Skriftlig fremsættelse (7. november 2002)

Skatteministeren (Svend Erik Hovmand):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af ligningsloven og personskatteloven (Fradragsret for selvstændigt erhvervsdrivendes sundhedsbehandlinger).

(Lovforslag nr. L 77).

Lovforslaget fremsættes som et led i udmøntningen af aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti om finansloven for 2003. Formålet med lovforslaget er at sikre, at selvstændigt erhvervsdrivende ikke skattemæssigt er dårligere stillet end lønmodtagere i forhold til sundhedsbehandlinger.

Lovforslaget går nærmere ud på at indføre fradragsret for selvstændigt erhvervsdrivende for ydelser til lægefagligt begrundet sundhedsbehandling, som den selvstændige afholder for sig selv eller for en medarbejdende ægtefælle. De selvstændigt erhvervsdrivende får herved mulighed for at sikre sig selv på samme måde, som der ved lov nr. 389 af 6. juni 2002 er givet mulighed for at sikre medarbejderne skattefrihed for arbejdsgiverbetalte sundhedsbehandlinger. Fradraget gives i personlig indkomst. En arbejdsgiver vil herefter kunne tegne en fælles sundhedsforsikring for alle medarbejderne i virksomheden inklusive sig selv og få fradragsret for hele præmieudgiften inklusive den del, der vedrører den pågældende selv og en eventuel medarbejdende ægtefælle.

Forslaget omfatter i lighed med den skattefrihed for medarbejdernes sundhedsbehandlinger, der er indført ved lov nr. 389 af 6. juni 2002, såvel tilfælde, hvor den selvstændigt erhvervsdrivende betaler direkte for behandling på hospital, klinik m.v., som tilfælde, hvor risikoen afdækkes ved tegning af en sundhedsforsikring.

Hvis den selvstændige erhvervsvirksomhed stiller meget begrænsede eller ingen krav om en løbende arbejdsindsats, er behovet for hurtig tilbagevenden til arbejdet tilsvarende begrænset. Fradragsretten skal derfor være betinget af, at der ydes en ikke helt ubetydelig arbejdsindsats i virksomheden, dvs. som vejledende norm mindst 50 timer månedligt. Fradragsretten skal desuden være betinget af, at eventuelle medarbejdere i virksomheden har fået tilbud om en tilsvarende ordning med skattefri arbejdsgiverbetalte sundhedsbehandlinger.

Inklusive afledte besparelser som følge af sparede sygedagpenge m.v. skønnes lovforslaget samlet set at medføre et årligt provenutab på ca. 15 mill. kr., hvoraf ca. 10 mill. kr. vedrører kommunerne.

Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne til lovforslaget, skal jeg anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.