2002-03 - L 218 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven. (Bekæmpelse af rockerkriminalitet og anden organiseret kriminalitet).

L 218 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven. (Bekæmpelse af rockerkriminalitet og anden organiseret kriminalitet).

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 779 af 16. september 2002, som ændret ved lov nr. 228 af 2. april 2003, foretages følgende ændring:

”2) den efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover eller er en overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer eller straffelovens § 286, stk. 1, eller § 289.”

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 777 af 16. september 2002, som ændret ved lov nr. 228 af 2. april 2003, foretages følgende ændringer:

”2) når der skal afgives forklaring af en polititjenestemand med en særlig tjenestefunktion, og det af hensyn til denne særlige tjenestefunktion er nødvendigt at hemmeligholde identiteten,”

” Stk. 3 . Når en polititjenestemand har udført foranstaltninger som nævnt i § 754 a, lukkes dørene under polititjenestemandens forklaring, når anklagemyndigheden anmoder om det.”

4. I § 60, stk. 2, 1. pkt., udgår: ”eller om foretagelse af foranstaltninger som nævnt i § 754 a”.

” Stk. 4 . Ingen må deltage som dommer under domsforhandlingen i en straffesag, såfremt den pågældende vedrørende det forhold, som tiltalen angår, har truffet afgørelse om at undtage materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt i medfør af § 745 b, eller har truffet anden afgørelse, hvor der har været fremlagt oplysninger, der efter § 745 b er undtaget fra forsvarerens adgang til aktindsigt. Under domsforhandlingen i en straffesag skal de afgørelser, som er nævnt i 1. pkt., træffes af en dommer, i landsretten en afdeling, der ikke deltager i domsforhandlingen.”

6. I § 169, stk. 2, 3. pkt., ændres ”eller dens forhold til fremmede magter” til: ”, til dens forhold til fremmede magter eller med hensynet til tredjemands liv eller helbred”.

7. I § 181 indsættes efter ”vidnets identitet”: ”,jf. dog § 848, stk. 4 og 5,”.

” § 745. Forsvareren har adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen eller tiltalen angår. I det omfang materialet uden ulempe kan mangfoldiggøres, skal genpart sendes til forsvareren. Forsvareren må ikke uden politiets samtykke overlevere det modtagne materiale til sigtede eller andre.”

” § 745 a . Hvis det er nødvendigt af hensyn til fremmede magter, til statens sikkerhed, til sagens opklaring, til tredjemand eller til efterforskning af en anden verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller som udgør en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13, kan politiet give forsvareren pålæg om ikke at videregive de oplysninger, som forsvareren har modtaget fra politiet. Pålægget kan udstrækkes, indtil tiltalte har afgivet forklaring under domsforhandlingen.

§ 745 b. Retten kan efter anmodning fra politiet bestemme, at reglerne om forsvarerens ret til aktindsigt i § 745 fraviges, hvis det er påkrævet af hensyn til

5) efterforskning af en anden verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller som udgør en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13, eller

Stk. 2. Afgørelse efter stk. 1 kan ikke træffes, hvis det giver anledning til væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af sigtedes eller tiltaltes forsvar.

Stk. 3. Gør hensyn som nævnt i stk. 1 sig kun gældende for en del af materialet, skal forsvareren gøres bekendt med det øvrige indhold af materialet.

Stk. 4. Afgørelsen træffes ved kendelse. I kendelsen anføres de konkrete omstændigheder i sagen, der begrunder en fravigelse af § 745. Træffer retten afgørelse om, at fravigelsen skal gælde indtil videre, skal retten på ny vurdere fravigelsen, før domsforhandlingen indledes. Træffer retten afgørelse om, at fravigelsen skal gælde i et nærmere fastsat tidsrum, kan afgørelsen forlænges ved senere kendelse. Rettens afgørelse kan kæres.

Stk. 5. Inden retten træffer afgørelse, skal der beskikkes en advokat for den sigtede eller tiltalte, og advokaten skal have lejlighed til at udtale sig. Advokaten beskikkes fra den særlige kreds af advokater, der er nævnt i § 784, stk. 2. Advokaten skal underrettes om alle retsmøder, der afholdes med henblik på at opnå rettens kendelse om fravigelse af § 745, og er berettiget til at overvære disse samt til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen eller tiltalen angår. § 785, stk. 1, 2.-5. pkt., og stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

§ 745 c. Forsvareren har adgang til at overvære politiets afhøringer af sigtede og ret til at stille yderligere spørgsmål. Efter begæring skal forsvareren underrettes om tidspunktet for afhøringerne. Er den sigtede varetægtsfængslet, og er der truffet bestemmelse om isolation, jf. § 770 a, må den sigtede ikke afhøres, uden at forsvareren er til stede, medmindre såvel den sigtede som forsvareren samtykker heri.

§ 745 d. Når en afhøring, en konfrontation, en fotoforevisning eller andet efterforskningsskridt af lignende betydning kan formodes at ville finde anvendelse som bevis under domsforhandlingen, giver politiet meddelelse til forsvareren inden foretagelsen, således at forsvareren kan få lejlighed til at være til stede. Forsvareren har adgang til at stille forslag med hensyn til gennemførelsen af det pågældende efterforskningsskridt. Forsvarerens bemærkninger i så henseende skal tilføres politirapporten. Har forsvareren ikke mulighed for at komme til stede, eller er det ikke muligt for politiet at give forsvareren meddelelse, kan der kun foretages efterforskningsskridt, som ikke kan opsættes. Har forsvareren ikke været til stede, skal forsvareren uden ophold underrettes om det foretagne.

§ 745 e. Kan politiets afhøring af et barn, når afhøringen optages på video (videoafhøring), formodes at ville finde anvendelse som bevis under domsforhandlingen, skal forsvareren være til stede under videoafhøringen.

Stk. 2. Den, der er mistænkt eller sigtet, har ikke adgang til at overvære videoafhøringen. Den pågældende skal snarest muligt have adgang til sammen med sin forsvarer at gennemse videooptagelsen hos politiet. En begæring fra den, der er mistænkt eller sigtet eller dennes forsvarer om, at der foretages genafhøring af barnet, skal fremsættes snarest muligt herefter. ”

” Stk. 2 . Ved tvistigheder om lovligheden af politiets afgørelser efter § 745, 1. pkt., skal politiet ikke fremlægge det materiale, som tvisten angår. Retten kan dog pålægge politiet at redegøre for grundene til den afgørelse, der er truffet.”

” Stk. 7 . Stk. 1-6 finder ikke anvendelse på retsmøder, der afholdes i henhold til § 745 b, eller hvor der fremlægges oplysninger, der efter § 745 b er undtaget fra forsvarerens adgang til aktindsigt, og hvor der efter § 784 beskikkes en advokat for den, som indgrebet vedrører.”

” § 754 a. Politiet må ikke som led i efterforskningen af en lovovertrædelse foranledige, at der tilbydes bistand til eller træffes foranstaltninger med henblik på at tilskynde nogen til at udføre eller fortsætte lovovertrædelsen, medmindre:

1) der foreligger en begrundet mistanke om, at lovovertrædelsen er ved at blive begået eller forsøgt,

2) efterforskningsskridtet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen, og

3) efterforskningen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller en overtrædelse af straffelovens § 286, stk. 1, eller § 289, 2. pkt.

Stk. 2. Foranstaltninger, der træffes med henblik på at tilskynde nogen til at udføre eller fortsætte en lovovertrædelse, omfattes ikke af stk. 1, hvis politiet ikke herved påvirker væsentlige omstændigheder ved lovovertrædelsen.”

”Civile personer kan dog efter aftale med politiet yde bistand til at udføre eller fortsætte den lovovertrædelse, der efterforskes, når den bistand, der ydes, er yderst beskeden i forhold til lovovertrædelsen.”

14. I § 781, stk. 1, nr. 3, indsættes efter ”193, stk. 1,”: ”228,”

”Vil underretning som nævnt i stk. 1-3 være til skade for efterforskningen eller til skade for efterforskningen i en anden verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan danne grundlag for et indgreb i meddelelseshemmeligheden, eller taler omstændighederne i øvrigt imod underretning, kan retten efter begæring fra politiet beslutte, at underretning skal undlades eller udsættes i et nærmere fastsat tidsrum, der kan forlænges ved senere beslutning.”

”3) efterforskningen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13 eller en overtrædelse af § 286, stk. 1, eller § 289.”

”Polititjenestemænd, der har udført foranstaltninger som nævnt i § 754 a, og polititjenestemænd med en særlig tjenestefunktion, hvor det af hensyn til denne særlige tjenestefunktion er nødvendigt at hemmeligholde identiteten, kan betegnes med et andet navn end deres eget og uden angivelse af bopæl.”

” § 836 a. En person kan ikke indkaldes som vidne, hvis oplysninger om personens identitet ikke indgår i sagen i medfør af § 745, 1. pkt., eller er undtaget fra forsvarerens adgang til aktindsigt i medfør af § 745 b.”

” § 841. Retten kan efter anmodning fra anklagemyndigheden, forsvareren eller et vidne forud for domsforhandlingen træffe afgørelse om dørlukning efter § 29, stk. 2, nr. 2 eller 3, referatforbud efter § 30, nr. 2, navneforbud efter § 31, stk. 1, nr. 1, om at tiltalte skal forlade retslokalet, mens et vidne afhøres, jf. § 848, stk. 1, 3 eller 6, om at et vidnes bopæl eller navn, stilling og bopæl ikke må oplyses for tiltalte, jf. § 848, stk. 2, eller om, at en polititjenestemands navn og bopæl ikke skal oplyses, jf. § 848, stk. 5.”

” Stk. 4 . En polititjenestemand, der har udført foranstaltninger som nævnt i § 754 a, kan afgive forklaring uden at oplyse sit eget navn og bopæl.

Stk. 5. Formanden kan bestemme, at oplysning om navn og bopæl på en polititjenestemand, der afgiver forklaring som vidne, ikke skal oplyses, hvis afgørende hensyn til vidnets særlige tjenestefunktion taler for det, og oplysningerne må antages at være uden betydning for tiltaltes forsvar.

Stk. 6. Formanden kan bestemme, at tiltalte skal forlade retslokalet, når en polititjenestemand, der har udført foranstaltninger som nævnt i § 754 a, eller en polititjenestemand med en særlig tjenestefunktion, afhøres, hvis dette er påkrævet af hensyn til hemmeligholdelsen af polititjenestemandens identitet, og det må antages at være uden væsentlig betydning for tiltaltes forsvar.”

21. I § 848, stk. 4, der bliver stk. 7, ændres ”stk. 2 og 3” til: ”stk. 2, 3, 5 og 6”.

22. I § 848, stk. 5, 1. pkt., der bliver stk. 8, 1. pkt., ændres ”stk. 1 eller 3” til: ” stk. 1, 3 eller 6”.

”Oplysning om en polititjenestemands navn og bopæl skal endvidere ikke meddeles tiltalte, hvis retten har truffet bestemmelse om hemmeligholdelse efter stk. 5.”

24. I § 848, stk. 6, 1. pkt., der bliver stk. 9, 1. pkt., indsættes efter ”stk. 2, nr. 2, og stk. 3,”: ”eller en polititjenestemands navn og bopæl, jf. stk. 5 og 6,”.

25. I § 848, stk. 6, 4. pkt., der bliver stk. 9, 4. pkt., ændres ”stk. 2, nr. 2, og stk. 3,” til: ”stk. 2, nr. 2, og stk. 3, 5 og 6,”

Stk. 2. Lovens § 2, nr. 1-3, 6 og 17-25 finder anvendelse i sager, som ikke er endeligt afgjort ved lovens ikrafttræden.

Stk. 2. § 1 kan ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

Lovforslaget har til formål at forbedre politiets efterforskningsmuligheder for at sikre en effektiv bekæmpelse af rockerkriminalitet og anden organiseret kriminalitet.

Regeringen lægger afgørende vægt på en effektiv bekæmpelse af den mere organiserede kriminalitet, herunder rockernes kriminalitet. På baggrund af oplysninger om rockernes øgede kriminalitet igangsatte Rigspolitichefen og politimestrene i juli 2002 efter aftale med justitsministeren et omfattende arbejde med det formål at styrke indsatsen mod rockerkriminalitet. Dette førte til planen af 25. september 2002 om en ”Intensiveret indsats mod den kriminalitet og de ordensmæssige problemer mv., som udspringer af rockermiljøet”. Planen, der nu er ved at blive gennemført, indebærer en prioritering og intensivering af den politimæssige indsats over for rockerne, både på det efterforskningsmæssige og det ordensmæssige område.

Den kriminalitet, som udøves af personer i rockermiljøet, har en sådan karakter og et så massivt omfang, at der er tale om et betydeligt samfundsproblem. Efter regeringens opfattelse er det derfor nødvendigt nu bl.a. at forbedre de lovgivningsmæssige rammer mv. for den politimæssige indsats mod denne kriminalitet.

Den 20. januar 2003 tog justitsministeren på den anførte baggrund en række yderligere initiativer til bekæmpelse af rockerkriminalitet og anden organiseret kriminalitet. Initiativerne bestod i:

– Nedsættelse af en hurtigtarbejdende arbejdsgruppe bestående af repræsentanter for politiet og anklagemyndigheden, der skulle komme med forslag, som kan styrke politiets indsats over for rockerkriminalitet. Arbejdsgruppen skulle bl.a. komme med forslag til at forbedre politiets muligheder for at anvende meddelere og andre personer, som er parate til at samarbejde med politiet i opklaringen af alvorlig kriminalitet. Herudover skulle arbejdsgruppen også mere generelt gennemgå de gældende regler om agentvirksomhed, herunder forbudet mod civile agenter, og overveje behovet for ændringer af disse regler. Arbejdsgruppen skulle endvidere vurdere politiets adgang til at hemmeligholde identiteten på meddelere. Endelig kunne arbejdsgruppen overveje andre lovinitiativer, som kan styrke politiets indsats mod rockerkriminalitet.

– Nedsættelse af en tværgående arbejdsgruppe, der fik til opgave at udarbejde en vejledning om myndigheders adgang til at udveksle oplysninger i den koordinerede myndighedsindsats over for rockernes kriminalitet samt vurdere behovet for lovinitiativer på området.

– Udarbejdelse af en redegørelse fra Rigspolitichefen om status for bekæmpelsen af rockerkriminalitet.

Lovforslaget er udarbejdet på grundlag af drøftelser i den hurtigtarbejdende arbejdsgruppe om styrkelse af politiets indsats over for rockerkriminalitet. Der har i arbejdsgruppen været enighed om forslagene til lovændringer. Arbejdsgruppens nærmere overvejelser er anført under de enkelte punkter nedenfor.

Arbejdsgruppens drøftelser har taget udgangspunkt i de gældende regler på de områder, der er nævnt i kommissoriet, og overvejelserne har i første omgang koncentreret sig om at identificere de tilfælde, hvor de gældende regler på uhensigtsmæssig måde begrænser politiets indsats over for rockerkriminaliteten og den organiserede kriminalitet i øvrigt. Det har således været afgørende for arbejdsgruppen at fremlægge forslag til ændringer, der gør de gældende regler mere anvendelige i praksis, således at politiets efterforskningsmidler kan matche de kriminalitetsformer, der findes i dag, og således at politiet kan bidrage yderligere til det internationale samarbejde med henblik på bekæmpelse af organiseret kriminalitet. Arbejdsgruppen har – ud over ovennævnte hensyn – lagt afgørende vægt på at inddrage retssikkerhedsmæssige betragtninger i sine overvejelser. Det er således arbejdsgruppens opfattelse, at de fremlagte forslag vil betyde en klar forbedring af politiets muligheder for at efterforske rockerkriminalitet og anden organiseret kriminalitet, uden at væsentlige retssikkerhedsmæssige hensyn tilsidesættes.

Anvendelsesområdet for de foreslåede lovændringer er ikke begrænset til tilfælde, hvor den kriminalitet, der konkret efterforskes og retsforfølges, er eller formodes at være begået som led i organiseret kriminalitet. En sådan begrænsning ville skabe retstekniske vanskeligheder og mindske effektiviteten af de foreslåede forbedringer af politiets muligheder for at bekæmpe rockerkriminaliteten og anden organiseret kriminalitet. Lovforslaget er i stedet udformet således, at lovændringerne fokuserer på alvorlige kriminalitetstyper, som er karakteriseret ved, at personer med tilknytning til rockermiljøerne mv. ofte begår disse forbrydelser – herunder bl.a. også visse grove former for berigelseskriminalitet.

Lovforslaget indeholder for det første en række ændringer af retsplejelovens regler om agentvirksomhed . Det foreslås således, at politiet får mulighed for at anvende civile personer som agenter i meget begrænset omfang. De handlinger, som civile personer efter forslaget skal kunne udføre som agenter, er indledende aktiviteter, som ligger langt fra kerneområdet for agentvirksomhed. Der er imidlertid tale om aktiviteter, som i praksis har vist sig at være af afgørende betydning for at kunne anvende en politiagent. Et eksempel på en handling, som en civil agent efter lovforslaget vil kunne udføre, er efter aftale med politiet at udgive sig for at være mellemmand for en opdigtet køber af narkotika (politiet) og i den forbindelse afgive bestilling på en vareprøve. Den civile persons bistand til politiet er efter forslaget omfattet af agentreglerne. Det indebærer, at retsplejelovens betingelser for anvendelse af agenter skal være opfyldt, ligesom retten skal godkende foranstaltningerne. Endvidere må den civile persons bistand ikke indebære en forøgelse af lovovertrædelsens omfang eller grovhed.

Det foreslås endvidere, at agentbegrebet afgrænses over for handlinger, der ud fra en mere teknisk betragtning i dag opfattes som agentvirksomhed, men som alene er mindre indgreb i et allerede tilrettelagt kriminelt handlingsforløb (der tænkes navnlig på de såkaldte kontrollerede leverancer). Herved bliver det muligt for politiet i begrænset omfang at påvirke gennemførelsen af eksempelvis en narkotikaleverance, uden at aktiviteterne derved bliver omfattet af agentreglerne.

Herudover foreslås det, at betingelserne for at anvende agenter lempes. Efter gældende ret kan agentvirksomhed kun udføres, hvis der foreligger en særlig bestyrket mistanke, og andre efterforskningsskridt ikke vil være egnede til at sikre bevis i sagen. Det foreslås, at mistankekravet ændres til ”begrundet mistanke”, og at kravet til det konkrete behov for at anvende netop dette tvangsindgreb i den aktuelle efterforskning ændres til, at efterforskningsskridtet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen. Det betyder, at politiet ikke længere kun kan anvende agenter, hvis dette er det eneste mulige efterforskningsmiddel. Også i de situationer, hvor der vel foreligger andre muligheder, men hvor disse muligheder eksempelvis er usikre, ødelæggende for den videregående efterforskning eller uforholdsmæssigt ressourcekrævende, vil agenter kunne anvendes. Endelig foreslås en ændring af kriminalitetskravet, således at der bliver mulighed for at anvende agenter i sager om tyveri af særlig grov beskaffenhed. I tilknytning til forslaget om mistankekravet foreslås samtidig en ændring, således at en dommer, der har truffet afgørelse om at tillade agentvirksomhed, ikke af den grund bliver inhabil under den efterfølgende domsforhandling.

For at forbedre politiets muligheder for at hemmeligholde identiteten på en politiagent og dermed sikre polititjenestemandens fremtidige anvendelse om agent, foreslås en række ændringer af retsplejelovens bestemmelser om dørlukning, bevisfortegnelse og vidnebeskyttelse . Det foreslås således, at politiagentens eget navn og bopæl ikke på noget tidspunkt skal fremgå af sagen. Politiagenten kan i stedet under sagen optræde under sit ”alias”-navn. Endvidere kan anklagemyndigheden kræve dørene lukket under afgivelse af vidneforklaring, ligesom retsformanden kan bestemme, at en tiltalt skal forlade lokalet under politiagentens vidneforklaring. Ligeledes foreslås en forbedret beskyttelse af identiteten på andre polititjenestemænd, der udfører en særlig tjenestefunktion under skjult identitet. For disse polititjenestemænd kan retsformanden beslutte, at navn og bopæl ikke skal oplyses, at dørene skal lukkes under polititjenestemandens vidneforklaring, samt at tiltalte skal forlade lokalet under vidneforklaringen. Endvidere foreslås det, at disse polititjenestemænd kan betegnes med et andet navn end deres eget og uden angivelse af bopæl (tjenestested) i bevisfortegnelsen.

Dernæst foreslås en række ændringer af retsplejelovens bestemmelser om forsvarerens og sigtedes/tiltaltes aktindsigt . Ændringerne har til formål at sikre politiets muligheder for at modtage informationer, der er helt nødvendige for en effektiv bekæmpelse af rockerkriminalitet og anden organiseret kriminalitet.

Det foreslås for det første, at forsvarerens og sigtedes eller tiltaltes adgang til aktindsigt begrænses til alene at vedrøre materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den konkrete sag, som sigtelsen eller tiltalen vedrører. Den foreslåede ændring indebærer bl.a. en præcisering af, at oplysninger om identiteten på en meddeler, som ønsker at være anonym, ikke er omfattet af forsvarerens og sigtedes eller tiltaltes adgang til aktindsigt, hvis navnet er udeladt af sagen af politiet. Herudover indebærer den foreslåede ændring, at mere generelle baggrundsoplysninger om eksempelvis kriminalitetsmønstre eller persongruppers tilknytning til bestemte netværk eller grupperinger ikke vil være omfattet af forsvarerens adgang til aktindsigt. Det bemærkes dog, at materiale, som anklagemyndigheden har til hensigt at fremlægge under domsforhandlingen, fortsat altid vil være omfattet af forsvarerens adgang til aktindsigt, uanset om materialet er tilvejebragt til brug for den konkrete sag eller ej.

Det foreslås endvidere, at mulighederne for at begrænse forsvarerens og sigtedes eller tiltaltes adgang til aktindsigt udvides, således at også hensynet til efterforskning i en anden verserende sag om en alvorlig lovovertrædelse og til beskyttelse af fortrolige oplysninger om politiets efterforskningsmetoder kan begrunde en begrænsning i aktindsigten. Endvidere foreslås det, at en begrænsning i forsvarerens adgang til aktindsigt kan være tidsubegrænset og dermed have virkning også under domsforhandlingen og efter sagens afslutning. Efter de gældende regler kan en begrænsning i forsvarerens adgang til aktindsigt alene udstrækkes til domsforhandlingens begyndelse, idet et pålæg til en forsvarer om ikke at videregive bestemte oplysninger til den sigtede eller tiltalte dog kan udstrækkes, indtil den tiltalte har afgivet forklaring under domsforhandlingen.

Efter lovforslaget træffes en beslutning om at undtage materiale fra forsvarerens (og sigtedes eller tiltaltes) adgang til aktindsigt af retten. Der beskikkes en særlig advokat for sigtede eller tiltalte, der kan varetage dennes interesser under behandlingen af spørgsmålet. Det foreslås, at advokaten beskikkes fra den særlige kreds af advokater, hvorfra der også sker beskikkelse i sager om indgreb i meddelelseshemmeligheden, når indgrebet er til brug for efterforskningen i sager om overtrædelse af straffelovens kapitel 12 (forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed) og kapitel 13 (forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder). Rettens afgørelse om at undtage materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt træffes ved kendelse og kan kæres. Er beslutningen om begrænsningen i forsvarerens adgang til aktindsigt tidsubegrænset, foreslås det, at der skal ske en fornyet prøvelse af hensynenes vægt forud for domsforhandlingen for at sikre, at det fortsat er berettiget at undtage det pågældende materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt. Der foreslås samtidig en ændring af reglerne om dommeres habilitet, således at en dommer, der har truffet afgørelse om at undtage materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt eller anden afgørelse, hvor der har været fremlagt oplysninger, der er undtaget forsvarerens adgang til aktindsigt, og hvor der efter § 784, stk. 1, har været beskikket en særlig advokat (dvs. afgørelser om indgreb i meddelelseshemmeligheden, dataaflæsning, observation og hemmelig ransagning), ikke kan virke som dommer under domsforhandlingen i en eventuel senere straffesag.

For at undgå at identiteten på en anmelder eller meddeler, der ønsker at være anonym, og hvis identitet ikke indgår i sagen af hensyn til den pågældendes sikkerhed, kan ”afsløres” ved at afhøre en polititjenestemand herom, foreslås det, at en polititjenestemand kan nægte at afgive forklaring i retten, hvis dette er begrundet i hensynet til tredjemands liv eller helbred, ligesom en person ikke kan indkaldes som vidne af forsvareren, hvis oplysningerne om den pågældendes identitet ikke indgår i sagen eller er undtaget fra forsvarerens adgang til aktindsigt. Reglen gøres ubetinget i den forstand, at retten alene kan vurdere, om nægtelsen rent faktisk er begrundet i et hensyn til tredjemands liv eller helbred, men derimod ikke om hensynet til hemmeligholdelse af oplysningerne bør vige for hensynet til sagens oplysning.

Herudover foreslås en ændring af straffelovens bestemmelse om udvidet udbyttekonfiskation , således at det bliver muligt at foretage konfiskation af formuegoder, som tilhører en person, der dømmes for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer eller straffelovens bestemmelse om indsmugling af særlig grov karakter, medmindre den pågældende kan sandsynliggøre, at formuegoderne er erhvervet på lovlig vis.

Endvidere foreslås det, at der i sager om overtrædelse af straffelovens § 228 om rufferi bliver mulighed for at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden .

Der foreslås også en ændring af bestemmelsen i retsplejelovens § 788 om efterfølgende underretning i sager om indgreb i meddelelseshemmeligheden mv., således at adgangen til at undlade eller udsætte underretning om indgrebet udvides . Ændringen har navnlig betydning med hensyn til efterforskning i organiserede kriminelle miljøer, hvor kriminaliteten begås af personer, der er tæt forbundne, og hvor en efterfølgende underretning om et indgreb i meddelelseshemmeligheden mv. derfor i mange tilfælde vil afsløre en anden igangværende efterforskning.

Endelig foreslås en ændring af retsplejelovens § 791 b om dataaflæsning, således at der bliver adgang til at foretage dataaflæsning i alle sager om lovovertrædelser, der efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, samt i sager om tyveri af grov beskaffenhed eller skattesvig, momssvig og indsmugling af særlig grov karakter . Efter de gældende regler kan der alene foretages dataaflæsning, hvis efterforskningen angår en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitel 12 (forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed) eller kapitel 13 (forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder) eller en overtrædelse af straffelovens § 180 (forsætlig forvoldelse af ildebrand), § 183, stk. 1 og 2 (forvoldelse af sprængning, oversvømmelse, skibbrud mv.), § 183 a (flykapring), § 186, stk. 1 (forurening af drikkevand o.lign.), § 187, stk. 1 (sundhedsfarlig forurening), § 191 (narkotikakriminalitet), § 192 a (våben og eksplosivstoffer) eller § 237 (manddrab).

2.1.1 . Retsplejeloven indeholder i §§ 754 a-754 e nærmere regler om politiets brug af agenter som led i efterforskningen af lovovertrædelser. Ved agentvirksomhed forstås efter § 754 a, at politiet som led i efterforskningen af en lovovertrædelse foranlediger, at der tilbydes bistand til eller træffes foranstaltninger med henblik på at tilskynde nogen til at udføre eller fortsætte en lovovertrædelse.

Agentvirksomhed må kun finde sted, hvis der foreligger en særlig bestyrket mistanke om, at lovovertrædelsen er ved at blive begået eller forsøgt, andre efterforskningsskridt ikke vil være egnede til at sikre bevis i sagen, og efterforskningen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller en overtrædelse af straffelovens § 289, 2. pkt., om indsmugling af særlig grov karakter (§ 754 a, nr. 1-3).

Bestemmelsen i § 754 b, stk. 1, regulerer den såkaldte øvre grænse for agentvirksomhed, dvs. grænsen for hvilke foranstaltninger, der – selv med rettens godkendelse – må foretages af polititjenestemænd. Brugen af agenter må således ikke bevirke en forøgelse af lovovertrædelsens omfang eller grovhed. Endvidere indeholder bestemmelsen i § 754 b, stk. 2, et forbud mod brug af civile agenter, idet det er fastslået, at alene polititjenestemænd må virke som agenter.

Retsplejeloven indeholder herudover regler om, at brug af agenter som udgangspunkt kun må ske efter forudgående retskendelse (§ 754 c), og at der skal gives underretning om foranstaltningerne til forsvareren, hvis der rejses tiltale for lovovertrædelsen (§ 754 d).

Reglerne om agentvirksomhed finder ikke anvendelse ved efterforskning af overtrædelser af straffelovens kapitel 12, §§ 111-115 og 118, dvs. lovovertrædelser, der efterforskes af Politiets Efterretningstjeneste (§ 754 e).

2.1.2 . Reglerne i §§ 754 a-e blev indsat i retsplejeloven ved lov nr. 319 af 4. juni 1986. Det fremsatte lovforslag byggede på Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1023/1984 om politiets indgreb i meddelelseshemmeligheden og anvendelse af agenter. Der henvises til Folketingstidende 1985-86, forhandlingerne sp. 393-415, 11296-11298 og 11569, tillæg A, sp. 343-358, samt tillæg B, sp. 1555-1564.

Med bestemmelserne tilsigtedes en regulering af et område af den såkaldte ”aktive efterforskning”, der iværksættes på et tidligere tidspunkt end den traditionelle efterforskning, som først iværksættes efter, at forbrydelsen er begået. Man havde i den forbindelse særligt narkotikakriminalitet for øje, selv om reglernes anvendelsesområde ikke er begrænset til denne form for kriminalitet, jf. betænkningen s. 125-129 og Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 348-349.

Før ændringen af retsplejeloven i 1986 var spørgsmålet ulovreguleret. Det var imidlertid anerkendt i retspraksis, at politiet i et vist omfang var berettiget til at anvende agenter. Politiet måtte dog ikke ved denne handlemåde fremkalde en forbrydelse, der ellers ikke ville være blevet begået. Det var derimod uklart, om der kunne stilles betingelser i relation til kriminalitetskrav, mistankekrav, indikationskrav mv., jf. betænkningen s. 129-136.

Strafferetsplejeudvalget fandt, at agentvirksomhed burde undergives en lovmæssig regulering og foreslog indsættelse af §§ 754 a-e i retsplejelovens kapitel 68 om afhøringer og særlige efterforskningsskridt.

Udvalgets forslag til affattelse af § 754 a svarer til den nuværende affattelse af § 754 a. Udvalgets forslag indeholdt dog ikke krav til grovheden af den kriminalitet, som efterforskningen angår (kriminalitetskrav). Agentvirksomhed kunne derfor efter udvalgets forslag anvendes i efterforskningen af enhver lovovertrædelse, hvis de øvrige betingelser i bestemmelsen i øvrigt var opfyldt.

Udvalget fandt endvidere, at et generelt forbud mod civile agenter var for restriktivt og foreslog i stedet, at det blev forbudt privatpersoner, der på grund af afhængighedsforhold til politiet eller andre omstændigheder måtte befrygtes ikke at ville udføre opgaven på betryggende måde, at optræde som agent.

Udvalget foreslog endelig, at reglernes anvendelsesområde blev begrænset, således at reglerne ikke omfattede politiets efterforskning af lovovertrædelser, for hvilke påtale i medfør af straffelovens § 110 f og § 118 a sker efter justitsministerens påbud.

Det fremsatte lovforslag svarede i det hele til Strafferetsplejeudvalgets forslag.

Under behandlingen af lovforslaget fremsatte Folketingets flertal tre ændringsforslag, jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg B, sp. 1555-1564. Flertallet foreslog, at der i § 754 a som endnu en betingelse for politiets anvendelse af agenter blev anført, at efterforskningen skulle angå en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller en overtrædelse af straffelovens § 289, 2. pkt. Flertallet fandt, at agentvirksomhed er et vidtgående efterforskningsskridt, hvorfor der for denne virksomhed bør fastlægges et kriminalitetskrav, så agentvirksomhed kun kan anvendes ved den alvorligste kriminalitet.

Endvidere var flertallet af den opfattelse, at det ikke er muligt at afgrænse en kreds af private personer, som på en betryggende måde kan anvendes som agenter. Flertallet foreslog derfor, at forslaget til § 754 b, stk. 2, blev ændret, således at det ikke er tilladt at anvende andre personer end polititjenestemænd som agenter. Endelig foreslog flertallet, at der som udgangspunkt skulle være en forudgående domstolskontrol.

Efterfølgende er der ved lov nr. 385 af 20. maj 1992 blevet foretaget en redaktionel ændring i retsplejelovens § 754 e om agentreglernes anvendelsesområde, således at det direkte af bestemmelserne fremgår, hvilke af bestemmelserne i straffelovens kapitel 12 og 13 der er undtaget fra reglerne om agentvirksomhed. Der henvises til Folketingstidende 1991-1992, forhandlingerne sp. 6082-6097, 10088-10092 og 10295-10218, tillæg A, sp. 4141-4250, samt tillæg B, sp. 1475-1486 og 1501-1504.

2.1.3 . Spørgsmålet om afgrænsningen mellem agentvirksomhed og andre ulovregulerede efterforskningsskridt (den såkaldte nedre grænse) og dermed spørgsmålet om, hvilke typer af efterforskning, der er omfattet af lovreguleringen, er indgående drøftet i betænkningen s. 155-162.

For at et efterforskningsskridt er omfattet af retsplejelovens regler om agentvirksomhed, er det forudsat, at handlingen objektivt set omfattes af strafferettens medvirkensbegreb, jf. nærmere betænkningen s. 156 nederst. Strafferettens medvirkensbegreb er fastlagt i straffelovens § 23, hvorefter den for en lovovertrædelse givne straffebestemmelse omfatter alle, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til gerningen.

Selve agentvirksomheden kan efter § 754 a forekomme på to måder. Der kan være tale om, at politiet tager initiativ til at foranledige, at nogen tilbydes bistand til at udføre eller fortsætte en lovovertrædelse (1. led i § 754 a). Er initiativet udgået fra den mistænkte, kan det første led ikke bringe aktionen ind under agentbegrebet.

Det andet led i § 754 a omfatter derimod også tilfælde, hvor initiativet er udgået fra den mistænkte, og hvorved politiet træffer foranstaltninger med henblik på at tilskynde nogen til at udføre eller fortsætte lovovertrædelsen (2. led i § 754 a). Dette led forudsætter i stedet, at der foreligger et tilrettelagt arrangement og ikke en tilfældigt opstået situation, og at dette arrangement specifikt tilsigter at fremme lovovertrædelsens udførelse eller fortsættelse ved at tilskynde nogen hertil.

Ordvalget i § 754 a viser hen til straffelovens § 23, således at det af reglen fremgår, at politiets adfærd for at være omfattet af begrebet agentvirksomhed i objektiv henseende skal falde ind under de i straffelovens § 23 omhandlede medvirkensregler. Men herudover kræves det altså også, at der er udvist en særlig aktivitet fra politiets side.

Uden for reglerne om agentvirksomhed falder således former for efterforskning, der ikke består i en sådan aktivitet, f.eks. skygning af en bestemt person, overvågning af bestemte adresser og andre former for observation af mistænkte eller ”holden øje” med kriminelle miljøer, jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 349. Tilfælde, hvor politiet foranlediger, at nogen eller noget bliver genstand for en lovovertrædelse ( lokkedue-situationen ) falder ligeledes uden for reglerne om agentvirksomhed, hvis den pågældende person kun er offer og derfor ikke udøver en aktivitet, der er omfattet af straffelovens § 23 om medvirken, jf. betænkningen s. 160 og Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 350.

Uden for reglerne om agentvirksomhed falder endvidere de tilfælde af infiltration , hvor en person efter aftale med politiet søger kontakt i et kriminelt miljø for at kunne give politiet oplysninger. Dette gælder også, selv om den pågældende deltager i kriminalitet for at gøre sig troværdig i miljøet. Hvis den pågældende imidlertid griber ind i selve den lovovertrædelse, som efterforskningen angår, kan der dog være tale om en foranstaltning, der ligger over den nedre grænse, og derfor er omfattet af reguleringen. Det bemærkes i den forbindelse, at reglerne om agentvirksomhed kun gælder, hvis der er identitet mellem den lovovertrædelse, med hensyn til hvilken der efterforskes, og den lovovertrædelse på hvilken der ved agentvirksomheden øves indflydelse. Dette er i lovteksten udtrykt derved, at den lovovertrædelse, som agentens handlinger skal øve indflydelse på, skal være den samme, som efterforskningen vedrører, jf. ordene ”som led i efterforskningen af en lovovertrædelse foranledige, at der tilbydes bistand til eller træffes foranstaltninger med henblik på at tilskynde nogen til at udføre eller fortsætte lovovertrædelsen”, jf. betænkningen s. 160.

Meddelere omfattes normalt ikke af agentbegrebet, jf. betænkningen s. 159-160 og Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 349. I det omfang en meddeler efter aftale med politiet tager del i den lovovertrædelse, som efterforskningen angår, vil den pågældendes virksomhed imidlertid kunne karakteriseres som agentvirksomhed, jf. betænkningen side 159-160.

For at kunne gennemføre en efterforskning under anvendelse af en politiagent vil det som regel være nødvendigt, at agenten introduceres i det miljø, der skal efterforskes. Denne introduktion foretages ofte af en meddeler fra miljøet. Brugen af meddelere til at introducere agenter i det kriminelle miljø har i praksis vist sig at rejse vanskelige afgrænsningsspørgsmål. Meddeleren vil ofte skulle foretage forskellige tillidsskabende handlinger for at sikre, at agenten bliver accepteret. Denne aktivitet kan indebære, at meddelerens rolle skifter karakter til agentvirksomhed, hvilket ikke er tilladt efter retsplejelovens § 754 b, stk. 2.

Et særligt spørgsmål har været, om meddeleren som led i sin kontaktformidling mellem bagmand og agent kan udbede sig prøver af narkotika ( vareprøvesituationen ).

Vareprøvesituationen forelå i en Østre Landsrets dom, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1997, s. 343 . Østre Landsret udtalte følgende i præmisserne:

» Når en meddeler efter aftale med politiet på skrømt udgiver sig som mellemmand for en opdigtet køber af narkotika, griber meddeleren aktivt ind i sælgerens dispositioner. Udsigten til at få det parti narkotika, han er i besiddelse af, solgt helt eller delvis, vil påvirke sælgerens adfærd, idet han næppe vil udfolde yderligere salgsbestræbelser vedrørende det, han forventer at sælge til de opdigtede købere. Alle narkotikasælgere er selvsagt meget bevidste om, at enhver form for salgsbestræbelse kræver, at de gør sig mere eller mindre synlige som sælgere, hvilket altid indebærer fare for, at de bliver afsløret. Hvis en af politiets meddelere efter aftale med politiet afgiver bestilling på en vareprøve, gribes der endnu mere aktivt ind i forhold til sælgeren, idet køber øger sin troværdighed som seriøs formidler ved at afgive en sådan bestilling. Begge de forannævnte foranstaltninger må efter landsrettens opfattelse anses som omfattet af retsplejelovens bestemmelser om agentvirksomhed. «

Hvis initiativet til kontakten kommer fra bagmanden, der f.eks. anmoder meddeleren om at anvise sig en aftager til noget narkotika, er der ikke tale om agentvirksomhed, og det er heller ikke tilfældet, hvis meddeleren af egen drift og uden aftale med politiet udpeger en civil polititjenestemand som mulig narkotikaaftager.

