Forrige

(Kort bemærkning). Holger K. Nielsen (SF):
Jeg har to ting.
     Jeg er helt enig med hr. Peter Skaarup i, at Saddam Hussein er en brutal diktator. Men har hr. Peter Skaarup på noget tidspunkt tænkt på, at da han gassede kurderne i 1988, blev der knap nok løftet et øjenbryn fra Vestens side? Det var først, da Saddam Hussein angreb Kuwait, så der blev problemer med olieforsyningerne til Vesten, at han blev et problem. Har hr. Peter Skaarup gjort sig nogen overvejelser over det hykleri, der har ligget fra Vestens side i hele håndteringen af Saddam Hussein gennem årene?
     For det andet: Hr. Peter Skaarup nævner terroren og siger, at mange mener, Saddam Hussein står bag den internationale terrorisme. Der er ikke påvist nogen sammenhæng - jo, det britiske efterretningsvæsen kom med en rapport, men det viste sig, at den var hentet fra en specialeafhandling på internettet. Der er ingen seriøse mennesker, der påstår, at Saddam Hussein og den internationale terrorisme har tæt forbindelse med hinanden.
     Har hr. Peter Skaarup omvendt tænkt på, at er der én, der ønsker denne krig, så er det Osama bin Laden? Terrorismen vil blive styrket af denne her krig. Man ville bekæmpe terrorismen i sin tid, men konsekvensen bliver flere terrorhandlinger her i Vesten, og vil Dansk Folkeparti tage et medansvar, hvis det finder sted?

Næste