Pia Christmas-Møller (KF):
Som folketingsmedlem er man både valgt til at repræsentere og
til at lede. Som folketingsmedlem skal man både repræsentere
de vælgere, der har stemt på en, og lede på grundlag af de
holdninger, man er valgt på, og efter hjertets overbevisning
om det rigtige standpunkt i den konkrete sag.
Den beslutning, vi står i begreb med at tage, hører til
blandt de vanskeligste, men i Det Konservative Folkeparti er
vi ikke i tvivl om, på hvilken side man må stå i denne sag.
Det er en sag, der helt naturligt kalder på stærke følelser,
følelser, der trækker i hver sin retning, for ingen
anstændige fornuftsmennesker ønsker krig, og ingen anstændige
fornuftsmennesker ønsker at støtte terrorisme og morderiske
diktatorer.
Vi har i den konservative folketingsgruppe været igennem
grundige vurderinger af, hvad der er det rigtige standpunkt
set ud fra en moralsk, set ud fra en juridisk og endelig set
ud fra en politisk synsvinkel.
Det har ikke været så svært at besvare spørgsmålet om,
hvad der er det moralsk rigtige standpunkt. Vi står over for
en af denne verdens værste despoter siden Hitler, nemlig
diktator Saddam Hussein. Han har startet foreløbig to krige
mod nabolande med mere end 1 million døde til følge. Han har
anvendt kemiske våben mod sin egen befolkning med flere end
80.000 døde til følge. Han har spillet kispus med
verdenssamfundet i mere end 12 år. Der kan ikke være nogen
tvivl om, at den mand må og skal afvæbnes, sådan som det er
blevet krævet i forbindelse med afslutningen af Golfkrigen.
Kemiske og bakteriologiske masseødelæggelsesvåben i hænderne
på Saddam Hussein er en trussel, der må og skal afmonteres.
Spørgsmålet om det juridisk rigtige standpunkt i sagen
har været genstand for diskussion blandt flere jurister. I
Det Konservative Folkeparti hæfter vi os ved den meget klare
konklusion, som Udenrigsministeriets folkeretseksperter er
nået frem til. Vi har fuldt og helt tillid til
Udenrigsministeriets folkeretseksperter. Det havde vi i 1998,
og det har vi nu. Det havde Socialdemokratiet og Det Radikale
Venstre i 1998. Det burde de også have nu, da det er de samme
personer.
FN er det hidtil bedste forsøg på at etablere en
international retsorden. Det voksede ud af ruinerne fra Anden
Verdenskrig. Frygten for, at dette projekt lider skibbrud, er
reel. Det er slemt, at der ikke kan opnås enighed i den kreds
af medlemslande, der i dag sidder i Sikkerhedsrådet, om at
bekræfte, hvad man hele tiden har ment og fortsat mener med
konkret handling. Men endnu værre er det for den
internationale retsorden, hvis der overhovedet ikke kommer
nogen handling bag ordene.
Det politisk rigtige i denne sag ville naturligvis have
været meget nemmere at finde frem til, hvis vi havde stået
med en ny beslutning fra FN's Sikkerhedsråd. Det havde så
langt været at foretrække. Det var jo også netop derfor, at
vi i Det Konservative Folkeparti sammen med regeringen lagde
så stor vægt på ikke bare at følge FN-sporet, men også at
bidrage til, at det havde mulighed for at føre til en ny
beslutning.
Desværre er FN-sporet foreløbig endt i en blindgyde. Den
kendsgerning kan jo bare ikke føre til, at den part, der
vinder på verdenssamfundets passivitet og handlingslammelse,
så skal have fat i den lange ende. Kræfter, der både vil og
kan påtage sig ansvaret for de nødvendige handlinger, må
træde til og gøre det ved at træde i karakter.
Alle, der beskæftiger sig med politik, ved, at der er
øjeblikke, som kan udnyttes til handling, og som aldrig
kommer igen, hvis de forpasses. Saddam prøver at trække det
internationale samfund forbi dette handlingens øjeblik, vel
vidende hvor svært det kan være at holde sammen på et
international koalition.
Skal vi finde os i det? Alternativet til at sætte en
stopper for Saddam Hussein er næsten ubærligt at tænke på.
Hvis uenigheden i det internationale samfund fører til
handlingslammelse, er det det samme som at give Saddam og
andre despoter fuldstændig frie hænder til at tyrannisere og
terrorisere frit.
Graver man ind til kernen, består denne sag af et valg
mellem på den ene side aktiv støtte til den frie og
demokratiske verden og på den anden side passiv laden stå
til, som kun - kun - er til fordel for diktaturets despoti og
terrorisme. I det valg er Det Konservative Folkeparti ikke i
tvivl om, hvor vores kræfter skal lægges.
