Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik (2. samling)
(L 152 - bilag 147)
(Offentligt)

over

(Afskaffelse af de facto-flygtningebegrebet, effektivisering af asylsagsbehandlingen, skærpede

betingelser for meddelelse af tidsudbegrænset opholdstilladelse og stramning af betingelserne for familiesammenføring m.v.)

[af integrationsministeren (Bertel Haarder)]

Der er stillet 5 ændringsforslag til lovforslaget. Integrationsministeren har stillet ændringsforslag nr. 3-5 og Socialdemokratiets medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 1 og 2.

Lovforslaget blev fremsat den 28. februar 2002 og var til 1. behandling den 21. marts 2002. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik.

Udvalget har behandlet lovforslaget i 6 møder.

Den 9. april 2002 fik udvalget ved integrationsministeren og dennes embedsmænd en teknisk gennemgang af lovforslaget.

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og integrationsministeren sendte den 15. februar 2002 dette udkast til udvalget, jf. alm. del - bilag 283. Integrationsministeren har i flere omgange oversendt høringssvar til lovforslaget. Den 17. april 2002 sendte integrationsministeren et notat til udvalget om de modtagne høringssvar. Den 24. april 2002 sendte integrationsministeren et høringsnotat om UNHCR’s h&osl ngssvar.

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget skriftlige henvendelser fra:

Integrationsministeren har over for udvalget kommenteret de skriftlige henvendelser til udvalget.

Endvidere har følgende mundtligt over for udvalget redegjort for deres holdning til lovforslaget:

Udvalget har stillet 114 spørgsmål til integrationsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

Nogle af udvalgets spørgsmål til integrationsministeren og dennes svar herpå er optrykt som bilag 2 til betænkningen. Desuden er nogle af Retsudvalgets spørgsmål til integrationsministeren og dennes svar herpå parallelomdelt på lovforslaget og optrykt som bilag 3 til betænkningen.

Endvidere er to notater fra integrationsministeren optrykt som bilag 4 til betænkningen, mens aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti om lovforslaget er optrykt som bilag 5 til betænkningen.

Et flertal i udvalget (V, DF og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af integrationsministeren stillede ændringsforslag og vil stemme imod de af et mindretal under nr. 1 og 2 stillede ændringsforslag.

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget bemærker i den anledning følgende:

Ved folketingsvalget den 20. november 2001 gav vælgerne klart flertalsmandat til partierne Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti. Den massive opbakning var blandt andet resultatet af, at de tre partier - både hver især og samlet - havde ført en valgkamp med stramninger og ændringer i udlændingepolitikken som et centralt tema.

I den politiske debat om det af regeringen den 17. januar 2002 fremlagte notat »En ny udlændingepolitik«, der til dels er udmøntet i det den 28. februar 2002 fremsatte »Forslag til Lov om ændring af udlændingeloven og ægteskabsloven med flere love« (L 152), har Dansk Folkeparti ønsket at indgå i dialog og forhandling med regeringen med henblik på at forbedre og forstærke lovforslagets virkninger på en række punkter samt a t opnå en aftale om andre elementer, der også berører udlændingeområdet.

Dansk Folkeparti deler regeringens opfattelse af, at de skærpede regler for opnåelse af permanent opholdstilladelse (7 år i stedet for 3 år) og stramning af betingelserne for familiesammenføring (forhøjelse af alderskravet fra 18 år til 24 år), der følger af lovforslaget, samt de lavere sociale ydelser, der følger af lovforslag nr. L 126, samlet har en indvirkning på tilstrømningen af flygtninge og familiesammenf ørte til Danmark.

Dansk Folkeparti har sammen med regeringen aftalt nye retningslinjer for integrationsministerens udarbejdelse af lovforslag om indfødsrets meddelelse (naturalisation). Karensperioderne ved kriminalitet forøges markant, der stilles krav om bestået prøve i dansk, og ansøgeren pålægges at afgive et løfte om troskab og loyalitet mod Danmark og dansk lovgivning.

Der har i forhandlingerne med regeringen derudover været en række emner på bordet, og det er lykkedes at nå til enighed på de områder, der fremgår af aftalen mellem Dansk Folkeparti og regeringen, der er optrykt som bilag 5 til betænkningen.

En række af ændringerne i udlændingeloven vil alene få betydning i kraft af den måde, hvorpå de administreres af myndighederne, og det er vigtigt, at der her anlægges en restriktiv linie.

Det er Dansk Folkepartis opfattelse, at den samlede virkning af de aftalte ændringer vil påvirke dansk udlændingepolitik i den rigtige retning. Et vigtigt element i aftalen mellem Dansk Folkeparti og regeringen er aftalens punkt 9, hvoraf det fremgår, hvordan aftalen følges op af parterne.

Dansk Folkeparti vil til enhver tid arbejde for yderligere ændringer i udlændingepolitikken, såfremt dette måtte være påkrævet, indtil flygtningestrømmen og indvandringen er bremset, herboende flygtninge er hjemsendt i det omfang, det er muligt, og antallet af naturalisationer er nedbragt. Herudover vil Dansk Folkeparti medvirke til at lukke eventuelle »huller« og omgåelsesmuligheder i udlændingeloven og andre love, der må tte blive blotlagt med tiden.

Et af de punkter, der har været genstand for drøftelser, er det nye »beskyttelsesbegreb«, der afløser det hidtidige de facto-begreb. Beskyttelsesbegrebet er kendetegnet ved, at man undtager personer, der påberåber sig militærnægtelse, medlemskab af en milits eller som nærer subjektiv frygt, men ellers er indholdet efter Dansk Folkepartis vurdering ikke ændret.

Med henblik på at give det nye beskyttelsesbegreb en reel forskel i forhold til personer, der er konventionsflygtninge (udlændingelovens § 7, stk. 1), har Dansk Folkeparti ønsket, at personer under det nye beskyttelsesbegreb alene skulle have midlertidig opholdstilladelse og ikke skulle kunne opnå permanent opholdstilladelse. Dette ønske er helt i overensstemmelse med regeringens »En ny udlændingepolitik«, hvoraf det fremgår, at: »Det skal v&ael ig;re hovedreglen, at flygtninge vender tilbage til deres hjemland«. Det er vigtigt at understrege, at Danmark i henhold til flygtningekonventionen ikke er forpligtet til at give permanent opholdstilladelse til personer under det nye beskyttelsesbegreb (og heller ikke til konventionsflygtninge).

Der kan altså fortsat ske en tilpasning af udlændingepolitikken inden for Danmarks forpligtelser i forhold til internationale konventioner. Regeringen har dog over for såvel Dansk Folkeparti som offentligheden givet klart udtryk for, at det nye beskyttelsesbegreb vil medføre betydelig færre opholdstilladelser end hidtil. Dansk Folkeparti vil følge denne udvikling nøje.

Udover de konkrete ændringsforslag sikrer aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti, at der skabes øget opmærksomhed om konsekvenserne af udlændingepolitikken, at der kommer fokus på hjemsendelse af flygtninge, der ikke har permanent opholdstilladelse i Danmark, og at der i fremtiden vil være et bedre grundlag for at gennemføre justeringer i rette tid.

Aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti vedrørende lovforslag nr. L 152 af 28. februar 2002 om ændring af udlændingeloven og ægteskabsloven med flere love er optrykt som bilag 5 til betænkningen.

Et mindretal i udvalget (S) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag. Hvis de af mindretallet under nr. 1 og 2 stillede ændringsforslag ikke vedtages ved 2. behandling, vil mindretallet stemme imod lovforslaget ved 3. behandling.

Socialdemokratiet går ind for et samfund, der bygger på klare rettigheder og pligter. Partiet lægger vægt på, at alle mennesker i Danmark på trods af forskellige opfattelser og baggrunde føler ansvar for hinanden. At alle oplever et fællesskab baseret på en række grundlæggende værdier. Værdier, som er fundamentale for vores samfund.

Socialdemokratiet vil sikre en konsekvent og retfærdig linje i udlændingepolitikken. Partiet vil en udlændinge- og integrationspolitik, der skaber sammenhold og ikke splittelse. Det er Socialdemokratiets klare opfattelse, at regeringen med dele af de samlede initiativer på udlændingeområdet bidrager til det sidste – splittelse mellem udlændinge og danskere og dermed ikke gavner det egent-lige: Integrationen af udlændinge.

For Socialdemokratiet er det afgørende, at integrationen af udlændinge i Danmark styrkes, så udlændinge bliver aktive deltagere og bidragydere i det danske samfund. SR-regeringen tog en lang række initiativer, der havde til formål at styrke integrationen af udlændinge i det danske samfund. Centralt i dette arbejde står integrationsloven, som trådte i kraft i 1999, og som efter 3 år skal revideres.

Mange af initiativerne har bidraget positivt, sådan som det blev fortalt ved Integrationsudvalgets besøg til Ishøj kommune den 3. maj 2002, men der er et behov for at styrke indsatsen. Ledigheden blandt udlændinge på arbejdsmarkedet er for høj og hertil kommer, at mange udlændinge overhovedet ikke er en del af arbejdsstyrken.

Socialdemokratiet har noteret sig, at selv om regeringen taler meget om en øget integrationsindsats, så er der endnu ikke fremsat nogle konkrete integrationsforslag i Folketinget i relation til ændringerne af udlændingeloven. Det er stærkt beklageligt, at dette arbejde er udsat til efteråret 2002. Regeringens finanslov for 2002 har reelt fjernet det økonomiske grundlag for integrationsindsatsen, og der er ingen nye fremadrettede tiltag. Det er i kke nok blot at tale om integration. Der skal handling bag ordene og økonomi bag handlingerne.

Socialdemokratiet har noteret sig, at regeringen siden fremsættelsen af udlændingepakken i foråret 2002 har fastholdt, at de to lovforslag: L 152 om ændringer af udlændingeloven og L 126 om indførelse af en startydelse for flygtninge og indvandrere, skal ses i sammenhæng. Uagtet at Socialdemokratiet har foreslået forhandlinger punkt for punkt om lovforslaget til ændringer af udlændingeloven, så har der ikke være t taget initiativ til reelle forhandlinger fra regeringens side. På det grundlag må Socialdemokratiet forholde sig til de to lovforslag i sammenhæng.

Socialdemokratiet tager afstand fra lovforslaget om at indføre nye satser for ydelser til udlændinge, der har opnået midlertidig opholdstilladelse i Danmark, den såkaldte starthjælp, som foreslået i L 126. Den tidligere regering forsøgte med en moderat lavere ydelse at fremme integrationen, uden succes. Høringssvar fra Kommunernes Landsforening og fra Københavns Kommune peger på, at den nye starthjælp vil forø ;ge kommunernes udgifter til sociale enkeltbevillinger, alene for at en familie kan betalte de mest basale omkostninger. Det vil yderligere forstærke den skæve fordeling mellem kommuner med få og kommuner med mange mennesker med anden etnisk baggrund. Kombinationen med starthjælp og et børnetilskud til maksimum to børn vil forarme en del flygtningefamilier i en sådan grad, at privatøkonomien alene sætter dem uden for det almindelige samfundsliv. Resul tatet bliver det modsatte af integration, at indvandrere og flygtninge fastholdes i egne netværk isoleret fra det øvrige samfund.

Lovforslagets manglende hensyn til personer med handicap, traumer og følgetilstande efter krigshandlinger og/eller tortur kan heller ikke accepteres af Socialdemokratiet. Regler om, at flygtninge ikke længere skal være omfattet af de almindelige revalideringsydelser vidner om en stor mangel på indblik i traumatiserede flygtninges forhold og i arbejdsmarkedets vilkår generelt.

Set i sammenhæng med regeringens varslede integrationsinitiativer til efteråret - hvor der i forbindelse med gennemførelse af integrationsprogrammet for flygtninge og indvandrere skal indgå en praktik på danske arbejdspladser til samme lave ydelse, som lovforslaget nu gennemfører – giver det et samlet billede af en regering, der er ude på at presse mindstelønnen på arbejdsmarkedet. Dette kan Socialdemokratiet ikke acceptere. F nge og indvandrere skal ikke bruges som murbrækkere i forhold til at skabe splid på det danske arbejdsmarked.

Med dette betænkningsbidrag giver Socialdemokratiet sin støtte til dele af regeringens lovforslag om ændringer af udlændingeloven m.v.:

Under valgkampen til Folketingsvalget i november 2001 sagde Socialdemokratiet, at partiet vil arbejde for et samfund, hvor antidemokratiske, autoritære eller kvindeundertrykkende holdninger ikke får lov til at brede sig.

Det danske samfund bygger på ligeværd mellem mennesker: Høj som lav; mænd som kvinder. Tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber er desværre en realitet i Danmark. En del unge med en udenlandsk baggrund tvinges af deres familier til at indgå sådanne ægteskaber, der ofte medfører meget store omkostninger for de unge. Konsekvenserne for de unge, der bryder ud af disse ægteskaber, er ofte voldsomme både fysisk o g psykisk, samtidig med at integrationen besværliggøres.

Det kræver både påvirkning af holdninger, stærk støtte og opbakning til unge, der ønsker at være mønsterbrydere, samt lovgivning at komme dette problem til livs. Socialdemokratiet gjorde det således allerede under valgkampen klart, at partiet var indstillet på i den kommende valgperiode at gennemføre lovændringer for at nå målsætningen. En løsning på problemerne omkring tvangsæ ;gteskaber vil selvsagt også forbedre mulighederne for at nå målsætningen om en bedre integration.

Socialdemokratiet har foreslået en aldersgrænse for familiesammenføring på 24 år. Socialdemokratiet støtter derfor en aldersgrænse på 24 år for begge parter, før der kan søges om familiesammenføring. Hertil skal der knyttes en værnsregel, som er retssikkerhedsmæssigt betryggende og objektiv. Disse grundlæggende hensyn er imidlertid ikke indeholdt i regeringens formulerede tilknytningskrav, hvi s praktiske udformning vil bygge på en administrativ vurdering og vægtning af de kriterier, der oplistes, med risiko for stor vilkårlighed og retsusikkerhed. Derfor kan Socialdemokratiet ikke støtte den udformning, tilknytningskravet har i regeringens lovforslag. Der henvises til besvarelserne af udvalgets spørgsmål nr. 62, 64, 65, 66, 74, 75, 76 og 77, der er optrykt som bilag til betænkningen.

Socialdemokratiet støtter lovens elementer om at skærpe sanktionsmulighederne for tildeling af permanent opholdstilladelse ved begåelse af hård kriminalitet. Ligeledes støtter Socialdemokratiet regeringens ændringsforslag til skærpede karenstider, før udlændinge med midlertidig opholdstilladelse kan opnå permanent opholdstilladelse i Danmark.

Socialdemokratiet har også tidligere sat konsekvent ind over for kriminelle udlændinge, der under dække af at være flygtninge begik omfattende kriminalitet, mens deres asylsag blev behandlet. Derfor gennemførte den tidligere SR-regering i foråret 2001 en række ændringer af udlændingeloven, som gav mulighed for at frihedsberøve kriminelle asylansøgere, mens deres sag behandles, og endvidere at fremskynde sagernes afslutni ng. Under valgkampen lovede Socialdemokratiet et eftersyn af asylsystemet, så det ikke misbruges af kriminelle.

Socialdemokratiet støtter derfor også, at flygtninge og indvandrere med midlertidig opholdstilladelse, der begår hård kriminalitet som f.eks. grov vold og narkotikarelateret kriminalitet, skal have udsat deres muligheder for at søge permanent opholdstilladelse. Danmark skal ikke være et attraktivt land for kriminelle udlændinge.

Socialdemokratiet støtter det af regeringen stillede ændringsforslag om, at flygtninge og indvandrere, der søger permanent opholdstilladelse i Danmark, først skal gennemføre et integrationsprogram og bestå en danskprøve som betingelse for at opnå permanent opholdstilladelse i Danmark.

Sproget er afgørende for en vellykket integration. Derfor vil Socialdemokratiet sikre, at alle, der ønsker at leve i Danmark, lærer dansk, og at de får en uddannelse og kommer i arbejde. Den bedste integration sker på arbejdspladsen, og sproget er ofte en forudsætning for at komme ind at opnå en fast tilknytning til det danske arbejdsmarked.

Socialdemokratiet er villig til at drøfte videre med regeringen, hvad en udvidet green card ordning indbefatter. Det forudsættes, at arbejdsmarkedets parter inddrages i dette arbejde.

Socialdemokratiet er rede til at se på kommunernes forpligtelse til at stille en bolig til rådighed for flygtninge efter 3 måneder - forudsat at det ikke fører til en ændret fordeling af flygtninge mellem de danske kommuner. Denne del af regeringens udlændingepakke skal forhandles med Kommunernes Landsforening og behandles derfor først til efteråret, hvorfor der er tid til at få mulige uklarheder afdækket forinden.

Følgende elementer er Socialdemokratiet imod:

Socialdemokratiet kan ikke støtte, at de facto-begrebet i den danske udlændingelov ændres til en ny type beskyttelsesstatus, hvilket er baggrunden for det ændringsforslag, partiet har stillet.

I FN’s flygtningekonvention står nævnt en lang række grunde til, at man kan opnå flygtningestatus som følge af individuel forfølgelse. Det kan f.eks. være tro eller race. Det har dog vist sig, at konventionen ikke er udtømmende for alle, der er individuelt forfulgte. Derfor indførtes i 1983 de facto-begrebet i den danske udlændingelov, som dækker over årsager, der svarer til dem, der er nævnt i Flygtni ventionen, og som medfører individuel forfølgelse.

Ændringen i dansk udlændingelov af »de facto-begrebet« til det mere udefinerbare »beskyttelsesstatus-begreb« sker med henblik på, at Danmark kun skal yde beskyttelse i de tilfælde, hvor Danmark er internationalt forpligtet hertil.

En sådan ændring vil dog i bedste fald kun betyde en uændret status for tildeling af asyl til flygtninge i Danmark. I værste fald udgør den ændrede status en risiko for, at man i fremtiden udviser mennesker, der vil blive forfulgt i deres hjemland. Socialdemokratiet har derfor valgt at stille ændringsforslag til forslaget om afskaffelse af de facto begrebet.

Socialdemokratiet finder ikke, at det er rimeligt at øge længden af den midlertidige opholdstilladelse fra 3 til 7 år, som det gennemføres med lovforslaget. Derfor stiller Socialdemokratiet et ændringsforslag om, at 3 års reglen fastholdes.