Hvis derimod politiet tager kontakt til en meddeler med et ønske om at blive introduceret for en mulig bagmand, vil meddeleren meget nemt komme til at tage del i den lovovertrædelse, som efterforskningen angår, og dermed handle i strid med forbudet mod civile agenter i § 754 b, stk. 2. Selv om det er forudsat i forarbejderne, at en meddeler kan medvirke ved introduktionen uden derved at blive agent, tyder bemærkningerne i den førnævnte dom fra Østre Landsret (UfR 1997.343 Ø) på, at retspraksis vil bedømme meddelerens rolle meget restriktivt, og at der efter gældende ret formentlig ikke vil være plads til nogen handlen af betydning. Det må endvidere antages, at meddeleren ikke uden at handle i strid med agentreglerne kan afgive ordre på vareprøver.

Som udgangspunkt er de såkaldte kontrollerede leverancer heller ikke omfattet af begrebet agentvirksomhed. Ved en kontrolleret leverance forstås, at politiet får kendskab til, at der vil blive importeret et kvantum narkotika, men undlader at gribe ind, f.eks. ved grænseovergangen, og i stedet følger stoffets videre transport ind i landet med henblik på først at slå til på et belejligt tidspunkt, hvor det bevismæssigt er muligt at ramme en så stor del af organisationen som muligt, jf. betænkningen side 127.

I visse situationer kan en kontrolleret leverance imidlertid skifte karakter fra ren overvågning, der ikke omfattes af agentreglerne, til en situation der omfattes af agentreglerne.

Domstolene har i to trykte afgørelser taget stilling til spørgsmål af denne karakter.

Østre Landsrets afgørelse af 16. august 1991, der er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1991, s. 881 , vedrørte to tiltalte, T1 og T2. T1 var tiltalt for til Danmark at have indført et nærmere bestemt kvantum heroin, som blev overdraget til T2 på et hotel i Danmark. T2 var tiltalt for at have modtaget heroinen med henblik på videreoverdragelse.

»Under domsforhandlingen har anklagemyndigheden begæret båndoptagelser af 6 telefonsamtaler samt båndoptagelse og videooptagelse af en rumaflytning anvendt som bevis. Forsvareren for T2 har protesteret herimod under henvisning til, at samtalerne blev ført som led i en af politiet arrangeret agentvirksomhed, jfr. retsplejelovens § 754 a-§ 754 e, og at politiet ikke har overholdt de herom givne regler, samt at båndoptagelsen af rumaflytningen er utydelig.

»T1 førte efter at være anholdt den 5. februar 1991 kl. 10.10 i Kastrup Lufthavn, hvortil han var ankommet med fly medbringende en kuffert med 1.971,8 gram heroin, en del telefonsamtaler, dels fra lufthavnen og dels fra Hotel Savoy, hvor han ved politiets foranstaltning og under politiets opsyn tog ophold på værelse 401 sammen med kufferten med indhold. Telefonsamtalerne, af hvilke politiet tog båndoptagelser, blev ført af T1 efter aftale med politiet. Som følge af telefonsamtalerne indfandt T2 sig samme dag kl. 22 på hotellet, hvor han i værelse 401 førte en samtale med T1. Samtalen blev optaget på bånd og video af politiet. Ved samtalens afslutning forlod T2 værelset medbringende kufferten med indhold. T2 er nu tiltalt for ved den pågældende lejlighed af T1 at have modtaget 1.971,8 gram heroin.

Under disse omstændigheder findes de af T1 efter aftale med politiet førte samtaler at have haft karakter af foranstaltninger, som er omfattet af retsplejelovens § 754 a.

Højesteret har i en dom af 6. november 1996, der er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1997, s. 82 , taget stilling til lovligheden af en kontrolleret leverance. Ved Højesterets dom blev to tiltalte, T1 og T2, blandt andet straffet for at have forsøgt at indføre et nærmere bestemt kvantum heroin til Danmark med henblik på videreoverdragelse. Transporten af stoffet til Danmark skete som en kontrolleret leverance, ligesom narkotikaen af politiet på et tidspunkt blev udskiftet med en mel- og kakaopulverblanding. I Højesterets dom er der anført følgende om de aktiviteter, der førte til de tiltaltes anholdelse:

»Det er oplyst, at den i forhold 7 nævnte D - en pakistansk statsborger - den 14. september 1994 rettede henvendelse til den norske narkotikaforbindelsesofficer i Islamabad i Pakistan. Han meddelte, at to pakistanere ved navn E og F havde tilbudt ham at fungere som kurer i forbindelse med en planlagt indførsel af 8 kg heroin fra Pakistan til Danmark, at modtagerne var T2 og G, at levering skulle ske ved, at han efter ankomst til København tog ind på et vilkårligt hotel og derfra telefonisk kontaktede T2 på telefon - - -, hvorefter T2 ville komme til hotellet og afhente heroinen, at han ikke skulle modtage penge for heroinen, som først skulle betales efter videresalg, at han ville få 5.000 US$ pr. kilo transporteret heroin for kurerhvervet, og at dette beløb ved leveringen ville blive betalt af T2, som også ville dække hans hoteludgifter m.v. i Danmark.

Det nævnte telefonnummer tilhørte T2, som under sagen har forklaret, at - - - er hans »familienavn«, og at nogle personer bruger navnet - - - om ham.

En forbindelsesofficer i Pakistan kontaktede Københavns Politi, som besluttede at søge »en kontrolleret overførsel« af partiet gennemført. Den 30. oktober 1994 afleverede D det af forhold 7 omfattede parti til det norske ambassadekontor i Karachi. En dansk kriminalassistent blev udsendt for at foretage den besluttede overførsel af heroinen fra Pakistan til Danmark. Den 12. november 1994 forelå der tilladelse fra de relevante myndigheder i de involverede lande. Herefter rejste kriminalassistenten og D til Danmark med fly, idet D - af hensyn til eventuelle kontrollanter - var instrueret om ikke at afsløre, at han kendte kriminalassistenten. Under rejsen blev heroinen båret af kriminalassistenten.

Efter ankomst til Danmark den 13. november 1994 blev tasken, hvori heroinen havde været, udleveret til D. Heroinen var af politiet uden D's viden udskiftet med en blanding af mel og kakaopulver. D kørte i en taxa til Hotel - - -, hvor politiet havde bestilt et værelse til ham. Han fik besked på ikke at udlevere prøver af stoffet og i øvrigt at gøre, som han var blevet instrueret om af leverandøren i Pakistan.

Politiet havde med D's tilladelse etableret telefon- og rumaflytning på hotelværelset.

Efter ankomsten til hotellet ringede D til T2. De aftalte at mødes på hotellet. Umiddelbart herefter ringede T2 til T1 og meddelte denne, at D var ankommet, og at T1 skulle komme med det samme. T1 hentede herefter T2 i sin bil, og de kørte sammen til Hotel - - -, hvor de kontaktede D på dennes værelse. Under mødet blev »heroinen« ikke vist eller overgivet til de tiltalte, men det blev aftalt at mødes senere samme dag. Da de tiltalte forlod hotellet, blev de anholdt.«

»Efter det oplyste må det antages at være lagt til grund af landsretten, at de tiltalte i forhold 7 - inden D henvendte sig til narkotikaforbindelsesofficeren - havde truffet aftale med pakistanske leverandører om indførsel af et parti heroin og om, at leverandørerne sørgede for transporten. Det må endvidere antages at være lagt til grund, at de pakistanske leverandører gav T2 besked om, at kureren ville blive D, og at det blev aftalt mellem leverandørerne og T2, at T2 skulle hente heroinen, når D efter ankomsten til København fra sit hotel ringede til T2. På denne baggrund finder vi, at den måde, transporten og afleveringsforsøget faktisk blev gennemført på, ikke i forhold til de tiltalte indebar en tilskyndelse foranlediget af politiet til at udføre eller fortsætte lovovertrædelsen. Vi finder derfor, at der ikke har foreligget foranstaltninger omfattet af retsplejelovens § 754 a.«

En dommer fandt, at den udøvede adfærd var omfattet af agentbegrebet i retsplejelovens § 754 a.

Ved denne dom har Højesteret accepteret en vis deltagelse fra politiets side i et handlingsforløb, uden at der herved bliver tale om agentvirksomhed. Således kunne politiet transportere narkotikaen til Danmark, udskifte narkotikaen med en harmløs pulverblanding, bestille hotelværelse til kureren samt overlade stoffet til kureren med henblik på afslutning af transporten. Det ses endvidere, at kurerens aflyttede telefonkontakt til aftageren af narkotikaen i Danmark ikke blev anset for agentvirksomhed. Af præmisserne fremgår, at det har været en forudsætning for Højesteret, at der ikke fra politiets side skete indgreb i den forud tilrettelagte kriminelle adfærd, og at kureren – der således ikke blev anset som agent – alene gjorde, hvad han af bagmændene var instrueret om.

En utrykt kendelse fra Østre Landsret af 3. september 1987 (14. afd. kære nr. 386/1987) har i tråd med den ovennævnte højesteretsdom tilkendegivet et område, der falder under grænsen for agentvirksomhed. Det hedder i kendelsen bl.a.:

Ved afgørelsen af, om kureren må anses for agent, omfattet af retsplejelovens § 754 a, må det efter det oplyste lægges til grund, at narkotikaleverancen finder sted efter en i forvejen mellem leverandøren i Pakistan - uden politiets medvirken - og den danske modtager aftalt indsmugling. Der må endvidere efter det i sagen foreliggende lægges til grund, at politiets foranstaltninger overfor kurerens virksomhed i Danmark alene består i en tæt kontrol, som kureren har erklæret sig indforstået med, med henblik på at afsløre den eller de til hvem leverancen overgives.

Højesteretsdommen i UfR 1997.82 H har præciseret retstilstanden for så vidt angår afgrænsningen mellem agentvirksomhed og kontrollerede leverancer. Herefter må det antages, at der ikke foreligger agentvirksomhed – selv med en vis deltagelse fra politiets side i et handlingsforløb, der ikke er tilrettelagt af politiet – hvis der ikke fra politiets side gribes ind i gennemførelsen af den forud tilrettelagte kriminelle adfærd, og kureren alene gør, hvad han er instrueret om af bagmændene. Således må politiet f.eks. kunne deltage i transporten, udskifte de ulovlige varer, bestille hotelværelse til kureren, overlade stoffet til kureren med henblik på afslutning af transporten og aflytte telefonkontakt til aftageren af de ulovlige varer.

Hvis politiet gennem en (afsløret) kurer indgår i forhandlinger med kriminelle bagmænd om transport af ulovlige effekter, f.eks. valg af rute, transportør og lignende, vil den pågældendes aktivitet efter omstændighederne kunne karakteriseres som agentvirksomhed. Om det er tilfældet vil afhænge af, om politiet tager initiativet til, at der tilbydes bistand, eller, såfremt initiativet er udgået fra den mistænkte, om politiet træffer foranstaltninger med henblik på at tilskynde til at udføre eller fortsætte lovovertrædelsen.

Hvis kureren efter aftale med politiet skal forsøge at påvirke bagmandens adfærd, f.eks. til at vælge en rute, der er lettere at overvåge, vil der meget let kunne opstå en situation, hvor kureren – ligesom meddeleren i vareprøvesituationen – bliver agent i strid med § 754 b. I UfR 1997.343 Ø om vareprøvesituationen lagde landsretten vægt på, at meddelerens udpegning af agenten som aftager af narkotika ville påvirke bagmandens øvrige salgsbestræbelser. I kurersituationen kan det derimod hævdes, at beslutning om transport er truffet, og at kurerens – og dermed politiets indirekte – påvirkning af bagmanden vil være af en mere teknisk og underordnet betydning i forhold til forbrydelsens faktiske gennemførelse.

Er der tale om en situation som i UfR 1997.82 H, og er kureren af politiet instrueret om at påvirke begivenhedsforløbet på en aldeles underordnet måde, f.eks. at foreslå et aftalt møde til et tidspunkt, der er aftalt med politiet, vil der næppe være tale om agentvirksomhed. Hvis derimod kureren nærmere skal deltage i planlægningen af transporten, kan der blive tale om agentvirksomhed, idet det kan anføres, at kureren muliggør transporten og dermed bagmandens valg med hensyn til transportens gennemførelse, f.eks. med hensyn til kvantum, form eller lignende. Det må på baggrund af Østre Landsrets dom, trykt i UfR 1997.343, forventes, at domstolene vil anlægge en restriktiv vurdering heraf.

Det er antaget i retspraksis, at begrebet ”polititjenestemænd” i § 754 b, stk. 2, også omfatter udenlandske polititjenestemænd, jf. utrykt kendelse afsagt af Københavns Byret den 18. marts 1988 i sag nr. 558/1988 , der tillod politiet at anvende en norsk polititjenestemand som politiagent. Dette er tillige forudsat i Østre Landsrets utrykte dom af 20. oktober 1989 i sag nr. 211/1989 (Sultan-sagen).

Det må antages, at også andre udenlandske tjenestemænd, der udøver politimyndighed, efter gældende ret vil kunne virke som agenter. I visse lande udøver eksempelvis toldembedsmænd politimyndighed, og sådanne tjenestemænd vil således også være omfattet af begrebet ”polititjenestemænd” i § 754 b, stk. 2.

2.1.4 . Enhver har som udgangspunkt pligt til at afgive forklaring for retten som vidne, jf. retsplejelovens § 168.

Vidnepligten begrænses blandt andet af vidnefritagelsesreglen i § 171, hvorefter der i visse nærmere angivne tilfælde ikke er pligt at afgive forklaring. Således har en parts nærmeste ikke pligt til at afgive vidneforklaring, jf. § 171, stk. 1. Et vidne har endvidere ikke vidnepligt, hvis forklaringen antages at ville udsætte vidnet selv for straf eller tab af velfærd (nr. 1), udsætte vidnets nærmeste for straf eller tab af velfærd (nr. 2) eller påføre vidnet selv eller vidnets nærmeste anden væsentlig skade (nr. 3), jf. § 171, stk. 2.

Retten kan dog pålægge vidnet at afgive forklaring i de i stk. 1 og stk. 2, nr. 2 og 3, nævnte tilfælde, når forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller samfundet findes at berettige dertil, jf. § 171, stk. 3.

Bestemmelsen i § 171, stk. 4, omhandler den særlige situation, hvor en politiagent ønskes ført som vidne. Efter bestemmelsen kan retten – selv om den i stk. 2, nr. 3, nævnte fritagelsesgrund om, at forklaringen vil påføre vidnet selv eller hans nærmeste væsentlig skade, er til stede – pålægge vidnet at afgive forklaring, såfremt vidnet har udført foranstaltninger som nævnt i § 754 a, og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller samfundet findes at berettige dertil.

Den selvstændige betydning af retsplejelovens § 171, stk. 4, består i, at den udvider det område, hvor retten kan pålægge et vidne at afgive forklaring efter stk. 3, idet den i stk. 3 nævnte betingelse ”når forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald”, i stk. 4 er erstattet af ”såfremt vidnet har udført foranstaltninger som nævnt i § 754 a.” Det er dog også efter stk. 4 en betingelse, at ”sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller samfundet” berettiger pålæggelsen af vidnepligt.

Bestemmelsen i retsplejelovens § 171, stk. 4, svarer til Strafferetsplejeudvalgets forslag, jf. betænkning nr. 1023/1984, s. 195, og Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 354. Spørgsmålet om, hvorvidt agenten bør have pligt til at afgive forklaring i retten, var genstand for indgående drøftelser i udvalget, jf. betænkningen s. 132-133 og s. 186-193.

Hovedanvendelsesområdet for bestemmelsen var af udvalget tænkt som værende de straffesager, hvor der har været anvendt en agent, og hvor det efter de foreliggende oplysninger, herunder tiltaltes egne forklaringer, ikke kan afvises, at agentvirksomheden er gået videre end tilladt, og hvor dette må antages at kunne få nogen indflydelse på strafudmålingen, uden at det dog er ”af afgørende betydning for sagens udfald”. Ved at give retten mulighed for at træffe bestemmelse om vidnepligt i sådanne tilfælde forbedrer man kontrollen med, at agentanvendelsen ikke i det konkrete tilfælde fører nogen ud i mere byrdefulde strafsanktioner, end tilfældet ellers ville have været. Ordene i den foreslåede regel ”sagens…betydning for vedkommende part” viser hen til dette hovedanvendelsesområde for reglen, jf. betænkningen side 191.

Strafferetsplejeudvalget var opmærksom på, at der ved den foreslåede regel skete en forøgelse af den risiko, der er forbundet med virksomheden som agent, hvilket også er anført i forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 354. Udvalgets overvejelser og bemærkningerne til lovforslaget skal ses i lyset af, at såvel udvalgets udkast til lovbestemmelser som det fremsatte lovforslag ikke indeholdt et forbud mod anvendelse af civile agenter.

2.1.5 . Hensynet til at sikre et vidne mod overgreb kan tilsige, at vidneforklaringen afgives for lukkede døre og uden tiltaltes tilstedeværelse, samt at vidnets identitet hemmeligholdes. I medfør af retsplejelovens § 841 kan retten forud for domsforhandlingen efter anmodning fra anklagemyndigheden, forsvareren eller et vidne træffe afgørelse herom.

Efter retsplejelovens § 29, stk. 2, kan retten i straffesager bestemme, at et retsmøde skal holdes for lukkede døre, når en sigtet (tiltalt) er under 18 år (nr. 1), når sagens behandling i et offentligt retsmøde må antages at bringe nogens sikkerhed i fare (nr. 2), eller når sagens behandling i et offentligt retsmøde må antages på afgørende måde at hindre sagens oplysning (nr. 3).

Under domsforhandlingen kan dørlukning i medfør af § 29, stk. 2, nr. 3, kun ske i 1. instans, og kun når det må forventes, at der senere rejses tiltale for samme forhold mod andre end de under sagen tiltalte, og ganske særlige hensyn gør det påkrævet, at dørene lukkes, jf. § 29, stk. 3. Domsforhandlingen gengives så udførligt i retsbogen, at offentligheden ved domsafsigelsen kan orienteres om domsforhandlingens forløb, i det omfang formålet med dørlukningen tillader det.

I overensstemmelse med det almindelige proportionalitetsprincip, hvorefter der altid bør anvendes den mindst indgribende foranstaltning blandt flere mulige, er det i § 29, stk. 4, fastslået, at der ikke kan træffes bestemmelse om dørlukning, hvis det er tilstrækkeligt at anvende reglerne om referat- eller navneforbud, jf. §§ 30-31, eller om udelukkelse af enkeltpersoner, jf. § 28 b.

Efter retsplejelovens § 29 b kan dørene – i visse nærmere opregnede sagstyper som f.eks. voldtægtssager – lukkes under den forurettedes forklaring, når den pågældende anmoder om det. Forurettede har således et ubetinget krav på dørlukning i disse sager. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse under afspilning eller anden forevisning af lyd- eller billedoptagelser, som gengiver forhold, der er rejst sigtelse eller tiltale for under sagen, jf. § 29 b, stk. 2.

De gældende regler om adgangen til at hemmeligholde et vidnes identitet og udelukkelse af tiltalte fra at overvære et vidnes forklaring, findes i retsplejelovens § 848, der senest er ændret ved lov nr. 381 af 6. juni 2002 (Forbedret vidnebeskyttelse), jf. Folketingstidende 2001-2002, tillæg A, s. 3298-3299. Bestemmelsen, der direkte kun vedrører domsforhandling i landsretten, finder gennem henvisningsbestemmelserne i §§ 927 og 939 også anvendelse ved domsforhandlingen i straffesager, der behandles ved byretten.

Efter retsplejelovens § 848, stk. 2, nr. 2, kan retten bestemme, at et vidnes navn, stilling og bopæl ikke må oplyses for tiltalte, hvis afgørende hensyn til vidnets sikkerhed gør det påkrævet, og oplysningen må antages at være uden betydning for tiltaltes forsvar.

Uden for disse tilfælde kan retten beslutte, at tiltalte skal forlade retslokalet, mens et vidne eller en medtiltalt afhøres, når særegne grunde taler for, at en uforbeholden forklaring ellers ikke kan opnås, jf. § 848, stk. 1. Retten kan endvidere bestemme, at et vidnets bopæl ikke må oplyses for tiltalte, hvis afgørende hensyn til vidnets sikkerhed taler for det, og oplysningen må antages at være uden betydning for tiltaltes forsvar, jf. § 848, stk. 2, nr. 1.

Er der truffet bestemmelse efter § 848, stk. 2, nr. 2, kan retten yderligere bestemme, at tiltalte skal forlade retslokalet, mens vidnet afhøres, hvis der er grund til at antage, at vidnet eller vidnets nærmeste vil blive udsat for alvorlig fare, hvis tiltalte får kendskab til vidnets identitet, jf. § 848, stk. 3.

Formanden afgør, om tiltalte skal forlade retslokalet under den forudgående forhandling om anmodninger fremsat efter stk. 2 og 3, jf. § 848, stk. 4.

Når tiltalte som følge af en beslutning efter stk. 1 eller 3 ikke har overværet afhøringen af et vidne eller en medtiltalt, skal tiltalte, når denne på ny kommer til stede i retslokalet, have oplysning om, hvem der har afgivet forklaring i tiltaltes fravær, og om indholdet af forklaringen, for så vidt den angår tiltalte. Retten afgør, om gengivelsen af forklaringen skal ske før eller efter, at tiltalte selv har afgivet forklaring. Oplysning om vidnets bopæl eller navn, stilling og bopæl skal dog ikke meddeles tiltalte, hvis retten har truffet bestemmelse om hemmeligholdelse efter stk. 2, nr. 1 eller 2, jf. § 848, stk. 5.

Under efterforskningen vil hemmeligholdelse af et vidnets identitet og bopæl kunne ske ved pålæg til forsvareren i medfør af de gældende bestemmelser i § 745, stk. 4, og § 748, stk. 5 og 6.

Efter udfærdigelse af anklageskrift vil hemmeligholdelse af et vidnes identitet over for tiltalte kunne ske i medfør af retsplejelovens § 835, stk. 2, hvorefter statsadvokaten kan give forsvareren pålæg om ikke at videregive oplysninger om et vidnes bopæl eller navn, stilling og bopæl til tiltalte, hvis statsadvokaten agter at fremsætte anmodning om rettens bestemmelse om, at disse oplysninger ikke må meddeles tiltalte, jf. § 848, stk. 2.

Rockerkriminaliteten er – som anden organiseret kriminalitet – bl.a. kendetegnet ved, at der er skudt op til flere mellemled ind mellem dem, der udfører handlingerne, og bagmændene. Samtidig viser den seneste udvikling vedrørende rockerkriminaliteten en stadig øget anvendelse af stedfortrædere, idet personer, der ikke eller kun perifert har tilknytning til rockermiljøet eller det kriminelle netværk, tilskyndes til at begå kriminalitet og aflevere udbyttet eller hovedparten heraf til en person, som er medlem af eller tættere tilknyttet en rockergruppe.

En effektiv bekæmpelse af rockerkriminalitet og anden organiseret kriminalitet forudsætter derfor, at politiet kan finde frem til bagmændene og nedbryde de kriminelle netværk. For at opnå en indgående indsigt i rockermiljøet og andre miljøer, der er kendetegnet ved mere organiseret kriminalitet, og komme tæt på bagmændene, er det nødvendigt for politiet at samarbejde med personer, der færdes i det kriminelle miljø, og politiet må efter omstændighederne infiltrere miljøet med henblik på at sikre sig de fornødne beviser. Brug af meddelere og agenter er således vigtige redskaber for politiet i kampen mod rockerkriminalitet og anden organiseret kriminalitet, og det er væsentligt at sikre, at disse efterforskningsmidler kan anvendes i praksis.

Arbejdsgruppen om en styrket politiindsats over for rockerkriminalitet har blandt andet haft til opgave at komme med forslag til at forbedre politiets muligheder for at anvende meddelere og andre personer, som er parate til at samarbejde med politiet i opklaringen af alvorlig kriminalitet, samt at overveje behovet for ændringer af de gældende regler om agentvirksomhed, herunder forbudet mod civile agenter.

Det er fra politiets og anklagemyndighedens repræsentanter i arbejdsgruppen blevet oplyst, at det er af stor praktisk betydning at kunne anvende meddelere og andre civile personer, som er parate til at samarbejde med politiet i opklaringen af alvorlig kriminalitet. De gældende regler om agentvirksomhed udgør imidlertid i visse tilfælde en hindring for dette samarbejde. Dette skyldes, at anvendelsesområdet for agentvirksomhed i praksis er blevet fortolket bredt, og med det gældende forbud mod civile agenter medfører dette en tilsvarende begrænsning af mulighederne for at kunne anvende meddelere og andre civile personer i efterforskningen. En foranstaltning, som falder inden for anvendelsesområdet for agentvirksomhed, kan således kun lovligt udføres af polititjenestemænd efter rettens godkendelse, der som hovedregel skal indhentes forudgående, og aldrig af civile personer efter aftale med politiet.

Der er efter arbejdsgruppens opfattelse behov for at ændre reglerne på en sådan måde, at det sikres, at politiagenten kan introduceres i det kriminelle miljø. I praksis er det ofte nødvendigt, at en sådan introduktion foregår via en civil person, der færdes i miljøet, og som kan formidle kontakten til bagmændene. Denne kontaktformidling kan indebære, at den civile person i begrænset omfang medvirker til den lovovertrædelse, der efterforskes, herunder bestiller en vareprøve. Sådanne handlinger vil i dag være i strid med forbudet mod civile agenter, jf. pkt. 2.1.3.

Arbejdsgruppen foreslår derfor, at der indføres en undtagelse til forbudet mod brug af civile agenter, således at visse underordnede handlinger, der i dag falder inden for begrebet agentvirksomhed, vil kunne foretages af civile personer som agenter.

Der er derimod enighed i arbejdsgruppen om, at der i hvert fald på nuværende tidspunkt ikke bør indføres en adgang til at benytte egentlige civile agenter. Anvendelsen af civile personer som egentlige agenter er forbundet med en række betænkeligheder, herunder navnlig at civile personer udsættes for en ikke ubetydelig personlig fare. Hertil kommer, at det i visse tilfælde kan være vanskeligt at føre kontrol med de pågældende.

Justitsministeriet kan tiltræde, at der af de af arbejdsgruppen anførte grunde bør være mulighed for at anvende civile personer til at foretage den nødvendige introduktion af politiagenten, hvilket indebærer, at den civile person skal kunne foretage visse tillidsskabende handlinger, herunder bestille en vareprøve. Der er tale om indledende aktiviteter, som ligger langt fra kerneområdet for agentvirksomhed, men som på den anden side i praksis har vist sig at være af afgørende betydning for at kunne iværksætte en politiagentaktion.

Justitsministeriet foreslår på den baggrund en undtagelse til forbudet mod civile agenter. Det foreslås, at civile personer efter aftale med politiet kan yde bistand til at udføre eller fortsætte den lovovertrædelse, der efterforskes, når den bistand, der ydes, er yderst beskeden i forhold til lovovertrædelsen, jf. den foreslåede bestemmelse i § 754 b, stk. 2, 2. pkt.

Den bistand, som civile personer herved får mulighed for at udføre som agenter, vedrører den situation, hvor politiet tager initiativ til at foranledige, at nogen tilbydes bistand til at udføre eller fortsætte en lovovertrædelse (første led af agentbegrebet). Civile personer vil i denne situation efter forudgående aftale med politiet kunne yde bistand til, at bagmanden eller andre implicerede udfører eller fortsætter den lovovertrædelse, der efterforskes.

For at den civile persons bistand er omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 754 b, stk. 2, 2. pkt., er det en betingelse, at der er tale om en bistand, som objektivt set er strafbar i medfør af straffelovens medvirkensbegreb i § 23. Herudover kan handlingen være strafbar efter en selvstændig straffebestemmelse. Falder handlingen helt uden for det strafbare område, er bistanden ikke omfattet af agentreglerne. Falder handlingen derimod inden for det strafbare område, vil det være afgørende, om den overtrædelse, som bistanden indebærer, kan karakteriseres som yderst beskeden.

Det følger endvidere både af den foreslåede bestemmelse i § 754 b, stk. 2, 2. pkt., og af selve definitionen af agentvirksomhed i § 754 a, at der skal være identitet mellem den lovovertrædelse, der efterforskes, og den medvirkenshandling som den civile person foretager, for at forholdet er omfattet af agentreglerne. Bestilling af en vareprøve må i den forbindelse anses for at være medvirken til den større lovovertrædelse (f.eks. en narkotikaleverance), der efterforskes. Bistand med henblik på at opklare en allerede fuldbyrdet forbrydelse falder uden for agentreglerne.

Den aktivitet, som en civil person lovligt kan udføre (dvs. den lovovertrædelse, som bistanden indebærer) – når betingelserne for agentvirksomhed i øvrigt er opfyldt – skal sættes i forhold til den lovovertrædelse, der efterforskes. Det følger heraf, at meddelerens bistand (f.eks. størrelsen af vareprøven) kan være mere omfattende ved efterforskning af meget alvorlige lovovertrædelser, f.eks. meget betydelige kvanta narkotika. At bistanden skal være yderst beskeden, indebærer imidlertid ikke, at bistanden ikke konkret må være afgørende i forhold til opklaringen af den lovovertrædelse, der efterforskes. I sager om efterforskning af alvorlig narkotikakriminalitet vil det efter det oplyste ofte forholde sig således, at hovedmanden ville få mistanke til, at politiet er involveret, hvis ikke den civile person først har bestilt en vareprøve.

Den foreslåede bestemmelse i § 754 b, stk. 2, 2. pkt., medfører i princippet, at civile personer efter aftale med politiet kan begå lovovertrædelser. Den civile persons bistand er imidlertid omfattet af agentreglerne. Dette indebærer, at mistankekrav, indikationskrav og kriminalitetskrav skal være opfyldt, førend politiet kan benytte en civil person som f.eks. vareprøvekøber, ligesom rettens godkendelse af foranstaltningerne som udgangspunkt skal foreligge, inden aktionen iværksættes, jf. § 754 c. Politiet kan med den foreslåede bestemmelse således eksempelvis ikke benytte en meddeler til at bestille vareprøver hos forskellige sælgere for derved at afklare, om der er basis for en egentlig efterforskning.

De handlinger, som en civil person kan udføre i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 754 b, stk. 2, 2. pkt., og som objektivt set må anses som strafbare handlinger, er foretaget efter aftale med politiet, hvilket medfører, at handlingerne må anses som straffri efter princippet om materiel atypicitet eller manglende retsstridighed.

Den bistand, som en civil person lovligt kan udføre som agent i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 754 b, stk. 2, 2. pkt., skal afgrænses over for egentlig agentvirksomhed, som fortsat kun kan udføres af polititjenestemænd. Hvis bistanden ikke kan karakteriseres som yderst beskeden i forhold til den lovovertrædelse, der efterforskes, kan bistanden alene udføres af polititjenestemænd. Det skal endvidere bemærkes, at den øvre grænse for agentvirksomhed i § 754 b, stk. 1, også gælder for den civile persons bistand. Dette betyder, at den civile persons bistand ikke må indebære en forøgelse af lovovertrædelsens omfang eller grovhed.

I forbindelse med høringen over et udkast til lovforslaget er der fra nogle høringsinstanser givet udtryk for en frygt for, at anvendelse af civile agenter i forbindelse med bekæmpelsen af rockerkriminalitet mv. vil kunne medføre en yderligere forråelse af de pågældende miljøer. Det er imidlertid væsentligt at understrege, at den foreslåede mulighed for anvendelse af civile agenter ikke åbner mulighed for egentlig agentvirksomhed, men alene for, at civile personer kan bistå politiet ved medvirkenshandlinger, der er yderst beskedne i forhold til den kriminalitet, der efterforskes. Politiet samarbejder allerede i dag i vidt omfang med civile personer som led i opklaringen af alvorlig kriminalitet, f.eks. med meddelere. Efter Justitsministeriets opfattelse er der derfor ikke grund til at tro, at den foreslåede ordning i sig selv vil medføre en yderligere forråelse af rockermiljøet.

I nogle høringssvar er der endvidere bl.a. udtrykt betænkelighed ved, om den foreslåede ordning vil kunne medføre en øget risiko for, at politiet i nogle tilfælde kommer til at igangsætte handlingsforløb, der fører til lovovertrædelser, som ellers ikke ville være blevet begået. Det må i den forbindelse fremhæves, at den civile persons bistand efter forslaget vil være omfattet af retsplejelovens regler om agentvirksomhed, hvilket bl.a. indebærer en forudgående domstolskontrol. Lovens betingelser for at anvende agenter vil skulle være opfyldt, herunder betingelsen om, at der skal være en begrundet mistanke om, at en lovovertrædelse er ved at blive begået eller forsøgt begået. Som nævnt oven for indebærer det også et krav om, at den civile persons bistand ikke må indebære en forøgelse af lovovertrædelsens omfang eller grovhed.

Agentreglerne omfatter ikke den kontrollerede leverance , så længe der ikke træffes foranstaltninger af politiet, men blot sker overvågning af et allerede planlagt forløb. Det forekommer imidlertid, at politiet må gribe ind i et handlingsforløb, der er fastlagt af andre end politiet. Højesterets dom, der er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1997, s. 82, viser, at mindre indgreb fra politiets side via kureren ikke nødvendigvis indebærer en tilskyndelse til at udføre eller fortsætte en lovovertrædelse. Hvor grænsen helt præcist går, før der er tale om (ulovlig) agentvirksomhed, er dog uklart.

Det er derfor fra politiets og anklagemyndighedens side i arbejdsgruppen blevet anført, at der er behov for et vist råderum for politiet, uden at det betyder, at den indgriben i det planlagte handlingsforløb, som sker efter aftale med politiet, omfattes af agentreglerne.

Det er i den forbindelse blevet fremhævet, at det er væsentligt for politiets mulighed for at sikre sig bevis – eksempelvis ved etablering af aflytning – at politiet, når f.eks. en kurer afsløres og efterfølgende indvilger i at fortsætte sin allerede planlagte og aftalte transport, kan medvirke til, at der med kurerens bistand sker ændringer af f.eks. tid og/eller sted for selve overdragelsen, uden at denne situation anses for omfattet af agentreglerne og dermed for ulovlig agentvirksomhed.

Aktiv efterforskning, der består i, at politiet træder ind i og deltager i et kriminelt handlingsforløb med det formål at afsløre gerningsmænd, indebærer en potentiel risiko for overskridelse af den øvre grænse (dvs. forbudet mod, at agenter benyttes til fremkaldelse af en forbrydelse, der ellers ikke ville blive begået) og kan derfor give anledning til betænkeligheder. Efter Justitsministeriets opfattelse vil mindre indgreb, som politiet foretager i et allerede planlagt forløb, ikke give anledning til sådanne betænkeligheder, under den forudsætning at politiet alene foretager mindre ændringer, der påvirker forløbet af forbrydelsen, men ikke forbrydelsens omfang eller grovhed. På den baggrund er Justitsministeriet enig i, at der bør ske en ændring af agentreglerne, således at politiet får mulighed for at foretage visse mindre indgreb i et forud tilrettelagt forløb, uden at forholdet af den grund omfattes af agentreglerne.

Justitsministeriet foreslår på den baggrund, at der i § 754 a indsættes en bestemmelse om, at foranstaltninger, der træffes med henblik på at tilskynde nogen til at udføre eller fortsætte en lovovertrædelse, ikke omfattes af agentbegrebet, hvis politiet ikke herved påvirker væsentlige omstændigheder ved lovovertrædelsen, jf. den foreslåede bestemmelse i § 754 a, stk. 2.

De tilfælde, der herved undtages fra agentbegrebet, er tilfælde, hvor politiet træffer foranstaltninger med henblik på at tilskynde nogen til at udføre eller fortsætte en lovovertrædelse som led i et allerede tilrettelagt arrangement (andet led af agentbegrebet).

Lovændringen har til formål at sikre, at politiet kan foretage visse mindre indgreb i et forud tilrettelagt kriminelt handlingsforløb, uden at der herved bliver tale om agentvirksomhed. Således bliver det muligt for politiet i begrænset omfang at påvirke gennemførelsen af eksempelvis en narkotikaleverance, uden at aktiviteterne bliver omfattet af agentreglerne.

Så længe kureren – under politiets overvågning – alene udfører, hvad han har aftalt med bagmændene, følger det allerede af gældende ret, at der ikke er tale om agentvirksomhed. Politiet vil imidlertid efter forslaget kunne udskifte leverancen med ufarligt materiale, indlogere kureren på hotel, aflytte kurerens samtaler med bagmænd og lignende. Dette er en lovfæstelse af den retstilstand, som kan udledes af Højesterets dom, der er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1997, s. 82. Efter forslaget vil kureren endvidere på politiets foranledning også med bagmændene kunne drøfte detaljer, der påvirker gennemførelsen af forbrydelsen på mindre væsentlige punkter. Kureren vil f.eks. kunne aftale ændrede mødetider og mødesteder samt en ny rute for transporten, således at politiets muligheder for at afsløre bagmændene forbedres.

Den foreslåede bestemmelse i § 754 a, stk. 2, giver alene politiet mulighed for at foretage visse mindre ændringer i et allerede planlagt forløb. Politiet kan derimod ikke, uden at forholdet omfattes af agentreglerne, foretage handlinger, hvorved der tages initiativ til ny kriminalitet, så som f.eks. at aftale en ny leverance af narkotika via kureren.

Det er efter forslaget uden betydning, om kureren af egen drift henvender sig til politiet, eller om den pågældende afsløres undervejs og indvilger i at fortsætte med henblik på at afsløre bagmændene.

Det bemærkes, at det ikke efter den foreslåede bestemmelse er et krav, at foranstaltningerne udføres som led i en politiagentaktion omfattet af § 754 a. Begrundelsen for dette er, at de handlinger, som den civile person udfører efter aftale med politiet, er efterfølgende handlinger i forhold til den strafbare handling, som er aftalt med bagmanden, og aftalen med politiet medfører ikke straffrihed for dette forudgående forhold. Den pågældende kurer vil således blive strafforfulgt for sin strafbare handling. Det forhold, at den pågældende har hjulpet politiet i opklaringen af forbrydelsen, kan alene få betydning for straffens fastsættelse, men ikke for selve strafbarheden af den handling, der ligger forud for kontakten/aftalen med politiet. Dette er baggrunden for, at den civile persons handlinger i modsætning til vareprøvesituationen, jf. pkt. 2.2.1., helt foreslås undtaget fra reglerne om agentvirksomhed.

Retsplejelovens regler om agentvirksomhed anvendes ifølge politiet og anklagemyndighedens repræsentanter i arbejdsgruppen forholdsvis sjældent i dag. Det skyldes ikke, at politiet ikke har behov for at anvende agenter i et større omfang. Navnlig i relation til rockerkriminalitet og anden organiseret kriminalitet kan anvendelse af politiagenter være et meget værdifuldt efterforskningsredskab. Problemet i praksis er imidlertid bl.a., at betingelserne for at anvende politiagenter er så strenge, at betingelserne først vil være opfyldt på et meget sent tidspunkt i efterforskningen – senere end det tidspunkt, hvor det praktiske behov for at anvende politiagenter opstår. Der tænkes her navnlig på mistankekravet og indikationskravet.

Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 754 a, nr. 1, må agenter alene anvendes, hvis der foreligger en særlig bestyrket mistanke om, at lovovertrædelsen er ved at blive begået eller forsøgt.

Mistankekravet blev oprindeligt foreslået af Strafferetsplejeudvalget, jf. betænkning nr. 1023/1984, s. 174, der henviser til betænkning nr. 728/1974 om anholdelse og varetægt, s. 27.

Politiets og anklagemyndighedens repræsentanter i arbejdsgruppen har henledt opmærksomheden på, at den omstændighed, at der skal foreligge særlig bestyrket mistanke for anvendelse af agentreglerne, på uhensigtsmæssig måde hindrer brugen af dette efterforskningsskridt i en række tilfælde. Ofte vil politiets viden eller formodning om en forbrydelses planlægning eller iværksættelse alene være baseret på informationer fra en meddeler i miljøet. Østre Landsret har ved utrykt kendelse af 18. september 1990 (2. afd., kære nr. 329/1990) truffet afgørelse om, at oplysninger fra en anonym meddeler ikke i den pågældende situation var tilstrækkeligt til at fastslå, at der forelå en særlig bestyrket mistanke, hvorfor brug af agenter i denne situation var udelukket.

