Forrige

(Kort bemærkning). Pia Kjærsgaard (DF):
Hr. Frank Jensen omtaler de forskellige institutioner og organisationer, og vi kan nok blive enige om - sådan fornemmede jeg det i hvert fald - at FN måske ikke længere har den allerbedste baggrund for disse dispositioner.
     Så kom hr. Frank Jensen ind på EU. Jeg synes egentlig, det her beviser i al sin elendighed, at EU i hvert fald ikke har en chance i forsvarsmæssig sammenhæng. Det har vi da i hvert fald fået ud af det.
     Så vil jeg godt sige til hr. Frank Jensen, at jeg og Dansk Folkeparti føler klart, at det er langt bedre at lægge vores lod hos USA i forbindelse med denne aktion end hos Frankrig eller Tyskland. Synes hr. Frank Jensen ikke, at de bidrag, vi yder - en ubåd, en korvet, et lægehold og et hold af stabs- og fordelingspersonel - er den opbakning, vi kan give? Det er fint både moralsk og forsvarsmæssigt, men i forhold til det, USA yder, må man jo sige, at der er trods alt en forskel, når det gælder om at opretholde roen i verden, og det er den forpligtelse, vi har.

Næste