(Kort bemærkning).
Marianne Jelved (RV):
Når fru Pia Christmas-Møller simpelt hen systematisk afviser
at svare på mit spørgsmål, har jeg fornemmelsen af, at jeg
har fat i den lange ende.
I regeringens notat om folkeret står der:
»Det optimale grundlag for iværksættelse af nye militære
forholdsregler mod Irak ville selvsagt være, om en sådan
behandling kunne munde ud i vedtagelse af en ny klar
resolution eller en formandsudtalelse.«
Det Radikale Venstre er parat til at nøjes med mindre
end det: et simpelt flertal eller en anbefaling af FN's
generalsekretær, bare der er et spor tilbage til en
behandling. Men i sidste uge advarede FN's generalsekretær,
Kofi Annan, imod en militæraktion, og den advarsel er ikke
trukket tilbage af Kofi Annan.
Statsministeren har i den Ritzaumeddelelse, jeg citerede
tidligere, klart sagt, hvem det er, der afgør tids- og
ressourceforbrug, og jeg citerer igen:
»Vurderingen af, hvor megen tid og ressourcer
våbeninspektørerne har brug for, skal finde sted i
Sikkerhedsrådet«.
Derfor spørger jeg: Hvorfor kunne man ikke gøre arbejdet
færdigt, inden man gik til den sidste udvej?