Der er på den baggrund enighed i arbejdsgruppen om, at det gældende mistankekrav bør ændres således, at der alene stilles krav om en begrundet mistanke om, at lovovertrædelsen er ved at blive begået eller forsøgt. Dette mistankekrav svarer i øvrigt til mistankekravet i bestemmelsen om varetægtsfængsling i § 762, stk. 1, samt ved legemsundersøgelse, jf. § 792 a, stk. 2, og offentliggørelse af fotografi af en formodet gerningsmand, jf. § 818, stk. 2. Ved efterforskningsskridt som ransagning (§ 794) og beslaglæggelse (§ 802) gælder et lempeligere mistankekrav (”med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse”).

Justitsministeriet kan tiltræde arbejdsgruppens forslag. For at gøre brugen af agenter mulig i de situationer, hvor politiets viden om planlægningen eller iværksættelsen af en lovovertrædelse oftest alene beror på oplysninger fra en meddeler, hvilket ofte vil være tilfældet ved f.eks. rockerkriminalitet og anden organiseret kriminalitet, foreslås mistankekravet lempet til et krav om begrundet mistanke.

Det bemærkes, at mistanken ikke – som i § 762, om varetægtsfængsling – nødvendigvis retter sig mod en bestemt person, men derimod mod den omstændighed at en lovovertrædelse er ved at blive begået eller forsøgt. Ved denne angivelse fremhæves endvidere sammenhængen mellem mistankekravet og reglen i § 754 b, stk. 1, om agentvirksomhedens såkaldte øvre grænse. Kun hvis mistanken angår en lovovertrædelse, der er i gang eller er på forsøgsstadiet, er det tilladeligt, at politiet iværksætter en agentaktion. Det er derimod ikke tilstrækkeligt, at der er mistanke om, at en lovovertrædelse vil blive begået, hvis der ikke er grund til at antage, at forsøgshandlinger er påbegyndt, jf. betænkningen s. 166 og 175.

Den foreslåede ændring af mistankekravet i § 754 a får betydning for bestemmelsen i § 60, stk. 2, der henviser til § 754 a. Efter den gældende ordlyd af denne bestemmelse vil en dommer, der har taget stilling til anvendelse af agenter som efterforskningsskridt i en konkret sag, være inhabil under den efterfølgende domsforhandling, eftersom han kan have taget stilling til, om der foreligger en særlig bestyrket mistanke om, at en bestemt person vil begå en lovovertrædelse og dermed har nærmet sig den afgørelse af skyldsspørgsmålet, som skal træffes under domsforhandlingen, jf. Folketingstidende 1989-90, tillæg A, sp. 3841.

Samme betænkeligheder foreligger ikke, når en dommer alene har taget stilling til, om der foreligger en begrundet mistanke om, at en lovovertrædelse er ved at blive begået eller forsøgt. Det foreslås derfor, at henvisningen i § 60, stk. 2, til § 754 a udgår.

Det følger af § 754 a, nr. 2, at agentvirksomhed kun er tilladt, hvis andre efterforskningsskridt ikke vil være egnede til at sikre bevis i sagen.

Det er forudsat i betænkning nr. 1023/1984, s. 175-176, at agenter kun må anvendes i tilfælde, hvor dette efterforskningsskridt er absolut nødvendigt, typisk fordi det ikke ved hjælp af andre efterforskningsmidler er muligt at opklare forbrydelsen.

Med henblik på at gøre agentreglerne mere anvendelige i praksis har arbejdsgruppen foreslået en lempelse af indikationskravet, således at dette udformes som et krav om, at agentvirksomhed kun må finde sted, hvis dette efterforskningsskridt må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen. Arbejdsgruppen har herved henvist til, at det foreslåede indikationskrav vil svare til formuleringen af indikationskravet i retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 2, om indgreb i meddelelseshemmeligheden.

Den foreslåede affattelse af indikationskravet medfører således, at agenter ikke længere kun kan anvendes, hvis det er det eneste mulige efterforskningsmiddel. Også i de situationer, hvor der vel foreligger andre muligheder, men hvor disse muligheder eksempelvis er usikre, risikerer at ødelægge den videre efterforskning eller er uforholdsmæssigt ressourcekrævende, bør agenter kunne anvendes.

Efter § 754 a, nr. 3, er agentvirksomhed kun tilladt, hvis efterforskningen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller en overtrædelse af straffelovens § 289, 2. pkt., om indsmugling af særlig grov karakter.

Der er enighed i arbejdsgruppen om, at agenter fortsat kun bør anvendes i sager om efterforskning af alvorlig kriminalitet. Politiets og anklagemyndighedens repræsentanter i arbejdsgruppen har imidlertid påpeget et praktisk behov for, at politiet også får mulighed for at anvende agenter i efterforskningen af sager om tyveri af særlig grov beskaffenhed.

Justitsministeriet foreslår på denne baggrund, at kriminalitetskravet udvides, således at agenter også kan anvendes, hvis efterforskningen angår en overtrædelse af straffelovens § 286, stk. 1.

Det bemærkes i øvrigt, at Straffelovrådet i betænkning nr. 1424/2003 har foreslået, at strafmaksimum i tilfælde, der er omfattet af § 286, stk. 1, hæves til fængsel i 6 år. Hvis dette forslag gennemføres, vil henvisningen til § 286, stk. 1, i § 754 a, stk. 1, nr. 3, være overflødig, da tyverisager af grov beskaffenhed dermed vil være omfattet af den generelle betingelse om et strafmaksimum på 6 år eller derover i bestemmelsens 1. led.

2.2.6.1 . Voldsudøvelse er et velkendt redskab i rockermiljøet, og der må antages at være en ikke ubetydelig risiko for, at der vil blive udøvet repressalier over for agenten eller hans nærmeste, hvis agentens identitet bliver kendt. Der kan derfor af hensyn til sikkerheden for agenten eller dennes nærmeste være behov for fritage agenten for at afgive forklaring.

Agentens forklaring i retten må imidlertid omvendt anses for et væsentligt bevis i sagen. Det er således ved vidneafhøringen, hvorunder der gives forsvareren adgang til at stille spørgsmål, og hvorunder der sker en konfrontation med tiltaltes forklaring om begivenhedsforløbet, at det er muligt at få et samlet billede af agentaktionen.

Retsplejelovens bestemmelser om vidnefritagelse og adgangen til at pålægge et vidne at afgive forklaring er efter arbejdsgruppens opfattelse udtryk for en afbalanceret afvejning mellem hensynet til agentens sikkerhed over for betydningen af agentens vidneforklaring. Der er således enighed i arbejdsgruppen om, at der ikke er anledning til at ændre bestemmelserne herom.

Der er imidlertid fra politiets og anklagemyndighedens repræsentanter i arbejdsgruppen peget på, at der er behov for at forbedre mulighederne for at sikre hemmeligholdelsen af politiagentens identitet i de tilfælde, hvor denne skal afgive vidneforklaring i retten. Det kan være vanskeligt for politiet at anvende en polititjenestemand, hvis identitet er blevet kendt, som agent i andre sager. Dette skaber problemer for politiet, idet der kun er et forholdsvis begrænset antal polititjenestemænd, der er særligt uddannede til at virke som agenter, eller som har en særlig erfaring fra agentvirksomhed.

Justitsministeriet er enig i, at de nugældende regler om vidnebeskyttelse, som bl.a. har til formål at beskytte såkaldte tilfældige vidner, dvs. personer, som tiltalte ikke kender i forvejen, og som ved en ren tilfældighed overværer eller bliver offer for en forbrydelse, ikke på tilstrækkelig vis tilgodeser ovennævnte hensyn. De gældende regler giver således ikke mulighed for at hemmeligholde et vidnes identitet ud fra andre hensyn end hensynet til vidnets sikkerhed.

Det foreslås derfor, at der i § 848 indsættes en bestemmelse om, at en polititjenestemand, der har udført foranstaltninger som nævnt i § 754 a, skal kunne afgive forklaring uden at oplyse sit eget navn og bopæl, jf. den foreslåede bestemmelse i § 848, stk. 4. Som konsekvens heraf foreslås et nyt pkt. i § 834, hvorefter politiagenten kan anføres på bevisfortegnelsen under et andet navn end sit eget og uden bopæl. Polititjenestemanden vil herefter få et ubetinget krav på at optræde under sit alias på bevisfortegnelsen og i retten.

Det bemærkes, at en polititjenestemand, der skal afgive forklaring i retten, i praksis opføres på bevisfortegnelsen med angivelse af tjenestested. Begrebet ”bopæl” forstås således for polititjenestemænd i praksis som ensbetydende med tjenestested. Oplysningen om, at en polititjenestemand, der har optrådt som agent, kommer fra et nærmere angivet tjenestested, kan imidlertid gøre det meget nemt at identificere den pågældende i tilfælde, hvor denne gør tjeneste i en mindre politikreds.

De foreslåede bestemmelser medfører, at hverken tiltalte, retten eller forsvareren vil kende politiagentens identitet. Det bemærkes, at retten kan forlange skriftlig dokumentation for, at den pågældende agent er polititjenestemand og dermed opfylder betingelsen i § 754 b, stk. 2, 1. pkt. En skriftlig erklæring fra den øverste politiledelse om den pågældendes ansættelse må i den forbindelse anses som fornøden dokumentation. Tilsvarende forudsættes en erklæring fra en overordnet udenlandsk politimyndighed at udgøre tilstrækkelig dokumentation, hvis der er tale om en udenlandsk agent.

Som en konsekvens heraf foreslås det, at der i § 181, hvorefter retten, inden vidnet afhøres, skal forvisse sig om vidnets identitet, indsættes en henvisning til den foreslåede bestemmelse i § 848, stk. 4.

De foreslåede regler indebærer ikke nogen begrænsning i tiltaltes adgang til at få kendskab til indholdet af de vidneforklaringer, som afgives i sagen mod tiltalte. Tiltalte vil få oplyst det alias, som han i forvejen kender polititjenestemanden under. Det er alene polititjenestemandens eget navn og bopæl (dvs. tjenestested), der forholdes tiltalte, og disse oplysninger vil efter Justitsministeriets opfattelse være uden betydning for tiltaltes forsvar.

Det foreslås endvidere, at formanden kan beslutte, at tiltalte skal forlade retslokalet, når en polititjenestemand, der har udført foranstaltninger som nævnt i § 754 a, afhøres, hvis dette er påkrævet af hensyn til hemmeligholdelsen af polititjenestemandens identitet, og hvis det må antages at være uden væsentlig betydning for tiltaltes forsvar, jf. den foreslåede regel i § 848, stk. 6.

Det kræves for det første, at afgørende hensyn til hemmeligholdelsen af polititjenestemandens identitet skal tale for at føre tiltalte ud af retslokalet. Det vil her have betydning, om den omstændighed, at tiltalte ser politiagenten, vil medføre, at politiet ikke længere kan bruge den pågældende som agent. Har den tiltalte mere end nogle få gange mødt eller set politiagenten under dennes efterforskning, taler dette imod at anvende reglen. Det vil endvidere være af betydning at få fastslået, hvor vigtigt det er for politiet fortsat at kunne bruge den pågældende polititjenestemand som agent, herunder navnlig om denne er særligt uddannet til at være agent eller har en særlig erfaring fra tidligere agentvirksomhed. Endelig bør det overvejes, om der – som alternativ til at føre tiltalte ud af retslokalet – kan tages forholdsregler, som gør, at polititjenestemanden ikke kan genkendes, f.eks. ved hjælp af forklædning.

Dernæst skal den omstændighed, at tiltalte ser polititjenestemanden, være uden væsentlig betydning for tiltaltes forsvar. Det bemærkes i den forbindelse, at forsvarerens ret til at overvære vidnets forklaring samt stille spørgsmål til vidnet ikke berøres af de foreslåede regler. Der sker således ingen ændringer i den gældende bestemmelse om, at tiltalte har et ubetinget krav på at få kendskab til indholdet af vidneforklaringer, der er afgivet i tiltaltes fravær.

2.2.6.2 . Hensynet til at kunne anvende agenter på ny gør sig ikke på tilsvarende måde gældende for så vidt angår civile personer, der har udført handlinger omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 754 b, stk. 2, 2. pkt. En sådan civil person, der normalt færdes i det kriminelle miljø, arbejder ikke på samme måde som politiagenten under en anden identitet.

Arbejdsgruppen har drøftet, om der skulle gælde særlige regler om anonym vidneførsel for de civile personer, der har udført agenthandlinger. Det vil imidlertid sædvanligvis være betænkeligt at tillade anonym vidneførsel i tilfælde, hvor tiltalte og vidnet kender hinanden. Vidnet kan da have specielle motiver eller interesser, som kan præge vidneudsagnet, og som det kan være vanskeligt for udenforstående at afdække. Da disse betænkeligheder ikke mindst gælder i tilfælde, hvor tiltalte og vidnet tilhører samme kriminelle miljø, har arbejdsgruppen fundet, at det vil være retssikkerhedsmæssigt betænkeligt at tillade anonym vidneførsel af de civile personer, der har udført handlinger omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 754 b, stk. 2, 2. pkt.

Den civile person vil kunne påberåbe sig vidnefritagelsesreglen i retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 3, hvorefter der ikke er pligt til at afgive forklaring, hvis forklaringen antages at ville påføre vidnet selv eller hans nærmeste anden væsentlig skade. Retten vil dog i disse tilfælde kunne pålægge vidnet at afgive forklaring, hvis forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed, og dens betydning for vedkommende part eller samfundet findes at berettige dertil, jf. § 171, stk. 4.

Skal vidnet afgive forklaring, er det efter omstændighederne muligt at holde vidnets bopæl hemmelig for den tiltalte efter den gældende bestemmelse i § 848, stk. 2, nr. 1, hvis afgørende hensyn til vidnets sikkerhed taler for det, og hvis det er uden betydning for tiltaltes forsvar.

Der vil herudover i medfør af den gældende bestemmelse i § 29, stk. 2, nr. 2, kunne træffes bestemmelse om dørlukning, hvis sagens behandling i et offentligt retsmøde må antages at bringe vidnets sikkerhed i fare.

Er disse foranstaltninger ikke tilstrækkelige til at beskytte vidnets sikkerhed kan det helt undtagelsesvist være nødvendigt at iværksætte et egentligt vidnebeskyttelsesprogram, som – ud over flytning og etablering af ny bolig samt nyt arbejde – bl.a. kan indebære et fuldstændigt identitetsskifte med nyt navn og nyt personnummer.

I forbindelse med høringen over et udkast til lovforslaget er der blevet peget på, at der kan være behov for at udvide reglerne om indenretlige forhør, jf.retsplejelovens § 747, således at anklagemyndigheden kan forlange sådanne forhør afholdt. Der er navnlig peget på, at det i praksis er vanskeligt at opnå tilladelse til afholdelse af et § 747-forhør, medmindre der foreligger helt konkrete forhold som f.eks. konkrete trusler mod det pågældende vidne, og at der i sager om organiseret kriminalitet er en permanent trussel mod de personer, der er villige til at vidne mod de sigtede.

En eventuel ændring af forhørsreglen i retsplejelovens § 747 forudsætter efter Justitsministeriets opfattelse nogle videregående overvejelser, herunder om behovet for en eventuel ændring også af retsplejelovens § 877 om dokumentation af forklaringer. Bl.a. under hensyn hertil har Justitsministeriet fundet det rigtigst ikke at medtage en sådan ændring i forbindelse med det foreliggende lovforslag.

2.2.6.3 . Retsplejelovens § 848 suppleres af lovens bestemmelser om dørlukning. Den beskyttelse af en polititjenestemand, der søges opnået med forslaget om hemmeligholdelse af en politiagents identitet og muligheden for at udelukke tiltalte fra at overvære politiagentens forklaring, kan således blive illusorisk, hvis tilhørere med tilknytning til tiltalte kan overvære og referere forklaringen.

Justitsministeriet foreslår derfor, at der i retsplejelovens § 29 a indsættes en bestemmelse om, at dørene lukkes, når en polititjenestemand, der har udført foranstaltninger som nævnt i § 754 a, skal afgive forklaring, hvis anklagemyndigheden anmoder om det.

Anklagemyndigheden får herved krav på, at dørene lukkes under den pågældende politiagents forklaring. Med dørlukning bliver det muligt at sikre, at politiagentens identitet ikke bliver kendt af tilhørere, eventuelt med tilknytning til tiltalte, eller af offentligheden i øvrigt. Dette kan beskytte polititjenestemanden mod repressalier fra eksempelvis tiltaltes venner i rockermiljøet, og hemmeligholdelsen af politiagentens identitet er desuden en afgørende forudsætning for, at den pågældende kan fungere som agent i senere sager. Forslaget om, at anklagemyndigheden skal have et ubetinget krav på dørlukning, er begrundet i den centrale betydning, som anvendelsen af politiagenter har for en effektiv indsats mod rockerkriminaliteten og anden organiseret kriminalitet, samt at vished for, at politiagentens identitet ikke kommer frem, normalt vil have afgørende betydning for politiets konkrete anvendelse af politiagenterne.

For civile personer, der har udført handlinger omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 754 b, stk. 2, 2. pkt., gælder som nævnt ovenfor i pkt. 2.2.6.2. den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 29, stk. 2, nr. 2, om dørlukning, hvis sagens behandling i et offentligt retsmøde må antages at bringes vidnets sikkerhed i fare.

Det er fra politiets og anklagemyndighedens repræsentanter i arbejdsgruppen blevet oplyst, at der – også bortset fra egentlige agentaktioner, jf. ovenfor pkt. 2.2.6.1. – er behov for, at der kan træffes bestemmelse om vidneførelse af en polititjenestemand, således at den pågældendes civile navn ikke oplyses. Der er tale om politjenestemænd, hvis særlige funktion inden for politiet afhænger af, at de pågældendes identitet ikke er kendt. Det vil bl.a. dreje sig om den meget lille kreds af polititjenestemænd, som er særligt uddannede til at operere under dække som meddelere. Der kan også være tale om f.eks. polititjenestemænd, der installerer aflytningsudstyr eller foretager skygninger. Polititjenestemænd, der har en sådan særlig funktion, har en særlig uddannelse og ofte lang erfaring. Bliver det kendt, hvad de hedder, og eventuelt hvordan de ser ud, vil de ofte ikke længere kunne bruges til sådanne særlige opgaver.

I praksis har det navnlig været udenlandske polititjenestemænd, der har anset det for en væsentlig hindring for deres fremtidige arbejde at skulle oplyse deres civile navn, når de skulle afgive forklaring i retten.

Det foreslås på den baggrund, at der indsættes en ny bestemmelse i § 848, hvorefter formanden kan beslutte, at navn og bopæl på en polititjenestemand, der afgiver forklaring som vidne, ikke skal oplyses, hvis afgørende hensyn til vidnets særlige tjenestefunktion taler for det, og oplysningerne må antages at være uden betydning for tiltaltes forsvar, jf. den foreslåede regel i § 848, stk. 5.

Det afgørende er således, at vidnet udfører en særlig tjenestefunktion – og at der er afgørende hensyn at tage hertil. En polititjenestemand, der udfører almindelige politimæssige opgaver, vil derfor ikke være omfattet af den foreslåede bestemmelse.

Herudover er det en betingelse, at oplysningerne om polititjenestemandens navn og bopæl antages at være uden betydning for tiltaltes forsvar. Det afgørende vil her være, om tiltaltes mulighed for at forholde sig til det, vidnet afgiver forklaring om, begrænses af, at han ikke kender polititjenestemandens eget navn og bopæl. Det bemærkes, at begrebet ”bopæl” for polititjenestemænd i praksis forstås som ensbetydende med tjenestested.

Som konsekvens heraf foreslås et nyt pkt. i § 834, således at polititjenestemænd med en særlig tjenestefunktion – i lighed med hvad der foreslås for så vidt angår polititjenestemænd, der har udført agentvirksomhed – i bevisfortegnelsen kan betegnes med et andet navn end deres eget og uden angivelse af bopæl. Endvidere foreslås det, at der i § 181, hvorefter retten, inden vidnet afhøres, skal forvisse sig om vidnets identitet, indsættes en henvisning til den foreslåede bestemmelse i § 848, stk. 5.

Tilsvarende foreslås det, at retsformanden kan beslutte, at tiltalte skal forlade retslokalet, når en polititjenestemand med en særlig tjenestefunktion afhøres, hvis dette er påkrævet af hensyn til hemmeligholdelsen af polititjenestemandens identitet, og det må antages at være uden væsentlig betydning for tiltaltes forsvar, jf. den foreslåede bestemmelse i § 848, stk. 6.

For yderligere at forbedre beskyttelsen af polititjenestemandens identitet foreslås det, at der i § 29, stk. 2, indsættes en bestemmelse om, at retten i straffesager kan træffe beslutning om dørlukning, når sagens behandling i offentligt retsmøde må antages at afsløre identiteten på en polititjenestemand med en særlig tjenestefunktion.

Det følger af artikel 6, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at enhver har ret til en retfærdig rettergang. Anvendelsen af civile agenter som led i efterforskningen af en straffesag er ikke generelt i strid med artikel 6, men kan efter omstændighederne indebære en krænkelse af retten til en retfærdig rettergang.

Ved vurderingen af, om den konkrete anvendelse af en agent indebærer en krænkelse af konventionens artikel 6, er det efter Domstolens praksis afgørende, om agenten har tilskyndet til en forbrydelse, som ellers ikke ville være blevet begået, se Texeira de Castro mod Portugal , dom af 9. juni 1998 og Calabro mod Tyskland , afgørelse af 21. marts 2002.

Efter den foreslåede ordning kan civile personer yde bistand til at udføre eller fortsætte en lovovertrædelse, hvis den lovovertrædelse, som bistanden indebærer, er yderst beskeden i forhold til den lovovertrædelse, der efterforskes. Det følger af retsplejeloven, at den civile persons bistand ikke må indebære en forøgelse af lovovertrædelsens omfang eller grovhed. Efter Justitsministeriets opfattelse vil den foreslåede ordning dermed være i overensstemmelse med konventionens artikel 6 og de krav, der følger af Domstolens praksis.

2.3.2.1. Artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er ikke generelt til hinder for brug af anonyme vidner i straffesager.

Domstolen anerkender, at hensynet til hemmeligholdelse af identiteten på en hemmelig agent for enten at beskytte agenten og dennes familie eller af hensyn til agentens fremtidige arbejdsopgaver som agent efter omstændighederne kan begrunde en fravigelse af udgangspunktet for vidneførsel i straffesager, dvs. at al bevismateriale skal føres direkte for den dømmende myndighed i et offentligt retsmøde, se f.eks. Lüdi mod Schweiz , dom af 15. juni 1992, præmis 49, og Van Mechelen m.fl. mod Holland , dom af 23. april 1997, præmis 57.

Ved brug af anonyme vidner i straffesager, herunder anonyme polititjenestemænd, er det efter Domstolens praksis afgørende, at forsvarets rettigheder respekteres, se Van Mechelen m.fl. mod Holland , præmis 57.

Efter Domstolens praksis vil det have afgørende betydning, at anonymisering i forbindelse med en vidneforklaring sker med respekt af kravet om proportionalitet. Dette indebærer, at der skal ske anonymisering i mindst muligt omfang. Domstolen har påpeget, at det i nogle tilfælde vil være tilstrækkeligt at holde vidnets identitet hemmelig for den tiltalte, i andre tilfælde kan det måske være nødvendigt endvidere at foretage en vis maskering, og i andre tilfælde kan det være nødvendigt helt at afskære tiltaltes mulighed for at høre eller iagttage vidnet. Valget af anonymiseringsgrad må imidlertid ske på grundlag af en konkret vurdering af hensynet til vidnet. I Visser mod Holland , dom af 14. februar 2002, blev anvendelse af et anonymt vidne, hvis forklaring havde væsentlig betydning for domfældelsen, anset for at være i strid med artikel 6, stk. 1 og 3, litra d, allerede fordi det ikke fandtes godtgjort, at det af hensyn til vidnets interesser var nødvendigt med anonymitet. Det har endvidere betydning, om forsvareren er til stede, når vidnet afgiver forklaring, og om forsvareren har mulighed for at afhøre vidnet.

Herudover vil det være af betydning, om det eller de anonyme vidners forklaringer er det eneste eller afgørende bevis i sagen mod den tiltalte.

2.3.2.2. Efter Justitsministeriets opfattelse vil den foreslåede ordning være forenelig med konventionens artikel 6 og de krav, der følger af Domstolens praksis.

Efter den foreslåede ordning skal en polititjenestemand, der har udført foranstaltninger efter retsplejelovens § 754 a, kunne afgive forklaring i retten uden at oplyse sit eget navn og bopæl. Bopæl forstås i denne sammenhæng som tjenestested. Efter den foreslåede ordning kan retten endvidere beslutte, at eget navn og bopæl på en polititjenestemand, der afgiver forklaring som vidne, ikke skal oplyses, hvis afgørende hensyn til vidnets særlige tjenestefunktion taler for det, og oplysningerne må antages at være uden betydning for tiltaltes forsvar. Endvidere kan retten træffe bestemmelse om, at tiltalte skal forlade retslokalet, når en polititjenestemand, der har udført foranstaltninger som nævnt i retsplejelovens § 754 a, eller en polititjenestemand med en særlig tjenestefunktion, afhøres, hvis dette er påkrævet af hensyn til hemmeligholdelsen af polititjenestemandens identitet.

Hensynet til tiltalte er tilgodeset ved, at tiltaltes forsvarer efter forslaget i alle tilfælde har mulighed for at være til stede i forbindelse med afhøringen, dvs. også i tilfælde, hvor tiltalte skal forlade retssalen i forbindelse med afhøringen af vidnet. Forsvareren vil derfor have mulighed for at varetage tiltaltes interesser, herunder stille spørgsmål til vidnet. Hertil kommer, at tiltalte efterfølgende vil få oplysning om indholdet af det anonyme vidnes forklaring. Hertil kommer endvidere, at vidnet efter den foreslåede ordning afgiver forklaring direkte for retten, således at retten får mulighed for at foretage en vurdering af vidnets troværdighed.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at den blotte hemmeligholdelse af en polititjenestemands eget navn og tjenestested ikke kan anses for at have væsentlig betydning for tiltaltes forsvar.

3.1.1. Bestemmelsen i § 745 om forsvarerens aktindsigt mv. blev oprindelig indsat i retsplejeloven ved lov nr. 243 af 8. juni 1978. Forslaget herom var hovedsagligt baseret på Strafferetsplejeudvalgets betænkning om efterforskning i straffesager mv. (betænkning nr. 622/1971).

Med § 745 blev forsvarerens stilling under efterforskningen væsentlig styrket, og der blev indført en principiel ligestilling mellem forsvareren og politiet med hensyn til sagens undersøgelse. Strafferetsplejeudvalget fandt, at en sådan ligestilling ville være egnet til at aktivere forsvarerens indsats bl.a. til at fremskaffe undersøgelsesmateriale, som er i klientens favør, og vil muliggøre en indsats fra forsvarerens side, allerede inden tiltale rejses. Der henvises herom til betænkning nr. 622/1971, s. 11.

3.1.1.1. Efter § 745, stk. 1, har forsvareren adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt, også inden det fremlægges i retten. I det omfang materialet uden ulempe kan mangfoldiggøres, skal en genpart af materialet tilstilles forsvareren, som dog ikke uden politiets samtykke må overlevere det modtagne materiale til sigtede eller andre. Derimod er der i almindelighed intet til hinder for, at forsvareren orienterer sigtede om materialets indhold eller foreviser materialet til sigtede, jf. betænkning nr. 622/1971, s. 42. Ønsker politiet at hindre dette, kan der eventuelt meddeles forsvareren pålæg om ikke at videregive oplysningerne, jf. § 745, stk. 4, samt pkt. 3.1.1.4. nedenfor.

Bestemmelsen giver derimod ikke forsvareren krav på at låne de originale akter med hjem. Politiet kan dog – hvis det i det enkelte tilfælde skønnes praktisk og forsvarligt – tillade dette, jf. Rigsadvokatens Meddelelse nr. 5 af 15. april 1992, pkt. 4.

Udnyttelse af den almindelige adgang for forsvareren til at gøre sig bekendt med politiets materiale forudsætter en anmodning fra forsvarerens side, dog har politiet en pligt til uden anmodning fra forsvarerens side at tilstille denne en genpart af materiale, der uden ulempe kan mangfoldiggøres – eksempelvis politirapporter, fotografier, rids og sagkyndige erklæringer, jf. herved betænkningen s. 42.

Bestemmelsen i § 745, stk. 1, indeholder ikke en nærmere afgrænsning af, hvilket materiale der kan anses for omfattet af bestemmelsen. Det må imidlertid antages, at alle former for bevismateriale, der er tilvejebragt af politiet , er omfattet af bestemmelsen, hvis politiet eller anklagemyndigheden forventer, at materialet vil blive fremlagt i retten, hvilket bl.a. kan være tilfældet for så vidt angår politirapporter, beslaglagte dokumenter og genstande, tekniske erklæringer mv. Det fremgår af Rigsadvokatens Meddelelse nr. 5 af 15. april 1992, pkt. 2.1., at materiale må anses for tilvejebragt af politiet, når det er undergivet politiets rådighed. Af Rigsadvokatens Meddelelse nr. 3 af 28. oktober 1996 fremgår det for så vidt angår udformningen af politirapporter, at i situationer, hvor politiet modtager oplysninger fra personer, der ønsker at være anonyme, skal det klart og utvetydigt fremgå af rapporten, hvorvidt politiet er bekendt med den pågældendes identitet eller ej. Det er uafklaret, hvorvidt selve oplysningen om den pågældendes identitet i de tilfælde, hvor identiteten ikke fremgår af politirapporten i medfør af den nævnte 1996-meddelelse, er en oplysning, som forsvareren efter § 745, stk. 1, som udgangspunkt har krav på at få adgang til.

Herudover må det antages, at hvor det ikke kan udelukkes, at materialet kan være af betydning for forsvareren i forbindelse med varetagelse af den tiltaltes forsvar under domsforhandlingen, vil sådant materiale være omfattet af § 745, stk. 1. Det er i den forbindelse uden betydning, om materialet er tilvejebragt af politiet med henblik på behandlingen af den konkrete straffesag, når materialet i øvrigt har berøring med sagen , jf. herved bl.a. pkt. 2.2. i Rigsadvokatens Meddelelse nr. 5 af 15. april 1992.

Østre Landsret afsagde den 6. december 1994 kendelse i sagen om urolighederne på Nørrebro, hvor forsvarerne for en række af de sigtede havde begæret nogle bilag, som Rigsadvokaten var i besiddelse af, udleveret, herunder bilag indeholdende en udskrift af båndoptagelser af politiets radiokommunikation. Af Østre Landsrets kendelse fremgår det, at uanset at de bilag, som i medfør af § 745, stk. 1, var begæret udleveret til forsvareren, ikke var tilvejebragt af politiet med henblik på behandlingen af de straffesager, der var indbragt for landsretten, fandt landsretten, at det ikke kunne udelukkes, at bilagene kunne være af betydning for forsvarerne under bevisførelsen om de generelle forhold på Nørrebro den pågældende nat.

Det fremgår tillige af Højesterets dom af 11. juni 1998, der er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1998, s. 1297, at materialet skal have berøring med sagen for at være omfattet af bestemmelsen, mens det ikke kan kræves, at materialet er af reel betydning for efterforskningen og den eventuelle videre strafforfølgning. Justitsministeriet blev på dette grundlag pålagt at udlevere kopi af et notat til en person, der i december 1993 i Østre Landsret var blevet dømt for mandatsvig og bedrageri. I forbindelse med at den domfældtes advokat i januar 1994 ansøgte Justitsministeriet om tilladelse til at indbringe landsrettens dom for Højesteret, blev advokaten efter omtale i pressen bekendt med, at Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet i 1990 havde udarbejdet et notat om ”Samfundsskadelig samhandel”. Statsadvokaten afslog en anmodning fra advokaten om at modtage kopi af notatet. Denne afgørelse blev efterfølgende tiltrådt af Rigsadvokaten og Justitsministeriet. Ved Østre Landsrets dom af 7. november 1996 blev Justitsministeriet frifundet, idet Østre Landsret fandt, at notatet var blevet udarbejdet med det formål generelt at beskrive et på daværende tidspunkt nyt kriminalitetsmønster og at effektivisere samarbejdet mellem forskellige myndigheder om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet. Notatet var således ikke udarbejdet af politiet til brug for efterforskningen mod den domfældte eller i øvrigt indgået i straffesagen mod denne. Efter Østre Landsrets opfattelse var der heller ikke grundlag for at antage, at notatet på anden måde havde en sådan sammenhæng med den konkrete straffesag, at forsvareren efter retsplejelovens § 745, stk. 1, havde krav på at få det udleveret. Højesteret derimod fandt, at notatet havde en sådan berøring med straffesagen, at det var omfattet af adgangen til aktindsigt efter retsplejelovens § 745, stk. 1, jf. ovenfor. Højesteret lagde i den forbindelse vægt på, at tiltalte var omtalt i notatet, at efterforskningen blev påbegyndt kort tid efter notatets udarbejdelse, og at både de personer, der udførte efterforskningen, og anklageren i sagen var i besiddelse af notatet.

Det må på denne baggrund antages, at baggrundsmateriale vedrørende eksempelvis mere organiseret kriminalitet, så som hvilke persongrupper der efter politiets oplysninger ofte optræder i forbindelse med den organiserede kriminalitet mv., ligeledes kan være omfattet af forsvarerens ret til aktindsigt efter § 745, stk. 1, hvis materialet i øvrigt kan siges at have en berøring med den konkrete sag.

Politiets interne arbejdsmateriale kan derimod ikke anses for omfattet af bestemmelsen, jf. Østre Landsrets kendelse af 31. oktober 1995, der er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s. 200. I denne sag anmodede forsvareren for den tiltalte om at få udleveret de notater, som nogle politifolk havde nedskrevet i forbindelse med afhøring af et vidne. Forsvareren henviste til, at politiet ikke havde overholdt retsplejelovens § 744, hvorefter politiet snarest udfærdiger rapport om de afhøringer, der foretages. Rapporten var først udarbejdet ca. en måned efter afhøringen. Kriminalretten afslog ved kendelse af 11. oktober 1995 at imødekomme forsvarerens anmodning, hvilket Østre Landsret tiltrådte med henvisning til, at politiassistenternes notater er internt arbejdsmateriale uden bevismæssig betydning for sagens afgørelse og som sådant ikke omfattet af retsplejelovens § 745, stk. 1.

3.1.1.2. Efter § 745, stk. 2, 1. pkt., har forsvareren adgang til at overvære politiets afhøringer af sigtede og ret til at stille yderligere spørgsmål. Politiet skal derfor, jf. stk. 2, 2. pkt., efter begæring underrette forsvareren om tidspunktet for afhøringen. Bestemmelsen giver således alene forsvareren ret til at overvære afhøringen af sigtede – men ikke af andre, f.eks. anmelderen eller medsigtede. Afhøringen af sigtede ledes af politiet, og forsvarerens ret til at stille yderligere spørgsmål må ikke benyttes til at gribe ind i politiets afhøring, jf. i det hele betænkning 622/1971, s. 42.

Ved lov nr. 299 af 6. juni 1984 blev et nyt pkt. indsat i § 745, stk. 2, med henblik på at styrke sigtedes retsstilling. Det følger således af § 745, stk. 2, 3. pkt., at hvis sigtede er varetægtsfængslet, og der er truffet bestemmelse om isolation, jf. retsplejelovens § 770 a, må den sigtede ikke afhøres, uden af forsvareren er til stede, medmindre såvel den sigtede som forsvareren samtykker heri. Der henvises herom til Folketingstidende 1983-84, tillæg B, sp. 1000-1002.

3.1.1.3. Ved lov nr. 243 af 8. juni 1978 blev politiet endvidere pålagt en pligt til at underrette forsvareren, inden der foretages udenretlige efterforskningsskridt , der kan formodes at ville finde anvendelse som bevis under sagen, jf. § 745, stk. 3. Forsvareren har også ret til at være til stede under sådanne efterforskningsskridt i form af en konfrontation, en afhøring eller andet af lignende betydning, da disse efterforskningsskridt anses for en anteciperet bevisførelse, jf. betænkning nr. 622/1971, s. 42. Forsvareren har derfor adgang til under bevisoptagelsen at varetage den sigtedes interesser. Sigtede har ikke en tilsvarende ret til at være til stede. Hvis det ikke er muligt at give meddelelse til forsvareren, kan der kun foretages uopsættelige efterforskningsskridt.

Ved lov nr. 229 af 21. april 1999 blev § 745, stk. 3, udvidet til også at gælde fotoforevisninger, der kan formodes at finde anvendelse som bevis under domsforhandlingen, da fotoforevisninger typisk har samme formål som en konfrontation. Ved samme lejlighed blev der indsat en adgang for forsvareren til at stille forslag med hensyn til gennemførelsen af efterforskningsskridtet. Forsvarerens bemærkninger i så henseende skal efter bestemmelsen tilføres politirapporten. Endvidere blev det i bestemmelsen præciseret, at i de tilfælde hvor forsvareren har modtaget meddelelse om det forestående efterforskningsskridt – men hvor den pågældende ikke har mulighed for at være til stede – kan politiet gennemføre efterforskningsskridtet uden den pågældendes tilstedeværelse, hvis gennemførelsen ikke kan udsættes. Der skal i så fald uden ophold gives forsvareren meddelelse om, hvad der er foretaget. Det fremhæves i bemærkningerne til lovforslaget, at det skal have undtagelsens karakter, at der gennemføres udenretlige efterforskningsskridt, der kan formodes at ville finde anvendelse som bevis under domsforhandlingen, i forsvarerens fravær, når forsvareren har udtrykt ønske om at være til stede. Der henvises i det hele til Folketingstidende 1998-99, tillæg A, s. 850 og 870.

3.1.1.4. Det følger af § 745, stk. 4, 1. pkt., at hvis hensynet til fremmede magter, til statens sikkerhed eller til sagens opklaring eller tredjemand undtagelsesvis gør det påkrævet, kan reglerne i stk. 1 og 3 fraviges , eller politiet kan give forsvareren pålæg om ikke at videregive de oplysninger, han har modtaget fra politiet. Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 243 af 8. juni 1978 og bygger for en stor dels vedkommende – ligesom den øvrige del af § 745 – på Strafferetsplejeudvalgets forslag i betænkning nr. 622/1971. Imidlertid ønskede Justitsministeriet at begrænse bestemmelsens anvendelsesområde mest muligt, ligesom man ønskede i højere grad at betone, at der bør udvises betydelig tilbageholdenhed med anvendelsen af undtagelsesbestemmelsen i stk. 4. ”Undtagelsesvis” blev derfor af Justitsministeriet indsat i det af Strafferetsplejeudvalget udarbejdede forslag. Ligeledes blev ”hensynet til fremmede magter” indsat for at præcisere bestemmelsens anvendelsesområde. Der henvises til Folketingstidende 1977-78, tillæg A, sp. 2364-2365.

Baggrunden for bestemmelsen i stk. 4 var, at der med § 745, stk. 1, skete en betydelig udvidelse af forsvarerens adgang til aktindsigt på efterforskningsstadiet. Det kan imidlertid af hensyn til bl.a. politiets fortsatte efterforskning være nødvendigt, at de oplysninger, som politiet tilvejebringer, ikke kommer til den mistænktes kundskab i utide, således at han kan indrette sin forklaring efter denne viden. Stk. 4 er derfor indsat for at skabe en balance mellem forsvarerens ret til aktindsigt mv. på den ene side og en række andre hensyn, som taler imod aktindsigt, på den anden side. Der henvises til betænkning nr. 622/1971, s. 43, samt til Folketingstidende 1977-78, tillæg A, sp. 2386.

