L 69 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af momsloven. (Moms på ydelser leveret ad elektronisk vej og momsfakturering, herunder elektronisk, samt tilpasninger til EU-regler om beskatningssted).

til

(Moms på ydelser leveret ad elektronisk vej og momsfakturering, herunder elektronisk, samt tilpasninger til EU-regler om beskatningssted)

I lov om merværdiafgift (momsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 804 af 16. august 2000, som ændret ved § 2 i lov nr. 165 af 15. marts 2000, § 32 i lov nr. 1029 af 22. november 2000, § 3 i lov nr. 1299 af 20. december 2000, § 1 i lov nr. 1088 af 19. december 2001, § 1 i lov nr. 291 af 15. maj 2002 og § 22 i lov nr. 409 af 16. juni 2002, foretages følgende ændringer:

1. §§ 15, 16, 17 og 18 affattes således:

»§ 15. Leveringsstedet for ydelser er her i landet, når ydelsen leveres af en afgiftspligtig person, der her har etableret enten stedet for sin økonomiske virksomhed eller et fast forretningssted, hvorfra ydelsen leveres, eller i mangel heraf har bopæl eller sædvanligt opholdssted her, jf. dog stk. 2-4 og §§ 16-21.

Stk. 2. Leveringsstedet er her i landet for de i nr. 1-11 nævnte ydelser, der leveres fra et andet EU-land til en afgiftspligtig person her i landet. For de i nr. 1-10 nævnte ydelser er leveringsstedet dog ikke her i landet, hvis ydelsen faktisk benyttes eller udnyttes uden for EU.

Stk. 3. Leveringsstedet for de ydelser, der er nævnt i stk. 2, og som leveres fra steder uden for EU, er her i landet i følgende tilfælde:

Stk. 4. Leveringsstedet for de ydelser, der er nævnt i stk. 2, og som leveres af en afgiftspligtig person her i landet, er ikke her i landet i følgende tilfælde:

§ 16. Leveringsstedet for udlejning af transportmidler er ikke her i landet, hvis transportmidlet faktisk benyttes uden for EU, jf. § 15, stk. 1.

Stk. 2. Leveringsstedet for udlejning af transportmidler til en afgiftspligtig person er her i landet, når ydelsen leveres af en afgiftspligtig person uden for EU, og transportmidlet faktisk benyttes her i landet.

§ 17. Leveringsstedet for ydelser er her i landet, når ydelsen vedrører fast ejendom, der er beliggende her, herunder ydelser fra ejendomsmæglere, ejendomshandlere og sagkyndige, samt arkitekters og tilsynsførendes ydelser vedrørende forberedelse eller samordning af byggearbejder. Leveringsstedet for ydelser vedrørende fast ejendom, der er beliggende i udlandet, er ikke her i landet.

§ 18. Leveringsstedet for følgende ydelser er her i landet, når ydelsen faktisk præsteres her, og ikke her i landet, når ydelsen faktisk præsteres i udlandet:

Stk. 2. Leveringsstedet for sagkyndig vurdering af løsøregenstande samt arbejde udført på løsøregenstande er ikke her i landet, når aftageren af ydelsen er registreret for merværdiafgift i et andet EU-land og varerne forsendes eller transporteres til udlandet. Leveringsstedet er dog her i landet, når ydelsen præsteres i et andet EU-land og varen forsendes eller transporteres ud af det pågældende EU-land, når aftageren af ydelsen er registreret her.«.

2. I § 21 ændres »§ 18« til: »§ 15, stk. 2«.

3. I § 21, nr. 3, ændres to steder »er afgiftspligtig« til: »foretages«.

4. § 42, stk. 5, sidste pkt., affattes således:

»Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om udlejers pligt til at give oplysninger til brug for beregning af fradraget.«.

5. § 52 ophæves og i stedet indsættes:

»§ 52. Enhver registreret virksomhed skal for levering af varer og ydelser bortset fra de af § 13 omfattede udstede en faktura til modtageren (kunden). Hvis hele eller en del af en leverance kræves betalt, inden leverancen er afsluttet, skal der udstedes særskilt faktura herfor.

Stk. 2. Faktureringspligten anses for opfyldt, hvis den registrerede virksomheds kunde udsteder en faktura. Det er en betingelse, at der foreligger en forud indgået aftale mellem den registrerede virksomhed og kunden, og at der er fastlagt en fremgangsmåde, hvorefter den registrerede virksomhed godkender hver enkelt faktura.

Stk. 3. Faktureringspligten anses også for opfyldt, hvis en tredjeperson i den registrerede virksomheds navn og for dennes regning udsteder en faktura til modtageren af varen eller tjenesteydelsen.

Stk. 4. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om krav til faktureringen som nævnt i stk. 1-3, herunder om fravigelse af fakturakravene for bestemte typer af salg.

Stk. 5. Sker der efter fakturaens udstedelse returnering af varer, skal der udstedes kreditnota. Det samme gælder, hvis leverandøren efter fakturaens udstedelse giver afslag i prisen. Finder efterbetaling sted, skal der udstedes faktura for efterbetalingen.

Stk. 6. Virksomheder, der ikke er registreret, samt registrerede virksomheder, der leverer ikke-afgiftspligtige varer og ydelser, må ikke på fakturaen anføre afgiftsbeløb eller anden angivelse af, at fakturabeløbet indbefatter afgift. Modtager virksomheden en af en kunde eller en tredjeperson udstedt faktura, hvorpå der er anført afgiftsbeløb eller anden angivelse af, at afregningen indbefatter afgift, skal virksomheden gøre den, der har udstedt fakturaen, opmærksom herpå og tilbagebetale modtagne afgiftsbeløb.

Stk. 7. Virksomheder, der i strid med stk. 6 på en faktura anfører afgiftsbeløb eller anden angivelse af, at fakturabeløbet indbefatter afgift, skal indbetale afgiftsbeløbet til de statslige told- og skattemyndigheder. Det samme gælder, hvis en virksomhed på en faktura anfører afgift med et for stort beløb eller på en faktura over leverancer, hvoraf der ikke skal betales afgift, anfører afgiftsbeløb eller anden angivelse af, at fakturabeløbet indbefatter afgift. Indbetaling kan dog undlades, hvis fejlen berigtiges over for køberen.

Stk. 8. Ved prisangivelser for varer og ydelser skal det tydeligt tilkendegives, hvis prisen ikke indbefatter afgift efter denne lov.

§ 52 a. Enhver registreret virksomhed skal sørge for opbevaring af kopier af fakturaer, som udstedes af virksomheden selv, af virksomhedens kunde eller af en tredjeperson, og for opbevaring af kreditnotaer samt af fakturaer, som virksomheden har modtaget, jf. § 52.

Stk. 2. En virksomhed kan opbevare udstedte eller modtagne elektroniske fakturaer i et andet land på betingelse af, at virksomheden meddeler de statslige told- og skattemyndigheder opbevaringsstedet. Herudover skal opbevaring i et andet land af elektroniske fakturaer ske på de betingelser, som er nævnt i stk. 3 og 4.

Stk. 3. Med henblik på kontrol har de statslige told- og skattemyndigheder efter anmodning til enhver tid og uden unødig forsinkelse ret til fuld elektronisk onlineadgang, downloading og anvendelse af udstedte eller modtagne fakturaer, som en virksomhed opbevarer ad elektronisk vej i et andet land.

Stk. 4. Opbevaring af elektroniske fakturaer kan ikke ske i et land uden for EU, med hvilket der ikke findes noget retligt instrument vedrørende gensidig bistand med en retsvirkning, der svarer til reglerne i direktiv 76/308/EØF og 77/799/EØF og forordning (EØF) nr. 218/92 og til den i stk. 3 nævnte ret til elektronisk adgang, downloading og anvendelse.«.

6. Kapitel 16 affattes således:

»Kapitel 16

§ 66. En tredjelandsvirksomhed, jf. stk. 2, litra a, der leverer tjenesteydelser som nævnt i § 15, stk. 2, nr. 11, kan vælge at tilslutte sig særordningen for tredjelandsvirksomheder, der leverer elektroniske tjenesteydelser til ikke afgiftspligtige personer inden for EU.

Stk. 2. Ved anvendelse af reglerne om særordningen forstås ved:

Stk. 3. En tredjelandsvirksomhed, som ønsker at tilslutte sig særordningen med Danmark som identifikationsmedlemsland, skal til de statslige told- og skattemyndigheder anmelde påbegyndelse af virksomhed som afgiftspligtig inden for EU. Virksomheden skal endvidere anmelde ændring og ophør af virksomhed, hvis denne ikke mere er omfattet af særordningen. Anmeldelser skal ske elektronisk.

Stk. 4. Når en tredjelandsvirksomhed har tilsluttet sig særordningen, finder ordningen anvendelse på alle virksomhedens leveringer af elektroniske tjenesteydelser til ikke afgiftspligtige personer inden for EU. De i 1. pkt. nævnte leveringer beskattes med forbrugsmedlemslandets afgiftssats (normalsatsen).

Stk. 5. Tredjelandsvirksomheden afmeldes og udelukkes fra særordningen, hvis:

Stk. 6. Tredjelandsvirksomheden skal med udgangspunkt i det efter stk. 8 førte regnskab til de statslige told- og skattemyndigheder elektronisk indsende en afgiftsangivelse for hvert kvartal (afgiftsperiode), uanset om der er leveret elektroniske tjenesteydelser eller ej. Angivelsen skal indsendes inden for 20 dage efter udgangen af den afgiftsperiode, som angivelsen vedrører. Tredjelandsvirksomheden skal indbetale afgiften til de statslige told- og skattemyndigheder, samtidig med at afgiftsangivelsen indsendes.

Stk. 7. Tredjelandsvirksomheden kan få godtgjort afgift efter reglerne i § 45, stk. 1.

Stk. 8. Med henblik på, at de statslige told- og skattemyndigheder kan fastslå, at den i stk. 6 nævnte angivelse er korrekt, skal tredjelandsvirksomheden føre et regnskab med de transaktioner, der er omfattet af særordningen. Dette regnskab skal efter anmodning fra de statslige told- og skattemyndigheder gøres elektronisk tilgængeligt for disse myndigheder. Dette skal ske inden for en tidsfrist, som de statslige told- og skattemyndigheder fastsætter i anmodningen. Regnskabet skal opbevares i en periode på ti år fra udgangen af det år, hvor transaktionen blev foretaget.

