L 164
Forslag til lov om ændring af lov om hunde. (Indgreb
over for farlige hunde, forbud mod hundekampe m.v.).
Af justitsministeren (Lene Espersen).
Lov nr 385 af 28. maj 2003
Ordførere: (1. beh) Karsten Nonbo (V), Frode Sørensen
(S), Christian H. Hansen (DF), Helge Adam Møller (KF),
Margrete Auken (SF) og Jann Sjursen (KRF).
Efter 1.beh henvist til Retsudvalget (REU).
Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.
Resume:
Loven udvider politiets mulighed for at gribe ind over for
farlige hunde, herunder hunde, der ved deres adfærd har
virket truende og skabt frygt.
Politiet skal kunne træffe afgørelse om at lade en hund
aflive. For at undgå, at en hund forvolder skade, mens
politiet undersøger, om der er grundlag for at træffe en
sådan afgørelse, skal politiet kunne beslutte at anbringe
hunden i pension. Endvidere skal politiet kunne lade hunde,
som ikke er registreret og mærket i forvejen, mærke og
registrere for besidderens regning.
Herudover indeholder loven et udtrykkeligt forbud mod at
afholde hundekampe.
Baggrund:
Lovforslagets formål var at udvide politiets muligheder
for at gribe ind over for hunde, der havde vist tegn på
aggressiv adfærd.
Afstemning:
Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 106 stemmer.