Forrige

(Kort bemærkning). Holger K. Nielsen (SF):
Når man hører hr. Jens Rohde, skulle man tro, man stod på et landsmøde i VU eller sådan noget. Når man gik uden om FN i 1947, kunne det jo skyldes, at FN blev dannet i 1949. Det kunne være en årsag til det.

Kl. 9.20

     Det er fuldstændig rystende argumenter, man hører fra Venstres ordfører. Og han svarede jo ikke på spørgsmålene. Krig er en alvorlig ting, det kunne jeg forstå at også Venstres folketingsgruppe mener. Så er det, vi spørger: Når krig er en så alvorlig ting, bør så ikke alle andre muligheder først være undersøgt og udtømt, før man går i krig? Det vil jeg godt høre om hr. Jens Rohde er enig i.
     Jeg vil godt høre, om hr. Jens Rohde er enig i, at der stadig væk var en proces i gang, hvor våbeninspektørerne var
i færd med at undersøge Saddam Hussein. Jeg vil godt høre, om hr. Jens Rohde er enig i, at våbeninpektørerne vedvarende berettede om fremskridt i samarbejdet med Saddam Hussein. Jeg vil godt høre, om hr. Jens Rohde er enig i, at et stort flertal af verdenssamfundet i FN's Sikkerhedsråd faktisk var imod en krig på nuværende tidspunkt, var enig i, at andre muligheder stadig væk var der. Med andre ord: Vil hr. Jens Rohde ikke godt i ærlighedens navn bekræfte, at alle muligheder er ikke udtømt
i denne her sag? At der er stadig væk muligheder for, at man kan gøre andre ting end at gå i krig?

Næste