L 218 (som vedtaget): Forslag til lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven. (Bekæmpelse af rockerkriminalitet og anden organiseret kriminalitet).

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 4. juni 2003

Forslag

til

Lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven

(Bekæmpelse af rockerkriminalitet og anden organiseret kriminalitet)

 

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 779 af 16. september 2002, som ændret ved § 1 i lov nr. 228 af 2. april 2003, foretages følgende ændring:

1. § 76 a, stk. 1, nr. 2, affattes således:

»2)   den efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover eller er en overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer eller straffelovens § 286, stk. 1, eller § 289.«

§ 2

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 777 af 16. september 2002, som ændret ved § 3 i lov nr. 228 af 2. april 2003 og § 2 i lov nr. 229 af 2. april 2003, foretages følgende ændringer:

1. I § 29, stk. 2, indsættes efter nr. 1:

»2)   når der skal afgives forklaring af en polititjenestemand med en særlig tjenestefunktion og det af hensyn til denne særlige tjenestefunktion er nødvendigt at hemmeligholde identiteten,«.

Nr. 2 og 3 bliver herefter nr. 3 og 4.

2. I § 29, stk. 3, ændres »stk. 2, nr. 3,« til: »stk. 2, nr. 4,«.

3. I § 29 a indsættes som stk. 3:

»Stk. 3 . Når en polititjenestemand har udført foranstaltninger som nævnt i § 754 a, lukkes dørene under polititjenestemandens forklaring, når anklagemyndigheden anmoder om det.«

4. I § 60, stk. 2, 1. pkt., udgår »eller om foretagelse af foranstaltninger som nævnt i § 754 a«.

5. I § 60 indsættes efter stk. 3 som nye stykker:

»Stk. 4 . Ingen må deltage som dommer under domsforhandlingen i en straffesag, såfremt den pågældende vedrørende det forhold, som tiltalen angår i medfør af § 746, stk. 2, har truffet afgørelse om, at materiale, som politiet efter anmodning har fremlagt over for retten, ikke er omfattet af forsvarerens adgang til aktindsigt.

Stk. 5. Ingen må deltage som dommer under domsforhandlingen i en straffesag, såfremt den pågældende vedrørende det forhold, som tiltalen angår, har truffet afgørelse om at undtage materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt i medfør af § 745 b eller har truffet anden afgørelse, hvor der har været fremlagt oplysninger, der efter § 745 b er undtaget fra forsvarerens adgang til aktindsigt.

Stk. 6. Under domsforhandlingen i en straffesag skal de afgørelser, som er nævnt i stk. 4 og 5, træffes af en dommer, i landsretten en afdeling, der ikke deltager i domsforhandlingen.«

Stk. 4 bliver herefter stk. 7.

6. I § 169, stk. 2, 3. pkt., ændres »eller dens forhold til fremmede magter« til: », til dens forhold til fremmede magter eller med hensynet til tredjemands liv eller helbred«.

7. I § 181 indsættes efter »vidnets identitet«: », jf. dog § 848, stk. 4 og 5,«.

8. I § 731, stk. 1, litra h, ændres »stk. 2, nr. 2« til: »stk. 2, nr. 3«.

9. § 745 affattes således:

»§ 745. Forsvareren har adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen eller tiltalen angår. I det omfang materialet uden ulempe kan mangfoldiggøres, skal genpart sendes til forsvareren. Forsvareren må ikke uden politiets samtykke overlevere det modtagne materiale til sigtede eller andre.«

10. § 745 a ophæves, og i stedet indsættes:

»§ 745 a . Hvis det er nødvendigt af hensyn til fremmede magter, til statens sikkerhed, til sagens opklaring, til tredjemand eller til efterforskning af en anden verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller som udgør en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13, kan politiet give forsvareren pålæg om ikke at videregive de oplysninger, som forsvareren har modtaget fra politiet. Pålægget kan udstrækkes, indtil tiltalte har afgivet forklaring under domsforhandlingen.

§ 745 b. Retten kan efter anmodning fra politiet bestemme, at reglerne om forsvarerens ret til aktindsigt i § 745 fraviges, hvis det er påkrævet af hensyn til

1)   fremmede magter,

2)   statens sikkerhed,

3)   sagens opklaring,

4)   tredjemands liv eller helbred,

5)   efterforskning af en anden verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller som udgør en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13, eller

6)   beskyttelse af fortrolige oplysninger om politiets efterforskningsmetoder.

Stk. 2. Afgørelse efter stk. 1 kan ikke træffes, hvis det giver anledning til væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af sigtedes eller tiltaltes forsvar.

Stk. 3. Gør hensyn som nævnt i stk. 1 sig kun gældende for en del af materialet, skal forsvareren gøres bekendt med det øvrige indhold af materialet.