Flygtninge har typisk opholdt sig i ca. 4 år i Danmark, før de får permanent opholdstilladelse i dag. Det skyldes, at der ofte går mellem ½ og 1 ½ år, før de får tilkendt flygtningestatus og dermed midlertidig opholdstilladelse. For Socialdemokratiet at se er en længere periode med usikkerhed for den enkelte flygtning meget problematisk og er med til at gøre det vanskeligere for flygtninge at fungere i det danske samfund.

Flygtninge har også børn og familier, og der må være grænser for, hvor længe deres fremtidige opholdsgrundlag skal være usikkert. Samtidig viser alle erfaringer, at der i langt de fleste flygtningeproducerende lande ikke i løbet af en kortere årrække bliver så ordnede forhold, at det er muligt at vende tilbage. Derfor bliver konsekvensen af loven, at flere mennesker må leve en længere årrække med u sikkerhed om deres fremtidige opholdssted - ikke at flere kan vende hjem.

Loven ændrer ikke på bestemmelsen om, at der ved en inddragelse af en opholdstilladelse skal tages særligt hensyn til, om det ændrede opholdsgrundlag er sket som følge af ophørt samliv med en voldelig ægtefælle eller overgreb fra eventuel svigerfamilie.

Det indgår dog ikke som et særskilt grundlag for fortsat tildeling af opholdstilladelse, at der har været vold i parforholdet. Derimod vurderes dette i forhold til, hvor lang tid kvinden har været i landet, og om hun overhovedet kan bevise at have været udsat for vold.

Når perioden for, hvornår man kan tildele en udlænding permanent opholdstilladelse, forlænges fra 3 til 7 år, kan man forvente, at flere kvinder, der bryder med en voldelig ægtemand, i fremtiden vil miste deres opholdstilladelse som følge af »kun« at have været bosat i landet i 3-5 år. Dette vil højst sandsynligt medføre, at flere kvinder vil blive i et voldeligt ægteskab i en længere periode med fare for der es eget og deres eventuelle børns liv.

Dette er uacceptabelt og tilmed muligvis i strid med FN’s menneskerettighedserklæring. Derfor er dette endnu et argument for, hvorfor Socialdemokratiet ikke kan støtte forøgelse af længden af midlertidig opholdstilladelse fra 3 til 7 år. Socialdemokratiet har derfor valgt at stille ændringsforslag, der fastholder længden af midlertidig opholdstilladelse på 3 år.

Socialdemokratiet anser ligeledes lovforslagets ændringer af asylbehandlingen som unødvendige og frygter en dårligere retssikkerhed for flygtninge, der søger om asyl i Danmark. Det er ikke godtgjort at Flygtningenævnets ændrede sammensætning i fremtiden vil føre til hurtigere og bedre sagsbehandling af asylsager. Socialdemokratiet gør i den forbindelse opmærksom på de danske domstoles typiske brug af lægdommer e ved alle typer af afgørelser.

Socialdemokratiet skal derfor opfordre til, at der foretages en nærmere analyse af de danske erfaringer i perioden, hvor Dansk Flygtningehjælp har været repræsenteret i Flygtningenævnet – og at der foretages en sammenligning med erfaringer fra andre lande, der har tilsvarende organer repræsenteret.

Konsekvenserne af ovenstående holdninger til L 152 er, at Socialdemokratiet tilslutter sig intentionerne i dele af lovforslaget, men må afvise det samlede lovforslag, såfremt Socialdemokratiets to ændringsforslag ikke vedtages.

Et andet mindretal i udvalget (SF, RV og EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de af et mindretal under nr. 1 og 2 stillede ændringsforslag og imod de af ministeren stillede ændringsforslag.

Efter mindretallets opfattelse kan ingen sige om regeringen, at den forsøger at stikke sin politik under stolen. Formålet er åbent erklæret, at der skal ske et dramatisk fald i »tilstrømningen« af udlændinge til Danmark. Til dette formål tages alle midler i brug, og det fremsatte lovforslag – samt de ændringsforslag, som Dansk Folkeparti har fået regeringen med på – er efter mindretallets opfattelse udtryk for en kl g politik vendt mod humanisme, mod integration og mod solidaritet med forfulgte. Denne linje er ikke mindretallets.

Lovforslaget repræsenterer efter mindretallets opfattelse det stik modsatte af de erklærede hensigter fra regeringen, nemlig et ønske om at skabe ro om integrationen. Det vil føre for vidt at komme ind på alle de enkelte forslag og deres konsekvenser, men mindretallet vil fremhæve nogle af de ændringer, hvis konsekvenser vil være en dårligere, vanskeligere og mere negativ integration af udlændinge i samfundet:

Der er efter mindretallets opfattelse ikke tvivl om, at regeringen med sit forslag om at nedsætte ydelsen til udlændinge med 50 procent vil bidrage til at skabe en yderligere social marginalisering, som i sin konsekvens blot vil forværre denne befolkningsgruppes muligheder for at komme ind i samfundet og her skabe sig en plads på et ligeværdigt grundlag. Set med mindretallets øjne er der tale om, at regeringen og dens støtteparti under foregiven af at ville fremme motivationen til integration i stedet lægger hindringer i vejen for en ligeværdig proces, hvor udlændinge med minoritetsbaggrund kan føle sig værdsat og ikke som andenrangsborgere.

Efter mindretallets opfattelse er det klart, at forudsætningen for en vellykket integration er en tillid til, at man kan skabe sig en tryg fremtid i det danske samfund. Denne tillid vil lide et alvorligt knæk med lovforslagets indførelse af midlertidig opholdstilladelse i syv år – noget som i realiteten for en asylansøger/flygtning kan betyde, at der bliver midlertidig opholdstilladelse i både, otte, ni og måske endog mere end ti år lig;ngig af, hvor lang tid behandlingen af asylsager tager (jf. ministeriets bemærkning i bilag 50, s. 18, hvor det hedder »at for så vidt angår udlændinge, der meddeles opholdstilladelse med konventions- eller beskyttelsesstatus, regnes syv års-perioden fra tidspunktet for den første meddelelse af opholdstilladelse«). I en årrække at være usikker på sin fremtid og sine muligheder i samfundet vil være den værst tænkelige basis fo r at yde en indsats. Det gælder for såvel udlændingen som for det danske samfund. For udlændingen vil en indsats for at skaffe sig arbejde, tage uddannelse, engagere sig i samfundet (lokalt og nationalt) og i det hele taget deltage i samfundets forskellige aktiviteter hele tiden være præget af truslen om at blive udvist. Også for en arbejdsgiver vil det være vanskeligt at satse på en udlændings uddannelse og ansvar på arbejdspladsen, nå r der i årevis kan være fare for, at personen vil blive udvist. Efter mindretallets opfattelse er denne utryghedsperiode et slag i ansigtet på de mange bestræbelser, som organisationer, foreninger, arbejdsgivere og andre, der gør et stort arbejde for at skabe en god og holdbar integration.

Men hensyn til lovforslagets stramninger af familiesammenføringer mellem unge under 24 år så finder mindretallet, at den erklærede hensigt – at ville begrænse tvangs- og arrangerede ægteskaber – mere er udtryk for signalpolitik end et reelt forsøg på at gøre noget ved de situationer, hvor unge mod deres vilje bliver gift med en person, de ikke ønsker. Som det har været fremme i den offentlige debat, og som o nsk Flygtningehjælp i sit høringssvar skriver, så må »ændring af reglerne (…) forventes at ramme mange, der har en udenlandsk ægtefælle. Samtidig må det anses for tvivlsomt, om det tilsigtede mål nås, eller problemet blot tilnærmelsesvis afhjælpes ved indførelsen af aldersgrænsen. Som tidligere nævnt er det tænkeligt, at mange blandt de berørte persongrupper simpelthen vælger at udskyde indg& elsen af ægteskabet eller blot afventer familiesammenføringen, indtil parterne er fyldt 24 år«. Mindretallet deler denne vurdering og finder, at forslaget mere end at være et reelt forsøg på at gøre noget praktisk for at hjælpe i de vanskelige situationer, hvor unge – der befinder sig i grænselandet mellem forældrenes traditionelle baggrund og det moderne danske samfund med stor egenindflydelse for den unge – står over for et p ræffe bestemte valg, snarere er endnu et eksempel på, at der lovgives på basis af politiske signaler.

I den forbindelse er regeringens udspil på netop ægteskabsområdet efter mindretallets opfattelse præget af en besynderlig og tankevækkende inkonsekvens. Forslaget om, at en kvinde, der lever i et voldeligt ægteskab, og som ønsker at komme ud af det, kan risikere at blive udvist, hvis det sker inden for den syvårige midlertidige opholdsperiode, er efter mindretallets opfattelse et eksempel på, at kvinder på det nærmeste pre sses til at blive i et sådant voldeligt »tvangsægteskab«.

Af bemærkningerne til lovforslaget og i flere af de svar, der er givet til udvalget, fremhæver regeringen, at der skal udøves en række skøn og tages særlige hensyn. Efter mindretallets opfattelse er den udbredte brug af skøn og vurderinger et udtryk for, at den stramme linje over for udlændinge, som regeringen og støttepartiet står for, ikke i praksis kan lade sig gøre uden at gribe dybt ind i enkeltpersoners liv. Det er efter mindretallets opfattelse et eksempel på, at regeringen frygter, at dens stramme politik ikke i praksis kan håndtere virkeligheden. Det retspolitiske problem er imidlertid, at der på denne måde ikke skabes klarhed med lovgivningen, men åbnes for uklarhed, vilkårlighed og uigennemsigtighed for borgerne og brugerne. Det er en retspolitisk glidebane, som mindretallet klart må advare imod.

Også til asylansøgere har regeringen dårligt nyt. Det igennem talrige år strammede og begrænsede asylsystem får med disse ændringer endnu en omdrejning, hvis konsekvenser bliver dårligere retssikkerhed for asylansøgerne, undergravelse af Flygtningenævnets troværdighed og af tilliden til systemets uafhængighed. Blandt de mange ændringer kan for eksempel nævnes:

Den hidtidige sammensætning af Flygtningenævnet ændres, og antallet af medlemmer reduceres. I adskillige af høringssvarene fra organisationerne undrer man sig over, at dette system skal laves om. Mindretallet deler denne undren. Sagligt set er der ikke nogen begrundelse for, at nævnet skulle bliver bedre eller hurtigere til sit arbejde, ved kun at bestå af tre personer. Der kan efter mindretallets opfattelse kun være tale om, at man fra regeringe n er gået på »kalkunjagt« for at få ram på Dansk Flygtningehjælp, som i årevis har været en torn i øjet på regeringspartierne og deres støtteparti. Jagten er begrundet med, at Flygtningehjælpen skulle være belastet på sin habilitet, men det er efter mindretallets mening i højere grad tilfældet med den integrationsministerrepræsentant, der kommer til at sidde sammen med en dommer og en advokat.

Mindretallet finder også, at der er principielle problemer ved at indføre et system i de såkaldt åbenbart grundløse-sager, hvorefter nogle sager alene vil skulle behandles på et skriftligt grundlag. Det er klart – hvilket også er fremhævet af flere af høringsparterne – at netop det personlige indtryk, troværdighedsvurderinger og mulighed for at stille uddybende spørgsmål – er afgørende for gens kvalitet. For asylsøgeren er det ligeledes vigtigt for tilliden til retssystemet, at det bliver muligt at fremføre sine synspunkter og forklaring direkte over for dem, der skal afgøre sagen. Mindretallet finder derfor, at de foreslåede ændringer er stærkt utilfredsstillende og endnu et udtryk for den undergravelse af troværdigheden og uafhængigheden for Flygtningenævnet, som også på andre punkter slår igennem.

Som et eksempel på den kynisme, som lovforslaget efter mindretallets opfattelse er udtryk for, kan nævnes forslaget om at afskaffe retten til at søge om asyl i Danmark via en dansk ambassade. Det beskedne antal, der her årligt får mulighed for at få beskyttelse mod den forfølgelse, de udsættes for, skal nu bringes ned til nul. Det viser med klarhed, at regeringen vil forfølge sin inhumane politik med alle til rådighed stå ;ende midler – for hvem er det, der får asyl via en ambassade? Det er præcis folk, som opfylder alle kravene til det, som regeringen ellers ved højtidelige lejligheder hævder er målet med udlændingeloven, nemlig »rigtigt« forfulgte. Klarere og tydeligere kan regeringens politik på dette område næppe udtrykkes: disse mennesker skal ikke fremover kunne få bes se i Danmark. Begrundelsen er, at det er vi ikke forpligtet til af internationale konventioner, hvilket er et argument, som efter mindretallets opfattelse viser, at regeringen griber efter, hvad den kan finde af argumenter i en sag, som lugter mindre end godt. Hvis begrundelsen virkelig er, at vi kun lovgiver om forhold, som vi er forpligtet til af internationale konventioner, så burde regeringen stille sig i spidsen for ophævelse af endog ganske megen lovgivning.

Et tredje mindretal i udvalget (IA) vil redegøre for sin stilling ved lovforslagets 2. behandling.

Kristeligt Folkeparti, Tjóðveldisflokkurin, og Siumut var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

Ændringsforslag

Til § 1

1) I den under nr. 2 foreslåede affattelse af § 7 affattes stk. 2 således:

»Stk. 2. Efter ansøgning gives der endvidere opholdstilladelse til en udlænding, som ikke er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951, men hvor det af lignende grunde som anført i konventionen eller af andre tungtvejende grunde, der medfører velbegrundet frygt for forfølgelse eller tilsvarende overgreb, ikke bør kræves, at den pågældende vender tilbage til sit hjemland. En ansøgning som nævnt i 1. pkt. anses ogs&ari ng; som en ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1.«

[Opretholdelse af de facto-status]

2) I den under nr. 6 foreslåede affattelse af § 11 ændres i stk. 3 »7 år« til: »3 år«.

[Permanent opholdstilladelse efter 3 år]

3) I den under nr. 6 foreslåede affattelse af § 11 udgår stk. 6 og 7, og i stedet indsættes:

»Stk. 6. Medmindre særlige grunde taler derfor, kan en udlænding, der uden for de i stk. 5 nævnte tilfælde her i landet er idømt betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter, ikke meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse før efter udløbet af de i § 11 a n& aelig;vnte tidsrum.

Stk. 7. Medmindre særlige grunde taler derimod, er meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse betinget af, at udlændingen

1. har gennemført et tilbudt introduktionsprogram efter integrationsloven eller, hvis dette ikke er tilfældet, har gennemført et andet tilbudt forløb, der kan sidestilles hermed, jf. stk. 8,
2. har bestået en af ministeren for flygtninge, indvandrere og integration godkendt danskprøve, jf. stk. 8, og
3. ikke har forfalden gæld til det offentlige, jf. stk. 8.

Stk. 8. Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration fastsætter nærmere regler for anvendelsen af stk. 3, 4 og 7 og for kommunalbestyrelsens udtalelse efter integrationslovens § 52.«

[Karenstid for lovovertrædelser, danskprøve]

4) Efter nr. 6 indsættes som nyt nummer:

»§ 11 a. Betinget frihedsstraf er til hinder for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse i 3 år fra tidspunktet for afsigelse af endelig dom, dog altid indtil udløbet af den prøvetid, der er fastsat i dommen.

Stk. 2. Ubetinget frihedsstraf er uden for de i § 11, stk. 5, nævnte tilfælde til hinder for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse i følgende tidsrum:

1. Ubetinget frihedsstraf i under 60 dage er til hinder for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse i 5 år fra tidspunktet for løsladelse.
2. Ubetinget frihedsstraf i 60 dage eller mere, men under 6 måneder, er til hinder for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse i 8 år fra tidspunktet for løsladelse.
3. Ubetinget frihedsstraf 6 måneder eller mere, men under 1 år, er til hinder for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse i 10 år fra tidspunktet for løsladelse.
4. Ubetinget frihedsstraf i 1 år eller mere, men under 2 år, er til hinder for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse i 12 år fra tidspunktet for løsladelse.
5. Ubetinget frihedsstraf i 2 år eller mere er til hinder for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse i 15 år fra tidspunktet for løsladelse.

Stk. 3. Prøveløslades udlændingen, regnes de i stk. 2, nr. 2-5, nævnte tidsrum fra dette tidspunkt.

Stk. 4. Anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en betinget eller ubetinget frihedsstraf, er uden for de i § 11, stk. 5, nævnte tilfælde til hinder for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse i følgende tidsrum:

1. Dom til ambulant behandling med mulighed for hospitalsindlæggelse, jf. straffelovens §§ 68 og 69, er til hinder for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse i 2 år fra tidspunktet for rettens endelige bestemmelse om foranstaltningens ophævelse, dog mindst 3 år fra tidspunktet for rettens endelige bestemmelse om idømmelse af foranstaltningen, jf. stk. 5.
2. Dom til behandling i hospital, jf. straffelovens §§ 68 og 69, er til hinder for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse i 4 år fra tidspunktet for rettens endelige bestemmelse om foranstaltningens ophævelse, dog mindst 6 år fra tidspunktet for rettens endelige bestemmelse om idømmelse af foranstaltningen, jf. stk. 5.
3. Dom til anbringelse i hospital, jf. straffelovens §§ 68 og 69, er til hinder for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse i 6 år fra tidspunktet for rettens endelige bestemmelse om foranstaltningens ophævelse, dog mindst 8 år fra tidspunktet for rettens endelige bestemmelse om idømmelse af foranstaltningen, jf. stk. 5.
4. Dom til forvaring, jf. straffelovens § 68, jf. § 70, og § 70, er til hinder for meddelelse af tidsubegrænset opholdtilladelse i 15 år fra tidspunktet for rettens endelige bestemmelse om foranstaltningens ophævelse, jf. stk. 5.

Stk. 5. Ved efterfølgende ændringer af en af de i stk. 4 nævnte retsfølger beregnes udstrækningen af tidsrummet ud fra den sidst idømte retsfølge.

Stk. 6. Er udlændingen flere gange idømt betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for lovovertrædelser, der ville have medført straf af denne karakter, beregnes de i stk. 1, 2 og 4 nævnte tidsrum ud fra den sidst idømte retsfølge, medmindre tidsrummet herved bliver kortere end det tidsrum, der efter stk. 1, 2 eller 4 er gældende for udl& aelig;ndingen efter en tidligere idømt retsfølge.««

[Karenstid for lovovertrædelser]

Til § 8

5) I stk. 3 ændres »Udlændingelovens § 11 som affattet ved denne lovs § 1, nr. 6« til»: Udlændingelovens §§ 11 og 11 a som affattet henholdsvis indsat ved denne lovs § 1, nr. 6 og 01«.

