Forrige

(Kort bemærkning). Aage Frandsen (SF):
Hr. Peter Skaarup laver en falsk modsætning forstået på den måde, at hr. Peter Skaarup sammen med regeringen skulle stå sammen med det internationale samfund og vil gøre en hel masse imod diktatorer osv. Det skulle være i modsætning til os andre, der åbenbart ikke vil gøre det. Det er noget værre sludder. Vi vil i høj grad gøre noget for forskellige imod forskellige diktatorer rundtomkring, folk, der bryder menneskerettighederne, men det er bare et spørgsmål om metoderne.
     Der er det jo rent faktisk sådan, at resolution 1441 har betydet en række ting, men nu kan man jo konstatere, at Bush-administrationen ikke ville ændre i nogen ting. Man ville jo ikke undgå en krig, for selv om man kunne se, at der skete ændringer, så siger man, at nu er tiden udløbet her midt i marts måned. Men det er i virkeligheden i det sidste lille halve års tid, at der er sket nogle ændringer.
     Hr. Peter Skaarup siger, at der i 1998 omkring Kosovo ikke lå noget FN-mandat, men det gør der i dag. Er det virkelig argumentet fra Dansk Folkepartis side, at der i 1998 ikke var et mandat, men i dag er der et mandat?

Næste