(Kort bemærkning).
Pia Christmas-Møller (KF):
Vi har en vanskelig sag, men ikke en dårlig sag. Vi har en
nødvendig beslutning foran os, og vi, der kender ansvaret,
påtager os den.
Jeg må sige til hr. Holger K. Nielsen, hr. Villy Søvndal
og hr. Ole Sohn, at ingen kan beklikke Det Konservative
Folkepartis motiver i denne sag og heller ikke vore
handlinger frem til denne dag. Det Konservative Folkeparti
med udenrigsministeren i spidsen har hele tiden sagt, at
Saddam Hussein skal afvæbnes, og at der skal lægges maksimalt
pres på for at få denne afvæbning. Vi følger FN-sporet, men
vi har hele tiden sagt, at dersom FN-sporet ikke kunne
gennemtvinge denne afvæbning inden for rimelig tid, ville vi
forholde os til situationen, som den måtte se ud, og det har
vi gjort. Vi har lagt tingene åbent frem i dag og i går, og
det kan ikke være falsk. Det kan ikke være noget som helst
andet end åbent og ærligt.
Men det er ikke nogen overraskelse, at SF argumenterer
præcis, som man gjorde i 1998. Der er jo intet nyt. Man kan
tage Folketingets forhandlinger fra 1998, og så kan man
simpelt hen se ordene gå igen og gå igen og gå igen.
Hr. Ole Sohn spørger: Hvad er konsekvensen af det her?
Vil man nu fra Konservatives side tage Iran og alle de andre
diktaturstater én for én, tror jeg, ordene var. Jeg er ked af
det, men vi kan ikke tage denne meget vigtige diskussion
inden for de tidsrammer, vi har. Men den tænkning, der ligger
bag det spørgsmål, hr. Ole Sohn kommer med - jeg er nødt til
at sige det, og det er ikke for at genere hr. Ole Sohn, for
hr. Ole Sohn er et venligt menneske - den tænkning afslører,
hvor hr. Ole Sohn kommer fra rent ideologisk. Det er jo
sovjetisk tænkning, det er tænkning, som Stalin og Hitler og
andre diktatorer kommer med, når man siger, at nu tager vi
dem én for én.
Sådan tænker man ikke, når man er fundamentalt
demokratisk. Så tænker man: Hvilke principper kan vi opbygge
både nationalt og internationalt for et retssamfund, og
hvordan kan vi prøve at føre disse principper igennem? Vi
ønsker vi konsekvens, det gør vi da, men det vil føre alt for
vidt at komme ind på, hvordan vi får styrket det
internationale retssamfund efter denne forhåbentlig
midlertidige belastning af FN-systemet.
