L 156
Forslag til lov om ændring af udlændingeloven.
(Skærpelse af udsendelsesforanstaltningerne,
effektivisering af sagsbehandlingen vedrørende
ansøgninger om humanitær opholdstilladelse m.v.).
Af integrationsministeren (Bertel Haarder).
Lov nr 291 af 30. april 2003
Ordførere: (1. beh) Birthe Rønn Hornbech (V), Karen J.
Klint (S), Søren Krarup (DF), Else Theill Sørensen (KF),
Anne Baastrup (SF), Elsebeth Gerner Nielsen (RV), Søren
Søndergaard (EL) og Bodil Kornbek (KRF).
Efter 1.beh henvist til Udvalget for Udlændinge- og
Integrationspolitik (UUI).
Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.
Resume:
Loven giver de personer, der har fået afslag på asyl eller
er udvist ved dom, intensiveret rådgivning om og
indskærpelse af udrejsepligten, mulighed for at modtage
3.000 kr. til genetablering i hjemlandet, hvis udlændingen
aktivt medvirker til udrejsen, fratagelse af kontante
ydelser, hvis udlændingen ikke medvirker, og overflytning
til Center Sandholm for denne persongruppe.
Loven indebærer endvidere, at ansøgning om humanitær
opholdstilladelse kan indgives efter Udlændingestyrelsens
afslag på asyl i 1. instans og ikke som hidtil skal afvente
Flygtningenævnets afgørelse.
Baggrund:
Lovforslaget byggede på forslag fra en arbejdsgruppe, der
var nedsat i foråret 2002, vedrørende udsendelse af afviste
asylansøgere og udlændinge, der var udvist ved dom. Denne
arbejdsgruppe var nedsat, fordi det havde vist sig
vanskeligt at udsende nogle af de udlændinge, der skulle
forlade Danmark.
Ændringen af proceduren for behandling af ansøgninger om
humanitær opholdstilladelse var foreslået, fordi der siden
2001 havde været en markant stigning i antallet af disse
ansøgninger, hvilket bl.a. havde ført til stigende
sagsbehandlingstid med deraf følgende pres på
indkvarteringssystemet.
Afstemning:
Lovforslaget vedtaget med 59 stemmer (V, DF og KF) mod 47
(S ved fejlafstemning, SF, RV, EL og KRF).