Svar:

Jeg har stor forståelse for de foreningsejede institutioners ønsker i så henseende, og vil bestræbe mig meget på at tilgodese det på rimelig måde. Bortset fra ændringerne i indeværende år, som naturligvis kommer meget sent, finder jeg, at rammerne bør meldes ud i så god tid som muligt.

Spørgsmål 29:

"Vil ministeren gennem den foreslåede ramme til de foreningsejede behandlingssteder eller på anden måde sikre, at indsatsen for mennesker med den alvorlige og hurtigt fremadskridende sygdom Amyotrofisk Lateral Sklerose kan fastholdes som hidtil, når den nuværende projektbevilling udløber den 30. april 2002?"

 

Svar:

Regeringen overvejer i øjeblikket finansieringen af den aktivitet over for ALS-patienterne, der hidtil er sket under en projektbevilling.

 

 

 

 

 

Vedlagt i 70 eksemplarer besvarelse af spørgsmål nr. 26 – 29 (L 64 - bilag 8), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet Indenrigs- og Sundhedsministeren den 20. februar 2002.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Lars Løkke Rasmussen

/ John Erik Pedersen