Forrige

(Kort bemærkning). Jann Sjursen (KRF):
Jeg fik heller ikke svar på mit tidligere spørgsmål om, hvad Venstre så i virkeligheden vil med FN. Men det vil jeg give Venstre og regeringen lejlighed til at svare på senere, for jeg mener, vi simpelt hen må have en hel forespørgselsdebat omkring det i Folketinget i nær fremtid.
     Men så vil jeg godt vende mig til spørgsmålet om resolution 1441, som hr. Jens Rohde lægger vægt på bekræfter tidligere resolutioner - og det er selvfølgelig rigtigt - men som han dermed også indirekte skubber frem foran sig som for at sige, at den sådan set er nok.
     Hvis man ser på Udenrigsministeriets juridiske notat, så understreges der jo klart i det, at der ikke på forhånd er fastlagt nogen automatik med hensyn til magtanvendelse i relation til resolution 1441. Og er det ikke sådan, at det i den sammenhæng, 1441 blev vedtaget sidste efterår, jo netop indgik fra en række medlemslandes side, at den blev vedtaget udtrykkeligt under den forudsætning, at der netop ikke var nogen automatik, og at Sikkerhedsrådet skulle drøfte sagen på ny?
     Mit spørgsmål er altså derfor: Hvordan kan Venstre så sige, uanset at 1441 bekræfter tidligere resolutioner, at nu har man faktisk en klar FN-forankring? Jeg synes ikke, det er spor klart.

Næste