Forrige

(Kort bemærkning). Ulrik Kragh (V):
Hr. Frank Jensen siger, Socialdemokraterne vil forholde sig til virkeligheden. Men virkeligheden er jo, at en række lande, uanset om Danmark deltager eller ej, har besluttet sig for at forfølge FN's helt berettigede krav om afvæbning af Irak.
     Skal Danmark deltage i afvæbningen af et Irak med en tyrannisk diktator, der har giftgasset sit eget folk, der har ladet hånt om internationale grænser og invaderet Kuwait, der jævnede 180.000 mennesker og 2.000 landsbyer med jorden, dengang man forsøgte at gøre oprør mod ham efter Golfkrigen? Eller skal Danmark sætte sig i en rundkreds og diskutere, hvad vi kunne have opnået, hvis og såfremt en masse hypoteser, som aldrig nogen sinde vil blive til virkelighed?
     Man er nødt til at forholde sig til virkeligheden, man er nødt til at forholde sig til, at Irak er i besiddelse af mere end 1.000 t kemiske våben, af mere end 6.500 kg biologiske våben. Hvis det er sådan, at man ikke vil forholde sig til, at det er et brud på FN's krav, og hvis det er sådan, at man ikke vil forholde sig til, at det er man nødt til at gøre op med, hvis man vil vise diktatorer i hele verden, at det går ikke at lege kispus med verdenssamfundet, så må man tage et ansvar, et stort ansvar.
     Men det ville være klædeligt, om Socialdemokraterne også ville gøre det, når de var i opposition.

Næste