L 117
Forslag til lov om ændring af straffeloven, adoptionsloven
og retsplejeloven. (Børnepornografi, seksuel udnyttelse af
børn, salg af børn og gennemførelse af straffesager om
seksuelt misbrug af børn m.v.).
Af justitsministeren (Lene Espersen).
Lov nr 228 af 2. april 2003
Ordførere: (1. beh) Irene Simonsen (V), Sandy Brinck (S),
Per Dalgaard (DF), Helge Adam Møller (KF), Anne Baastrup
(SF), Elisabeth Arnold (RV), Pernille Rosenkrantz-Theil
(EL) og Jann Sjursen (KRF).
Minister: Justitsministeren (Lene Espersen).
Efter 1.beh henvist til Retsudvalget (REU).
Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.
Resume:
Med loven gennemføres en række ændringer i straffeloven,
retsplejeloven og adoptionsloven:
- Samleje som kunde mod betaling med en person under 18 år
straffes.
- Den strafferetlige beskyttelse mod udbredelse af
børnepornografi udvides fra kun at omfatte børn til at
omfatte alle personer under 18 år, og bestemmelsen udvides
til at omfatte enhver udbredelse af enhver form for
utugtig, visuel gengivelse af personer under 18 år.
- Strafferammerne for henholdsvis udbredelse af
børnepornografi, brug af pornomodeller under 18 år og
besiddelse af børnepornografi forhøjes.
- Straffebestemmelsen om besiddelse af børnepornografi
udvides til at omfatte besiddelse af som udgangspunkt
enhver form for utugtige, visuelle gengivelser af personer
under 18 år.
- Den, der som mellemmand, yder vederlag for at opnå
samtykke til adoption, kan straffes.
- Forældelsesfristen i sager om menneskehandel, hvor
forurettede er under 18 år, skal tidligst regnes fra den
dag, den forurettede fylder 18 år, og der bliver adgang til
beskikkelse af en bistandsadvokat i sager om
menneskehandel.
- Der bliver en adgang til - inden videoafhøringen af et
barn - at beskikke en forsvarer for den, der er mistænkt
eller sigtet eller senere måtte blive mistænkt eller sigtet
i en sag om seksuelt misbrug af børn.
- Der indsættes en udtrykkelig hjemmel til, at
videoafhøringen kan anvendes som bevis under
domsforhandlingen, og en bestemmelse om, at
mistænkte/sigtede ikke har adgang til at overvære
videoafhøringen, men har adgang til efterfølgende at gøre
sig bekendt med indholdet heraf samt mulighed for at anmode
om genafhøring af barnet.
Baggrund:
Det fremgik af lovforslagets bemærkninger, at
lovforslaget havde til formål at gennemføre de ændringer i
straffeloven og adoptionsloven, der var nødvendige, for at
Danmark kunne ratificere FN's tillægsprotokol om salg af
børn, børneprostitution og børnepornografi.
Formålet med lovforslaget var endvidere at gennemføre
nogle ændringer i straffeloven, der var nødvendige, for at
Danmark kunne deltage i vedtagelsen af en EU-rammeafgørelse
om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og
børnepornografi.
Herudover indeholdt lovforslaget nogle ændringer af
retsplejeloven om gennemførelse af straffesager, hvor børn
skulle vidne, med det formål at gennemføre visse af
anbefalingerne fra Justitsministeriets arbejdsgruppe om
gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrug af børn,
jf. betænkning nr. 1420/2002.
Afstemning:
Lovforslaget vedtaget med 108 stemmer (V, S, DF, KF, SF,
RV, KRF og Anders Møller (UFG)) mod 2 (EL).