(Kort bemærkning).
Frank Jensen (S):
Dansk Folkeparti har nogle gange her i debatten trukket
forhenværende socialdemokratiske partiledere og
statsministre, og hvad de stod for, frem, bl.a. Hedtoft og
H.C. Hansen, og man kunne for den sags skyld også nævne Jens
Otto Krag, personer, som jeg og mit parti føler en stor og
dyb respekt for og også føler et meget, meget stærkt politisk
slægtskab med.
Det bliver helt anderledes, når hr. Peter Skaarup bliver
konfronteret med sit politiske slægtskab og ophav, nemlig
Fremskridtspartiet og hr. Glistrup. Hvorfor den surhed og
voldsomme afstandtagen fra det? Vi ved jo alle sammen, at hr.
Peter Skaarup var partisekretær i Fremskridtspartiet i den
periode, og at den ledelse, der sidder i dag i Dansk
Folkeparti, har sine rødder i det parti, som havde det
synspunkt, at Danmark bare skulle have en telefonsvarer, når
russerne ringede, der sagde: Vi overgiver os.
Nu kan jeg forstå, at det også er for at lægge politisk
afstand til det, for nu skal vi have en telefonsvarer, sådan
at når George W. Bush han ringer, så skal vi sige: Vi kommer,
når han ønsker Danmarks tilstedeværelse ved en eller anden
militær aktion ude i verden. Ja, forskellen er jo katastrofal
for den danske befolkning og for det danske militær, at det
er sådan en telefonsvarer, Dansk Folkeparti vil have.
Jeg kan på den baggrund trække H.C. Hansen og Hedtoft
frem og for den sags skyld også Jens Otto Krag; han trak
aldrig nogen sinde Danmark ind i Vietnamkrigen og godt for
det.
Kl. 14.30