Skriftlig fremsættelse (6. november 2002)

Skatteministeren (Svend Erik Hovmand):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af momsloven (Moms på ydelser leveret ad elektronisk vej og momsfakturering, herunder elektronisk, samt tilpasninger til EU-regler om beskatningssted).

(Lovforslag nr. L 69).

Lovforslaget gennemfører to EU-direktiver.

For det første gennemfører lovforslaget et nyt EU-direktiv om moms på ydelser leveret ad elektronisk vej (musik, film m.v., som downloades fra Internettet).

Denne del af lovforslaget angiver, i hvilket land der skal betales moms af elektroniske tjenesteydelser. Dette har ikke hidtil fremgået af momsloven, og har derfor givet anledning til problemer ved anvendelsen af reglerne både for virksomheder og myndigheder.

Formålet med det nye direktiv er bl.a. at forbedre EU-virksomheders, herunder danske virksomheders, konkurrencemæssige situation i forhold til virksomheder etableret uden for EU.

Efter direktivet og lovforslaget skal der, fra den 1. juli 2003, ikke betales moms af salg af elektronisk leverede tjenesteydelser, når EU-virksomheder sælger ydelserne til kunder i tredjelande.

Der skal der pålægges moms i forbrugslandet dvs. i EU, når ydelsen leveres fra en tredjelandsvirksomhed til en privat forbruger i EU.

Det betyder f. eks. at en amerikansk virksomhed, der sælger til en privat forbruger i Danmark skal betale 25 pct. dansk moms. Herved sker en ligestilling af amerikanske og danske virksomheders konkurrencesituation.

Reglerne er provenuneutrale.

For det andet gennemfører lovforslaget et EU-direktiv om forenkling, modernisering og harmonisering af kravene til momsfakturering. Direktivet skal gennemføres i national lovgivning med virkning fra 1. januar 2004.

De danske regler på området kan stort set opretholdes. På nogle punkter afviger de fælles regler, der skal gælde i EU, dog fra de danske regler. Virksomheden skal derfor anføre lidt flere oplysninger på momsfakturaen, end der kræves efter reglerne i dag.

Jeg er opmærksom på, at denne del af lovforslaget kan give anledning til ændringer i virksomhedernes IT-systemer osv. På længere sigt vil de nye regler dog forenkle den grænseoverskridende handel.

Herudover giver direktivet danske virksomheder bedre muligheder for at opbevare elektroniske momsfakturaer i udlandet. For eksempel kan en dansk filial lade moderselskabet opbevare de elektroniske momsfakturaer i et andet EU-land under forudsætning af, at ægtheden af dens oprindelse og integriteten af indholdet garanteres.

Fakturareglerne har ingen provenumæssige virkninger.

For det tredje gennemfører lovforslaget nogle tilpasninger i momslovens regler om beskatningssted. Dermed kommer disse regler i overensstemmelse med EU-reglerne.

Eksempelvis medfører lovforslaget, at danske busselskaber ikke, som i dag, har incitament til at eksportere busser til lande uden for EU for derefter at leje dem tilbage og dermed undgå at betale dansk moms.

Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne til lovforslaget, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.