Stk. 9. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om særordningen for tredjelandsvirksomheder, der leverer elektroniske tjenesteydelser til ikke afgiftspligtige personer inden for EU.«.

Stk. 1. § 1, nr. 1, 2, 3 og 6, træder i kraft den 1. juli 2003.

Stk. 2. § 1, nr. 4 og 5, træder i kraft den 1. januar 2004.

Lovforslaget består af tre dele:

For det første gennemfører lovforslaget et direktiv om ændring af 6. momsdirektiv med hensyn til moms på radio- og tv-spredningstjenester og tjenesteydelser leveret ad elektronisk vej. Dette direktiv er EU-medlemslandene forpligtet til at gennemføre med virkning fra og med 1. juli 2003.

For det andet gennemfører lovforslaget et direktiv om ændring af 6. momsdirektiv med hensyn til harmonisering af momsfakturering, herunder elektronisk momsfakturering. Dette direktiv er EU-medlemslandene forpligtet til at gennemføre med virkning fra og med 1. januar 2004.

For det tredje gennemfører lovforslaget visse tilpasninger til de gældende regler om leveringsstedet (beskatningsstedet) i 6. momsdirektiv.

Denne del af lovforslaget gennemfører Rådets direktiv 2002/38/EF af 7. maj 2002 om ændring og midlertidig ændring af direktiv 77/388/EØF hvad angår merværdiafgiftssystemet for radio- og tv-spredningstjenester og visse elektronisk leverede tjenesteydelser (EF-Tidende 2002, L 128/41). Direktivet er gengivet som bilag A til dette lovforslag.

Direktivet indfører klarere regler på området.

Formålet med det nye direktiv er blandt andet at forbedre EU-virksomheders, herunder danske virksomheders, konkurrencemæssige situation i forhold til virksomheder etableret uden for EU (tredjelandsvirksomheder).

Efter direktivet skal medlemslandene med virkning fra 1. juli 2003 indføre regler om, at salg af digitale tjenesteydelser ud af EU skal være fritaget for moms, at salg i EU af disse ydelser skal være momspligtigt, og at ydelserne skal beskattes med normalmomssatsen (med undtagelse af radio- og tv-spredningstjenesteydelser, hvor landene efter gældende regler kan anvende reduceret momssats).

Der indføres en overgangsordning, som skal virke i 3 år. Under overgangsordningen skal salg af digitale tjenesteydelser fra tredjelandsvirksomheder til private i EU pålægges moms efter princippet om beskatning i forbrugslandet.

De tredjelandsvirksomheder, som ønsker det, kan vælge kun at lade sig registrere i og betale moms til ét EU-land (et såkaldt identifikationsmedlemsland), som formidler betalingerne videre til rette forbrugsland.

I overgangsperioden skal salg fra EU-virksomheder til private forbrugere i andre EU-lande som hidtil beskattes i sælgerens hjemland.

Det er hensigten, at den midlertidige 3-årige ordning skal afløses af en endelig ordning baseret på principper om ikke-diskrimination og beskatning i forbrugslandet.

Forslaget gennemfører Rådets direktiv 2001/115/EF af 20. december 2001 om ændring af direktiv 77/388/EØF med henblik på forenkling, modernisering og harmonisering af kravene til fakturering med hensyn til merværdiafgift (EF-Tidende 2002, L 15/24). Direktivet er gengivet som bilag C til dette lovforslag.

Direktivet skal gennemføres i national lovgivning med virkning fra 1. januar 2004.

Direktivet indeholder regler om elektronisk momsfakturering. Efter disse regler skal en elektronisk momsfakturas oprindelses-ægthed og indholds-integritet sikres, men ikke nødvendigvis i form af et obligatorisk krav om elektronisk signatur. Efter direktivet får danske virksomheder bedre mulighed for at opbevare elektroniske momsfakturaer i udlandet.

Med hensyn til papirmomsfakturaer kan de gældende danske regler i det væsentlige opretholdes.

Forslaget tilpasser nogle bestemmelser i momsloven om leveringsstedet (beskatningsstedet) til de tilsvarende bestemmelser i 6. momsdirektiv, såvel sprogligt som indholdsmæssigt. Forslaget ændrer dele af momslovens bestemmelser om beskatningsstedet ved levering af tjenesteydelser. Efter lovforslaget ændres disse bestemmelser også som et led i gennemførelsen af direktivet om moms på radio- og tv-spredningstjenester og elektroniske tjenesteydelser.

Efter de gældende momsregler i EU er der ikke moms på leverancer af elektroniske tjenesteydelser til private forbrugere i EU fra virksomheder, der er etableret i lande uden for EU (tredjelande).

Hvis levering til private forbrugere i et EU-land sker fra en virksomhed etableret i et EU-land, pålægges der moms i virksomhedens hjemland. Det vil sige, at ikke alene EU-virksomheders leverancer til private i andre EU-lande, men også EU-virksomheders leverancer til private i tredjelande, pålægges moms.

Disse regler fører til en uholdbar konkurrenceforvridning, der stiller EU-virksomheder i en ufordelagtig position i forhold til tredjelandsvirksomheder.

Der er også behov for at ændre momsreglerne for at kunne tage højde for den teknologiske udvikling, som muliggør elektronisk levering af ydelser.

Endvidere er de gældende momsregler for radio- og tv-spredningstjenester og elektronisk leverede tjenesteydelser ikke tilstrækkeligt klare og fyldestgørende.

Med Rådets direktiv 2002/38/EF indføres der harmoniserede momsregler for radio- og tv-spredningstjenester og elektronisk leverede tjenesteydelser.

Når direktivet gennemføres i medlemslandene med virkning fra og med 1. juli 2003, fjernes den ufordelagtige konkurrenceforvridning for EU-virksomheder i forhold til tredjelandsvirksomheder. Dette sker som et led i at få det indre marked til at fungere mere tilfredsstillende.

Efter direktivet og lovforslaget skal der ikke betales moms af salg af elektronisk leverede tjenesteydelser, når EU-virksomheder sælger ydelserne til kunder i tredjelande.

Når en elektronisk tjenesteydelse sælges til private forbrugere i EU af virksomheder etableret i et andet EU-land, skal ydelsen efter direktiv og lovforslag pålægges moms i virksomhedens hjemland. Er kunden i det andet EU-land en erhvervsvirksomhed, pålægges den elektroniske tjenesteydelse derimod moms i kundens hjemland, det såkaldte forbrugsland. Tredjelandsvirksomheder skal ikke momsregistreres i EU for salg til EU-erhvervskunder.

Endvidere gennemfører direktivet og lovforslaget regler, hvorefter en elektronisk tjenesteydelse pålægges moms i EU-forbrugslandet, når ydelsen leveres fra en tredjelandsvirksomhed til en privat forbruger i EU.

For at gøre det lettere for tredjelandsvirksomheder, der leverer elektroniske tjenesteydelser til private i EU, at overholde de afgiftsmæssige forpligtelser, indføres der regler om en særordning for disse virksomheders salg af elektroniske tjenesteydelser til private forbrugere i EU. En tredjelandsvirksomhed kan frivilligt vælge at benytte denne særordning for salg til private i EU.

Hvis tredjelandsvirksomheden vælger særordningen, kan den nøjes med at lade sig identificere i et enkelt medlemsland. Tredjelandsvirksomheden kan frit vælge, hvilket medlemsland den vil lade sig identificere i. Dette land betegnes identifikationsmedlemsland.

Tredjelandsvirksomheder under særordningen opnår således forenklede procedurer i forhold til de almindelige regler, hvorefter en tredjelandsvirksomhed, der sælger elektroniske tjenesteydelser til private i EU, skal momsregistreres i hvert enkelt EU-land, som virksomheden sælger til, dvs. i op til 15 forskellige lande.

En tredjelandsvirksomhed, der tilslutter sig særordningen, opnår også fælles regler om angivelse og betaling af moms af salg af elektronisk leverede tjenesteydelser til private i EU. Efter reglerne om særordningen skal tredjelandsvirksomheden til de statslige told- og skattemyndigheder elektronisk indsende en afgiftsangivelse for hvert kvartal (afgiftsperiode), uanset om der er leveret elektroniske tjenesteydelser eller ej. Angivelsen skal indsendes inden for 20 dage efter udgangen af den afgiftsperiode, som angivelsen vedrører.

Tredjelandsvirksomheden angiver og indbetaler momsen til identifikationsmedlemslandet, som overfører momsen til de rette EU-forbrugslande. Momsen skal angives og afregnes med EU-forbrugslandets sats. Når tredjelandsvirksomheden sælger elektronisk leverede tjenesteydelser til private i flere EU-medlemslande, beskattes forbruget således med de forskellige forbrugslandes momssatser. Efter direktivet kan medlemslandene ikke anvende differentierede momssatser. Dette betyder, at landene skal anvende normalsatsen, dvs. 25 pct. for Danmarks vedkommende.

Det identifikationsmedlemsland, som tredjelandsvirksomheden vælger at lade sig registrere i, skal sørge for, at moms af tredjelandsvirksomhedens ydelser opkræves og overføres til rette forbrugsmedlemsland. De nærmere regler herom er fastsat i Rådets forordning (EF) nr. 792/2002 af 7. maj 2002 om midlertidig ændring med hensyn til yderligere foranstaltninger vedrørende elektronisk handel af forordning (EØF) nr. 218/92 om administrativt samarbejde inden for området indirekte skatter (moms) (EF-Tidende 2002, L 128/1). Denne forordning er gengivet som bilag B til dette lovforslag.

En tredjelandsvirksomhed, som ikke tilmelder sig særordningen, er omfattet af de almindelige regler ved salg til private i EU. Det vil sige, at en tredjelandsvirksomhed, som ikke tilmelder sig særordningen, og som for eksempel sælger elektronisk leverede tjenesteydelser til private i alle 15 EU-lande, skal lade sig momsregistrere i alle 15 EU-lande og skal følge angivelses- og betalingsreglerne i hvert enkelt EU-land.

Den tredjelandsvirksomhed, der ønsker at benytte særordningen, skal opfylde kravene i Rådets direktiv 2002/38/EF og alle relevante gældende bestemmelser i det medlemsland, hvor tjenesteydelserne forbruges.

Identifikationsmedlemslandet kan under visse betingelser udelukke en tredjelandsvirksomhed fra særordningen.

