Forrige

(Kort bemærkning). Peter Skaarup (DF):
Der er spørgsmål fra hr. Keld Albrechtsen angående Mogens Glistrup. Jeg synes ikke rigtig, det er min opgave at svare på, hvad han mener og ikke mente i sin tid. Hr. Keld Albrechtsen må selv studere i diverse aviser og avisudklip, hvad det var, Mogens Glistrup mente. Jeg kan ikke svare på, hvad der kan ligge til grund for hans udtalelser under en debat som denne her. Jeg kan ikke se, hvad det vedkommer den.
     Men det, der er det afgørende for os, er ikke at være krigerisk eller militaristisk. Det tror jeg ikke der er nogen partier i Folketinget, der er eller vil være. Men det, der er det afgørende, er: Hvad gør vi for at demontere masseødelæggelsesvåben i Irak? Det har Enhedslisten ikke givet nogen som helst bud på på noget tidspunkt her i Folketingssalen.
     Hvad gør vi for at komme en aggressiv diktator som Saddam Hussein til livs, der dræber politiske modstandere og ikke vil indføre demokrati? Er hr. Keld Albrechtsen klar over, hvad Saddam Hussein står bag mod sin egen befolkning? Er hr. Keld Albrechtsen klar over, hvad Saddam Hussein har gjort mod kurderne? Er hr. Keld Albrechtsen klar over, hvad man gør mod politiske modstandere, som bliver dræbt og tortureret, hvis de nærmer sig noget, der ligner magt i forhold til Saddam Hussein?
     Det burde vel egentlig være et venstrefløjsønske, at den slags diktatorer rundtomkring i verden blev demonteret og blev sat fra magten. Folk, der rask væk bryder menneskerettigheder hver eneste dag, burde det egentlig ikke være noget, venstrefløjen aktiverede sig selv i? Eller er det mig, der har misforstået venstrefløjens politiske ønsker? Og på samme måde med SF: Burde det ikke også være noget, SF var engageret i, Socialdemokraterne var engageret i, for de går ind for internationale samfund, hvor verden er blevet mindre, og hvor vi skal gøre op med brud på menneskerettigheder rundtomkring i verden?
     Det er jo det, vi diskuterer. Det er ikke, om der står et ord forkert eller et komma forkert i en eller anden FN-resolution. Det, vi diskuterer, er reelt: Vil vi gøre noget ved Saddam Hussein, eller vil vi ikke gøre noget ved Saddam Hussein?
     Jeg kan konstatere, at der desværre er et stort mindretal her i Folketinget, der ikke vil røre en finger mod Saddam Hussein. Og så er der altså et flertal, der siger: Vi er nødt til at stå ved det sammen med det internationale samfund i kampen mod den slags tyranner, vel at mærke når de truer vores egen sikkerhed med terrorisme og masseødelæggelsesvåben, for så har vi da en ekstra forpligtelse.

Kl. 14.05

Næste