[Konsekvensrettelse]

Bemærkninger

Til nr. 1

Ændringsforslaget indebærer, at den nugældende mulighed for at opnå de facto-status, bevares, idet Socialdemokratiet ikke kan støtte indførelsen af en ny type beskyttelsesstatus i udlændingeloven.

I FN’s flygtningekonvention står nævnt en lang række grunde til, at man kan opnå flygtningestatus som følge af individuel forfølgelse. Det kan f.eks. være tro eller race. Det har dog vist sig, at konventionen ikke er udtømmende for alle, der er individuelt forfulgte. Derfor indførtes i 1983 de facto-begrebet i den danske udlændingelov, som dækker over årsager, der svarer til dem, der er nævnt i Flygtni ventionen, og som medfører individuel forfølgelse.

Ændringen i dansk udlændingelov af »de facto-begrebet« til det mere udefinerbare »beskyttelsesstatus-begreb« sker med henblik på, at Danmark kun skal yde beskyttelse i de tilfælde, hvor Danmark er internationalt forpligtet hertil.

En sådan ændring vil dog i bedste fald kun betyde en uændret status for tildeling af asyl til flygtninge i Danmark – i værste fald udgør den ændrede status en risiko for, at man i fremtiden udviser mennesker, der vil blive forfulgt i deres hjemland.

Til nr. 2

Ændringsforslaget medfører, at tidsubegrænset opholdstilladelse fortsat kan meddeles efter 3 år og ikke først efter 7 år, som regeringen foreslår.

Socialdemokratiet finder ikke, at det er rimeligt at øge længden af den midlertidige opholdstilladelse fra 3 til 7 år, som det gennemføres med lovforslaget.

Flygtninge har typisk opholdt sig i ca. 4 år i Danmark, før de får permanent opholdstilladelse i dag. Det skyldes, at der ofte går mellem ½ og 1 ½ år, før de får tilkendt flygtningestatus og dermed midlertidig opholdstilladelse. For Socialdemokratiet at se er en længere periode med usikkerhed for den enkelte flygtning meget problematisk og er med til at gøre det vanskeligere for flygtninge at fungere i det danske samfund.

Flygtninge har også børn og familier, og der må være grænser for, hvor længe deres fremtidige opholdsgrundlag skal være usikkert. Samtidig viser alle erfaringer, at der i langt de fleste flygtningeproducerende lande ikke i løbet af en kortere årrække bliver så ordnede forhold, at det er muligt at vende tilbage. Derfor bliver konsekvensen af loven, at flere mennesker må leve en længere årrække med u sikkerhed om deres fremtidige opholdssted - ikke at flere kan vende hjem.

Loven ændrer ikke på bestemmelsen om, at der ved en inddragelse af en opholdstilladelse skal tages særligt hensyn til, om det ændrede opholdsgrundlag er sket som følge af ophørt samliv med en voldelig ægtefælle eller overgreb fra eventuel svigerfamilie.

Det indgår dog ikke som et særskilt grundlag for fortsat tildeling af opholdstilladelse, at der har været vold i parforholdet. Derimod vurderes dette i forhold til, hvor lang tid kvinden har været i landet, og om hun overhovedet kan bevise at have været udsat for vold.

Når perioden for, hvornår man kan tildele en udlænding permanent opholdstilladelse, forlænges fra 3 til 7 år, kan man forvente, at flere kvinder, der bryder med en voldelig ægtemand, i fremtiden vil miste deres opholdstilladelse som følge af »kun« at have været bosat i landet i 3-5 år. Dette vil højst sandsynligt medføre, at flere kvinder vil blive i et voldeligt ægteskab i en længere periode med fare for der es eget og deres eventuelle børns liv.

Dette er uacceptabelt og tilmed muligvis i strid med FN’s menneskerettighedserklæring, derfor er dette endnu et argument for, hvorfor Socialdemokratiet ikke kan støtte forøgelse af længden af midlertidig opholdstilladelse fra 3 til 7 år.

Til nr. 3-5

Ved lovforslag nr. L 152 af 28. februar 2002 om ændring af udlændingeloven og ægteskabsloven med flere love foreslås bl.a. en række skærpelser af betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse.

Det fremgår bl.a., at udlændinge, der idømmes ubetinget straf af mindst 2 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed, for alvorlig kriminalitet som f.eks. narkotikakriminalitet, menneskesmugling, drab, grov vold og voldtægt, udelukkes fra at kunne opnå tidsubegrænset ophold stilladelse, jf. den ved lovforslagets § 1, nr. 6, foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 5.

Det fremgår endvidere, at meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse – medmindre særlige grunde taler derimod – er betinget af, at udlændingen uden for de ovenfor nævnte tilfælde ikke her i landet inden for en af integrationsministeren fastsat periode (karenstid) er idømt en betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en elig;delse, der ville have medført en straf af denne karakter, jf. den ved lovforslagets § 1, nr. 6, foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 6, nr. 2.

Det foreslås, at bemyndigelsesadgangen til integrationsministeren udgår, og at karenstiderne i stedet fastsættes i lovteksten.

Det følger således af den nu foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 6, at en udlænding, der uden for de i den ved lovforslagets § 1, nr. 6, foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 5, nævnte tilfælde her i landet er idømt betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf a f denne karakter, ikke – medmindre særlige grunde taler derfor – kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse før efter udløbet af de i den nu foreslåede bestemmelse i § 11 a nævnte tidsrum.

Det strafbare forhold skal være pådømt her i landet. Det er kun de nævnte retsfølger, der medfører en karenstid for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse. Bødestraf, advarsler, tiltalefrafald m.v. medfører således ingen karenstid.

Det er endvidere kun pådømte strafbare forhold, der medfører en karenstid. En verserende straffesag, hvor der endnu ikke er sket pådømmelse, kan således ikke begrunde udsættelse af meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis den pågældende i øvrigt opfylder betingelserne herfor.

Er udlændingen idømt en betinget eller ubetinget frihedsstraf m.v., der medfører en gældende karenstid, og har udlændingen anket dommen til en højere instans, sætter udlændingemyndighederne behandlingen af udlændingens ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i bero, medmindre udlændingemyndighederne finder, at der foreligger særlige grunde til at meddele tidsubegrænset opholdstilladelse allerede på det foreliggende grundlag, og derfor beslutter at imødekomme ansøgningen, jf. nedenfor.

Er udlændingen frifundet eller idømt en straf, der ikke medfører en gældende karenstid på tidspunktet for afgørelsen af, om den pågældende opfylder betingelserne for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, meddeles udlændingen tidsubegrænset opholdstilladelse, uanset om dommen er anket til en højere instans, såfremt udlændingen i øvrigt opfylder betingelserne for meddelelse af tidsube grænset opholdstilladelse.

Uanset at karenstiden ikke er udløbet, kan udlændingen efter en konkret vurdering meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis særlige grunde taler derfor – og udlændingen i øvrigt opfylder betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse.

Det forudsættes, at der kun helt undtagelsesvis kan foreligge særlige grunde til at meddele tidsubegrænset opholdstilladelse inden udløbet af karenstiden. Der skal således være tale om personlige eller familiemæssige forhold af meget tungtvejende karakter, der medfører, at det er åbenbart urimeligt at meddele udlændingen afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvi s udlændingen som følge af misbrugsproblemer har modtaget en behandlingsdom for en mindre lovovertrædelse og efterfølgende er kommet ud af misbrugsproblemet. Tilsvarende vil kunne være tilfælde, hvis udlændingen på tidspunktet for begåelsen af lovovertrædelsen havde psykiske problemer, som den pågældende efter modtaget behandling ikke længere lider af.

Det bemærkes, at karenstiderne ikke gælder i de tilfælde, hvor udlændingen er idømt ubetinget straf af mindst 2 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed, for alvorlig kriminalitet som f.eks. narkotikakriminalitet, menneskesmugling, drab, grov vold og voldtægt. I såd anne tilfælde er den pågældende udlænding udelukket fra at kunne opnå tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. den ved lovforslagets § 1, nr. 6, foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 5.

Karenstiderne er fastsat i den nu foreslåede bestemmelse i § 11 a.

Karenstiden ved domme til betinget frihedsstraf er i den nu foreslåede bestemmelse i § 11 a, stk. 1, fastsat til 3 år fra tidspunktet for afsigelse af endelig dom. Det er i den forbindelse præciseret i lovteksten, at karenstiden dog altid gælder indtil udløbet af den prøvetid, der er fastsat i dommen.

Karenstiderne ved domme til ubetinget frihedsstraf er fastsat i de nu foreslåede bestemmelser i § 11 a, stk. 2, nr. 1-5. Det følger bl.a. heraf, at karenstiden ved en dom til ubetinget frihedsstraf i under 60 dage er 5 år, at karenstiden ved en dom til ubetinget frihedsstraf i 6 måneder eller mere, men under 1 år, er 10 år, og at karenstiden ved en dom til ubetinget frihedsstraf i 2 år eller mere, er 15 år.

Karenstiderne regnes fra tidspunktet for udlændingens løsladelse.

Prøveløslades udlændingen, regnes karenstiderne fra dette tidspunkt, jf. den nu foreslåede bestemmelse i § 11 a, stk. 3.

Karenstiderne ved domme til anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse (foranstaltningsdomme, jf. straffelovens §§ 68-70), for lovovertrædelser, der ville have medført en betinget eller ubetinget frihedsstraf, er fastsat i de nu foreslåede bestemmelser i § 11 a, stk. 4, nr. 1-4.

Det er en betingelse for at tillægge foranstaltningsdomme karenstid, at dommen vedrører en lovovertrædelse, der ellers ville have medført en betinget eller ubetinget frihedsstraf, og at der er tale om en foranstaltning, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse. Dom til ambulant behandling uden mulighed for hospitalsindlæggelse medfører således ingen karenstid. Tilsvarende gælder ved andre mindre indgribende for anstaltninger efter straffelovens § 68.

Træffer retten bestemmelse om ændring af en foranstaltning til en anden foranstaltning – f.eks. ændring af en dom til behandling i hospital til anbringelse i hospital – beregnes udstrækningen af karenstiden ud fra den sidst idømte retsfølge, jf. den nu foreslåede bestemmelse i § 11 a, stk. 5. Det gælder såvel for karenstidens varighed som for begyndelsestidspunktet for beregningen af karenstidens varighed.

Er udlændingen flere gange idømt betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for lovovertrædelser, der ville have medført straf af denne karakter, beregnes karenstiden ud fra den sidst idømte retsfølge, medmindre karenstiden herved bliver kortere end den karenstid, der allerede er gældende for udlændingen efter en tidligere id&osla sh;mt retsfølge, jf. den nu foreslåede bestemmelse i § 11 a, stk. 6.

De nu foreslåede bestemmelser i § 11, stk. 7, nr. 1 og 3, svarer til de ved lovforslagets § 1, nr. 6, foreslåede bestemmelser i § 11, stk. 6, nr. 1 og 3.

Det foreslås, at kravet om danskkundskaber som betingelse for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse skærpes, således at der – medmindre særlige grunde taler derimod – stilles krav om, at udlændingen har bestået en af integrationsministeren godkendt danskprøve, jf. den nu foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 7, nr. 2.

Efter den nu foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 8 – som erstatter den ved lovforslagets § 1, nr. 6, foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 7 – fastsætter integrationsministeren nærmere regler for anvendelsen af bl.a. den nu foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 7, nr. 2.

Det er i den forbindelse hensigten, at integrationsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilken danskprøve der vil skulle bestås, for at betingelsen i den nu foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 7, nr. 2, kan anses for opfyldt. Danskprøven vil skulle være på et passende niveau med hensyn til tale- og læsefærdigheder. Danskprøven vil endvidere skulle indeholde elementer vedrørende danske samfundsforhold, så ;ledes at det fremgår, at udlændingen har kendskab hertil. Det forudsættes i den forbindelse, at den undervisning, der skal føre frem til danskprøven, indeholder undervisning i danske samfundsforhold.

Udlændingen vil skulle betale for aflæggelse af danskprøven.

Kravet om bestået danskprøve vil kunne fraviges, hvis manglende beståen skyldes særlige, personlige forhold. I sådanne tilfælde vil der i stedet skulle lægges vægt på udlændingens indsats for at lære dansk, herunder ved fremmøde til danskundervisningen. Der vil endvidere kunne lægges vægt på særlige, personlige forhold for udlændingen, som betyder, at denne ikke har mulighed for eller m eget vanskeligt ved at lære dansk, herunder som følge af fysisk eller psykisk handicap, stærke traumer m.v.

De nærmere regler vil blive fastsat af integrationsministeren i forbindelse med den revision af integrationsloven, der skal finde sted i folketingsåret 2002/2003, jf. integrationslovens § 67.

Birthe Rønn Hornbech (V) Jens Vibjerg (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Marianne Pedersen (V) Jørgen Winther (V) fmd. Pia Kjærsgaard (DF) Peter Skaarup (DF) Else Theill Sørensen (KF) Lars Barfoed (KF) Ritt Bjerregaard (S) Sophie Hæstorp Andersen (S) Morten Bødskov (S) Anne-Marie Meldgaard&nb sp;(S) nfmd. Kamal Qureshi (SF) Elsebeth Gerner Nielsen (RV) Søren Søndergaard (EL) Kuupik Kleist (IA)

Kristeligt Folkeparti, Tjóðveldisflokkurin og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.

+++Bilag+++Bilag 2

Spørgsmål 71 og 103 og svarene herpå er optrykt efter ønske fra S og SF

Spørgsmål 60, 64, 74-77 og 80 og svarene herpå er optrykt efter ønske fra S

Spørgsmål 1, 2, 4, 5, 7, 45-56, 72, 84, 85, 91-94 og 107 og svarene herpå er optrykt efter ønske fra SF

Hvordan vil ministeren vurdere forsørgelseskravet i lovforslaget? Hvis den hidtidige forudsætning for at give opholdstilladelse (at den herboende danske statsborger kan forsørge sin ægtefælle) ændres i løbet af 7 år, fordi den danske statsborger mister sit arbejde, hvorimod den tilflyttede ægtefælle kan forsørge familien nu, vil det så betyde, at den tilflyttede ægtefælle mister sit opholdsgrundlag ?

Det foreslås i lovforslagets § 1, nr. 3, at integrationsministeren fastsætter nærmere regler om, hvornår det kan anses for godtgjort, at den herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, er i stand hertil, og om kommunalbestyrelsens udtalelse om den herboendes forsørgelsesevne, jf. den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 16, 2. pkt.

Det fremgår af bemærkningerne hertil, at bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 12, 2. pkt. I medfør af denne bestemmelse er udstedt bekendtgørelse nr. 421 af 10. maj 1999 om beregningen af forsørgelsesevnen i familiesammenføringssager og om kommunalbestyrelsens udtalelse om referencens forsørgelsesevne.

Det fremgår endvidere af bemærkningerne, at det er hensigten, at integrationsministeren fastsætter tilsvarende regler som i den nævnte bekendtgørelse om, at den herboende persons månedlige bruttoindkomst – for at forsørgelsesevnen kan anses for godtgjort – mindst skal svare til summen af det beløb, som efter sociallovgivningen ville kunne udmåles i kontanthjælp til den herboende person, og det beløb, som vil åles i kontanthjælp til ansøgeren (forsørgelsesbeløbet), jf. § 5 i den gældende bekendtgørelse.

Efter den gældende bekendtgørelses § 6 anses det ved Udlændingestyrelsens afgørelse om, hvorvidt ansøgerens opholdstilladelse skal inddrages eller nægtes forlænget, for godtgjort, at den herboende person fortsat er i stand til at forsørge ansøgeren, når den herboende person og ansøgeren tilsammen har en månedlig bruttoindkomst, der mindst svarer til forsørgelsesbeløbet.

Bestemmelsen indebærer, at den tilflyttede ægtefælles indkomst skal medregnes ved beregningen af forsørgelsesevnen i forbindelse med en eventuel afgørelse om, hvorvidt ansøgerens opholdstilladelse skal inddrages eller nægtes forlænget.

Det er hensigten, at integrationsministeren fastsætter tilsvarende regler som i den gældende bekendtgørelses § 6.

Skal lovforslaget forstås således, at et ægtepar efter 6 år og 10 måneders samliv her i landet kan risikere at miste retten til at bo sammen her i landet, hvis en af de forudsætninger for, at man kan få opholdstilladelse, forsvinder?

Det følger af udlændingelovens § 19, stk. 1, at en tidsbegrænset opholdstilladelse kan inddrages, bl.a. hvis det grundlag, som er angivet i tilladelsen, ikke længere er til stede, eller hvis den herboende person ikke længere kan opfylde et stillet forsørgelses- eller boligkrav.

Denne inddragelsesadgang ophører, når udlændingen meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse.

Lovforslaget indebærer, at den tidsmæssige betingelse for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse ændres, således at der først kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse til en udlænding, efter at den pågældende har boet lovligt her i landet i mere end de sidste syv år med opholdstilladelse på det samme grundlag, jf. lovforslagets § 1, nr. 6.

Lovforslaget indebærer således, at en opholdstilladelse vil kunne inddrages i op til syv år, hvis det grundlag, som er angivet i tilladelsen, ikke længere er til stede. Tilsvarende vil en opholdstilladelse kunne inddrages i op til syv år, f.eks. hvis den herboende person ikke længere opfylder et stillet forsørgelses- eller boligkrav.

Udlændingelovens § 26, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse ved afgørelser om inddragelse af opholdstilladelser, jf. udlændingelovens § 19, stk. 5. Det betyder, at der ved inddragelsesafgørelser skal tages hensyn til, om inddragelsen må antages at virke særlig belastende, herunder bl.a. på grund af udlændingens alder, helbredstilstand og andre personlige forhold, udlændingens tilknytning til herboende personer samt inddragelsens kon sekvenser for udlændingens herboende nære familiemedlemmer.

Det foreslås i den forbindelse i lovforslagets § 1, nr. 29, at udlændingens tilknytning til det danske samfund skal indgå som et § 26-hensyn i stedet for det nuværende hensyn i § 26, stk. 1, nr. 1, hvorefter der skal lægges vægt på udlændingens tilhørsforhold til det danske samfund, herunder om udlændingen er kommet her til landet som barn eller ganske ung. Forslaget betyder, at der ved inddragelsesafgørelser skal tages h ensyn til, om udlændingen er velintegreret i Danmark og dermed har opnået tilknytning til det danske samfund.

