L 228
Forslag til lov om ændring af lov om
registreringsafgift af motorkøretøjer m.v. (Fradrag
for personbiler udstyret med elektronisk
stabiliseringsprogram m.v.).
Af skatteministeren (Svend Erik Hovmand).
Lov nr 443 af 10. juni 2003
Ordførere: (1.beh) Kristian Jensen (V), Erik Mortensen
(S), Mikkel Dencker (DF), Charlotte Dyremose (KF), Villy
Søvndal (SF), Line Barfod (EL) og Jann Sjursen (KRF).
Efter 1.beh henvist til Skatteudvalget (SAU).
Efter 2.beh henvist til fornyet beh i Skatteudvalget
(SAU).
Resume:
Loven indfører midlertidige fradrag i registreringsafgiften
for nye biler, der er udstyret med elektronisk
stabiliseringsprogram og andre nærmere bestemte typer
sikkerhedsudstyr. Fradragenes størrelse falder hvert år
frem til 2008, og de vil være fuldt udfaset i 2009.
Baggrund:
Det fremgik af bemærkningerne, at lovforslaget blev
fremsat som led i regeringens ønske om at styrke
trafiksikkerheden. Hensigten med fradragene var således at
fremme udbredelsen af sikkerhedfremmende udstyr, indtil
dette bliver standardudstyr i nye biler, og derfor valgte
man at lade fradragene blive udfaset i løbet af en 5-årig
periode fra lovens ikrafttrædelsestidspunkt.
Det fremgik endvidere af bemærkningerne til
skatteministerens ændringsforslag i betænkningen, at loven
ville blive taget op til revision i januar 2004.
Afstemning:
Lovforslaget vedtaget med 96 stemmer (V, S, DF, KF, RV og
KRF) mod 10 (SF og EL).