(Kort bemærkning).
Jens Rohde (V):
Det må hr. Per Kaalund jo spørge regeringen om. Jeg siger
bare, at resultatet af, at man ikke er villig til at sætte
magt bag ordene i de mange resolutioner, er, at Saddam
Hussein sidder tilbage og kan grine i skægget, presset er
væk, han kan genopruste, og han kan fortsætte sin
destabilisering af regionen og fortsætte sine trusler mod
menneskeheden. Det er det, der er resultatet, når man ikke
tør sætte magt bag ordene, og det er jo det, Saddam Hussein
har gjort igennem mange år: leget kispus med
verdenssamfundet.
Jeg synes, det er katastrofalt, at når man nu svinger
sig op til i enighed at få lavet en sikkerhedsrådsresolution
i november, 1441, som taler om alvorlige konsekvenser, som
taler om, at han har bevisbyrden, og som taler om, at det
skal være betingelsesløst, det skal være nu og her, at Saddam
Hussein afvæbner, og når det så ikke sker, så fortsætter man
sådan set bare uden at være villig til at sætte tryk på. Det
tror jeg kun gavner én, og det er Saddam Hussein.
Hvorledes ligger det så med de nordiske lande? Om det
gør indtryk? Jamen i 1998 var der da også en række lande, der
ønskede at give våbeninspektørerne mere tid, det ved hr. Per
Kaalund ganske udmærket. Lad mig i flæng nævne lande som
Sverige, Irland, Finland, Belgien; de støttede dengang ikke
en militæraktion. Vi har altså samme situation i dag. Og i
den hjemlige debat skiltes vandene på samme måde, som vi også
ser det i dag.
Til fru Anne Grete Holsgaard: Når jeg mener, at det
enkelte land har ret til at tage affære, er det, fordi jeg
stadig væk mener, at det her er forankret i FN. Der er jo
ikke noget land - og det er også svar til de øvrige
SF-medlemmer, som har rejst det her spørgsmål - som har så
mange FN-resolutioner og sikkerhedsrådsresolutioner, som man
har brudt igen og igen og igen, og hvor man gennem FN har
sagt, at der er mulighed for magtanvendelse, såfremt man ikke
gennemfører resolutionerne. ...
