Forrige

(Kort bemærkning). Søren Gade (V):
Hr. Frank Jensen talte om sin bekymring for eventuel præcedens ved en militær beslutning, som ikke er forankret i FN's Sikkerhedsråd, og jeg vil godt spørge hr. Frank Jensen:
Hvorfor er det nu blevet et problem? Den tidligere regering havde en helt anden holdning til det, og jeg vil gerne have lov at citere fra et svar fra daværende udenrigsminister, hr. Niels Helveg Petersen, til hr. Villy Søvndal:
     »Siden invasionen i Kuwait i 1990 har det været nødvendigt for Sikkerhedsrådet at vedtage 39 resolutioner om Irak og situationen i regionen, og derfor vil jeg også sige til hr. Villy Søvndal, at jeg nærer ingen betænkeligheder ved de beslutninger, vi træffer her. Jeg tror ikke, de vil danne en ny præcedens, for jeg tror ikke - og håber virkelig ikke - at vi nogen sinde igen vil komme til at stå over for et militærdiktatur, om hvilket man i løbet af 7-8 år skal vedtage 39 resolutioner i FN's Sikkerhedsråd. Disse resolutioner er udtryk for det internationale samfunds påbud, og desværre må vi konstatere, at Saddam Hussein ikke efterlever resolutionerne.«
     På daværende tidspunkt, i 1998, havde den daværende regering altså en anden holdning end den, hr. Frank Jensen her i dag har givet udtryk for fra talerstolen.

Næste