Det foreslås endvidere i lovforslagets § 1, nr. 30, at varigheden af udlændingens ophold her i landet ikke længere i sig selv skal indgå som et § 26-hensyn.

Det er anført i lovforslagets bemærkninger til § 1, nr. 29 og 30 (side 81), at det vil afhænge af en samlet vurdering af udlændingens forhold, om den pågældende har opnået en sådan tilknytning til det danske samfund, at den pågældendes opholdstilladelse ikke skal inddrages. I denne vurdering kan f.eks. indgå, om udlændingen har tilknytning til arbejdsmarkedet, om udlændingen er engageret i foreningslivet, om ud lændingen har tilegnet sig grundlæggende danskkundskaber, og om udlændingen har gennemført et længerevarende uddannelsesforløb. Endvidere kan varigheden af udlændingens ophold i Danmark indgå som et kriterium i den samlede vurdering af udlændingens tilknytning til det danske samfund. Dog skal selve det forhold, at en udlænding har opholdt sig her i landet i en årrække på op til syv år, ikke i sig selv føre til, at i nddragelse af udlændingens opholdstilladelse undlades.

Hvordan vil ministeren håndtere sager, hvor en tilflyttet ægtefælle mister sin danske ægtefælle ved dødsfald, og hvor familien er blevet etableret med børn og bolig m.v., men hvor opholdsgrundlaget jo er forsvundet på grund af dødsfaldet?

Som anført i besvarelsen af spørgsmål nr. 2 og 3 skal der ved inddragelsesafgørelser tages hensyn til, om inddragelsen må antages at virke særlig belastende, herunder bl.a. på grund af udlændingens alder, helbredstilstand og andre personlige forhold, udlændingens tilknytning til herboende personer samt inddragelsens konsekvenser for udlændingens herboende nære familiemedlemmer, jf. udlændingelovens § 19, stk. 5 , jf. § 26, stk. 1.

Lovforslaget ændrer ikke herved.

Det betyder, at der også fremover i situationer som beskrevet i spørgsmålet vil blive taget hensyn til, om inddragelsen må antages at virke særlig belastende, herunder på grund af at der er etableret en familie med børn her i landet.

I denne vurdering vil der blive lagt særlig vægt på, om årsagen til, at grundlaget for en opholdstilladelse er bortfaldet, er dødsfald, ligesom eventuelle børns tilknytning til det danske samfund vil blive tillagt en væsentlig betydning. Er situationen den, at en dansk statsborger ved sin død efterlader en udenlandsk ægtefælle og mindreårige fællesbørn, der er danske statsborgere, vil ægtefællen således fortsat blive meddelt opholdstilladelse.

Hvad vil ministeren ændre i lovforslaget set i lyset af løftet på konferencen afholdt den 24. februar 2002 af foreningen Ægteskab uden grænser om, at det ikke nødvendigvis skal være den herboende ægtefælle, der skal kunne forsørge den kommende ægtefælle, hvis den tilflyttede ægtefælle rent faktisk er i stand hertil? Der henvises til det eksempel, som blev nævnt under konferencen om det dansk f ranske par, hvor den danske kvinde var studerende, hvorimod den franske mand havde mulighed for at forsørge familien i Danmark.

Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 4, 2. pkt., skal opholdstilladelse på grundlag af ægteskab eller fast samlivsforhold af længere varighed med en herboende indvandrer – medmindre særlige grunde taler derimod – betinges af, at den herboende indvandrer godtgør at være i stand til at forsørge den tilflyttende ægtefælle eller faste samlever.

Det foreslås i lovforslagets § 1, nr. 3, at opholdstilladelse på grundlag af ægteskab eller fast samlivsforhold af længere varighed – medmindre ganske særlige grunde taler derimod – i alle tilfælde skal betinges af, at den herboende ægtefælle eller faste samlever godtgør at være i stand til at forsørge den tilflyttende ægtefælle eller faste samlever, jf. den foreslåede bestemmelse i udlæ s § 9, stk. 3.

Baggrunden for den foreslåede udvidelse af forsørgelseskravet er et ønske om at sikre, at udlændinge, der kommer her til landet, er selvforsørgende, således at de ikke ligger det offentlige til byrde. Det er regeringens opfattelse, at dette vil bidrage til såvel integrationen af de pågældende udlændinge som til en generelt større velvilje og forståelse over for udlændinge i befolkningen.

Den foreslåede bestemmelse indebærer – som det gældende forsørgelseskrav – at det er den herboende person, der skal godtgøre at være i stand til at forsørge den tilflyttende ægtefælle eller faste samlever. Det betyder, at der i forbindelse med meddelelse af opholdstilladelse til den tilflyttende ægtefælle eller faste samlever alene lægges vægt på den herboende persons indtægtsforhold o ng; den tilflyttende persons indtægtsforhold.

På konferencen den 24. februar 2002 lovede jeg, at jeg ville overveje, om det fortsat skal være sådan. Det mener jeg, at det skal.

Baggrunden herfor er bl.a., at vurderingen af en persons evne til at forsørge sin familie nødvendigvis må baseres på oplysninger om den pågældendes økonomiske forhold i en periode forud for ansøgningen. En tilflyttende ægtefælle vil imidlertid normalt i forbindelse med flytningen til Danmark befinde sig i en omskiftelig situation, hvor det f.eks. i mange tilfælde kan være nødvendigt at opgive et eventuelt a rbejde, skifte arbejde eller for en periode at være arbejdssøgende. I forhold hertil vil den herboende persons økonomiske situation som oftest være mere stabil.

Det er således Integrationsministeriets opfattelse, at det vil være forbundet med for stor usikkerhed at basere vurderingen af en families evne til at forsørge sig selv på den tilflyttende ægtefælles eller faste samlevers forhold, idet en vurdering af den pågældendes hidtidige økonomiske forhold principielt ikke siger noget om den pågældendes fremtidige økonomiske forhold. Dette gælder også, selvom den pågældende ud fra en umiddelbar betragtning synes at have en betydelig indtægt.

Det bemærkes, at der ved en eventuel senere afgørelse om, hvorvidt den tilflyttende ægtefælles eller faste samlevers opholdstilladelse skal inddrages eller nægtes forlænget, i forbindelse med beregningen af forsørgelsesevnen vil skulle tages hensyn til både den herboende persons og den tilflyttende persons indkomst. Der henvises herved til besvarelsen af spørgsmål nr. 1.

Det bemærkes endvidere særligt for så vidt angår det eksempel, som er nævnt i spørgsmålet, at det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3, at der som udgangspunkt skal stilles krav om godtgørelse af forsørgelsesevnen i alle tilfælde af ægtefællesammenføring. Udlændingemyndighederne kan imidlertid undlade at kræve forsørgelsesevnen godtgjort, hvis ganske sær lige grunde taler derfor. Ganske særlige grunde vil f.eks. kunne foreligge, hvis den herboende person er studerende på en erhvervskompetencegivende uddannelse i form af en videregående uddannelse eller en erhvervsfaglig ungdomsuddannelse, jf. herved lovforslagets bemærkninger, side 52.

Hvordan skal tilknytningskravet vurderes? Det ønskes oplyst, om det er korrekt, at en dansker, der i en periode bor i USA og derfor taler amerikansk, og som gifter sig med en amerikansk statsborger, ikke kan få ret til at flytte til Danmark med sin ægtefælle på grund af tilknytningskravet, da den amerikanske ægtefælle ikke kan tale dansk ved ansøgningstidspunktet?

Det fremgår af bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse vedrørende tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, jf. lovforslagets side 31 og 54, at formålet med forslaget om, at ægtefællesammenføring som udgangspunkt skal ske i det land, hvortil ægtefællernes samlede tilknytning er størst, bl.a. er at sikre det bedst mulige udgangspunkt for en vellykket integration af det familiemedlem, der øn skes familiesammenført til Danmark. Formålet med forslaget er på den baggrund at opnå, at der alene meddeles tilladelse til ægtefællesammenføring, når ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark er så stærk, at ægtefællesammenføring bør ske her i landet.

Ved vurderingen af, om ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark er større end ægtefællernes samlede tilknytning til et andet land, skal udlændingemyndighederne inddrage samtlige foreliggende oplysninger i sagen, der kan belyse ægtefællernes samlede personlige og familiemæssige situation.

Der er tale om en konkret vurdering i hver enkelt sag på baggrund af de samlede forhold, der konkret gør sig gældende for det enkelte ægtepar.

Der skal ved vurderingen bl.a. inddrages en afvejning af ægtefællernes sproglige færdigheder, herunder om den herboende taler dansk, om ægtefællerne taler det sprog, som tales i ægtefællens hjemland, og om ægtefællen taler dansk. Afvejningen af ægtefællernes sproglige færdigheder indgår alene som ét af en række elementer i vurderingen af, om tilknytningskravet kan anses for opfyldt.

Herudover skal der ved afvejningen således bl.a. lægges vægt på længden og karakteren af ægtefællernes ophold i de respektive lande, herunder på hvor de har haft deres opvækst, og hvor de har gået i skole. Det vil ikke være afgørende for tilknytningsvurderingen, hvis f.eks. den herboende person alene har haft et korterevarende ferie- eller skoleophold i ægtefællens hjemland. Der skal endvidere ved vurderi ngen af den herboende persons ophold i ægtefællens hjemland tages hensyn til, om opholdet skyldes en arbejdsmæssig udstationering i forbindelse med ansættelse hos de danske myndigheder, internationale organisationer o.l., eller hos en dansk virksomhed. Er dette tilfældet, indgår opholdet i ægtefællens hjemland ikke med samme vægt i afvejningen, som hvis der er tale om et ophold, der ikke har en sådan begrundelse.

Om tilknytningskravet vil være opfyldt, og om der vil kunne meddeles tilladelse til ægtefællesammenføring i en situation, som den i spørgsmålet beskrevne, vil således afhænge af de samlede konkrete omstændigheder og af en individuel vurdering heraf i hver enkelt sag.

Foreligger der i lovforslagets bemærkninger en tilstrækkelig udførlig begrundelse for at fravige forvaltningslovens almindelige regler, som det bl.a. kræves i Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet, pkt. 4.3.6 om forholdet til centrale og tværgående love og retsgrundsætninger?

Med lovforslaget foreslås det i de foreslåede bestemmelser i udlændingelovens § 44 a, at Udlændingestyrelsen uden udlændingens samtykke kan videregive oplysninger om en udlændings opholdsgrundlag til kommunerne. Det foreslås endvidere i den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 15, at kommunalbestyrelsen uden samtykke fra den herboende person og ansøgeren kan afgive en udtalelse til Udlændingestyrelsen ti l brug for behandlingen af en sag om familiesammenføring.

Det forudsættes, at der med spørgsmålet sigtes til disse bestemmelser i lovforslaget.

Af Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet følger, at der i almindelighed må udvises tilbageholdenhed med på særlige områder at fravige love af generel og tværgående karakter, som fra lovgivningsmagtens side er udtryk for generelle principper og afvejninger. Såfremt der på konkrete områder er et væsentligt behov for specialregulering af de nævnte spørgsmål, må der stilles krav om en udf&oslas h;rlig begrundelse i lovforslagets bemærkninger.

Af lovforslagets bemærkninger, side 35 og 90, fremgår, at de foreslåede bestemmelser i udlændingelovens § 44 a har til formål at styrke samarbejdet mellem Udlændingestyrelsen og kommunerne. Herved vil det bl.a. kunne opnås, at mulighederne for at omgå sociallovgivningen og udlændingelovgivningen indskrænkes. Videregivelsen af oplysninger efter de foreslåede bestemmelser i udlændingelovens § 44 a, stk. 1, 2 og 4, har e ndvidere særligt til formål at sikre kommunernes retmæssige administration efter integrationsloven og anden lovgivning, hvor opholdsgrundlaget har betydning for lovens administration, mens videregivelse af oplysninger efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 44 a, stk. 3, særligt har til formål at sikre, at kommunerne kan få kendskab til grundlaget for Udlændingestyrelsens afgørelser i familiesammenføringssager og derved &oslas h;get kendskab til, hvilke oplysninger der er af betydning for afgørelsen af familiesammenføringssager.

Ved efter de foreslåede bestemmelser i § 44 a at undtage Udlændingestyrelsens videregivelse af oplysninger til kommunalbestyrelsen fra krav om samtykke sikres det, at udlændingen ikke kan hindre Udlændingestyrelsen i at videregive oplysningerne til kommunalbestyrelsen.

Endvidere fremgår det af lovforslagets bemærkninger, side 44, at den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 15, har til formål dels at sikre det bedst mulige grundlag for samarbejdet mellem udlændingemyndighederne og kommunerne i sager om familiesammenføring, dels at mindske risikoen for omgåelse af udlændingelovens betingelser for at opnå familiesammenføring.

Ved efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 15, at undtage kommunalbestyrelsens videregivelse af oplysninger til Udlændingestyrelsen fra krav om samtykke sikres det, at den herboende person og ansøgeren ikke kan hindre kommunalbestyrelsen i at videregive oplysningerne til Udlændingestyrelsen. Det forudsættes i den forbindelse endvidere, at kommunalbestyrelsen ikke underretter den herboende person eller ansøgeren om, at komm unalbestyrelsen har afgivet en udtalelse om de pågældendes forhold til Udlændingestyrelsen. Det sikres herved, at de pågældende personer ikke kan tage højde for de videregivne oplysninger i forhold til Udlændingestyrelsens sagsbehandling, før oplysningerne eventuelt udsendes i partshøring til de pågældende.

Det er Integrationsministeriets opfattelse, at de i lovforslagets bemærkninger angivne formål for de foreslåede videregivelsesbestemmelser er af så vægtig karakter, at de begrunder den foreslåede fravigelse fra det almindelige krav om samtykke.

Hvad er baggrunden for, at der i lovforslaget ikke skelnes mellem de forskellige situationer og typer af personfølsomme oplysninger, når der fraviges fra det almindelige udgangspunkt efter bl.a. forvaltningsloven om, at der skal indhentes samtykke fra de berørte personer som betingelse for, at forskellige myndigheder kan udveksle personfølsomme oplysninger?

Jeg går ud fra, at der med spørgsmålet sigtes til de foreslåede bestemmelser i udlændingelovens § 44 a, hvorefter Udlændingestyrelsen uden samtykke fra udlændingen kan videregive oplysninger om udlændinges opholdsgrundlag til kommunerne, samt i udlændingelovens § 9, stk. 15, hvorefter kommunalbestyrelsen uden samtykke fra den herboende person og ansøgeren kan afgive en udtalelse til Udlændingestyrelsen til brug for be handlingen af en sag om familiesammenføring.

Af de foreslåede bestemmelser fremgår udtrykkeligt, i hvilke situationer oplysningerne kan videregives.

Kommunalbestyrelsens udtalelse vil således efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 15, kunne afgives i forbindelse med Udlændingestyrelsens behandling af en sag om familiesammenføring. Oplysninger efter de foreslåede bestemmelser i udlændingelovens § 44 a, stk. 1, 2 og 4, videregives i forbindelse med afgørelse af de i disse bestemmelser omhandlede sager om opholdstilladelse, og oplysninger efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 44 a, stk. 3, vil kunne videregives på kommunalbestyrelsens anmodning efter Udlændingestyrelsens afgørelse af en ansøgning om opholdstilladelse som følge af familiemæssig tilknytning.

Endvidere fremgår det, at der efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 15, kun kan videregives oplysninger, som kommunalbestyrelsen skønner vil være af betydning for afgørelsen af familiesammenføringssagen. Af de foreslåede bestemmelser i udlændingelovens § 44 a, stk. 1 og 4, fremgår udtrykkeligt, at Udlændingestyrelsen videregiver oplysninger om udfaldet af en udlændings ansøgning om op holdstilladelse eller om udfaldet af en sag om forlængelse, inddragelse eller bortfald af en opholdstilladelse. Af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 44 a, stk. 2, fremgår, at Udlændingestyrelsen videregiver oplysninger vedrørende udlændingens opholdsgrundlag, som er nødvendige for kommunens administration efter integrationsloven eller efter anden lovgivning, hvor opholdsgrundlaget har betydning for lovens administration, mens der efter den fore slåede bestemmelse i udlændingelovens § 44 a, stk. 3, videregives oplysninger om, hvorvidt der ved afgørelsen af en sag om opholdstilladelse som følge af familiemæssig tilknytning er gjort undtagelse fra de almindelige betingelser for familiesammenføring.

Samtlige foreslåede bestemmelser i udlændingelovens § 9, stk. 15, og § 44 a har til formål dels at sikre det bedst mulige grundlag for samarbejdet mellem udlændingemyndighederne og kommunerne i udlændingesager, dels at mindske risikoen for omgåelse af sociallovgivningen og udlændingelovgivningen.

Det er Integrationsministeriets opfattelse, at formålene for disse foreslåede videregivelsesbestemmelser er af så vægtig karakter, at de begrunder den foreslåede fravigelse fra det almindelige krav om samtykke.

Tilsigter lovforslaget at fravige det forbud mod videregivelse af personfølsomme oplysninger, som er indeholdt i forvaltningslovens §§ 28-29 og personoplysningslovens §§ 7-8, i et videre omfang, end det følger af de undtagelser, som er indeholdt i de nævnte bestemmelser, og i så fald i hvilket omfang?

Jeg går ud fra, at der med spørgsmålet sigtes til de foreslåede bestemmelser i udlændingelovens § 44 a, hvorefter Udlændingestyrelsen uden samtykke fra udlændingen kan videregive oplysninger om udlændinges opholdsgrundlag til kommunerne.

Udlændingestyrelsen vil ikke kunne videregive oplysninger om racemæssig eller etnisk baggrund, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssige tilhørsforhold og oplysninger om helbredsmæssige og seksuelle forhold, medmindre der er hjemmel hertil i personoplysningslovens § 7, herunder hvis udlændingen har givet samtykke hertil, jf. personoplysningslovens § 7, stk. 2, nr. 1.

Det bemærkes i den forbindelse, at de oplysninger, som Udlændingestyrelsen vil skulle videregive i medfør af de foreslåede bestemmelser i udlændingelovens § 44 a ikke er omfattet af personoplysningslovens § 7.

Det bemærkes i øvrigt, at det følger af forvaltningslovens §§ 28 og 29, at der kan ske videregivelse af de deraf omfattede oplysninger, hvis dette følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov. Tilsvarende må antages at gælde for så vidt angår personoplysningslovens § 8.