Bestemmelsen i stk. 4 giver adgang til at begrænse forsvarerens beføjelser på to måder: dels hvor aktindsigt udelukkes , fordi forsvarerens adgang til materialet afskæres midlertidigt, dels hvor forsvareren får aktindsigt, men hvor den pågældende får udtrykkeligt pålæg om ikke at videregive bestemte oplysninger. Den første undtagelse er således den mest vidtgående.

Højesteret afsagde den 24. maj 2002 en kendelse, der er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2002, s. 1819, hvori det blev fastslået, at anklagemyndigheden i den konkrete sag, hvor anklagemyndigheden havde tilbageholdt oplysninger om tjekkiske myndigheders aflytning af en telefonsamtale, i hvilken der fremkom oplysninger af relevans for den danske drabssag, ikke havde søgt at foretage den nødvendige præcisering af behovet for hemmeligholdelsen. Oplysningerne fra de tjekkiske myndigheder var givet til de danske myndigheder med bemærkning om, at oplysningerne kun var til ”efterretningsmæssig” brug, da oplysningerne stammede fra en igangværende tjekkisk efterforskning. Højesteret fastslog, at hemmeligholdelse af efterforskningsmateriale efter § 745, stk. 4, kun bør anvendes helt undtagelsesvis, og at der – hvis der sker hemmeligholdelse – som udgangspunkt straks må gives meddelelse til forsvareren herom.

Som følge af Højesterets kendelse har Rigsadvokaten i Meddelelse nr. 8 af 12. juni 2002 anført, at det, når der er spørgsmål om at hemmeligholde materiale, som er modtaget fra udlandet med anmodning eller vilkår om, at det kun anvendes til ”efterretningsmæssig” brug, bør undersøges, om myndighederne i det pågældende land vil modsætte sig en udlevering til forsvareren med tavshedspålæg. Det anføres endvidere, at der efter Højesterets kendelse som udgangspunkt straks skal gives meddelelse til forsvareren, hvis materiale hemmeligholdes, hvilket efter Rigsadvokatens opfattelse tillige må antages at gælde for den tilbageholdelse af materiale, der sker, mens man afventer svar på forespørgslen til myndighederne i det land, hvorfra man har modtaget materialet.

For så vidt angår tavshedspålæg må det antages, at et pålæg til forsvareren efter § 745, stk. 4, skal være konkret og individuelt begrundet, jf. eksempelvis Højesterets kendelse af 19. oktober 1998. I denne sag havde politiet meddelt forsvareren for den formodede bagmand i et større sagskompleks om indsmugling af kokain et generelt pålæg efter § 745, stk. 4, om ikke at videregive nogen af de oplysninger, som han modtog fra politiet. Ved kendelse af 12. november 1997 udtalte Københavns Byret om det generelle pålæg, at dette ikke kunne opretholdes i sin helhed. Byretten udtalte, at politiets adgang til at give pålæg efter retsplejelovens § 745, stk. 4, udgør en undtagelsesvis begrænsning i forsvarerens ret til at gøre klienten bekendt med efterforskningsmaterialet i sin helhed. Da pålægget ikke var konkret og individuelt begrundet, kunne pålægges ikke opretholdes i sin helhed. Østre Landsret stadfæstede den 11. december 1997 byrettens kendelse i henhold til de af byretten anførte grunde. Højesteret stadfæstede den 19. oktober 1998 landsrettens kendelse.

Det må dog antages, at et pålæg efter § 745, stk. 4, kan være generelt og således omfatte alle oplysninger om en sag, herunder også oplysningen om at der verserer en sag, hvis pålægget er konkret og individuelt begrundet. Et pålæg til forsvareren om ikke at give sin klient underretning om, at der har været afholdt et retsmøde (eksempelvis i forbindelse med en indenretlig vidneforklaring) kan til sammenligning meddeles af retten efter § 748, stk. 6, og efter § 748, stk. 2, 3. pkt., kan et retsmøde om foranstaltninger i henhold til kapitlerne 69-74 afholdes uden, at forsvareren er til stede, jf. eksempelvis Højesterets kendelse af 10. marts 1997, som er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1997, s. 705.

Det fremgår af betænkning nr. 622/1971, s. 43, at adgangen til at begrænse forsvarerens beføjelser efter § 745, stk. 4, bortfalder senest ved domsforhandlingens begyndelse. Ved lov nr. 366 af 18. maj 1994 blev et nyt pkt. imidlertid tilføjet stk. 4. Det fremgår heraf, at et pålæg kan udstrækkes, indtil tiltalte har afgivet forklaring under domsforhandlingen. Lovændringen vedrører ikke den situation, hvor forsvareren udelukkes fra at få aktindsigt i materialet. Baggrunden for tilføjelsen var, at tiltalte, når et pålæg efter stk. 4 bortfaldt ved domsforhandlingens begyndelse, på dette tidspunkt kunne blive gjort bekendt med eksempelvis medtiltaltes forklaring forud for, at den pågældende selv skulle afgive forklaring. Der henvises til Folketingstidende 1993-94, tillæg B, sp. 905-912.

Overtræder en forsvarer et pålæg meddelt i medfør af stk. 4, kan den pågældende straffes for overtrædelse af straffelovens § 157, jf. retsplejelovens § 136. Der henvises til betænkning 622/1971, s. 43.

3.1.2. Efter retsplejelovens § 746, stk. 1, afgør retten tvistigheder om lovligheden af politiets efterforskningsskridt samt om sigtedes og forsvarerens beføjelser, herunder om begæringer fra forsvareren eller sigtede om foretagelsen af yderligere efterforskningsskridt. Afgørelsen træffes efter anmodning ved kendelse. En eventuel tvist mellem politiet/anklagemyndigheden og den sigtede og dennes forsvarer om beføjelserne for forsvareren efter § 745 kan således indbringes for retten. For så vidt angår politiets efterforskningsskridt skal retten kun træffe afgørelse om lovligheden og ikke om hensigtsmæssigheden.

Det følger af § 746, stk. 2, at hvis dommeren bliver bekendt med, at en foranstaltning, der er iværksat af politiet i medfør af retsplejeloven, og som kræver rettens godkendelse, ikke er forelagt retten inden udløbet af den herfor fastsatte frist, bestemmer dommeren efter at have afkrævet politiet en redegørelse, om foranstaltningen skal opretholdes eller ophæves.

Der henvises til betænkning nr. 622/1971, s. 43, og Folketingstidende 1977-78, tillæg A, sp. 2364.

3.1.3. Efter retsplejelovens § 738, stk. 3, er forsvareren, når dennes hverv er endt, forpligtet til at aflevere de udleverede udskrifter og genparter af sagens aktstykker til retten. Forsvareren er således ansvarlig for, at dennes eksemplar af sagens akter, der er udleveret i medfør af retsplejelovens § 745, stk. 1, ikke kommer uvedkommende i hænde.

3.1.4. Efter en straffesags afslutning kan tiltalte i medfør af reglerne i retsplejelovens § 41 få en udskrift af retsbøgerne samt af de øvrige dokumenter vedrørende sagen, der har været fremlagt i retten, hvis disse fortsat befinder sig i retten. Det følger af retspraksis, at en sigtet eller tiltalt i en straffesag som udgangspunkt kan påberåbe sig bestemmelsen også i tiden forud for afsigelsen af dom i 1. instans. Det er justitssekretæren eller dommeren, der efter høring af anklagemyndigheden træffer afgørelse om meddelelse af aktindsigt. Efter § 41, stk. 2, kan en anmodning om en udskrift nægtes, hvis hensynet til statens sikkerhed eller forhold til fremmede magter eller særlige hensyn til disse i øvrigt gør det betænkeligt at meddele udskrift som foran anført. Udskrift kan endvidere nægtes, hvis det må befrygtes, at udskriften vil blive benyttet på retsstridig måde, herunder hvis der er konkret begrundet frygt for repressalier mod sagens vidner mv. Er akterne tilbageleveret til anklagemyndigheden, afgøres spørgsmålet om aktindsigt i første omfang af anklagemyndigheden efter principperne i § 41.

3.1.5 . Bestemmelsen i retsplejelovens § 169 om vidneudelukkelse blev med den nuværende formulering indsat ved lov nr. 149 af 21. april 1965. Efter § 169, stk. 1, må tjenestemænd eller andre, der handler i offentligt eller dermed ligestillet hverv, ikke uden samtykke af vedkommende myndighed afkræves vidneforklaring om forhold, med hensyn til hvilke der i det offentliges interesse påhviler dem en tavshedspligt. For medlemmer af Folketinget kræves samtykke af tingets formand og vedkommende minister. Bestemmelsen finder også anvendelse, hvor tavshedspligten i første omgang er begrundet i hensynet til private, men hvor det offentlige har en særlig interesse i, at private frit kan henvende sig med oplysninger uden at behøve at frygte, at tavshedspligten vil blive brudt. Der henvises til Folketingstidende 1964-65, tillæg A, sp. 318-319 og betænkning nr. 316/1962, s. 101.

Efter § 169, stk. 2, kan retten, hvis samtykke nægtes, og forklaringen findes at være af afgørende betydning for sagens udfald, pålægge vedkommende myndighed over for retten at redegøre for grundene til nægtelsen. Finder retten herefter, at hensynet til hemmeligholdelse bør vige for hensynet til sagens oplysning, kan retten bestemme, at vidneforklaring skal afgives. Dette gælder dog ikke, hvis nægtelsen er begrundet med hensynet til statens sikkerhed eller dens forhold til fremmede magter. I denne situation kan retten alene vurdere, om nægtelsen rent faktisk er begrundet i de anførte hensyn. Retten kan derimod ikke bestemme, at hensynet til hemmeligholdelse skal vige for hensynet til sagens oplysning. Sagens parter har ikke krav på at blive bekendt med den afgivne redegørelse, jf. betænkning nr. 316/1962, s. 101.

På efterforskningsstadiet har en mistænkt og dennes forsvarer som hovedregel krav på løbende indsigt i de oplysninger, som politiet er i besiddelse af. En mistænkt og dennes forsvarer har dog alene krav på indsigt i det omfang, dette kan ske uden at skade politiets efterforskning. Det antages, at den mistænkte og dennes forsvarer under efterforskningen kan nægtes indsigt i bl.a. oplysninger, som kan afsløre identiteten på meddelere og kilder.

Med hensyn til de oplysninger, som politiet får eller skaffer sig, inden der indledes efterforskning i en sag, gælder der ikke nogen notatpligt (”dokumentation”) efter den svenske rättegångsbalken svarende til bestemmelsen i § 744 i den danske retsplejelov. Først på det tidspunkt, hvor der indledes en efterforskning, skal oplysninger vedrørende sagen noteres. Det skal i den forbindelse bemærkes, at politi og anklagemyndighed er to adskilte myndigheder i Sverige. Oplysninger fra meddelere eller kilder, der er fremkommet i en tidligere fase, kommer derfor ikke altid med i det såkaldte ”förundersökningsprotokollet”, som dokumenterer efterforskningen, og som udarbejdes af politiet til brug for anklagemyndighedens afgørelse af, om der skal rejses tiltale. Dermed kan meddelere eller kilder forblive anonyme. Dette gælder dog som udgangspunkt ikke i tilfælde, hvor efterforskningen netop indledes på grundlag af et ”tip” fra en meddeler eller kilde. I sådanne tilfælde betragtes meddeleren eller kilden som en anmelder, hvis navn skal fremgå af dokumenterne i sagen. En anmelder behøver imidlertid ikke at opgive sit navn og kan dermed vælge selv at skjule sin identitet. I tilfælde, hvor politiet kender identiteten på anmelderen eller meddeleren, skal navnet imidlertid fremgå af ”förundersökningsprotokollet”, når efterforskningen indledes på baggrund af den pågældendes oplysninger. Anmelderen eller meddeleren kan i denne situation ikke være anonyme.

Når der rejses tiltale i en sag, skal den sigtede og dennes forsvarer som udgangspunkt have indsigt i samtlige oplysninger fra efterforskningen. Dette gælder dog alene de oplysninger, som anklagemyndigheden har fremlagt for retten som grundlag for tiltalen. Oplysninger, som ikke vedkommer tiltalen, skal ikke fremlægges for retten. Den sigtede eller dennes forsvarer har ikke ubetinget krav på indsigt i oplysninger i den af politiet udarbejdede ”förundersökningsprotokollet”, der ikke har ført til, at tiltale er rejst, og som dermed ikke er fremlagt i retten.

3.2.2.1. Mistænktes indsigt under efterforskningen er reguleret i den norske straffeprocesslovs § 242. Efter denne bestemmelse har den mistænkte og dennes forsvarer som udgangspunkt krav på indsigt i sagens dokumenter – det vil sige dokumenter, som indeholder oplysninger og beviser om selve sagsforholdet i vid forstand, og dokumenter af betydning for sagen.

Efter § 242, 1. led, 1. pkt., kan indsigt nægtes, hvis indsigt ikke kan ske uden skade på eller fare for efterforskningens øjemed eller for tredjemand, eller hvis der er begrundet frygt for, at en person, som er involveret i efterforskningen, vil blive udsat for skade eller fare, såfremt den mistænkte bliver bekendt med vedkommendes identitet. En sådan frygt skal være konkret begrundet. Det er efter bestemmelsen ikke muligt at nægte aktindsigt af hensyn til efterforskningen i andre sager.

Der kan endvidere efter § 242, 1. led, 2. pkt., nægtes indsigt i oplysninger fra ”kommunikationskontroll etter kapitel 16 a” (dvs. indgreb i meddelelseshemmeligheden), hvis indsigt kan skade efterforskningen af andre sager.

Retten til aktindsigt gælder desuden ikke med hensyn til dokumenter, som bør holdes hemmelige af hensyn til rigets sikkerhed eller forhold til fremmede stater, jf. § 242, 1. led, 4. pkt.

Den norske højesteret har imidlertid fastslået, at adgangen til aktindsigt efter § 242 skal ses i sammenhæng med muligheden for at afskære bevisførelse efter § 292. Retten til aktindsigt omfatter således de dokumenter, hvorom bevisførelse ikke kan afskæres efter § 292. Højesterets kæremålsudvalg pålagde ved kendelse af 5. september 2002 anklagemyndigheden i en større heroinsag at give den tiltaltes forsvarer aktindsigt i dokumenter fra politiets efterforskning, hvoraf identiteten på politiets kilder kunne udledes. Kæremålsudvalget fandt ikke, at bevisførelse om disse forhold kunne afskæres, hvorfor forsvareren havde ret til aktindsigt. Denne afgørelse førte til, at anklagemyndigheden opgav at videreføre sagen, der angik opbevaring af ca. 35 kg. heroin.

3.2.2.2. Den norske regering har på den baggrund i december 2002 fremsat et lovforslag om begrænsninger i adgangen til aktindsigt og bevisførelse. Forslaget behandles for tiden i Stortinget.

Formålet med lovforslaget er at skabe mulighed for i højere grad at kunne beskytte politiets kilder og metodebrug og for at værne om samarbejdet med udenlandske myndigheder. Det fremgår således af det fremsatte lovforslag, at lovovertrædere i øget omfang udøver vold eller truer med at udøve vold for at hindre politiets efterforskning af lovovertrædelser og for at hævne sig på personer, der har hjulpet politiet i efterforskningen.

Det foreslås derfor, at retten på begæring fra anklagemyndigheden skal kunne beslutte, at sigtede og dennes forsvarer nægtes aktindsigt i eller bevisførelse om oplysninger, som anklagemyndigheden ikke vil beråbe sig som bevis i sagen. Retten kan dog beslutte, at forsvareren – men ikke sigtede – kan få aktindsigt i sådanne oplysninger. Forsvareren vil i disse tilfælde blive pålagt tavshedspligt. Der vil forud for rettens behandling af en begæring fra anklagemyndigheden blive beskikket en særlig advokat til varetagelse af den mistænktes interesser. Den mistænktes forsvarer vil således ikke kunne deltage i rettens behandling af anklagemyndighedens anmodning.

Det fremgår af det norske lovforslag, at retten ved kendelse kan beslutte, at der ikke skal gives aktindsigt eller mulighed for bevisførelse, hvis (a) aktindsigt eller bevisførelse kan føre til fare for en alvorlig forbrydelse mod nogens liv, helbred eller frihed, hvis (b) muligheden for, at en person skjult kan deltage i efterforskningen af andre sager, vanskeliggøres væsentligt, hvis (c) politiets mulighed for at forebygge eller efterforske sager bliver vanskeliggjort væsentligt, fordi information om andre sager eller om politiets metodebrug bliver kendt, eller hvis (d) politiets samarbejde med myndigheder i andre lande bliver væsentligt vanskeliggjort.

Det fremgår endvidere af forslaget, at følgende yderligere betingelser skal være opfyldt for, at retten kan træffe afgørelse om at nægte aktindsigt eller bevisførelse:

– det må ikke medføre væsentlige betænkeligheder for så vidt angår sigtedes forsvar, og

– i de i b-d anførte tilfælde skal efterforskningen tillige vedrøre en sag om en strafbar handling, der kan straffes med mindst 5 års fængsel eller en sag, som er omfattet af straffelovens kapitel 8 (forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed), 9 (forbrydelser mod Norges statsforfatning og statsoverhoved) eller straffelovens § 162 (narkotikakriminalitet) eller af lov om kontroll med eksport av strategiske varer, tjenester og teknologi mv. (smh. straffelovens § 114 e om ikke spredning af masseødelæggelsesvåben)

Undtagelsen fra aktindsigt vedrører alene oplysninger og ikke uden videre dokumenter. Kan der således gives aktindsigt i dele af oplysningerne i et dokument, må disse oplysninger på en hensigtsmæssig måde gøres tilgængelige for sigtede og dennes forsvarer.

Endelig indeholder det fremsatte norske lovforslag en række mere konsekvensprægede ændringer, herunder bl.a. i bestemmelsen om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning. Aktindsigt i forbindelse med en erstatningssag skal således efter forslaget kunne nægtes på samme grundlag som aktindsigt i forbindelse med politiets efterforskning.

Den rockerrelaterede og anden organiseret kriminalitet udgør et væsentligt samfundsproblem. Denne kriminalitetsform er karakteriseret ved et lukket, organiseret netværk, som det er vanskeligt for politiet at få indsigt i, jf. også oven for pkt. 2.2. om agentvirksomhed. Politiet er ved sådanne former for organiseret kriminalitet i høj grad afhængig af at modtage informationer fra personer inden for eller tæt på de organiserede netværk. Ligeledes kræver efterforskning og opklaring af kriminalitet begået af personer fra en lukket organisation som f.eks. en rockerklub en længerevarende politiindsats i form af f.eks. indsamling af generelle oplysninger om organisationen mv.

Som det fremgår ovenfor, jf. pkt. 3.1.1.1., har forsvareren (og dermed sigtede eller tiltalte) efter retsplejelovens § 745, stk. 1, som udgangspunkt ret til at få aktindsigt i alle de oplysninger, der fremgår af sagen, herunder oplysninger om en meddelers identitet, hvis denne fremgår af sagens akter, og mere generelle baggrundsoplysninger. Det gælder uanset, om oplysningerne må antages at være uden direkte betydning for den konkrete sag.

Politiets og anklagemyndighedens repræsentanter i arbejdsgruppen har peget på, at det forhold, at bagmændene bag den organiserede kriminalitet mv. i medfør af bestemmelsen i § 745, stk. 1, kan få kendskab til oplysninger om, hvorfra politiet har fået informationer, kan afholde borgere, herunder meddelere mv. fra at videregive vigtig information til politiet.

Kriminalitet – og særligt den organiserede kriminalitet – er i øget omfang blevet grænseoverskridende. Kriminalitetsbekæmpelsen og retsforfølgningen må derfor også være grænseoverskridende. Det er således i dag af afgørende betydning for politiets muligheder for at efterforske og opklare den organiserede kriminalitet, at der eksisterer et veludbygget og tillidsfuldt samarbejde med retshåndhævende myndigheder i andre lande eller med internationale organisationer som eksempelvis Europol og Interpol.

Politiets og anklagemyndighedens repræsentanter har i denne sammenhæng peget på, at det i det internationale samarbejde i stadig stigende omfang giver anledning til problemer, at mere generel baggrundsinformation eller konkrete oplysninger, som dansk politi modtager fra udlandet, og som har berøring med en anden efterforskning i det pågældende land, efter retsplejelovens § 745, stk. 1, i vidt omfang vil være omfattet af forsvarerens adgang til aktindsigt i den danske straffesag. Forsvareren – og den sigtede eller tiltalte – vil dermed kunne komme i besiddelse af oplysninger, som ikke er af direkte betydning i den konkrete dansk straffesag, men hvis hemmeligholdelse er afgørende betydning for de udenlandske politimyndigheder. De danske retshåndhævende myndigheder mister herved troværdighed som fremtidig samarbejdspartner.

Afgørende hensyn til hemmeligholdelse kan tilsvarende gøre sig gældende for så vidt angår konkrete oplysninger, som politiet har modtaget fra Politiets Efterretningstjeneste eller fra en anden dansk eller udenlandsk politimyndighed, og hvis hemmeligholdelse er af afgørende betydning for efterforskning af en anden større sag i den pågældende politikreds. Et eksempel herpå kunne være, at politiet i X-købing i forbindelse med en telefonaflytning i en større narkosag kommer i besiddelse af oplysninger om et røveri begået i Y-købing. Hvis politiet i X-købing videregiver disse oplysninger til politiet i Y-købing, der herefter efterforsker sagen og på grundlag af denne selvstændige efterforskning anholder og sigter en person, vil dennes forsvarer (og sigtede) efter § 745, stk. 1, have ret til at få oplyst, at de oprindelige oplysninger, der bragte politiet på sporet af personen, er fremkommet ved telefonaflytningen i X-købing. Dette kan – især ved en langvarig efterforskning af forbrydelser af mere organiseret karakter – medføre, at efterforskningen i X-købing afsløres og eventuelt ødelægges.

Justitsministeriet finder, at det er af afgørende betydning, at politiets muligheder for at modtage informationer, der er helt nødvendige for en effektiv bekæmpelse af rockerkriminalitet og anden organiseret kriminalitet, ikke begrænses ud over, hvad der er nødvendigt for at varetage retssikkerhedsmæssige hensyn.

På denne baggrund foreslås det, at bestemmelsen i § 745 (tidligere § 745, stk. 1, jf. nedenfor pkt. 3.3.2. om den foreslåede opdeling af denne bestemmelse) om forsvarerens adgang til aktindsigt begrænses til at vedrøre materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den konkrete sag, som sigtelsen eller tiltalen angår. Det bemærkes dog, at materiale, som anklagemyndigheden har til hensigt at fremlægge under domsforhandlingen, fortsat altid vil være omfattet af forsvarerens adgang til aktindsigt, uanset om materialet er tilvejebragt til brug for den konkrete sag eller ej.

Den foreslåede bestemmelse i § 745, 1. pkt., indeholder to kriterier, der begge skal være opfyldt, for at materiale er omfattet af forsvarerens adgang til aktindsigt. Således skal materialet være (1) tilvejebragt af politiet, og (2) endvidere skal materialet være tilvejebragt til brug for den sag , som sigtelsen eller tiltalen angår .

Materiale vil være ”tilvejebragt”, hvis den efterforskende politikreds – altså den politikreds der har ansvaret for efterforskningen – selv har indsamlet det. Hermed omfattes afhøringsrapporter, gerningsstedbeskrivelser, tekniske rapporter mv. Endvidere vil materiale, der overgives til den efterforskende politikreds, skulle anses for ”tilvejebragt”. Det kan f.eks. være materiale, som den efterforskende politikreds indhenter fra en anden politikreds. Derimod vil oplysninger, der er indsamlet i anden sammenhæng af og opbevares hos eksempelvis en anden politikreds, Rigspolitichefens nationale efterforskningsstøttecenter (NEC), et regionalt efterforskningsstøttecenter (REC) eller Politiets Efterretningstjeneste (PET) falde uden for den foreslåede § 745 og dermed ikke være omfattet af forsvarerens adgang til aktindsigt.

Selv om materialet må anses for tilvejebragt af den efterforskende politikreds, vil materialet falde uden for forsvarerens adgang til aktindsigt, hvis materialet ikke kan anses for at være tilvejebragt ”til brug for den sag, som sigtelsen eller tiltalen angår”. Heraf følger, at mere generelle baggrundsoplysninger, som den efterforskende politikreds er i besiddelse af (jf. herom ovenfor), som udgangspunkt ikke vil være omfattet af § 745, 1. pkt., idet sådanne mere generelle oplysninger ikke vil være tilvejebragt til brug for den konkrete sag. Mere generelle baggrundsoplysninger om eksempelvis kriminalitetsmønstre eller persongruppers tilknytning til bestemte netværk eller grupperinger vil således ikke være omfattet af forsvarerens adgang til aktindsigt – heller ikke selv om der på grundlag af sådanne generelle baggrundsoplysninger er udarbejdet en ”profil” af mulige gerningsmænd. Dette gælder uanset, om oplysningerne i anden sammenhæng er indsamlet af den efterforskende politikreds, eller om de er indsamlet af anden politienhed, som eksempelvis NEC, PET eller de regionale støtteefterforskningscentre (REC), og overgivet til den efterforskende politikreds i forbindelse med den konkrete sag. Tilsvarende vil oplysninger, som fremgår af politiets efterforskningsregistre, ikke kunne anses for tilvejebragt til brug for den konkrete sag.

Materiale, der indeholder oplysninger om mistænkte personers aktiviteter i tilknytning til det forhold, som efterforskningen angår – f.eks. om deres færden på gerningstidspunktet – vil dog som udgangspunkt være omfattet af forsvarerens adgang til aktindsigt (medmindre adgang til aktindsigt afslås efter den foreslåede § 745 b, jf. nedenfor).

Det bemærkes i den forbindelse, at forsvareren kan indbringe politiets afgørelse efter § 745 om, hvilket materiale der er omfattet af forsvarerens adgang til aktindsigt, for retten efter § 746. Dette forudsætter dog, at forsvareren nærmere har konkretiseret, hvad han eller hun ønsker aktindsigt i. Forsvareren bør imidlertid efter Justitsministeriets opfattelse ikke i forbindelse med rettens prøvelse af, om politiets afgørelse er i overensstemmelse med § 745, få lejlighed til at gøre sig bekendt med materiale, som retten eventuelt efterfølgende vurderer, falder uden for forsvarerens adgang til aktindsigt.

Der foreslås på denne baggrund indsat en bestemmelse i § 746, stk. 2, hvorefter politiet i forbindelse med rettens prøvelse af lovligheden af politiets afgørelse efter § 745, 1. pkt., ikke skal fremlægge det materiale, som prøvelsen vedrører. Derimod kan retten pålægge politiet at redegøre for grundene til den afgørelse, som politiet har truffet vedrørende det pågældende materiale, som forsvareren har fremsat en konkretiseret anmodning om at få adgang til.

Justitsministeriet finder ikke, at politiet bør overdrage det materiale, som tvisten vedrører, til retten, idet retten herved ville blive bragt i en situation, hvor retten er i besiddelse af oplysninger, som forsvareren ikke har adgang til. Justitsministeriet har derfor vurderet, at retten i stedet bør træffe sin afgørelse bl.a. på baggrund af en redegørelse fra politiet. Redegørelsen kan gives skriftligt til retten og forsvareren. Redegørelsen skal indeholde oplysninger om, hvor oplysningerne stammer fra, hvilken form for materiale der er tale om, og hvem materialet vedrører. Derimod forudsættes redegørelsen ikke at skulle indeholde en mere detaljeret gennemgang af oplysningerne i det materiale, som efter politiets opfattelse falder uden for bestemmelsen i § 745, 1. pkt. Retten kan anmode om yderligere dokumentation vedrørende karakteren af det materiale, som tvisten vedrører.

Den foreslåede bestemmelse svarer til ordningen i retsplejelovens § 169, stk. 2, om vidneudelukkelse, hvor retten, hvis en myndighed nægter at give samtykke til, at en tjenestemand kan afkræves vidneforklaring, kan pålægge vedkommende myndighed over for retten at redegøre for grundene til nægtelsen, hvis tjenestemandens forklaring findes at være af afgørende betydning. Redegørelsen kan, jf. betænkning nr. 316/1962, s. 101, gives ”uden prisgivelse af de oplysninger, hvorom vidneførslens genstand drejer sig”. I modsætning til den ordning der foreslås i bestemmelsen i § 746, stk. 2, har sagens parter (herunder en tiltalt og dennes forsvarer i en straffesag) dog efter § 169, stk. 2, ikke krav på at blive bekendt med den afgivne redegørelse.

Det forudsættes, at oplysninger om identiteten på en meddeler , som ønsker at være anonym, ikke vil være omfattet af forsvarerens adgang til aktindsigt efter § 745, hvis politiet har udeladt navnet på meddeleren af politirapporten, og i stedet i politirapporten har anført, at politiet er bekendt med personens identitet. Politiet kan eksempelvis i de tilfælde, hvor de modtager oplysninger fra en person, der er tilknyttet rockermiljøet, og som ønsker at være anonym, undlade at anføre navnet i politirapporten, og navnet vil dermed heller ikke efterfølgende kunne kræves oplyst af forsvareren. Det gælder naturligvis ikke, hvis den pågældende skal afgive forklaring under domsforhandlingen. Om den pågældendes identitet i den situation kan holdes hemmelig for tiltalte, må afgøres efter retsplejelovens § 848, stk. 2, om såkaldte anonyme vidner.

Justitsministeriet er opmærksom på, at det kan anføres, at sigtede eller tiltalte ikke vil have mulighed for at imødegå eventuelle falske anklager, hvis de ikke kender identiteten på den person, der har angivet dem. Efter Justitsministeriets opfattelse kan det ikke afvises, at en anonym meddeler giver politiet oplysninger med et skjult motiv, f.eks. et ønske om at ramme den pågældende. Det skal imidlertid i den forbindelse fremhæves, at oplysningerne fra den anonyme meddeler kun vil føre til en straffesag, hvis politiet på andet grundlag kan føre bevis for, at tiltalte har begået et strafbart forhold. Hertil kommer, at den anonyme meddelers oplysninger som udgangspunkt indgår fuldt ud i sagen, og forsvareren – og naturligvis politiet – vil dermed have mulighed for at imødegå oplysningerne og deres pålidelighed. Det skal endvidere bemærkes, at samme problemstilling kan rejses i forhold til anonyme tip, som politiet modtager fra personer, hvis identitet ikke er politiet bekendt. Justitsministeriet er derfor af den opfattelse, at hensynet til at kunne imødegå eventuelle falske anklager ikke kan føre til, at forsvareren og sigtede eller tiltalte skal have krav på at få oplyst identiteten på en meddeler, der ønsker at være anonym.

Det kan i øvrigt henvises til pkt. 4 nedenfor om den praktiske anvendelse af meddelere.

I de situationer, hvor navnet på meddeleren fremgår af politirapporten, og meddeleren efterfølgende ønsker at være anonym, henvises til bemærkningerne nedenfor, pkt. 3.3.2. om begrænsninger i forsvarerens og sigtedes eller tiltaltes adgang til aktindsigt.

Identiteten på andre kilder end meddelere falder ligeledes uden for anvendelsesområde for § 745 og dermed forsvarerens (og sigtedes eller tiltaltes) adgang til aktindsigt, hvis kildens identitet på baggrund af et ønske om at være anonym ikke fremgår af rapporten. Det kan f.eks. være Politiets Efterretningstjeneste, en anden politikreds eller en udenlandsk politimyndighed, som har videregivet konkrete oplysninger om et strafbart forhold. I disse tilfælde vil politiet kunne nøjes med at anføre, at oplysningerne er modtaget fra en kilde, som er politiet bekendt. Arbejdsgruppen har i den forbindelse overvejet, om samme formulering skal anvendes, når der er tale om oplysninger fra en meddeler, der ønsker at være anonym. Herved sikres, at den sigtede eller tiltalte ikke kan regne kildens identitet ud. Der er i arbejdsgruppen enighed om, at en sådan formulering generelt vil være at foretrække.

Om indholdet af oplysningerne fra anonym meddeler eller anden anonym kilde er omfattet af forsvarerens adgang til aktindsigt afgøres efter de to kriterier, der er omtalt ovenfor (dvs. om oplysningerne er tilvejebragt og tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen eller tiltalen angår ).

Efter den gældende bestemmelse i § 745, stk. 4, kan forsvarerens adgang til aktindsigt begrænses, enten ved at materiale helt undtages fra forsvarerens adgang til aktindsigt indtil domsforhandlingens begyndelse, eller ved at forsvareren pålægges ikke at videregive oplysningerne til sigtede eller tiltalte. Et pålæg bortfalder senest, når tiltalte har afgivet forklaring under domsforhandlingen. De foreslåede ændringer i denne bestemmelse omtales i pkt. 3.3.2.1 – 3.3.2.5.

Af systematiske årsager foreslås det, at de nuværende bestemmelser i § 745, stk. 2 og 3, om forsvarerens adgang til at overvære visse efterforskningsskridt mv. rykkes ned efter bestemmelserne om forsvarerens aktindsigt og begrænsninger heri som henholdsvis § 745 c og § 745 d, stk. 1. Den eksisterende bestemmelse i § 745, stk. 4, om begrænsninger i forsvarerens adgang til aktindsigt mv. foreslås erstattet dels af to nye bestemmelser i henholdsvis § 745 a om tavshedspålæg og § 745 b om undtagelser fra forsvarerens adgang til aktindsigt, dels af en ny bestemmelse i § 745 d, stk. 2.

3.3.2.1 . Politiets og anklagemyndighedens repræsentanter i arbejdsgruppen har peget på det uhensigtsmæssige i, at de – ofte meget følsomme – oplysninger, som er omfattet af den gældende undtagelsesbestemmelse i § 745, stk. 4, ikke kan undtages fra forsvarerens adgang til aktindsigt længere end til domsforhandlingens begyndelse. De hensyn, som har begrundet en begrænsning i forsvarerens adgang til aktindsigt mv., vil ofte fortsat være til stede efter domsforhandlingens begyndelse. Således vil f.eks. hensynet til statens sikkerhed, fremmede magter eller tredjemand sjældent være mindre, blot fordi sagen er færdigefterforsket. Retsplejeloven indeholder imidlertid ikke i dag mulighed for at udstrække begrænsningen i forsvarerens adgang til aktindsigt mv. længere end til domsforhandlingens begyndelse, jf. dog § 745, stk. 4, 2. pkt., hvorefter et pålæg til en forsvarer om ikke at videregive bestemte oplysninger til den sigtede eller tiltalte kan udstrækkes, indtil tiltalte har afgivet forklaring under domsforhandlingen.

Der er i arbejdsgruppen enighed om, at denne retstilstand kan stille anklagemyndigheden over for meget vanskelige valg. Har en person, hvis identitet holdes hemmelig, givet politiet oplysninger om personer, der står bag eksempelvis mere organiseret kriminalitet, og den pågældende af denne grund frygter for sit liv, hvis disse personer får adgang til politiets oplysninger, hvoraf den pågældendes identitet kan udledes, kan dette begrunde en begrænsning i forsvarerens adgang til aktindsigt mv. indtil domsforhandlingen. Senest når domsforhandlingen indledes, må anklagemyndigheden imidlertid udlevere disse oplysninger til forsvareren – og de kan ikke holdes hemmelige for den tiltalte, efter at denne selv har afgivet forklaring – selv om anklagemyndigheden ikke agter at føre den pågældende person som vidne, idet der gennem den efterfølgende efterforskning efter anklagemyndighedens opfattelse er fremskaffet tilstrækkelige beviser for tiltaltes skyld. I denne situation kan anklagemyndigheden enten vælge at vægte hensynet til meddelerens liv højst og således opgive at gennemføre straffesagen om eventuelt meget alvorlig kriminalitet, eller også må oplysningerne gives til forsvareren og tiltalte med den konsekvens dette måtte have for meddeleren.

På den baggrund foreslår Justitsministeriet, at der i loven indsættes en mulighed for at undtage materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt på ubestemt tid – dvs. også efter både domsforhandlingens begyndelse og sagens afslutning – hvis dette er påkrævet for at varetage det hensyn, der begrunder fravigelsen. Kan hensynet imidlertid varetages ved, at forsvareren alene afskæres fra aktindsigt i et nærmere fastsat tidsrum, skal en undtagelse af materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt dog gøres tidsbegrænset.

Det er væsentligt at understrege, at muligheden for at meddele et tavshedspålæg til forsvareren, jf. § 745, stk. 4, foreslås opretholdt, jf. også nedenfor om forslaget til § 745 a.

Det følger af et almindeligt proportionalitetsprincip, at hvis et pålæg til forsvareren om ikke at videregive politiets oplysninger til sin klient er tilstrækkeligt for at varetage de hensyn, der begrunder, at sigtede eller tiltalte ikke bør have adgang til oplysningerne, skal denne mulighed anvendes som den mindst indgribende foranstaltning. Politiet og i sidste ende retten skal derfor i de tilfælde, hvor materialet som udgangspunkt er omfattet af forsvarerens adgang til aktindsigt, jf. nedenfor om forslaget til § 745 a, nøje overveje, om hensynet til eksempelvis tredjemands liv på tilstrækkelig måde kan varetages ved meddelelse af et tavshedspålæg, eller om der er behov for helt at undtage materialet fra forsvarerens adgang til aktindsigt.

3.3.2.2 . Det fremgår af den nugældende formulering af § 745, stk. 4, at hensynet til fremmede magter, til statens sikkerhed eller til sagens opklaring eller tredjemand kan begrunde en fravigelse af § 745, stk. 1, hvis det undtagelsesvis er påkrævet.

Bestemmelsen i § 745, stk. 4, blev indsat for at skabe en balance mellem forsvarerens beføjelser på den ene side og på den anden side en række andre hensyn, som taler imod forsvarerens ret til eksempelvis aktindsigt.

Det har i arbejdsgruppen været drøftet, om også andre tungtvejende hensyn end dem, der er opregnet i den nuværende § 745, stk. 4, kan tale imod at give forsvareren adgang til aktindsigt i materiale, der er tilvejebragt af politiet til brug for den konkrete sag, eller for at give forsvareren pålæg om ikke at videregive de oplysninger, forsvareren har modtaget fra politiet. Et sådan hensyn kan f.eks. være hensynet til opklaring af anden alvorlig kriminalitet. Der er i den forbindelse særligt peget på, at oplysninger modtaget fra udenlandske myndigheder eller fra andre politikredse, som udspringer af en igangværende efterforskning i udlandet eller i den anden politikreds, kan være af en sådan art, at den igangværende anden efterforskning afsløres. En adgang for forsvareren og dermed for sigtede eller tiltalte til sådanne oplysninger kan derfor medføre, at myndighedernes muligheder for at efterforske de andre igangværende sager ødelægges.

Tilsvarende er der i praksis et behov for at kunne hemmeligholde fortrolige oplysninger om politiets efterforskningsmetoder i de meget få tilfælde, hvor disse oplysninger overhovedet indgår i sagen. Der kan f.eks. være tale om mere tekniske oplysninger om eksempelvis politiets aflytningsudstyr eller hidtil hemmeligholdte oplysninger om den konkrete gennemførelse af en aflytning. Det vil kunne give anledning til betydelige problemer for politiets fremtidige efterforskningsmuligheder, hvis sådanne oplysninger spredes i kriminelle miljøer. Samtidig vil disse oplysninger som oftest være uden betydning for varetagelsen af sigtedes eller tiltaltes forsvar.

Det er Justitsministeriet opfattelse, at hensynet til fremmede magter, til statens sikkerhed, til sagens opklaring eller til tredjemand fortsat skal kunne begrunde en begrænsning af forsvarerens aktindsigt mv.

