L 41 (som vedtaget): Forslag til lov om ændring af ligningsloven. (Fradrag for passage af Storebæltsforbindelsen).

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 3. december 2002

Forslag

til

Lov om ændring af ligningsloven

(Fradrag for passage af Storebæltsforbindelsen)

 

§ 1

I lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 791 af 17. september 2002, foretages følgende ændring:

1. I § 9 C indsættes som stk. 9:

»Stk. 9. Den skattepligtige kan ved opgørelsen af fradrag for befordring frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads mod dokumentation foretage fradrag for udgifter afholdt til benyttelse af Storebæltsforbindelsen. Fradraget for benyttelse af Storebæltsforbindelsen kan foretages med 90 kr. pr. passage ved benyttelse af bil og med 15 kr. pr. passage for brugere af kollektiv trafik. Ved samkørsel i bil kan fradrag efter 1. pkt. alene foretages af den af de samkørende, som har afholdt udgiften til A/S Storebælt for benyttelsen af forbindelsen. Modtager den pågældende udgiftsgodtgørelse for passageudgiften fra medkørende, er den pågældende ikke skattepligtig heraf, og de medkørende har ikke fradragsret for godtgørelsen.«

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. Loven har virkning for befordring frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads, som foretages den 1. januar 2003 eller senere.

L 41

Forslag til lov om ændring af ligningsloven. (Fradrag for passage af Storebæltsforbindelsen).

Af skatteministeren (Svend Erik Hovmand).

Dokument

Lov nr 1056 af 17. december 2002.

Ordførere: (1. beh) Jacob Buksti (S), Mikkel Dencker (DF), Charlotte Dyremose (KF), Margrete Auken (SF), Marianne Jelved (RV), Pernille Rosenkrantz-Theil (EL), Mogens Nørgård Pedersen (KRF) og Lars Christian Lilleholt (V).

Efter 1.beh henvist til Skatteudvalget (SAU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Resume:

Loven viderefører i uændret form det midlertidige fradrag for passage af Storebæltsforbindelsen, som skulle ophøre med udgangen af 2002. Baggrund: Det fremgik af lovforslagets bemærkninger, at videreførelsen af det midlertidige Storebæltsfradrag skete som led i en aftale mellem regeringen og Socialdemokratiet. Det fremgik endvidere, at der var enighed mellem regeringen og Socialdemokratiet om at indføre et fradrag for passage af Øresundsforbindelsen, når der er indgået en generel aftale med Sverige om, efter hvilke regler pendlerne i Øresundsregionen fremover skal beskattes, og som indebærer, at også Sverige yder et sådant fradrag til pendlere, der krydser Øresundsforbindelsen på vej til og fra arbejde.

Afstemning:

Lovforslaget vedtaget med 91 stemmer (V, S, DF, KF og KRF) mod 12 (SF, RV og EL).

Søgning Bogmærke Forside Lovbutik Leksikon Systemhjælp Om FtWeb Arkiv Om Folketinget Nyheder og aktuel information Sager i folketingssamlingen