Udlændingestyrelsens videregivelse af oplysninger til kommunerne vil følge af de foreslåede bestemmelser i udlændingelovens § 44 a.

Skal kommunerne i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige regler indhente samtykke fra den pågældende person, inden der på Udlændingestyrelsens anmodning oplyses om, hvorvidt den herboende referenceperson er i stand til at forsørge asylansøger, og hvorvidt referencepersonen har modtaget hjælp efter loven om aktiv socialpolitik eller integrationsloven siden 1 år inden ansøgningen om ægtefællesammenf&os lash;ring blev indgivet (jf. forslagets § 9, stk. 16 og 17)?

Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 16, afgiver kommunalbestyrelsen efter anmodning fra Udlændingestyrelsen en udtalelse om, hvorvidt den herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, er i stand hertil. Integrationsministeren fastsætter nærmere regler om, hvornår det kan anses for godtgjort, at den herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, er i stand hertil og om kommunalbestyrelsens udtalelse.

Den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 16, svarer indholdsmæssigt til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 12, og forudsættes anvendt i overensstemmelse med gældende praksis, jf. herved bekendtgørelse nr. 421 af 10. maj 1999 om beregningen af forsørgelsesevnen i familiesammenføringssager og om kommunalbestyrelsens udtalelse om referencens forsørgelsesevne.

I tilknytning til bekendtgørelsen er udstedt vejledning nr. 107 af 10. maj 1999 om beregningen af forsørgelsesevnen i familiesammenføringssager og om kommunalbestyrelsens udtalelse om referencens forsørgelsesevne, hvor bl.a. spørgsmålet om samtykke til udveksling af oplysninger og dokumentation mellem kommunalbestyrelsen og Udlændingestyrelsen m.v. er beskrevet.

Det fremgår heraf, at i det omfang det er nødvendigt efter den lovgivning, der gælder for udveksling af personoplysninger, indhenter Udlændingestyrelsen, førend styrelsen anmoder kommunalbestyrelsen om en udtalelse om referencens eller referencernes forsørgelsesevne, samtykke fra de personer, der skal inddrages ved kommunalbestyrelsens udtalelse, til, at oplysninger og dokumentation vedrørende de pågældende kan udveksles mellem Udl ændingestyrelsen og kommunalbestyrelsen og mellem kommunalbestyrelsen og andre kommunalbestyrelser og myndigheder. Samtykket vil omfatte oplysninger og dokumentation vedrørende forhold, som er af betydning for beregningen af forsørgelsesbeløbet og/eller opgørelsen af den samlede månedlige bruttoindkomst.

Er kommunalbestyrelsens konkrete indhentelse af oplysninger og dokumentation ikke omfattet af det samtykke, som Udlændingestyrelsen oprindeligt har indhentet, indhenter kommunalbestyrelsen samtykke fra den eller de berørte personer, førend kommunalbestyrelsen indhenter de fornødne oplysninger og den fornødne dokumentation fra andre myndigheder.

Såfremt referencen eller referencerne ikke giver samtykke til udveksling af oplysninger, kan indhentelse og videregivelse af oplysninger og dokumentation ske uden samtykke fra de pågældende personer i overensstemmelse med reglerne i den lovgivning, der gælder for udveksling af personoplysninger.

Udlændingestyrelsen og – i det omfang kommunalbestyrelsen selvstændigt indhenter samtykke – kommunalbestyrelsen skal oplyse de pågældende personer om adgangen til at indhente og videregive oplysninger og dokumentation og om konsekvensen af, at den pågældende ikke vil meddele samtykke hertil.

Med den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 16, forudsættes det, at ovenstående praksis videreføres.

Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 17, afgiver kommunalbestyrelsen efter anmodning fra Udlændingestyrelsen en udtalelse om, hvorvidt den herboende person siden 1 år inden tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen har modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven.

Det forudsættes i den forbindelse, at Udlændingestyrelsen og kommunalbestyrelsen indhenter samtykke til videregivelse af oplysningerne i overensstemmelse med den ovenfor beskrevne fremgangsmåde i forbindelse med videregivelse af oplysninger efter udlændingelovens § 9, stk. 16.

Hvad kan oplyses om baggrunden for, at det er fundet nødvendigt i forslagets § 9, stk. 15, at undtage fra samtykkekravet ved kommunens videregivelse af oplysninger om en ansøgers eller herboende referencepersons rent private forhold til udlændingemyndighederne, når de pågældende som angivet i bemærkningerne som udgangspunkt alligevel skal partshøres efterfølgende i henhold til forvaltningslovens § 19, og derved vil få ken dskab til videregivelsen af oplysningerne og vil kunne tage højde for dem ved afgivelsen af deres svar til udlændingemyndighederne?

Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 15, kan kommunalbestyrelsen uden samtykke fra den herboende person og ansøgeren afgive en udtalelse til Udlændingestyrelsen til brug for behandlingen af en sag om familiesammenføring, om de af kommunalbestyrelsen bekendte forhold vedrørende den herboende person og ansøgeren, som kommunalbestyrelsen skønner vil være af betydning for afgørelsen af sagen.

Efter bestemmelsen vil en kommunalbestyrelse i alle familiesammenføringssager have mulighed for at videregive oplysninger til Udlændingestyrelsen, som kommunalbestyrelsen skønner vil være af betydning for familiesammenføringssagen, således at udlændingemyndighederne kan tage højde herfor ved behandlingen af sagen. Der kan f.eks. være tale om oplysninger, som direkte angiver eller peger på, at et ægteskab er indgåe t under tvang. Der kan også være tale om oplysninger, som peger på, at der er tale om et proformaægteskab.

Formålet med bestemmelsen er dels at sikre det bedst mulige grundlag for samarbejdet mellem udlændingemyndighederne og kommunerne i sager om familiesammenføring, dels at mindske risikoen for omgåelse af udlændingelovens betingelser for at opnå familiesammenføring.

Kommunalbestyrelsens videregivelse af oplysninger kan ske uden samtykke fra den herboende person og ansøgeren.

Ved at undtage kommunalbestyrelsens videregivelse af oplysninger til Udlændingestyrelsen fra krav om samtykke sikres det, at den herboende person og ansøgeren ikke kan hindre kommunalbestyrelsen i at videregive oplysningerne til Udlændingestyrelsen.

Det forudsættes i den forbindelse endvidere, at kommunalbestyrelsen ikke underretter den herboende person eller ansøgeren om, at kommunalbestyrelsen har afgivet en udtalelse om de pågældendes forhold til Udlændingestyrelsen. Baggrunden herfor er, at de pågældende ellers ville have mulighed for på forhånd at tage højde for de videregivne oplysninger i forhold til Udlændingestyrelsens sagsbehandling.

Udlændingestyrelsen vil om fornødent sende kommunalbestyrelsens oplysninger i partshøring hos de pågældende, inden der træffes afgørelse i sagen, jf. reglerne herom i forvaltningslovens § 19. Der vil således ikke ske partshøring i alle sager. Kravet om partshøring gælder således kun, hvis oplysningerne er til ugunst for ansøgeren og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Endvidere vil der ikke ske partshøring, hvis det efter oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 1, eller hvis parten ikke har ret til aktindsigt efter forvaltningslovens regler, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 4.

Når kommunalbestyrelsen ikke underretter den herboende person og ansøgeren om, at kommunalbestyrelsen har afgivet en udtalelse om de pågældendes forhold til Udlændingestyrelsen, sikres det, at de pågældende personer ikke kan tage højde for de videregivne oplysninger i forhold til Udlændingestyrelsens sagsbehandling, før oplysningerne eventuelt udsendes i partshøring til de pågældende.

Hvad kan oplyses om baggrunden for, at lovforslaget fraviger princippet for god forvaltningsskik som udtrykt i bl.a. Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven og retssikkerhedslovens § 12, stk. 3, om, at myndighederne altid skal forsøge at få samtykke til at indhente personfølsomme oplysninger til brug for behandling af ansøgningssager, selvom loven giver myndighederne adgang til at indhente oplysninger til brug for deres sagsbehandling uden samtyk ke, og Justitsministeriets vejledning m.v. tilmed pålægger myndighederne en vis tilbageholdenhed med at benytte en adgang efter loven til at indhente oplysninger uden samtykke, idet nogle af disse oplysninger foreslås videregivet bl.a. til brug for kommunernes udbetaling af sociale ydelser efter integrationsloven, lov om aktiv socialpolitik eller lov om social pension?

Jeg går ud fra, at der med spørgsmålet sigtes til de foreslåede bestemmelser i udlændingelovens § 44 a, hvorefter Udlændingestyrelsen uden udlændingens samtykke kan videregive oplysninger om en udlændings opholdsgrundlag til kommunerne.

De foreslåede bestemmelser i udlændingelovens § 44 a har til formål at styrke samarbejdet mellem Udlændingestyrelsen og kommunerne. Herved vil det bl.a. kunne opnås, at mulighederne for at omgå sociallovgivningen og udlændingelovgivningen indskrænkes. Videregivelsen af oplysninger efter de foreslåede bestemmelser i udlændingelovens § 44 a, stk. 1, 2 og 4, har endvidere særligt til formål at sikre kommunernes retm&aeli g;ssige administration efter integrationsloven og anden lovgivning, hvor opholdsgrundlaget har betydning for lovens administration.

Udlændingestyrelsens videregivelse af oplysninger kan på den baggrund ske uden samtykke fra udlændingen.

Det forudsættes imidlertid, at Udlændingestyrelsen i forbindelse med, at udlændingen indgiver ansøgning om opholdstilladelse, vejleder udlændingen om, at videregivelse af de nævnte oplysninger vil kunne ske, såfremt det i det enkelte tilfælde skulle blive aktuelt.

Er det angivne hensyn til at »forbedre samarbejdet mellem kommunerne og udlændingemyndighederne« tilstrækkeligt til (i relation til bl.a. Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet, pkt. 4.3.6), at der bortses fra kravet om samtykke i forvaltningsloven og personoplysningsloven i tilfælde, hvor udlændingemyndighederne gives adgang til at videregive oplysninger til kommunerne om, at der er gjort undtagelse fra et eller flere af kravene for at få opholdst illadelse som følge af familiemæssig tilknytning (lovforslagets § 44 a, stk. 3), idet der ikke her tillige angives noget omgåelseshensyn?

De foreslåede bestemmelser i udlændingelovens § 44 a har generelt til formål at forbedre samarbejdet mellem kommunerne og udlændingemyndighederne, således at det bl.a. kan opnås, at mulighederne for at omgå sociallovgivningen og udlændingelovgivningen indskrænkes. Derudover har den foreslåede bestemmelse i § 44 a, stk. 3, særligt til formål at sikre, at kommunerne kan få kendskab til grundlaget for Udlæ ;ndingestyrelsens afgørelser i familiesammenføringssager og derved øget kendskab til, hvilke oplysninger der er af betydning for afgørelsen af familiesammenføringssager.

Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 44 a, stk. 3, kan Udlændingestyrelsen – i tilfælde, hvor en udlænding meddeles opholdstilladelse på grundlag af familiemæssig tilknytning til en herboende person – efter anmodning fra kommunalbestyrelsen videregive oplysninger om, hvorvidt der ved afgørelsen af sagen er gjort undtagelse fra de almindelige betingelser for familiesammenføring, til kommunalbestyrelsen.

Herved får kommunalbestyrelsen et øget kendskab til grundlaget for Udlændingestyrelsens afgørelse i familiesammenføringssager.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 15, hvorefter kommunalbestyrelsen uden samtykke fra den herboende person og ansøgeren kan afgive en udtalelse til Udlændingestyrelsen til brug for behandlingen af en sag om familiesammenføring om de af kommunalbestyrelsen bekendte forhold vedrørende den herboende person og ansøgeren, som kommunalbestyrelsen skønner vil være af bety dning for afgørelsen af sagen. Bestemmelsen har bl.a. til formål at mindske risikoen for omgåelse af udlændingelovens betingelser for at opnå familiesammenføring.

I forbindelse med kommunalbestyrelsens afgivelse af udtalelser efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 15, er det væsentligt, at kommunalbestyrelsen har kendskab til grundlaget for Udlændingestyrelsens afgørelser i familiesammenføringssager med henblik på at kunne vurdere, om der i en konkret sag er behov for at afgive en udtalelse til Udlændingestyrelsen.

Det skal endelig bemærkes, at Udlændingestyrelsen alene kan oplyse, hvorvidt meddelelsen af opholdstilladelse ikke er gjort betinget af, at de almindelige betingelser for familiesammenføring er opfyldt, fordi særlige grunde m.v. har talt derimod – og ikke, hvilke særlige grunde der har talt imod at betinge opholdstilladelsen af, at de almindelige betingelser for familiesammenføring er opfyldt.

Hvad er baggrunden for, at oplysninger om, hvorvidt der er gjort undtagelse fra et eller flere af kravene til familiesammenføring, til forskel fra de øvrige oplysninger som efter forslaget fremover skal videregives af udlændingemyndighederne til kommunerne, ikke skal kunne videregives af Udlændingestyrelsen til kommunerne elektronisk, men altid skal videregives pr. brev?

Det overordnede formål med de foreslåede bestemmelser i udlændingelovens § 44 a er at styrke samarbejdet mellem Udlændingestyrelsen og kommunerne. Herved vil det bl.a. kunne opnås, at mulighederne for at omgå sociallovgivningen og udlændingelovgivningen indskrænkes.

Videregivelsen af oplysninger efter de foreslåede bestemmelser i § 44 a, stk. 1, 2 og 4, har derudover særligt til formål at sikre kommunernes retmæssige administration efter integrationsloven og anden lovgivning, hvor opholdsgrundlaget har betydning for lovens administration.

Det er hensigten at etablere et datagrundlag med de i § 44 a, stk. 1, 2 og 4, nævnte oplysninger og de oplysninger fra CPR, som er nødvendige for kommunernes administration efter integrationsloven og efter anden lovgivning, hvor opholdsgrundlaget har betydning for lovens administration. Det er hensigten, at udlændingemyndighederne og kommunerne skal have adgang til datagrundlaget.

Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 44 a, stk. 3, videregiver Udlændingestyrelsen oplysninger om, hvorvidt der ved afgørelsen af en sag om opholdstilladelse på grundlag af familiemæssig tilknytning til en herboende person er gjort undtagelse fra de almindelige betingelser for familiesammenføring, fordi særlige grunde har talt derfor.

Bestemmelsen har særligt til formål at sikre, at kommunerne kan få kendskab til grundlaget for Udlændingestyrelsens afgørelser i familiesammenføringssager og derved øget kendskab til, hvilke oplysninger der er af betydning for afgørelsen af familiesammenføringssager.

Oplysningerne har derimod ikke nogen betydning for kommunens administration efter integrationsloven og efter anden lovgivning, hvor opholdsgrundlaget har betydning for lovens administration, hvorfor oplysningerne ikke foreslås at være omfattet af det datagrundlag, der foreslås oprettet med henblik på at sikre kommunernes retmæssige administration efter bl.a. integrationsloven.

Videregivelsen af de i den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 44 a, stk. 3, nævnte oplysninger foreslås på den baggrund alene at kunne ske i brevform.

Hvad er baggrunden for, at Udlændingestyrelsen efter forslagets § 44 a, stk. 3, ikke skal indhente samtykke fra den pågældende ansøger, når Udlændingestyrelsen efter kommunens anmodning videregiver oplysninger om, hvorvidt der i den konkrete sag er gjort undtagelse fra et eller flere af kravene til familiesammenføring?

Der har fra kommunal side været udtrykt utilfredshed med, at Udlændingestyrelsen i familiesammenføringssager, hvor der – på trods af, at en kommunalbestyrelse har afgivet en udtalelse om, at den herboende person f.eks. ikke kan godtgøre sin forsørgelsesevne – er meddelt opholdstilladelse, ikke kan oplyse kommunalbestyrelsen om grundlaget for, at der er meddelt opholdstilladelse.

Regeringen finder det væsentligt, at samarbejdet mellem Udlændingestyrelsen og kommunerne styrkes. Herved vil det bl.a. kunne opnås, at mulighederne for at omgå udlændingelovgivningen indskrænkes.

På den baggrund foreslås det i den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 44 a, stk. 3, at Udlændingestyrelsen – når en udlænding er meddelt opholdstilladelse i en familiesammenføringssag – efter anmodning fra kommunalbestyrelsen uden udlændingens samtykke kan videregive oplysninger om, hvorvidt der ved afgørelsen af sagen er gjort undtagelse fra de almindelige betingelser for familiesammenføring, til ko elsen.

Den foreslåede bestemmelse har særligt til formål at sikre, at kommunerne kan få kendskab til grundlaget for Udlændingestyrelsens afgørelser i familiesammenføringssager og derved øget kendskab til, hvilke oplysninger der er af betydning for afgørelsen af familiesammenføringssager.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 15, hvorefter kommunalbestyrelsen uden samtykke fra den herboende person og ansøgeren kan afgive en udtalelse til Udlændingestyrelsen til brug for behandlingen af en sag om familiesammenføring om de af kommunalbestyrelsen bekendte forhold vedrørende den herboende person og ansøgeren, som kommunalbestyrelsen skønner vil være af bety dning for afgørelsen af sagen. Bestemmelsen har bl.a. til formål at mindske risikoen for omgåelse af udlændingelovens betingelser for at opnå familiesammenføring.

I den forbindelse er det væsentligt, at kommunalbestyrelsen har kendskab til grundlaget for Udlændingestyrelsens afgørelser i familiesammenføringssager med henblik på at kunne vurdere, om der i en konkret sag er behov for at afgive en udtalelse til Udlændingestyrelsen.

Det skal endelig bemærkes, at Udlændingestyrelsen alene kan oplyse, hvorvidt meddelelsen af opholdstilladelse ikke er gjort betinget af, at de almindelige betingelser for familiesammenføring er opfyldt, fordi særlige grunde m.v. har talt derimod – og ikke, hvilke særlige grunde der har talt imod at betinge opholdstilladelsen af, at de almindelige betingelser for familiesammenføring er opfyldt.

Hvad er rækkevidden af Udlændingestyrelsens mulighed for at videregive oplysninger i henhold til den foreslåede § 44 a, stk. 3, hvorefter en kommune kan anmode om oplysninger om, hvorvidt der er gjort undtagelse fra et eller flere af kravene til familiesammenføring?

Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 44 a, stk. 3, kan Udlændingestyrelsen – når en udlænding er meddelt opholdstilladelse som følge af familiemæssig tilknytning til en herboende person – efter anmodning fra kommunalbestyrelsen uden udlændingens samtykke videregive oplysninger om, hvorvidt der ved afgørelsen af sagen er gjort undtagelse fra de almindelige betingelser for familiesammenføring, ti styrelsen.

Udlændingestyrelsen kan således alene videregive oplysninger i sager, hvor en udlænding er meddelt opholdstilladelse på grundlag af en familiemæssig tilknytning til en herboende person.

Udlændingestyrelsen kan endvidere kun videregive oplysningerne til kommunalbestyrelsen for den kommune, hvori udlændingen bor eller opholder sig, eller hvortil udlændingen flytter fra udlandet, og videregivelsen kan alene ske efter kommunalbestyrelsens anmodning.

Udlændingestyrelsen kan endelig alene oplyse, hvorvidt der ved afgørelsen af sagen er gjort undtagelse fra de i de foreslåede bestemmelser i udlændingelovens § 9, stk. 1, 3-8, 10 eller 11, nævnte betingelser for familiesammenføring, fordi særlige grunde har talt derfor. Udlændingestyrelsen kan derimod ikke oplyse, hvilke særlige grunde der har talt for at gøre undtagelse fra de nævnte betingelser.

Bestemmelsen indebærer f.eks., at Udlændingestyrelsen i et tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen har afgivet en udtalelse til brug for Udlændingestyrelsens afgørelse af en familiesammenføringssag om den herboende persons boligforhold, som peger på, at boligkravet ikke er opfyldt, og hvor Udlændingestyrelsen på trods heraf har givet tilladelse til familiesammenføring, fordi særlige grunde har talt herfor, kan oplyse kommunal bestyrelsen om, at der ved afgørelsen af sagen er gjort undtagelse af boligkravet, fordi særlige grunde har talt derfor. Udlændingestyrelsen kan derimod ikke oplyse, hvilke særlige grunde der har talt for at gøre undtagelse for boligkravet.

Indebærer oplysningspligten efter forslagets § 44 a, stk. 3, at kommunen skal kunne få oplysning om, hvad de nærmere »særlige grunde« er til, at udlændingemyndighederne har valgt at undtage fra et eller flere af kravene til familiesammenføring?

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 54.

Såfremt Udlændingestyrelsen i tilfælde, hvor en kommune anmoder om oplysninger om, hvorvidt der er gjort undtagelse fra et eller flere af kravene til familiesammenføring, også kan oplyse de nærmere »særlige grunde« for undtagelsen, er det da ministerens opfattelse, at det angivne formål bag bestemmelsen om et bedre samarbejde mellem kommunerne og udlændingemyndighederne som grundlag for undtagelsen fra kravet om samtykke er i over ensstemmelse med kravene i direktiv 95/46/EF som de bl.a. er udmøntet i personoplysningslovens § 7?

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 54.

Ministeren bedes redegøre for de svenske regler og ordninger, som er gennemført for at modvirke tvangsægteskaber. Har ministeren under forberedelsen af lovforslaget studeret disse regler?

Den nuværende bestemmelse i den svenske udlændingelov vedrørende opholdstilladelse på baggrund af ægteskab er § 4 i kapitel 2, som fik sin nuværende udformning ved en lovændring pr. 1. juli 2000.

Hovedreglen i bestemmelsen er, at opholdstilladelse kan bevilges til en udlænding, som er gift med eller samboende med en i Sverige fastboende person, hvis parterne har levet sammen i et længerevarende forhold i udlandet. Bestemmelsen åbner dog også mulighed for, at der kan bevilges opholdstilladelse, selvom parterne ikke har levet sammen i et længerevarende forhold i udlandet. I disse tilfælde er det dog en forudsætning for at meddele opholdstill adelse, at forholdet fremstår som seriøst, og at særlige grunde ikke taler imod, at tilladelsen gives.

I bemærkningerne til lovforslaget (prop. 1999/2000:43 s. 40) anførte den svenske regering følgende:

»For at forhindre, at nogen mod sin vilje tvinges ind i et ægteskab, er det efter regeringens vurdering af stor betydning, at der foretages særligt grundige mundtlige undersøgelser, når der er tale om arrangerede ægteskaber. Ved denne undersøgelse er det meget nærliggende, at den i Sverige bosiddende part høres uden tilstedeværelse af slægtninge, og at en eventuel tolk er upartisk. Hvis ansøgningen baseres alene på ;, at ægteskabet er i overensstemmelse med national sædvane, bør den ikke accepteres. Kun i de tilfælde, hvor forholdet virkelig kan konstateres at have baggrund i et traditionelt kulturmønster, og hvor det indgås med parternes frie vilje, bør opholdstilladelse bevilges, selv om parterne kun har truffet hinanden i meget begrænset udstrækning og ganske savner kendskab til hinanden.«

Den svenske regering nedsatte den 11. maj 2000 en parlamentarisk komite (Anhörigkommitten), som fik til opgave at analysere udlændingelovens bestemmelser om familiesammenføring i Sverige. Komiteen skulle blandt andet undersøge, om seriøsitetsprøvelsen i forbindelse med arrangerede ægteskaber kunne forbedres. Komiteen afgav en delbetænkning i februar 2002.

Anhörigkomitten foretog interviews med det personale fra Migrationsverket, som sagsbehandler ansøgninger om familiesammenføring, ligesom der blev indhentet skriftlige bidrag. Vedrørende effektiviteten af seriøsitetsprøvelsen i forbindelse med familiesammenføring på baggrund af ægteskab var komiteens samlede opfattelse, at der findes relativt gode chancer for at omgå reglerne for dem, som vil, og at det med den nuværend e sagsbehandling er svært få udsatte kvinder i tale i forhold, hvor dette kunne behøves.

Komiteen antager på baggrund af oplysningerne fra Migrationsverket, at meget få af de sager, hvori der foretages en seriøsitetsprøvelse, ender med afslag. Der føres ingen officiel statistik.

I sine anbefalinger anfører komiteen, at lovændringerne fra 1. juli 2000 har haft særlig svært ved at opnå effekt i forhold til arrangerede ægteskaber. Komiteen nævner en række muligheder for i forbindelse med arrangerede ægteskaber at sikre, at forholdet etableres med begge parters frie vilje. Herunder nævnes blandt andet en højere aldersgrænse, eller at opholdet i Sverige skal have haft en vis varighed, før familiesammenføring kan ske.

Komiteen ender dog med at begrænse sig til at anbefale, at der indføres et forsørgelseskrav for ægtefæller samt en række mindre tekniske ændringer i de nuværende procedurer.

Den danske regering har været opmærksom på de svenske regler. Regeringen har imidlertid foretrukket at foreslå de i lovforslaget indeholdte lovændringer.

Hvorledes harmonerer alderskravet på 24 år med den ved lov vedtagne myndighedsalder på 18 år?

Det forhold, at den almindelige myndighedsalder i dansk ret er fastsat til 18 år, indebærer, at personer over 18 år er myndige personer, der bl.a. selv kan træffe bestemmelse om personlige forhold og selvstændigt indgå retshandler.

Visse rettigheder og pligter er i dansk ret knyttet til myndighedsalderen. Det er imidlertid ikke myndighedsalderen i sig selv, der giver disse rettigheder og pligter. Det er således op til lovgiver i hver enkelt sag – hvor det er relevant – at vurdere, om en anden aldersgrænse end 18 år eventuelt vil være hensigtsmæssig i det pågældende tilfælde. Som eksempel kan anføres, at den kriminelle lavalder er fastsat til 15 &arin

Det skal understreges, at der med den foreslåede forhøjelse af alderskravet for ægtefællesammenføring i udlændingelovens § 9, stk. 1, ikke er tale om at gribe ind i myndige personers adgang til at indgå ægteskab. Den ved lovforslaget foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 1, regulerer alene adgangen til ægtefællesammenføring her i landet.

Det bemærkes i den forbindelse, at det er et almindeligt anerkendt folkeretligt princip, at det tilkommer de enkelte lande – med respekt af landets internationale forpligtelser – at kontrollere og regulere udlændinges adgang til ophold i landet.

Hensigten med forslaget om at forhøje alderskravet ved ægtefællesammenføring til 24 år er navnlig at mindske risikoen for tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber, som har til formål at udløse familiesammenføring.

Jo ældre man er, desto bedre kan man modstå et pres fra familien eller andre til at indgå et ægteskab imod sin vilje. Formålet med forslaget er altså at beskytte unge mod et pres i forbindelse med indgåelse af ægteskab og samtidig at frigøre de unge fra et pres for at forklare over for udlændingemyndighederne, at de ønsker ægtefællesammenføring, selvom dette i virkeligheden ikke er tilfældet.

Aldersgrænsen på 24 år er fastsat ud fra en antagelse om, at unge i alderen 18-24 år normalt vil gennemgå en betydelig personlig udvikling – bl.a. i forbindelse med uddannelsesforløb – som vil kunne bidrage til at sætte dem i stand til at frigøre sig fra et eventuelt pres fra familien eller andre til at indgå et ægteskab imod deres vilje.

Jeg finder på den baggrund den foreslåede aldersgrænse på 24 år hensigtsmæssig og velbegrundet.

Hvilke forhold gælder i andre EU-lande i forhold til først at tilkende udlændinge permanent opholdstilladelse efter 7 år?

Jeg har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet nærmere oplysninger fra Sverige, Norge, Finland, Tyskland og Holland om, hvilke krav man i de pågældende lande stiller til opholdstidens varighed i forbindelse med meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse.

De svenske myndigheder har oplyst, at personer, der får asyl, meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse med det samme. Personer, der får en anden form for beskyttelse, meddeles typisk samtidig tidsubegrænset opholdstilladelse. Opholdstilladelse på grundlag af familiesammenføring kan gøres tidsubegrænset efter to års ophold. Opholdstilladelse på grundlag af beskæftigelse meddeles typisk for en tidsbegrænset periode, og kun få af sådanne opholdstilladelser gøres tidsubegrænsede. Der er dog adgang til efter et individuelt skøn at gøre opholdstilladelser på grundlag af beskæftigelse tidsubegrænsede enten straks ved udstedelsen af opholdstilladelsen eller ved en senere ansøgning herom.

De norske myndigheder har oplyst, at kvoteflygtninge (flygtninge anerkendt af UNHCR) meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter tre års ophold. Andre personer, der får asyl, kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter tre års ophold, hvilket også gælder for personer, der meddeles opholdstilladelse på grundlag af familiesammenføring. Opholdstilladelser meddelt på grundlag af beskæftigelse kan, såfremt til ladelsen er meddelt med henblik på varigt ophold, gøres tidsubegrænsede efter tre år.

De finske myndigheder har oplyst, at personer, der får asyl eller anden form for beskyttelsesstatus, får meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse med henblik på varigt ophold. Efter to år kan opholdstilladelsen gøres tidsubegrænset. En opholdstilladelse på grundlag af familiesammenføring kan ligeledes gøres tidsubegrænset efter to års ophold. Opholdstilladelser meddelt på grundlag af beskæftigelse er tid sbegrænsede, men der er mulighed for at ansøge om tidsubegrænset opholdstilladelse efter fire års ophold.

De tyske myndigheder har oplyst, at efter de netop vedtagne regler, som endnu ikke er trådt i kraft, meddeles opholdstilladelse på grundlag af asyl for en tidsbegrænset periode. Efter tre års ophold kan opholdstilladelsen gøres tidsubegrænset. Personer, der får anden form for beskyttelse, f.eks. af humanitære grunde, kan først meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter syv års ophold. Opholdstilladelser på grun dlag af familiesammenføring kan gøres tidsubegrænsede efter fem år. Opholdstilladelser på grundlag af beskæftigelse er som udgangspunkt tidsbegrænsede, men kan gøres tidsubegrænsede efter fem års ophold. Dog har nogle højtuddannede udlændinge under visse betingelser mulighed for straks at få udstedt tidsubegrænset opholdstilladelse.

De hollandske myndigheder har oplyst, at personer med opholdstilladelse på grundlag af asyl kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter tre års ophold. Opholdstilladelser meddelt på grundlag af familiesammenføring eller beskæftigelse kan gøres tidsubegrænsede efter fem år.

For så vidt angår regeringens forslag om, at den tidsmæssige betingelse for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse forlænges fra tre til syv år, skal jeg bemærke, at regeringen finder, at der skal være mulighed for at inddrage tidsbegrænsede opholdstilladelser i en længere periode end i dag. De gældende regler er til hinder for, at udlændinge – efter en periode på blot tre år – kan f&ar et deres tidsbegrænsede opholdstilladelse, hvis grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede.

Det fremgår imidlertid af regeringens integrationsudspil af 5. marts 2002 »På vej mod en ny integrationspolitik«, at regeringen vil gøre det muligt at få tidsubegrænset opholdstilladelse tidligere end ellers, hvis man har gjort en vellykket indsats for at blive integreret i det danske samfund, så man bl.a. er selvforsørgende. Efter regeringens opfattelse vil en sådan mulighed virke som et incitament for at blive integreret i det danske sam fund.

Vil ændringen af de facto-begrebet medføre, at kvinder, der for eksempel i hjemlandet risikerer stening for utroskab, udsættelse for æresdrab eller omskæring, kan opnå asyl under den nye beskyttelsesstatus?

Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 2, vil der blive meddelt opholdstilladelse med beskyttelsesstatus til asylansøgere, der ved en tilbagevenden til deres hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

Det er hensigten med den foreslåede bestemmelse, at der alene skal gives opholdstilladelse til de udlændinge, der – når bortses fra flygtningekonventionen – har krav på beskyttelse efter de internationale konventioner, som Danmark har tiltrådt. Den foreslåede bestemmelse er på den baggrund udformet i overensstemmelse med de relevante konventionsbestemmelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og till& okol nr. 6 til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

De i spørgsmålet nævnte former for overgreb vil efter en konkret vurdering i det enkelte tilfælde kunne føre til, at der meddeles opholdstilladelse med beskyttelsesstatus.

Det bemærkes i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 efter praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol finder anvendelse i tilfælde, hvor en udlænding risikerer at blive udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, hvad enten risikoen stammer fra myndighederne i det land, som den pågældende påtænkes udsendt til, eller fra privatpersoner i det p ågældende land, som myndighederne ikke er i stand til at beskytte udlændingen imod. Det følger således af Domstolens praksis, at faren for at blive udsat for behandling i strid med artikel 3 også kan stamme fra personer eller grupper af personer, der ikke repræsenterer staten. Det må dog i sådanne tilfælde godtgøres, at der foreligger en reel risiko for, at myndighederne i det pågældende land ikke er i stand til at yde udlæ ;ndingen tilstrækkelig beskyttelse, jf. f.eks. H.L.R. mod Frankrig (dom af 29. april 1997).

Det bemærkes endvidere, at udsendelse til strafforfølgning i visse ekstraordinære tilfælde kan indebære en krænkelse af konventionens artikel 3, hvis straffen må anses som umenneskelig eller nedværdigende f.eks. som følge af, at den pågældende i tilfælde af hjemsendelse risikerer at blive stenet på grund af utroskab, jf. Jabari mod Tyrkiet (dom af 11. juli 2000).

Der henvises i øvrigt til lovforslagets bemærkninger, side 44-46.

Hvad er grunden til at indføre en 24-års regel for at bekæmpe tvangsægteskaber, når man samtidig indfører et tilknytningskrav, hvor det skal vurderes, om det enkelte par har en samlet større tilknytning til Danmark?

Formålet med forslaget om en forhøjelse af alderskravet til 24 år ved ægtefællesammenføring er navnlig at mindske risikoen for tvangsægteskaber. Jo ældre man er, desto bedre kan man modstå et pres fra familien eller andre til at indgå et ægteskab imod sin vilje. Hensigten er således at beskytte unge mod et pres i forbindelse med indgåelse af ægteskab og samtidig at frigøre de unge fra et pres for at forklare over for udlændingemyndighederne, at de ønsker ægtefællesammenføring, selvom dette i virkeligheden ikke er tilfældet.

Hovedsigtet med forslaget om en udvidelse af tilknytningskravet ved ægtefællesammenføring er at sikre det bedst mulige udgangspunkt for en vellykket integration af det familiemedlem, der ønskes familiesammenført til Danmark. Samtidig bidrager forslaget til at værne de unge mod pres fra familien eller andre til at indgå arrangerede ægteskaber eller tvangsægteskaber med en ægtefælle fra et land og med en kultur, som ligger fjernt fra de unges egen dagligdag og kulturelle virkelighed.

Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, side 30 og 31, at de foreslåede ændringer af betingelserne for opnåelse af ægtefællesammenføring skal ses i sammenhæng. Betingelserne vil på den baggrund kunne virke uafhængigt af hinanden – med det formål at modvirke forsøg på at omgå enkelte af betingelserne.

Som eksempel herpå kan nævnes et tilfælde, hvor en herboende ung pige under 24 år bl.a. som følge af pres fra forældrene rejser til ægtefællens hjemland for at etablere et familieliv og vente dér, til begge ægtefæller er fyldt 24 år og dermed opfylder alderskravet for at opnå ægtefællesammenføring her i landet.

I et sådant tilfælde vil tilknytningskravet kunne indebære, at der ved en senere ansøgning om ægtefællesammenføring meddeles afslag, selvom alderskravet nu er opfyldt. Det forhold, at den pågældende har opholdt sig flere år i ægtefællens hjemland og eventuelt fået børn dér, vil således kunne betyde, at ægteparret må anses for at have nærmere tilknytning til ægtef&ael ig;llens hjemland end til Danmark.

På den baggrund finder jeg ikke, at det ene forslag kan erstatte det andet.

Vil ministeren give en vurdering af, hvor stort omfanget af problemet med tvangsægteskaber er? – også set i forhold til antallet af familiesammenføringer årligt.

Det er i sagens natur meget vanskeligt at få et præcist overblik over, hvor mange unge der udsættes for pres eller decideret tvang i forbindelse med indgåelse af ægteskab her i landet. Det er selvsagt ikke noget, som familierne selv oplyser myndighederne om.

Det er formentlig – og forhåbentlig – en mindre del af det samlede antal familiesammenføringer, der er baseret på tvangsægteskaber.

Det er imidlertid regeringens opfattelse, at det danske samfund ikke skal tolerere, at unge i Danmark presses til at indgå ægteskaber, som de ikke ønsker – uanset at det præcise omfang af problemet ikke umiddelbart kan fastlægges.

