Forrige

(Kort bemærkning). Keld Albrechtsen (EL):
Hr. Peter Skaarup mente, at der var en hel masse lande, som var med USA. Men det viser sig nu altså bare, at de, når det kommer til stykket, ikke deltager. De er nok blevet klogere undervejs og er alligevel stoppet op, da det er gået op for dem, hvad det var, de var ved at rode sig ud i, for eksempel Spanien. Jeg indrømmer, at den spanske regering hele vejen igennem har ført en særdeles uklar og uklog politik i den her sag. Men da det kom til stykket, kom der alligevel så meget ædruelighed ind i det i Madrid, at man afstod fra at sende soldater til dette projekt. Så det der med støtten, det rækker ikke ret langt ud over Dansk Folkepartis egen kreds. Det tror jeg hr. Skaarup gør klogt i at erkende. Det bliver en krig, han kommer til at føre alene sammen med præsident Bush og den britiske premierminister, som i øvrigt også er ved at miste opbakning i sit eget parti. Britiske ministre forlader klogeligt den synkende skude. De agter ikke at gå ned sammen med Tony Blair på det projekt.
     Hr. Peter Skaarup forestiller sig, at det her ikke fører til mere terrorisme, men det fører i hvert fald med sikkerhed til en kolossal flygtningestrøm, som også vil komme til Europa. Er Dansk Folkeparti klar over, og vil Dansk Folkeparti godkende, at Tyrkiet rykker ind i den nordlige del af Irak, og at der dermed fremkaldes 1 million, 2 millioner, måske 3 millioner flygtninge, som så kommer? I Grækenland, som jeg besøgte sidste onsdag, er man allerede klar over, at det ikke varer længe, før flygtningene når til Grækenland. Vil hr. Peter Skaarup også tage sin del af dem her i Danmark? Det tror jeg ikke på Dansk Folkeparti vil. Jeg har aldrig hørt om, at Dansk Folkeparti skulle være indstillet på at modtage flygtninge. Det hænger simpelt hen ikke sammen. Man er ikke villig til at tage konsekvenserne af det projekt, man har gelejdet sig ud i.

Næste