På baggrund af arbejdsgruppens drøftelser finder Justitsministeriet endvidere, at der er grund til at udvide mulighederne for at kunne begrænse forsvarerens adgang til aktindsigt mv. til også at omfatte andre hensyn. Modtager politiet således oplysninger, på baggrund af hvilke en person med tilknytning til en rockergruppe sigtes for en lovovertrædelse, og stammer oplysningerne fra efterforskning af en helt anden sag – eventuelt i en anden politikreds eller i et andet land – kan det forhold, at forsvareren og dermed sigtede får adgang til oplysningerne, væsentligt forringe politiets muligheder for at gennemføre efterforskningen af den anden sag. Hensynet til efterforskningen i en anden verserende sag bør derfor efter Justitsministeriets opfattelse også kunne begrunde en begrænsning i forsvarerens adgang til aktindsigt mv.

Da hensynet til efterforskningen i en anden verserende sag skal afvejes over for sigtedes eller tiltaltes mulighed for på betryggende vis at forsvare sig selv, finder Justitsministeriet, at der alene kan blive tale om at undtage oplysninger fra forsvarerens aktindsigt af hensyn til verserende efterforskning af anden alvorlig kriminalitet . Det foreslås derfor, at denne anden lovovertrædelse, der efterforskes, efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller angår en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 (forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed) og 13 (forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder mv.).

Modtager politiet oplysninger til brug for den konkrete sag fra en anden dansk politimyndighed, kan disse oplysninger efter den foreslåede bestemmelse kun undtages fra forsvarerens adgang til aktindsigt, hvis videregivelse af oplysningerne kan være ødelæggende for en anden efterforskning vedrørende alvorlig kriminalitet som eksempelvis manddrab, grov vold, alvorlig narkotikakriminalitet eller menneskehandel. Også verserende efterforskning af en lovovertrædelse i udlandet kan begrunde en undtagelse fra forsvarerens adgang til aktindsigt, hvis en handling svarende til den lovovertrædelse, der efterforskes i udlandet, efter dansk ret kan straffes med fængsel indtil 6 år eller derover eller udgør en forsætlig overtrædelse af bestemmelser i det pågældende lands lovgivning, der svarer til straffelovens kapitler 12 og 13.

De samme hensyn gør sig tilsvarende gældende for så vidt angår muligheden for at meddele forsvareren, at oplysninger ikke må videregives. Justitsministeriet foreslår derfor bestemmelsen om tavshedspålæg udvidet tilsvarende, jf. den foreslåede bestemmelse i § 745 a. Det bemærkes dog i den forbindelse, at et tavshedspålæg bortfalder seneste på det tidspunkt, hvor den tiltalte under domsforhandlingen har afgivet forklaring.

Endvidere er der efter Justitsministeriets opfattelse behov for at kunne undtage fortrolige oplysninger om politiets efterforskningsmetoder fra forsvarerens adgang til aktindsigt i de meget få tilfælde, hvor disse oplysninger overhovedet indgår i sagen. De mere tekniske oplysninger om eksempelvis politiets aflytningsudstyr mv. vil ofte være uden betydning for at varetage sigtedes eller tiltaltes forsvar, men det vil omvendt kunne skabe betydelige problemer for politiets fremtidige efterforskningsmuligheder, hvis sådanne oplysninger spredes i kriminelle miljøer. Hvorvidt der er tale om fortrolige oplysninger, vil efter Justitsministeriets opfattelse afhænge af, dels om oplysningen er almindelig kendt, dels om politiet har en særlig interesse i at holde oplysningen hemmelig.

Formålet med at hemmeligholde fortrolige oplysninger om politiets efterforskningsmetoder vil derimod ikke kunne opfyldes ved at give forsvareren pålæg om ikke at videregive disse fortrolige oplysninger til sigtede eller tiltalte, da pålægget bortfalder senest, når tiltalte har afgivet forklaring under domsforhandlingen. Der foreslås derfor ikke en tilsvarende udvidelse af bestemmelsen om tavshedspålæg.

Det fremgår allerede af den gældende bestemmelse i § 745, stk. 4, at hensyn til tredjemand kan begrunde en begrænsning i forsvarerens adgang til aktindsigt. Justitsministeriet finder imidlertid, at der kan være anledning til at præcisere, at der – for at der kan blive tale om at undtage oplysninger fra forsvarerens adgang til aktindsigt også efter, at domsforhandlingen er indledt – skal være tale om hensyn til ”tredjemands liv eller helbred”. Kun hvor et så alvorligt hensyn som frygten for tredjemands liv eller helbred gør sig gældende, bør forsvarerens adgang til aktindsigt kunne begrænses. Det kan næppe beskrives udtømmende og helt generelt for alle sagstyper, hvor konkretiseret frygten for tredjemands liv eller helbred skal være. På den ene side kan der ikke stilles krav om, at der foreligger konkrete oplysninger eller trusler om, at tredjemand vil lide overlast. På den anden side vil heller ikke enhver, abstrakt risiko for overgreb kunne begrunde en begrænsning af forsvarerens adgang til aktindsigt. Tilhører den sigtede eller tiltalte en organisation eller et netværk af personer, der er kendt for at begå alvorlig kriminalitet og for at anvende grov vold og eller trusler om grov vold mod personer, der afslører deres kriminalitet, vil dette imidlertid kunne begrunde en begrænsning af forsvarerens adgang til aktindsigt.

Efter Justitsministeriets opfattelse er der ikke et tilsvarende behov for at ændre den gældende (tilsvarende) betingelse for at give tavshedspålæg af hensyn til tredjemand. Et tavshedspålæg må således anses for en mindre indgribende foranstaltning end helt at undtage oplysninger fra forsvarerens adgang til aktindsigt.

3.3.2.3 . Det fremgår af den nuværende formulering af § 745, stk. 4, at begrænsning i forsvarerens adgang til aktindsigt mv. kun kan ske, hvis det ”undtagelsesvis” er påkrævet. Hertil kommer, at det i forarbejderne til bestemmelsen er præciseret, at der bør udvises betydelig tilbageholdenhed i anvendelsen af bestemmelsen, jf. ovenfor pkt. 3.1.1.4. Som følge heraf, anvendes muligheden for helt at undtage materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt i praksis kun i helt særlige tilfælde, hvor der foreligger ekstraordinære omstændigheder. Tavshedspålæg anvendes dog i praksis i noget videre omfang.

Denne snævre adgang til at begrænse forsvarerens adgang til aktindsigt mv. har været drøftet i arbejdsgruppen. Det er her særligt blevet fremhævet, at der i praksis er et behov for at udvide adgangen til at undtage oplysninger fra forsvarerens adgang til aktindsigt for at sikre, at politiets muligheder for bekæmpe bl.a. rockerkriminalitet og anden organiseret kriminalitet ikke indskrænkes mere, end hensynet til sigtedes eller tiltaltes retssikkerhed tilsiger.

Justitsministeriet foreslår på den baggrund, at adgangen til at undtage materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt (forslaget til § 745 b) udvides i forhold til gældende ret således, at materiale undtages fra forsvarerens adgang til aktindsigt, hvis det er påkrævet (og ikke kun ”undtagelsesvis påkrævet”) af hensyn til eksempelvis fremmede magter. Det er således ikke tilstrækkeligt, at der er et hensyn at varetage til eksempelvis fremmede magter. Der skal – for at materialet kan undtages forsvarerens adgang til aktindsigt – være tale om, at undtagelsen er påkrævet for at varetage det pågældende hensyn. Der skal i den forbindelse foretages en afvejning af på den ene side eksempelvis hensynet til fremmede magter og på den anden side betydningen af materialet for varetagelsen af sigtedes eller tiltaltes forsvar. Som det fremgår nedenfor af pkt. 3.4. har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol tillagt det stor vægt i forbindelse med Domstolens praksis vedrørende artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om retten til en retfærdig rettergang, at oplysninger kun undtages forsvarerens adgang til aktindsigt, hvis det er strengt nødvendigt (”strictly neccessary”).

Med udtrykket ”påkrævet” angives, at de pågældende hensyn skal være af meget væsentlig betydning, således at hensynet til forsvarerens interesse i at få adgang til de pågældende oplysninger findes at burde vige.

Hensynet til at varetage sigtedes eller tiltaltes forsvar indgår som nævnt i afvejningen af, om materialet kan undtages fra forsvarerens adgang til aktindsigt, jf. også den foreslåede bestemmelse i § 745 b, stk. 2. Vil undtagelse af materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt medføre væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af sigtedes eller tiltaltes forsvar , kan der således aldrig ske undtagelse af materialet. Dette gælder uanset, om det hensyn, der begrunder politiets anmodning, måtte være af meget væsentlig betydning. I disse tilfælde må politiet således enten lade forsvareren få det pågældende materiale – eventuelt med tavshedspålæg – eller frafalde sigtelsen/tiltalen.

Det foreslås tilsvarende, at anvendelsesområdet for at meddele forsvareren pålæg udvides i forhold til den gældende regel i § 745, stk. 4, således, at politiet kan give forsvareren pålæg, hvis det er ” nødvendigt” af hensyn til eksempelvis tredjemand, jf. forslaget til § 745 a. Der stilles efter forslaget ikke krav om, at der foreligger hensyn, som gør det påkrævet med et tavshedspålæg – begrænsningen skal blot være nødvendig. Dette har sammenhæng med, at et tavshedspålæg må anses for en mindre indgribende foranstaltning end en undtagelse af materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt (hvor det foreslåede kriterium er ”påkrævet”). Det følger af det almindelige proportionalitetsprincip, at politiet ved vurdering af, hvilken form for begrænsning der skal gøres i forhold til forsvarerens adgang til aktindsigt, skal anvende den mindst indgribende foranstaltning. Det må imidlertid antages, at et pålæg kun sjældent vil være tilstrækkeligt til at sikre varetagelsen af et hensyn til fremmede magter eller statens sikkerhed.

Et pålæg efter § 745 a kan være generelt og således omfatte alle oplysninger om sagen, herunder at der verserer en sag. Det svarer til pålæg efter § 748, stk. 6, hvorefter retten ifølge retspraksis kan pålægge forsvareren ikke at underrette sin klient om, at der har været afholdt et retsmøde.

Det følger tillige af proportionalitetsprincippet, at et pålæg efter den foreslåede § 745 a skal begrænses mest muligt for så vidt angår de oplysninger, der omfattes af pålægget. Et generelt pålæg til forsvareren om ikke at videregive nogen oplysninger vedrørende sagen kan kun meddeles, hvor det på baggrund af en vurdering af sagens konkrete omstændigheder skønnes at være den eneste måde, hvorpå det pågældende hensyn kan varetages. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvor en person, der er mistænkt for særdeles alvorlig kriminalitet, fortsat er på fri fod trods langvarig eftersøgning på grundlag af en fængslingskendelse. I denne situation kan det være nødvendigt af hensyn til sagens opklaring at give den mistænktes beskikkede forsvarer et pålæg om ikke at videregive nogen oplysninger overhovedet til den mistænkte – herunder oplysning om, at der verserer en sag mod den pågældende. Når hensynet, der har begrundet pålægget, er bortfaldet, skal pålægget ophæves. I den anførte situation er det således ikke nødvendigt af hensyn til sagens opklaring at opretholde et så vidtrækkende et pålæg, når den sigtede eller tiltalte er blevet anholdt.

3.3.2.4. Efter den gældende bestemmelse i § 745, stk. 4, er det politiet, der træffer afgørelse om begrænsning i forsvarerens adgang til aktindsigt mv. Forsvareren kan imidlertid efter bestemmelsen i § 746, stk. 1, indbringe politiets afgørelse herom for retten.

Ud fra retssikkerhedsmæssige hensyn finder Justitsministeriet, at det bør være retten, der har kompetencen til at træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger hensyn, der kan begrunde en undtagelse af materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt, og om disse hensyn er af så afgørende betydning, at forsvareren kan afskæres adgang til materialet. Det bør således være retten, der foretager afvejningen af på den ene side betydningen af de hensyn, der kan begrunde en fravigelse af forsvarerens ret til aktindsigt, og på den anden side fravigelsens betydning for forsvarerens muligheder i den konkrete sag for at varetage sigtedes eller tiltaltes forsvar. Det fremgår endvidere af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at en beslutning om at tilbageholde oplysninger for forsvaret bør træffes af en uafhængig og upartisk dommer, der har et sådant kendskab til sagen, at denne kan vurdere, om en tilbageholdelse er i overensstemmelse med kravene til en retfærdig rettergang, jf. pkt. 3.4. nedenfor.

Den dommer, der har truffet afgørelse om, hvorvidt der kan undtages materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt, bør efter Justitsministeriets opfattelse ikke deltage som dommer under domsforhandlingen i den senere straffesag, da dommeren på baggrund af sit forudgående kendskab til sagen vil være i besiddelse af oplysninger, som forsvareren ikke kender. Det samme gør sig gældende, hvis dommeren har truffet afgørelse om eksempelvis foretagelse af et indgreb i meddelelseshemmeligheden, og der i forbindelse hermed har været fremlagt oplysninger, der efter § 745 b er undtaget forsvarerens adgang til aktindsigt. Det foreslås derfor, at der indsættes et nyt stk. 4, i retsplejelovens § 60, om inhabilitet, hvorefter en dommer vil være inhabil i forbindelse med domsforhandling af straffesagen, hvis han har truffet en afgørelse af den ovennævnte karakter.

En dommers inhabilitet antages normalt at have afsmittende virkning for retsassessorer og fuldmægtige ved samme embede, f.eks. hvis dommeren har en personlig interesse i sagens udfald. I de her omhandlede tilfælde, hvor dommerens inhabilitet ikke er begrundet i egeninteresse i sagens udfald, men derimod i at den pågældende dommer – i forbindelse med behandlingen af en anmodning fremsat af politiet efter § 745 b – har fået kendskab til oplysninger, som forsvareren ikke kender, vil inhabiliteten ikke smitte af på retsassessorer og fuldmægtige ved samme embede.

Derimod er det Justitsministeriets opfattelse, at den gældende ordning, hvor politiet træffer afgørelse om tavshedspålæg , bør fastholdes. Der er tale om et mindre indgribende foranstaltning. Ligeledes vil forsvareren i sagens natur her være bekendt med begrænsningen og dermed have mulighed for at indbringe denne for retten, jf. § 746.

Undtagelse af materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt er en afgørelse af så indgribende karakter, at den bør træffes af retten efter kontradiktorisk proces, hvor argumenter både for og imod fravigelsen af retten til aktindsigt er blevet fremført. Det vil derfor være vigtigt, at en person er til stede under rettens behandling af spørgsmålet, der kan fremføre synspunkter til støtte for forsvarerens ret til aktindsigt i den konkrete sag.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er imidlertid, som anført, at varetage afgørende hensyn til eksempelvis fremmede magter, statens sikkerhed, tredjemands liv eller helbred eller til opklaring af alvorlig kriminalitet. Disse afgørende hensyn kan i situationer, hvor den foreslåede bestemmelse bringes i anvendelse, alene varetages ved at afskære forsvarerens adgang til aktindsigt. Såfremt forsvareren har lejlighed til, inden retten træffer sin afgørelse, at gøre sig bekendt med anklagemyndighedens materiale og argumenter for at afskære aktindsigten, forspildes formålet med foranstaltningen. Justitsministeriet finder derfor ikke, at forsvareren skal have adgang til deltage i retsmøder, hvor spørgsmålet om en undtagelse af materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt drøftes. Som en konsekvens heraf foreslår Justitsministeriet, at det udtrykkeligt anføres i § 748 om sigtedes og forsvarerens ret til at overvære retsmøder, at reglerne i bestemmelsen ikke omfatter retsmøder, der afholdes med henblik på at afgøre, om forsvarerens ret til adgang til aktindsigt skal begrænses, eller retsmøder, hvor der fremlægges oplysninger, der efter § 745 b er undtaget fra forsvarerens adgang til aktindsigt, og hvor der har været beskikket en advokat i medfør af bestemmelsen i § 784 (dvs. ved indgreb i meddelelseshemmeligheden, observation, dataaflæsning og hemmelig ransagning) for den, indgrebet er rettet mod. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis der i forbindelse med rettens afgørelse om, at der kan ske indgreb i meddelelseshemmeligheden, jf. § 783, stk. 1, fremlægges oplysninger, der er undtaget fra forsvarerens adgang til aktindsigt efter § 745 b.

Det foreslås i stedet, at der forud for rettens behandling beskikkes en særlig advokat for sigtede eller tiltalte, der kan varetage sigtedes eller tiltaltes interesser under behandling af spørgsmålet om undtagelse af materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt. Det foreslås, at advokaten beskikkes fra den særlige kreds af advokater, hvorfra der også sker beskikkelse i sager om indgreb i meddelelseshemmeligheden i sager om efterforskning af overtrædelser af straffelovens kapitel 12 og 13, jf. § 784, stk. 2. Det bemærkes i den forbindelse, at Justitsministeriet som følge heraf vil overveje, om der kan være behov for at antage et yderligere antal advokater i medfør af denne bestemmelse.

Advokaten får i det væsentlige de samme beføjelser, som den beskikkede, særlige advokat er tillagt i sager, hvor retten skal træffe afgørelse om indgreb i meddelelseshemmeligheden. Advokaten skal derfor underrettes om retsmøder, der afholdes med henblik på at træffe afgørelse efter § 745 b, og advokaten er berettiget til at få udleveret genparter af det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen eller tiltalen angår. Advokaten er berettiget til at overvære retsmøderne og til at udtale sig, og advokaten kan kære rettens afgørelse om at begrænse forsvarerens adgang til aktindsigt. Derimod skal advokaten ikke – efter at afgørelsen om, at materiale kan undtages fra forsvarerens adgang til aktindsigt, er truffet – løbende orienteres om sagens udvikling mv.

Rettens afgørelse skal efter den foreslåede bestemmelse træffes ved kendelse, hvori de konkrete omstændigheder, der begrunder fravigelsen, skal anføres. Det skal endvidere anføres i kendelsen, om undtagelsen er tidsmæssigt begrænset – f.eks. indtil domsforhandlingens begyndelse – eller om der er tale om en tidsubegrænset undtagelse af materialet. Kendelsen kan kæres til landsretten.

Ved retsmøder, der afholdes med henblik på at træffe afgørelse efter § 745 b, skal retslisten ikke indeholde oplysning om navnet på sigtede eller tiltalte, den særlig beskikkede advokat eller sagens indhold. Dette følger af bekendtgørelse nr. 811 af 28. oktober 1999 om retslister og massemediernes aktindsigt i og opbevaring af retsbogsudskrifter og kopier af anklageskrifter og retsmødebegæringer § 2, stk. 3, idet retsmødet afholdes med hjemmel i § 747. Retslisten vil således alene indeholde oplysning om tid og sted, karakteren af retsmødet (eksempelvis ”retsmøde under efterforskning”) og dommerens navn.

En fravigelse af reglerne om forsvarerens ret til aktindsigt er en indgribende foranstaltning, der kun kan anvendes, hvis det er påkrævet til varetagelse af et af de i § 745 b nævnte hensyn, og hvis fravigelsen ikke vil medføre væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af sigtedes eller tiltaltes forsvar. De enkelte hensyns vægt kan ændre sig under efterforskningens forløb, ligesom betydningen for varetagelsen af sigtedes eller tiltaltes forsvar af, at forsvareren ikke kender materialet, kan ændre sig. Det er derfor væsentligt for at sikre en retfærdig rettergang, at der sker en fornyet prøvelse af spørgsmålet på et tidspunkt, hvor efterforskningen er afsluttet, og det er fastlagt, hvilke beviser der skal føres under domsforhandlingen. Er der derfor tale om, at begrænsningen i forsvarerens adgang til aktindsigt er tidsubegrænset, bør der derfor efter Justitsministeriets opfattelse ske en fornyet prøvelse af hensynenes vægt forud for domsforhandlingen. Det skal på denne måde sikres, at forsvareren (og tiltalte) ikke forholdes oplysninger, uden at dette fortsat er påkrævet af hensyn til eksempelvis fremmede magter. Den fornyede prøvelse skal også sikre, at det fortsat ikke medfører væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af forsvaret at undtage det pågældende materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt. Det skal bemærkes, at politiet naturligvis er forpligtede til, hvis politiet finder, at hensynet, der begrundede udtagelsen fra forsvarerens adgang til aktindsigt ikke længere er til stede, af egen drift at udlevere oplysningerne til forsvareren.

Det forudsættes, at politiet sørger for, når sagen er berammet til domsforhandling, at indbringe spørgsmålet om fortsat begrænsning i forsvarerens adgang til aktindsigt efter § 745 b for retten. Den særligt beskikkede advokat vil i forbindelse med rettens fornyede behandling af spørgsmålet varetage sigtedes eller tiltaltes interesser. For at undgå at en eventuel udlevering af det materiale, som forsvareren hidtil ikke har fået aktindsigt i, i almindelighed vil gøre det nødvendigt at udsætte domsforhandlingen, bør den fornyede prøvelse – afhængig af sagens kompleksitet og omfang – formentlig som hovedregel finde sted senest 4 uger før domsforhandlingens begyndelse. Hvis retten ved den fornyede prøvelse når frem til, at en undtagelse ikke længere er strengt nødvendig af hensyn til eksempelvis fremmede magter, vil forsvareren derved have mulighed for i rimelig tid inden domsforhandlingens begyndelse at sætte sig ind i de nye oplysninger og træffe de foranstaltninger, som oplysningerne giver anledning til. Hovedreglen bør således være, at domsforhandlingen ikke udsættes i den anledning. En udsættelse af domsforhandlingen er imidlertid ikke udelukket, hvis hensynet til forsvaret tilsiger dette.

I rettens fornyede vurdering vil det indgå, om der er kommet nye oplysninger frem om eksempelvis betydningen af det hensyn, der har begrundet en fravigelse af forsvarerens ret til aktindsigt. Nye oplysninger om betydningen af begrænsningen i forsvarerens adgang til aktindsigt for varetagelsen af sigtedes eller tiltaltes forsvar kan ligeledes danne grundlag for, at retten vurderer, at materialet ikke længere kan undtages forsvarerens adgang til aktindsigt. Hvor der er tale om, at meget følsomme oplysninger er undtaget fra forsvarerens adgang til aktindsigt – eksempelvis hensyn til statens sikkerhed – må det dog antages, at der kun rent undtagelsesvis vil fremkomme nye oplysninger, der kan danne grundlag for en omgørelse af kendelsen.

Det er en naturlig konsekvens af de foreslåede regler, at sigtedes eller tiltaltes forsvarer heller ikke har ret til at modtage en kopi af kendelsen, der som nævnt indeholder en nærmere opregning af de konkrete omstændigheder, der begrunder en fravigelse af reglen i § 745. Forsvareren vil heller ikke få besked om, at der er truffet afgørelse om begrænsning af hans eller hendes ret til aktindsigt.

Det bemærkes i den forbindelse, at bestemmelsen i § 746 om indbringelse for retten af tvister vedrørende politiets efterforskningsskridt eller sigtedes og forsvarerens beføjelser ikke er anvendelig på spørgsmål om helt at undtage materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt efter den foreslåede § 745 b. Bestemmelsen i § 746 indeholder en legalitetskontrol, der sikrer, at retten træffer afgørelse i sager, hvor politiet/anklagemyndigheden og forsvareren er uenige om efterforskningsskridt eller beføjelser. Med den foreslåede 745 b indføres imidlertid en særskilt obligatorisk legalitetskontrol. Det vil derimod fortsat være muligt for forsvareren at indbringe spørgsmål om pålæg givet i henhold til den foreslåede § 745 a, der viderefører den eksisterende regel om pålæg i § 745, stk. 4, for retten efter § 746.

3.3.2.5 . Som det fremgår af pkt. 3.1.1.4. om gældende ret, er der efter den nuværende bestemmelse i § 745, stk. 4 – på samme måde som ved forsvarerens adgang til aktindsigt – en adgang til at fravige reglerne i den gældende § 745, stk. 3, om forsvarerens ret til at blive underrettet om efterforskningsskridt, der kan formodes at ville finde anvendelse som bevis under domsforhandlingen, samt om forsvarerens ret til at være til stede.

Oplysninger, som en forsvarer har modtaget i medfør af bestemmelsen i § 745 d, stk. 1, er tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen eller tiltalen angår, og dermed omfattet af § 745. Det betyder, at politiet efter bestemmelsen i § 745 a vil kunne meddele en forsvarer pålæg om ikke at videregive oplysningerne til sigtede eller tiltalte, herunder selve oplysningen om, at der har været foretaget det pågældende efterforskningsskridt.

Justitsministeriet finder, at der ligesom efter de gældende regler bør være mulighed for helt at undlade at underrette en forsvarer om, at der foretages et efterforskningsskridt omfattet af § 745 d, eller at et sådant efterforskningsskridt har været foretaget. Efter Justitsministeriets opfattelse kan de hensyn, som gør sig gældende for så vidt angår muligheden for at undtage materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt, tilsvarende gøre sig gældende vedrørende forsvarerens rettigheder efter den foreslåede § 745 d, stk. 1 (nuværende § 745, stk. 3).

Det foreslås derfor, at reglerne i den foreslåede bestemmelse i § 745 d, stk. 1, skal kunne fraviges efter reglerne i § 745 b. Dette medfører, at hvis politiet ønsker at foretage et efterforskningsskridt af den i § 745 d, stk. 1 (tidligere § 745, stk. 3), anførte karakter uden at give forsvareren underretning herom (hverken forudgående underretning eller efterfølgende underretning), skal politiet indbringe dette spørgsmål for retten. Der skal tillige efter § 745 b, stk. 5, beskikkes en advokat for den sigtede eller tiltalte, der over for retten kan anføre synspunkter, der taler for, at der skal gives underretning til forsvareren om foretagelsen af efterforskningsskridtet. Den særlig beskikkede advokat skal derimod ikke være til stede under foretagelsen af det efterforskningsskridt omfattet af § 745 d, som politiet ønsker at foretage.

Det bemærkes, at et efterforskningsskridt af den i § 745 d anførte karakter, der er foretaget uden, at forsvareren har været til stede, ikke under domsforhandlingen kan anvendes som det eneste eller afgørende bevis, da dette ville kunne indebære en krænkelse af artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

3.3.2.6 . Endelig skal det bemærkes, at materiale, der efter rettens kendelse er undtaget forsvarerens adgang til aktindsigt, ikke kan udleveres efter retsplejelovens § 41. Heller ikke i forbindelse med sager om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning, jf. retsplejelovens kapitel 93 a, kan der gives adgang til aktindsigt i dokumenter mv., der da straffesagen verserede, var undtaget fra forsvarerens adgang til aktindsigt. Spørgsmålet om aktindsigt i disse sager skal fortsat vurderes efter retsplejelovens § 41 og forvaltningslovens § 18. Det forudsættes, at en anmodning om aktindsigt efter retsplejelovens § 41 og forvaltningslovens § 18 i almindelighed vil skulle afslås med henvisning til de samme hensyn, som har begrundet undtagelsen af materialet efter § 745 b.

Hvis materiale er undtaget forsvarerens adgang til aktindsigt efter rettens kendelse, kan de hensyn, der har begrundet undtagelsen, ikke varetages, hvis forsvareren – og dermed sigtede eller tiltalte – på anden måde kan skaffe sig indsigt i oplysningerne.

Har retten således efter den foreslåede § 745 b fundet grundlag for at undtage eksempelvis en oplysning om anmelderens identitet fra forsvarerens adgang til aktindsigt på baggrund af en konkret fare for den pågældendes liv eller helbred, hvis identiteten bliver kendt, bør forsvareren – og dermed sigtede eller tiltalte – ikke have mulighed for eksempelvis i forbindelse med bevisførelsen under domsforhandlingen at opnå kendskab til den pågældendes identitet. Forsvareren bør derfor ikke have mulighed for ved afhøring af eksempelvis en polititjenestemand at få adgang til en sådan oplysning. Det samme gør sig gældende i de situationer, hvor eksempelvis en anmelders identitet slet ikke indgår i sagen efter § 745, hvilket vil være tilfældet, hvis den pågældende har anmodet om at være anonym, og politiet derfor i rapporten har angivet, at oplysningerne stammer fra en kilde, hvis identitet er politiet bekendt, jf. pkt. 3.3.1. ovenfor.

3.3.3.1. Det foreslås på denne baggrund, at § 169, stk. 3, 3. pkt., udvides til også at omfatte hensynet til tredjemands liv eller helbred. Arbejdsgiveren for en tjenestemand – i dette tilfælde en polititjenestemand – kan således nægte at give samtykke til, at den pågældende polititjenestemand kan afkræves vidneforklaring, hvis dette er begrundet med hensynet til tredjemands liv eller helbred. Retten kan herefter alene vurdere – på baggrund af en redegørelse for grundene til nægtelsen – om nægtelsen rent faktisk er begrundet i et sådant hensyn og ikke, om hensynet til hemmeligholdelse bør vige for hensynet til sagens opklaring. Det forudsættes i denne forbindelse som en naturlig konsekvens af den foreslåede § 745 b, at forsvareren naturligvis ikke har adgang til under vidneafhøring mv. under domsforhandlingen mere generelt at spørge til, om der vidnet bekendt er undtaget materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt efter denne bestemmelse, da forsvarerens – og dermed sigtedes eller tiltaltes – kendskab til dette kan føre til, at det kan udledes, hvilke oplysninger der ikke er givet aktindsigt i.

Arbejdsgruppen har drøftet, om også andre af de hensyn, der fremgår af den foreslåede § 745 b, bør omfattes af § 169, stk. 3, 3. pkt., idet det i den forbindelse bemærkes, at hensynet til statens sikkerhed eller dens forhold til fremmede magter allerede i dag er omfattet af bestemmelsen. Der er imidlertid enighed om, at der ikke er et behov herfor. Det betyder ikke, at en polititjenestemand vil skulle afgive vidneforklaring om f.eks. fortrolige oplysninger om politiets efterforskningsmetoder. Efter § 169, stk. 2, kan retten – efter at politiet har redegjort for grundene til, hvorfor en forklaring ikke kan afgives – vælge at acceptere, at polititjenestemanden ikke må afgive vidneforklaring om forholdet. Det vil således være op til rettens afgørelse konkret at vurdere, om der er grundlag for at pålægge en polititjenestemand at afgive forklaring.

3.3.3.2. På samme måde som forsvareren ved afhøring af en polititjenestemand ville kunne opnå kendskab til oplysninger, som efter § 745 b er undtaget fra forsvarerens adgang til aktindsigt, ville et sådan kendskab kunne opnås ved forsvarerens egen bevisførelse. Har retten eksempelvis efter den foreslåede § 745 b vurderet, at oplysninger fra en politirapport om identiteten på en meddeler bør undtages fra forsvarerens adgang til aktindsigt, da der, hvis identiteten bliver kendt af sigtede eller tiltalte, er en konkret fare for meddelerens liv eller helbred, bør forsvareren ikke have mulighed for at anmode om, at meddeleren indkaldes som vidne. Meddelerens identitet ville hermed blive afsløret.

Det samme er tilfældet i de situationer, hvor en meddeler eller anmelder har anmodet politiet om at være anonym, og politiet derfor, i overensstemmelse med det under pkt. 3.3.1. anførte, i rapporten har oplyst, at politiet er bekendt med personens identitet. Som det fremgår det anførte sted, er oplysningen om personens identitet i denne situation ikke omfattet af forsvarerens aktindsigt efter § 745. Ved at anmode om at få den pågældende indkaldt som vidne, vil den pågældende ikke længere over for forsvareren og sigtede eller tiltalte kunne være anonym.

Justitsministeriet finder derfor, at der i retsplejeloven bør indsættes en udtrykkelig bestemmelse om, at en person ikke kan indkaldes som vidne, når oplysninger om den pågældendes identitet ikke indgår i sagen i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 745, 1. pkt., eller er undtaget fra forsvarerens adgang til aktindsigt, jf. § 745 b. Hermed forhindres det, at identiteten på personer, der i forbindelse med, at de har givet politiet oplysninger, har ønsket at være anonyme, afsløres under domsforhandlingen. En risiko for afsløring af identiteten under domsforhandlingen vil kunne betyde, at personer, der er i besiddelse af værdifulde oplysninger, ikke tør rette henvendelse til politiet. Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse ikke omfatter den situation, at forsvareren ønsker en navngiven person indkaldt som vidne, og denne person tilfældigvis er identisk med en person, hvis identitet ikke indgår i sagen eller er undtaget fra forsvarerens aktindsigt. Hvis bestemmelsen fandt anvendelse i denne situation, ville det netop afsløre, at oplysningen om den pågældendes identitet er holdt ude af sagen, og dermed være i strid med de hensyn til beskyttelse af den pågældende, der ligger bag, at oplysning om den pågældendes identitet er udeladt af sagen.

Det skal understreges, at hensigten med den foreslåede bestemmelse ikke er at afskære forsvareren fra at anmode politiet om at foretage yderligere efterforskningsskridt, eksempelvis med henblik på at finde yderligere vidner eller at afdække bestemte vidner.

Det skal tillige understreges, at hvis oplysningerne anvendes af anklagemyndigheden som bevis under domsforhandlingen, skal den pågældende naturligvis kunne indkaldes som vidne. I disse tilfælde vil det heller ikke være muligt at undtage oplysninger om identiteten fra forsvarerens adgang til aktindsigt efter den foreslåede § 745 b.

3.4.1 . Det følger af artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at enhver, der er anklaget for en forbrydelse, har ret til en retfærdig rettergang. Det følger bl.a. heraf, at anklagemyndigheden skal gøre forsvaret bekendt med alt relevant bevismateriale, som anklagemyndigheden er i besiddelse af, hvad enten det taler for eller imod den tiltalte (se bl.a. Edwards mod Storbritannien, dom af 25. november 1992, præmis 36).

Der er imidlertid ikke tale om nogen absolut ret. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol anerkender således, at hensynet til vidners liv, frihed og sikkerhed og hensynet til vigtige offentlige interesser, herunder f.eks. national sikkerhed og politiets efterforskningsmetoder, efter omstændighederne kan begrunde en fravigelse af udgangspunktet om forsvarerens ret til aktindsigt (se bl.a. Rowe og Davis mod Storbritannien, dom af 16. februar 2000, præmis 61).

Ved en begrænsning af forsvarerens ret til aktindsigt i materiale, som er tilvejebragt af politiet, er det efter Domstolens praksis en betingelse, at begrænsningen af aktindsigten er strengt nødvendig (”strictly necessary”) (se bl.a. Rowe og Davis-dommen, præmis 61).

For at sikre, at tiltalte får en retfærdig rettergang, er det efter Domstolens praksis endvidere afgørende, at de ulemper, som en begrænsning af aktindsigten medfører for forsvaret, på tilstrækkelig måde opvejes af passende retssikkerhedsgarantier i forbindelse med beslutningen om at tilbageholde oplysninger for forsvaret (se bl.a. Rowe and Davis-dommen, præmis 61).

Domstolen har i den forbindelse fastslået, at det ikke er dens opgave at vurdere, om en tilbageholdelse af materiale for forsvaret har været strengt nødvendig i en given sag, idet det er op til de nationale domstole at bedømme det bevismateriale, der fremlægges. Domstolens opgave er derimod at vurdere, om de beslutningsprocedurer, der følges i den pågældende sag, er i overensstemmelse med kravene til en retfærdig rettergang, og om der eksisterer tilstrækkelige retssikkerhedsgarantier til beskyttelse af tiltalte (se bl.a. Rowe og Davis-dommen, præmis 62, og Jasper mod Storbritannien, dom af 16. februar 2000, præmis 53).

I Rowe og Davis-dommen fandtes det at udgøre en krænkelse af artikel 6, at anklagemyndigheden bl.a. havde tilbageholdt oplysninger for forsvaret om, at et vidne havde fungeret som meddeler for politiet gennem længere tid, og havde modtaget en dusør for at tilvejebringe oplysninger i sagen. Domstolen udtalte, at en procedure, hvor det er anklagemyndigheden selv, der forsøger at vurdere betydningen af de hemmeligholdte oplysninger for forsvaret, og foretager en afvejning heraf over for offentlighedens interesse i hemmeligholdelsen, ikke er forenelig med de krav, der følger af artikel 6. Det var ikke tilstrækkeligt, at appelretten efterfølgende havde mulighed for at afgøre spørgsmålet om tilbageholdelse af oplysninger, idet appelretten ikke havde fuld adgang til bevismaterialet i sagen, herunder mulighed for at overvære vidneafhøringer.

I Jasper-dommen fandtes det derimod ikke at udgøre en krænkelse af artikel 6, at anklagemyndigheden havde tilbageholdt oplysninger for forsvaret. Domstolen lagde bl.a. vægt på, at spørgsmålet om tilbageholdelse af oplysninger var blevet indbragt for retten, at retten var fuldt ud bekendt med sagen og dermed i stand til på betryggende vis at afgøre spørgsmålet om tilbageholdelse af oplysninger, at retten havde pligt til løbende at vurdere, om tilbageholdelsen var i overensstemmelse med kravene til en retfærdig rettergang, at forsvaret var blevet informeret om, at anklagemyndigheden ønskede at tilbageholde oplysninger, dog uden at kende indholdet af oplysningerne, at forsvaret havde mulighed for at komme med bemærkninger hertil, at de tilbageholdte oplysninger ikke indgik i anklagemyndighedens sag mod den tiltalte, og ikke blev fremført for nævningerne, samt at hensynet til forsvaret var indgået med betydelig vægt.

Sammenfattende følger det af artikel 6, at beslutningen om at tilbageholde oplysninger for forsvaret skal træffes af en uafhængig og upartisk dommer, der har et sådant kendskab til sagen, at denne kan vurdere, om en tilbageholdelse er i overensstemmelse med kravene til en retfærdig rettergang. Spørgsmålet om tilbageholdelse af oplysninger for forsvaret må ikke overlades til anklagemyndighedens eget skøn. Nødvendigheden af at tilbageholde oplysninger for forsvaret bør løbende overvejes af dommeren. Ved afgørelsen af, om oplysninger skal tilbageholdes for forsvaret, skal dommeren foretage en rimelig afvejning af de ulemper, som påføres forsvaret ved en begrænsning af aktindsigten overfor det modsatrettede hensyn til f.eks. beskyttelse af vidner eller vigtige offentlige interesser. Tilbageholdelsen af oplysninger for forsvaret skal være strengt nødvendig.

3.4.2 . Efter Justitsministeriets opfattelse vil den foreslåede ordning være forenelig med konventionens artikel 6 og de krav, der følger af Domstolens praksis.

Efter den foreslåede § 745 b kan retten efter anmodning fra politiet bestemme, at forsvareren ikke skal have adgang til materiale tilvejebragt af politiet til brug for den sag, som sigtelsen eller tiltalen angår, hvis det er påkrævet af hensyn til 1) fremmede magter, 2) statens sikkerhed, 3) sagens opklaring, 4) tredjemands liv eller helbred, 5) efterforskning i en anden verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller som udgør en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 og 13, eller 6) beskyttelse af fortrolige oplysninger om politiets efterforskningsmetoder. Herudover følger det af § 745 b, stk. 2, at en afgørelse om at fravige reglerne om forsvarerens ret til aktindsigt ikke kan træffes, hvis det giver anledning til væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af sigtedes eller tiltaltes forsvar.

Inden retten træffer afgørelse om begrænsning af forsvarerens ret til aktindsigt, skal der beskikkes en advokat for sigtede, og advokaten skal have lejlighed til at udtale sig.

Det forudsættes efter den foreslåede ordning, at det materiale, der hemmeligholdes for forsvareren, ikke indgår i rettens bevisvurdering i straffesagen mod tiltalte.

Ifølge forslaget er det et krav, at forsvarerens aktindsigt kun begrænses i tilfælde, hvor det er påkrævet af hensyn til f.eks. statens sikkerhed eller tredjemands liv eller helbred.