Stk. 4. Afgørelsen træffes ved kendelse. I kendelsen anføres de konkrete omstændigheder i sagen, der begrunder en fravigelse fra § 745. Træffer retten afgørelse om, at fravigelsen skal gælde indtil videre, skal retten på ny vurdere fravigelsen, før domsforhandlingen indledes. Træffer retten afgørelse om, at fravigelsen skal gælde i et nærmere fastsat tidsrum, kan afgørelsen forlænges ved senere kendelse. Rettens afgørelse kan kæres.

Stk. 5. Inden retten træffer afgørelse, skal der beskikkes en advokat for den sigtede eller tiltalte, og advokaten skal have lejlighed til at udtale sig. Advokaten beskikkes fra den særlige kreds af advokater, der er nævnt i § 784, stk. 2. Advokaten skal underrettes om alle retsmøder, der afholdes med henblik på at opnå rettens kendelse om fravigelse fra § 745, og er berettiget til at overvære disse samt til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen eller tiltalen angår. § 785, stk. 1, 2.-5. pkt., og stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

§ 745 c. Forsvareren har adgang til at overvære politiets afhøringer af sigtede og ret til at stille yderligere spørgsmål. Efter begæring skal forsvareren underrettes om tidspunktet for afhøringerne. Er den sigtede varetægtsfængslet, og er der truffet bestemmelse om isolation, jf. § 770 a, må den sigtede ikke afhøres, uden at forsvareren er til stede, medmindre såvel den sigtede som forsvareren samtykker heri.

§ 745 d. Når en afhøring, en konfrontation, en fotoforevisning eller andet efterforskningsskridt af lignende betydning kan formodes at ville finde anvendelse som bevis under domsforhandlingen, giver politiet meddelelse til forsvareren inden foretagelsen, således at forsvareren kan få lejlighed til at være til stede. Forsvareren har adgang til at stille forslag med hensyn til gennemførelsen af det pågældende efterforskningsskridt. Forsvarerens bemærkninger i så henseende skal tilføres politirapporten. Har forsvareren ikke mulighed for at komme til stede, eller er det ikke muligt for politiet at give forsvareren meddelelse, kan der kun foretages efterforskningsskridt, som ikke kan opsættes. Har forsvareren ikke været til stede, skal forsvareren uden ophold underrettes om det foretagne.

Stk. 2. Reglerne i stk. 1 kan fraviges efter bestemmelsen i § 745 b.

§ 745 e. Kan politiets afhøring af et barn, når afhøringen optages på video (videoafhøring), formodes at ville finde anvendelse som bevis under domsforhandlingen, skal forsvareren være til stede under videoafhøringen.

Stk. 2. Den, der er mistænkt eller sigtet, har ikke adgang til at overvære videoafhøringen. Den pågældende skal snarest muligt have adgang til sammen med sin forsvarer at gennemse videooptagelsen hos politiet. En begæring fra den, der er mistænkt eller sigtet, eller dennes forsvarer om, at der foretages genafhøring af barnet, skal fremsættes snarest muligt herefter.«

11. I § 746 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2 . Ved tvistigheder om lovligheden af politiets afgørelser efter § 745, 1. pkt., skal politiet redegøre for grundene til den afgørelse, der er truffet. Retten kan endvidere pålægge politiet over for retten at fremlægge det materiale, som tvisten angår.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

12. I § 748 indsættes som stk. 7:

»Stk. 7 . Stk. 1-6 finder ikke anvendelse på retsmøder, der afholdes i henhold til § 745 b, eller hvor der fremlægges oplysninger, der efter § 745 b er undtaget fra forsvarerens adgang til aktindsigt, og hvor der efter § 784 beskikkes en advokat for den, som indgrebet vedrører.«

13. § 754 a affattes således:

»§ 754 a. Politiet må ikke som led i efterforskningen af en lovovertrædelse foranledige, at der tilbydes bistand til eller træffes foranstaltninger med henblik på at tilskynde nogen til at udføre eller fortsætte lovovertrædelsen, medmindre:

1)   der foreligger en begrundet mistanke om, at lovovertrædelsen er ved at blive begået eller forsøgt,

2)   efterforskningsskridtet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen og

3)   efterforskningen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller en overtrædelse af straffelovens § 286, stk. 1, eller § 289, 2. pkt.

