(Kort bemærkning).
Jens Rohde (V):
Det sidste er jeg i hvert fald enig med hr. Jesper Langballe
i, men det vil nok gå uden for forretningsordenen, hvis jeg
begynder at tage hul på forsvarsforhandlingerne i denne
diskussion, så jeg vil ikke kommentere det. Det tilkommer
heller ikke mig at forestå de forhandlinger her fra
Folketingets talerstol på dette tidspunkt.
Hr. Morten Helveg Petersen siger, at jeg skal trække
mine ord tilbage. Jeg vil godt lige understrege, at inden jeg
sagde, at det tjente Saddam Husseins interesser, hvis man
ikke fortsat holdt presset, sagde jeg, at jeg godt vidste, at
det ikke var nogens hensigt at gå hans ærinde.
Kl. 11.00
Det understregede jeg meget klart, inden jeg sagde det -
måske ikke klart nok. Jeg sagde, at jeg aldrig nogen sinde
kunne mistænke noget parti - nogen - her i Folketingssalen
for at ville gå Saddams ærinde. Men jeg mener, at bundlinjen
er, at det her gavner Saddam.
Alt det, der er sket i FN, at man ikke er villig til at
sætte handling bag de mange, mange ord, som jo har været sagt
igennem årene, og som senest kom til udtryk i resolution 1441
i november måned, mener jeg er med til at gavne Saddam
Hussein, og det beklager jeg dybt, uanset at jeg ikke
mistænker nogen for, at de ønsker, at det skal være sådan.
»Hvad er formålet med krigen?« spørger fru Line Barfod.
Jamen det er stadig væk afvæbning. Nu siger fru Line Barfod
så, at de argumenter, vi hører, ikke holder, og at vi jo kan
se, at det bliver sværere og sværere også i forhold til at
bruge argumentet afvæbning, fordi USA ikke kunne fremlægge
nogen beviser for masseødelæggelsesvåben i Irak.
Men fru Line Barfod glemmer i den diskussion
fuldstændig, hvem det er, der har bevisbyrden. Det er ikke
USA, der har bevisbyrden, det er ikke FN, der har
bevisbyrden, det er Irak, der har bevisbyrden med hensyn til,
at de har destrueret alle de våben, som man jo har kendskab
til at de har haft. Det er Irak, der har bevisbyrden, det er
ikke USA. Det er en helt forkert tilgang også i forhold til
FN, fru Line Barfod udviser her.