Det medlemsland, hvori en tredjelandsvirksomhed har betalt moms med henblik på sine afgiftspligtige leverancer under særordningen, skal betale momsen tilbage til tredjelandsvirksomheden. Tilbagebetalingen sker efter Rådets 13. momsdirektiv 86/560/EØF af 17. november 1986 (EF-Tidende 1986, L 326, 40), jf. momslovens § 45, stk. 1.

Efter direktivet er der tale om en midlertidig ordning, der som udgangspunkt skal gælde for en periode på tre år.

Efter præamblen til direktivet kan ordningen forlænges af praktiske årsager, men bør under alle omstændigheder, baseret på erfaringerne, revideres inden tre år efter den 1. juli 2003, hvor ordningen skal sættes i gang.

Efter direktivets artikel 5 skal ordningen på grundlag af en rapport fra Kommissionen tages op til revision inden den 30. juni 2006. Dette kan ske på to måder:

Hvis den midlertidige ordning hverken afløses af en endelig ordning eller forlænges efter 3 år, vil de nugældende regler gælde fra den 1. juli 2006.

Nedenfor er skematisk og i forenklet form vist forskellen på de gældende regler og lovforslagets/direktivets regler om beskatningsstedet for moms af salg af elektronisk leverede tjenesteydelser til private kunder.

Skema 1 viser forskellen på de gældende regler og direktivets og lovforslagets regler ved salg til private kunder i Danmark fra henholdsvis en dansk sælger, en tysk sælger (dvs. en virksomhed i andet EU-land) og en sælger etableret i USA (dvs. en tredjelandsvirksomhed).

Skema 2 viser forskellen på de gældende regler og direktivets regler ved danske virksomheders salg til en privat dansk kunde, en privat tysk kunde og en privat kunde i USA.

Efter de gældende regler er der i Rådets 6. momsdirektiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 kun fastsat relativt få krav til momsfakturering.

Det har således hidtil været op til medlemslandene selv at fastsætte de væsentlige regler om momsfakturering.

En forenkling af grænseoverskridende handelsprocedurer ses imidlertid bedst at kunne ske ved regler fastsat af fællesskabet.

Ifølge præamblen til direktivet om harmonisering af momsfakturering er 6. momsdirektivs gældende krav til momsfakturering ikke længere i overensstemmelse med udviklingen inden for de nye faktureringsteknologier og –metoder.

I Kommissionens rapport om anden fase af SLIM–initiativet (enklere lovgivning for det indre marked) anbefales en undersøgelse af, hvilke momsoplysninger der er nødvendige på en faktura, og hvilke juridiske og tekniske krav der bør stilles til elektronisk fakturering.

I Rådets (Ecofin) konklusioner fra juni 1998 blev det understreget, at det med udviklingen af elektronisk handel var blevet nødvendigt at skabe en retlig ramme for anvendelse af elektronisk fakturering og samtidig bevare de fiskale myndigheders kontrolmuligheder.

For at sikre, at det indre marked kan fungere efter hensigten, er der i Rådets direktiv 2001/115/EF opstillet en harmoniseret liste over, hvilke oplysninger der skal anføres på momsfakturaer.

I direktivet er der på momsområdet også fastsat regler om selvfakturering og uddelegering af faktureringen i underentreprise.

Endelig er der i direktivet fastsat en række fælles fremgangsmåder for elektronisk momsfakturering og for elektronisk oplagring af momsfakturaer.

Dette lovforslag gennemfører de nødvendige ændringer i momsloven som følge af direktivet om momsfakturering.

De gældende danske regler kan i det væsentlige opretholdes. De danske regler skal dog ændres på de områder, der er nævnt nedenfor.

Der skal indføres regler om, at den momspligtige person (sælger) kan delegere faktureringen til en tredjeperson.

Ved sammenligning med gældende danske regler udvides de obligatoriske oplysninger om moms på en faktura med oplysning om momssatsen, momsbeløbet, enhedsprisen og leveringsdatoen, forudsat at en sådan dato er fastsat og forskellig fra fakturaens udstedelsesdato.

En momsfakturas oprindelses-ægthed og indholds-integritet skal sikres i forbindelse med elektronisk momsfakturering, men ikke nødvendigvis i form af et krav om elektronisk signatur.

Der skal indføres regler, som giver danske virksomheder mulighed for at opbevare elektroniske momsfakturaer i andre EU-lande og i tredjelande, hvormed Danmark har indgået en retslig aftale vedrørende gensidig bistand og administrativt samarbejde med en retsvirkning, der svarer til EU-reglerne.

Det skal også være en betingelse for opbevaring af elektroniske momsfakturaer i et andet land, at virksomheden via fuld elektronisk onlineadgang stiller alle de således oplagrede fakturaer eller oplysninger til rådighed for de kompetente myndigheder i det EU-medlemsland, hvori den pågældende virksomhed er etableret.

Forslaget gennemfører nogle tilpasninger til 6. momsdirektivs bestemmelser om leveringsstedet, dvs. beskatningsstedet.

Hovedreglen om leveringsstedet for ydelser er fastsat i momslovens § 15, stk. 1. Den væsentligste undtagelse fra denne regel findes i lovens § 18. For at få større sammenhæng i bestemmelserne foreslås det, at bestemmelserne i § 18 flyttes hen i umiddelbar tilknytning til hovedreglen.

Samtidig foreslås det, at alle de muligheder, som 6. momsdirektiv i art. 9, stk. 3, giver medlemslandene for at flytte leveringsstedet til det faktiske forbrugsland, anvendes, og bestemmelser herom indsættes i loven.

Det foreslås endvidere, at leveringsstedet for formidlingsydelser i lovens § 21, stk. 1, nr. 3, tilpasses ordlyden i 6. momsdirektivs art. 28 b, punkt E, nr. 3, idet den gældende ordlyd kan indebære en risiko for, at leveringsstedet fastlægges forskelligt i Danmark og i andre EU-lande.

Forslaget vil umiddelbart føre til øgede momsindtægter fra virksomheder i tredjelande, der sælger ydelser leveret ad elektronisk vej til privatkunder i Danmark. Hvor leverancerne efter de hidtidige regler er momsfrie, vil de med forslaget blive momspligtige. Det gælder også selv om tredjelandsvirksomheden vælger at benytte sig af særordningen og kun lader sig momsregistrere i et enkelt medlemsland, det såkaldte identifikationsmedlemsland.

I modsat retning trækker, at danske virksomheder, der sælger til kunder i tredjelande, ikke skal afregne moms af salget, hvor der efter gældende regler skal pålægges 25 pct. moms, der tilfalder den danske stat. Dette vil isoleret set give et provenutab.

Forslagets umiddelbare provenumæssige konsekvenser er således dels et merprovenu ved moms på tredjelandsvirksomhedernes salg til danskere, dels et provenutab ved danske virksomheders salg til kunder i tredjelande. Forslaget vil derudover have nogle afledte konsekvenser.

For det første vil merprovenuet fra tredjelandes virksomheder blive modereret, hvis virksomheder i tredjelande i stigende grad bliver etableret i et EU-land frem for at vælge særordningen. I så fald tilfalder momsindtægterne dette land. Det må formodes, at de fleste virksomheder i givet fald vil foretrække et land med en lavere momssats end den danske.

For det andet vil danske virksomheder, der leverer elektroniske tjenesteydelser, få en forbedret konkurrencesituation, hvilket vil give øgede indtjeningsmuligheder. Der vil således komme en afledt provenuvirkning i form af øget selskabs- og virksomhedsskat.

Forslagets samlede provenumæssige konsekvenser afhænger af, om Danmark er nettoeksportør eller -importør af elektroniske tjenesteydelser. Såfremt Danmark er nettoeksportør af elektroniske tjenesteydelser, vil forslaget samlet medføre et provenutab, mens det i tilfælde af, at Danmark er nettoimportør samlet vil føre til et merprovenu.

Idet statistik over handel med elektroniske tjenesteydelser er meget sparsom, vil et skøn over forslagets samlede provenumæssige konsekvenser være forbundet med stor usikkerhed, ligesom det ikke er muligt at skønne over forslagets afledte konsekvenser. Den største del af handlen udgøres formentlig af handel med software og levering af billeder, men omfanget heraf samt Danmarks nettoposition på markedet er ukendt.

Det er derfor med stor usikkerhed, at forslaget skønnes provenuneutralt, svarende til at Danmarks import og eksport af elektroniske tjenesteydelser er lige store.

Uanset størrelsen og usikkerheden gælder, at danske momsregistrerede virksomheder vil få en momslettelse, mens danske privatkunder samt ikke-momsregistrerede virksomheder vil få en større momsbelastning.

Forslaget har ingen provenumæssige konsekvenser.

Forslaget skønnes ikke at have nævneværdige provenumæssige konsekvenser.

Gennemførelse af lovforslaget skønnes at indebære engangsudgifter for Told- og Skattestyrelsen på 2,1 mill. kr. til information, fordelt med 2 mill. kr. til information om de nye faktureringsregler over for momsregistrerede virksomheder og 0,1 mill. kr. til information om de nye regler om elektronisk leverede ydelser. Hertil kommer engangsomkostninger for Told- og Skattestyrelsen til vejledning og information på 0,2 årsværk vedrørende de nye regler om moms på elektronisk leverede tjenesteydelser og på 0,1 årsværk vedrørende de nye regler om momsfakturering. Udgifterne til information skal afholdes i 2003.

Det må endvidere forudses, at der kommer et løbende årligt ressourcemæssigt merforbrug i de regionale told- og skatteområder på 2 årsværk vedrørende vejledning, vurdering og sagsbehandling af, hvad der forstås ved elektroniske ydelser i den betydning, som er omfattet af direktivet.

Den del af lovforslaget, der vedrører moms på ydelser leveret ad elektronisk vej, medfører engangsudgifter til edb-tilretning på 2 mill. kr. samt 1 årsværk til at forestå systemudviklingen. Edb-løsningen er vurderet ud fra en samordning med den edb-løsning, der var forudset ved lovforslag nr. L12, folketingsåret 2001-2002, 2. samling, vedrørende afskaffelse af den fiskale momsrepræsentant. Udviklingsomkostningerne forventes at kunne fordeles med 1 mill. kr. i 2002 og 1 mill. kr. i 2003.

Årlige øgede driftsomkostninger ved det nye edb-system udgør 0,6 mill. kr. Hertil kommer behov for øget ressourceanvendelse til nødvendige manuelle procedurer til administration af ordningen på ca. 2 årsværk..

