Forrige

(Kort bemærkning). Ulrik Kragh (V):
Sjældent har man hørt en større opremsning af fejltagelser end den, SF's hr. Holger K. Nielsen fremførte i sin ordførertale.
     SF spørger, hvor mange børn, hvor mange kvinder, hvor mange mænd der skal dø i en krig for at afvæbne Saddam Hussein, og så er man jo nødt til at spørge: Hvor er respekten for de mange mennesker, der i forvejen dør under det tyranniske diktatur, der er i Irak? Hvor er viljen til at gøre noget ved det system, der til trods for FN's krav gennem de sidste 12 år om afvæbning alligevel opruster?
     SF vil under ingen omstændigheder på noget som helst tidspunkt være med til at gøre noget ved det her og gribe fat om nældens rod. Det er ikke nogen nem beslutning at sende danske soldater med i en krig, men somme tider må man gøre op med sig selv - og det synes jeg også SF burde gøre - om den sag, man tjener, ikke er større, og om de omkostninger, der er forbundet med den, ikke er mindre end alternativet: at læne sig tilbage i en debatklub, mens vore allierede klarer ærterne.

Næste