Regeringen vil derfor styrke indsatsen for at bekæmpe tvangsægteskaber. Det sker bl.a. ved den ved lovforslaget foreslåede forhøjelse af alderskravet i forbindelse med ægtefællesammenføring. Herudover indeholder også regeringens integrationsudspil af 5. marts 2002 »På vej mod en ny integrationspolitik« forslag til hjælp til unge, der er udsat for tvangsægteskaber.

Det kan i øvrigt oplyses, at det ved satspuljeforliget i 2002 – som led i en samlet, styrket indsats over for særligt udsatte flygtninge- og indvandrergrupper med voksende problemer – bl.a. er besluttet at iværksætte en undersøgelse af pardannelsesmønstre blandt etniske minoriteter. Undersøgelsen foretages i samarbejde med Etnisk Rådgivningscenter NOOR, Københavns Kommune, og vil blive opdelt i en landsdækkende u ;gelse og en dybtgående undersøgelse af udvalgte personer, grupper og organisationer. Den landsdækkende undersøgelse skal tilvejebringe et overordnet overblik over pardannelsesmønstre hos etniske minoriteter, hvilken betydning det har for familiedannelsen, og i hvilken grad det har betydning for samspillet med det øvrige samfund. Den dybtgående undersøgelse skal bl.a. belyse de unges, forældrenes og organisationernes syn på pardannelsesm&oslas h;nstre. Der er afsat 1,5 mio. kr. til undersøgelsen.

Vil ministeren oplyse, hvilken aldersgruppe der typisk identificeres som udsat for ulovlig tvang i forbindelse med indgåelse af ægteskaber?

Da det i sagens natur er meget vanskeligt at få et præcist overblik over, hvor mange unge der udsættes for pres eller decideret tvang i forbindelse med indgåelse af ægteskab her i landet, er det samtidig også vanskeligt præcist at identificere de aldersgrupper, som typisk udsættes for tvang.

Det er imidlertid regeringens opfattelse, at jo ældre man er, desto bedre kan man modstå et pres fra familien eller andre til at indgå et ægteskab imod sin vilje.

Den foreslåede aldersgrænse på 24 år i forbindelse med ægtefællesammenføring er fastsat ud fra en antagelse om, at unge i alderen 18-24 år normalt vil gennemgå en betydelig personlig udvikling – bl.a. i forbindelse med uddannelsesforløb – som vil kunne bidrage til at sætte dem i stand til at frigøre sig fra et eventuelt pres fra familien eller andre til at indgå et ægteskab imod deres vilje.

Det kan i øvrigt oplyses, at det ved satspuljeforliget i 2002 – som led i en samlet, styrket indsats over for særligt udsatte flygtninge- og indvandrergrupper med voksende problemer – bl.a. er besluttet at iværksætte en undersøgelse af pardannelsesmønstre blandt etniske minoriteter. Der henvises i den forbindelse til besvarelsen af spørgsmål nr. 75.

Vil regeringen komme med andre initiativer for at bekæmpe tvangsægteskaber og samtidig sikre unges ret til selv at vælge deres egen ægtefælle – for eksempel ved at gøre etniske konsulentteams, der kan mægle i konflikter, obligatoriske i kommuner og kommunesamarbejder eller sikre midler til en oplysningskampagne blandt unge og fædre med en anden etnisk baggrund?

Regeringen ønsker at styrke indsatsen for at bekæmpe tvangsægteskaber. Det danske samfund skal ikke tolerere, at unge i Danmark presses til at indgå ægteskaber, som de ikke ønsker.

Regeringens lovforslag indeholder på den baggrund forslag om, at der som udgangspunkt ikke skal kunne gives tilladelse til ægtefællesammenføring, hvis en af ægtefællerne er under 24 år. Aldersgrænsen er fastsat ud fra en antagelse om, at unge i alderen 18-24 år normalt vil gennemgå en betydelig personlig udvikling – bl.a. i forbindelse med uddannelsesforløb – som vil kunne bidrage til at sætte dem i stan gøre sig fra et eventuelt pres fra familien eller andre til at indgå et ægteskab imod deres vilje.

Herudover indeholder regeringens integrationsudspil af 5. marts 2002 »På vej mod en ny integrationspolitik« forslag til hjælp til unge, der er udsat for tvangsægteskaber. Det fremgår således af integrationsudspillet, at regeringen vil sikre mulighed for hjælp til unge, der er udsat for pres i forbindelse med indgåelse af ægteskaber, vold i familien eller andet. Indsatsen skal også rettes mod forældrene. Hjælp skal ikke kun ydes fra centre. Der skal også – i samarbejde med indvandrerorganisationer og andre – skabes netværk og drives opsøgende rådgivning af de unges familier. Der skal etableres tilbud om mægling mellem de unge og deres familier. Der skal være mulighed for, at de unge kan tage midlertidigt ophold på krisecentre, ligesom rådgivning og botilbud bør følges op af længerevarende ophold hos værtsfamilier.

Det kan i den forbindelse oplyses, at der ved satspuljeforliget i 2002 blev bevilget 13,5 mio. kr. til en styrket indsats for særligt udsatte flygtninge- og indvandrergrupper. Herunder blev der bevilget 8,5 mio. kr. til oprettelsen af et landsdækkende netværk af kvindekrisecentre, hvoraf de 3,2 mio. kr. er reserveret BROEN til drift af et døgntilbud til kvinder med anden etnisk baggrund, der modsætter sig tvangsægteskab, og 1,5 mio. kr. er reserveret t il en undersøgelse af pardannelsesmønstre blandt etniske minoriteter.

Lovforslaget står således ikke alene, men suppleres af en styrket indsats på integrationsområdet.

Vil regeringen udvide beskyttelsen af udenlandske kvinder i et voldeligt ægteskab, således at det også tæller ved overvejelsen om, hvorvidt opholdstilladelsen skal inddrages, hvis kvinden udsættes for vold af den danske svigerfamilie?

Der ændres ikke med lovforslaget på bestemmelsen i udlændingelovens § 19, stk. 6, hvorefter der ved afgørelsen om inddragelse af en opholdstilladelse meddelt på baggrund af ægtefællesammenføring skal tages særligt hensyn til, om opholdsgrundlaget ikke længere er til stede som følge af samlivsophør, der skyldes, at udlændingen har været udsat for overgreb, misbrug eller anden overlast m.v. her i lan det.

Der er hverken efter bestemmelsens ordlyd eller efter forarbejderne hertil grundlag for at antage, at bestemmelsen alene kan finde anvendelse i tilfælde, hvor de overgreb m.v., der har medført samlivsophøret, er forøvet direkte af ægtefællen eller samleveren. Efter Integrationsministeriets opfattelse kan bestemmelsen således også finde anvendelse i tilfælde, hvor samlivsophøret skyldes overgreb m.v., som forøves af &ae lig;gtefællens eller samleverens familie.

Har Danmark efter regeringens opfattelse en international forpligtelse til at tage særlige hensyn til voldsramte kvinder, som det konkluderes af Kvindeudvalget i dets delbetænkning fra 1995, herunder som følge af diverse instrumenter om bekæmpelse af diskrimination og vold mod kvinder samt den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 (forbud mod tortur m.v.) og artikel 8 (retten til familieliv)?

I Kvindeudvalgets Delbetænkning I vedrørende udenlandske kvinders integration og retsstilling fra 1995 (betænkning nr. 1303) anføres det bl.a., at det er udvalgets opfattelse, at Danmark i vid udstrækning er internationalt forpligtet til at tage særlige hensyn til udenlandske, voldsramte kvinder, og at en fastholdelse af disse kvinder i et voldeligt ægteskab således vil stride imod anbefalingerne i FN’s konvention om afskaffelse krimination mod kvinder fra 1979. På den baggrund foreslog udvalget, at vold i ægteskabet eller samlivsforholdet ved en ændring af udlændingeloven bør indgå som et særskilt hensyn i udlændingelovens § 26.

På denne baggrund vedtog Folketinget lov nr. 380 af 22. maj 1996, hvorved udlændingelovens dagældende § 26 blev ændret. Der blev således indsat en udtrykkelig bestemmelse i lovens § 26, stk. 1, nr. 6, hvorefter der ved afgørelsen om udvisning skal tages hensyn til, om udvisningen må antages at virke særlig belastende, navnlig på grund af udsættelse for overgreb, misbrug eller anden overlast m.v. her i landet, der har medfø ;rt, at en udlænding med opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 2, ikke længere samlever på fælles bopæl med den i Danmark fastboende person, eller udlændingens i øvrigt særligt svage stilling.

Ved lov nr. 473 af 2. juli 1998 blev reglen i udlændingelovens dagældende § 26, stk. 1, nr. 6, overflyttet til lovens § 19 i forbindelse med den generelle ændring af udvisningsreglerne.

Der kan i øvrigt henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 85 (L 152 – bilag 47).

Hvorledes tænkes dispensationsadgangen for voldsramte kvinder administreret efter udvidelsen af inddragelsesadgangen fra 3 til 7 år?

Efter udlændingelovens § 19, stk. 1, kan en tidsbegrænset opholdstilladelse inddrages, hvis grundlaget for tilladelsen ikke længere er til stede, f.eks. hvis en udlænding er meddelt opholdstilladelse på baggrund af ægteskab eller samlivsforhold af længere varighed med en herboende person, og parret ikke længere samlever på fælles bopæl.

Efter udlændingelovens § 19, stk. 6, skal udlændingemyndighederne ved vurderingen af, om der skal ske inddragelse, tage særligt hensyn til, om opholdsgrundlaget ikke længere er til stede som følge af samlivsophør, der skyldes, at den pågældende udlænding har været udsat for overgreb, misbrug eller anden overlast m.v. her i landet.

Udlændingemyndighederne skal endvidere på baggrund af alle sagens omstændigheder foretage en konkret vurdering af, om inddragelsen må antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1.

For så vidt angår udlændinge, der kun har opholdt sig her i landet i meget kort tid, vil det erfaringsmæssigt kun forholdsvis sjældent være tilfældet, at en inddragelse vil virke særlig belastende.

Den foreslåede skærpelse af de tidsmæssige betingelser for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse vil ikke få betydning for praksis vedrørende inddragelse af opholdstilladelsen for udlændinge, hvor grundlaget for tilladelsen ikke længere er tilstede som følge af samlivsophævelse på grund af vold m.v. Udlændingemyndighedernes praksis vil således fortsætte uændret, således at den p&arin g;gældende gruppe udlændinge i samme omfang som hidtil vil kunne bevare opholdstilladelsen, selvom samlivet på fælles bopæl er ophævet, når dette er sket som følge af vold m.v.

Hvilke grupper af »nære slægtninge« vil ved ophævelsen af udlændingelovens § 7, stk. 4, ikke længere kunne få asyl i Danmark ved ansøgning fra en dansk repræsentation i udlandet med henvisning til nært slægtskab med en herboende person, og vil heller ikke kunne opnå opholdstilladelse efter familiesammenføringsreglerne i den foreslåede nye § 9 i udlændingeloven?

Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 4, gives der opholdstilladelse til udlændinge, som ikke befinder sig her i landet, såfremt Danmark på grund af udlændingens tidligere længerevarende lovlige ophold her i landet, herboende nære slægtning eller anden tilsvarende tilknytning må anses for nærmest til at yde den pågældende beskyttelse.

Ved vurderingen af, om der kan meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen, skal der bl.a. foretages en konkret vurdering af ansøgerens faktiske tilknytning til herboende slægtninge.

Det bemærkes i den forbindelse, at der skal være tale om en kvalificeret tilknytning, og at slægtskabet indgår som et af flere momenter i vurderingen af den enkelte ansøgers tilknytning til Danmark. Der kan f.eks. være tale om forældre, søskende, kusiner, fætre eller andre slægtninge eller om udlændinge, som ikke har nære slægtninge i Danmark, men som alligevel har en sådan tilknytning til personer her i landet, at Danmark er nærmest til at yde de pågældende beskyttelse.

Det er i alle tilfælde en betingelse for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 4, at ansøgeren opfylder de almindelige betingelser for at få asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2.

Ved lovforslaget foreslås bestemmelsen i udlændingelovens § 7, stk. 4, ophævet.

Efter lovforslaget vil følgende persongrupper kunne blive familiesammenført med herboende slægtninge:

Herudover kan der efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, under visse betingelser meddeles opholdstilladelse til børn med henblik på adoption, ophold som led i et plejeforhold eller – hvis særlige grunde taler derfor – ophold hos barnets nærmeste familie.

Uden for disse situationer vil det ikke være muligt at få opholdstilladelse efter de ved lovforslaget foreslåede bestemmelser om familiesammenføring.

Det indebærer, at f.eks. en søster eller en bror til en herboende person, der på grund af en særlig kvalificeret tilknytning til den herboende person ville opfylde betingelserne for at få opholdstilladelse efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 4, fremover ikke vil kunne meddeles opholdstilladelse efter familiesammenføringsreglerne.

Vil den foreslåede bestemmelse i § 9 c, hvorefter der efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding, hvis ganske særlige grunde taler herfor, kunne anvendes til at give opholdstilladelse til nære familiemedlemmer til herboende flygtninge, som tidligere kunne have søgt om asyl efter § 7, stk. 4, men som efter bestemmelsens ophævelse ikke længere vil kunne udnytte denne mulighed og heller ikke vil kunne opfylde kravene efter d e almindelige familiesammenføringsregler?

Efter ophævelsen af bestemmelsen i udlændingelovens § 7, stk. 4, vil nære slægtninge til herboende personer ikke længere have mulighed for at søge og opnå asyl fra en dansk diplomatisk eller konsulær repræsentation i udlandet.

Der vil imidlertid fortsat være mulighed for at indgive ansøgning om familiesammenføring på en dansk repræsentation i udlandet.

Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, side 33, at de foreslåede ændringer af reglerne for familiesammenføring vil blive administreret på en sådan måde, at der meddeles tilladelse til familiesammenføring i situationer, hvor en nægtelse heraf ville stride mod bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til familieliv.

Det fremgår endvidere af lovforslagets bemærkninger, side 67, til den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 9 c, at der i alle tilfælde, hvor nægtelse af familiesammenføring vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, og hvor der ikke efter andre bestemmelser er mulighed for at tillade familiesammenføring, vil skulle meddeles opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9 c, stk. 1, 1. pkt.

Der vil således efter en konkret vurdering være mulighed for at meddele opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til nære familiemedlemmer til herboende flygtninge, hvis nægtelse af familiesammenføring ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, og hvis der ikke er mulighed for at tillade familiesammenføring efter de almindelige bestemmelser herom.

I hvilke situationer vil der ved anvendelsen af den foreslåede § 9 c i ovennævnte situation kunne undtages for de almindelige krav til familiesammenføring i § 9, stk. 2-9 (forsørgelseskrav, tilknytningskrav m.v.) for herboende flygtninge?

I de tilfælde, hvor der meddeles opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., idet nægtelse af familiesammenføring ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, og idet der ikke er mulighed for at tillade familiesammenføring efter de almindelige bestemmelser herom, jf. herved besvarelsen af spørgsmål nr. 92, vil der ikke kunne meddeles afslag efter bestemmelsen und er henvisning til, at de i de foreslåede bestemmelser i udlændingelovens § 9, stk. 2-9, nævnte betingelser ikke er opfyldt.

Som eksempel på, hvem der vil kunne gives opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., kan nævnes en handicappet udlænding over 18 år, der risikerer at blive efterladt alene i hjemlandet, fordi resten af familien har fået opholdstilladelse her i landet, og hvor den pågældende har været afhængig af sin families pleje og støtte. Der kan i øvrigt henvises til bem&a elig;rkningerne til den foreslåede bestemmelse, side 66, hvor andre eksempler er anført.

Vil personer med »anden tilknytning til Danmark«, som efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 4, kunne opnå asyl i Danmark, f.eks. tidligere studerende el. lign., på anden vis kunne opnå opholdstilladelse i Danmark efter de foreslåede regler, og i givet fald efter hvilke bestemmelser?

Efter ophævelsen af bestemmelsen i udlændingelovens § 7, stk. 4, vil det ikke længere være muligt at søge og opnå asyl fra en dansk diplomatisk eller konsulær repræsentation i udlandet. Det gælder, uanset hvilken tilknytning den pågældende har her til landet.

Det har ikke efter andre bestemmelser i udlændingeloven, herunder de med lovforslaget foreslåede ændringer heraf, i sig selv betydning for muligheden for at få opholdstilladelse i Danmark, om ansøgeren tidligere har opholdt sig her i landet, f.eks. som studerende.

Der vil således alene kunne meddeles opholdstilladelse, hvis den pågældende i øvrigt opfylder betingelserne herfor i den enkelte bestemmelse.

Vil beregningen af forsørgelsesevnen blive ændret som følge af, at satserne for kontanthjælp til udlændinge nedsættes (efter lovforslag nr. L 126), eller vil det stadig være satserne for fuld kontanthjælp, som indgår i beregningen, jf. de nugældende regler i bekendtgørelse nr. 421 af 10. maj 1999?

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 6.

Det fremgår heraf bl.a., at det er hensigten, at integrationsministeren fastsætter tilsvarende regler som i bekendtgørelse nr. 421 af 10. maj 1999 om, at den herboendes månedlige bruttoindkomst – for at forsørgelsesevnen kan anses for godtgjort – mindst skal svare til summen af det beløb, som efter sociallovgivningen ville kunne udmåles i kontanthjælp til den herboende, og det beløb, som ville kunne udmåles i kont lp til ansøgeren.

Det fremgår endvidere, at der i den forbindelse vil blive taget højde for de ændrede beløbssatser, som regeringen samtidig foreslår indført, og som indebærer, at kun personer, som har opholdt sig i Danmark i mindst syv ud af de sidste otte år, vil have ret til fuld kontanthjælp. Personer, der har opholdt sig i Danmark i mindre end syv ud af de sidste otte år, vil alene have ret til en lavere ydelse (starthjælp).

Det er på den baggrund hensigten, at integrationsministeren fastsætter nærmere regler om, at den herboendes månedlige bruttoindkomst – for at forsørgelsesevnen kan anses for godtgjort – mindst skal svare til summen af det beløb, som efter de nye, lavere satser ville kunne udmåles i starthjælp til den herboende, og det beløb, som tilsvarende ville kunne udmåles i starthjælp til ansøgeren.