Forslaget skønnes ikke at medføre nævneværdige øgede ressourcer til kontrol.

Forslaget giver danske virksomheder, der leverer elektroniske tjenesteydelser, en forbedret konkurrenceposition i forhold til lande uden for EU. Hvor virksomhederne efter gældende regler skal afregne 25 procent moms ved salg til kunder i tredjelande, skal de ikke afregne moms efter forslaget.

Danske virksomheders konkurrenceposition i forhold til tredjelande bliver yderligere forstærket ved at handel mellem virksomheder i tredjelande og danske privatkunder efter forslaget vil blive pålagt 25 pct. moms, hvor der efter gældende regler ikke pålægges moms.

I forhold til virksomheder i andre EU-lande er danske virksomheders konkurrencesituation uændret.

For de virksomheder, der ikke allerede på momsfakturaen medtager oplysninger om momssats, momsbeløb eller enhedsprisen vil forslaget betyde en engangsbyrde ved tilretning af momsfakturaen.

Forslaget skønnes ikke at have nævneværdige økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.

De gældende EU-regler og danske regler om den momsmæssige behandling af salg af elektroniske tjenesteydelser til downloading fra Internettet er uklare, idet der hverken i EU-direktiver eller i den danske momslovgivning er taget højde for denne form for handel. Det vurderes, at de udtrykkelige regler herom i direktivet om moms på elektroniske tjenesteydelser og gennemførelsen af disse regler i dansk lovgivning gør den momsmæssige behandling enkel for virksomhederne. Dette kan på lang sigt fremme virksomhedernes indtjening.

Lovforslaget vil medføre en lettelse i administrationen for de tredjelandsvirksomheder, som vælger at anvende særordningen om kun at lade sig momsregistrere i ét EU-land for så vidt angår salg af elektroniske tjenesteydelser til private, da disse nu kan undgå at lade sig momsregistrere i hvert land de sælger til.

Med gennemførelsen i EU-landene af direktivet om momsfakturering harmoniseres reglerne herom i et vist omfang. For virksomhederne kan dette indebære en forenkling af grænseoverskridende handelsprocedurer.

Direktivet indebærer, at de danske regler på området stort set kan opretholdes bortset fra, at der på momsfakuraer skal føres nogle yderligere oplysninger om moms. For virksomheder, som ikke allerede på momsfakturaen medtager oplysninger om momssats, momsbeløb eller enhedspris, vil lovforslaget medføre en engangsbyrde ved retning af fakturaen.

Lovforslaget har været i testpanel bestående af 500 danske virksomheder, hvor de administrative pligter ved lovforslaget blev undersøgt. De administrative pligter for virksomhederne består i, at lovforslaget, som følge af direktivet, medfører yderligere krav til oplysninger på momsfakturaer.

En stor del af de spurgte virksomheder forventer at få en administrativ omstillingsbyrde, som tidsmæssigt vil være på cirka 4 timer. Denne omstillingsbyrde vil medføre, at virksomhederne får brug for f.eks. ændringer og tilpasninger i IT-systemerne blandt andet med henblik på ændring af programmer og ny opsætning af momsfakturaerne.

En fjerdedel af de berørte virksomheder forventer at få løbende administrative byrder som følge af lovforslaget. I gennemsnit forventer virksomhederne at skulle bruge 85 timer årligt på dette. Virksomhederne har i den forbindelse vurderet, at det ekstra løbende arbejde skyldes de nye krav til oplysninger på fakturaerne om leverancens art, leveringsdato og enhedspriser.

En stor de af de adspurgte virksomheder bemærker, at de får behov for ekstern kompetence i omstillingsfasen. Det gennemsnitlige behov i omstillingsfasen er 4.900 kr. Uddybninger fra virksomhederne viser, at dette behov, for hovedparten af virksomhederne, skyldes udgifter til IT-konsulentbistand til jusering i programmer.

Der er fortsat mulighed for at anvende forenklede fakturaer, såfremt samrådsproceduren med Momskomitéen er overholdt i henhold til 6. momsdirektiv artikel 29.

Herudover giver direktivet danske virksomheder bedre muligheder for at opbevare elektroniske momsfakturaer i udlandet. Dette medfører f.eks., at en dansk filial kan lade modersekskabet opbevare de elektroniske momsfakturaer i et andet EU-land under forudsætning af, at ægtheden af dens oprindelse og integriteten af indholdet garanteres.

Ændringerne vedrørende tilpasning af momsloven til 6. momsdirektiv skønnes ikke at have nævneværdige konsekvenser for erhvervslivet. Det er derfor ikke fundet nødvendigt at anvende test- eller fokuspanel.

Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

Forslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

I nedenstående oversigt gives en samlet vurdering af konsekvenserne af lovforslaget.

Lovforslaget har været i høring hos myndigheder og organisationer. I oversigten nedenfor er de modtagne høringssvar fra organisationerne gengivet og kommenteret i kort form.

Til nr. 1

For det første tilpasser forslaget visse bestemmelser i momsloven til 6. momsdirektiv.

For det andet gennemfører forslaget bestemmelserne om den momsmæssige behandling af leveringer af radio- og tv-spredningstjenester i Rådets direktiv 2002/38/EF.

For det tredje gennemfører forslaget bestemmelserne om den momsmæssige behandling af elektroniske tjenesteydelser i ovennævnte direktiv.

Efter den gældende momslovs § 15, stk. 1, skal ydelser som hovedregel beskattes i det land, hvor den, der leverer ydelsen, er etableret. Loven fastsætter en række undtagelser fra denne hovedregel, hvoraf den væsentligste undtagelse findes i § 18, hvor det for en række ydelser fastslås, at leveringsstedet (beskatningsstedet) er det sted (land), hvor aftageren er etableret.

Det foreslås, at denne undtagelse flyttes hen i umiddelbar tilknytning til hovedreglen i § 15, stk. 1, som § 15, stk. 2-4, hvorved der skabes en bedre sammenhæng mellem bestemmelserne.

For ydelser nævnt i 6. momsdirektivs gældende artikel 9, stk. 2, litra e, giver direktivet i artikel 9, stk. 3, medlemslandene mulighed for at flytte leveringsstedet, hvis dette ikke passer med det sted, hvor ydelsen faktisk er benyttet eller udnyttet. Leveringsstedet kan således flyttes uden for EU, hvis ydelsen faktisk benyttes uden for EU, og flyttes til indlandet fra uden for EU, hvis ydelsen faktisk benyttes i indlandet. I den gældende § 18 er disse muligheder for flytning af leveringsstedet kun delvist anvendt, idet det ikke er muligt at flytte leveringsstedet fra Danmark, hvis en ikke-momspligtig kunde i Danmark køber en ydelse fra et andet EU-land, men ydelsen faktisk benyttes uden for EU, eller hvis en i Danmark etableret køber eller sælger henholdsvis køber eller sælger en ydelse fra et sted uden for EU, men denne faktisk benyttes i et andet EU-land. Samtidig vurderes det, at de gældende bestemmelser i lovens § 18, stk. 2, nr. 2, og stk. 3, nr. 2, er en overfortolkning af de muligheder, som direktivet giver for flytning af leveringsstedet, idet leveringsstedet fastsættes her i landet, hvis ydelsen benyttes her i landet eller i et andet EU-land. Efter direktivet kan leveringsstedet kun flyttes til indlandet, hvis ydelsen benyttes i indlandet – ikke hvis den benyttes i et andet EU-land.

Ved forslaget er bestemmelserne fra den gældende § 18 udformet således, at der gives alle de muligheder for flytning af leveringsstedet henholdsvis til Danmark og ud af Danmark, som direktivet giver mulighed for. Det vil sige, at leveringsstedet flyttes fra Danmark til uden for EU, hvis ydelsen benyttes uden for EU, og leveringsstedet flyttes til Danmark fra uden for EU, hvis ydelsen benyttes i Danmark.

Da direktivet kun opererer med ét beskatningssted, må det fastlægges, hvor ydelsen er benyttet i tilfælde, hvor ydelsen benyttes flere steder. Direktivet anvender ordlyden »faktisk benyttet«, men definerer ikke dette nærmere.

Fra dansk side har vi hidtil defineret »faktisk« som værende »udelukkende«. Forslaget følger anbefalingen fra Arbejdsgruppen om momsloven og 6. momsdirektiv om, at direktivets ordlyd »faktisk« bruges i momsloven. Årsagen hertil er for det første, at ordet »faktisk« indebærer, at man skal tage stilling til den konkrete udnyttelse og ikke en potentiel udnyttelse (som f.eks. en reklameydelse på Internettet kan give mulighed for). Brugen af »udelukkende« indebærer ikke umiddelbart denne sondring. For det andet giver brugen af »faktisk« mulighed for, at en flytning af leveringsstedet kan finde sted også i tilfælde, hvor en ydelse anvendes flere steder.

Når en ydelse anvendes såvel uden for EU som i Danmark, må leveringsstedet fastlægges alt efter, hvor ydelsen primært er tiltænkt at skulle benyttes samt efter, hvor den overvejende benyttes. At en ydelse faktisk anvendes uden for EU, betyder derfor efter forslagets bestemmelser, at ydelsen primært er tiltænkt anvendt uden for EU og i overvejende grad også konkret anvendes der, hvorefter leveringsstedet er uden for EU. Er en ydelse derimod primært tiltænkt anvendt her i landet og i overvejende grad anvendes her, er leveringsstedet her, selv om ydelsen i et mindre omfang kan anvendes og eventuelt bliver anvendt uden for EU.

Det foreslåede § 16, stk. 1, svarer til gældende lovs § 15, stk. 2.

Ligesom 6. momsdirektiv giver mulighed for flytning af leveringsstedet for de ydelser, som er nævnt i gældende momslovs § 18, giver direktivet mulighed for flytning af leveringsstedet for udlejning af transportmidler. Den gældende bestemmelse i momslovens § 15, stk. 2, som foreslås at blive § 16, stk. 1, fastsætter, at leveringsstedet for udlejning af transportmidler ikke er her i landet, hvis transportmidlet udelukkende benyttes uden for EU. En bestemmelse om, at leveringsstedet flyttes til Danmark fra uden for EU, hvis transportmidlet udelukkende benyttes i Danmark, findes imidlertid ikke.

