Forrige

(Kort bemærkning). Peter Skaarup (DF):
Hr. Keld Albrechtsen er inde på situationen efter Golfkrigen, og der står det meget klart for mig i hvert fald, at USA og i øvrigt også FN igennem hele perioden siden den første Golfkrig har lagt et ret kraftigt pres på Irak. Man har håndhævet den såkaldte no-fly zone, ikke dermed at forstå at man så har sikret sig, at Saddam Hussein opfører sig ordentligt. Det er jo derfor, FN-resolutioner er kommet, men det er klart, at man har ventet med at gribe militært yderligere ind, indtil man har afprøvet alle muligheder for at få Saddam Hussein til at makke ret.
     Så jeg siger ikke, at alt, hvad Saddam Hussein har gjort siden den første Golfkrig, har været fornuftigt. Nej, tværtimod, og det er jo derfor, vi står i den situation, vi gør nu, med alle FN-resolutionerne.
     Så til hr. Ole Sohn: Tak for ordene. Det er altid godt at få ros af SF for den klare tale. Jeg kunne så godt have ønsket mig, at f.eks. Socialdemokraterne ville være mere klare i en debat som den her, nemlig i forhold til at følge op på det, som de mente, da de sad i regering, hvor de altså klart meldte, at de støttede USA i denne her kamp mod terrorisme, som kom i gang efter den 11. september 2001.

Kl. 13.50

     Nye regler: Ja, vi skal bestemt diskutere FN's rolle. Er det rimeligt, at vi i FN-regi er afhængig af, hvor mange dollar, hvor mange franc der skal gives til Angola, til Syrien, hvad der i virkeligheden har værer afgørende for Socialdemokratiet og SF og andre partier her i Folketinget i forhold til at gribe ind over for Saddam Hussein? Er det rimeligt, at vi skal hælde vores hoved til lande, der har diktaturregimer, som er udemokratiske, har korruption, undertrykker almindelige menneskererettigheder i deres egne lande, at vi skal stille dem i front? Det er det, jeg angriber, og det er det, der har været problemet i FN-regi her på det seneste.
     Så til hr. Frank Jensen og hvornår vi fik besked om, at regeringen ville være interesseret i at stille et militært bidrag: Jamen det har sådan set ligget i kortene lige siden det møde i Udenrigspolitisk Nævn, hvor regeringen meddelte, at det konkrete bidrag, man havde tænkt sig, bl.a. var ubåden »Sælen« og de danske specialstyrker. Det er så senere blevet ændret. Jeg tror, at hr. Frank Jensen udmærket godt ved, at det er på det tidspunkt, at Dansk Folkeparti bliver bekendt med, at regeringen har intentioner om måske på et tidspunkt at overlade kommandoen for de enheder til en alliance af partnere, hvis det er nødvendigt med en militær afvæbning. Det er meget naturligt, sådan er dét, og sagde vi fra over for det nu, så ville det være et fuldstændig forkert signal.

Næste