Ad svaret på spm. 48, jf. bilag 93

Under henvisning til, at det forudsættes, at der bliver indhentet samtykke til videregivelse af oplysninger efter udlændingelovens § 9, stk. 16, hvad er så baggrunden for, at netop disse oplysninger ikke kan videregives uden samtykke, mens kommunen i henhold til lovforslagets § 9, stk. 15, gives mulighed for at videregive alle andre oplysninger om ansøgerens og herboendes forhold, som kommunen måtte finde relevante for afgørelsen af sagen, uden at ind hente de berørte personers samtykke?

Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 16, afgiver kommunalbestyrelsen efter anmodning fra Udlændingestyrelsen en udtalelse om, hvorvidt den herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, er i stand hertil. Integrationsministeren fastsætter nærmere regler om, hvornår det kan anses for godtgjort, at den herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, er i stand hertil og om kommunalbestyrelsens udtalelse.

Den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 16, svarer indholdsmæssigt til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 12, og forudsættes anvendt i overensstemmelse med gældende praksis.

Det er i den forbindelse anført i besvarelsen af spørgsmål nr. 48, at Udlændingestyrelsen – i det omfang det er nødvendigt efter den lovgivning, der gælder for udveksling af personoplysninger – indhenter samtykke, førend styrelsen anmoder kommunalbestyrelsen om en udtalelse om referencens forsørgelsesevne.

Hvis referencen ikke giver samtykke til udveksling af oplysninger i forbindelse med anmodningen om kommunalbestyrelsens udtalelse om den pågældendes forsørgelsesevne, kan indhentelse og videregivelse af oplysninger og dokumentation ske uden samtykke i overensstemmelse med reglerne i den lovgivning, der gælder for udveksling af personoplysninger.

Såfremt referencen ikke giver samtykke til udveksling af oplysninger og oplysningerne ikke kan indhentes og videregives uden samtykke efter de almindelige regler om udveksling af personoplysninger, vil det ikke være muligt for Udlændingestyrelsen at vurdere, om forsørgelseskravet er opfyldt. Udlændingestyrelsen vil herefter ikke kunne meddele tilladelse til ægtefællesammenføring.

Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål nr. 48.

Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 15, kan kommunalbestyrelsen uden samtykke fra den herboende person og ansøgeren afgive en udtalelse til Udlændingestyrelsen til brug for behandlingen af en sag om familiesammenføring om de af kommunalbestyrelsen bekendte forhold vedrørende den herboende person og ansøgeren, som kommunalbestyrelsen skønner vil være af betydning for afgørelsen af sagen.

Efter bestemmelsen vil en kommunalbestyrelse i alle familiesammenføringssager have mulighed for at videregive oplysninger til Udlændingestyrelsen, som kommunalbestyrelsen skønner vil være af betydning for familiesammenføringssagen, således at udlændingemyndighederne kan tage højde herfor ved behandlingen af sagen. Der kan f.eks. være tale om oplysninger, som direkte angiver eller peger på, at et ægteskab er indgåe t under tvang. Der kan også være tale om oplysninger, som peger på, at der er tale om et proformaægteskab.

Formålet med bestemmelsen er dels at sikre det bedst mulige grundlag for samarbejdet mellem udlændingemyndighederne og kommunerne i sager om familiesammenføring, dels at mindske risikoen for omgåelse af udlændingelovens betingelser for at opnå familiesammenføring.

Ved at undtage kommunalbestyrelsens videregivelse af oplysninger til Udlændingestyrelsen fra krav om samtykke sikres det, at den herboende person og ansøgeren ikke kan hindre kommunalbestyrelsen i at videregive oplysningerne til Udlændingestyrelsen.

Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål nr. 49.

Optrykt efter ønske fra S

Kan ministeren bekræfte, at EU-reglerne om vandrende arbejdstagere har som konsekvens, at en borger fra et andet EU-land har retskrav på familiesammenføring med en ægtefælle uanset følgende krav i udlændingeloven:

Efter udlændingelovens § 9 er ægtefællesammenføring betinget af, at en række krav er opfyldt. Ansøgeren har således kun retskrav på opholdstilladelse, hvis både ansøgeren og den herboende er fyldt 25 år. Er en af parterne eller begge mellem 18 og 25 år, kan der alene meddeles opholdstilladelse, hvis ægteskabet utvivlsomt må anses for indgået efter den herboendes eget ønske eller sæ ;rlige personlige forhold i øvrigt taler herfor. Opholdstilladelse kan – uanset alder – som udgangspunkt kun meddeles, hvis den herboende person godtgør at råde over sin egen bolig af passende størrelse. Er den herboende ikke dansk statsborger, kan der endvidere kun meddeles opholdstilladelse, såfremt ansøgerens og den herboendes samlede tilknytning til Danmark mindst svarer til deres samlede tilknytning til et andet land, eller såfremt særlige forhold i øvrigt taler herfor. Der stilles ikke noget tilknytningskrav, når den herboende er dansk statsborger. Ægtefællesammenføring skal endvidere – når den herboende er indvandrer – som udgangspunkt betinges af, at den herboende godtgør at kunne forsørge ansøgeren.

Regeringen har den 28. februar 2002 fremsat lovforslag nr. L 152 om ændring af udlændingeloven og ægteskabsloven med flere love (Afskaffelse af de facto-flygtningebegrebet, effektivisering af asylsagsbehandlingen, skærpede betingelser for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse og stramning af betingelserne for familiesammenføring m.v.). Det foreslås bl.a., at ægtefællesammenføring – for at modvirke indgåelse angsægteskaber – kun kan finde sted, når begge parter er over 24 år. Endvidere foreslås det, at tilknytningskravet udstrækkes til også at gælde i de tilfælde, hvor den herboende har dansk indfødsret, og at tilknytningskravet skærpes, således at det fremover som udgangspunkt er en betingelse for ægtefællesammenføring, at parternes samlede tilknytning til Danmark er større end deres samlede tilknytning til et an nd. Ydermere foreslås det, at kravet om, at den herboende som udgangspunkt skal godtgøre at være i stand til at forsørge ansøgeren, udstrækkes til også at omfatte de tilfælde, hvor den herboende har dansk indfødsret, har statsborgerskab i et af de nordiske lande eller er flygtning. Det foreslås endvidere, at ægtefællesammenføring som udgangspunkt skal betinges af, at den herboende ægtefælle stiller økonomis k sikkerhed for 50.000 kr. til dækning af eventuelle fremtidige offentlige udgifter til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven til ansøgeren. Endelig foreslås det, at ægtefællesammenføring – uanset parternes alder – som udgangspunkt ikke kan meddeles, såfremt det må anses for tvivlsomt, om ægteskabet er indgået efter begge parters ønske.

Reglerne om opholdstilladelse i udlændingelovens §§ 7-9 finder kun anvendelse på udlændinge, der er omfattet af EU-rettens regler om ophævelse af indrejse- og opholdsbegrænsninger i forbindelse med arbejdskraftens fri bevægelighed, etablering og udveksling af tjenesteydelser m.v. (EU-reglerne), i det omfang det er foreneligt med disse regler, jf. udlændingelovens § 2, stk. 3. Udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, har stadig krav p&arin g; opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 6.

Indenrigsministeriet har i bekendtgørelse nr. 761 af 22. august 1994 om ophold i Danmark for udlændinge, der er omfattet af Det Europæiske Fællesskabs regler eller aftale om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde som ændret ved bekendtgørelse nr. 684 af 12. juli 1996 (EF/EØS-bekendtgørelsen) sammenskrevet de vigtigste regler om ophold og beskæftigelse i Danmark for udlændinge, der er omfattet af EU-regl erne.

Det følger heraf, at herboende EU/EØS-borgere, der er omfattet af EU-reglerne, har ret til familiesammenføring med bl.a. deres ægtefælle. De betingelser for ægtefællesammenføring, som gælder efter udlændingelovens § 9 – og som foreslås fremover at gælde efter lovforslag nr. L 152 – stilles ikke ved ægtefællesammenføring efter EF/EØS-bekendtgørelsen.

Vil ministeren bekræfte, at EU-reglerne om vandrende arbejdstagere medfører, at der ikke over for EU-borgere fremover kan stilles danske krav om:

For så vidt angår spørgsmålet om opfyldelse af alderskrav, tilknytningskrav, forsørgelseskrav og krav om økonomisk sikkerhed på 50.000 kr. som betingelse for ægtefællesammenføring – og som betingelse for ikke senere at inddrage en opholdstilladelse på baggrund af ægteskab – henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 81.

Regeringen har den 1. marts 2002 fremsat lovforslag nr. L 126 om ændring af lov om aktiv socialpolitik og integrationsloven (Ændring af reglerne om ret til kontanthjælp, introduktionsydelse m.v.). Det foreslås bl.a., at retten til kontanthjælp skal være betinget af, at ansøgeren har opholdt sig her i riget i sammenlagt 7 år inden for de seneste 8 år, dog således at kravet om, at ansøgeren skal have opholdt sig her i riget i sammenlagt 7 år inden for de seneste 8 år, ikke gælder for EU/EØS-borgere, i det omfang disse efter EU-retten er berettigede til hjælpen.

Vil ministeren bekræfte, at en dansk statsborger, der opnår arbejde i et andet EU-land, har ret til familiesammenføring i det EU-land, hvor han arbejder, samt at reglerne om vandrende arbejdstagere fører til, at han kan medtage sin ægtefælle, hvis han senere opnår arbejde i Danmark, idet et afslag på opholdstilladelse i dette tilfælde vil stride mod princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed (»Det omvendte diskriminationsprincip«)?

De EU-retlige regler om fri bevægelighed, etablering og udveksling af tjenesteydelser m.v. finder ikke anvendelse på rent interne forhold. Det betyder, at ægtefæller til personer med dansk indfødsret som udgangspunkt ikke kan opnå opholdstilladelse i Danmark i medfør af EU-rettens regler om ægtefællesammenføring.

Det følger dog af EF-domstolens praksis, at en EU- eller EØS-borger ikke i alle tilfælde er afskåret fra at påberåbe sig at være omfattet af EU-reglerne i sit eget land, hvis den pågældende har gjort brug af retten til fri bevægelighed, jf. EF-domstolens dom i sag C-370/90, Singh, Saml. 1992 I-4265.

Singh-dommen vedrørte et tilfælde, hvor ægteparret Singh havde været beskæftiget i Tyskland som arbejdstagere og derefter rejste tilbage til Storbritannien for at drive selvstændig virksomhed. Fru Singh var britisk statsborger og hr. Singh var indisk statsborger. Storbritannien inddrog hr. Singhs opholdstilladelse, men EF-domstolen fastslog, at fru Singh som statsborger i en medlemsstat havde ret til at lade sig ledsage af sin ægtefælle, da hun vendte tilbage til sit hjemland for at udøve selvstændig virksomhed efter at have været beskæftiget som arbejdstager i en anden medlemsstat.

Domstolen lagde vægt på, at en statsborger i en medlemsstat kunne opgive at gøre brug af retten til fri bevægelighed, hvis statsborgeren ikke havde ret til at tage sin ægtefælle og børn med tilbage til sit hjemland på samme vilkår som dem, sådanne personer har krav på i en anden medlemsstat.

Det bemærkes, at Storbritannien gjorde gældende overfor Domstolen, at en sådan ret til ophold for ægtefæller ville medføre en større risiko for den form for misbrug, der er knyttet til proformaægteskaber. Hertil bemærkede Domstolen, at personer, der er omfattet af traktathjemlede rettigheder, ikke kan påberåbe sig disse med henblik på uretmæssigt at unddrage sig en anvendelse af national lovgivning, ligesom di sse rettigheder ikke er til hinder for, at medlemsstaterne træffer de fornødne foranstaltninger til at hindre misbrug af denne art.

Det følger således af dommen, at en dansk statsborger, der har arbejdet i en anden medlemsstat, som udgangspunkt vil have ret til at medtage sin ægtefælle, hvis han eller hun vender tilbage til Danmark for at arbejde eller drive selvstændig virksomhed.

Notaterne er optrykt efter ønske fra S

(Opregningen er ikke udtømmende)

1. Ophold på baggrund af selve ægteskabet

Der vil efter L 152 som udgangspunkt ikke blive givet tilladelse til ægtefællesammenføring i Danmark, når den ene eller begge parter er under 24 år. Udgangspunktet fraviges, hvis ganske særlige grunde taler for at give tilladelse til ægtefællesammenføring i Danmark. Det vil f.eks. være tilfældet, hvor Danmark på grund af hensynet til retten til et familieliv efter art. 8 i den europæiske menneskerettigheds konvention er forpligtet til at tillade familiesammenføring.

2. Ophold på andet grundlag

Nordiske statsborgere vil fortsat kunne tage ophold i Danmark uanset alder. Tilsvarende gælder for EU/EØS statsborgere i det omfang, de er omfattet af EU/EØS-reglerne (fri bevægelighed mv.).

Udlændinge kan gives opholdstilladelse i Danmark med henblik på deltagelse i en videregående uddannelse. Tilladelse gives normalt højst for den normerede studietid.

Udlændinge kan endvidere gives opholdstilladelse med henblik på deltagelse i højskoleophold eller lignende for varigheden af det pågældende kursus. Tilladelsen gives for højst 18 måneder.

Udlændinge kan herudover gives opholdstilladelse med henblik på deltagelse i en grund- eller ungdomsuddannelse eller lignende. Tilladelsen gives for højst et år, men kan i særlige tilfælde forlænges i yderligere et år.

Der kan desuden gives opholdstilladelse til en udlænding, hvis væsentlige beskæftigelsesmæssige eller erhvervsmæssige hensyn taler for det, herunder hvis udlændingen kan få ansættelse inden for et fagområde, hvor der er mangel på særlig kvalificeret arbejdskraft. Tilladelsen gives normalt første gang for et år og kan forlænges for perioder op til tre år. Tilladelsen gælder dog ikke ud over var igheden af det underliggende ansættelsesforhold.

3. Visumophold

Herudover kan udlændinge opholde sig her i landet på visum – hvis det kræves i forhold til den nationalitet udlændingen har - eller som visumfri – hvis visum ikke kræves. Et sådant ophold vil kunne vare i indtil 3 måneder i løbet af en 6-måneders-periode regnet fra indrejsen. Denne opholdstid, der regnes fra indrejsen i Schengenlandene, er den maksimale for Schengenvisa.

Efter disse regler om ophold på grundlag af Schengenvisa, der gælder tilsvarende ved visumfri ophold i Schengenlandene, vil f.eks. en amerikansk statsborger, der er gift med en dansk statsborger – uanset om alderskravet blokerer for en opholdstilladelse – kunne opholde sig visumfrit her i landet i op til 6 måneder i løbet af et år.

Det skal fortsat være muligt at blive familiesammenført med sin nærmeste familie i Danmark. Regeringen vil ikke splitte familier, som ikke har mulighed for at genoptage familielivet andre steder end i Danmark, men regeringen ønsker at begrænse mulighederne for, at nye familier kan bosætte sig i Danmark, f.eks. når parterne ikke har en overvejende tilknytning her til landet. Der skal derfor ikke være retskrav på familiesammenf&osl ash;ring, og familiesammenføring skal fremover kun gives efter en konkret og individuel vurdering på grundlag af de betingelser, som opstilles herfor i loven.

Regeringen foreslår på den baggrund ved L 152, at der fremover i alle sager alene kan meddeles tilladelse til ægtefællesammenføring, når ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark er større end ægtefællernes samlede tilknytning til et andet land (tilknytningskravet). Tilknytningskravet vil gælde for både herboende udlændinge og herboende personer med dansk indfødsret. Det betyder, at der skal f oretages en vurdering af ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark over for ægtefællernes samlede tilknytning til et andet land – som udgangspunkt den familiesammenførtes hjemland. Hvis en herboende person har indgået ægteskab med en person fra f.eks. Litauen – og denne ønsker at komme til Danmark på en familiesammenføringstilladelse – vil der altså som udgangspunkt skulle foretages en vurdering af parternes samlede t mark i forhold til tilknytningen til Litauen, som er ansøgerens hjemland.

Ved vurderingen af, om tilknytningskravet er opfyldt, må der foretages en afvejning af den herboende persons tilknytning til Danmark på den ene side og ægtefællens tilknytning til sit hjemland på den anden side samt en afvejning af den herboende persons tilknytning til ægtefællens hjemland overfor ægtefællens tilknytning til Danmark.

Denne vurdering indebærer inddragelse og afvejning af alle relevante momenter i sagen, der kan belyse ægtefællernes tilknytningsforhold. Ved afvejningen vil der f.eks. skulle lægges vægt på:

Regeringen ønsker med forslaget at sikre det bedst mulige udgangspunkt for en vellykket integration af det familiemedlem, der ønskes familiesammenført til Danmark, og samtidig at værne unge mod pres fra familien eller andre til at indgå arrangerede ægteskaber eller tvangsægteskaber med en ægtefælle fra et land og med en kultur, som ligger fjernt fra de unges egen dagligdag og kulturelle virkelighed.

Optrykt efter ønske fra Dansk Folkeparti

Regeringen og Dansk Folkeparti er enige om, at antallet af udlændinge, der kommer til Danmark, skal begrænses, og at lovforslag nr. L 152 af 28. februar 2002 bidrager væsentligt til denne målsætning. I efteråret 2003 foretager regeringen og Dansk Folkeparti en samlet vurdering af effekten af aftalen, jf. herved aftalens punkt 3.9.d.

Regeringen og Dansk Folkeparti er samtidig enige om følgende:

Et lovforslag herom skal drøftes med Kommunernes Landsforening og fremsættes til efteråret, jf. punkt 3.9.c.

10. I tillæg til denne aftale har regeringen og Dansk Folkeparti truffet aftale om generelle retningslinjer for integrationsministerens udarbejdelse af lovforslag om indfødsrets meddelelse. De nye retningslinjer omfatter en række skærpede krav til karensperioder ved kriminalitet og danskkundskaber samt pålægger ansøgeren at aflægge et løfte om troskab og loyalitet mod Danmark og dansk lovgivning.

Regeringen og Dansk Folkeparti er på den baggrund enige om at stemme for lovforslag nr. L 152 af 28. februar 2002.

I aftalen om finansloven for 2002 mellem regeringen og Dansk Folkeparti har parterne fastslået: »Tiltagene på udlændingeområdet bidrager til at sikre det råderum til fortsatte forbedringer på centrale velfærdsområder de kommende år, som er forudsat i regeringsgrundlaget på bl.a. de borgernære områder i kommuner og amter«.