Det foreslås, at der, i overensstemmelse med direktivets mulighed for flytning af leveringsstedet, som § 16, stk. 2, indsættes en bestemmelse om, at leveringsstedet er her i landet, hvis transportmidler udlejes uden for EU til en afgiftspligtig person, der benytter det her i landet.

Efter gældende regler kan f.eks. busselskaber med rutekørsel leje transportmidler til benyttelse her i landet af virksomheder uden for EU, og da leveringsstedet er uden for EU, betales der ikke moms af leasingydelsen i Danmark, og i nogle tilfælde heller ikke i leveringslandet, hvis der ifølge de udenlandske momsregler ikke pålægges leasingydelsen moms (f.eks. Norge). Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at den nuværende risiko for konkurrencefordrejning over for danske udlejere, der skal lægge moms på leasingydelsen ved udlejning til de samme kunder, forsvinder for så vidt angår leje af transportmidler uden for EU.

Det foreslås samtidig, at ordlyden »faktisk benyttes« anvendes i bestemmelserne om leveringsstedet for udlejning af transportmidler, jf. bemærkningerne ovenfor vedrørende anvendelsen af denne ordlyd.

De foreslåede §§ 17 og 18 svarer til gældende lovs §§ 16 og 17.

Med det nye direktiv 2002/38/EF er der som næstsidste »pind« i 6. momsdirektivs artikel 9, stk. 2, litra e, indsat »radio- og tv-spredningstjenester«.

Dette indebærer, at for følgende tjenesteydelser er leveringsstedet (beskatningsstedet) det land, hvor kunden har hjemme (forbrugslandet):

For at undgå dobbelt påligning af afgifter, ikke-påligning af sådanne eller konkurrencefordrejning kan medlemslandene ifølge det nye direktivs artikel 1, stk. 1, litra c, dog anvende reglerne i 6. momsdirektivs artikel 9, stk. 3. Efter det nye direktivs affattelse af denne bestemmelse gælder følgende for blandt andet radio- og tv-spredningstjenester:

Når radio- og tv-spredningstjenester leveres fra en virksomhed uden for EU (tredjelandsvirksomhed) til en privat kunde i EU, skal medlemslandene – ligesom ved levering af for eksempel teleydelser – anvende den regel, som er beskrevet i punkt b ovenfor svarende til 6. momsdirektivs artikel 9, stk. 3, litra b. Dette er fastsat i det nye direktivs artikel 1, stk. 1, litra d, som ændrer 6. momsdirektivs artikel 9, stk. 4. Det vil sige, at leveringsstedet ved leverancer fra tredjelandsvirksomheder til private kunder her i landet skal være her i landet, hvis den faktiske benyttelse eller udnyttelse finder sted her i landet.

Efter dette lovforslag foreslås de nye direktivregler om radio- og tv-spredningstjenester blandt andet gennemført i momsloven ved at tilføje et nr. 10 i det foreslåede § 15, stk. 2. Dermed behandles disse tjenesteydelser på samme måde som for eksempel teleydelser.

I overensstemmelse hermed foreslås følgende regler for en afgiftspligtig dansk virksomheds levering af radio- og tv-spredningstjenester her fra landet til en anden afgiftspligtig virksomhed:

Tilsvarende indebærer lovforslaget, at beskatningsstedet er Danmark, når en afgiftspligtig virksomhed fra et andet EU-land eller fra et tredjeland leverer radio- og tv-spredningstjenester til en afgiftspligtig virksomhed her i landet.

Efter lovforslaget gælder følgende regler for en afgiftspligtig dansk virksomheds levering af radio- og tv-spredningstjenester her fra landet til en privat kunde:

Tilsvarende indebærer lovforslaget, at beskatningsstedet er det andet EU-land, når en virksomhed i et andet EU-land leverer radio- og tv-spredningstjenester til en privat kunde i Danmark, jf. nr. 2 lige ovenfor. Beskatningsstedet er Danmark, når en virksomhed fra et land uden for EU leverer radio- og tv-spredningstjenester til en privat kunde i Danmark.

Direktivets regler om flytning af beskatningsstedet under hensyntagen til, hvor den faktiske benyttelse eller udnyttelse finder sted, jf. a) og b) ovenfor, foreslås gennemført i momsloven.

Med det nye direktiv 2002/38/EF er der som sidste »pind« i 6. momsdirektivs artikel 9, stk. 2, litra e, indsat »elektronisk leverede tjenesteydelser, bl.a. som anført i bilag L.«

Det omtalte bilag L er med det nye direktiv vedtaget som et bilag til 6. momsdirektiv. Listen er gengivet i bilag A til dette lovforslag som en del af det nye direktiv 2002/38/EF.

Der er tale om en vejledende liste. Det vil sige, at listen ikke er udtømmende, og at der i det nye direktiv ikke gives en egentlig definition af »elektronisk leverede tjenesteydelser«.

Den vejledende liste indeholder følgende eksempler på elektronisk leverede tjenesteydelser:

Når en leverandør af en tjenesteydelse og dennes kunde kommunikerer via elektronisk post, betyder dette ikke i sig selv, at denne er en tjenesteydelse i den betydning, som er omfattet af 6. momsdirektivs artikel 9, stk. 2, litra e. Dette oplyses i den vejledende liste i bilag L til 6. momsdirektiv.

Ovenstående liste i direktivet med tilhørende tekst med hensyn til kommunikation via elektronisk post fortolkes således, at de ydelser, der er omfattet af de nye regler, er standardydelser, som udbydes på Internettet, og som alle kan komme i besiddelse af ved mod betaling at downloade ydelsen. Der kan være tale om »bøger«, musik, film o.s.v. For eksempel vil en ydelse være omfattet af de nye regler, hvis en virksomhed over for en kunde oplyser, at virksomheden har udbudt en bestemt ydelse på Internettet, som kan købes ved downloading.

Den ovenfor omtalte henvisning i direktivet til, at kommunikation via elektronisk post ikke i sig selv betyder, at ydelsen er omfattet af de nye regler, fortolkes således, at ydelser ikke er omfattet af reglerne, hvis fremsendelsen som elektroniske post blot træder i stedet for en fremsendelse til kunden som almindelig post. For eksempel anses advokatydelser, arkitekttegninger og fotografier (bryllupsbilleder m.v.), som er formet individuelt til en bestemt kunde, og som leveres til kunden som »bilag« til en e-mail, ikke som omfattet af de nye regler.

Hvis der er tale om blandede ydelser, hvor en del af en samlet betalt ydelse, eventuelt en »pakke«, falder inden for de nye regler, og en anden del falder udenfor, skal det afgøres konkret, hvad der er hovedydelse, og hvad der er biprodukt/ydelse. Hvis hovedydelsen falder inden for de nye regler, vil hele »pakken« blive anset for omfattet af de nye regler. Hvis for eksempel en kunde ved downloading køber en elektronisk film over Internettet, og virksomheden efterfølgende sender filmen på en DVD, vil hovedydelsen alt andet lige være den downloadede elektroniske film, idet denne ydelse konkret må anses for at være hovedydelsen.

I dette lovforslag foreslås de nye direktivregler om moms på elektronisk leverede tjenesteydelser blandt andet gennemført i momsloven ved at tilføje et nr. 11 i det foreslåede § 15, stk. 2.

I overensstemmelse med direktivet foreslås for en afgiftspligtig dansk virksomheds levering af elektroniske tjenesteydelser her fra landet til en anden afgiftspligtig virksomhed:

Modsvarende punkt 2 og 3 ovenfor indebærer lovforslaget, at beskatningsstedet er Danmark, når en afgiftspligtig virksomhed fra et andet EU-land eller fra et tredjeland leverer elektroniske tjenesteydelser til en afgiftspligtig virksomhed her i landet.

I overensstemmelse med reglerne i det nye direktiv foreslås for en afgiftspligtig dansk virksomheds levering af elektroniske tjenesteydelser her fra landet til en privat kunde:

Modsvarende punkt 2 ovenfor indebærer lovforslaget, at beskatningsstedet er det andet EU-land, når en afgiftspligtig virksomhed i et andet EU-land leverer elektroniske tjenesteydelser til en privat kunde i Danmark. Modsvarende punkt 3 ovenfor er beskatningsstedet Danmark, når en afgiftspligtig virksomhed fra et tredjeland leverer elektroniske tjenesteydelser til en privat kunde i Danmark.

Det nye direktiv giver ikke mulighed for, at medlemslandene kan indføre regler om flytning af beskatningsstedet ved levering af elektroniske tjenesteydelser til private kunder under hensyntagen til, hvor den faktiske benyttelse eller udnyttelse finder sted.

Efter 6. momsdirektivs artikel 12, stk. 3, litra a, som affattet ved Rådets direktiv 2002/38/EF, artikel 1, stk. 2, kan medlemslandene ikke anvende reducerede momssatser på elektronisk leverede tjenesteydelser. For disse tjenesteydelser kan således alene anvendes det pågældende lands normalsats, hvilket for Danmarks vedkommende vil sige en sats på 25 pct.

Efter det nye direktiv kan en virksomhed etableret uden for EU (en tredjelandsvirksomhed) vælge at tilslutte sig en særordning for tredjelandsvirksomheder, der leverer elektroniske tjenesteydelser til private i EU, jf. bemærkningerne til nr. 6 nedenfor.

Til nr. 2

Der er tale om en konsekvensændring som følge af ændringerne i nr. 1.

Til nr. 3

Den gældende bestemmelse i lovens § 21, nr. 3, flytter for visse formidlingsydelser leveringsstedet til det EU-land, hvor aftageren af ydelsen er momsregistreret. Bestemmelsen gennemfører 6. momsdirektivs artikel 28 b, punkt E, nr. 3, men er lidt anderledes formuleret. Lovens bestemmelse fastslår, at ydelsen er afgiftspligtig i det land, hvor den bagvedliggende transaktion er afgiftspligtig, mens direktivet bestemmer, at ydelsen er afgiftspligtig i det land, hvor den bagvedliggende transaktion foretages.

For at undgå risiko for forskelle i fastlæggelsen af leveringsstedet for formidlingsydelser i Danmark og i andre EU-lande, foreslås det, at bestemmelsen tilpasses direktivets ordlyd.

