Skriftlig fremsættelse (15. januar 2003)

 

 

Kulturministeren (Brian Mikkelsen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om Kunstrådet

(Lovforslag nr. L 128).

Hovedformålet med lovforslaget er at gennemføre den politiske aftale om en ny struktur for kunststøtten og den internationale kulturudveksling, som regeringen indgik sammen med samtlige af Folketingets partier den 1. oktober 2002.

Aftalen indebærer oprettelsen af Kunstrådet. Kunstrådets formål er at fremme udvikling af kunsten i Danmark og dansk kunst i udlandet. Dette formål ligger i forlængelse af formålene for de forskellige råd, centre og fonde, der i kunststøttesystemet er oprettet gennem de sidste 40 år som svar på nye udfordringer og behov. Formålene skal i dag virkeliggøres i et foranderligt og dynamisk kunstnerisk landskab uden fortsat vækst i antallet af institutioner. Lovforslaget sigter følgelig mod at skabe en organisering af kunststøtten og den internationale kulturudveksling, der er fremtidssikret.

Lovforslag om Kunstrådet skal sikre, at Kunstrådet med et helhedsansvar kan skabe dynamik mellem kunstarterne og sikre en kvalitativt bedre behandling af ansøgninger til tværæstetiske projekter og nyskabende kunst. Dannelsen af Kunstrådet vil mindske administrationsudgifterne og dermed på længere sigt føre til flere midler til kunstnerisk aktivitet. Endelig vil etableringen af Kunstrådet åbne for en styrket og bedre koordineret indsats i forhold til den internationale kulturudveksling. Kunstrådet får hovedansvaret for en væsentlig del af den internationale kulturudveksling, der tidligere blev varetaget af en lang række forskellige aktører på ministeriets område. Hermed skabes der en naturlig sammenhæng mellem den nationale kunststøtte og de internationale indsatser, og sammenhængene mellem kunstarterne styrkes med respekt for deres egenart og særlige vilkår.

Kunstrådet overtager opgaver fra Statens Musikråd, Teaterrådet, Billedkunstrådet, Litteraturrådet, Internationalt Kulturråd og bestyrelserne for Dansk Musik Informations Center, Center for Dansk Billedkunst og Dansk Litteraturcenter. Kunstrådet skal derudover overtage visse opgaver fra det nedlagte Kulturministeriets Udviklingsfond samt i mindre omfang fra Kulturrådet for Børn. Litteraturloven, billedkunstloven, teaterloven og musikloven samt lov om Statens Kunstfond videreføres med de nødvendige konsekvensrettelser, der følger af oprettelsen af Kunstrådet.

Kunstrådet får den endelige administrative afgørelse med hensyn til fordeling af de statslige midler til støtte til kunsten i Danmark og dansk kunst i udlandet, der ikke er omfattet af anden lovgivning. Det drejer sig således primært om litteratur, teater, billedkunst, musik og andre kunstformer og -udtryk, der kan sidestilles hermed. Her tænkes særligt på tværæstetisk og nyskabende kunst. Kunstrådet får tillige til opgave at rådgive og bistå offentlige myndigheder i sager indenfor rådets virkeområde. Kunstrådet kan endvidere på eget initiativ behandle spørgsmål indenfor rådets virkeområde samt fremsætte erklæringer herom.

Kunstrådet udarbejder efter sin tiltrædelse en handlingsplan for beskikkelsesperioden. Planen skal godkendes af kulturministeren. Handlingsplanen skal danne ramme om en løbende dialog mellem kulturministeren og Kunstrådet om mål og midler for tilskudsområdet.

Kunstrådet består af 10 medlemmer. Til Kunstrådet hører 1 fagudvalg for litteratur, 1 for teater, 1 for billedkunst og 1 for musik. Disse består af hver 5 medlemmer, fagudvalget af musik dog af 7 medlemmer. De 4 formænd for fagudvalgene er fødte medlemmer af Kunstrådet. Til Kunstrådet oprettes desuden et særligt udvalg for dansk billedkunst i udlandet. Udvalget består af 5 medlemmer. Der nedsættes et repræsentantskab for Kunstrådet, som har til opgave at udpege et antal medlemmer til Kunstrådet og udvalgene samt at følge Kunstrådets virksomhed. Kulturministeren udpeger formændene i Kunstrådet og udvalgene. Kunstrådets repræsentantskab består af medlemmer udpeget af kulturministeren, de politiske partier i Folketinget, Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen i Danmark samt af kunstlivets organisationer og institutioner. Sidstnævnte udgør et flertal i repræsentantskabet. Ministeren udpeger repræsentantskabets formand blandt medlemmerne. Medlemmer udpeget af Folketingets partier skal samtidig være medlem af repræsentantskabet for Statens Kunstfond. Repræsentantskabet for Kunstrådet mødes med Kunstfondens repræsentantskab til en årlig drøftelse af Kunstrådets og Kunstfondens virksomhed.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med bemærkninger, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets hurtige og velvillige behandling.