(Kort bemærkning).
Peter Skaarup (DF):
Hr. Frank Jensen var meget inde på finurligheder omkring det
folkeretlige, men én ting, jeg synes, man savner et klart
svar på fra hr. Frank Jensen og Socialdemokraterne i den her
sag, er: Vil man ikke længere følge vores vigtigste
allierede, USA og England, i den kamp, som de yder i forhold
til destruktion af masseødelæggelsesvåben, destruktion af
terroristnetværk, som Socialdemokraterne jo førte en valgkamp
på at man skulle gøre for omkring 1½ år siden. Har
Socialdemokraterne helt glemt, at det var vigtigt for
Socialdemokratiet og for Danmark at følge vores vigtigste
allierede efter terrorangrebet den 11. september?
Jeg har taget en artikel med fra Ekstra Bladet fra den
22. september 2001, hvor daværende statsminister Poul Nyrup
Rasmussen sagde: Danmark er klar. Vi skal følge USA hele
vejen.
Har Socialdemokraterne glemt det? Hvorfor vil man ikke
bakke vores vigtigste allierede op i den sag, som handler om
at afvæbne Saddam Hussein? Jeg forstår ikke, at man er så
tilbagelænet, bare fordi man er kommet i opposition.
Kl. 11.25