Forrige

(Kort bemærkning). Søren Gade (V):
Hr. Frank Jensen betvivler gang på gang fra denne talerstol legitimiteten af den militæraktion, som nu er på vej i Irak. Der vil jeg gerne spørge: Hvad er der egentlig sket siden 1998? Legitimiteten for en aktion er steget, der er flere overtrædelser, der er flere resolutioner.
     Så siger hr. Frank Jensen: Vi troede, at det skulle forankres i FN's Sikkerhedsråd. Hvorfor går hr. Frank Jensen så højt op i det lige i dag?
     Den 17. februar 1998 var der ikke enighed i FN's Sikkerhedsråd, da stod man på talerstolen her i Folketinget og traf en beslutning om et militært bidrag til en militær aktion mod Irak. Der havde man altså en uenighed med de samme lande, Frankrig, Rusland og Kina.
     Så vil jeg gerne have lov at spørge hr. Frank Jensen:
Hvad betyder egentlig »øjeblikkeligt samarbejde med våbeninspektørerne« for hr. Frank Jensen? For i resolution 1441 af november 2002 står ordene »øjeblikkeligt samarbejde«. Vi har ikke set noget øjeblikkeligt samarbejde med våbeninspektørerne.
     Til sidst med hensyn til den debat, der har kørt omkring juraen, vil jeg bare sige, at der jo er frit valg på alle hylder. Man kan tage Politiken fra i dag, og der kan man finde tre højt estimerede eksperter udi jura.
     En har det synspunkt, at den er legitimeret, en anden, at den ikke er, og den tredje, at den måske er. Så man kan jo vælge lige præcis det synspunkt, der passer i ens kram, og det er det, jeg kan høre, at hr. Frank Jensen også gør.

Kl. 12.15

Næste