Til nr. 4

Efter momslovens § 42, stk. 4, kan virksomheder, der lejer personkøretøjer i mere end 6 måneder i sammenhæng, fradrage momsen af lejen, dog højst med 25 pct. af et særligt fradragsgrundlag. Det er en betingelse for fradraget, at mindst 10 pct. af den årlige kørsel med det lejede køretøj anvendes i forbindelse med virksomhedens fradragsberettigede levering af varer og ydelser.

Det særlige fradragsgrundlag opgøres efter regler i momslovens § 42, stk. 5. Fradragsgrundlaget er en vis procentdel af den registreringsafgift, som er betalt ved indregistreringen af det udlejede køretøj.

I de første 3 år fra køretøjets indregistrering er fradragsgrundlaget 2 pct. pr. måned af registreringsafgiftsbeløbet. I de følgende år er grundlaget 1 pct. pr. måned.

Hvis et køretøj har været i brug inden registreringen, eller hvis første registreringstidspunkt ikke kan fastslås, regnes perioden fra køretøjets fremstillingstidspunkt. Hvis registreringsafgiftsbeløbet er ukendt, anvendes i stedet 55 pct. af udlejerens anskaffelsespris inklusive afgifter for køretøjet.

Efter § 42, stk. 5, sidste pkt., kan skatteministeren fastsætte nærmere regler for fakturering af fradraget. Denne bemyndigelse til skatteministeren er udmøntet i § 39, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 192 af 20. marts 2001 om merværdiafgiftsloven (momsloven). Efter denne bestemmelse skal det månedlige fradragsbeløb efter § 42, stk. 4 og 5, fremgå af fakturaen, når en registreret virksomhed udlejer eller leaser personkøretøjer ud til registrerede virksomheder for en periode på mere end 6 måneder.

Bemyndigelsesbestemmelsen i stk. 5, sidste pkt., pålægger reelt udlejer en pligt til at give både lejeren og de statslige told- og skattemyndigheder de oplysninger, der er nødvendige ved beregningen af det særlige momsfradrag.

Efter direktivet om harmonisering af momsfakturering kan bemyndigelsesbestemmelsen ikke opretholdes i sin nuværende form. Dette skyldes, at momsbeløbet ikke indgår blandt de generelle obligatoriske krav til oplysninger på en momsfaktura, hvis der anvendes en særordning som i det foreliggende tilfælde, jf. punkt 10 i oplistningen af obligatoriske oplysninger, som skal gives på en faktura. Denne oplistning findes i afsnittet »Generelle krav til indholdet af en momsfaktura« i bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 6.

På denne baggrund foreslås, at skatteministeren i stedet for bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om udlejers pligt til at give de oplysninger, der er nødvendige ved beregningen af momsfradraget efter § 42, stk. 4 og 5.

Det er tanken at udmønte bestemmelsen ved at ændre momsbekendtgørelsen således, at udlejer ikke skal have pligt til give yderligere oplysninger end efter de gældende regler. Eneste forskel i forhold til gældende regler vil således blive, at oplysningerne ikke nødvendigvis behøver at fremgå af momsfakturaen. Udlejningsvirksomheder kan således vælge at fortsætte med at give oplysningerne på momsfakturaen.

Til nr. 5

Med forslaget gennemføres regler i direktivet om momsfakturering, hvorefter enhver afgiftspligtig person er forpligtet til at sørge for, at der udstedes en faktura af den afgiftspligtige selv, af den afgiftspligtiges kunde eller i den afgiftspligtiges navn og for dennes regning af en tredjeperson for levering af goder eller tjenesteydelser til andre afgiftspligtige personer eller til ikke-afgiftspligtige juridiske personer.

Indholdet af forslaget til affattelse af momslovens § 52, stk. 1, svarer til indholdet af den gældende affattelse af momslovens § 52, stk. 1, 1. og 2. pkt.

Direktivet om momsfakturering giver mulighed for, at kunden (modtageren af en vare eller en tjenesteydelse) udsteder faktura. En gældende dansk regel herom findes i momslovens § 52, stk. 1, 3. pkt. Efter denne regel anses faktureringspligten for opfyldt, hvis modtageren udsteder et afregningsbilag (dvs. en faktura). Denne regel opretholdes med forslaget til affattelse af momslovens § 52, stk. 2, 1. pkt.

Med forslaget til affattelse af momslovens § 52, stk. 2, 2. pkt., gennemføres en bestemmelse i direktivet, hvorefter en afgiftspligtig persons kunde kan udstede fakturaer for den afgiftspligtiges levering af goder eller tjenesteydelser under forudsætning af, at der foreligger en forud indgået aftale mellem de to parter, samt at der er fastlagt en fremgangsmåde til godkendelse af hver enkelt faktura af den afgiftspligtige, der foretager leveringen af goderne eller tjenesteydelserne.

Efter direktivet fastlægger de medlemsstater, på hvis område goderne eller tjenesteydelserne leveres, de nærmere betingelser for den forud indgåede aftale og fremgangsmåden for godkendelse af den afgiftspligtige person og dennes kunde imellem. Herudover giver direktivet mulighed for, at medlemsstaterne kan stille andre krav til afgiftspligtige personer, der leverer goder eller tjenesteydelser på deres område, når kunder til disse afgiftspligtige personer udsteder fakturaer. Medlemsstaterne kan blandt andet kræve, at sådanne fakturaer udstedes i den afgiftspligtiges navn og for dennes regning. Disse krav skal under alle omstændigheder være de samme, uanset hvor kunden er etableret.

Ovennævnte muligheder for at fastsætte nærmere regler om betingelser for, at kunden kan udstede faktura, vil blive udmøntet ved bekendtgørelse, jf. i bekendtgørelse nr. 192 af 20. marts 2001 om merværdiafgiftsloven (momsbekendtgørelsen).

Efter momslovens gældende § 52, stk. 1, 4. pkt., skal kunden, som udsteder et afregningsbilag, dvs. en faktura, sikre, at leverandøren er en registreret virksomhed. Efter de gældende danske regler har køberen således fælles ansvar med sælgeren for, at sidstnævnte er momsregistreret. I praksis kan dette ansvar udøves ved blandt andet at foretage opslag i www.toldskat.dk / Tast· Selv / Verifikation af danske momsnumre, hvor køberen kan få dokumenteret momsregistreringen.

Denne gældende danske regel ophæves med dette lovforslag. Det er imidlertid tanken at flytte reglen fra momsloven til momsbekendtgørelsen, idet den anses for en naturlig og integreret del af forudsætningerne for ovennævnte aftale mellem de to parter og ovennævnte fremgangsmåde til godkendelse af hver enkelt faktura.

Efter forslaget indsættes i momslovens § 52, stk. 3, en regel om, at faktureringspligten anses for opfyldt, hvis en tredjeperson i den registrerede virksomheds navn og for dennes regning udsteder en faktura til modtageren af varen eller tjenesteydelsen.

Med den foreslåede regel ændres momslovens faktureringsregler som følge af, at momsfaktureringsdirektivet giver adgang til, at en tredjeperson kan udstede faktura til modtageren af en vare eller tjenesteydelse, hvis det sker i den afgiftspligtige leverandørs navn og for dennes regning.

Efter de gældende regler i momslovens § 52, stk. 1, sidste pkt., kan skatteministeren fastsætte nærmere regler om krav til faktureringen, herunder om fravigelse af fakturakravene for bestemte typer af salg.

Denne bemyndigelsesbestemmelse kan opretholdes. Af redaktionelle grunde foreslås bestemmelsen flyttet til momslovens § 52, stk. 4.

Bemyndigelsesbestemmelsen er blevet anvendt til at fastsætte nærmere regler om fakturakrav i kapitel 11 i bekendtgørelse nr. 192 af 20. marts 2001 om merværdiafgiftsloven.

Bekendtgørelsen vil blandt andet blive tilpasset direktivets regler om betingelserne for, at kunden og en tredjeperson kan udstede faktura, jf. ovenfor.

Momsbekendtgørelsen skal også tilpasses følgende regler om oplysninger, der ifølge direktivet om momsfakturering som udgangspunkt er obligatoriske krav til indholdet af en faktura (se dog nærmere om forenklede fakturaer nedenfor):

Ved sammenligning med gældende danske regler udvides de obligatoriske oplysninger på en faktura med oplysning om momssatsen, momsbeløbet, enhedsprisen og leveringsdatoen, forudsat at en sådan dato er fastsat og forskellig fra fakturaens udstedelsesdato.

Medlemslandene kan ikke forlange, at fakturaerne skal underskrives.

De beløb, der er anført på fakturaen, kan angives i en hvilken som helst valuta, forudsat at det afgiftsbeløb, der skal betales, er angivet i den nationale valuta for den medlemsstat, hvor leveringen af goderne eller tjenesteydelserne finder sted, ved hjælp af den omregningsmekanisme, der er fastsat i 6. momsdirektiv, artikel 11, punkt C, stk. 2.

Medlemsstaterne kan, når det er nødvendigt af kontrolhensyn, kræve en oversættelse til deres nationale sprog af fakturaer, der vedrører leveringer af goder eller tjenesteydelser på deres område, og fakturaer, som modtages af afgiftspligtige personer på deres område.

Efter momslovens § 42, stk. 5, kan skatteministeren fastsætte nærmere regler om fakturering af et særligt fradrag for momspligtige virksomheders leje af personkøretøjer. Denne bestemmelse kan ikke opretholdes, men foreslås ændret til en bestemmelse, hvorefter skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om udlejers pligt til at give de oplysninger, der er nødvendige ved beregningen af det særlige fradrag, jf. nærmere herom i bemærkningerne til § 1, nr. 4.

Efter momslovens § 52, stk. 1, 4. pkt., kan skatteministeren fastsætte nærmere regler om fravigelse af fakturakravene for bestemte typer af salg. Af redaktionelle grunde foreslås denne bemyndigelsesbestemmelse som nævnt ovenfor flyttet til momslovens § 52, stk. 4.

Bestemmelsen er hidtil blevet anvendt til i momsbekendtgørelsen at fastsætte regler om forenklede momsfakturaer. Sådanne regler kan opretholdes, idet direktivet om momsfakturering indeholder regler om, at en faktura under visse betingelser ikke behøver at opfylde alle de krav, der er beskrevet ovenfor.

Fakturaerne skal dog under alle omstændigheder indeholde følgende oplysninger:

Efter gældende danske regler om forenklede fakturaer skal på fakturaen oplyses fakturadato, et fortløbende nummer, sælgerens navn og salgsbeløbets størrelse. Efter direktivet skal yderligere oplyses leverancens art, jf. punkt 3 ovenfor, og momsbeløbet eller de nødvendige oplysninger til beregning heraf, jf. punkt 4 ovenfor.

