Forrige

(Kort bemærkning). Frank Jensen (S):
Fru Pia Kjærsgaard siger, at EU ikke duer til en snus eller noget i den retning. Jeg tror ikke, citatet er helt korrekt, men det var noget i den retning.
     Det er jo beskæmmende, at Europa er splittet, som Europa er i denne sag, og jeg mener, den danske statsminister på et meget tidligt tidspunkt har bidraget til at splitte Europa ved sammen med syv andre kolleger at sende et brev til den internationale presse. Det kunne kun opfattes som et bidrag til at markere modstand mod meget store lande i Europa, nemlig Tyskland og Frankrig, og det er ikke godt, at Danmark efter et meget succesfuldt dansk formandskab på den måde bidrager til at skabe splittelse i Europa.

Kl. 12.45

     Jeg er sikker på, at den amerikanske præsident George Bush gerne vil have et enigt Europa bag USA. Den amerikanske præsident ønsker ikke et enigt Europa mod amerikanske synspunkter. Det er her, vi står, og jeg synes, at vi Danmark skal gøre op med os selv. Vi skal holde fast i, at den transatlantiske pagt er vigtig, men vi skal også gøre op med os selv, hvor vore nærmeste interesser ligger. De ligger i Europa, og vi skal lade være med at lade os piske rundt i manegen af den nuværende amerikanske præsident, som har et fundamentalt andet grundlag at vurdere Europa på, end vi burde have, hvis vi skulle varetage vore egne snævre danske interesser for vore egne borgere.
     Jeg så gerne, at Europa blev meget mere forankret i fælles holdninger på en række felter, også udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Vi troede, Venstre og De Konservative havde samme udgangspunkt som os, men denne sags håndtering er et udtryk for, at det kan der i hvert fald sås tvivl om. Jeg mener ikke, vi skal acceptere, at den nuværende amerikanske præsident gang på gang intervenerer i det, vi har i gang her
i Europa, og i denne sag synes vi, konsekvenserne er uoverstigelige, fordi det fører så mange menneskelige lidelser med sig. Til fru Else Theill Sørensen skal jeg sige, at jeg har ikke læst den pågældende artikel; jeg har ikke haft mulighed for det, fordi vi startede så tidligt i salen i dag. Men jeg vil sige om de citater, at det, man hele tiden skal holde sig for øje, er, at vi har samme opfattelse som regeringen: at resolution 1441 ikke giver grundlag for militær intervention. Det er vigtigt at fastholde det, for det har regeringen sagt, og udenrigsministeren har så sent som for nogle ganske få timer siden skrevet under på, at han står ved citatet på forsiden af Politiken i dag. Det skal alle, der vurderer denne sag, hele tiden holde sig for øje. Det er ikke gjort med 1441. Der skulle en ny sikkerhedsrådsbeslutning til, en ny vurdering og en ny beslutning, og i hvert fald skulle Sikkerhedsrådet ind i sagen og vurdere den.

Næste