(Kort bemærkning).
Jens Rohde (V):
Det er absolut ikke nogen bagatel, at vi går i krig, og det
gjorde jeg også klart rede for i min tale.
Jeg er nødt til at sige, at man også har truffet
beslutninger om intervention i andre sammenhænge, hvor der
ikke har været enighed i FN. Bl.a. i Kosovo, hvor vi jo så,
at man ventede og ventede og ventede, og Milosevic kunne
fortsætte sine slagterier.
Kl. 9.25
Jeg og Venstre er stadig væk af den opfattelse, at der
er en klar forankring i FN i denne beslutning, fordi
resolution 1441 bekræfter alle tidligere resolutioner.
Hr. Niels Helveg Petersen skubber jo våbeninspektørerne
foran sig og ønsker tilsyneladende, at det er
våbeninspektørerne, som skal træffe beslutningen om, hvorvidt
tiden er inde til at sætte stolen for døren over for Saddam
Hussein, men det er jo landene, der skal træffe den
afgørelse.
Jeg vil godt sige til hr. Niels Helveg Petersen, at Blix
jo i sine rapporter har udtalt, at at Irak samarbejder på
substansen, ikke kun proceduren, er en betingelse for at
gennemføre nedrustningen fredeligt. Et sådant fuldt og aktivt
samarbejde har Irak ifølge Blix' egne rapporter ikke ydet, og
i realiteten er inspektørerne derfor afskåret fra at udføre
deres arbejde. Og som sagt er det jo ikke op til Blix, men
til landene at drage den politiske konsekvens heraf.
Når man tager sammenligningen med 1998, så er den ganske
rimelig. For dengang stod der også i forslaget til
folketingsbeslutning, at det ud fra en helhedsvurdering af
den lange række af allerede vedtagne resolutioner er
velbegrundet, at det internationale samfund om nødvendigt
svarer igen med militære magtmidler. Og vi har altså også
valgt ud fra allerede vedtagne resolutioner - og det er jo
mange, vi taler om - ud fra en helhedsbetragtning, at nu må
tiden være inde. For alternativet er langt mere skræmmende.