Det er en betingelse for at anvende direktivets regler om forenklede fakturaer, at samrådsproceduren med det rådgivende udvalg (Momskomitéen) efter 6. momsdirektiv, artikel 29 overholdes. Momskomitéen består af repræsentanter for medlemslandene og Kommissionen. Formanden for udvalget er en repræsentant for Kommissionen.

Denne betingelse indebærer, at en tilpasning til direktivet af reglerne om forenklede fakturaer i bekendtgørelse nr. 192 af 20. marts 2001 om merværdiafgiftsloven (momsbekendtgørelsen) skal følge samrådsproceduren i forhold til Momskomitéen.

Forudsætninger for at anvende reglerne om forenklede fakturaer er i øvrigt:

Medlemslandene kan selv fastsætte yderligere betingelser for at anvende reglerne om forenklede fakturaer.

Forenklede fakturaer kan ikke anvendes ved elektronisk momsfakturering.

De gældende regler i momslovens § 52, stk. 2, 1. og 2. pkt., om udstedelse af kreditnotaer ved returnering af varer og ved afslag i prisen efter udstedelsen af en faktura kan opretholdes. Det samme kan reglerne i § 52, stk. 2, 3. pkt., om udstedelse af faktura for efterbetaling. Af redaktionelle grunde foreslås disse regler flyttet til momslovens § 52, stk. 5.

Momslovens gældende § 52, stk. 6, om opbevaring af kopier af fakturaer, afregningsbilag og kreditnotaer foreslås ophævet. Der er tale om en konsekvensændring, idet disse regler erstattes af de regler der foreslås som § 52 a, stk. 1.

Efter det foreslåede § 52 a, stk. 1, skal enhver registreret virksomhed sørge for opbevaring af kopier af fakturaer, som udstedes af virksomheden selv, af virksomhedens kunde (afregningsbilag) eller af en tredjeperson, og for opbevaring af kreditnotaer samt af fakturaer, som virksomheden har modtaget.

Efter det foreslåede § 52 a, stk. 2, kan udstedte eller modtagne fakturaer ad elektronisk vej dog opbevares i udlandet på betingelse af, at den registrerede virksomhed meddeler de statslige told- og skattemyndigheder opbevaringsstedet.

Hermed gennemføres regler i Rådets direktiv 2001/115/EF af 20. december 2001, hvorefter der gives adgang til på visse betingelser, jf. § 52 a, stk. 3 og 4, at opbevare elektroniske fakturaer i udlandet. Endvidere anvendes en mulighed i nævnte direktiv, hvorefter medlemslandene kan bestemme, at afgiftspligtige personer, der er etableret på deres område, skal meddele dem opbevaringsstedet, når det ligger uden for deres område.

I overensstemmelse med reglerne i Rådets direktiv 2001/115/EF stilles der i det foreslåede § 52 a, stk. 3, betingelser for opbevaring af elektroniske fakturaer i et andet EU-land.

Med henblik på kontrol har de statslige told- og skattemyndigheder efter anmodning til enhver tid og uden unødig forsinkelse ret til fuld elektronisk onlineadgang, downloading og anvendelse af fakturaerne.

Af artikel 3 i ovennævnte direktiv fremgår det, at de kompetente myndigheder skal følge reglerne i det medlemsland, som den afgiftspligtige person er etableret i.

Efter direktivet om momsfakturering fastsætter medlemslandene i øvrigt, hvor længe afgiftspligtige personer skal sørge for opbevaring af fakturaer vedrørende levering af goder eller tjenesteydelser på deres område, og hvor længe afgiftspligtige personer, der er etableret på deres område, skal opbevare fakturaer, som de har modtaget.

Det betyder, at en virksomhed ved opbevaring af købs- og salgsfakturaer i et andet land er omfattet af reglerne om opbevaringsperiode i det land, hvor virksomheden er etableret. Efter de danske regler er opbevaringsperioden 5 år fra udgangen af det regnskabsår, som materialet vedrører. Den 10-årige opbevaringspligt, som er anført i forslaget til affattelse af momslovens § 66, stk. 8, jf. lovforslagets § 1, nr. 6, er således en afvigelse fra den danske hovedregel.

Efter det foreslåede § 52 a, stk. 4, kan opbevaring af elektroniske fakturaer ikke ske i et land uden for EU (et tredjeland), med hvilket der ikke findes noget retligt instrument vedrørende gensidig bistand med en retsvirkning, der svarer til reglerne i direktiv 76/308/EØF og 77/799/EØF og forordning (EØF) nr. 218/92 og til den i § 52, stk. 3, nævnte ret til elektronisk adgang, downloading og anvendelse af oplysningerne i momsfakturaen. Til grund for dette forslag ligger en bestemmelse i artikel 1 i Rådets direktiv 2001/115/EF, hvorefter medlemslandene kan fastsætte specifikke krav om forbud mod eller begrænsning af opbevaring af fakturaer i tredjelande, som ikke opfylder de nævnte betingelser.

Fakturaer, der fremsendes ad elektronisk vej, skal accepteres af medlemsstaterne på betingelse af, at ægtheden af deres oprindelse og integriteten af deres indhold garanteres. Dette kan ske:

Efter direktivet om harmonisering af krav til momsfakturering kan momsfakturaer dog fremsendes ad elektronisk vej efter andre metoder end ovenstående under forudsætning af, at den eller de berørte medlemsstater accepterer disse.

Ved ægtheden af dataenes oprindelse forstås to forhold: dataenes autenticitet og dataenes uafviselighed.

Sikring af dataenes autenticitet kan ske ved brug af en digital signatur med tilhørende certifikat fra et nøglecenter/certificeringscenter (CA).

Overordnet opdeles certifikaterne i to typer; de kvalificerede certifikater, der efter lov om elektroniske signaturer kræver personligt fremmøde og klasse II certifikater, hvor sikring af brugerens identitet sker på anden vis.

I de tilfælde hvor der udstedes klasse II certifikater (se også nedenfor om OCES CP) benyttes normalt kendt viden om brugeren ved udstedelsen, for eksempel CVR adresse eller anden registrering, som giver større sikkerhed for ægthed i oprindelsen (her forstået som brugerens autenticitet). Told- og Skattestyrelsen benytter et pinkode system til blandt andet indberetning af moms og A-skat. Sikkerheden i udstedelsen baserer sig på, at man allerede kender brugeren fra andre registre, for eksempel CVR- og CPR-register, samt kender brugerens skattemæssige registreringer.

Den anden del af ægthed i oprindelsen, uafviseligheden, dvs. at en afsender ikke kan nægte at have sendt en bestemt meddelelse og en modtager ikke kan nægte at have modtaget en modtagelse, sikres normalt ved uafhængig tidsstempling, tidsstemplede kvitteringer hos en godkendt tredjepart og/eller logfiler hos myndigheden.

Integriteten af indholdet indhold, der sendes via på Internettet uden brug af digital signatur sikres typisk via en såkaldt først og fremmest med mindst 128 bits SSL kryptering som de fleste nyere standard Internet browsere, for eksempel MS Internet Explorer og Netscape, understøtter. Nyere browsere understøtter en kryptering på mindst 128 bits.

Direktivets regler om sikkerhed ved elektronisk momsfakturering giver ikke anledning til ændringer i gældende danske regler herom. De gældende danske certifikatpolitikker (CP) OCES (Offentlige Certifikater til Elektronisk Service) er offentliggjort den 2. september 2002 på IT- og Telestyrelsens hjemmeside på https://www.signatursekretariatet.dk. CP’erne kan downloades i pdf format fra hjemmesiden. Følgende introduktionstekst fremgår af hjemmesiden:

»For at fremme udbredelsen af digitale signaturer og for at etablere en standard på området har Videnskabsministeriet initieret implementeringen af OCES-certifikater (Offentlige Certifikater til Elektronisk Service).

Via OCES-certifikatpolitikkerne er der etableret en standard for certifikatudbydernes håndtering af certifikaterne og for indholdet i disse. Certifikatpolitikkerne, der har været til høring hos alle interesserede parter, udstikker det sikkerhedsniveau, der som minimum skal overholdes, hvis certifikatudbyderne vil kalde sig OCES-CA. OCES-certifikatet kan principielt anvendes til al kommunikation mellem myndigheder og mellem myndigheder og virksomheder eller borgere. Det er desuden tilstræbt, at OCES-certifikater også med fordel kan bruges i den private sektor.«

Til nr. 6

Med den foreslåede affattelse af § 66 gennemføres en særordning for virksomheder uden for EU (tredjelandsvirksomheder), som sælger elektroniske tjenesteydelser til private forbrugere i et EU-land, jf. i øvrigt afsnittet »Elektroniske tjenesteydelser« i bemærkningerne til nr. 1 ovenfor.

Reglerne om særordningen er fastsat i 6. momsdirektivs artikel 26 c som affattet ved artikel 1, nr. 3, i Rådets direktiv 2002/38/EF.

Det foreslåede § 66, stk. 1, fastsætter tredjelandsvirksomhedernes ret til at vælge en særordning med forenklede procedurer for tredjelandsvirksomheder, der leverer elektroniske tjenesteydelser til ikke afgiftspligtige personer i EU.

I det foreslåede stk. 2 defineres centrale begreber i relation til særordningen.

I det foreslåede stk. 3 fastsættes der regler om, hvilke oplysninger tredjelandsvirksomheden skal anmelde til de statslige told- og skattemyndigheder, hvis virksomheden ønsker at tilslutte sig særordningen med Danmark som identifikationsland. Virksomheden skal anmelde påbegyndelse af virksomhed som afgiftspligtig inden for EU. Endvidere skal virksomheden anmelde ændring og ophør af virksomhed, hvis denne ikke mere er omfattet af særordningen. I overensstemmelse med kravet i direktivet skal virksomhedens anmeldelse af oplysninger ske elektronisk.

Ud over de oplysninger, der er nævnt i det foreslåede stk. 3, stilles der i direktivet krav om, at oplysningerne fra en tredjelandsvirksomhed ved anmeldelsen skal indeholde følgende enkeltheder til identifikation af virksomheden: navn, postadresse, elektroniske adresser med websteder, eventuelt registreringsnummer i virksomhedens hjemland samt en erklæring om, at vedkommende ikke er momsregistreret i EU. Virksomheden skal meddele de statslige told- og skattemyndigheder enhver ændring i de afgivne oplysninger. Det er tanken at fastsætte de nærmere regler herom ved at benytte bemyndigelsesbestemmelsen i forslaget til affattelse af stk. 9, jf. nedenfor.