Den foreslåede ordning forudsætter, at retten i hvert enkelt tilfælde foretager en vurdering af, i hvilket omfang hensynet til f.eks. statens sikkerhed eller tredjemands liv eller helbred konkret kan begrunde en begrænsning i forsvarerens aktindsigt. Denne afvejning skal ifølge ordningen foretages på ny forud for domsforhandlingen. Herudover er hensynet til sigtede eller tiltalte tilgodeset ved, at der beskikkes en advokat for sigtede eller tiltalte, som skal have lejlighed til at udtale sig, herunder at fremhæve de forhold, der i den konkrete sag taler mod en begrænsning af aktindsigten. Efter den foreslåede ordning er det endvidere forudsat, at rettens afgørelse træffes ved kendelse, hvilket navnlig har den betydning, at afgørelsen skal begrundes. Retten bør i begrundelsen angive de konkrete omstændigheder, der efter rettens opfattelse gør det påkrævet, at hensynet til sigtede eller tiltalte bør vige overfor hensynet til f.eks. statens sikkerhed eller tredjemands liv eller helbred.

Den afvejning, der efter den foreslåede ordning skal foretages af retten i hvert enkelt tilfælde, svarer til den afvejning, der følger af Domstolens praksis. Hertil kommer, at den foreslåede ordning som beskrevet indeholder væsentlige retssikkerhedsgarantier til beskyttelse af den sigtede eller tiltalte. Det betyder efter Justitsministeriets opfattelse, at en begrænsning af forsvarerens aktindsigt i overensstemmelse med den foreslåede ordning vil være forenelig med konventionens artikel 6 og de krav, der følger af Domstolens praksis.

Der foreligger ikke en ensartet administrativ praksis for politiets anvendelse af meddelere. Af administrative retningslinier gældende for samtlige politikredse findes alene Rigsadvokatens meddelelse nr. 3/1996 af 28. oktober 1996 om udformning af politirapporter i situationer, hvor politiet modtager oplysninger fra personer, der ønsker at være anonyme, og Rigspolitichefens kundgørelse II nr. 34 af 14. juni 1995 om dusører.

Det er fra politiets og anklagemyndighedens repræsentanter i arbejdsgruppen blevet tilkendegivet, at det er uheldigt, at der ikke findes ensartede administrative retningslinier for anvendelse af meddelere gældende for samtlige politikredse.

Som et eksempel på et tilfælde, hvor politiets anvendelse af en meddeler har givet anledning til problemer, kan nævnes Vestre Landsrets dom, trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2001, side 1386 . Sagen drejede sig om to polititjenestemænd, der i en række tilfælde over ca. 7 måneder til en meddeler fra det kriminelle miljø havde videregivet fortrolige oplysning om bl.a. brugsstjålne biler og kriminelle personer, herunder oplysninger fra Kriminalregisteret og Centralregisteret for Motorkøretøjer. Den ene tiltalte blev som følge heraf fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 152, stk. 2, og der blev fastsat en betinget straf af fængsel i 30 dage.

Rigsadvokaten har den 3. august 2001 nedsat en arbejdsgruppe, der har til opgave at udarbejde et udkast til retningslinier for politi og anklagemyndighed om

– de interne procedurer, der skal gælde for kontakten med meddelere, herunder om det ledelsesmæssige ansvar og om styring af og kontrol med sådanne kontakter,

– politiets, herunder også de enkelte polititjenestemænds forhold til sådanne personer og

Arbejdet i Rigsadvokatens arbejdsgruppe om meddelere blev sat i bero på overvejelserne i arbejdsgruppen om styrkelse af politiets indsats mod rockerkriminalitet.

Arbejdsgruppen har i forbindelse med de foreslåede ændringer, som udvider politiets muligheder for at anvende meddelere, forudsat, at Rigsadvokatens arbejdsgruppe færdiggør sit arbejde med at udarbejde et udkast til instruks om politiets anvendelse af meddelere. Arbejdsgruppen vedrørende rockerkriminalitet har herved lagt vægt på, at der vil ske en opstramning af de interne procedurer for politiets brug af meddelere, og at der bliver tale om en mere indgående ledelsesmæssig kontrol.

Justitsministeriet finder på denne baggrund ikke anledning til at tage initiativ til en særlig lovregulering af politiets anvendelse af meddelere ud over de foreslåede bestemmelser i § 754 a, stk. 2, og § 754 b, stk. 2, 2. pkt.

5.1.1. Efter straffelovens §§ 75-77 a kan der ske konfiskation af blandt andet udbytte ved en strafbar handling. Reglerne om konfiskation har i det væsentlige fået deres nuværende udformning ved lov nr. 212 af 4. juni 1965, der er udarbejdet på grundlag af Straffelovrådets betænkning nr. 355/1964 om konfiskation. Der henvises herom til Folketingstidende 1964-65, forhandlingerne sp. 1962-1971, 2521-2552, 5536-5556 og 5791, tillæg A, sp. 937-1006, samt tillæg B, sp. 801-832.

Konfiskationsreglerne er siden ændret ved lov nr. 411 af 10. juni 1997. Ved denne lov blev der indført en udvidet adgang til konfiskation af udbytte fra kriminalitet ved indsættelse af bestemmelsen i § 76 a. Der henvises herom til Folketingstidende 1996-97, forhandlingerne, s. 2202-2215, 7453 og 7938-7947, tillæg A, s. 2475-2538 samt tillæg B, s. 988-993.

Senest er konfiskationsreglerne ændret ved lov nr. 378 af 6. juni 2002 (Initiativer til bekæmpelse af terrorisme mv.), hvor bestemmelsen i § 77 a om konfiskation af genstande, som må befrygtes at ville blive brugt ved en strafbar handling, blev udvidet til også at omfatte konfiskation af andre formuegoder, herunder penge. Der henvises herom til Folketingstidende 2001-2002, forhandlingerne, s. 1321-1354, tillæg A, s. 808-928, samt tillæg B, s. 1465-1509.

5.1.2. Konfiskation er efter dansk ret formelt ikke en ”straf”, men en ”anden retsfølge” af en strafbar handling. Konfiskation sker dog ofte ud fra mere pønalt (strafmæssigt) prægede synspunkter, og der er i disse tilfælde en flydende overgang mellem anvendelsen af udbyttekonfiskation og egentlig straf, f.eks. bøder.

Ifølge konfiskationsreglerne kan der foretages konfiskation af udbytte ved en strafbar handling eller et hertil svarende beløb (§ 75, stk. 1) og af genstande, som har været brugt eller bestemt til at bruges ved en strafbar handling, er frembragt ved en strafbar handling eller med hensyn til hvilke, der i øvrigt er begået en strafbar handling (§ 75, stk. 2). Endvidere kan der foretages konfiskation af genstande og andre formuegoder, herunder penge, som må befrygtes at blive brugt ved en strafbar handling, hvis det er påkrævet for at forebygge handlingen (§ 77 a).

Begrebet ”udbytte” i straffelovens § 75, stk. 1, omfatter den økonomiske fordel – herunder en besparelse – som gerningsmanden har opnået ved en lovovertrædelse. Udbytte kan bestå både i penge og individuelle ting (f.eks. tyvekoster). Det er ikke et krav, at berigelsen er i behold, når konfiskationen foretages. Dvs. der kan foretages konfiskation, selv om lovovertræderen har forbrugt den opnåede vinding. Udbyttekonfiskationen sker så ved værdikonfiskation (”et hertil svarende beløb”).

Efter bestemmelsen i § 75, stk. 1, 2. pkt., kan der ske konfiskation af et skønsmæssigt fastsat udbytte, hvis det ikke er muligt at fastslå udbyttets præcise størrelse. Bestemmelsen er udtryk for en bevislettelse i forhold til anklagemyndighedens normale bevisbyrde i straffesager.

Kredsen af personer, der kan foretages konfiskation hos, er reguleret i straffelovens § 76. Der kan efter denne bestemmelse ske konfiskation hos den person, som udbyttet umiddelbart er tilfaldet (stk. 1), ligesom der i visse tilfælde kan ske konfiskation hos andre (stk. 4). Sidstnævnte bestemmelse tager sigte på situationer, hvor den umiddelbare modtager af udbyttet har foretaget dispositioner over udbyttet for at skjule dette og dermed bringe det i ly for konfiskation.

Konfiskation efter straffelovens § 75 er begrænset til det udbytte, som den tiltalte har opnået ved den lovovertrædelse, han findes skyldig i efter en almindelig bevisbedømmelse. Bestemmelsen i § 76 a giver derimod mulighed for konfiskation, uden at anklagemyndigheden kan bevise en forbindelse mellem en konkret forbrydelse og det konfiskerede. Der er fortsat krav om, at udbytte for at kunne konfiskeres skal stamme fra kriminelle handlinger, men bevisbyrden er vendt, således at tiltalte skal bevise eller sandsynliggøre, at formuen er erhvervet på lovlig måde eller for lovligt erhvervede midler, jf. § 76 a, stk. 4.

Betingelsen for at foretage udvidet udbyttekonfiskation efter § 76 a er for det første, at en person findes skyldig i en strafbar handling, der kan give betydeligt udbytte, jf. § 76 a, stk. 1, nr. 1. Det er efter bestemmelsen ikke afgørende, om den strafbare handling konkret har givet et udbytte, men alene at den strafbare handling er egnet til at give udbytte. I forarbejderne nævnes som eksempler på sådanne strafbare handlinger grov narkotika- og berigelseskriminalitet og penge- eller dokumentfalsk, jf. Folketingstidende 1996-1997, tillæg A, s. 2503.

Dernæst er det en betingelse, at den strafbare handling er af alvorligere karakter. Den strafbare handling skal således efter loven kunne straffes med fængsel i 6 år eller derover eller være en overtrædelse af straffelovens § 286, stk. 1, om groft tyveri, jf. § 76 a, stk. 1, nr. 2.

Bestemmelsen i § 76 a er forudsat navnlig anvendt over for større pengebeløb eller andre likvide formueværdier, som tiltalte ikke kan give nogen fornuftig forklaring på, f.eks. værdipapirer, indestående på bankkonti (eventuelt i udlandet) eller kontantbeløb. Bestemmelsen er imidlertid ikke begrænset hertil, men kan f.eks. også anvendes i forhold til fast ejendom. Der er ikke i bestemmelsen angivet en minimumsgrænse for, hvilke formuegoder der kan konfiskeres, men i forarbejderne er det forudsat, at bestemmelsen ikke anvendes i forhold til mindre værdier svarende til 50.000 kr. i 1997-niveau, jf. Folketingstidende 1996-1997, tillæg A, s. 2503-2504.

Formuegoder erhvervet af tiltaltes ægtefælle eller samlever kan konfiskeres efter samme regler, medmindre de er erhvervet mere end 5 år før lovovertrædelsen eller på et tidspunkt, hvor ægteskabet eller samlivet ikke bestod, jf. § 76 a, stk. 2.

Der kan endvidere efter § 76 a, stk. 3, ske konfiskation af formuegoder, som tiltalte inden for de seneste 5 år har overdraget til en juridisk person (selskaber mv.), som den tiltalte – eventuelt sammen med sine nærmeste – har en bestemmende indflydelse på. Tilsvarende gælder, hvis tiltalte oppebærer en betydelig del af den juridiske persons indtægter.

Ligesom ved almindelig udbyttekonfiskation efter § 75 kan den udvidede udbyttekonfiskation efter § 76 a ske ved værdikonfiskation (”et hertil svarende beløb”), jf. § 76 a, stk. 5, da det oprindelige udbytte meget ofte er omsat eller ikke kan identificeres, når straffesagen rejses.

Rockerkriminalitet og anden organiseret kriminalitet er kriminalitetsformer, der som oftest indebærer meget betydelig udbytte. Den udvidede udbyttekonfiskation efter straffelovens § 76 a giver i disse tilfælde mulighed for konfiskere større formueværdier, selv om den tiltalte er dømt for en forbrydelse, der konkret har givet et meget lille eller intet udbytte, når det efter oplysningerne om den dømtes indtægter forekommer usandsynligt, at disse værdier er opnået på lovlig vis.

Der er i arbejdsgruppen om en styrket politiindsats over for rockerkriminalitet enighed om, at de gældende regler om udvidet udbyttekonfiskation er et effektiv redskab til bekæmpelse af rockernes kriminalitet og anden organiseret kriminalitet og til at sikre princippet om, at kriminalitet ikke skal kunne betale sig. Politiets og anklagemyndighedernes repræsentanter i arbejdsgruppen har imidlertid peget på, at det gældende kriminalitetskrav i § 76 a, stk. 1, nr. 2, udelukker udvidet udbyttekonfiskation i sager om overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer, hvor der er tale om en stofmængde eller -type, der bevirker, at forholdet ikke omfattes af straffelovens § 191, selv om der i mange tilfælde er tale om kriminalitet af en type, som erfaringsmæssigt kan give betydeligt udbytte, og hvor der på baggrund af denne kriminalitet og de store formuegoder, som den pågældende ejer, er en velbegrundet mistanke om, at den opklarede kriminalitet kun er en del af den kriminalitet, som den pågældende har begået.

Tilsvarende synspunkter gør sig ifølge arbejdsgruppen gældende ved sager om grov skattesvig og momssvig eller indsmugling af særlig grov karakter efter straffelovens § 289. På grund af bestemmelsens strafferamme på 4 år kan den udvidede udbyttekonfiskation imidlertid ikke anvendes, selv om det måtte forekomme usandsynligt, at meget betydelige værdier, som ejes af en person, der f.eks. dømmes for indsmugling af særlig grov karakter, og som ikke er udbytte fra den konkrete forbrydelse, er erhvervet på lovlig vis.

Justitsministeriet finder det relevant og velbegrundet at fravige strafferammekravet i § 76 a, stk. 1, nr. 2, for så vidt angår de to kriminalitetstyper, som er drøftet i arbejdsgruppen. Justitsministeriet foreslår på den baggrund, at der indføres en adgang til at anvende den udvidede udbyttekonfiskation i straffelovens § 76 a i sager om overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer og i sager om grov skatte- eller momssvig eller indsmugling af særlig grov karakter efter straffelovens § 289.

Ændringen betyder, at hvis en person er dømt for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer ved for eksempel at besidde 8 kg. hash, vil der kunne ske konfiskation af større formuegoder, som den pågældende ejer, medmindre den pågældende kan sandsynliggøre, at formuegoderne er erhvervet på lovlig vis. Tilsvarende vil større formuegoder, som en person, der dømmes for indsmugling af særlig grov karakter, ejer, kunne konfiskeres, medmindre den pågældende kan sandsynliggøre, at formuegoderne er erhvervet på lovlig vis.

Det skal fremhæves, at det fortsat er et krav for anvendelse af den udvidede udbyttekonfiskation efter § 76 a, at den pågældende er dømt for en lovovertrædelse, der kan give et betydeligt udbytte. Dømmes den pågældende således alene for besiddelse af en mindre mængde euforiserende stof, der ikke ville kunne indbringe den pågældende et betydeligt udbytte, vil denne betingelse ikke være opfyldt. Dette betyder, at den foreslåede ændring af bestemmelsen i § 76 a navnlig vil få betydning for større overtrædelser af lovgivningen om euforiserende stoffer og derved ramme personer, som lever af eller har betydelige indtægter ved kriminalitet.

Reglerne om indgreb i meddelelseshemmeligheden findes i retsplejelovens kapitel 71 (§§ 780-791).

Bestemmelserne om indgreb i meddelelseshemmeligheden (dvs. telefonaflytning, anden aflytning, teleoplysning, udvidet teleoplysning, brevåbning og -standsning) har i det væsentlige fået deres nuværende udformning ved lov nr. 227 af 6. juni 1985, der er udarbejdet på grundlag af Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1023/1984 om politiets indgreb i meddelelseshemmeligheden og anvendelse af agenter. Der henvises til Folketingstidende 1984-85, tillæg A, sp. 2955-3054, samt tillæg B, sp. 1709-1716 og 2225-2230.

6.1.1 . Det fremgår af § 783, stk. 1, at indgreb i meddelelseshemmeligheden sker efter rettens kendelse. Såfremt indgrebets formål ville forspildes, hvis man skulle afvente retskendelse, kan politiet dog træffe beslutning om at foretage indgrebet (”periculum in mora”), men politiet skal i så fald inden 24 timer forelægge sagen for retten, jf. § 783, stk. 3.

Inden retten træffer afgørelse om indgreb i meddelelseshemmeligheden, skal der ifølge § 784 beskikkes en advokat for den, som indgrebet vedrører. Angår efterforskningen en overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13 (forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed eller mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder mv.), beskikkes advokaten fra en særlig kreds af advokater, som justitsministeren har antaget til behandlingen af disse særlige sager. Advokaten skal have lejlighed til at udtale sig og skal underrettes om alle retsmøder i sagen. Advokaten er berettiget til at overvære retsmøderne samt til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt, jf. § 784, stk. 1, og § 785, stk. 1.

6.1.2 . Betingelserne for at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden er fastsat i retsplejelovens § 781.

Efter § 781, stk. 1, nr. 1, må der kun foretages indgreb i meddelelseshemmeligheden, såfremt der er bestemte grunde til at antage, at der på den pågældende måde gives meddelelser eller foretages forsendelser til eller fra en mistænkt (mistankekravet). Endvidere er det efter § 781, stk. 1, nr. 2, en betingelse, at indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen (indikationskravet). Herudover kræves det efter § 781, stk. 1, nr. 3, som udgangspunkt, at efterforskningen angår en lovovertrædelse, der efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover (kriminalitetskravet).

Der gælder dog visse undtagelser fra kriminalitetskravet. Således er det i § 781, stk. 1, nr. 3, fastsat, at der – uanset at strafferammen er under 6 år – kan foretages indgreb i meddelelseshemmeligheden i forbindelse med efterforskningen af en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitel 12 og 13 (forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed eller mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder mv.) eller en overtrædelse af en række nærmere opregnede bestemmelser i straffeloven, herunder § 235 (børnepornografi), § 266 (trusler), § 281 (afpresning), § 286, stk. 1 (tyveri af særlig grov beskaffenhed) eller § 289 (skattesvig) eller en overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 5 (menneskesmugling) .

Der kan endvidere foretages brevåbning og brevstandsning, hvis der foreligger en særlig bestyrket mistanke om, at forsendelsen indeholder genstande, som bør konfiskeres, eller ved en forbrydelse er fravendt nogen, som kan kræve den tilbage, jf. § 781, stk. 4.

Efter § 781, stk. 5, kan rumaflytning (§ 780, stk. 1, nr. 2) og udvidet teleoplysning (§ 780, stk. 1, nr. 4) kun foretages, når mistanken vedrører en forbrydelse, som har medført, eller som kan medføre fare for menneskers liv eller velfærd eller for betydelige samfundsværdier. Udvidet teleoplysning kan foretages, uanset at mistankekravet i stk. 1, nr. 1, ikke er opfyldt.

6.1.3 . Efter proportionalitetsprincippet i § 782, stk. 1, må indgreb i meddelelseshemmeligheden ikke foretages, såfremt det efter indgrebets formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at forvolde den eller de personer, som det rammer, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

Endvidere fremgår det af § 782, stk. 2, at telefonaflytning, anden aflytning, brevåbning og brevstandsning ikke må foretages med hensyn til den mistænktes forbindelse med personer, som i medfør af vidneudelukkelsesreglerne i § 170 ikke kan afgive forklaring som vidne.

6.1.4 . Efter afslutningen af et indgreb i meddelelseshemmeligheden skal retten som udgangspunkt give underretning om indgrebet, jf. § 788. Hvis en person har været mistænkt i sagen, skal der tillige gives den pågældende underretning om dette, samt om hvilken lovovertrædelse mistanken har angået.

Underretningen gives ved telefonaflytning og teleoplysning til indehaveren af den pågældende telefon, ved anden aflytning til den, der har rådighed over det sted eller det lokale, hvor samtalen er afholdt mv., og ved brevåbning og brevstandsning til afsenderen eller modtageren af forsendelsen, jf. § 788, stk. 2.

På politiets begæring kan retten dog beslutte, at underretning skal undlades eller udsættes i et nærmere fastsat tidsrum, hvis underretning vil være til skade for efterforskningen, eller hvis omstændighederne i øvrigt taler imod underretning. Ved udvidet teleoplysning (§ 780, stk. 1, nr. 4) skal der ikke gives underretning til indehaverne af de berørte telefoner, jf. § 788, stk. 5.

Politiets og anklagemyndighedens repræsentanter i arbejdsgruppen har i tilknytning til drøftelserne om, hvordan politiets indsats mod rockerkriminalitet kan styrkes, peget på, at prostitutionsmiljøet i Danmark i stigende omfang er styret af kriminelle netværk, herunder af personer med tilknytning til rockergrupper. Prostitutionsmiljøet består i dag kun i mindre omfang af kvinder, der på egen hånd driver prostitutionsvirksomhed.

Det er endvidere blevet anført i arbejdsgruppen, at udenlandske kvinder udgør en forholdsvis stor andel af de prostituerede, som indgår i det mere organiserede prostitutionsmiljø, og at disse udenlandske kvinders indrejse i Danmark ofte sker ved hjælp af – og i vidt omfang på foranledning af – kriminelle netværk.

Politiets muligheder for at opklare sager om overtrædelse af straffelovens § 228 om rufferi afhænger i høj grad af, hvor meddelsomme de pågældende prostituerede er for så vidt angår bagmændene. Denne meddelsomhed er imidlertid aftaget, efterhånden som kontrollen med prostitutionsmiljøet er overtaget af mere organiserede kriminelle netværk.

På denne baggrund har politiets og anklagemyndighedens repræsentanter udtrykt et ønske om, at der gives mulighed for, at der i sager om overtrædelse af straffelovens § 228 om rufferi kan gøres indgreb i meddelelseshemmeligheden, jf. retsplejelovens § 781, således at politiet sikres et efterforskningsredskab, der kan medvirke til at afsløre forbindelsen mellem de prostituerede og bagmændene.

Der bør efter Justitsministeriets opfattelse generelt sættes snævre grænser for politiets adgang til at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden. Der må i forbindelse med overvejelser om at udvide adgangen hertil foretages en overordnet afvejning af på den ene side hensynet til en effektiv kriminalitetsbekæmpelse og på den anden side hensynet til borgernes privatliv.

Det er imidlertid Justitsministeriets vurdering, at der kan være særlige kriminalitetsformer, hvor sædvanlige efterforskningsmetoder ikke er tilstrækkelige til, at politiet har mulighed for at bekæmpe sådan kriminalitet.

Udviklingen i det danske prostitutionsmiljø, herunder den mere organiserede måde prostitution drives på i dag, har medført, at politiet har fået stadig vanskeligere ved at efterforske og opklare bagmandsvirksomhed i forbindelse med prostitution. Frygten for repressalier fra de organiserede kriminelle netværk, der rekrutterer de prostituerede og driver bordellerne mv., medvirker til at afholde de prostituerede, der udnyttes ved bagmændenes virksomhed, fra at medvirke til sagens opklaring.

Det skal endvidere bemærkes, at der i sager om overtrædelse af straffelovens § 262 a, om menneskehandel, kan ske indgreb i meddelelseshemmeligheden, da det almindelige krav i retsplejelovens § 781, stk. 3, nr. 3, 1. led, om mindst 6 års fængsel i strafferammen er opfyldt. Politiet kan således i dag – når betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt – som led i efterforskningen af sager, hvor en person eksempelvis er rekrutteret til prostitution ved anvendelse af tvang eller ved udnyttelse af en vildfarelse, foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden.

Justitsministeriet finder på denne baggrund, at der bør skabes en tilsvarende adgang i sager om rufferi efter straffelovens § 228.

Det foreslås derfor, at der i sager overtrædelse af straffelovens § 228 bliver mulighed for at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden, uanset at det almindelige krav om mindst 6 års fængsel i strafferammen ikke er opfyldt.

Det bemærkes, at der i arbejdsgruppen har været enighed om, at der ikke er et tilsvarende behov i praksis for at kunne anvende indgreb i meddelelseshemmeligheden i sager om overtrædelse af straffelovens § 229 (mellemmandsvirksomhed i forbindelse med prostitution), idet den mere organiserede bagmandsvirksomhed vil være tilstrækkelig dækket ind ved henvisningen til § 228.

I forbindelse med arbejdsgruppens drøftelser af de gældende muligheder for at kunne foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden har politiets og anklagemyndighedens repræsentanter peget på, at en efterfølgende underretning til en mistænkt person om et indgreb i meddelelseshemmeligheden i sager om organiseret kriminalitet kan give anledning til, at anden efterforskning afsløres. I organiserede miljøer som f.eks. rockergrupper vil der ofte blive foretaget efterforskningsindgreb mod flere personer på samme tid. Gives der i disse tilfælde underretning til et medlem om et afsluttet indgreb i meddelelseshemmeligheden, vil denne oplysning ofte være nok til at afsløre hele efterforskningen og dermed vanskeliggøre opklaringen af alvorlig kriminalitet.

Den gældende bestemmelse i § 788, stk. 4, om muligheden for at undlade underretning, hvis underretning vil være til skade for efterforskningen, eller omstændighederne i øvrigt taler imod underretning, fortolkes i retspraksis meget snævert, således at muligheden for helt at undlade underretning meget sjældent udnyttes. Ligeledes tillades ofte kun udsættelse af underretningen i et kortere tidsrum, eksempelvis 3 måneder. Da efterforskning af kriminalitet begået i organiserede miljøer ofte er meget langvarig, er det af afgørende betydning, at der ikke midt i en sådan efterforskning skal gives underretning om et enkeltstående indgreb.

Der er på den baggrund enighed i arbejdsgruppen om, at der ved tvangsindgreb foretaget efter retsplejelovens kapitel 71 om indgreb i meddelelseshemmeligheden, observation og dataaflæsning eller ved hemmelig ransagning efter § 799 bør være mulighed for i højere grad end i dag at undlade eller udsætte underretning, særligt når der er tale om efterforskning af rockerkriminalitet og anden organiseret kriminalitet.

Hensynet bag den gældende bestemmelse i § 788 om underretningspligten er, at underretning udgør et led i den generelle kontrol med hemmelig indgreb og derfor som udgangspunkt må gælde for alle indgreb af denne art, som foretages med hjemmel i retsplejelovens kapitel 71. Den gældende bestemmelse indeholder imidlertid i § 788, stk. 4, mulighed for at undlade at give underretning i nogle tilfælde. I betænkning nr. 1023/1984 om politiets indgreb i meddelelseshemmeligheden og anvendelse af agenter anføres på s. 119-120, at dette f.eks. kan være tilfældet, hvor den kriminelle undersøgelse, som mistanken har angået, fortsætter, idet indgrebet ikke har givet tilstrækkelige beviser, eller hvor efterforskningen i den pågældende sag vel er afsluttet, men hvor der fortsat skal ske efterforskningen vedrørende andre lovovertrædelser. I sådanne tilfælde vil det kunne være ødelæggende for den fremtidige efterforskning, hvis det gennem underretningen røbes, at aflytning har fundet sted.

Efter Justitsministeriets opfattelse giver oplysningerne fra arbejdsgruppen om den restriktive fortolkning i retspraksis af bestemmelsen i § 788, stk. 4, anledning til at foreslå en ændring af bestemmelsen med henblik på at præcisere, at der i visse tilfælde bør gives adgang til at undlade at give underretning eller at udsætte en sådan underretning. Det vil navnlig være i forbindelse med efterforskning af sager om kriminalitet af mere organiseret eller systematisk karakter, hvor selve oplysningen om indgrebet vil være ødelæggende for efterforskningen, at der vil være behov for at undlade eller udsætte underretning. Endvidere vil der ved efterforskning inden for organiserede kriminelle miljøer som f.eks. rockergrupper ofte være behov for at undlade underretning af hensyn til efterforskning af anden kriminalitet end den, der har givet anledning til indgrebet. Det vil navnlig være tilfældet, hvis selve oplysningen om, at der har været foretaget et tvangsindgreb mod en person inden for miljøet, vil afsløre for den kriminelle gruppe, at politiet har opmærksomheden rettet mod dem og dermed vanskeliggøre efterforskningen af anden alvorlig kriminalitet. Det er dog efter den foreslåede bestemmelse en betingelse, at den kriminalitet, som den anden efterforskning vedrører, i sig selv skal kunne danne grundlag for et indgreb efter retsplejelovens kapitel 71.

Det bemærkes, at det følger af det almindelig gældende proportionalitetsprincip, at hvis formålet med at undlade at give underretning kan varetages ved at udsætte underretningen i et nærmere fastsat tidsrum, skal dette foretrækkes frem for helt at undlade underretning.

Bestemmelsen i retsplejelovens § 791 b om dataaflæsning er indsat ved lov nr. 378 af 6. juni 2002 (Initiativer til bekæmpelse af terrorisme mv.). Der henvises herom til Folketingstidende 2001-2002, forhandlingerne, s. 1321-1354, tillæg A, s. 808-928, samt tillæg B, s. 1465-1509.

Efter § 791 b kan politiet – uden at være til stede der, hvor et informationssystem benyttes – foretage dataaflæsning i informationssystemer af oplysninger, som ikke er offentligt tilgængelige. Dataaflæsning kan ske ved anvendelse af de såkaldte ”snifferprogrammer” eller andet udstyr med henblik på, at der løbende tilsendes politiet kopi af ikke offentligt tilgængelige oplysninger (herunder e-post og andre indtastninger mv.) i et informationssystem. De elektroniske meddelelser, som er sendt til den mistænkte, og som opbevares i computerens hukommelse, vil ligeledes være omfattet af indgrebet.

Aflæsningen af oplysninger, som er offentligt tilgængelige, således at politiet har fri adgang hertil – f.eks. fordi oplysningerne er lagt ud på en offentligt tilgængelig hjemmeside på Internettet – udgør ikke i sig selv et straffeprocessuelt tvangsindgreb og er derfor ikke omfattet af bestemmelsen om dataaflæsning.

Ved et informationssytem forstås en computer eller andet databehandlingsanlæg. Omfattet heraf er navnlig personlige computere, herunder både stationære og bærbare computere. Også andet elektronisk udstyr vil imidlertid kunne være omfattet af bestemmelsen, hvis udstyret har funktioner svarende til dem, der findes i personlige computere. Bestemmelsen omfatter således f.eks. en elektronisk kalender, som er indrettet så den ud over anvendelsen som kalender, desuden kan anvendes til at sende og modtage elektroniske meddelelser samt indhente oplysninger fra internettet mv.

Betingelserne for anvendelse af dataaflæsning er for det første efter § 791 b, stk. 1, nr. 1, at der er bestemte grunde til at antage, at et informationssytem anvendes af en mistænkt i forbindelse med planlagt eller begået kriminalitet som nævnt i nr. 3. Endvidere skal det kunne antages, at det pågældende informationssystem benyttes i forbindelse med udførelsen af den kriminalitet, der er nævnt i nr. 3.

Dernæst er det efter § 791 b, stk. 1, nr. 2, en betingelse for at kunne foretage dataaflæsning, at indgrebet er af afgørende betydning for efterforskningen. Indgrebet skal således have meget væsentlig betydning for efterforskningen af den pågældende sag, men bestemmelsen indebærer ikke, at indgrebet skal være den eneste mulighed for efterforskning i sagen, eller at andre af de straffeprocessuelle indgreb i retsplejeloven ikke samtidig kan anvendes.

Endelig kan dataaflæsning alene foretages, hvis efterforskningen angår en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitel 12 (forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed) eller 13 (forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder) eller en overtrædelse af straffelovens § 180 (forsætlig forvoldelse af ildebrand), § 183, stk. 1 og 2 (forvoldelse af sprængning, oversvømmelse, skibbrud mv.), § 183 a (flykapring), § 186, stk. 1 (forurening af drikkevand o.lign), § 187, stk. 1 (sundhedsfarlig forurening), § 191 (narkotikakriminalitet), § 192 a (våben og eksplosivstoffer) og § 237 (manddrab), jf. bestemmelsen i § 791 b, stk. 1, nr. 3.

Det følger af § 791 b, stk. 2, at dataaflæsning ikke må foretages, hvis det efter indgrebets formål, sagens betydning og den krænkelse eller ulempe, som indgrebet må antages at forvolde den eller de personer, som det ramme, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

Afgørelse om dataaflæsning træffes af retten ved kendelse, jf. § 791 b, stk. 3. I kendelsen fastsættes et tidsrum, inden for hvilket indgrebet kan foretages. Tidsrummet skal være så kort som muligt og må ikke overstige 4 uger. Tidsrummet kan forlænges ved en ny kendelse, men højst med 4 uger ad gangen.

Det følger af § 791 b, stk. 4, at en række af de bestemmelser, der gælder for indgreb i meddelelseshemmeligheden og for observation af personer i bolig eller andet husrum, også finder anvendelse ved dataaflæsning. Således gælder bestemmelsen i § 788, stk. 1, 3 og 4, om efterfølgende underretning om indgrebet. Dog er det direkte fastsat i § 791 b, stk. 4, at underretning om dataaflæsningen skal gives til den, der har rådighed over computeren. Endvidere henvises der i § 791, b, stk. 4, til § 782, stk. 2, hvorefter der ikke må foretages aflytning mv. med hensyn til den mistænktes forbindelse med personer, der efter § 170 er udelukket fra at afgive forklaring som vidne, til §§ 784-785 om advokatbeskikkelse, § 789 om politiets adgang til at anvende de oplysninger, der er fremkommet ved indgrebet, og § 791 om politiets adgang til at opbevare det fremkomne materiale.

Retsplejeloven indeholder forskellige straffeprocessuelle tvangsindgreb, som politiet kan anvende til at gøre sig bekendt med kommunikation mellem computere mv. Således kan politiet ved ransagning – evt. hemmelig ransagning – gøre sig bekendt med alle registreringer i en computer, herunder modtagne elektroniske meddelelser og kopier af sådanne meddelelser, der er afsendt. Ligeledes kan politiet efter reglerne om teleaflytning tilvejebringe oplysning om telekommunikation mellem computere. Ved dataaflæsning kan politiet imidlertid løbende registrere indholdet og anvendelsen af bestemte computere mv. og dermed mere effektivt tage højde for de kriminelles aktiviteter.

Ifølge politiets og anklagemyndighedens repræsentanter i arbejdsgruppen forberedes og planlægges en stadig større del af den organiserede kriminalitet ved brug af computere mv. Samtidig bliver anvendelsen af kryptering, der medfører, at meddelelsen ikke kan ”aflyttes” under forsendelsen, stadig mere udbredt inden for de organiserede kriminelle miljøer, og dermed vanskeliggøres politiets efterforskning. Ved at anvende dataaflæsning får politiet mulighed for at læse elektroniske meddelelser, der sendes til eller fra en mistænkt via en computer mv., før der sker kryptering.

Efter det gældende kriminalitetskrav i § 791 b, stk. 1, nr. 3, kan politiet kun anvende dataaflæsning ved efterforskningen af få forbrydelser. Der er imidlertid i praksis et voksende behov for ligeledes at kunne anvende det pågældende indgreb ved andre alvorlige forbrydelser, der ofte udspringer af organiserede miljøer, som f.eks. overtrædelse af straffelovens § 123 om trusler mod vidner, §§ 245-246 om grov vold, § 262 a om menneskehandel, § 286, stk. 1, om groft tyveri og § 289 om skattesvig, momssvig og indsmugling af særlig grov karakter.

Der er på den baggrund enighed i arbejdsgruppen om, at der bør ske en lempelse af kriminalitetskravet i § 791 b, stk. 1, nr. 3, således at det bliver muligt også at anvende dataaflæsning i forbindelse med efterforskning af disse meget alvorlige forbrydelser.

Efter Justitsministeriets opfattelse er dataaflæsning et indgreb, der ikke adskiller sig væsentligt fra indgreb i meddelelseshemmeligheden, såsom f.eks. telefon- eller rumaflytning. Den øgede anvendelse af krypterede elektroniske meddelelser i det organiserede kriminelle miljø betyder imidlertid, at politiet ikke som hidtil kan gøre brug af disse tvangsindgreb i efterforskningen af alvorlige forbrydelser. Hertil kommer, at de organiserede kriminelle miljøer er meget lukkede miljøer, hvor det er vanskeligt for politiet på anden måde at få oplysninger om planlagt eller begået kriminalitet. Justitsministeriet er derfor enig med arbejdsgruppen i, at kriminalitetskravet i bestemmelsen om dataaflæsning bør lempes.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør dataaflæsning dog fortsat kun kunne anvendes ved efterforskning af alvorlig kriminalitet. Det foreslås derfor, at dataaflæsning kan anvendes, hvis efterforskningen angår en lovovertrædelse, der efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller en overtrædelse af straffelovens § 286, stk. 1 (groft tyveri) og § 289 ( om skattesvig, momssvig og indsmugling af særlig grov karakter) .

Det bemærkes, at det foreslåede kriminalitetskrav svarer til det gældende kriminalitetskrav, der som udgangspunkt finder anvendelse ved indgreb i meddelelseshemmeligheden, jf. § 781, stk. 1, nr. 3, og ved kvalificeret observation af personer, der befinder sig i en bolig eller andre husrum, jf. § 791 a, stk. 3, nr. 3. Lovforslaget indebærer således, at dataaflæsning for så vidt angår kriminalitetskravet sidestilles med bl.a. telefonaflytning, hvor der efter de gældende regler kan foretages aflytning i sager om grov moms- eller skattesvig.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.

Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet. Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Københavns Byret samt retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, Datatilsynet, Advokatrådet, Landsforeningen af beskikkede advokater, Institut for Menneskerettigheder, Retspolitisk forening.

I bilaget til lovforslaget er de foreslåede bestemmelser sammenholdt med de nugældende regler.

Efter den gældende bestemmelse i straffelovens § 76 a kan der ske udvidet udbyttekonfiskation, hvis en person findes skyldig i en strafbar handling, der kan give betydeligt udbytte, og den strafbare handling efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover eller er en overtrædelse af straffelovens § 286, stk. 1, om groft tyveri.

Det foreslås at udvide adgangen til at foretage udvidet udbyttekonfiskation efter § 76 a til også at omfatte overtrædelser af lovgivningen om euforiserende stoffer og straffelovens § 289 om skattesvig, momssvig og indsmugling af særlig grov karakter. Der er tale om lovovertrædelser, som erfaringsmæssigt kan give betydeligt udbytte. I disse situationer kan der foretages hel eller delvis konfiskation af den dømtes formue, medmindre den dømte sandsynliggør, at formuegoderne er lovligt erhvervet.

Med den foreslåede udvidelse vil det for det første være muligt at foretage konfiskation hos en person, der er dømt for besiddelse af større mængder narkotika med henblik på videresalg uden at forholdet omfattes af straffelovens § 191. F.eks. straffes besiddelse eller salg mv. af op til ca. 10 kg. hash i praksis efter lov om euforiserende stoffer. Efter den gældende bestemmelse i § 76 a er det i disse tilfælde ikke muligt at foretage udvidet udbyttekonfiskation hos den pågældende, selv om der i sådanne tilfælde er tale om en handling, som er af en sådan karakter, at den kan give et betydeligt udbytte, og den pågældende på trods af meget beskedne indtægter besidder meget betydelige værdier, der sandsynligvis stammer fra kriminalitet, der ikke er opklaret.

Det er fortsat en betingelse, at den pågældende skal være dømt for en lovovertrædelse, der kan give et betydeligt udbytte. Dømmes den pågældende således f.eks. for besiddelse af en mindre mængde narkotika, vil der ikke kunne foretages udvidet udbyttekonfiskation. For hårde stoffer som f.eks. heroin og amfetamin er avancen pr. vægtenhed dog væsentlig større end for hash, hvilket øger strafværdigheden. Grænsen for, hvornår den foreslåede bestemmelse kan anvendes, forudsættes derfor at være forholdsmæssigt lavere ved hårde stoffer end ved hash.