Stk. 2. Foranstaltninger, der træffes med henblik på at tilskynde nogen til at udføre eller fortsætte en lovovertrædelse, omfattes ikke af stk. 1, hvis politiet ikke herved påvirker væsentlige omstændigheder ved lovovertrædelsen.«

14. I § 754 b, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:

»Civile personer kan dog efter aftale med politiet yde bistand til at udføre eller fortsætte den lovovertrædelse, der efterforskes, når den bistand, der ydes, er yderst beskeden i forhold til lovovertrædelsen.«

15. I § 781, stk. 1, nr. 3, indsættes efter »193, stk. 1,«: »228,«.

16. § 788, stk. 4, 1. pkt., affattes således:

»Vil underretning som nævnt i stk. 1-3 være til skade for efterforskningen eller til skade for efterforskningen i en anden verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan danne grundlag for et indgreb i meddelelseshemmeligheden, eller taler omstændighederne i øvrigt imod underretning, kan retten efter begæring fra politiet beslutte, at underretning skal undlades eller udsættes i et nærmere fastsat tidsrum, der kan forlænges ved senere beslutning.«

17. § 791 b, stk. 1, nr. 3, affattes således:

»3)   efterforskningen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13 eller en overtrædelse af § 286, stk. 1, eller § 289.«

18. I § 834 indsættes efter 2. pkt.:

»Polititjenestemænd, der har udført foranstaltninger som nævnt i § 754 a, og polititjenestemænd med en særlig tjenestefunktion, hvor det af hensyn til denne særlige tjenestefunktion er nødvendigt at hemmeligholde identiteten, kan betegnes med et andet navn end deres eget og uden angivelse af bopæl.«

19. Efter § 836 indsættes:

»§ 836 a. En person kan ikke indkaldes som vidne, hvis oplysninger om personens identitet ikke indgår i sagen i medfør af § 745, 1. pkt., eller er undtaget fra forsvarerens adgang til aktindsigt i medfør af § 745 b.«

20. § 841 affattes således:

»§ 841. Retten kan efter anmodning fra anklagemyndigheden, forsvareren eller et vidne forud for domsforhandlingen træffe afgørelse om dørlukning efter § 29, stk. 2, nr. 2 eller 3, referatforbud efter § 30, nr. 2, navneforbud efter § 31, stk. 1, nr. 1, om, at tiltalte skal forlade retslokalet, mens et vidne afhøres, jf. § 848, stk. 1, 3 eller 6, om, at et vidnes bopæl eller navn, stilling og bopæl ikke må oplyses for tiltalte, jf. § 848, stk. 2, eller om, at en polititjenestemands navn og bopæl ikke skal oplyses, jf. § 848, stk. 5.«

21. I § 848 indsættes efter stk. 3 som nye stykker:

»Stk. 4 . En polititjenestemand, der har udført foranstaltninger som nævnt i § 754 a, kan afgive forklaring uden at oplyse sit eget navn og bopæl.

Stk. 5. Formanden kan bestemme, at navn og bopæl på en polititjenestemand, der afgiver forklaring som vidne, ikke skal oplyses, hvis afgørende hensyn til vidnets særlige tjenestefunktion taler for det og oplysningerne må antages at være uden betydning for tiltaltes forsvar.

Stk. 6. Formanden kan bestemme, at tiltalte skal forlade retslokalet, når en polititjenestemand, der har udført foranstaltninger som nævnt i § 754 a, eller en polititjenestemand med en særlig tjenestefunktion afhøres, hvis dette er påkrævet af hensyn til hemmeligholdelsen af polititjenestemandens identitet og det må antages at være uden væsentlig betydning for tiltaltes forsvar.«

Stk. 4-6 bliver herefter stk. 7-9.

22. I § 848, stk. 4, der bliver stk. 7, ændres »stk. 2 og 3« til: »stk. 2, 3, 5 og 6«.

23. I § 848, stk. 5, 1. pkt., der bliver stk. 8, 1. pkt., ændres »stk. 1 eller 3« til: »stk. 1, 3 eller 6«.

24. I § 848, stk. 5, der bliver stk. 8, indsættes som 4. pkt.:

»Oplysning om en polititjenestemands navn og bopæl skal endvidere ikke meddeles tiltalte, hvis retten har truffet bestemmelse om hemmeligholdelse efter stk. 5.«

25. I § 848, stk. 6, 1. pkt., der bliver stk. 9, 1. pkt., indsættes efter »stk. 2, nr. 2, og stk. 3,«: »eller en polititjenestemands navn og bopæl, jf. stk. 5 og 6,«.

26. I § 848, stk. 6, 4. pkt., der bliver stk. 9, 4. pkt., ændres »stk. 2, nr. 2, og stk. 3,« til: »stk. 2, nr. 2, og stk. 3, 5 og 6,«.

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. Lovens § 2, nr. 1-3, 6, 7 og 18-26, finder anvendelse i sager, som ikke er endeligt afgjort ved lovens ikrafttræden.

§ 4

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2. § 1 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.