Efter direktivet skal identifikationsmedlemslandet identificere tredjelandsvirksomheden ved hjælp af et individuelt nummer (identifikationsnummer). Identifikationsmedlemslandet skal elektronisk meddele den ikke-etablerede afgiftspligtige person det identifikationsnummer, der er tildelt denne.

Af det foreslåede stk. 4 fremgår, at en tredjelandsvirksomhed, der tilslutter sig særordningen, skal anvende den for alle virksomhedens leveringer af elektroniske tjenesteydelser til private forbrugere inden for EU. Det fremgår endvidere af bestemmelsen, at det er forbrugsmedlemslandets afgiftssats (normalsatsen), der skal anvendes ved beskatningen af leveringer fra tredjelandsvirksomheder, der er tilsluttet særordningen. Efter direktivet kan medlemslandene ikke anvende differentierede afgiftssatser. Dette betyder, at landene skal anvende normalsatsen.

I det foreslåede stk. 5 fastsættes der regler om, under hvilke forudsætninger de statslige told- og skattemyndigheder kan udelukke en virksomhed fra særordningen. I overensstemmelse med direktivet udelukkes virksomheden, hvis:

Med hensyn til »til stadighed« som nævnt i punkt 4 ovenfor kan nævnes, at en virksomhed, der i et år, dvs. for fire efter hinanden følgende afgiftsperioder, for eksempel hverken har angivet eller betalt moms, som burde være angivet og betalt, kan regne med at blive udelukket, hvis en tilsvarende overtrædelse af reglerne gentager sig i forbindelse med angivelse og betaling for en af de fire afgiftsperioder i det efterfølgende år.

En tredjelandsvirksomhed, som udelukkes fra særordningen, er nødsaget til at anvende de almindelige momsregler. Dette indebærer, at virksomheden skal lade sig momsregistrere i alle de EU-lande, hvortil virksomheden sælger elektroniske tjenesteydelser til privatkunder. Virksomheden bliver endvidere omfattet at de pågældende EU-landes forskellige regler om afgiftsperioder, betalingsfrister m.v. Virksomheden mister således særordningens fordele med hensyn til alene at skulle lade sig identificere i ét EU-land og med hensyn til alene at skulle sætte sig ind i og overholde ét sæt regler om afgiftsperioder, betalingsfrister m.v.

Efter Rådets forordning nr. 792/2002, der er gengivet som bilag B til dette lovforslag, skal identifikationsmedlemslandet omgående underrette de kompetente myndigheder i de øvrige medlemslande, hvis en virksomhed udelukkes fra særordningen. Det er tanken, at særordningen skal administreres af de regionale told- og skatteområder. Klageadgangen for virksomheder, som udelukkes fra særordningen, vil blive fastsat administrativt efter bestemmelsen i momslovens § 78.

I stk. 6 fastsættes afgiftsperioden for tredjelandsvirksomheder under særordningen til kvartalet. Efter bestemmelsen skal virksomheden indsende en afgiftsangivelse til de statslige told- og skattemyndigheder for hvert kvartal. Angivelsen skal også indsendes, selv om virksomheden ikke har leveret elektroniske tjenesteydelser. Angivelsen skal indsendes inden for 20 dage efter udgangen af afgiftsperioden. I stk. 6 fastsættes også, at afgiften skal indbetales til de statslige told- og skattemyndigheder samtidig med, at angivelsen indsendes.

Efter stk. 7 kan tredjelandsvirksomheden få godtgjort afgift efter reglerne i momslovens § 45, stk. 1. Til grund for denne regel ligger en bestemmelse i Rådets direktiv 2002/38/EF, hvorefter en tredjelandsvirksomhed, der anvender særordningen, uanset artikel 1, stk. 1, i direktiv 86/560/EØF (13. momsdirektiv) får tilbagebetalt afgift i overensstemmelse med 13. momsdirektiv i stedet for at foretage fradrag efter artikel 17, stk. 2, i 6. momsdirektiv. Efter bestemmelsen i Rådets direktiv 2002/38/EF finder artikel 2, stk. 2 og 3, og artikel 4, stk. 2, i 13. momsdirektiv ikke anvendelse på tilbagebetaling i forbindelse med elektroniske leverancer, der er omfattet af særordningen.

Dette betyder, at medlemslandene ikke kan gøre tilbagebetaling betinget af, at tredjelande yder tilsvarende fordele med hensyn til omsætningsafgifter, jf. artikel 2, stk. 2, i 13. momsdirektiv, at medlemslandene ikke kan kræve, at der udpeges en repræsentant over for skatte- og afgiftsmyndighederne, jf. artikel 2, stk. 3, i 13. momsdirektiv, og at medlemslandene ikke kan udelukke visse udgifter eller underkaste tilbagebetalingen yderligere betingelser, jf. artikel 4, stk. 2, i 13. momsdirektiv.

I stk. 8 fastsættes der nærmere regler om det regnskab, som tredjelandsvirksomheden skal føre med hensyn til de transaktioner, der er omfattet af særordningen. Det fremgår af bestemmelsen, at regnskab efter anmodning skal gøres elektronisk tilgængeligt for de statslige told- og skattemyndigheder, og at dette skal ske inden for den tidsfrist, som de statslige told- og skattemyndigheder fastsætter i anmodningen. Reglerne om de statslige told- og skattemyndigheders elektroniske adgang gælder, uanset om disse myndigheder repræsenterer Danmark i egenskab af at være identifikationsmedlemsland eller forbrugsmedlemsland, jf. definitionen af disse begreber i forslaget til affattelse af stk. 2. I overensstemmelse med direktivet skal regnskabet opbevares i en periode på ti år fra udgangen af det år, hvor transaktionen blev foretaget.

Efter stk. 9 bemyndiges skatteministeren til at fastsætte nærmere regler om særordningen. Formålet med den foreslåede bestemmelse er blandt andet at give mulighed for at præcisere, uddybe eller justere procedurer i forhold til de afgiftspligtige, når de første praktiske erfaringer med ordningen er indhøstet.

Bemyndigelsesbestemmelsen vil også blive anvendt til at fastsætte regler om, hvilke oplysninger virksomheder under særordningen skal give de statslige told- og skattemyndigheder i forbindelse med, at virksomheden tilslutter sig særordningen. Efter direktivet skal virksomheden give følgende oplysninger til identificering af virksomheden; navn, postadresse, elektroniske adresser med websteder, eventuelt registreringsnummer i virksomhedens hjemland og en erklæring om, at virksomheden ikke er registreret i EU. Virksomheden skal meddele de statslige told- og skattemyndigheder enhver ændring i de afgivne oplysninger.

Efter direktivet skal de statslige told- og skattemyndigheder identificere en virksomhed under særordningen ved hjælp af et individuelt nummer (identifikationsnummer). Myndighederne skal elektronisk meddele virksomheden det identifikationsnummer, der er tildelt denne.

Skatteministeren vil ved bekendtgørelse fastsætte regler om, hvilke oplysninger virksomheder under særordningen skal give på afgiftsangivelsen. Efter direktivet skal angivelsen indeholde identifikationsnummeret samt for hver enkelt forbrugsmedlemsland, hvor afgifter er forfaldne, den samlede værdi uden moms af leverancerne af elektroniske tjenesteydelser for indberetningsperioden og det samlede tilsvarende afgiftsbeløb. De gældende afgiftssatser og det samlede skyldige afgiftsbeløb skal også angives.

Efter direktivet kan identifikationsmedlemslande, der ikke har indført euroen, kræve, at afgiftsangivelsen skal udarbejdes i den nationale valuta. Det er tanken at benytte denne bestemmelse således, at skatteministeren ved bekendtgørelse fastsætter regler om, at afgiftsangivelsen for virksomheder, der vælger Danmark som identifikationsland, skal udarbejdes i danske kroner.

Hvis leverancerne er foretaget i andre valutaer, skal efter direktivet anvendes kursen på den sidste dag i indberetningsperioden, når afgiftsangivelsen udfyldes. Omregningen skal ske til de valutakurser, som Den Europæiske Centralbank har offentliggjort for den dag, eller, hvis der ikke har været nogen offentliggørelse den dag, den næste offentliggørelsesdag. Det er tanken, at skatteministeren fastsætter reglerne herom ved bekendtgørelse.

Efter direktivet kan identifikationsmedlemslande, der ikke har indført euroen, kræve, at virksomheder under særordningen skal indbetale momsen til en bankkonto, der føres i den nationale valuta. Det er tanken at benytte denne bestemmelse i direktivet således, at skatteministeren ved bekendtgørelse fastsætter regler om, at momsen skal indbetales til de statslige told- og skattemyndigheder på en bankkonto, der føres i danske kroner.

Efter ikrafttrædelsesbestemmelserne i Rådets direktiv 2002/38/EF (moms på radio- og tv-spredningstjenester og elektronisk leverede tjenesteydelser) såvel som i Rådets direktiv 2001/115/EF (momsfakturering) skal direktivreglerne gennemføres i national lovgivning således, at de har virkning i alle 15 medlemslande fra samme tidspunkt.

På denne baggrund foreslås, at reglerne om moms på radio- og tv-spredningstjenester og elektronisk leverede tjenesteydelser skal have virkning fra og med 1. juli 2003, idet direktivet herom skal gennemføres i medlemslandene med virkning fra dette tidspunkt.

Tilsvarende foreslås, at reglerne om momsfakturering skal have virkning fra og med 1. januar 2004, idet direktivet herom skal gennemføres i national lovgivning med virkning fra dette tidspunkt.

Det foreslås, at forslaget om tilpasninger til 6. momsdirektiv ligesom reglerne om moms på radio- og tv-spredningstjenester og elektroniske tjenesteydelser skal have virkning fra og med 1. juli 2003. Begrundelsen herfor er, at forslaget om tilpasning til 6. momsdirektiv forudsætter omredigering af momslovens bestemmelser om leveringsstedet (beskatningsstedet), og at disse bestemmelser også skal ændres som følge af gennemførelsen af direktivet om moms på radio- og tv-spredningstjenester og elektroniske tjenesteydelser.