Hensigten med forslaget er at ramme personer, som lever af eller har betydelige indtægter ved kriminalitet.

Med begrebet ”lovgivningen om euforiserende stoffer” sigtes ligesom med det tilsvarende begreb i straffelovens § 191 til lov om euforiserende stoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 391 af 21. juli 1969 med senere ændringer, og ikke til lovbestemmelser i læge- og tandlægelovgivningen om ordination af euforiserende stoffer.

Det vil endvidere med den foreslåede udvidelse være muligt at foretage udvidet udbyttekonfiskation, hvis den pågældende er dømt for grov skatte- eller momssvig eller indsmugling af særlig grov karakter, jf. straffelovens § 289. Ved lovovertrædelser af denne karakter vil det herefter være muligt at foretage konfiskation, hvis en person, også efter konfiskation af udbyttet fra indsmuglingsforholdet er i besiddelse af større formueværdier, f.eks. i form af større pengebeløb eller fast ejendom, lystfartøj, bil mv., og hvor det efter oplysningerne om den dømtes indtægter forekommer usandsynligt, at disse værdier er opnået på lovlig vis.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i retsplejelovens § 29, stk. 2, nr. 2, der giver mulighed for, at retten i straffesager kan bestemme, at et retsmøde skal holdes for lukkede døre, når der skal afgives forklaring af en polititjenestemand med en særlig tjenestefunktion, og det af hensyn til denne særlige tjenestefunktion er nødvendigt at hemmeligholde identiteten.

Med begrebet ”en polititjenestemand med særlig tjenestefunktion” sigtes navnlig til en polititjenestemand, hvis særlige funktion inden for politiet afhænger af, at hans identitet ikke er kendt. Det vil bl.a. dreje sig om den meget lille kreds af polititjenestemænd, der er særligt uddannede til at operere under dække som meddelere. Der kan også være tale om f.eks. polititjenestemænd, der installerer aflytningsudstyr eller foretager skygninger.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med de foreslåede ændringer af bestemmelserne i §§ 834 og 848.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.7. i de almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 17 og § 2, nr. 20-25.

Det foreslås som en konsekvens af den foreslåede ændring i § 29, stk. 2, at henvisningen i § 29, stk. 3, ændres til § 29, stk. 2, nr. 4.

Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse om, at dørene lukkes, når en polititjenestemand, der har udført foranstaltninger som nævnt i § 754 a, skal afgive forklaring, hvis anklagemyndigheden anmoder om det.

Anklagemyndigheden får herved et ubetinget krav på, at dørene lukkes, når en polititjenestemand, der har udført agentvirksomhed i medfør af retsplejelovens § 754 a, skal afgive forklaring.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at polititjenestemanden kan benyttes som agent i senere sager. Bestemmelsen skal således ses i sammenhæng med de foreslåede ændringer af bestemmelserne i §§ 834 og 848.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.6. i de almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 17 og § 2, nr. 20-25.

Den foreslåede ændring indebærer for det første, at henvisningen i § 60, stk. 2, 1. pkt., til, at en dommer har truffet afgørelse om foretagelse af foranstaltninger som nævnt i § 754 a, udgår. Den omstændighed, at en dommer forud for domsforhandlingen har taget stilling til anvendelse af agenter under efterforskningen, jf. § 754 a, vil herefter ikke længere indebære, at den pågældende dommer ikke kan deltage under den efterfølgende domsforhandling på grund af inhabilitet.

Ændringen har sammenhæng med den foreslåede ændring af § 754 a, stk. 1, nr. 3, hvorved mistankekravet til anvendelsen af agenter ændres fra et krav om særlig bestyrket mistanke til et krav om begrundet mistanke. Der henvises herom til lovforslagets § 2, nr. 12.

Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 4 i § 60 om dommeres inhabilitet. En dommer kan herefter ikke deltage under domsforhandlingen i en straffesag, hvis den pågældende forud for denne har truffet afgørelse om at undtage materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt efter § 745 b eller har truffet en anden afgørelse i forbindelse med hvilken, der har været fremlagt oplysninger, der efter § 745 b er undtaget forsvarerens adgang til aktindsigt. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis den pågældende dommer har afsagt en kendelse efter § 783, stk. 1, om indgreb i meddelelseshemmeligheden, observation eller dataaflæsning eller en kendelse efter § 799 om hemmelig ransagning på baggrund af anklagemyndighedens fremlæggelse af oplysninger, der efter § 745 b er undtaget fra forsvarerens adgang til aktindsigt.

Den pågældende dommers inhabilitet i disse tilfælde vil ikke have virkning for retsassessorer og dommerfuldmægtige ved samme embede.

Endvidere indebærer ændringen, at hvis der under domsforhandlingen skal træffes en afgørelse om at undtage materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt i medfør af § 745 b, eller en anden afgørelse, hvor der fremlægges materiale, der efter § 745 b er undtaget fra forsvarerens adgang til aktindsigt, skal afgørelsen træffes af en dommer, i landsretten en afdeling, der ikke deltager i domsforhandlingen.

Det foreslås, at bestemmelsen i § 169, stk. 2, 3. pkt., om vidneudelukkelse udvides således, at retten ikke kan pålægge en tjenestemand at afgive vidneforklaring om forhold, med hensyn til hvilke der i det offentliges interesse påhviler den pågældende tavshedspligt, hvis den myndighed, som tjenestemanden er ansat under, nægter at give samtykke til afgivelse af forklaring på grund af hensyn til tredjemands liv eller helbred.

Retten kan derfor alene vurdere, om nægtelsen rent faktisk er begrundet i et hensyn til tredjemands liv eller helbred, men ikke om hensynet til hemmeligholdelse af oplysningerne bør vige for hensynet til sagens opklaring.

Bestemmelsen har til formål at sikre, at identiteten på en person, hvis liv eller helbred antages at være i fare, kan holdes hemmelig. Bestemmelsen vil således sikre, at en polititjenestemand ikke kan pålægges at afgive forklaring, hvorved identiteten på eksempelvis en anonym meddeler afsløres, hvis der herved er fare for den pågældende meddelers liv eller helbred.

Det foreslås, at der indsættes en henvisning til de foreslåede bestemmelser i § 848, stk. 4 og 5. Når der skal afgives forklaring af en polititjenestemand, der har udført agentvirksomhed, eller en polititjenestemand med en særlig tjenestefunktion, hvor afgørende hensyn til denne særlige tjenestefunktion taler for at hemmeligholde identiteten, kan retten forlange skriftlig dokumentation for, at den pågældende er polititjenestemand.

Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 745, stk. 1, har forsvareren (og dermed sigtede eller tiltalte) adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, politiet har tilvejebragt. I det omfang materiale uden ulempe kan mangfoldiggøres, skal genpart tilstilles forsvareren. Forsvareren må ikke uden politiets samtykke overlevere det modtagne materiale til sigtede eller andre.

Det foreslås, at bestemmelsen i § 745 (tidligere § 745, stk. 1) om forsvarerens aktindsigt begrænses til alene at vedrøre materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den konkrete sag, som sigtelsen eller tiltalen angår. Materiale, som anklagemyndigheden har til hensigt at fremlægge under domsforhandlingen, vil dog fortsat altid være omfattet af forsvarerens aktindsigt.

Bestemmelsen i § 745 finder kun anvendelse i de tilfælde, hvor der er en forsvarer, hvilket som udgangspunkt forudsætter, at en person er sigtet i den pågældende sag.

Den foreslåede bestemmelse indeholder to kriterier, der begge skal være opfyldt for, at materiale er omfattet af forsvarerens aktindsigt.

Materialet skal for det første være ” tilvejebragt ”. Dette vil være tilfældet, hvis den efterforskende politikreds selv har indsamlet materialet eller har modtaget det fra en anden dansk eller udenlandsk politimyndighed. Oplysninger, der i anden sammenhæng er indsamlet af og opbevares hos eksempelvis en anden politikreds, Rigspolitichefens nationale efterforskningsstøttecenter (NEC), eller hos de regionale støtteefterforskningscentre (REC) kan derimod ikke anses for at være ”tilvejebragt”.

For det andet skal materialet være tilvejebragt ” til brug for den sag, som sigtelsen eller tiltalen angår ”. Heri ligger et krav om, at materialet er tilvejebragt med henblik på efterforskningen af den konkrete sag. Mere generelle baggrundsoplysninger om eksempelvis kriminalitetsmønstre eller persongruppers tilknytning til bestemte kriminelle netværk eller grupperinger kan ikke anses for tilvejebragt til brug for den konkrete sag. Dette gælder uanset, om oplysningerne i anden sammenhæng er indsamlet af den efterforskende politikreds, eller de er indsamlet af en anden dansk eller udenlandsk politimyndighed, og overgivet til den efterforskende politikreds i forbindelse med den konkrete sag. Oplysninger, der fremgår af politiets efterforskningsregistre mv., vil som udgangspunkt heller ikke kunne anses for tilvejebragt til brug for den konkrete sag.

Forsvareren kan indbringe politiets afgørelse efter § 745 om, hvilket materiale der er omfattet af forsvarerens aktindsigt, for retten efter § 746. Dette forudsætter dog, at forsvareren har konkretiseret, hvilket materiale han eller hun ønsker at få aktindsigt i. Det forudsættes således, at forsvareren har kendskab til det materiale, som påstås omfattet af aktindsigten i § 745. Forsvareren kan ikke forlange udskrift af registre eller andet tilsvarende materiale af generel karakter med henblik på herigennem at finde frem til materiale, som denne kan have interesse i at blive gjort bekendt med. Ligeledes kan forsvareren ikke forlange adgang til alt materiale i en bestemt anden sag med henblik på at skaffe sig oplysninger til brug for den konkrete sag. Der henvises vedrørende rettens prøvelse til bemærkningerne til § 2, nr. 10.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende bestemmelse om tavshedspålæg i retsplejelovens § 745, stk. 4, idet bestemmelsens anvendelsesområde dog foreslås udvidet således, at der kan meddeles forsvareren pålæg, hvis dette er nødvendigt af hensyn til eksempelvis fremmede magter eller statens sikkerhed – og ikke som i dag, hvor det skal være undtagelsesvis påkrævet.

Endvidere foreslås det, at også hensynet til efterforskning af en anden verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller som udgør en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitel 12 (forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed) eller kapitel 13 (forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder mv.) kan begrunde et pålæg til forsvareren om ikke at videregive de oplysninger, som forsvareren har modtaget fra politiet.

Modtager den efterforskende politikreds eksempelvis oplysninger til brug for den konkrete sag fra en anden dansk eller udenlandsk politimyndighed, kan forsvareren meddeles pålæg om, at disse oplysninger ikke må videregives, hvis en videregivelse kan være ødelæggende for en anden verserende efterforskning af lovovertrædelser af den anførte alvorlige karakter. Er der tale om, at oplysningerne er overgivet fra udenlandske myndigheder, og at en videregivelse heraf vil være ødelæggende for en verserende udenlandske efterforskning, vil et pålæg kunne meddeles, hvis en handling svarende til den lovovertrædelse, der efterforskes i udlandet, efter dansk ret kan straffes med fængsel indtil 6 år eller derover eller udgør en forsætlig overtrædelse af bestemmelser i det pågældende lands lovgivning, der svarer til straffelovens kapitler 12 og 13.

Et pålæg efter 745 a kan være generelt og således omfatte alle oplysninger om sagen, herunder oplysningen om at der verserer en sag. Det følger dog af det almindelige proportionalitetsprincip, at et pålæg skal begrænses mest muligt for så vidt angår de oplysninger, der omfattes af pålægget. Et generelt pålæg til forsvareren om ikke at videregive nogen oplysninger om sagen kan derfor kun meddeles, hvor det på baggrund af en vurdering af sagens konkrete omstændigheder skønnes at være den eneste måde, hvorpå det pågældende hensyn kan varetages.

Et tavshedspålæg er en mindre indgribende foranstaltning end en undtagelse af materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt, jf. den foreslåede § 745 b, hvorfor det ligeledes følger af det almindelige proportionalitetsprincip, at politiet ved vurderingen af hvilken form for begrænsning, der skal gøres i forsvarerens aktindsigt, skal anvende den mindst indgribende foranstaltning.

Når det hensyn, der begrunder tavshedspålægget, er bortfaldet, skal pålægget ophæves af politiet. Pålægget skal dog senest ophæves, når tiltalte har afgivet forklaring under domsforhandlingen.

Forsvareren kan efter retsplejelovens § 746, stk. 1, indbringe politiets afgørelse om tavshedspålæg for retten.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2.1.-3.3.2.4. i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i retsplejeloven om undtagelse af materiale fra forsvarerens aktindsigt efter § 745. Bestemmelsen er til dels en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 745, stk. 4, men indebærer en udvidelse af adgangen til at fravige forsvarerens adgang til aktindsigt.

Med bestemmelsen foreslås det, at materiale kan undtages fra forsvarerens adgang til aktindsigt på ubestemt tid – altså også efter domsforhandlingens begyndelse og sagens afslutning – hvis dette er påkrævet for at varetage det hensyn, der begrunder fravigelsen af forsvarerens ret til aktindsigt efter § 745.

For så vidt angår stk. 1, nr. 1 , om hensynet til ”fremmede magter”, skal dette fortolkes i overensstemmelse med det tilsvarende hensyn i den gældende bestemmelse i § 745, stk. 4. Stiller udenlandske myndigheder eksempelvis fortrolige oplysninger til rådighed for danske politimyndigheder i forbindelse med en konkret sag, og ønsker de udenlandske myndigheder, at disse oplysninger også i Danmark behandles fortroligt af hensyn til denne stats sikkerhed, kan der i forbindelse med en vurdering efter den foreslåede § 745 b være tale om, at der foreligger et hensyn til ”fremmede magter”.

Tilsvarende skal hensynet til statens sikkerhed ( stk. 1, nr. 2 ) og til sagens opklaring ( stk. 1, nr. 3 ) fortolkes på samme måde, som disse hensyn fortolkes efter den gældende bestemmelse i § 745, stk. 4.

Efter stk. 1, nr. 4, kan også hensyn til tredjemands liv eller helbred begrunde en undtagelse af materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt efter den foreslåede § 745 b. Der stilles ikke hermed krav om, at der skal foreligge konkrete oplysninger eller trusler om, at tredjemand vil lide overlast. Sigtedes eller tiltaltes eventuelle tilknytning til en organisation eller et netværk af personer, der er kendt for at anvende grov vold eller trusler om grov vold mod personer, der afslører deres kriminalitet, kan således efter omstændighederne begrunde en begrænsning af forsvarerens adgang til aktindsigt.

Det følger af stk. 1, nr. 5 , at materiale kan undtages fra forsvarerens adgang til aktindsigt, hvis dette er påkrævet af hensyn til efterforskning af anden verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller som udgør en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 (forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed) eller 13 (forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder mv.). Et tilsvarende hensyn foreslås indsat i bestemmelsen i § 745 a om tavshedspålæg, hvorfor der nærmere henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse ovenfor.

Det foreslås i stk. 1, nr. 6 , at også hensynet til beskyttelse af fortrolige oplysninger om politiets efterforskningsmetoder vil kunne begrunde en begrænsning af forsvarerens adgang til aktindsigt, hvis disse oplysninger undtagelsesvis indgår i sagen. Der er her tale om en type af oplysninger, der typisk vil være uden betydning for varetagelsen af sigtedes eller tiltaltes forsvar. Mere tekniske oplysninger af politiets aflytningsudstyr og -metoder mv. vil eksempelvis kunne karakteriseres som ”oplysninger om politiets efterforskningsmetoder”. En sådan oplysning vil også være ”fortrolig”, hvis politiet har en særlig interesse i at holde oplysningen hemmelig, og oplysningen ikke er almindeligt kendt.

Efter den foreslåede bestemmelse tillægges retten kompetencen til at træffe afgørelse om, at reglerne om forsvarerens ret til aktindsigt efter anmodning fra politiet og efter en konkret vurdering af omstændighederne i den enkelte sag fraviges. Rettens afgørelse træffes ved kendelse, hvori de konkrete omstændigheder i sagen, der begrunder fravigelsen af § 745 anføres. Rettens kendelse kan kæres efter de almindelige regler.

Retten kan efter den foreslåede bestemmelse træffe afgørelse om at begrænse forsvarerens adgang til aktindsigt efter § 745, hvis et eller flere af de ovennævnte hensyn gør dette ” påkrævet ” (og ikke kun ”undtagelsesvis påkrævet”, som det fremgår af den gældende bestemmelse i § 745, stk. 4). Det pågældende hensyn skal således være af meget væsentlig betydning for, at en begrænsning kan anses for påkrævet. I forbindelse med vurderingen af, om der foreligger et hensyn, der gør en undtagelse fra forsvarerens adgang til aktindsigt påkrævet, skal der foretages en afvejning af på den ene side det pågældende hensyn og på den anden side betydningen af materialet for varetagelsen af sigtedes eller tiltaltes forsvar. Det skal i den forbindelse fremhæves, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol tillægger det stor vægt, at der kun undtages oplysninger fra forsvarerens aktindsigt, hvis det er strengt nødvendigt (”strictly neccessary”).

Det følger udtrykkeligt af den foreslåede bestemmelse i stk. 2, at hvis en fravigelse af forsvarerens ret til aktindsigt efter § 745 vil give anledning til væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af sigtedes eller tiltaltes forsvar, kan der aldrig ske undtagelse af materialet. Dette gælder uanset, om det hensyn, der begrunder anmodningen om begrænsning i forsvarerens adgang til aktindsigt, måtte være af meget væsentlig betydning. I disse tilfælde må politiet således enten lade forsvareren få det pågældende materiale – eventuelt med et tavshedspålæg – eller frafalde sigtelsen eller tiltalen.

Det bemærkes, at der i visse sager efter § 745 b – særligt hvis der er tale om meget følsomme oplysninger om eksempelvis statens sikkerhed – kan være behov for i forbindelse med rettens behandling af spørgsmålet om en begrænsning af forsvarerens adgang til aktindsigt at anvende særlige sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med retternes tekstbehandling og dokumenthåndtering.

Det fremgår af stk. 3 , at hvis et eller flere af de opregnede hensyn kun gør sig gældende for en del af materialet, skal forsvareren gøres bekendt med det øvrige indhold af materialet.

Det følger af stk. 4 , at retten kan træffe afgørelse om, at fravigelsen af § 745 skal gælde i et nærmere fastsat tidsrum eller indtil videre. En afgørelse om, at fravigelsen gælder i et nærmere fastsat tidsrum – eksempelvis indtil domsforhandlingens begyndelse – kan forlænges ved senere kendelse, hvis en fortsat fravigelse er påkrævet til varetagelse af et af de i bestemmelsen opregnede hensyn.

Har retten truffet afgørelse om, at fravigelsen af forsvarerens adgang til aktindsigt er tidsubegrænset, skal retten forud for domsforhandlingens begyndelse tage stilling til fravigelsen igen for at vurdere, om denne fortsat er påkrævet af hensyn til eksempelvis fremmede magter. Den fornyede prøvelse skal tillige sikre, at det fortsat ikke medfører væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af tiltaltes forsvar at undtage det pågældende materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt.

Det påhviler politiet at sørge for, når sagen er berammet til domsforhandling, at indbringe spørgsmålet om fortsat fravigelse af forsvarerens adgang til aktindsigt efter § 745 b for retten. Den fornyede prøvelse bør formentlig som hovedregel finde sted senest 4 uger før domsforhandlingens begyndelse for at undgå, at en eventuel udlevering af det materiale, som forsvareren hidtil ikke har fået aktindsigt i, vil gøre det nødvendigt at udsætte domsforhandlingen.

Politiet er forpligtet til af egen drift at udlevere oplysningerne til forsvareren, hvis hensynet, der begrundede fravigelse af forsvarerens ret til aktindsigt, ikke længere er til stede.

Efter stk. 5 skal der, inden retten træffer afgørelse om fravigelse af § 745, beskikkes en advokat fra den særlige kreds af advokater, der er nævnt i § 784, stk. 2, for den sigtede eller tiltalte.

Advokaten skal have lejlighed til at udtale sig og herunder fremhæve de hensyn, der i den konkrete sag taler mod en fravigelse af § 745. Advokaten skal underrettes om alle retsmøder, der afholdes med henblik på at opnå rettens kendelse om fravigelse af § 745, og er berettiget til at overvære disse samt til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen eller tiltalen angår. § 785, stk. 1, 2.-5. pkt., og stk. 2, finder tilsvarende anvendelse. Dette indebærer bl.a., at den beskikkede advokat ikke må videregive oplysningerne til sigtede eller dennes forsvarer. Advokaten skal imidlertid ikke – efter afgørelsen om, at materiale kan undtages fra forsvarerens adgang til aktindsigt, er truffet – løbende orienteres om sagens udvikling mv.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2.1.-3.3.2.4. i de almindelige bemærkninger.

Bestemmelsen er en uændret videreførelse af den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 745, stk. 2.

Bestemmelsen i § 745 d, stk. 1, er en uændret videreførelse af den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 745, stk. 3.

Herudover foreslås det, at reglen i § 745 b om undtagelse af oplysninger fra forsvarerens adgang til aktindsigt skal kunne finde tilsvarende anvendelse i forbindelse med begrænsninger i forsvarerens adgang til at overvære foretagelsen af visse efterforskningsskridt mv. Dette indebærer, at politiet, hvis retten har truffet afgørelse herom, jf. § 745 b, kan undlade at underrette forsvareren om, at der foretages et særligt efterforskningsskridt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2.5. i de almindelige bemærkninger samt til bemærkningerne til de foreslåede §§ 745 a og 745 b ovenfor.

Bestemmelsen er en uændret videreførelse af den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 745 a, der blev indsat ved lov nr. 228 af 2. april 2003 om ændring af seksuel udnyttelse af børn, salg af børn og gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrug af børn mv.).

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i § 746 om rettens afgørelse af tvister om lovligheden af politiets efterforskningsskridt samt om sigtedes og forsvarerens beføjelser.

Den nye bestemmelse indebærer, at for så vidt angår tvister om, hvorvidt materiale er omfattet af forsvarerens adgang til aktindsigt efter § 745, 1. pkt., skal politiet ikke i retten fremlægge det materiale, som tvisten angår.

Retten kan derimod pålægge politiet at redegøre for grundene til den afgørelse, der er truffet.

Redegørelsen kan være skriftlig, og den skal angive, hvor oplysningerne stammer fra, og hvem oplysningerne omhandler. Endvidere skal redegørelsen indeholde en begrundelse for, hvorfor politiet har vurderet, at de pågældende oplysninger falder uden for anvendelsesområdet for § 745, 1. pkt., om forsvarerens adgang til aktindsigt. Derimod forudsættes redegørelsen ikke at skulle indeholde en mere detaljeret gennemgang af oplysningerne i det materiale, som efter politiets opfattelse falder uden for bestemmelsen i § 745, 1. pkt. Retten kan anmode om yderligere dokumentation vedrørende karakteren af det materiale, som tvisten vedrører. Retten træffer sin afgørelse på baggrund af redegørelsen og de argumenter parterne i øvrigt måtte have fremsat for retten. Rettens afgørelse kan kæres.

Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. i bestemmelsen i § 748 om sigtedes og forsvarerens ret til deltagelse i retsmøder mv.

Det foreslås således, at § 748, stk. 1-6, ikke finder anvendelse på retsmøder, der afholdes i henhold til § 745 b, eller på retsmøder, hvor der fremlægges oplysninger, der efter § 745 b er undtaget fra forsvarerens adgang til aktindsigt, og hvor der beskikkes en advokat efter § 784 for den, som indgrebet vedrører.

Sigtede og dennes forsvarer vil efter forslaget ikke modtage underretning om retsmøder, der afholdes med henblik på, at retten skal træffe afgørelse om, hvorvidt materiale kan undtages fra forsvarerens adgang til aktindsigt efter § 745 b, og vil ikke være berettigede til at overvære disse retsmøder.

Endvidere vil sigtede og sigtedes forsvarer ikke blive underrettet om afholdelse af retsmøder, hvor der vil blive fremlagt oplysninger, der efter § 745 b er undtaget forsvarerens adgang til aktindsigt.

Sigtede og forsvareren vil heller ikke være berettigede til at overvære et retsmøde, der afholdes med henblik på rettens forudgående kendelse om indgreb i meddelelseshemmeligheden, observation, dataaflæsning og hemmelig ransagning, og hvor der i medfør af § 784 beskikkes en advokat for den person, som indgrebet mv. er rettet mod. Det bemærkes i den forbindelse, at sigtede – i modsætning til den adgang som forsvareren som udgangspunkt har – heller ikke i dag efter § 748, stk. 1, 2. pkt., har ret til at overvære et retsmøde, der afholdes med henblik på at opnå rettens forudgående kendelse om foretagelse af foranstaltninger i henhold til retsplejelovens kapitler 69-74, og at forsvareren efter en konkret vurdering kan afskæres fra at deltage i et sådant retsmøde, jf. nærmere § 748, stk. 2, 3. pkt.

I det tilfælde, hvor der afholdes et retsmøde eksempelvis med henblik på at opnå rettens forudgående kendelse om foretagelse af en ransagning, jf. § 796, stk. 2, og hvor der ikke beskikkes en særlig advokat i medfør af § 784, vil den eksisterende bestemmelse i § 748, stk. 2, 3. pkt., kunne finde anvendelse. Ønsker politiet således under et sådant retsmøde at fremlægge oplysninger, som er undtaget fra forsvarerens adgang til aktindsigt i medfør af § 745 b, kan retten efter politiets begæring træffe afgørelse om, at forsvareren skal underrettes om retsmødet, jf. § 748, stk. 2, 3. pkt., hvis et af de opregnede hensyn gør det påkrævet.

§ 754 a, stk. 1, nr. 1: Forslaget indebærer, at mistankekravet ændres fra et krav om særlig bestyrket mistanke til et – lempeligere – krav om begrundet mistanke om, at lovovertrædelsen er ved at blive begået eller forsøgt.

Det foreslåede mistankekrav svarer til mistankekravet i bestemmelsen om varetægtsfængsling i § 762, stk. 1, samt ved legemsundersøgelse, jf. § 792 a, stk. 2, og offentliggørelse af fotografi om en formodet gerningsmand, jf. § 818, stk. 2.

§ 754 a, stk. 1, nr. 2: Efter den gældende bestemmelse i § 754 a, stk. 1, nr. 2, må politiet alene anvende agenter som efterforskningsskridt, hvis andre efterforskningsskridt ikke vil være egnede til at sikre bevis i sagen.

Det foreslås, at dette indikationskrav ændres til et – lempeligere – krav om, at efterforskningsskridtet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen. Dette medfører, at politiet ikke længere kun kan anvende agenter, hvis dette er det eneste mulige efterforskningsmiddel. Også i de situationer, hvor der vel foreligger andre muligheder, men hvor disse muligheder eksempelvis er usikre, risikerer at ødelægge den videre efterforskning eller er uforholdsmæssigt ressourcekrævende, vil agenter kunne anvendes.

Det foreslåede indikationskrav svarer til formuleringen af indikationskravet i retsplejelovens § 781, stk. 1, om indgreb i meddelelseshemmeligheden.

§ 754 a, stk. 1, nr. 3 : Det foreslås, at politiet også skal kunne anvende agenter som efterforskningsmiddel i tilfælde, hvor efterforskningen angår tyveri af særlig grov beskaffenhed, jf. straffelovens § 286, stk. 1.

§ 754 a, stk. 2: Det foreslås, at der indsættes en undtagelsesbestemmelse til § 754 a, stk. 1. Efter bestemmelsen i den foreslåede stk. 2 omfattes foranstaltninger, der træffes med henblik på at tilskynde nogen til at udføre eller fortsætte en lovovertrædelse, ikke af stk. 1, hvis politiet ikke herved påvirker væsentlige omstændigheder ved lovovertrædelsen.

Den aktivitet, der herved undtages fra agentbegrebet i § 754 a, stk. 1, vedrører den situation, hvor politiet træffer foranstaltninger med henblik på at tilskynde nogen til at udføre eller fortsætte en lovovertrædelse som led i et tilrettelagt arrangement (andet led af agentbegrebet).

Bestemmelsen tager navnlig sigte på de såkaldte kontrollerede leverancer. En kontrolleret leverance kan foreligge, hvis politiet får kendskab til, at der vil blive importeret et kvantum narkotika, f.eks. ved at afsløre en narkotikakurer i tolden, og i stedet for at anholde den pågældende indgår en aftale med ham om at fortsætte sit forehavende med henblik på at afsløre bagmændene bag transporten.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at politiet – via kureren – kan foretage visse mindre indgreb i det forud tilrettelagte kriminelle arrangement, uden at der herved bliver tale om agentvirksomhed. Herved muliggøres, at politiet i begrænset omfang kan påvirke gennemførelsen af eksempelvis en narkotikaleverance, uden at aktiviteterne bliver omfattet af reglerne om agentvirksomhed. Politiet vil således efter forslaget f.eks. kunne udskifte narkotikaleverancen med ufarligt materiale, indlogere kureren på hotel samt aflytte kurerens samtaler med bagmænd og lignende. Dette er en lovfæstelse af den retstilstand, der kan udledes af Højesterets dom, der er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1997, s. 82.

Så længe kureren – under politiets overvågning – alene udfører, hvad han er blevet pålagt af bagmændene for transporten, er der ikke tale om agentvirksomhed, men kureren vil efter forslaget på politiets foranledning også med bagmændene kunne drøfte detaljer, der påvirker gennemførelsen af forbrydelsen på marginal og mere teknisk måde. Afgørende er, at kureren ikke herved påvirker væsentlige omstændigheder ved lovovertrædelsen. Kureren vil f.eks. kunne aftale ændrede mødetider og mødesteder samt en ny rute for transporten, således at politiets muligheder for at afsløre bagmændene forbedres.

Den foreslåede bestemmelse giver alene politiet mulighed for at foretage visse mindre ændringer i det allerede planlagte forløb. Politiet kan derimod ikke foretage handlinger, hvorved der tages initiativ til ny kriminalitet, så som f.eks. at aftale en ny leverance af narkotika via kureren. En sådan situation vil falde inden for rammerne for agentvirksomhed i § 754 a og kan kun foretages, hvis betingelserne i bestemmelsen i øvrigt er opfyldt.

Det bemærkes, at det forhold, at kureren har hjulpet politiet i opklaringen af forbrydelsen ikke har betydning for strafbarheden af den handling, der ligger forud for kontakten/aftalen med politiet. Det forhold, at den pågældende har hjulpet politiet, kan imidlertid få betydning for straffastsættelsen.

Der foreslås en undtagelse til den gældende bestemmelse i § 754 b, stk. 2, hvorefter agentvirksomhed alene må udføres af polititjenestemænd.

Efter den foreslåede bestemmelse kan civile personer efter aftale med politiet yde bistand til at udføre eller fortsætte den lovovertrædelse, der efterforskes, når den bistand, der ydes, er yderst beskeden i forhold til lovovertrædelsen.

Den bistand, som civile personer lovligt kan udføre som agenter, vedrører den situation, hvor politiet tager initiativ til at foranledige, at nogen tilbydes bistand til at udføre eller fortsætte en lovovertrædelse (første led af agentbegrebet).

Bestemmelsen tager sigte på de tilfælde, hvor en person efter aftale med politiet søger kontakt i miljøet med henblik på at introducere en politiagent, og i den forbindelse medvirker til den lovovertrædelse, der efterforskes, ved at tilbyde sin bistand til at udføre eller fortsætte lovovertrædelsen. Der kan eksempelvis være tale om, at personen efter aftale med politiet udgiver sig for at være mellemmand for en opdigtet køber af narkotika (politiet) og i den forbindelse afgiver bestilling på en vareprøve.

Det følger både af den foreslåede bestemmelse i § 754 b, stk. 2, 2. pkt., og af selve definitionen af agentvirksomhed i § 754 a, at der skal være identitet mellem den lovovertrædelse, der efterforskes, og den medvirkenshandling som den civile person foretager. Bestilling af en vareprøve må i den forbindelse anses for at være medvirken til den større lovovertrædelse (f.eks. en narkotikaleverance), der efterforskes.

Bistand til en allerede fuldbyrdet forbrydelse vil ikke være omfattet af agentreglerne.

Den aktivitet, som en civil person efter den foreslåede bestemmelse lovligt kan udføre (dvs. den lovovertrædelse, som bistanden indebærer) – når betingelserne for agentvirksomhed i øvrigt er opfyldt – skal sættes i forhold til den lovovertrædelse, der efterforskes. Det følger heraf, at den civile persons bistand (f.eks. størrelsen af vareprøven) kan være mere omfattende ved efterforskning af meget alvorlige lovovertrædelser, f.eks. meget betydelige kvanta narkotika. At bistanden skal være yderst beskeden, indebærer imidlertid ikke, at bistanden ikke konkret må være afgørende i forhold til opklaringen af den lovovertrædelse, der efterforskes. I vareprøvesituationen vil forholdet kunne være det, at hovedmanden ville få mistanke om, at politiet er involveret, hvis ikke den civile person først har bestilt en vareprøve.

Den civile persons bistand i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 754 b, stk. 2, 2. pkt., skal afgrænses over for egentlig agentvirksomhed, som fortsat kun kan udføres af polititjenestemænd. Hvis bistanden ikke kan karakteriseres som yderst beskeden i forhold til den lovovertrædelse, der efterforskes, kan bistanden alene udføres af polititjenestemænd. Hertil kommer, at den øvre grænse i § 754 b, stk. 1, også gælder for den civile persons bistand. Dette betyder, at den civile persons bistand ikke må indebære en forøgelse af lovovertrædelsens omfang eller grovhed.

De handlinger, som en civil person kan udføre i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 754 b, stk. 2, 2. pkt., vil som nævnt være handlinger, der objektivt set må anses som strafbare handlinger. Disse handlinger er imidlertid foretaget efter aftale med politiet, hvilket medfører, at handlingerne – selv om gerningsindholdet i en straffebestemmelse er realiseret – må anses som straffri efter princippet om materiel atypicitet eller manglende retsstridighed.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der i forbindelse med efterforskning af sager vedrørende overtrædelse af straffelovens § 228 om rufferi kan foretages indgreb i meddelelseshemmeligheden, herunder telefonaflytning og teleoplysning. Det er dog en betingelse, at der er bestemte grunde til at antage, at der på den pågældende måde gives meddelelser eller foretages forsendelser til eller fra en mistænkt, og at indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen. Indgrebet kan således foretages, uanset det almindelige krav om mindst 6 års fængsel i strafferammen ikke er opfyldt.

Der foreslås en ændring af den gældende bestemmelse i § 788, stk. 4, hvorefter underretning om indgreb omfattet af retsplejelovens kapitel 71 om indgreb i meddelelseshemmeligheden, observation og dataaflæsning i nogle tilfælde kan undlades eller udsættes. Ændringen har til formål at præcisere, at underretning om det foretagne indgreb kan undlades eller udsættes, hvis underretningen vil skade efterforskningen af den kriminalitet, der har begrundet indgrebet, eller anden efterforskning af alvorlig kriminalitet, eller omstændighederne i øvrigt taler imod underretning.

Det forudsættes, at bestemmelsen blandt andet anvendes ved efterforskning af kriminalitet begået inden for et organiseret kriminelt miljø som f.eks. rockergrupper, hvor underretningen om det konkrete indgreb kan vanskeliggøre efterforskningen af anden kriminalitet begået inden for dette miljø.

Det foreslås, at kriminalitetskravet ved dataaflæsning udformes således, at indgreb i form af dataaflæsning kan foretages, hvis efterforskningen angår en lovovertrædelse, der kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller en overtrædelse af straffelovens § 286, stk. 1 (groft tyveri) eller § 289 (skattesvig, momssvig og indsmugling af særlig grov karakter).

Med den foreslåede ændring bliver det bl.a. muligt at anvende dataaflæsning ved efterforskning af overtrædelser af straffelovens § 123 (trusler mod vidner), §§245-246 (grov vold), § 281, jf. § 286, stk. 3 (afpresning af særlig grov beskaffenhed).

Det foreslås, at polititjenestemænd, der har udøvet agentvirksomhed, og polititjenestemænd med en særlig tjenestefunktion, hvor det af hensyn til denne særlige tjenestefunktion er nødvendigt at hemmeligholde identiteten, på bevisfortegnelsen kan betegnes med et andet navn end deres eget og uden angivelse af bopæl.

I praksis opføres en polititjenestemand, der skal afgive forklaring i retten, på bevisfortegnelsen med angivelse af tjenestested. ”Bopæl” skal i overensstemmelse hermed for polititjenestemænd forstås som tjenestested.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med de foreslåede bestemmelser i henholdsvis § 848, stk. 4, hvorefter en polititjenestemand, der har udøvet agentvirksomhed, kan afgive vidneforklaring uden at oplyse sit navn og bopæl, og § 848, stk. 5, hvorefter formanden kan beslutte, at en polititjenestemand kan afgive vidneforklaring uden at oplyse sit navn og bopæl, hvis afgørende hensyn til vidnets særlige tjenestefunktion taler for det, og oplysningerne må antages at være uden betydning for tiltaltes forsvar.

De foreslåede bestemmelser i § 848, stk. 4 og 5, vil være uden betydning, hvis de pågældendes navn og bopæl skal angives i bevisfortegnelsen. Med den foreslåede ændring vil det være muligt på bevisfortegnelsen alene at anføre stillingsbetegnelsen på den pågældende polititjenestemand og et opdigtet navn (alias).

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.6. og 2.2.7. i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i retsplejeloven om begrænsning i bevisførelsen.

Det foreslås således, at en person ikke kan indkaldes som vidne, når oplysningerne om denne persons identitet ikke indgår i sagen i medfør af § 745, 1. pkt., eller er undtaget fra forsvarerens adgang til aktindsigt i medfør af § 745 b om undtagelse af materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt.

Den foreslåede bestemmelse omfatter for det første den situation, hvor en persons identitet slet ikke indgår i sagen – og dermed ikke fremgår af det materiale, som forsvareren efter § 745 som udgangspunkt har ret til at få aktindsigt i. Dette vil være tilfældet, hvis en anmelder eller meddeler i forbindelse med, at den pågældende har givet politiet oplysninger, har anmodet politiet om at være anonym. Politiet vil derfor i rapporten alene have angivet, at politiet er bekendt med personens identitet. Med den foreslåede bestemmelse vil denne person ikke kunne indkaldes som vidne under domsforhandlingen. Anvender anklagemyndigheden imidlertid oplysninger fra personen som bevis under domsforhandlingen, kan den pågældende naturligvis indkaldes som vidne.

For det andet omfattes den situation, hvor retten efter § 745 b har vurderet, at oplysninger om identiteten på eksempelvis en meddeler bør undtages fra forsvarerens adgang til aktindsigt. I denne situation vil den pågældende meddeler ikke kunne indkaldes af forsvareren som vidne under domsforhandlingen. Det skal i den forbindelse bemærkes, at identiteten på den pågældende person ikke kan undtages forsvarerens adgang til aktindsigt efter § 745 b, hvis oplysningerne vil blive anvendt som bevis af anklagemyndigheden.

Det foreslås, at retten efter anmodning fra anklagemyndigheden, forsvareren eller et vidne forud for domsforhandlingen kan træffe afgørelse om dørlukning efter den foreslåede bestemmelse i § 29, stk. 2, nr. 2, af hensyn til hemmeligholdelse af identiteten på en polititjenestemand med særlig tjenestefunktion, om at tiltalte skal forlade retslokalet, mens en politiagent eller en polititjenestemand med særlig tjenestefunktion afhøres, jf. den foreslåede bestemmelse i § 848, stk. 6, samt om at en polititjenestemands navn og bopæl ikke skal oplyses, jf. den foreslåede bestemmelse i § 848, stk. 5.

Den foreslåede bestemmelse i § 848, stk. 4 , indebærer, at en polititjenestemand, der har udført foranstaltninger som nævnt i § 754 a (agentvirksomhed), kan afgive forklaring uden at oplyse sit eget navn og bopæl.

I praksis oplyser en polititjenestemand, der skal afgive forklaring i retten, sit tjenestested. ”Bopæl” skal i overensstemmelse hermed forstås som tjenestested.

Polititjenestemanden får efter forslaget et ubetinget krav på at optræde under sit alias i retten.

Bestemmelsen har til formål at sikre en hemmeligholdelse af politiagentens identitet, således at den pågældende kan benyttes som agent i senere sager.

Bestemmelsen skal således ses i sammenhæng med de foreslåede bestemmelser i § 29 a, stk. 3, om dørlukning, § 834 om oplysninger i bevisfortegnelsen samt 848, stk. 6, om tiltaltes tilstedeværelse i retten under afgivelsen af vidneforklaringen.

Den foreslåede bestemmelse indebærer sammen med forslaget til ændring af § 834, hvorefter bl.a. polititjenestemænd, der har udført agentvirksomhed, i bevisfortegnelsen kan betegnes med et andet navn end deres eget og uden angivelse af bopæl, at hverken tiltalte, retten eller forsvareren vil kende politiagentens identitet. Retten kan forlange skriftlig dokumentation for, at den pågældende agent er polititjenestemand og dermed opfylder betingelsen i § 754 b, stk. 2, 1. pkt. En skriftlig erklæring fra den øverste politiledelse om den pågældendes ansættelse må i den forbindelse anses som fornøden dokumentation. Tilsvarende forudsættes en erklæring fra en overordnet udenlandsk politimyndighed at udgøre tilstrækkelig dokumentation, hvis der er tale om en udenlandsk agent.

Det foreslås endvidere at indsætte en ny bestemmelse i § 848, stk. 5 , hvorefter retsformanden kan beslutte, at oplysning om navn og bopæl på en polititjenestemand, der afgiver forklaring som vidne, ikke skal oplyses, hvis afgørende hensyn til vidnets særlige tjenestefunktion taler for det, og oplysningerne må antages at være uden betydning for tiltaltes forsvar.

I praksis oplyser en polititjenestemand, der skal afgive forklaring i retten, sit tjenestested. ”Bopæl” skal i overensstemmelse hermed forstås som tjenestested.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre hemmeligholdelsen af identiteten på en polititjenestemand, hvis særlige funktion afhænger af, at den pågældendes identitet ikke bliver kendt. Det vil bl.a. dreje sig om den meget lille kreds af polititjenestemænd, der er særligt uddannede til at operere under dække som meddelere. Der kan også være tale om f.eks. polititjenestemænd, der installerer aflytningsudstyr eller foretager skygninger.

Bestemmelsen skal således ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i § 29, stk. 2, nr. 2, om dørlukning, forslaget til ændring af § 834 om oplysninger i bevisfortegnelsen og den foreslåede bestemmelse i § 848, stk. 6, om tiltaltes tilstedeværelse i retten under afgivelsen af vidneforklaringen.

Efter den foreslåede bestemmelse kræves det, at der er afgørende hensyn at tage til vidnets særlige tjenestefunktion. Det skal således vurderes, om den pågældende person udfører en sådan særlig tjenestefunktion, og om der er et afgørende hensyn at tage hertil.

Det er endvidere en betingelse, at oplysningerne om polititjenestemandens navn og bopæl må antages at være uden betydning for tiltaltes forsvar. Det afgørende vil her være, om tiltaltes mulighed for at forholde sig til det, vidnet afgiver forklaring om, begrænses af, at han ikke kender polititjenestemandens eget navn og bopæl.

Retten kan forlange skriftlig dokumentation for, at den pågældende er polititjenestemand. En skriftlig erklæring fra den øverste politiledelse om den pågældendes ansættelse må i den forbindelse anses som fornøden dokumentation. Tilsvarende forudsættes en erklæring fra en overordnet udenlandsk politimyndighed at udgøre tilstrækkelig dokumentation, hvis der er tale om en udenlandsk polititjenestemand.

Den foreslåede bestemmelse i § 848, stk. 6 , indebærer, at formanden kan beslutte, at tiltalte skal forlade retslokalet, når en polititjenestemand, der har udført foranstaltninger som nævnt i § 754 a (agentvirksomhed), eller en polititjenestemand med en særlig tjenestefunktion, afhøres, hvis dette er påkrævet af hensyn til hemmeligholdelsen af polititjenestemandens identitet, og det må antages at være uden væsentlig betydning for tiltaltes forsvar.

Det skal være påkrævet af hensyn til hemmeligholdelsen af polititjenestemandens identitet, at tiltalte føres ud af retslokalet under afhøringen af polititjenestemanden. Det vil her have betydning, om den omstændighed, at tiltalte ser polititjenestemanden, vil medføre, at politiet ikke længere kan bruge den pågældende som politiagent, jf. § 754 a, eller til at udfylde en særlig tjenestefunktion som eksempelvis deltagelse i særlige observationsgrupper. Det vil endvidere være af betydning at få fastlagt, hvor vigtigt det er for politiet fortsat at kunne bruge den pågældende polititjenestemand til disse funktioner, herunder navnlig om den pågældende er særlig uddannet hertil eller har en særlig erfaring. Endelig bør det overvejes, om der – som alternativ til at føre tiltalte ude af retslokalet – kan tages forholdsregler, som gør, at polititjenestemanden ikke kan genkendes, f.eks. ved hjælp af forklædning.

Det er en betingelse, at det forhold, at tiltalte ikke overværer polititjenestemandens forklaring, vil være uden væsentlig betydning for tiltaltes forsvar. Det bemærkes i den forbindelse, at forsvarerens ret til at overvære vidnets forklaring ikke berøres af de foreslåede regler. Tilsvarende gælder tiltaltes ubetingede krav på at få kendskab til indholdet af en vidneforklaring, der er afgivet i tiltaltes fravær.

Det foreslås, at formanden afgør, om tiltalte skal forlade retslokalet under den forudgående forhandling om anmodninger fremsat efter den foreslåede nye bestemmelse i § 848, stk. 5 og 6.

Det foreslås, at når tiltalte som følge af en beslutning efter den foreslåede nye bestemmelse i § 848, stk. 6, ikke overværer afhøringen af en polititjenestemand, skal tiltalte, når denne på ny kommer til stede i retslokalet, have oplysning om, hvem der har afgivet forklaring i tiltaltes fravær, og om indholdet af forklaringen for så vidt den angår den tiltalte.

Det foreslås, at oplysning om en polititjenestemands navn og bopæl ikke skal meddeles den tiltalte, hvis retten har truffet bestemmelse om hemmeligholdelse efter den foreslåede nye bestemmelse i § 848, stk. 5.

Det foreslås, at afgørelse om hemmeligholdelse af en polititjenestemands navn og bopæl efter de foreslåede bestemmelser i § 848, stk. 5 og 6, skal træffes ved kendelse.

Det foreslås, at afgørelse om hemmeligholdelse af en polititjenestemands navn og bopæl efter de foreslåede bestemmelser i § 848, stk. 5 og 6, skal kunne kæres.

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Endvidere foreslås det, at lovændringerne i denne lovs § 2, nr. 1-3, 6 og 17-25 finder anvendelse i sager, som ikke er endeligt afgjort ved lovens ikrafttræden. De øvrige lovændringer i denne lovs § 2 finder anvendelse på afgørelser mv., der træffes efter lovens ikrafttræden.

Det følger af almindelige principper, at udvidelsen af bestemmelsen om konfiskation i straffelovens 76 a i lovforslagets § 1 kun finder anvendelse ved konfiskation på grundlag af lovovertrædelser begået efter lovens ikrafttræden, jf. herved straffelovens § 4, stk. 2. Når en strafbar handling, der kan danne grundlag for udvidet konfiskation, jf. den foreslåede udvidelse af bestemmelsen i straffelovens § 76 a, er foretaget efter ikrafttrædelsen, kan der imidlertid foretages konfiskation af formuegoder efter § 76 a, uanset om formuegodet er erhvervet før ikrafttrædelsen, jf. dog § 76 a, stk. 2, nr. 1, og stk. 3, om en 5-års-grænse for konfiskation hos ægtefæller, samlevere og juridiske personer.

Bestemmelsen indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Lovens § 1 kan dog helt eller delvist sættes i kraft for Færøerne ved kongelig anordning.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering		Lovforslaget

		§ 1
		I straffeloven, jf. lovbekendtgørelsen nr. 779 af 16. september 2002, som ændret ved lov nr. 228 af 2. april 2003, foretages følgende ændring:

§ 76 a. Der kan foretages hel eller delvis konfiskation af formuegoder, der tilhører en person, som findes skyldig i en strafbar handling, når		1. § 76 a, stk. 1, nr. 2 , affattes således:
1) handlingen er af en sådan karakter, at den kan give betydeligt udbytte, og
2) den efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover eller er en overtrædelse af § 286, stk. 1.		”2) den efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover eller er en overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer eller straffelovens § 286, stk. 1, eller § 289.”

		§ 2
		I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 777 af 16. september 2002, som ændret ved lov nr. 228 af 2. april 2003, foretages følgende ændringer:

§ 29. Retten kan bestemme, at et retsmøde skal holdes for lukkede døre (dørlukning),		1. I § 29, stk. 2, indsættes efter nr. 1 :
1) når hensynet til ro og orden i retslokalet kræver det,
2) når statens forhold til fremmede magter eller særlige hensyn til disse i øvrigt kræver det, eller
3) når sagens behandling i et offentligt retsmøde vil udsætte nogen for en unødvendig krænkelse, herunder når der skal afgives forklaring om erhvervshemmeligheder.
Stk. 2. I straffesager kan der endvidere træffes bestemmelse om dørlukning,
1) når en sigtet (tiltalt) er under 18 år,
2) når sagens behandling i et offentligt retsmøde må antages at bringe nogens sikkerhed i fare, eller 3) når sagens behandling i et offentligt retsmøde må antages på afgørende måde at hindre sagens oplysning.		”2) når der skal afgives forklaring af en polititjenestemand med en særlig tjenestefunktion, og det af hensyn til denne særlige tjenestefunktion er nødvendigt at hemmeligholde identiteten,” Nr. 2-3 bliver herefter nr. 3-4.

		2. I § 29, stk. 3 , ændres ”stk. 2, nr. 3,” til: ”stk. 2, nr. 4,”.

§ 29 a. I sager om overtrædelse af straffelovens § 210, §§ 216 og 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller § 223, stk. 1, lukkes dørene under den forurettedes forklaring, når den pågældende anmoder om det. Det samme gælder i sager om overtrædelse af straffelovens § 224 eller § 225, jf. §§ 216 og 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller § 223, stk. 1.		3. I § 29 a indsættes som stk. 3 :
Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse under afspilning eller anden forevisning af lyd- eller billedoptagelser, som gengiver forhold, der er rejst sigtelse eller tiltale for under sagen.
		” Stk. 3 . Når en polititjenestemand har udført foranstaltninger som nævnt i § 754 a, lukkes dørene under polititjenestemandens forklaring, når anklagemyndigheden anmoder om det.”

§ 60. --- Stk. 2. Ingen må deltage som dommer under domsforhandlingen i en straffesag, såfremt den pågældende, vedrørende det forhold, som tiltalen angår, har truffet afgørelse om at varetægtsfængsle den tiltalte efter § 762, stk. 2, eller om foretagelse af foranstaltninger som nævnt i § 754 a eller om brevåbning og brevstandsning i medfør af § 781, stk. 4. Dette gælder dog ikke, hvis sagen behandles efter § 922 eller § 923 eller sagen i øvrigt vedrørende det forhold, der har begrundet indgreb som nævnt i 1. pkt., ikke omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld.		4. I § 60, stk. 2, 1. pkt., udgår: ”eller om foretagelse af foranstaltninger som nævnt i § 754 a”.
Stk. 3 . ---		5. I § 60 indsættes som stk. 4 :
Stk. 4 . Den omstændighed, at dommeren, fordi flere embedsvirksomheder er forenede i hans person, tidligere af den grund har haft med sagen at gøre, medfører ikke inhabilitet, når der ikke efter de foreliggende omstændigheder er grund til at antage, at han har nogen særegen interesse i sagens udfald.		” Stk. 4 . Ingen må deltage som dommer under domsforhandlingen i en straffesag, såfremt den pågældende vedrørende det forhold, som tiltalen angår, har truffet afgørelse om at undtage materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt i medfør af § 745 b, eller har truffet anden afgørelse, hvor der har været fremlagt oplysninger, der efter § 745 b er undtaget fra forsvarerens adgang til aktindsigt. Under domsforhandlingen i en straffesag skal de afgørelser, som er nævnt i 1. pkt., træffes af en dommer, i landsretten en afdeling, der ikke deltager i domsforhandlingen.” Stk. 4 bliver herefter stk. 5.

§ 169 . Tjenestemænd eller andre, der handler i offentligt eller dermed ligestillet hverv, må ikke uden samtykke af vedkommende myndighed afkræves vidneforklaring om forhold, med hensyn til hvilke der i det offentliges interesse påhviler dem tavshedspligt. For medlemmer af Folketinget kræves samtykke af tingets formand og vedkommende minister.		6. I § 169, stk. 2, 3. pkt ., ændres ”eller dens forhold til fremmede magter” til: ”, til dens forhold til fremmede magter eller med hensynet til tredjemands liv eller helbred”.
Stk. 2. Nægtes samtykke, kan retten, såfremt forklaringens afgivelse findes at være af afgørende betydning for sagens udfald, pålægge vedkommende myndighed over for retten at redegøre for grundene til nægtelsen. Finder retten herefter, at hensynet til hemmeligholdelse bør vige for hensynet til sagens oplysning, kan den bestemme, at vidneforklaring skal afgives. Dette gælder dog ikke, hvis nægtelsen er begrundet med hensynet til statens sikkerhed eller dens forhold til fremmede magter.

§ 181. Inden vidnet afhøres, forvisser retten sig om vidnets identitet og om, at intet er til hinder for vidneforklaringens afgivelse. Retten pålægger derefter alvorligt vidnet at tale sandhed og gør vidnet bekendt med strafansvaret for afgivelse af falsk forklaring.		7. I § 181 indsættes efter ”vidnets identitet”: ”,jf. dog § 848, stk. 4 og 5,”

§ 745. Forsvareren har adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, politiet har tilvejebragt. I det omfang materialet uden ulempe kan mangfoldiggøres, skal genpart tilstilles forsvareren. Forsvareren må ikke uden politiets samtykke overlevere det modtagne materiale til sigtede eller andre. Stk. 2. Forsvareren har adgang til at overvære politiets afhøringer af sigtede og ret til at stille yderligere spørgsmål. Efter begæring skal forsvareren underrettes om tidspunktet for afhøringerne. Er den sigtede varetægtsfængslet, og er der truffet bestemmelse om isolation, jf. § 770 a, må den sigtede ikke afhøres, uden at forsvareren er til stede, medmindre såvel den sigtede som forsvareren samtykker heri.		8 . § 745 affattes således: ” § 745. Forsvareren har adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen eller tiltalen angår. I det omfang materialet uden ulempe kan mangfoldiggøres, skal genpart sendes til forsvareren. Forsvareren må ikke uden politiets samtykke overlevere det modtagne materiale til sigtede eller andre.”
Stk. 3 . Når en afhøring, en konfrontation, en fotoforevisning eller andet efterforskningsskridt af lignende betydning kan formodes at ville finde anvendelse som bevis under domsforhandlingen, giver politiet meddelelse til forsvareren inden foretagelsen, således at forsvareren kan få lejlighed til at være til stede. Forsvareren har adgang til at stille forslag med hensyn til gennemførelsen af det pågældende efterforskningsskridt. Forsvarerens bemærkninger i så henseende skal tilføres politirapporten. Har forsvareren ikke mulighed for at komme til stede, eller er det ikke muligt for politiet at give forsvareren meddelelse, kan der kun foretages efterforskningsskridt, som ikke kan opsættes. Har forsvareren ikke været til stede, skal forsvareren uden ophold underrettes om det foretagne.
Stk. 4. Hvis hensynet til fremmede magter, til statens sikkerhed eller til sagens opklaring eller tredjemand undtagelsesvis gør det påkrævet, kan reglerne i stk. 1 og 3 fraviges, eller politiet kan give forsvareren pålæg om ikke at videregive de oplysninger, han har modtaget fra politiet. Pålægget kan udstrækkes, indtil tiltalte har afgivet forklaring under domsforhandlingen.

		9 . § 745 a ophæves og i stedet indsættes:
§ 745 a. Kan politiets afhøring af et barn, når afhøringen optages på video (videoafhøring), formodes at ville finde anvendelse som bevis under domsforhandlingen, skal forsvareren være til stede under videoafhøringen.		” § 745 a . Hvis det er nødvendigt af hensyn til fremmede magter, til statens sikkerhed, til sagens opklaring, til tredjemand eller til efterforskning af en anden verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller som udgør en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13, kan politiet give forsvareren pålæg om ikke at videregive de oplysninger, som forsvareren har modtaget fra politiet. Pålægget kan udstrækkes, indtil tiltalte har afgivet forklaring under domsforhandlingen.
Stk. 2. Den, der er mistænkt eller sigtet, har ikke adgang til at overvære videoafhøringen. Den pågældende skal snarest have adgang til sammen med sin forsvarer at gennemse videooptagelsen hos politiet. En begæring fra den, der er mistænkt eller sigtet, eller dennes forsvarer om, at der foretages genafhøring af barnet, skal fremsættes snarest muligt herefter.

		§ 745 b . Retten kan efter anmodning fra politiet bestemme, at reglerne om forsvarerens ret til aktindsigt i § 745 fraviges, hvis det er påkrævet af hensyn til
		7) fremmede magter,
		8) statens sikkerhed,
		9) sagens opklaring,
		10) tredjemands liv eller helbred,
		11) efterforskning af en anden verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller som udgør en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13, eller
		12) beskyttelse af fortrolige oplysninger om politiets efterforskningsmetoder.
		Stk. 2. Afgørelse efter stk. 1 kan ikke træffes, hvis det giver anledning til væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af sigtedes eller tiltaltes forsvar.
		Stk. 3. Gør hensyn som nævnt i stk. 1 sig kun gældende for en del af materialet, skal forsvareren gøres bekendt med det øvrige indhold af materialet.
		Stk. 4 . Afgørelsen træffes ved kendelse. I kendelsen anføres de konkrete omstændigheder i sagen, der begrunder en fravigelse af § 745. Træffer retten afgørelse om, at fravigelsen skal gælde indtil videre, skal retten på ny vurdere fravigelsen, før domsforhandlingen indledes. Træffer retten afgørelse om, at fravigelsen skal gælde i et nærmere fastsat tidsrum, kan afgørelsen forlænges ved senere kendelse. Rettens afgørelse kan kæres.
		Stk. 5 . Inden retten træffer afgørelse, skal der beskikkes en advokat for den sigtede eller tiltalte, og advokaten skal have lejlighed til at udtale sig. Advokaten beskikkes fra den særlige kreds af advokater, der er nævnt i § 784, stk. 2. Advokaten skal underrettes om alle retsmøder, der afholdes med henblik på at opnå rettens kendelse om fravigelse af § 745, og er berettiget til at overvære disse samt til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen eller tiltalen angår. § 785, stk. 1, 2.-5. pkt., og stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

		§ 745 c . Forsvareren har adgang til at overvære politiets afhøringer af sigtede og ret til at stille yderligere spørgsmål. Efter begæring skal forsvareren underrettes om tidspunktet for afhøringerne. Er den sigtede varetægtsfængslet, og er der truffet bestemmelse om isolation, jf. § 770 a, må den sigtede ikke afhøres, uden at forsvareren er til stede, medmindre såvel den sigtede som forsvareren samtykker heri.

		§ 745 d . Når en afhøring, en konfrontation, en fotoforevisning eller andet efterforskningsskridt af lignende betydning kan formodes at ville finde anvendelse som bevis under domsforhandlingen, giver politiet meddelelse til forsvareren inden foretagelsen, således at forsvareren kan få lejlighed til at være til stede. Forsvareren har adgang til at stille forslag med hensyn til gennemførelsen af det pågældende efterforskningsskridt. Forsvarerens bemærkninger i så henseende skal tilføres politirapporten. Har forsvareren ikke mulighed for at komme til stede, eller er det ikke muligt for politiet at give forsvareren meddelelse, kan der kun foretages efterforskningsskridt, som ikke kan opsættes. Har forsvareren ikke været til stede, skal forsvareren uden ophold underrettes om det foretagne.
		Stk. 2 . Reglerne i stk. 1 kan fraviges efter bestemmelsen i § 745 b.

		§ 745 e . Kan politiets afhøring af et barn, når afhøringen optages på video (videoafhøring), formodes at ville finde anvendelse som bevis under domsforhandlingen, skal forsvareren være til stede under videoafhøringen.
		Stk. 2 . Den, der er mistænkt eller sigtet, har ikke adgang til at overvære videoafhøringen. Den pågældende skal snarest muligt have adgang til sammen med sin forsvarer at gennemse videooptagelsen hos politiet. En begæring fra den, der er mistænkt eller sigtet eller dennes forsvarer om, at der foretages genafhøring af barnet, skal fremsættes snarest muligt herefter.”

§ 746. Retten afgør tvistigheder om lovligheden af politiets efterforskningsskridt samt om sigtedes og forsvarerens beføjelser, herunder om begæringer fra forsvareren eller sigtede om foretagelsen af yderligere efterforskningsskridt. Afgørelsen træffes på begæring ved kendelse.		10. I § 746 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
Stk. 2. Bliver dommeren bekendt med, at en foranstaltning, der er iværksat af politiet i medfør af denne lov, og som kræver rettens godkendelse, ikke er forelagt retten inden udløbet af den herfor fastsatte frist, bestemmer han efter at have afkrævet politiet en redegørelse, om foranstaltningen skal opretholdes eller ophæves.		” Stk. 2. Ved tvistigheder om lovligheden af politiets afgørelser efter § 745, 1. pkt., skal politiet ikke fremlægge det materiale, som tvisten angår. Retten kan dog pålægge politiet at redegøre for grundene til den afgørelse, der er truffet.” Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

§ 748. Sigtede underrettes så vidt muligt om alle retsmøder og er berettiget til at overvære dem. Dette gælder ikke retsmøder, der afholdes med henblik på at opnå rettens forudgående kendelse om foretagelse af foranstaltninger i henhold til kapitlerne 69-74. Er sigtede varetægtsfængslet, kan fremstilling af ham undlades, hvis den vil være forbundet med uforholdsmæssigt besvær.		11 . I § 748 indsættes som stk. 7 :
Stk. 2. Forsvareren underrettes om alle retsmøder og er berettiget til at overvære dem. Er det ikke muligt at give forsvareren meddelelse, kan der kun afholdes retsmøder, som ikke kan opsættes. For så vidt angår de i stk. 1, 2. pkt., nævnte retsmøder kan reglen dog fraviges, hvis hensynet til fremmede magter, til statens sikkerhed eller til sagens opklaring eller tredjemand undtagelsesvis gør det påkrævet. Afgørelsen træffes af retten efter politiets begæring. Forsvareren må kun med rettens samtykke videregive oplysninger, han har modtaget i retsmødet.
Stk. 3. Forsvareren er berettiget til at fremsætte bemærkninger og kort at få disse tilført protokollen, men dommeren bestemmer, på hvilket tidspunkt af retsmødet dette kan ske.
Stk. 4 . Retten kan pålægge sigtede at indfinde sig til et retsmøde. Er pålægget ikke givet i et tidligere retsmøde, meddeles det ved en skriftlig tilsigelse. Tilsigelse sker med mindst aftens varsel. Retten kan dog fastsætte andet varsel eller pålægge sigtede at møde straks. Tilsigelsen skal indeholde oplysning om sigtelsens genstand. Udeblivelse kan kun medføre retsvirkninger, hvis tilsigelsen er lovlig forkyndt og indeholder oplysning om virkningerne af udeblivelse.
Stk. 5 . Retten kan på begæring bestemme, at der ikke skal gives sigtede underretning om et retsmødes afholdelse, eller at sigtede skal være udelukket fra at overvære et retsmøde helt eller delvis, hvis hensynet til fremmede magter, til statens sikkerhed eller til sagens opklaring eller tredjemand undtagelsesvis gør det påkrævet.
Stk. 6. Har sigtede været udelukket fra at overvære et retsmøde, skal retten, hvis sigtede er til stede, og ellers politiet snarest gøre ham bekendt med, hvad der er tilført retsbogen. Hvis de særlige hensyn, som har begrundet udelukkelsen, fortsat er til stede, kan sigtede dog af retten afskæres herfra, ligesom retten kan pålægge forsvareren ikke at give sigtede underretning om, hvad der er passeret i retsmødet. Pålægget kan udstrækkes, indtil tiltalte har afgivet forklaring under domsforhandlingen.
		” Stk. 7 . Stk. 1-6 finder ikke anvendelse på retsmøder, der afholdes i henhold til § 745 b, eller hvor der fremlægges oplysninger, der efter § 745 b er undtaget fra forsvarerens adgang til aktindsigt, og hvor der efter § 784 beskikkes en advokat for den, som indgrebet vedrører.”

		12. § 754 a affattes således:
§ 754 a. Politiet må ikke som led i efterforskningen af en lovovertrædelse foranledige, at der tilbydes bistand til eller træffes foranstaltninger med henblik på at tilskynde nogen til at udføre eller fortsætte lovovertrædelsen, medmindre:		” § 754 a. Politiet må ikke som led i efterforskningen af en lovovertrædelse foranledige, at der tilbydes bistand til eller træffes foranstaltninger med henblik på at tilskynde nogen til at udføre eller fortsætte lovovertrædelsen, medmindre:
1) der foreligger en særlig bestyrket mistanke om, at lovovertrædelsen er ved at blive begået eller forsøgt,		1) der foreligger en begrundet mistanke om, at lovovertrædelsen er ved at blive begået eller forsøgt,
2) andre efterforskningsskridt ikke vil være egnede til at sikre bevis i sagen, og		2) efterforskningsskridtet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen, og
3) efterforskningen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller en overtrædelse af straffelovens § 289, 2. pkt.		3) efterforskningen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller en overtrædelse af straffelovens § 286, stk. 1, eller § 289, 2. pkt.
		Stk. 2. Foranstaltninger, der træffes med henblik på at tilskynde nogen til at udføre eller fortsætte en lovovertrædelse, omfattes ikke af stk. 1, hvis politiet ikke herved påvirker væsentlige omstændigheder ved lovovertrædelsen.”

§ 754 b. De foranstaltninger, som er nævnt i § 754 a, må ikke bevirke en forøgelse af lovovertrædelsens omfang eller grovhed.		13. I § 754 b, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
Stk. 2 . Foranstaltningerne må alene udføres af polititjenestemænd.		”Civile personer kan dog efter aftale med politiet yde bistand til at udføre eller fortsætte den lovovertrædelse, der efterforskes, når den bistand, der ydes, er yderst beskeden i forhold til lovovertrædelsen.”

§ 781. Indgreb i meddelelseshemmeligheden må kun foretages, såfremt		14. I § 781, stk. 1, nr. 3 , indsættes efter ”193, stk. 1,”: ”228,”
1) der er bestemte grunde til at antage, at der på den pågældende måde gives meddelelser eller foretages forsendelser til eller fra en mistænkt,
2) indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen og
3) efterforskningen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13 eller en overtrædelse af straffelovens §§ 124, stk. 2, 125, 127, stk. 1, 193, stk. 1, 235, 266, 281, 286, stk. 1, eller 289 eller en overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 5.

§ 788. Efter afslutningen af et indgreb i meddelelseshemmeligheden skal der gives underretning om indgrebet, jf. dog stk. 4 og 5. Har den person, til hvem underretning efter stk. 2 skal gives, været mistænkt i sagen, skal der tillige gives underretning herom og om, hvilken lovovertrædelse mistanken har angået.		15. § 788, stk. 4, 1. pkt ., affattes således:
Stk. 2. Underretningen gives
1) ved telefonaflytning og teleoplysning til indehaveren af den pågældende telefon,
2) ved anden aflytning til den, der har rådighed over det sted eller det lokale, hvor samtalen er afholdt eller udtalelsen fremsat, og
3) ved brevåbning og brevstandsning til afsenderen eller modtageren af forsendelsen.
Stk. 3. Underretningen gives af den byret, som har truffet afgørelse efter § 783. Underretningen gives snarest muligt, såfremt politiet ikke senest 14 dage efter udløbet af det tidsrum, for hvilket indgrebet har været tilladt, har fremsat begæring om undladelse af eller udsættelse med underretning, jf. stk. 4. Er der i medfør af § 784, stk. 1, beskikket en advokat, skal genpart af underretningen sendes til denne.
Stk. 4. Vil underretning som nævnt i stk. 1-3 være til skade for efterforskningen, eller taler omstændighederne i øvrigt imod underretning, kan retten efter begæring fra politiet beslutte, at underretning skal undlades eller udsættes i et nærmere fastsat tidsrum, der kan forlænges ved senere beslutning. Er der efter § 784, stk. 1, beskikket en advokat, skal denne have lejlighed til at udtale sig, inden retten træffer beslutning om undladelse af eller udsættelse med underretningen.		”Vil underretning som nævnt i stk. 1-3 være til skade for efterforskningen eller til skade for efterforskningen i en anden verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan danne grundlag for et indgreb i meddelelseshemmeligheden, eller taler omstændighederne i øvrigt imod underretning, kan retten efter begæring fra politiet beslutte, at underretning skal undlades eller udsættes i et nærmere fastsat tidsrum, der kan forlænges ved senere beslutning.”

§ 791 b. Aflæsning af ikke offentligt tilgængelige oplysninger i et informationssystem ved hjælp af programmer eller andet udstyr (dataaflæsning) kan foretages, såfremt		16. § 791 b, stk. 1, nr. 3 , affattes således:
1) der er bestemte grunde til at antage, at informationssystemet anvendes af en mistænkt i forbindelse med planlagt eller begået kriminalitet som nævnt i nr. 3,
2) indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen, og
3) efterforskningen angår en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13 eller en overtrædelse af straffelovens § 180, § 183, stk. 1 og 2, § 183 a, § 186, stk. 1, § 187, stk. 1, §§ 191, 192 a eller 237.		”3) efterforskningen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13 eller en overtrædelse af § 286, stk. 1, eller § 289.”

§ 834. Samtidig med indleveringen af anklageskriftet eller snarest muligt derefter skal statsadvokaten på rettens kontor indlevere en udskrift af de i sagen foretagne retslige undersøgelses- og bevishandlinger, ledsaget af sagens øvrige dokumenter og andre synlige bevismidler, samt en fortegnelse over de beviser, som agtes fremført med kort angivelse af, hvad dermed agtes godtgjort. Vidner og syns- eller skønsmænd skal betegnes med navn, og hvad der i øvrigt måtte udkræves til deres nøjagtige betegnelse, under opgivende af, om de agtes afhørt under domsforhandlingen eller ved en undersøgelsesret, eller om allerede afgivne forklaringer agtes benyttede. Ønskes syns- eller skønsmænd udmeldt, fremsættes begæring herom til retten.		17. I § 834 indsættes efter 2. pkt.: ”Polititjenestemænd, der har udført foranstaltninger som nævnt i § 754 a, og polititjenestemænd med en særlig tjenestefunktion, hvor det af hensyn til denne særlige tjenestefunktion er nødvendigt at hemmeligholde identiteten, kan betegnes med et andet navn end deres eget og uden angivelse af bopæl.”

		18. Efter § 836 indsættes:
		” § 836 a. En person kan ikke indkaldes som vidne, hvis oplysninger om personens identitet ikke indgår i sagen i medfør af § 745, 1. pkt., eller er undtaget fra forsvarerens adgang til aktindsigt i medfør af § 745 b.”

§ 841. Retten kan efter anmodning fra anklagemyndigheden, forsvareren eller et vidne forud for domsforhandlingen træffe afgørelse om dørlukning efter § 29, stk. 2, nr. 2, referatforbud efter § 30, nr. 2, navneforbud efter § 31, stk. 1, nr. 1, om at tiltalte skal forlade retslokalet, mens et vidne afhøres, jf. § 848, stk. 1 eller 3, eller om, at et vidnes bopæl eller navn, stilling og bopæl ikke må oplyses for tiltalte, jf. § 848, stk. 2.		19. § 841 affattes således: ” § 841. Retten kan efter anmodning fra anklagemyndigheden, forsvareren eller et vidne forud for domsforhandlingen træffe afgørelse om dørlukning efter § 29, stk. 2, nr. 2 eller 3, referatforbud efter § 30, nr. 2, navneforbud efter § 31, stk. 1, nr. 1, om at tiltalte skal forlade retslokalet, mens et vidne afhøres, jf. § 848, stk. 1, 3 eller 6, om at et vidnes bopæl eller navn, stilling og bopæl ikke må oplyses for tiltalte, jf. § 848, stk. 2, eller om, at en polititjenestemands navn og bopæl ikke skal oplyses, jf. § 848, stk. 5.”

§ 848. Formanden kan uden for de tilfælde, der er nævnt i stk. 2, nr. 2, beslutte, at tiltalte skal forlade retslokalet, mens et vidne eller en medtiltalt afhøres, når særegne grunde taler for, at en uforbeholden forklaring ellers ikke kan opnås.		20. I § 848 indsættes efter stk. 3 som nye stykker :
Stk. 2. Retten kan, hvis det må antages at være uden betydning for tiltaltes forsvar, på anmodning bestemme,
1) at et vidnes bopæl ikke må oplyses for tiltalte, hvis afgørende hensyn til vidnets sikkerhed taler for det, eller
2) at et vidnes navn, stilling og bopæl ikke må oplyses for tiltalte, hvis afgørende hensyn til vidnets sikkerhed gør det påkrævet.
Stk. 3. Er der truffet bestemmelse efter stk. 2, nr. 2, kan retten yderligere bestemme, at tiltalte skal forlade retslokalet, mens vidnet afhøres, hvis der er grund til at antage, at vidnet eller vidnets nærmeste vil blive udsat for alvorlig fare, hvis tiltalte får kendskab til vidnets identitet.
Stk. 4. Formanden afgør, om tiltalte skal forlade retslokalet under den forudgående forhandling om anmodninger fremsat efter stk. 2 og 3.		” Stk. 4. En polititjenestemand, der har udført foranstaltninger som nævnt i § 754 a, kan afgive forklaring uden at oplyse sit eget navn og bopæl.
Stk. 5. Når tiltalte som følge af en beslutning efter stk. 1 eller 3 ikke har overværet afhøringen af et vidne eller en medtiltalt, skal tiltalte, når denne på ny kommer til stede i retslokalet, have oplysning om, hvem der har afgivet forklaring i tiltaltes fravær, og om indholdet af forklaringen, for så vidt den angår tiltalte. Retten afgør, om gengivelsen af forklaringen skal ske før eller efter, at tiltalte selv har afgivet forklaring. Oplysning om vidnets bopæl eller navn, stilling og bopæl skal dog ikke meddeles tiltalte, hvis retten har truffet bestemmelse om hemmeligholdelse efter stk. 2, nr. 1 eller 2.		Stk. 5. Formanden kan bestemme, at oplysning om navn og bopæl på en polititjenestemand, der afgiver forklaring som vidne, ikke skal oplyses, hvis afgørende hensyn til vidnets særlige tjenestefunktion taler for det, og oplysningerne må antages at være uden betydning for tiltaltes forsvar.
Stk. 6. Afgørelse om hemmeligholdelse af et vidnes navn, stilling og bopæl, jf. stk. 2, nr. 2, og stk. 3, træffes ved kendelse. I kendelsen anføres de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for hemmeligholdelse er opfyldt. Kendelsen kan til enhver tid omgøres. Rettens afgørelse efter stk. 2, nr. 2, og stk. 3, kan kæres.		Stk. 6 . Formanden kan bestemme, at tiltalte skal forlade retslokalet, når en polititjenestemand, der har udført foranstaltninger som nævnt i § 754 a, eller en polititjenestemand med en særlig tjenestefunktion, afhøres, hvis dette er påkrævet af hensyn til hemmeligholdelsen af polititjenestemandens identitet, og det må antages at være uden væsentlig betydning for tiltaltes forsvar.” Stk. 4-6 bliver herefter stk. 7-9.

		21. I § 848, stk. 4, der bliver stk. 7 , ændres ”stk. 2 og 3” til: ”stk. 2, 3, 5 og 6”.

		22. I § 848, stk. 5, 1. pkt., der bliver stk. 8, 1. pkt., ændres ”stk. 1 eller 3” til: ” stk. 1, 3 eller 6”.

		23. I § 848, stk. 5, der bliver stk. 8, indsættes som 4. pkt. : ”Oplysning om en polititjenestemands navn og bopæl skal endvidere ikke meddeles tiltalte, hvis retten har truffet bestemmelse om hemmeligholdelse efter stk. 5.”

		24. I § 848, stk. 6, 1. pkt., der bliver stk. 9, 1. pkt., indsættes efter ”stk. 2, nr. 2, og stk. 3,”: ”eller en polititjenestemands navn og bopæl, jf. stk. 5 og 6,”.

		25. I § 848, stk. 6, 4. pkt., der bliver stk. 9, 4. pkt., ændres ”stk. 2, nr. 2, og stk. 3,” til: ”stk. 2, nr. 2, og stk. 3, 5 og 6,”

		§ 3
		Stk. 1 . Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Stk. 2 . Lovens § 2, nr. 1-3, 6 og nr. 17-25 finder anvendelse i sager, som ikke er endeligt afgjort ved lovens ikrafttræden.

		§ 4
		Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Stk. 2. § 1 kan ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

1.	Indledning
1.1.	Lovforslagets formål
1.2.	Lovforslagets indhold

2.	Retsplejelovens regler om agentvirksomhed mv.
2.1.	Gældende ret
2.2.	Justitsministeriets overvejelser
2.2.1.	Civile agenter
2.2.2.	Kontrollerede leverancer
2.2.3.	Mistankekravet
2.2.4.	Indikationskravet
2.2.5.	Kriminalitetskravet
2.2.6.	Agentens forklaring i retten
2.2.7.	Polititjenestemænds forklaring i retten i øvrigt.
2.3.	Forholdet til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
2.3.1.	Anvendelse af civile agenter
2.3.2.	Polititjenestemænds forklaring i retten

3.	Forsvarerens aktindsigt mv.
3.1.	Gældende ret
3.2.	Fremmed ret
3.2.1.	Sverige
3.2.2.	Norge
3.3.	Justitsministeriets overvejelser
3.3.1.	Oplysninger omfattet af forsvarerens aktindsigt (§ 745)
3.3.2.	Begrænsninger i forsvarerens aktindsigt mv.
3.3.3.	Begrænsninger i bevisførelsen som følge ændringerne i reglerne om forsvarerens adgang til aktindsigt
3.4.	Forholdet til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

4.	Den praktiske anvendelse af meddelere

5.	Konfiskation
5.1.	Gældende ret
5.2.	Justitsministeriets overvejelser

6.	Indgreb i meddelelseshemmeligheden
6.1.	Gældende ret
6.2.	Justitsministeriets overvejelser
6.2.1.	Indgreb i meddelelseshemmeligheden i rufferisager
6.2.2.	Underretning om indgreb i meddelelseshemmeligheden

7.	Dataaflæsning
7.1.	Gældende ret
7.2.	Justitsministeriets overvejelser

8.	Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser mv.

9.	Hørte myndigheder mv.

	Positive konsekvenser/ mindre udgifter	Negative konsekvenser/ merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner	Ingen	Ingen af betydning
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner	Ingen	Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet	Ingen	Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet	Ingen	Ingen
Miljømæssige konsekvenser	Ingen	Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne	Ingen	Ingen
Forholdet til EU-retten	Ingen EU-retlige aspekter